Støv og Stjærner - 8

I den første tid havde han haft mange voldsomme opsving, de kom altid
hæftigst om formiddagen, men så var han ved kontorarbejdet, og det
skulde passes. Da forekom han sig selv som en forbryder, der frækt og
dumt smider den tilbudte lyksalighed i rendestenen, men han bøjede
sig også for den indsigt, at netop deri består en betydelig del af et
menneskes liv. Alt imens han passede sine tal, lavede han smukke
skriftsteder om dådløse drømmere, udelukkende til sin private
afbenyttelse, og samtidig gjorde han sig klart, at han egenlig ikke
var digter, ti en retskaffen digter render fra det hele, ud på de
vilde marker, eller på hodet i blækhuset, hvis han er af den
produktive slags. Ivar Holt rendte ikke fra noget, han passede sin
gærning som en jævn og bramfri mand, og samtidig havde han en
fornæmmelse af, at det tjente ham bedst at afkøles og falde til ro.
Det var også det, der skete, og det gjorde, at han følte sig stærkere
og mere samlet. På den måde skulde der gå nogle år, og så -- --!
Årene gik også, men det, der skulde komme efter, lod vente på sig, og
han vænnede sig efterhånden til slet ikke at tænke på det. Det
mærkedes, at formiddagen var taget fra ham, den bedste del af hans
tilværelse skåret helt bort. Imod dette tab betød fritiden fra
klokken fem kun lidt; da var dagens mon allerede så udpint, at der
ikke kunde gro noget op, inden han skulde i seng. Men så kom det
undertiden til gengæld midt om natten og holdt ham vågen og slap ham
ikke, før han stod op og lettede sit sind ved hjælp af pen og blæk,
men det var der ingen glæde ved, mange gange fandt han sig hellere i
søvnløsheden.
Senere, da hans nætter mere blev optaget af hoste og dårlige nærver,
blev de påtrængende ideer borte, og han kunde med frelst samvittighed
blive liggende.
For resten bekymrede han sig kun lidt om tabet af sine ævner, troede
heller slet ikke på det; så snart han blev fri, kom alt det gamle nok
igen, under fastere former, men værre var det, at han stadig stod så
fjærn fra andre mennesker: deres ligegyldighed graviterede om ham
som en kold atmosfære, hvorigennem der ingen færdsel kunde finde
sted, hverken til ham eller fra ham.
Han kunde se alle, og alle kunde se ham, men der var glas om ham.


Bønderpigerne i den østlige del af Jylland, for eksempel omkring
Vejle, synes at tilhøre en lidt særegen race. De er høje og
bomstærke, men går ganske godt på deres ben. Hænder og fødder tar sig
små ud i sammenligning med de kraftige lemmer. I denne legemsstyrke
bor der en blid stemme, og de synger i reglen godt. Det kan gærne
falde dem ind at gi en lidt sentimental sang, med mange vers, til
bedste i en jærnbanekupé, hvis der da ikke er altfor kritisk udseende
mandfolk til stede, og når de har sunget deres vise til ende, er de
ikke utilbøjelige til selv at le over den. Hvis de har været på
højskole, hvad de som regel har, så bringer de gærne et lille
harmonium med, første gang de drager ud i verden. Deres øjne er blide
som deres stemme, og allerede før deres tyvende år har de et udpræget
moderligt udseende. Deres kinder danner store, svagt rundede flader,
de er ikke så tykkindede som deres frænker på øerne. Deres navne
vidner om forældrenes gammeldags troskyldighed, de hedder med
forkærlighed Karen, Kirstine, Maren og Signe. Det er stilfærdigt
glade piger, som man gærne træffer i landets højskolehjem. Når de får
plads i en by, mælder de sig straks ind i en sangforening samt
begynder at gå i kirke, bægge dele for at få anvendelse for den
smukke stemme, der gærne vil bruges. De er i reglen mere andægtige
under salmesangen end under prækenen.
