Støv og Stjærner - 9

yderste brink. Lyset skinner på dem, nu er de helt gennemsigtige og
ens, alle de menneskelige lidenskaber er smæltede sammen og blevet
til lys -- som en hvid, brændende sol, og med et smil, hvori der er
et suk af lyksalighed, brister de ud over skrænten og opløses til
tavs, usynlig lykke mellem de vandrende, usalige kloder.


Da Signe fik at vide, hvor hensynsløst Ivar Holt var rejst fra alting
og havde ødelagt sin egen fremtid, så forstod hun ham pludselig, som
hun aldrig havde forstået ham før. Hun havde læst hans bøger, som han
nødig talte om, og se: Nu viste det sig, at han var den, man skulde
tro. Ud af sit jævne sind og sin første, store forelskelse fattede
hun, at han kunde -- måtte -- handle sådan, og mens de andre skreg op
og talte om sindssvaghed, og om hvad de ikke havde tiltroet en
alvorlig mand, så sad hun ikke i en krog med hjælpeløse hænder og
græd; hun fortvivlede ikke nætter igennem. Det var så højtideligt;
hun følte sig berørt af tilværelsens storhed, hun blev elsket af en
mand, der ofrede alt det timelige vel for ideen.
Der kom snart brev fra ham. Køligt og nøgternt fortalte han, at han
havde sluttet akkord med flere blade om en række artikler; det skulde
være skildringer af Danmarks land, senere blev det rimeligvis
udlandet. Derfor havde han nu taget sin frihed med et ryk, hun skulde
ikke være forskrækket.
Brevet var ikke med hensigt ligegyldigt, men han havde skrevet det
lige efter en af sine store dage, i et øjeblik, da han tilfældigvis
kom til at tænke på hende.
Signe græd, mens hun læste brevet; denne skuffelse var værre end
noget andet. Hvor var begejstringen, hvor var det store pust, der
havde drevet ham bort, og hvis fjærnere virkning hun også havde
mærket? Og hvor var det, hun inderligst ventede at høre: at det var
kærligheden til hende, der havde givet ham kraft til at rive sig løs
efter så mange spildte år? Ti det skulde være sandt; så måtte alt
andet i verden gærne være løgn. Han skulde blive stor, og hun skulde
ha haft sin lille del deri. Og så rejste hun ned til ham.
Højskoleforstander Thorkildsen havde grund til at sige, at Signe var
den af hans elever, han ventede sig mest af.
Ivar Holt blev underlig til mode, straks han så Signe, men da hun
spurte, hvordan det gik med hans bronkitis, så svarede han, at det
gik godt, og var hel glad for hende. De tilbragte en behagelig dag
sammen, men han talte ikke ret meget, hans fantasi var foreløbig
træt, og han følte sig så frisk ved at gå med en tom sjæl. Det kom
ikke til anden forklaring mellem dem, end at han nu vilde slå sig på
journalistikken, og at det var dumt, han ikke havde gjort det for
længe siden. Signe tav og ventede med fuldt hjærte, men der kom ikke
mere. Han lignede et menneske, der har glemt meget.
De passede ikke sammen den dag. Han havde fået sin lyksalighed så
fuldt, at han var bragt til et plantelivs-stade, hvor ikke engang
kærligheden var nødvendig. Han kunde sidde ved en å og ryge sigarer
og lade den glødende aske falde ned i vandet; mere tiltrængtes ikke.
Han havde det som sjælene ved mælkevejens yderste skrænt, han havde
set og nydt alt og var færdig til opløsning. Men hun havde kun
skimtet livets herlighed; det forekom hende, at hun havde fået løfte
om hans storhed ved hendes elskov. Hun trængte til alt, som den, der
endnu er på jorden og har haft en åbenbaring om dens gode gaver. De
forstod ikke hinanden, hun prøvede ikke på at tale om noget, men lod
ham holde hendes hånd.
