Under Nordenvindens Svøbe - 02

  Hendes sidste Sætning kvaltes i de unge Pigers Latter.
  „Nej, nej, vi skulde bare spørge, om det gik an at danse derhenne i
  Aften?“
  Judithe's Ansigt klarede op til at stort Smil, og vi havde
  Tilladelsen med det samme.
  „Barbara maa da oven i Købet være glad for den Tidkort!“ mente hun.
  -- -- Nu blev Gulvet fejet, og Husets Børn og ældste klædte sig af og
  lagde sig paa Briksen.
  Men Musiken -- der fandtes kun en eneste Harmonika paa Pladsen! Gamle
  Essaias reddede nu Situationen. Han havde en Violin; det var flere
  Aar siden, at han havde spillet paa den; og da den blev hevet frem
  fra hans store Værktøjskasse, manglede alle Strengene! Men
  Instrumentet blev i en Fart støvet af, og en af de unge Piger lavede
  Strenge af Hvalrossener. Buen var i Orden. Og saa kunde Dansen
  endelig begynde .....
  Mærkelige Grønlændere! Ingen kan som I glemme al Livets Møje i en
  Dans. Ingen kan som I lægge en Lemmernes Ekstase ind i en Reel!
  Vi dansede til langt ud paa Natten. Gamle Essaias gned de kaadeste
  Dansemelodier ud af Hvalrossenerne; han kunde aldrig blive træt. Og
  Aftenen igennem var der over hans rynkede Ansigt et Udtryk saa mildt
  og forklaret, som om han sad fordybet i Andagt.
  Først da Jordemoderen fandt det passende at byde op til Afdansning,
  tømtes Malakiæ gæstfri Hus.
  Efter Dansen stod vi ude og „dampede af“, da en ældre Mand, min Ven
  Mikael Frederiksen, kom hen og slog mig hemmelighedsfuldt paa
  Skulderen. Han trak mig til Side og hvidskede, at Udstedsbestyreren
  havde budt os ind paa en Romtoddy.
  Ja, sandelig -- en Romtoddy skulde gøre godt i Aften, gennemvaad og
  svedt som man var!
  Imidlertid var Dansen trukket saa længe ud, at „Udliggeren“ var gaaet
  i Seng; men i sin Stue havde den gode Mand ladet Lampen brænde, og
  paa Bordet stod varmt Vand, Sukker, Rom og Cigarer!
  Mikael fniste ubehersket, da vi satte os ved Bordet. Vi blandede os
  en Drik og hilste paa hinanden.
  Ah! Det er, som om alle Nydelser komprimeres her i Grønland!
  Det havde været en bevæget Dag i Dag -- med alle disse
  Masse-Kaffe-Gilder! Og min Ven lod Munden løbe. Saaledes sad vi en
  Times Tid.
  Da pludselig springer Mikael op og staar stiv og bleg foran mig.
  „Men hvad gaar der dog af dig, kære Frederiksen?“ spurgte jeg
  beroligende; det smigrede ham, at jeg tiltalte ham med hans
  Efternavn.
  „Min Kone!“ sukkede Manden; og Rædselen jog Blodet fra hans Ansigt.
  Hans Kone var netop Pladsens første Autoritet: Jordemoderen.
  „Min Kone -- ganske vist! forstaar du? Min Kone har ganske vist ikke
  Kommandoen, men alligevel -- -- --“
  Frederiksens sidste Kræfter var udtømte; han skæver over til sit
  Glas, der er tømt, fylder det, og drikker det ud med det samme.
  „Ser du, Kvinderne har det nu paa deres egen Maade -- -- ganske vist,
  min Kone har ikke Kommandoen hos os --“
  Frederiksen ser paa mig for at overbevise sig om sine Ords Virkning
  og slaar sig for Brystet.
  „Kvinderne forstaar ikke os Mænd, de er saa lunefulde og urimelige;
  de taaler slet ikke at blive vækkede om Natten!“
  Frederiksen har opgivet sin Helteposition, og han ser mig bønfaldende
  ind i Øjnene, da han siger:
  „Men alligevel, det vilde vist gaa bedre, om du fulgte med mig hjem i
  Aften.“
  Jeg lovede, at jeg skulde følge ham helt ind i Huset.
  „Men, hm! Kvinderne er saa besynderlige.“
  Han pegede paa Romflasken.
  „Ja selvfølgelig, vi skal tage en med til din Kone -- -- og den og
  jeg i Forening, -- ikke sandt?“
  Han lo over hele Ansigtet, slog mig paa Skulderen og bryggede en høj
  Romtoddy.
