Støv og Stjærner - 7

blev færdig med den. Kærnen i hans teori lød ellers som følger:
Den sande lyksalighed består i at ha uendelig megen tid til sin
rådighed og ikke at mærke, at man bruger den.
Da han kom tilbage til byen og så andre menneskers ansigter, faldt
det ham ind, at også han måtte gøre noget for sin fremtid. Han
henvendte sig til fire redaktører og fik tre afslag. Den fjerde, som
var den mindst fine, spurte, om han kendte noget til samtidige
forfatteres intimere oplevelser, og om han kunde levere bladet en god
roman om dette æmne. Dertil mente han nej og gik.
Jeg kan alligevel ikke anerkende tilværelsens alvor, tænkte han, mens
han sad hjemme og ventede på Teologine. Jeg lærer det aldrig. Jeg kan
ikke engang lære at se på et alvorsmenneske, uden at jeg får kvalme
og ond samvittighed. Og dog kan jeg godt se den højere styrelse, der
stadig forsøger at få et alvorligt menneske ud af mig. Den sendte mig
til København, for at jeg kunde blive embedsmand; jeg selv gjorde mig
til digter. Den fik Kasbjerg til at skrive en bog om mig, hvoraf jeg
kunde se, i hvad retning jeg i så tilfælde burde udvikle mig, men jeg
blev i uskyldigheden, tilfældigvis. Den højere styrelse tilbød mig
Henriette Ravnø som alvorskone, og da jeg lod hende gå, kastede den
mig Teologine om halsen; hende havde jeg, inden jeg rigtig vidste af
det, hende har jeg. Godt. Hende beholder jeg. Men jeg må ikke ta ud
på en grøftekant og ingenting bestille, derfor er jeg nu igen blevet
straffet. Bare det kunde hjælpe noget, at jeg kan alt det udenad, som
veltænkende mennesker mener om mig! Jeg kan holde op med at skrive
bøger, men jeg kan ikke holde op med at være digter. Kunde jeg blot
skabe min sjæl om til en grovsmeds sjæl -- næverne kunde endda gå an.
Men det er desværre noget vrøvl. Og her har vi så Teologine.
* * * * *
"Nå," sa hun, da de hen på aftenen var blevet så vidt nøgterne, at de
kunde tale om forretninger, "hvor meget tjener du så ved dine bøger?"
Ivar Holt pegede på en kasse ved siden af kufferten. "Fedtebrød og
cervelatpølse," svarede han.
"Ja, men så indbringer det vel en del at skrive i aviser," fortsatte
hun alvorlig uden i mindste måde at finde hans svar morsomt.
"Det gør det. Men mig indbringer det ikke noget, da jeg ikke skriver
i aviser."
"Hvorfor gør De ikke det?"
Hvor kvinders øjne kan ligne hverandre, tænkte han. Og nu har jeg
igen ægtemandsfornæmmelser.
"Og hvorfor blir Deres bøger ikke rost noget mere? For jeg har hørt
folk sige, som har forstand på det, at De skriver udmærket."
"Det kommer af, at vi her til lands ikke har litterære kliker; nu
kaldes det fagforeninger. Når man ikke har sine papirer i orden, får
man ingenting for ulejligheden, hverken ondt eller godt."
Hun så forvildet på ham. I værelset bagved afjamrede frelsermændene
deres allerindstændigste aftenbøn.
"Hvad lever De da af?"
"Jeg lever ikke af noget videre. Ved De hvad, for resten? Jeg får en
stilfærdig lyst til at slå de mennesker ihjel, som spør, hvad jeg
lever af."
Han så panik i hendes øjne; hun var bange for fattigdom, havde
rimeligvis fået for meget af den en gang. Frelsermændene sluttede af
med et gudsjammerligt: Amæ--n!
"Nu går jeg," sa hun. "Jeg går!"
"Ja vel; jo. Vist går De. Det var jo rigtig sødt, den tid det varede.
Husk nu på for fremtiden at sætte penge i sparekassen; tænk på mig,
og husk det. Så -- er det så slemt?"
"De må ikke røre ved mig! Jo -- det mener jeg ikke -- -- De har været
så god. Men jeg er bange for Dem."
"Ja. De opfatter mig symbolsk. Så er jeg heller ikke hyggelig. Ellers
er jeg rar. Det kunde blevet godt med os. De er den eneste -- -- jeg
må ha lov til ikke at kunne mere for bevægelse. Men hvis De vinder i
lotteriet, så kan De komme og gifte Dem med mig. Jeg skal ikke banke
Dem, fordi det er Deres penge."
Før han kom ind igen, smilede han til noget ude i mørket. "Det
forslår endnu ikke," sa han.