Signe Kristjansen, datter af gårdejer Kristjansen fra Vejlekanten,
ankom første Maj med kufferter, komode og harmonium til den lille by,
hvor Ivar Holt virkede som kontorist; hun skulde være frøkenpige på
højskolehjemmet. Det varede ikke mange timer, før hun var klar over,
at det var et godt sted at være. Manden i huset hed fru Schmidt, hun
var gift med herr Schmidt, som røg tobak. Signe fik en forfærdelig
pæn velkomst af fru Schmidt, og herr Schmidt, der kom nummer to som
den mindst veltalende, forsøgte også nogle venligheder, der var bedre
ment end udtrykt.
Efter aftensmaden spurte Signe, hvem den tavse herre med det lyse,
spidse skæg var. Det var en herr Holt. Fru Schmidt vilde gærne
opmuntre ham lidt, når bare hun vidste, hvordan hun skulde bære sig
ad, men han var ikke syg og heller ikke misfornøjet med at spise der,
så der var vel ikke noget at gøre ved ham. Signe syntes, han så rar
ud. Ja, han var i det hele taget et umådelig pænt menneske. Han havde
udgivet nogle bøger en gang. Schmidts havde købt den sidste af dem.
Når man kendte ham, så var det nu en meget god bog; der var rigtig
kønne naturskildringer i. Signe vilde gærne låne den bog, for hun
kunde allerede godt lide hr. Holt. Ja -- han var da heller ikke
forlovet, men det var rigtignok en lille løn, han fik, for et
menneske i den alder.
Om aftenen foredrog Signe ikke så sjældent en salme eller en sang,
der ikke gik for hurtigt, på sit harmonium, og så samledes der gærne
et lille damekor om instrumentet. Det var så hyggeligt, syntes fru
Schmidt, og Schmidt ledsagede musikken med sin tobaksrygning i den
anden ende af stuen.
Ivar Holt sad også gærne og hørte til. Han fik det indtryk af sig
selv, at han var blevet gammel, siden det interesserede ham at lytte
til salmesang. Han kom virkelig i stemning ved det, og han vidste
heller ikke, hvorfor han skulde nægte sig den luksus at blive
sentimental over en flok unge piger, der sang. Nej. En sådan stolthed
passede sig ikke for ham. Han var jo ikke en mand, der repræsenterede
noget, han behøvede altså ikke at prætendere nogen som helst slags
overlegenhed. Han var en slagen mand mellem tredve og fyrre.
Synet af den naive, glade ungdom gjorde ham bitter. Den fortalte ham
om det tabte og uopnåede. Bagefter kunde han gå hjem i sin rå stue og
med et strøg af en tændstik tvinge sine fire vægge til at vise sig.
En aften spurte Signe, om ikke han kunde spille. Han rejste sig
overrasket og kom hurtigt hen til harmoniet. De unge piger skiltes ad
i to grupper med rigelig plads i midten. Jo, han havde en gang kunnet
spille klaver, for mange år siden. Nå, ja for Signe havde nogle andre
stykker for harmonium, som skulde være så kønne, vidste hun, men de
var for svære til hende. Hun vilde gærne hente dem.
Og hun skyndte sig at løbe, idet hun nynnede under vejs. Ivar Holt
stod midt imellem de to grupper unge piger, der ikke vidste, hvad de
skulde gøre, nu Signe var borte. De, der stod nærmest ved ham,
skubbede til de andre og fniste genert. Ivar Holt var også genert,
han følte stillingens urimelighed, så længe Signe ikke var der. Men
hun kom snart igen, nynnende, og bragte et harmoniumalbum med. Det
kendte han naturligvis altsammen. Han bladede det igennem og mente,
han vilde forsøge at spille "Åses død" af Grieg. Pigeflokken gled
sammen i en klump, så såre han anbragte sig ved harmoniet.
"Det var kønt," sa Signe, da han var færdig.