  „Hi, hi, hi! -- Ja, du forstaar nok, det er jo mig, der har
  Kommandoen alligevel!“
  Saa brød vi op og balancerede ud i Mørket; endelig stod vi
  velbeholdne foran Malakias's Hus.
  „Hm! Nu er det vist bedst, at du gaar foran,“ foreslog Frederiksen;
  jeg kravlede ind. Endnu medens vi var dybt inde i Husgangen, raaber
  han højt:
  „Judithe, Judithe! Fine Gæster! Sjældne fremmede!! Puh, den var
  ellers drøj at fragte herop; ser du, jeg har ikke glemt dig!“
  Og han rakte hende straalende Toddy'en ud.
  Judithe rystede leende min Haand. Hun havde sovet og var i bar Særk.
  Frederiksen var saa overgiven over den gode Modtagelse, at han lo saa
  højt, at hele Huset vaagnede.
  Judithe drak Glasset ud paa een Gang. Sejren var vunden.
  Briksen var fuld af sovende, og Gulvet med; mange tilrejsende havde
  søgt Ly her for Natten.
  Judithe, der følte sig oplivet af Toddyen, gav sig til at fortælle
  Sagn med den Motivering, at havde hendes hensynsløse Mand nu først
  vækket dem allesammen, saa maatte hun vel efter gammel eskimoisk Skik
  forsøge at fortælle dem i Søvn. Jeg lagde mig nu ned mellem
  Klyngerne paa Gulvet, mens Frederiksen kravlede op til sin Ægtemage
  paa Briksen.
  Judithe fortalte fortræffeligt, og jeg faldt snart i Søvn.
  Ud paa Morgenen vaagnede jeg forfærdet ved, at den frugtsommelige
  vaandede sig. Hun rejste sig fra sit Leje og vraltede hen til den
  store Urinspand henne under Vinduet og satte sig paa Kanten; jeg gned
  Øjnene, jo sandelig -- hun var falden i Søvn derhenne!
  Det saa foruroligende ud, og jeg rejste mig over Ende; men i det
  samme blandede en beroligende Hvisken sig i den almindelige Snorken,
  og Ordene lød, som følger:
  „Sov kun! Jordemoderen vaager!“
  Det var Judithe; da forekom det mig, at jeg som Husets Gæst med god
  Samvittighed kunde føje ogsaa min Snorken til det store Kor -- i den
  sikre Forvisning om, at intet vilde komme bag paa os.
  Jordemoderen ventede ...
  
  
  DA GAMLE EVA SMAGTE PAA DØDEN
  
  „Tænd Baal! Tænd Baal! Nu staar Solen op!“ var der en, der raabte.
  „Lyng! Lyng! Klæd Varden i Lyng!“ skreg de unge Piger i Munden paa
  hinanden.
  Et Par store Sten rullede ned ad Fjældet, og Ekkoet drønede ud over
  Fjorden; det var Vardetinden, der blev væltet, og tunge, duftende
  Lyngduske dannede Top i Stedet. Brændende Kvas dængedes over, og
  frisk Lyng kastedes paa.
  En tyk, hvid Røgsøjle slog lige op mod Himlen, og spillende Ildtunger
  slikkede hen over Vardens Sten.
  Røde Skyer flammede op i Horisonten, og Hjortetaksfjældet skød sin
  hvide Hue ned i Nakken og strakte sig i Morgenrøden.
  Fjorden laa hvid af Storis; og Skosserne, der langsomt drev indefter,
  legede med deres Skygger i det blanke Vand.
  -- -- Der for et sitrende Gys gennem den lette Morgenluft, og
  Lyngbaalets Ild blegnede, da Solen gled op over Fjældene og dyppede
  alle Tinder i sit Lys ...
  -- -- -- -- --
  Der havde været Dans ved Kolonien, og hen paa Morgenen var alle unge
  gaaet til Fjælds for at koge Morgenkaffe. Sammen med Solen kom gamle
  Eva opover; hun skulde langvejs ud for at samle Kvas, men da hun saa
  de unge og lugtede deres Kaffe, lagde hun Vejen op over Fjældet; og
  hun satte sig straks ned iblandt os for at vente paa sin Omgang.
  „Hør, Eva, du skulde fortælle os om den Gang, „du smagte paa Døden“!“
  foreslog en.
  „Saa skal du faa Kaffe af første Kog!“ føjede en anden til.