Samme aften rejste hun; han skulde få lov at være alene. Mens hun sad
i toget, søgte hun at forklare sig det hele. Hvor skjulte han sin
storhed? Kom intet af den hende til gode? Det hjalp, at hun kom til
at huske på et foredrag om store mænd og store mennesker. De store
kan tit synes så små, de kan være forfængelige, latterlige, ofte
meget lastefulde, og ikke sjældent kan de gøre et ganske ubetydeligt
og intetsigende indtryk, men man skal tro på dem. Ja. Signe troede
også på Ivar Holt, men det begreb hun dog uden vaklen, at sådan er
forskellen på det himmelske og det jordiske, at overfor det himmelske
må man begynde med troen, men overfor det jordiske dær kan man kræve
noget håndgribeligt; det kan umuligt være min pligt blot at _tro_ på
et menneske; jeg må daglig se beviser for, at han er den, jeg tror.
Hun huskede, at han en dag klagede over sine små indtægter; hvordan
skulde det gå i fremtiden? Hun havde kysset ham og sagt: Jeg har nok
til os bægge to, tag alt hvad jeg har, og mig selv med; det er det
bedste, der kan ske.
Nu var han rejst. Han tog ikke noget og forstod hende ikke. Heller
ikke havde han givet kærligheden æren for den indsigt, han nu endelig
var kommet til, og kunde han vel ha undladt at sige det til hende,
om det havde været tilfældet? Vilde han forsømme en så herlig
anledning til at binde dem endnu fastere sammen end nogen sinde?
Denne gang tog Signe ingen på råd, og før somren var forbi, rejste
hun over til en familie, hun kendte, i Idaho, U. S. A.


Idaho, den 24. August.
Når du læser dette brev -- --
Ivar Holt rev det ned og tænkte: Nu tror du vist, du blir ulykkelig,
men du ved godt, at det er kun indbildning. Så læste han videre: hun
vilde ikke være ham til hindring, og hun kunde jo ikke være alt for
ham, vidste han nok; han måtte gå sin egen strålende vej alene.
Ja; hvorfor havde han undertiden så meget imod at være digter? Flere
gange havde han endog helt afsvoret det, skønt han ikke slap fra det
alligevel. Signe, den fornuftige, enfoldige pige, havde nu også peget
på hans kald; vilde han ikke lyde vinket? Der var ikke længere noget,
der hindrede ham. Nu skulde han i færd med sit digterværk; han kunde
ikke mere undslå sig.
Der gik måske et år. Han levede af at skrive til aviser; afsides
købstæder og øer, mærkelige gamle landsbyer skildrede han, det ansås
for at være godt. Men værket måtte fuldbringes.
Han fandt naturen død og tillukket. Jorden var et stort skaldyr, der
har krummet sig sammen om sine mærkværdigheder og gemt dem i sin
mave; overalt vendte den et rundt rygskjold ud imod ham, han kunde
ingenting se. Og dog skulde værket begynde på jorden.
Da han var ung, kunde han komme i stor spænding, når han så langt ud
over landet. Han mærkede store anelser, der gik forbi; geniale ideer
steg op, bævrende som bobler, men de brød ikke gennem bevidstheden.
Den gang gjorde det ham ikke noget; han vidste, at det, der blev
nede, med tiden måtte komme frem. Lignende anelser kom igen nu så
længe efter, det kom af den megen frihed; hans sjæl søgte atter at
udvide sig; uden om bevidstheden lå en vidtstrakt, grå zone, hvor det
nu igen blev uhyre levende. Han kendte det så godt, dette fantasiens
dæmrings-bælte, der ligger uden om den klare erkendelse; dær var han
så tit tyet ud og havde haft sine største øjeblikke. Men han mærkede,
at der var sket en stor forandring; der var gået en sælsom vildskab i
anelserne; ikke en eneste lod sig gribe. Det var værst om natten; da
hvirvlede det i hans sind som en orkan af ideer, men ikke een blev
til klarhed, ingen stor anskuelse brød pludselig ind på hans
bevidsthed; derimod haglede det ned med lange, meningsløse ord og
hele sætninger. Så måtte han stå op, han gik om på markerne og talte
med sig selv for ikke at gå fra forstanden.