Ja, han havde kunnet spille lidt en gang, men det var snart glemt, så
længe det var siden.
"Det er da en skam," sa Signe og vendte sit lyse, hæderlige ansigt
imod ham og smilede.
"Å -- når man aldrig har kunnet noget, så -- --"
De andre unge piger trak sig lidt tilbage, de kom vist ikke til at
snakke med alligevel, men de vilde nok høre, hvad det blev til, så
havde de i alt fald noget at drille Signe med.
"Nu vilde jeg ønske, jeg kunde huske begyndelsen af 'Lohengrin', så
skulde De høre --"
Signe vilde forfærdelig gærne høre bare lidt, og det viste sig
virkelig, at han kunde huske en del af det.
"Det var dejligt!" Signe stirrede på ham i plakat henrykkelse. Det
blev sommer i hans sind, da denne varme strømmede ind på ham. Han
mindedes den lysende spalte, som solen undertiden tvinger frem mellem
skyerne, idet den står op.
Nu tar jeg varsel af dig, Signe. Dit ansigt skal fælde en gudsdom
over mig. Lyver det -- blir det løgn, som jeg nu tænker, så -- --
"Undskyld," sa han meget behersket, "jeg må hjem. Hvis De gærne vil
ha det, skal jeg spille noget for Dem en anden gang. Godnat."
Signe blev forskrækket midt i sin henrykkelse og fik lige tid til et
smil. Godnat.
Han gik ud ad landet til. Det var meget mildt, vindstødene kom over
ham som runde baller bomuld, svøbte ham ind og spredtes så rundt om.
Himlen var synlig, og mod vest lyste horisonten endnu svagt; husene
lå langs med den som mørke, tunge klodstørv, i hver af dem skinnede
der en rød gnist. Ved alle gårde, han kom forbi, stod der halmstakke
og sydede i den smule blæst. Inde på en bivej kom langsomt en
siklist, der skubbede en bævrende lysvifte foran sig.
Det var en stille, hyggelig aften. Himlen hang nær over jorden, og
intet sted hørte man noget til svære lyde; tilmed var det så lunt.
Stormen, der gør verden bred og vild, var faldet til en undertrykt
blæsen, og ingen regn malede hele verdensrummet sammen til en
uendelig blå røg. Verden var til at overkomme, menneskene kunde
beherske den med øjne og øren. Det var en behagelig aften.
Men der er mennesker, som reagerer, når verden synes at skrumpe
sammen om dem. De blir selv klemt sammen, og der opstår et hæftigt
modtryk inde i dem. De får trang til at sprænge snæverheden uden om.
Ivar Holt havde udvidelsesfornæmmelser, der tog til i styrke, jo
længere han kom ud ad landevejen. Nu var verden samlet om ham igen,
men han kunde bære den, han lod sig ikke knuse.
Da han var blevet varm, kunde han gå mere stille og tænke over det.
Når han kom hjem, skulde han huske at sætte et rødt krys og et nummer
ved denne dato. Mon det ikke var nr. 46, han var nået til, nu i sit
syv og tredfte år? Det var så længe siden, han havde haft nogen
lykkelig dag at optegne.
Ja -- og så var der Signe. Han stod stille og smilede op i mørket.
Hvorfor skulde han nu ikke tilstå den ting for sig selv? Hvad havde
han at bestille med stolthed og selvfølelse eller bare med almindelig
fornuft? Nej, et menneske som han, der ubestrideligt omgikkes med ene
fakta og var hærdet i kendsgærninger, ham sømmede det sig ikke at
borteskamotere en indset sag. Altså: han var forelsket i Signe. Eller
-- ja vel, han var ikke forelsket, men så blev han det i løbet af
ugen.
Han blev så ivrig, at han en gang imellem snakkede højt og lo.
O, Signes lykkelige, idylliske ansigt! Så skabt til at beskinnes af
solen som nogen kornmark. Der er danske pigers ansigter, som har
drukket sol, og solskinnet i disse ansigter slukkes ikke igen.