Fra frelsermændenes værelse trængte nu allehånde, ganske verdslige
lyde ind til ham.
Han satte sig op på bordet, dinglede med det ene ben og spidsede
læberne.
Her sidder jeg og fløjter, tænkte han.


Hvor menneskelighed er, dær er også en udvej, selv om vort håb og
vort eje er blevet fortæret af luerne -- læg så for resten mærke til,
hvor forskelligt det såkaldte menneskelige er. Ti een fylder det
umættelige rum med bønner, een begynder at bygge op igen, een roder
sig vanvid til i asken og slæbes bort af tre stærke mænd; to knytter
næver og ryster dem mod himlen, går derefter bort, den ene hænger
sig, den anden drikker sig fuld -- alt dette er menneskeligt.
Men der kan også findes den, der sætter sig på en sten og fløjter en
melodi. Hans livsbegreb er så fordrejet -- perversus kaldte Romerne
det --, at elendigheden gør ham til humorist, han bestrider livets
alvor. Han har ingens medfølelse, for ham er der ingen udvej.
Ti den hængte begraves, og den drukne -- stakkels mand -- reddes af
rettænkende på et drankerasyl, den gale forsørges på en anstalt, den
bedende har valgt den bedre del, og den byggende skaffer sig et nyt
hus -- deres menneskelige adfærd bragte dem alle ud af elendigheden.
Men ham, der fløjter, er der ikke noget at stille op med. Han duer
ikke. Lad ham stikke piben ind, den nar! Han er ikke noget alvorligt
menneske, det kan man høre på hans fløjten. Han må sejle sin egen sø.
Vi kan ikke gøre noget for ham.
Imidlertid -- det kan jo ske, at mennesket med fløjten er af pæn
familie. Hans faer er en gammel mand med agtværdige grå hår, hans
moer er en hæderlig kvinde. Der skaffes ham en plads på et kontor,
900 kroner, han er reddet. Retsindige folk glæder sig, skønt de
ryster på hodet. Det kan jo gærne være -- -- men han har rigtignok
ikke fortjent det.
* * * * *
Ved nytårstid rejste kontorist Ivar Holt ned til sin nye plads. Det
var endnu lyst, da han tog fra København, men det blev mørkt, inden
han nåede sin lille by. Han fandt sig rolig i tilfældets venskabelige
symbolik og søgte at genkende de landskaber, han kørte igennem, det
var så længe siden, han var blevet befordret med jærnbane. Det
regnede stort og tungt, ruderne var dækkede med de perlesnore og
køller, som regnen dannede, idet den faldt. Markerne rejste sig
udenfor som sorte mure, vejene var gule floder. Han sank hen i en døs
og havde det hel godt; endnu var der varmt forinden, og livet var til
at holde ud. Han var ligesom pindsvinet; når han fik rullet sig
solidt sammen, kunde de vende og dreje ham, som de vilde. Ingen slags
ondt havde adgang. Et øjeblik faldt den sandsynlighed ham ind, at nu
kom han ikke til Italien. Farvel, fløjelsbukser og solskin. Men det
gjorde ham ikke noget, han sad usårlig i sin krog, tiden gik
umærkeligt, som noget tungt, der flyver tavst gennem mørket; ingen
aner noget, før der kommer et dumpt stød -- --
Toget holdt, her skulde han ud. I samme nu var det hans eneste ønske,
at han kunde få lov til at blive siddende, han vilde ha afstået en
stor del af sin løn for at kunne køre videre, så længe den salige døs
varede -- aldrig havde han haft det så godt; denne overgang var endnu
værre end at stå op en vintermorgen for mange år siden. Så stod han
ud.
Blæsten bredte sig over perronen, regnen slog i en bue ind under
taget. Han foretog et hastigt overblik over sit livs onde dage, hvor
han uforvarende blev lukket op, så at den dødelige kulde slap ind. I
aften var det særlig slemt; der måtte vel også nok være en vis
fremgang i det.
Han vilde først se toget gå; den fornøjelse havde han fortjent. En
mand gik baglæns med en fløjte i munden, hvinede og spyttede fløjten
ud. Lokomotivet udstødte et hyl og begyndte at hoste store klumper
hvid damp op gennem skorstenen, de første sad godt fast. Ivar Holt
gik ud på skinnerne og så en mørk firkant, der blev mindre og snart
viskedes ud i regntågen.
Han gik igennem stasjonsbygningen og kom ud på en bred plads. De
sorte, lysplettede klatter på den anden side det var vel så byen. Ude
over markerne krøb et leddyr med svagt lysende ringe langsomt af
sted; men en lille hund forstyrrede ham i nydelsen af synet:
Væv-væv-væv! Han belønnede dens iver ved at svinge håndkufferten
efter den. Dette gjorde den så overhånds arrig, at den gøede væv-væv
med voksende hastighed, indtil al rytme faldt bort, og det blev til
et langt, sammensmæltet æ -- --.