  Gamle Eva lo, da de unge sluttede Kreds om hende, og uden
  Indvendinger gav hun sig straks til at fortælle:
  „Mine Aar tæller tre Menneskers Fingre og Tæer; jeg har aldrig lidt
  af Sygdomme eller Hjærtesorger og har derfor altid været let til Bens
  og fornøjet. -- --
  Men det var jo om den Gang, jeg smagte paa Døden, I vilde høre lidt.
  Ja, det kunde du saamænd godt lave en svær Bunke Skriverier om og
  tjene mange Penge paa,“ sa' hun leende, henvendt til mig.
  „Ser I det blaa Fjæld der? Det var jeg gaaet over. Naturligvis havde
  jeg Kaffe med mig, og det varede jo ikke længe, før jeg fik Lyst til
  at ta' mig en Taar, og saa gjorde jeg Ild op.
  Nu lægger jeg Mærke til, at det begyndte at trække op; Himlen var
  bleven en hel anden; men da jeg var gaaet ud for at plukke Kvaner og
  var meget lysten efter dem, gik jeg blot videre uden at bryde mig om,
  hvad der gik for sig i Skyerne. Vi gik og gik -- jeg havde Sofia
  Lisbath med mig --; vi gik nedad mod Fjældet, hvor vi skulde plukke
  Kvaner, kom til en meget stor Slette, satte over den og landede ved
  Fjældene paa den modsatte Side. Saa gav vi os til at plukke Kvaner,
  medens Regnen begyndte at falde og ganske langsomt sivede gennem vort
  Tøj. Vi plukkede og plukkede, gjorde vor Bunke noget vel drabelig og
  vandrede saa hjemad.
  Da vi kom op i Fjældet, var det, lige som om man garvede tørre
  Vandskind omkring os; det var Kastevindene! Allerede paa Toppen
  klistrede alt vort Tøj fast til Kroppen; og saa lang en Vej vi havde
  igen!
  Da ser vi en Rype med sine Kyllinger, lader Kvanerne ligge og giver
  os til at forfølge dem, men vi fik dem naturligvis ikke.
  Saa gik vi videre med vore Kvaner, opad og opad, til vi blev siddende
  paa en Skrænt uden at kunne komme videre; -- saa ned igen gennem
  Elven, da der ikke var anden Vej; her maatte vi slæbe Kvanerne med os
  og hisse dem ned ad Fjældsiden.
  Saa kom vi ned til en stor Sø og tog den langs Bredden mod Solsiden.
  Vi gik og gik ad Smaaelvene; de vaade Kamikker søgte vi at snøre
  fast, men det lod sig ikke gøre: vore Fødder blev kolde. -- Saa kom
  vi til en Fos; det var det bare Skumsprøjt!
  „Vi har ingen anden Vej,“ sagde jeg til Sofia Lisbath, „vi maa midt
  ud i den.“
  Jeg snørede mine Støvler fast oven over Knæene, tog Kvanerne paa
  Ryggen og plumpede ud. Straks vi kom ud, var det umuligt at se frem
  for sig; Fossen havde alt for stærk Fart, og Regndraaberne ovenfra
  løb ligesom oven i hinanden som en Straale, der aldrig knækkede over.
  Fossen var os egentlig lovlig bred og dyb, Vandet gik os til Livet,
  men vi kom dog over; saa var det ogsaa, ligesom om vort Tøj selv var
  bleven til Fosse, saadan drev Vandet af os. Og da jeg jo var en
  gammel Kælling, begyndte jeg at fryse, og jeg mærkede, Kræfterne
  svigtede mig.
  „Ja, nu er jeg ikke ganske sikker paa mig selv mere,“ sagde jeg til
  Sofia Lisbath, „jeg tror næsten, dette her er Død for mig.“
  Men op ad Fjældet slæbte jeg dog Benene og kravlede til sidst helt op
  til Toppen. Jeg kunde ikke gaa paa Benene og krøb derfor videre paa
  Knæene, men endnu havde jeg dog mine Kvaner paa Ryggen; og hvorfor
  skulde jeg vel ogsaa kaste dem fra mig?
  Det sidste Fjæld, vi skulde over, kom nu til Syne. Jeg kravlede
  fremad, Fjældet var temmelig højt. Jeg lagde Mærke til, at Sofia
  Lisbath gav sig til at plukke Lyng, -- som jeg siden fik at vide, for
  at putte det ind paa Kroppen under det vaade Tøj; selv var jeg for
  udmattet til at gøre det. Da vi kom op paa Toppen, kunde vi se Landet
  om Godthaab. Vinden blæste saa stærkt, at det lød, som om man slæbte
  gamle, tørre Konebaadsskind hen over Fjældene. Og Regnen! -- Ja, det
  var, som om man sparkede løs paa mig. Men jeg kravlede bare
  fremefter.