Snart mærkede han ikke mere til, at det var mørkt; solskin, opbevaret
fra forrige tider, slog ud af hans sjæl, han kom hjem i fuld
skærsommer.
Klokken var ni. Han tændte lys og spaserede en stund omkring i
værelset, langs sine fire vægge. Så bankede det pludseligt.
"Godaften. Jeg så, De havde tændt lys, jeg troede næsten ikke, jeg
skulde træffe Dem, for jeg har allerede været her en gang."
Det var en ung mand, som før havde været på slagteriet sammen med
Ivar Holt, nu var han kommet til København og havde det godt, hvad
hans fine tøj, særlig hans ny vinterfrakke, også nok tydede på.
Ivar Holt stod stille i et hjørne af værelset og betragtede ham
uvillig. Dette er et menneske, tænkte han, og alle de varme fantasier
var borte med det samme.
"Værsgo og sæt Dem ned."
Disse vægge var for resten ikke en passende baggrund til en mand der
havde sådan en flot overfrakke. Den fremmede følte det også selv, han
satte sig på et hjørne af stolesædet. Og for at afryste det
uhyggelige indtryk, som han slet ikke havde været belavet på,
begyndte han at tale om sin stilling. Den var meget ordenlig, nu var
han allerede nået over de tre tusende kroner om året, men det kunde
blive mere endnu, måske gik han til udlandet, forholdene her hjemme
var alligevel så snævre.
"Her nede går det vel ellers ved det gode gamle?"
Ivar Holt var forlængst faldet ned fra sin højde; han havde fundet de
ydmyge steder, som det undertiden anbefales at søge.
Han gik her og blev til ingenting, sa han, og fik ingenting for det,
men indså godt, at der var en vis logik i det forhold. Han vidste
ikke, hvad øjeblik det gik i stykker: bestyreren havde meget
beklaget, at han ikke kunde gå op til de 1200, men det var gået
tilbage, og ikke frem, som han havde ventet. Han måtte formodenlig
være glad, hvis han i det hele taget fik lov at beholde pladsen.
Mens han talte, følte han for alvor, hvordan stillingen var;
fattigdommen lå over ham som en lammelse; han var sig bevidst, at
hans stemme lød klagende.
Den anden rejste sig i samme øjeblik. Ivar Holt var færdig. Han
knappede sin overfrakke om sin diplomat og børstede sin hat med
hånden. Han måtte se at komme af sted; dette her var uhyggeligt. Da
han kom, havde han ikke tænkt sig, at han besøgte en vordende
proletar. Det var nok bedst, han så at slippe væk. Han skrabede i al
hast nogle talemåder sammen: Der var jo ingen fare, slagteriet gik
jo fremad, havde han hørt, og så måtte lønnen jo også stige. Ellers
kunde han jo søge til København -- og -- farvel -- han havde for
resten travlt.
Han trykkede Ivar Holts hånd, hjærteligt og med bortvendt ansigt, som
om han frygtede for en anmodning om pengelån. Så skyndte han sig ned
ad trappen, han vilde se at komme med nattoget, den andens elendighed
havde set så ægte ud, det var nok ikke værd at tøve. For resten vilde
han gærne ha lånt ham halvtredsindstyve kroner en gang for alle.
Imens sad Ivar Holt deroppe og forstod den velstillede mands
hastværk. Det var en hel ynk at se ham få travlt med at slippe af
sted; i det øjeblik var han næsten den mest beklagelsesværdige af de
to.
Ivar Holt følte sig som en stakkel. I det øjeblik, det duelige
menneske ser sig trykket under og ikke kan komme op, så gør han noget
galt, han øver vold mod det, der uden hans skyld knuger ham ned,
eller mod noget andet, der ikke kan gøre for det. Den duelige mand
hader aktivt, han lar det gå ud over nogen. Staklen skammer sig og
går under.