Her står jeg og mærker, at jeg har en sjæl. Jeg vil sammenligne den
med en klode, der er ved at dannes; der er allerede en fast kærne, og
uden om svæver en verdenssky af meteorer -- det er anelser, der skal
trækkes til og gøre kloden større. Jeg har ret til disse anelser --
mine tilkommende geniale ideer, de er mine, jeg mangler kun at tvinge
dem ind i min bevidsthed. Jeg føler dem som en blind, der mærker,
hvordan en uhyre genstand lydløst glider ham forbi og fjærner sig
igen. Jeg kan ikke undvære disse anelser, de udgør den bedste del af
mit geni; hvad jeg hidtil har draget ind i bevidstheden var kun det
foreløbige; det har jeg altid vidst. Hvorfor kommer resten ikke? Har
jeg fordømmelige menneske i de spildte år tilsat min samlingsævne?
Før har jeg ofte siddet midt i rummet med verden rundt om mig, bundet
ved min magt, nu er denne verden ved at opløses og flygte. Her står
jeg. Ingen ved, hvad muligheder der har været i mig; jeg kan gå rundt
og fortælle, at de har været store, ingen behøver at tro mig. De, der
ikke har andet at bestille, kan frit håne mig. Jeg hører til den
slags gale, der ikke længere har kurs. Hvis jeg slog et par mennesker
ihjel, kunde jeg måske opnå at blive sykologisk udgransket af en tre
øres journalist. Men jeg gør det ikke. Det er min bestilling at stå
ude på den vilde mark og tale med ingen; imens splittes min sjæl til
alle sider.
Han hørte den sorte storm puste rundt om sig, da han gik hjem. Udover
det mærkede han intet. Livets kulde begyndte at angribe ham.
Der kom en tid, hvor det var koldt.
I hans yngre dage kunde det sagtens ske, at han frøs dygtigt om
vinteren. Han hostede, skuttede sig, gik en lang tur og kom over det;
han gik i seng og glemte det. Senere vogtede han på kulden og holdt
den fra sig, og han blev en del år ældre. Men nu en dag kom han igen
til at fryse, det var ikke en kulde, der la sig ned ad ryggen eller
dødede benene. Den sad inde under hjærtet og vinkede ad kulden
udenfor; den var sluppet ind og var ikke mere til at værge sig imod.
Det er forfærdeligt og simpelt, at kulden er døden. Døden kan sidde
kold under hjærtet og røre sig, mens den venter en hjælper udefra.
For spøgs skyld havde han liggende på sit bord nogle stykker rødt,
blåt og grønt papir, det frister produksjonslysten, siger man. Han
iførte sig -- efter en digters eksempel -- diplomat og nærmede sig
papirerne med bevæbnet hånd. Vilde det nu komme, dette vidunderlige
ryk, der får hele verden til at synke rundt om en, så man sidder højt
oppe på en ny jord?
En dag fik han så anskuelsen af sin afmagt. Den kom på en fredeligt
uhyggelig måde, og da han tog imod den, befandt han sig tilfældigvis
i en uædel situasjon. Han gjorde sig selv opmærksom på, at
erkendelsen ikke kom uventet, og at den havde valgt et mærkeligt
øjeblik at indfinde sig i. Men sådan er det altså. Een begriber
tilværelsens uudholdelighed, mens han stanger sine tænder; en anden
bestemmer sig for selvmord, bedst som han skær ligtorne, og der kunde
nævnes plattere eksempler på, hvordan en betydningsfuld indsigt ikke
altid ledsages af ydre højtidelighed.
Men nu var han altså færdig, han var eks-mennesket, som jorden længes
efter; han bøjede sit hoved og følte grønsværen lukke sig over ham.