  „Gaa du bare forud, Sofia Lisbath,“ raabte jeg saa til sidst, „Amos
  vil blive alt for bedrøvet, hvis ogsaa du bliver heroppe.“
  Men hun vilde ikke forlade mig og gav sig til at stoppe mit Tøj ud
  med Lyng. Jeg havde endnu mine Kvaner paa Ryggen; give tabt vilde jeg
  ikke, og jeg gav mig til at ryste Skuldrene ligesom i Vrede.
  „Gaa nu hjem, Sofia Lisbath.“
  Men hun vilde ikke gaa ned til Godthaab, fordi hun ikke mente, at man
  vilde finde mig levende. Og naar jeg talte til hende, gik hun bare
  baglæns uden om mig. Saa til sidst maatte jeg standse, jeg havde ikke
  flere Kræfter; og det kunde man jo ikke sige noget til, skønt det nu
  skulde koste mig Livet.
  „Gaa nu hjem, Sofia Lisbath!“ raabte jeg igen, og for at ikke ogsaa
  hun skulde lægge sig til at dø heroppe, gav jeg mig til at skælde
  hende ud:
  „Du har dog en Broder, Sofia Lisbath, jeg har jo ingen! Du vil bare
  bedrøve ham. Og hvis vi begge to bliver borte, vil de ikke finde os.
  Vi gik jo over Kruersuk-Fjældet, -- og her gaar vi nu hjem ad
  Kvanevejen!“
  Men hun gik som sædvanlig et Stykke baglæns og vilde ikke gaa hjem.
  Mine Klæder var fyldte med Vand, og saa kold blev jeg, at jeg syntes,
  min bare Krop gav sig til at raabe paa mig. Baandet var gledet af min
  Haartop, og Haaret var faldet ned.
  Sofia Lisbath gav sig til at græde, da jeg igen sagde til hende, at
  hun skulde gaa hjem, og med Hænderne for Øjnene forsvandt hun
  hulkende bag et Fjæld. Et Øjeblik standsede hun dog og saa sig om
  efter mig. Det var, sagde hun senere, for at se mig sidste Gang i
  Live. -- Ja, og saa lod hun mig tilbage.
  Da jeg nu var alene, blev jeg snart søvnig. Jeg brød mig ikke mere om
  mig selv, jeg havde kun ondt af min lille Søster, der skulde lede
  efter mig. Men da jeg til sidst ikke kunde andet, sagde jeg bare til
  mig selv: „Naa, lad mig saa blot sove!“ Og saa lagde jeg mig ned. Det
  var lige i en Sø, kunde jeg mærke, men saa ved jeg ikke af mere.
  Jeg sov og sov meget længe, men da jeg saa skulde til at aabne Øjnene
  -- en Fugl var det ikke, det var Menneskestemmer! Og saa Stormen, der
  peb! Jeg drejede mig om paa Maven og saa fire Mennesker; tre af dem
  havde hvide Anorakker, den fjerde var min lille Søster. Hun brast i
  Graad, hun begræd mig allerede.
  Jeg var saa vaad som en druknet Kajakmand. Mit Haar havde skilt sig,
  mine Hænder var opsvulmede, og der var dybe Furer i Huden. Det var,
  ligesom jeg havde vasket en hel Dag; men saadan var jeg forøvrigt
  over hele Kroppen.
  De trak Tøjet af mig og gav mig andet paa, og saa bar de mig hjemad.
  Det blev ved med at regne. Jeg mistede atter Bevidstheden.
  Da jeg kom til mig selv igen, saa jeg opad -- og se: jeg havde over
  mig en Himmel af Bjælker; jeg troede jo, jeg var død, og at det var
  Himlen. Men saa hører jeg en sige: „Eva, skal du ikke smage paa disse
  Lækkerier?“ og saa kom jeg med et til at tænke paa, at vi Mennesker
  har til Vane at spise; det havde jeg ligesom helt glemt. Jeg havde
  fastet en Nat og to Dage.
  Saa spiste jeg, hvad jeg orkede, og kom mig snart igen.
  Her ender min Fortælling.