Han kunde ha lyst til at rende efter den anden og slå ham ned. Nu
rejser han bort med evig, uigenkaldelig ret til at ynkes over mig, og
jeg finder mig i det. Den, der har noget, knapper sin ny overfrakke
mod den, der ingenting har. Jeg kender det, for mig er der knappet
til. Nu venter jeg blot på den dag, da en tilfældig, intet vidende
hæl træder mig ned. Jeg er en nøgen snegl på alfar vej.
Han stod midt i værelset og stirrede, men pludselig blev det ligesom
sort omkring ham, og inde i mørket nikkede det, usynligt og
uhyggeligt, som et varsel fra den ubøjelige gud, den mellemting
mellem skæbne og tilfælde, der regerer livet.
Han tørrede sveden af panden og tændte sin pibe for at kunne tænke
mere koldblodigt.
Tilværelsens ligegyldighed er utvivlsomt gavnlig for de fleste. De
brændende sjæle isoleres, de føles som frastødende og naturstridige,
menneskenes flertal vender sig bort fra dem, de er usunde, kunde
afstedkomme eksplosjoner. De er heller ikke praktisk anvendelige og
stødes derfor ud i samfundets kroge. Manden med det brændende sind
kan gå hen i en krog, vende ryggen til og gløde ind mod væggen.
Samfundet regulerer sig selv: de, der er for varme, drives så langt
ud i kulden, at de afkøles, indtil de blir brugbare mennesker, eller
indtil de fryser ihjel. Hvis verden var indrettet som et drivhus
efter nogle enkeltes behov, så forkulledes flertallet og smuldrede
hen.
Lav kunst ud af din varme, eller bliv afkølet til et almindeligt
menneske, eller frys ihjel. Menneskehedens temperatur kan ikke
ændres, livets kulde er uforanderlig og nødvendig.
Ivar Holt gik en omgang rundt i værelset, satte sig derefter på sit
bord og lukkede øjnene. Hans sind, der i flere år havde været tomt og
koldt, blev følsomt og levende. Han fik igen en gang det fulde udsyn
over sig selv, og han anskuede det menneske, han kunde være blevet.
Der er mange, der ved, hvordan de helst vil ha det, og der er nogle,
som ved, hvordan de helst vil være. De har haft en stærk og hel
stemning, hvor deres personlighed brød igennem, og i et nu har de
følt sig som den, de i allerbedste fald kunde udvikle sig til.
Senere forhold har måske hæmmet denne udvikling, men alligevel kan de
til tider få besøg af deres jeg-mulighed.
Ivar Holt huskede et forår, han huskede et menneske, hvis lykke var
en stille og uforstyrret flamme. Samtidig så han den lykkelige mand i
Firenze, hans skæbnes mand, der en gang var siklet tæt forbi ham og
havde revet ham ud af sin bane -- -- nu drejede han om ad en gade i
Firenze, hvor solen skinnede ned i al sin fylde -- --.
Ivar Holt sprang ned fra bordet og sa halv højt: Men jeg gifter mig
alligevel med Signe.
Hvorefter han gik i seng og sov -- fraregnet hosten -- som et
lykkeligt menneske.


Signe Kristjansen var så ren. Det kom vel noget af, at hun havde
været mejerielev; der var en sund, lys friskhed over hende, der
mindede om noget så ædelt som nykærnet smør. Hun var i sin tid
nydelig i mejeridragt, og endnu gik hun gærne i kjoler, der lyste, og
med hvide forklæder. Hendes brede hænder var ikke meget modtagelige
for vask og groft arbejde, det var sådan en medfødt gave. Hendes
ansigt var blødt og bevægeligt, man kunde ligesom modellere i det, og
hun lavede villigt de tilsvarende miner, det var morsomt. Men hvad
der var betagende ved Signe, det var den langsomme inderlighed,
hvormed hun snoede en arm om ens hals og trak til, og hele den
stilfærdige måde, hendes hænder kom een i møde -- -- det var næmt at
se, at Signe var en god pige.