Der gik tid, han regnede den ikke længere i dage og måneder. Han led
ikke mere af anelser, den grå zone affolkedes og lod ham i ro, hans
bevidsthed slappedes og faldt ned over ham som teltdugen, når pælene
rykkes op.
Han blev kold på sjælen, ti fantasiens grå, myldrende bælte, som er
uden om, det luner og holder meget borte; dær bygges nye værn i dag,
hvor andre faldt ned i går; håbet har mange rødder dær, lyset brydes
og splittes i mange farver -- -- men er det en gang borte, så falder
den rå kulde umiddelbart ind på den værgeløse sjæl.
Alligevel, når han så tilbage over sit livs fallit, da måtte han sige
til sig selv, at den kunde gærne ha været større. Om han nu havde
været gift og mistet kone og børn. Tab af sjæl er så lidt, det er
ikke overskueligt bag efter, ikke engang for een selv. Det var hans
fattigdom, at han, som intet ejede, havde tabt altfor lidt.
Det er min forbandelse, tænkte han, at jeg kan ikke blive ulykkelig.
Der er mennesker, som er rige på ulykker. Men jeg har tabt selve
tabet.
I denne logiske vanskelighed tøjredes hans forstand som et får, der
har snoet rebet om pælen og står med mulen i jorden og venter.


På brakmarken uden for byen stikker knoldene deres grå snuder op
gennem det tynde snelag og snuser til den kolde Februarluft. Solen
står op og gør dem rosa, men ved middagstid blir de brune og bløde
oveni som chokoladeklumper i varme, og brakjorden ser ud som en ret
mælkebrød. Landevejene gråner svagt, og på flere steder er
hjulsporene smukt strågule, men inde i byen er vejene mørkere, og i
de lune smøger ligger de hen som sort dyppelse, der overtrækkes med
skorpe, i samme nu solen er borte.
I mørkningen begynder vinden at vågne og flytte sig rykvis, som om
den ikke ved, hvad retning den skal ta; den kaster sig hid og did og
prøver musklerne. Folk får pludselig ørene fulde af klaprende skrald,
birketræerne langs smøgen ømmer sig med tyndt mæle, og den nye
halmstak ved brænderiet tar til at hvæse. En avis flagrer som en
forfjamsket fugl op gennem smøgen, lægger sig sammen på den ene og
den anden måde og ender til sidst i hodet på en gammel hest, der
stejler i været, mens bagkroppen synker, så den et øjeblik minder om
en giraf.
Vinden gør et par hop, der får folk til at se sig om efter den,
som om den havde skikkelse; hatte trykkes fast, skørter samles,
flagrende flige indfanges, hoder sænkes eller knejser alt efter
angrebsretningen, en gammel kone blir et øjeblik til en ukendelig
ansamling skørter på to træskoben. Men lidt efter blir det stille
igen. Skyerne -- gulsorte som blæk, der er trådt ud på et skolegulv
-- er nået frem, og nu sner det.
Store klatter skynder sig ned, luften er levende. Når man ser op, er
det hele lutter lysende prikker, der vokser i størrelse; man stirrer
ind i en uhyre gryde, hvor melflager stadig hvirvler frem i en tæt,
levende vælling. Står man ude i det hvide mørke og ser mod en lygte
eller et oplyst vindu, da er det, som om et stort, tyndt fileret
uldtæppe blev ved at synke og synke, som var det uendelig langt. Det
er et syn, der gir varmefornæmmelser. Menneskene ser opsvulmede ud,
idet de går under en lygte; dær rækker een sin arm frem, lige ud i
tæppet, men han kan ikke holde det fast, det synker fremdeles, skønt
han griber i det. Stemmerne lyder tykt, som kom de nede fra en sø af
bomuld. Hen gennem luften går der tykke uldsnore, der straks
forsvinder i det vatterede mørke, det er telefontrådene, de er blevet
ganske stumme nu. Men se: Der kommer en hvirvel på uldtæppet; der
ligger totter ud i krese som hårlaget på en hvid hest, der er svedt.