  Siden har jeg været mange Gange ude efter Kvaner uden at lade mig
  skræmme; men det er ogsaa en dejlig Vej mellem Fjælde deroppe, kan I
  tro, saa smukt ved Solnedgangstide! Folk ler ofte ad mig, naar jeg
  siger det, men hvad gør det? Man er jo en gammel Kælling, og saa gør
  det jo ikke saa meget, at man er en Nar.“
  
  
  FATTIGFOLK MELLEM „DE ONDE VINDES FJÆLDE“
  
   Ikamiut, 8. August 1902.
  Et lille bitte Hus.
  Døren ind til Husrummet er ikke større end et Æskelaag; man kommer
  kun ind gennem den, kravlende sidelæns paa Kant. Rummet er saa lavt,
  at man siddende har Hovedet i Loftet. Gulvet er Kampesten. Væggene
  Tørv og Sten. Loftet brede Tørvestykker, lagte over Flydetræ. Briksen
  paa tværs saa smal, at man kun kan sidde tre Side om Side, Kakkelovn
  findes ikke. Lys og Varme kommer fra en Vægstensskaal, hvis lille
  Transø er kranset med Væger.
  Stedet hedder Ikamiut og hører ind under Sukkertoppens Distrikt. Her
  bor for Tiden fem Familier, fordelte i tre smaa Jordhuse og en lille
  Tue, der ikke kan kaldes for Hus.
  Jeg kom hertil efter en halv Dags Rejse i Kajak fra Sukkertoppen.
  Manden, jeg bor hos, hedder Vittoralak; Familien er meget fattig, men
  de giver mig det bedste, de har: tørret Torsk og Lodder, Krækebær i
  Leversylte. Kaffe medbringer jeg selv.
  Husets ældste Datter er atten Aar; hun gik om bag Huset og græd af
  Befippelse over det usædvanlige Besøg.
  Vittoralak sætter smilende Mad frem til mig; jeg nikker, spiser og
  ler ad ingenting. Saadan skal en Gæst være, siger Grønlænderne.
  Vi gaar tidligt til Ro, kravler op paa Briksen og lægger os til
  Rette; Vittoralak, hans Søn, Kone, Datter og jeg. Jeg ligger noget
  uden at kunne falde i Søvn. De synger, liggende paa Briksen, en
  Aftensalme; sjældent har jeg overværet Salmesang med større Andagt!
  
   Ikamiut, 9. August.
  Vi kom ikke af Sted i Dag. Til en Begyndelse var det ikke saa let at
  lystre mine to Kajakledsagere: tidlig Morgen, blikstille, rolig
  Himmel, Solskin, -- og dog vilde de ikke af Sted og bad mig se Vejret
  lidt an; de ventede Regn og Blæst, og kun i Magsvejr turde de sammen
  med mig passere Syltops-Fjældet med dets Isblink.
  Naa, ja -- saa maatte vi se Tiden an!
  Frokost: vindtørret Sælkød, tørrede Lodder, to kogte Tejstunger,
  tørrede Torsk og Kaffe!
  For at faa Tiden til at gaa gik jeg op til Udsigtsfjældet, sammen med
  Vittoralak's Søn, Anase, en ung Mand paa tyve Aar. Herop gaar
  Fangerne for at holde Udkig, naar Vejret bliver uroligt; herfra
  afgøres det, om det er Fangstdag, Fiskevejr eller „Overliggerdag“.
  Udsigten er Bestigningsbesværlighederne værd.
  Ned for sig mod Sydøst har man Isblinks-Vigen med en stor revnefuret
  Bræ, der taber sig ind over Indlandsisen som en hvidblaa Taage. Vigen
  er klemt inde mellem høje Alke- og Maagefjælde, der er toppede med
  grønlige Jøkler.
  Mod Sydvest: Imarssuaq, en bred Bugt, der munder lige ud i det aabne
  Hav, som en magelig Landevej for Sydvestbølgerne.
  Rundt til Siderne høje, stejle Fjælde. Der var „Krumknivsfjældet“ og
  „Syltinden“, for blot at nævne de højeste. Kangerdluarsukfjorden mod
  Øst med en Mur af Fjælde bag sig; og langt nede en lille, flad Tange
  med nogle smaa Jordtuer, der ser ud som Vorter heroppefra: det er
  Ikamiut, som ligger der, omsust af „de onde Vinde“ fra Fjældkæmperne
  rundt omkring.
  Anase fortæller mig om det Liv, som leves dernede; og hans Fortælling
  kommer uvilkaarligt til at handle om Kamp og Død. Fjældenes Aande er
  Død for Menneskene, siger Anase.