Gårdejer Kristiansen blev ikke henrykt over forlovelsen;
han henvendte sig først til sin ven, Signes forrige lærer,
højskoleforstander Thorkildsen, der undersøgte sagen nærmere. Til en
begyndelse læste han Ivar Holts bøger. Hm ja -- de kunde rigtignok ha
været værre, og manden passede jo sin bestilling; han vilde tale med
Signe. Signe var overbevisende, Thorkildsen blev grebet, her var
knyttet et hjærtebånd, han hilste på manden og læste bøgerne en gang
til. Der kunde siges meget om den ustyrlige fantasi, men nu kunde han
dog godt se naturskildringernes betydelige skønhed, og forfatterens
sædelige alvor var der ingen tvingende grund til at drage i tvivl,
desværre var hans talent blevet aldeles miskendt. Thorkildsen skrev
til sin gode ven og kollega, den ansete folkeopdrager og
litteraturkender Børgesen; kunde han ikke i en af sine afhandlinger
tale et par kraftige ord om denne altfor tidligt forstummede harpe?
Dette lovede Børgesen. Det vilde heller ikke være vanskeligt at
skaffe Ivar Holt -- med de sprogkundskaber -- en bedre plads.
Forlovelsen blev deklareret.
-- Den mand, som en vinternat er faldet igennem en våge og har slået
sine håndled til trævler på den bristende is, indtil han slæber sig
derfra med døde ben, han har gennem rædslen lært noget af livets
dybde at kende. Den, der har set sine kære dø, han ved noget om liv
og død; selv den, der har kæmpet sig frem mellem gæld og spiritus og
er beladt med verdens foragt, han har i alt fald levet. Men den
stille, hæderlige mand, som af 900 kroner sparede 100, som passede
sig selv, vogtede på sin sjæl og skuede op til stjærnerne -- han, som
tosser og kvinder kalder indholdsrig, han kender ikke livet. Hvad har
han at meddele?
Sådan tænkte Ivar Holt, mens Signe fortalte af sin slægts historie.
Det var folk, der havde set noget af verden, Signe havde meget at
meddele om dem, og foruden den fælles fremtid vidste hun ikke noget
bedre at tale med sin kæreste om. Hun fortalte godt, og han hørte
til, tavs og interesseret, han, den indholdsrige, der intet havde at
berette. Signe mindede ham om en anden ung kvinde, der også syntes at
ha haft en missjon med ham; nu påtog Signe sig missjonen, efter at
ti år var spildt. Han trykkede sin hånd mod siden og hostede -- --
nej, ikke spildt. Brøstfældighed spilder ikke tiden, undergang
benytter hver time; døden arbejder, om så alt andet driver de
kostbare år hen.
Han pressede Signe ind til sig og blev varm. Fortæl mere, elsk mig
mere, se om du kan gøre en usselig digter til et menneske. Ti år er
spildt. Vær rask, Signe.
* * * * *
Det blev forår. Ivar Holt kom sig; han rettede sig betydeligt og blev
et bedre menneske; han genfandt selvfølelse fra forrige dage. Hans
helbred bedredes, han opdagede, at lykke er sund. Signe var
strålende, skønt han gav ikke meget igen for alt det, hun fortalte
ham og var for ham, men så kunde han også sige: Signe! som ingen
anden mand i hele landet.
Han blev igen nævnt som forfatter. Der var blade, som anmodede om
bidrag. Vilde han ikke skrive mere? spurte Signe. Han rystede på
hodet og kyssede hende.
Det var forår hele Maj måned, lys og varme tog til, og derefter blev
det sommer; Juni fortsatte i samme spor. Ivar Holt ventede snart at
kunne sætte et krys og et nummer ved en lykkelig dag, men _den_ var
endnu ikke kommet, der ragede op over dagenes almindelige geled.