Det rykker frem og tilbage i tæppet, der kommer tyndslidte steder på
det, men ligesom det vil gå i stykker, bødes det med tusende nye
masker. Nu synker det ikke længere, det trækkes hastigt sidelæns, og
vævningen blir finere, man kan se trådene. Stormen er med i det, den
river voldsomt i sit væv, og efter hvert ryk blir det stærkere og
tættere.
Nede på jorden blir det også livligt, sneen damper op i skyer, som
når en melsæk kastes ned fra et loft, derefter rives den med i den
store vævning, føres bort sidelæns. De tykke uldsnore ind i mørket
brister og falder hen i støv, ligesom de var brændt til hvid aske, og
hvor de forsvandt, begynder det at synge.
Snestråler sprøjter ned fra tagene; ud fra smøgerne kommer de, på
maven, som hvide slanger, og de rejser sig og hugger de forbigående i
hodet. Ned ad tagene går sneen slagvis i åbne sirkler, som korn, der
kastes på et logulv.
Sneen har travlt, ude på markerne hører man dens hvæsen alle vegne;
den lægger sig i runde diger bag knoldene, den danner skarpe rygge
bag flintstenene, og ud fra græsstråene trækker den tynde, hvide
huder; grøfterne forsynes med tungede tagskæg på vindsiden. Men
efterhånden som blæsten tiltager, flyver jorden bar på de højere
steder, den skarpe sne sliber toppen af knoldene, og brune striber
trækkes langt hen ad markerne.
Folk skynder sig hjem. Det er et herrens vær, siger de fromme, mens
de andre kalder det fanden til vær, men ingen vil være ude i det, for
de stoler ikke på vorherre, og de er bange for fanden. Ved hver
hus-ende passer stormen dem op og kværker dem, og den står på lur
uden for husene; så snart en dør går op derinde, fyldes alle
nøglehuller med vræl, indtil man hører et brag af en anden,
ubehersket dør, og stormen tier pludselig, som om den blev slået
ihjel med det samme.
Det blir nat; der stænges og slukkes overalt. Den beske frost breder
sig gennem alle stuer, og den sidder på vagt oven på sengene; hvis en
skulder eller et bryst kommer frem, stikker den med sin giftige nål
og planter en spire til død i det levende.
Uden for byen ligger der et hus, en mumie af et gammelt, trøsket hus;
stormen kender det ud og ind, går lige igennem; menneskene går mest
uden om det. Manden derinde er ved at gå i seng, han står bøjet over
sit bord, mens han lytter til den flyvende frost, der jager hen over
jorden som en blind, der har tabt alverden og er fordømt til aldrig
at finde det tabte igen. Kulden siver sagte ind i ham, mens han
lytter, men det varer længe, før han mærker det, han er så betaget af
den stemme udenfor, som var det hans egen dødsdom, han hørte oplæse.
Men hosten minder ham; han skal i seng. Han blæser lampen ud -- det
er ligesom mørket brød ind fra alle sider og kastede sig over ham. Så
pakker han sig ind i sin gamle havelok og går til ro. Underdynen og
halmen huler sig under ham som et trug, overdynens låg lukker for
oven, det er så koldt som i en ligkiste, kulden ligger hos ham. Han
fryser tålmodigt og skubber sig forsigtigt til rette, havelokken
beklager sig under dynen, for den er mør som en pandekage. Så
indfinder alt sig i den fastsatte orden; varmen kommer først, hosten
bagefter, den harver ham indvendig, fra mellemgulvet op til munden,
krummer ham som en fjeder og slipper ham igen; så kommer spydet, der
stikker i venstre side, og noget værre, der flænger i højre side --
intet udebliver, til sidst kommer trætheden og søvnen.