  „I den Vig der blev Amose pludselig kæntret af en Kastevind; han blev
  derude en Novemberdag.
  Derude brød i Vinter nedstrømmende Kastevinde ud over Isen, som
  sønderflængedes; det kostede Sebat Livet.
  Her i Isblinksvigen roede for mange Aar siden to Venner ind paa
  Sælfangst i smukt Magsvejr. En Sydveststorm brød pludselig ned fra
  Krumknivsfjældet og piskede Havet hvidt. Vennerne var Stedets bedste
  Kajakroere, de kunde tage de stærkeste Braadsøer, kæntrede, med
  Bunden af deres Kajak i Vejret. Men alligevel, Menneskearm magter
  ikke Kastevindspresset. Hele Fjorden kan den gøre til en rivende Fos,
  hvis hvide Braadkamme sprænges i Knald mod hinanden. Den ene af
  Vennerne blev slaaet ind paa en mennesketom Kyst og maatte blive der
  et Par Dage, til Stormen lagde sig. Den anden, for Resten den yngste
  og stærkeste, blev der. Han brød sin Aare under en Kæntring mod en
  Braadsø, og man fandt ham siden fastsurret til Kajakken, med en
  knækket Aare stukket ind i Kajakremmene. Han havde forsøgt at binde
  Stumperne sammen; Forsøget var mislykkedes. Saa havde han surret sig
  fast med sin Fangerem, for at man engang kunde finde ham og faa ham
  begravet.
  Saadan er Vindene her; de hænger over os, selv i stille Vejr. Derfor
  har man kaldt Ikamiut for „Landet med de onde Vinde“. I gamle Dage
  skal det have været endnu værre. Vore ældste mener, at Verden bliver
  gammel og ligesom svagere af Ælde ...
  Ser du det store Fjæld deroppe? Tinden er skarp som en Harpunspids:
  Det er Glemselens Fjæld. Med dens Kastevinde mistede for mange Aar
  siden en gammel Mand sin eneste Søn. Af Sorg unddrog han sig
  Menneskene og gik til Fjælds. Og for at glemme Ulykken gav han sig
  til at klatre op ad det ubestigelige Fjæld. Han vilde bringe sig selv
  i Livsfare for at glemme Tabet af sin Søn, sagde han.
  Og deraf har Fjældet siden faaet Navn.
  Ude paa Næsset staar der to Varder, der lige skimtes heroppefra. Dem
  byggede to Venner. Den af dem, som levede længst, skulde mindes den
  afdøde, hver Gang han saa Varderne.“
  Og medens Anase fortæller, vokser Vinden; Den kaster sig ned fra
  Fjældene og jager som en lang, sort Skygge ud over Fjordene. Det er
  Norden for Sylspidsfjældet og Østen for Isblinkvigen, der prøver
  Kræfter. Men langt ude over Imarssuaq-Bugten trækker Taagen ind over
  Land. Bugten er allerede hvid yderst ude. Det er den haardeste og
  stædigste af alle Vindene, Sydvesten, der nu kommer brølende ude fra
  Davisstrædet. I eet Nu er Taagen inde. De sidste Solglimt forsvinder
  ind over Indlandsisen, der længe lyser solbeskinnet gennem Taagen.
  Men snart styrter Regnen ned. Tre Vinde mødes; Syltoppens Norden og
  Isblinkens Østen smækkes ligesom til Bunds i den skummende Fjord, og
  Sydvesten brøler sin Sejr ud over Fjældene. Den piber hvislende og
  gurglende op af en Kløft lige neden for os, og vi hører et Skrig som
  fra et Menneske.
  „Er det Vinden?“ spørger jeg Anase.
  Men han er ligbleg sprungen op og giver sig til min store Forbavselse
  til at raabe ned mod Kløften:
  „Haa, haa! Vi er kristent Folk! Du skræmmer os ikke med dit Hyl. Kom
  kun, hvis du tør!“
  Jeg springer op og løber hen til ham.
  „Hørte du ham ikke ganske tydeligt?“ raabte han stakaandet. „Ja, kom
  kun frem, vi er ikke bange! Bilder du dig maaske ind, at du skræmmer
  os som Tøse eller som Hedninger? Kom kun og tag Tag, om du tør!“
  Anase's Ansigt blussede af Ophidselse, og han svarede slet ikke paa
  mine Spørgsmaal.