Den kom en Søndag eftermiddag, da han sad på en sten nede ved
fjorden. Solen stod svidende over ham. Men han var ikke glad; han
tænkte på, at om han nu havde haft Signe hos sig, så havde han været
aldeles lykkelig. Det kunde han nøjes med nu, men før havde verden
været større. Snart fik han vel en bedre stilling, en god kone, børn
måske, og så skulde han altså til at blive et menneske som andre. Men
nu da solen skinnede sådan, vidste han godt, hvad han var, og hvad
der aldrig lod sig ændre. Han tilhørte en art mennesker, der har den
opgave at uddø, han var måske den allersidste af en udslukt stamme,
og i dette øjeblik kunde han dø uden at mærke det, hans sjæl var lys
og tom, den fungerede næsten ikke mere.
Når jeg søger at begribe mine medmennesker, tænkte han, da slår min
begriben tilbage, jeg kommer til at spekulere over mig selv. Jeg
tænker forhistorisk og får aldrig fat i noget fælles menneskeligt,
fordi jeg er uden for alt fællesskab. I Amerika findes min art ikke
mere, i Europa er den under udryddelse. Men måske vil mine fossile
knokler en gang få stor værdi; et af Europas store museer kan gærne
ende med at blive min fremtidige sarkofag, og der vil blive udgivet
illustrerede værker om aftrykkene af mine hjærnevindinger.
Jeg kan finde mig i at dø ud, men måtte det dog bare forundes mig,
digteren, den lykkelige stakkel, at sidde under solen, for resten af
mit liv, på en sten ved vandet, med landet bag ved mig! Kan verdens
økonomi ikke bære det krafttab, at jeg sidder her og intet udretter?
Han huskede en mand, der var ringere og klogere end han, og som havde
sat ham i en bog for at vise ham, hvordan han burde være, hvis han
skulde reddes for livet. Han indså bogens store sandhed. Nu sad han
her og solede sig: han havde ikke fulgt anvisningen, var ikke blevet
fordærvet eller skamløs, skønt det kunde ha reddet ham menneskeligt,
og så havde han aldrig haft nødig at skyde sig som manden i bogen.
Uhæderlighed var blevet ham tilbudt, han kunde ha solgt sin
samvittighed, men han gjorde det ikke. Nu sad han her, fladslået
under resignasjon.
Han målte den vej, han var sunket, og hans sind blev vildt. Mange års
tryk havde holdt ham nede, deres mange hverdage havde drysset aske på
ilden, og ved forsigtig, jævn anvendelse af trøstesløs ensformighed
kan et menneskesind knuges uhyre dybt ned, uden at det kvæles eller
reagerer, men kommer der pludselig noget lykkeligt til fra en anden
side, da må der ske en eksplosjon.
Han mindedes en nat, da sommeren og hans ungdom forstod hinanden.
Dengang fattede han alverden. Liv og død, der kæmpede; kraft, som
styrtede, og kraft, som steg op -- alt det foregik i ham, hans sjæl
var verden. De frembrydende spirer og de vilde lyster, døden, som
henter kraft fra foråret, livet, der søger den samme sted, -- alt det
husedes i ham. Dette tilbud gjorde naturen ham: Vælg! Alt er dit. Og
han lod sig skræmme bort fra det altsammen. Han, der bedre end nogen
anden måtte forstå sommerens kald, han havde svigtet. Han skrev en
bog om dette kald; den havde måske gjort nogle mennesker gale, han
selv blev from og bange efter den. Det begyndte med et øjebliks
panik, senere dryssede asken ned over ham og søgte at slukke.
Men endnu en gang øste solen sin ild ned på ham, om han ellers kunde
forstå det, og fra dette lys så han ind i de mørke år, ligesom den
lille dreng står ved den yderste lygtepæl og ser med angst ud over
det mørke land, som han er kommet fra; han forstår ikke, at han har
haft mod til at gå igennem det mørke, og for ingen pris gjorde han
vejen tilbage.