Hen imod midnat lægger stormen sig, frosten arbejder alene. Den
binder det levende vand, der endnu rinder nøgent i åer og grøfter;
fra bredderne løber stærke, tykke ribber ud, isflader udspændes
imellem dem som huden på en svømmefugls fod; vandet vasker imod dem,
men de vokser alligevel; fra bægge bredder bygges der isbjælker ud
mod midten; et net af usynlige hår knyttes imellem, rives itu og
knyttes om igen, maskerne i det gyngende net blir tættere og tykkere;
inden solen står op, er det levende vand gemt.
Mennesket i det lille hus rører sig uroligt i sin seng; endnu i søvne
mærker han kulden. Han har ikke længere sin ungdoms dybe søvn, som i
alt fald for en tid svøber den pinte sjæl ind i et lag bevidstløshed,
der beskytter mod alt ondt. Kulden nåer ham, som den nåer det
rindende vand under isdækket, hvor der sidder kamme og takker og
stanser noget af det levende element, indtil der intet rinder mere.
Mens han sover, mærker han, hvordan han bundfryser, og han flytter
sig uafbrudt, hans bevægelser markerer tiden, som paukernes pp-slag
angiver takten under lange toner af fløjter og violiner.
Drømme kommer og forsvinder som vindstød gennem et øde hus. Nu sikler
han hen ad en bred landevej, der forsvinder i en krumning nede i en
grøn dal. Mens han kører, synker vejen under ham som et bræt, der
vipper; farten griber ham, måske var det endnu tid at springe af, men
han træder til. Træerne springer forbi med et sæt, køerne suser
baglæns, som om de blev blæst væk een for een. Vejen er nu kun en
sti, den krummer sig nedefter, og dog er han højt over jorden,
stormen er et hylende orkester; foran sig ser han den skinnende
knivsryg, som han nu kører på, og så slynges han ud -- --
Han farer op i sengen og besinder sig straks, da han hører vinteren
arbejde udenfor. Den frosne fjord skaber sig som et vildt dyr, store
revner løber brølende fra den ene bred til den anden.
Han synker tilbage i puderne som under et uhyre tryk, ild slår ud af
hans hjærne, han ser en hånd gøre et kast i mørket, og karlsvognens
syv stjærner springer frem på himlen og sitrer et øjeblik, inden de
hænger fast. Et menneske ligger hen over karlsvognen, med hænderne
griber han om stangen, og han støtter fødderne mod de to bageste
hjul. Der sidder et brækket spyd i hans venstre side, af højre side
stikker en kniv frem.
Det må være mig, tænker manden i sengen, idet han forestiller sig
denne smærte, og i næste øjeblik er det virkelig ham. Kulden brænder
i ham som snehvid ild, og dybt under sig, gennem vinteren, der som et
hvidstribet mørke vælter hen over jorden, ser han en utydelig
skikkelse, der flytter sig uroligt, en varm menneske-ø, der snart
skal bortskylles af kuldens uendelige hav. Han flår spydet af sig,
river kniven ud og bøjer vognstangen med sine hænders kraft, mens
hans fødder sprænger baghjulene fra, han styrter ned, og de løsrevne
stjærner hviner bag efter ham.
-- Mon natten snart er gået? tænker han og sover ind igen, udmattet
af den anstrængelse at lukke øjnene op. Det er mørkt, hvor han nu
kommer hen, tavst og tomt. Han forstår, at han er nede under verden,
på bunden af et hav. Ovenover er der storme, bølger, skibe,
mennesker, lykke, ulykke -- hernede: intet. Uvær kan rase deroppe,
tangskovens blade rører sig ikke. Sådan går der hundrede år hen. Men
nu skal der ske noget; han fatter om et træ og river i det, mens han
har en ynkelig fornæmmelse af at være eneste, almægtig gud hernede;
vandet bevæger sig, havbunden blir urolig, den hopper som et føl,
kaster ham af sig som en vild hest. Han laver jordskælv langt borte
fra menneskene, ingen mærker det.