  „Hvis han ikke forlængst har forskrevet sin Sjæl til Fanden, skal vi
  nok faa ham fat; men er han allerede solgt, saa kan han gøre sig
  usynlig, selv om han staar lige imellem os. Aa, det er dig, dit
  Spøgelse, som er Skyld i alt dette daarlige Vejr. Kom bare frem, hvis
  du ikke allerede er djævlebunden -- for saa tør du jo ikke vise dig
  for kristne!“
  „Hvem, hvem?“
  „Et Fjældmenneske, naturligvis! Han er kommen herop Sønden fra.“
  Og Anase giver sig igen til at true og skælde. Hans Ophidselse var
  saa umiddelbar, og Skældsordene vældede ud af ham med saadan en
  Oprigtighed, at det hele begyndte at virke paa min Fantasi. Nu troede
  jeg selv, at det var et Menneske, vi havde hørt, -- et Spøgelse eller
  en Aand eller ...
  „Vi maa lige ned i Kløften,“ foreslog jeg.
  Anase blev staaende oppe paa Toppen. Han vilde holde Udkig i Tilfælde
  af, at nogen skulde forsøge at smutte uden om os.
  „Her! Der ser jeg hans Hule,“ raabte Anase ude af sig selv. „Kom nu
  bare ud, nu har vi fundet dig! Leg ikke længere Skjul!“
  Nu saa jeg ogsaa selv Hulen. Jeg var efterhaanden bleven saa ophidset
  af Anase's Raab, at jeg virkelig, da jeg nærmede mig Hulen, selv
  ventede, at der skulde være Troldtøj derinde. Og Anase's stadige
  Tilraab om, at jeg skulde være meget forsigtig, overbeviste mig om,
  at jeg gik en Tvekamp i Møde. Jeg trak min lange Bjørnekniv frem og
  stillede mig ved Indgangen, rede til alt!
  „Vaaben bider ikke paa saadan noget!“ raabte Anase, „hvis du ikke
  bliver bange, skal du bare brydes med ham.“
  Hulen løb langt ind i Fjældet, men Indgangen var saa snæver, at jeg
  ikke kunde presse mig igennem. Jeg stak Hovedet derind, der lugtede
  klamt og fugtigt.
  „Pas paa, at han ikke smadrer Hovedet paa dig med en Sten!“ raabte
  Anase forskrækket og kom løbende ned til mig. Han stillede sig hen
  for Hulen og raabte Kristi Navn. Det gav et rungende Ekko derinde,
  saa han, forskrækket over sin egen Stemme, røg et Par Skridt tilbage.
  „Han skal ud!“ skreg han, tog en Sten og slyngede den derind; den peb
  ind i Mørket og faldt raslende ned et Sted langt inde. Humøret havde
  ganske forladt Anase. Fjældmanden kom ikke, og vi forlod Hulen, efter
  at han først havde fyldt Indgangen til med store Sten.
  „Nu maa du selv om, hvorledes du vil slippe ud!“ vrængede han, da han
  gik.
  Vi gik nu ned ad Fjældet. Anase sagde ingenting; naar jeg spurgte ham
  om noget, svarede han ikke engang. Saa standsede han med eet og saa
  igen op mod Hulen, der gloede paa os som et stort Øje i Fjældet.
  „Hørte du ikke ganske tydeligt Lyden før?“ spurgte han.
  „Jo! -- men tror du ikke, at det var Vinden?“ føjede jeg til,
  „Kløften vendte jo lige mod Sydvest. Se engang derud!“
  Taagen stod tyk over Jorden, og Regnen smeldede ned over Fjældene.
  Men Anase værdigede mig ikke et Svar. Endnu en Gang saa han op mod
  Hulen og sagde lige som for sig selv:
  „Jeg tror, det var Fanden selv!“
  „Fanden! Hvad mener du?“
  „Ja Fanden, Djævlen, den skinbarlige selv, selvfølgelig! Han
  forfølger os ofte heroppe i Fjældene for at friste os. Vi ser ham
  aldrig, vi hører ham blot.“
  Og nu fortalte han, hvorledes Fanden en Dag havde været efter ham
  oppe mellem Fjældene. Han kunde tydeligt mærke, hvorledes han hoppede
  om ham, saa det hvæsede hen over Stenene. Somme Tider var det som
  Jern, der slæbtes hen over Stenene, somme Tider som en Rævs Murren og
  Gøen. Til sidst mærkede han en Haand under sin Trøje.