Heller ikke jeg går igen ind i mørket. Signe, du har opnået det
modsatte af, hvad du vilde. Du har givet mit sind ny kraft, og dermed
forlader jeg dig!
Ivar Holt rejste sig og gik hjem med usikre skridt. Han samlede
tingene ned fra sine fattige vægge og fra sine hylder og pakkede sin
kuffert, og inden aften var han borte uden at ha sagt farvel til
nogen.


Salige er de, som ikke gør sig bekymring og uro for mange ting.
Alt er indsovet i lys stilhed, de dunede mælkebøtter står forhekset
ubevægelige langs vejkanten, ikke et fnug krummes på deres hoder.
Solen er gået i stå. Lange, hvide skystriber ligger hen over himlen
som skinnende veje, der fører ind i saligheden.
Dær henad vandrer nu lykkelige sjæle; hver dag springer en ny lille
skare op på de hvide veje, de gjorde sig ikke bekymring for mange
ting, nu vandrer de ud mod solen og blomsterne. Luften glider om dem
som dun og pelsværk; op om deres fødder står sandet så fint og blødt
som mel. Mange dage senere nåer de blomsternes store ocean; vinden
stryger over det, solstrålerne falder ned deri som gyldne strænge.
Røde, grønne og blå bølger vælter sig efter hverandre; skum af hvide
roser sprøjter op med hvert bølgeslag, de saliges hoder forsvinder
under de højeste blomsterbølgers kamme, de evige rosers blade risler
køligt duftende ned over dem, og i dette bad skylles jordiske sorger
af de vandrende sjæle.
Om morgenen sidder de salige på skyernes bløde bjærgtoppe og ser
solen hejse sig op gennem det uhyre, blå hul. Solskinnet slår som en
brænding mod bjærgene, slikker deres sider og beskyller til sidst de
saliges fødder, og snart sidder de helt oversvømmede af sollyset.
Solen går sin gang, skønt ingen ser den flytte sig, det blir aften,
og gennem verdensrummets brønd bæres månens gule lygte op, mens
skumringens mørke vover skvulper om de saliges knæ og bestænker deres
hoder. Da mindes de deres mindre lykkelige brødre på brøndens bund,
under månen, de svøber sig i grå erindringers flor og sidder stille
natten over, mens de tænker på, hvordan det står til nede på bunden
af mørkets grøft, indtil en ny dags lyshav atter plasker for foden af
deres bjærge.
De salige! Nu knitrer mælkevejens stjærner under deres fødder;
urtåger hvisler op om deres skinneben, mens de går. De drager ud om
morgenen og ser nye verdener dannes; stjærnestof snoes og omhvirvles
som krumme møllevinger af rummets kræfter; de salige vader hen gennem
svangre og golde verdener; med deres venstre albu skubber de
læmpeligt en komethale til side, og med højre hånd skyggende over
brynet ser de tåger spindes som på en rok, føde ild og skabe varme,
hvoraf en verden kan leve i to tusende tre hundrede og en og
halvtredsindstyve billioner år. De vandrer videre, mens det er aften,
de flytter sig for en sol, der har suget alle sine planeter til sig,
og igen spyr dem gloende fra sig; de gør en omvej på en halv million
mil for at komme uden om erupsjonerne.
Når en passelig tid er gået, sætter de sig på en udslukt sol og
prøver at mindes væsner, der kaldte dem -- de salige -- dårer. De ser
sig tilbage over den vej, de har gjort; langt inde på mælkevejen
kommer der stadig flere vandrende; de kaster et blik gennem rummet og
opdager sjæle siddende på fjærne skyer, og langt nede skimter de
længselsfulde mennesker, der ser op -- endnu er der dårer til; mange
skal endnu helst ville sidde mellem solen og vandet, med landet bag
sig, gale, uduelige, lykkelige.
Derefter vender rummets vandringsmænd sig og går videre mellem
faldende verdener og fejende kometer, indtil de nåer mælkevejens