-- Han letter hodet og ser op mod vinduets lysende firkant.
Stjærnerne skinner ind, snefoget er forbi. Vinteren har lagt sin
kølle og grebet til kniven.
Men i hans næste drøm blæser det. Stormen driver en nøgen sjæl foran
sig, så let som et vissent blad. På sin flugt kommer sjælen forbi
mennesker, som ikke ænser den. De stritter imod stormen; livet har
skænket dem modstandsævne. Her kommer en, svær af sin rigdom; en
anden trækker tungt af sted med sin gæld, bægge klæber ved jorden og
blæses ikke væk. Den sorgfulde slæber på sin modgang, den glade kan
næppe bære sin lykke, livet har lastet dem. Den nøgne sjæl blæses
forbi dem alle, den er fragtet med intet, en tom sjæl.
-- Han farer op og lytter: En forfærdelig skuren, som om et stykke af
jorden rev sig løs og gled af! Lyden kommer igen, hver gang han rører
sig, langt borte fra, men han kan tænke sig, hvordan det vilde lyde,
hvis han var midt i katastrofen. Han ryster på hodet for at blive
klar: det er dynen, der skurer mod stolens ryg, men der er noget i
denne hændelse, som længe holder ham vågen, en dybere mening, han
gærne vilde forstå.
-- Lokomotivet kører frem nede ved stasjonen.
Nu går han ind over markerne, hvor han ikke møder mennesker, og søger
at begribe sig selv, fatte skæbnens logik. Men det blir kun
plukværk. Mens han stirrer på verden, går den i stykker. Han ser med
facetøjne -- ti tusende billeder på en gang; hans sjæl er et knust
spejl, hvem kan samle det? -- Han går, toget kommer bagved. Da det
opdager ham, bryder det af fra sin linje og løber hen til ham. Det
står stille og ser på ham med et rundt øje, et overmåde klogt og
stort øje, det rømmer sig gnistrende op gennem skorstenen og tier,
det snurrer med hjulene og ligesom puffer ham i siden med sine
stempelstænger. Han forstår det altsammen og bekender sin usselhed:
Du er hel, du kan ikke undvære en nagle på din krop. Jeg har mistet
det halve af min sjæl og kaldes dog et menneske. Men dersom jeg blot
var den ringeste og skidneste af dine tjenere, så var jeg mere værd,
end jeg nu er. Knus mig, hvis du har lyst.
-- Der er nogen, der taler uden for. Det er morgen og på tide at stå
op. Trætheden breder sig over ham og trykker ham ned. En stor
svimmelhed griber ham og fører ham ind i en ny drøm.
Denne gang er han blind, og hænderne er bundet på hans ryg. En tæt
stimmel færdes rundt om ham, han forstår straks, hvad det er, og
ligesom griber efter det med skuldrene, skønt han ved, det er ikke
hans længere, det er uigenkaldelig tabt og ejes ikke af nogen.
Genfærdene fra hans fordums fremtid taler ikke til ham, men han ved,
hvad deres tavshed siger: Hvorfor indhentede du ikke det mål, som
skæbnen i sin nåde viste dig? Livets herre, hvorfor tvang du ikke
omstændighederne til at føje sig efter dit behov, og hvorfor ofrede
du ikke alt, hvad der tilbød sig, på det store bål, hvoraf dit geni
skulde udsmæltes? Du begreb ikke, at geniet søger kun sit eget, og
for ham er alting kun brændsel til hans egen ild. Hvorfor listede du
dig bort med ære og samvittighed ængstelig skjult i din lomme? Ilden
blev ikke stor nok, og du kvaltes i røgen, du, som ikke forstod at
opofre -- --
-- Men da togets piben driver ham ud af sengen, er alle syner
forsvundet, han er en fattig, vågen mand, der ikke engang kan holde
sig varm, ti kulden har erobret hans hjærte og kan ikke igen
fordrives. Den lammer hans hænder, mens han vasker sig, bagefter kan
han dårligt komme i klæerne, armene lægger sig dobbelt i overfrakkens
ærmer.