  „Jeg blev saa angst,“ fortalte han, „at jeg begyndte at ryste over
  hele Kroppen; jeg troede, at han allerede var kravlet ind paa mig og
  havde forgiftet mig med sin Ondskab; -- for det er det, han vil,
  fortæller de gamle. Og saa gav jeg mig til at synge Salmer, saa højt
  jeg kunde -- og alle de Vers, jeg kunde udenad. Saa blev jeg ganske
  rolig igen, og Fanden havde mistet sin Magt over mig.“
  -- -- -- „Arit!“ (Der kan du se!) sagde mine to Kajakmænd til mig, da
  jeg gennemblødt kravlede ind i Hytten. „Om vi var komne af Sted i
  Dag, havde Syltindens Kastevinde været stive, kan du tro.“
  Vi fik det vaade Tøj trukket af os og kravlede op paa Briksen.
  „Du faar det trist i Dag,“ sagde Vittoralak, „vi har ingen Spæk til
  Lampen, og det bliver tidligt mørkt.“
  „Saa meget desto bedre! Saa kan I fortælle uhyggelige Historier om
  Fjældmennesker; vi har lige set en.“
  „Naa ja, sagde jeg ikke nok, at han havde taget Kvanerne fra
  Pigebørnene?“ sagde Vittoralak. Og saa fortalte Anase løs. Man hørte
  paa ham med stor Opmærksomhed, og selv mine Kajakmænd var meget ilde
  berørte deraf. Alle blev til sidst enige om at give Fjældmanden
  Skylden for det daarlige Vejr, der havde raset der i længere Tid, thi
  det følger altid med dem.
  „Gud vil bringe dem til at angre,“ sagde de.
  Naar en Grønlænder bliver ked af Livet sammen med sine Kammerater,
  bliver han Qivitok: han forlader Menneskene og lever som Eneboer oppe
  mellem Fjældene. En saadan Eneboer bliver Egnens Rædsel; det rygtes
  hurtigt langvejs, at en Mand savnes et Sted, og Rædsel griber alle;
  thi det er ikke godt at møde et Fjældmenneske ...
  Vittoralak fortæller. Ude er det halvmørkt, inde helt mørkt. Spækket
  er sluppet op, Lampen staar tom. Vejret tager til. Kastevindene slaar
  ned mod Huset, og Regnen siver gennem Tagtørvene.
  Vi ligger halvnøgne oppe paa Briksen og hører paa den ene, som taler.
  En Gang imellem rejser den gamle stakaandede Alina sig op, gnider
  sine røde, rindende Øjne med Haanden og bøjer sig hen over mig og
  stopper noget Tagdryp med en Tørv eller en gammel Klud. Saa sætter
  hun sig ned paa Briksen igen -- paa Hug, bøjet forover med Hovedet
  mellem Benene og falder i Søvn.
  „Det er først, naar Djævlen kryber ind i Qivitoken, at han bliver
  farlig,“ siger Vittoralak; „men det sker før eller senere med dem
  alle. Man har ganske vist fundet døde Qivitoker, der har endt deres
  Liv som gode kristne, men det er sjældent. De findes da gerne i en
  Bjergkløft, vendte mod Øst, med Hænderne foldede over Brystet.
  Saaledes blev for flere Aar siden en Fanger fra Kangek, Boas,
  Qivitok. En Stormdag om Vinteren blev han set af Fangerne uden for
  Sukkertoppen, langt til Søs, uden for Isen, paa Flugt Nord efter. Men
  ingen turde vove sig saa langt ud i Stormen, og han blev borte for
  dem ude mellem Søerne. Et Aarstid efter fandt man ham inde i Bunden
  af en af Fjordene i Holstensborgs Distrikt, en 60 Mil fra min
  Hjemstavn, oppe i en Fjældkløft, med Hænderne foldede over Brystet og
  Hovedet vendt mod Øst. Han var død som en kristen. Men det hænder kun
  sjældent. For i Reglen bliver de saa onde, at de ikke engang kan dø,
  og saa tager Fanden dem levende til sig.“
  „Ja, men tror du ikke, at mange af de Qivitoker, som I kalder for
  djævlebesatte og udødelige, ganske simpelt er forsvundne --
  forulykkede til Fjælds eller til Søs?“
  „Nej!“ svarer Vittoralak bestemt, „det forholder sig, som jeg siger,
  og du behøver ikke at være bange for, at vi farer med løs Tale.
  Fjældmennesket forlader altid Menneskene i Vrede, og derfor har Satan
  let Spil med ham Og desuden vil de fleste Qivitoker gerne i Lag med
  Fanden; thi de ved, at han giver dem store Trolddomsevner. De kan
  løbe som Rener og flyve op ad de stejleste Fjælde som Fugle, -- og de