Han går ud. Luften er som glas og følsom for den svageste lyd. Det
snærper om næseborene, og været stopper op i halsen. Frosten bider
glubsk i hans nyvaskede hænder og ansigt, og det er, som om han gik
på kunstige ben, det mærkes først oppe ved knæet, hver gang han
sætter foden til. Kulden inde i ham stræber mod den udenfor; han ved,
at disse to en gang skal forene sig og slå ham ihjel, men ikke endnu,
ikke i dag! Og han går raskere, indtil sveden bryder frem på hans
ryg; det er, som om han sveder is. Men så kommer hosten og holder ham
tilbage, den driver ham varmen til hodet og lægger et blylåg oven på
hans isse. Sådan lister han forsigtigt videre. Det gør forfærdelig
ondt i bægge sider, han har en fornæmmelse af at blive savet over,
ligesom uvist hvilken hellig mand, men det blir bedre, når han går
langsomt, og det gør han så. Han sagtner gangen så meget, at en
ligevægt mellem ham og omgivelserne kan begynde at udvikle sig.
Kulden breder sig igennem ham så stille og indsmigrende, at han
føler den som varme, og efterhånden som den bedøver smærterne, kommer
der et stort og fredeligt velvære over ham, han kender det og mindes
gamle dage, når det var sommer, og livet var så let at leve. Mens han
går, har han en besynderlig følelse af, at han ligger, og at noget
bær ham bort, han mærker ikke, at han bevæger sig, og i den absolutte
sindsro, der nu falder over ham, forstår han sammenhængen i alt, hvad
der er hændet med ham. Nedgangens linjer ligger klart for hans øjne,
de viser alle hen imod det punkt, hvor han nu befinder sig. Det har
været fald på fald, og nu fatter han betydningen af de store
henrykkelser: Når bygninger styrter sammen, rejser støvet sig højere,
end de højeste tårne har rakt; så længe der fandtes noget i ham, der
ragede op, så længe var der stof til nye fald, og løftelser støvede
op om dem i skinnende skyer. Nu er alle rester faldet, han er nået
til vejs ende og kan begynde på en ny rejse.
Dødens visdom trænger ind i ham med sin kulde, han indser livets
korthed og fuldkomne dårskab; det er altsammen forfængelighed!
Jeg har gjort jagt på faldende stjærner og fartet om efter dem i
rummet -- nu ser jeg de kolde, sorte stene, der ligger strøet hen ad
jorden. Lad en dåre samle dem op.
Han smiler roligt i sin ensomhed, mens selve dødsangsten dræbes under
hans hjærte. -- Alt mit overmod og min håbløshed -- det eneste, der
har været virkeligt i min tilværelse -- har nu tilsammen givet det
facit nul, der er den fuldkomne tilfredsheds balance.
Der er ingen bitterhed i hans sind, mens han gør regnskabet op, ti
nu har han smagt verdensvisdommens søde kærne: at livet til sidst
skal synes værdiløst, for at mennesket uden smærte kan skilles fra
det.
Og da den umenneskelige kulde således har bragt ham til den yderste
grad af resignasjon, fælder den ham ned i vejen som sit retmæssige
bytte og lar ham ligge. Han slår ansigtet ned i sneen og ved ikke, om
det er ild. Jo, det er solskin; der er høj sommer rundt om ham, og
ligesom alt er blevet såre godt, dør han.
Isnåle borer sig ind i ham, og i hans krop vokser der snart frem et
underligt, frosset træ med røde grene.
Op ad dagen rejser vinden sig, fygeværet begynder på ny, sneen koger
op om mennesket som hvid em, han forsvinder efterhånden i en
langstrakt drive, han viskes ud og ligesom blir til eet med den kolde
jord. Mere sne kommer ned oven fra, vinden jager den over markerne og