Han klistrede sig hen ad et fortov, idet han undrede sig over pløret.
Dybden overtraf vel ikke hans forventninger, men det bandt skoene
langt stærkere, end almindelig vejvælling gør. Han stod stille under
en lygte, løftede den ene fod og undersøgte belægningen med en
pegefinger. Det var vist kalk, der var i.
Bladløse træer og en hæk dannede grå, uredelige bunker på den anden
side af vejen, men et sted var der et sort hul, og en svagt skinnende
stribe pløre viste vej ind i mørket, dær gik sandsynligvis en smøge
op i byen. Men først skulde han over pløret, overgangen antydedes af
en smal stribe sten; han samlede al sin følesans i støvlesnuderne og
vovede overgangen. Der var fortov; på den ene side en hæk, på den
anden -- han prøvede med en fod og fik den til sig igen, det slap med
et lille, velbehageligt smask --: pløre. Det blev snart mørkt igen,
han lod kufferten gå i hækken, så faldt han ikke ned til den anden
side. Hov, dær var nok en krumning, og se: langt fremme, i den anden
ende stod der en lygte og ventede på ham. Han hug øjnene fast i
lyset, og hans gang blev sikker.
Se se. Her vadede han nu i mørke lige op til øjnene, kun en lille
rødlig lysplet holdt ham oppe. Der var ikke meget igen af ham nu, det
var næsten drukning. Han stod stille i mørket, han og lygten så på
hinanden. Når han skelede, kunde han også se sin næse, nedefter så
han slet ingenting. Mørk -- obscur. En anmælder havde kaldt ham
obscur, rimeligvis på grund af hans frækhed mod sine kollegaer. Nå,
men videre. Lygten stod åbenbart på den anden side af vejen, for nu
fik han tendens til at gå ned i pløret. Der måtte altså beregnes en
vis afvigelse. En mand gik forbi i mørket, lige i hælene på ham
fulgte stank af en shagpibe. Ivar Holt fik lyst til at høre sig selv
tale midt i alt dette mørke. Vidste han, hvor skomager Andersen
boede?
Jo. Manden afgav en lang og velvillig forklaring, som han gentog
flere gange. Ivar Holt sa mange tak og fik til gengæld beliggenheden
indskærpet nok en gang. Tak, godnat. Godnat. -- -- Og det er det
eneste hus med frontspids, råbte manden efter ham. Tak. Så havde han
fire kendetegn på sit hus og kunde ikke gå fejl.
Fjerde hus fra apoteket, tredje fra næste tværgade, bager Svendsen
skrås overfor, frontispice. Nu kunde han ikke rende fra det med nogen
rimelig undskyldning.
Foran indgangen lå en sump, midt i sumpen en buet træbro. På første
sal boede familien selv; to fag vinduer, hvis gamle, solbrændte
gardiner lyste gulligt som tørveaske. Ja, så --. Han tog tilløb og
sprang midt op på broen. Fra gaden faldt der lys ind i gangen, han så
en trappe, der vred sig op i mørket. Den knagede forurettet, da han
gik op ad den. Bag en dør snakkedes der; grov, hjærtelig latter
væltede gennem de mange utætheder ud til den fremmede, der allerede
havde lavet knoen til.
Her står jeg, Ivar Holt, en vældig nar for Herren, slået, fordi jeg
ikke slog; jeg tålmodige ryg, der skal komme til at erkende albuerne
på dem, som maser sig frem over mig. -- Men nu har du imidlertid fået
et levebrød, bank så på, og hold op med at mane dig selv frem.
Han bankede; værtinden kom ud, en ældre kone med hatteknage i
underkæben.
"Mit navn er Ivar Holt," sa han, skønt han i øjeblikket næsten havde
tabt al mulig fornæmmelse af sin egen identitet.
Nå ja. Værelset var i stand, nu skulde hun vise ham det. Straks efter
kom hun med en lampe.
"Jeg har hældt betrolium på for i aften," og derefter gik hun med
overbevisningen om at ha fået en pæn logerende.
Han stod midt i værelset og så sig om.
Fire nøgne, sømhullede vægge, en gulmalet træseng, klædeskab og en
skeletagtig servante med en jærnring om livet. Midt på gulvet, over
et rødbroget gulvtæppe, stod et gult bord, der fik et eget fromt
udtryk ved det, at klapperne var slået ned. Det syntes at ha kendt
bedre dage, men nu havde det opgivet alting og hang med ørene.
Ivar Holt satte sig på bordet og følte sig gennemstrømmet af et
hemmelighedsfuldt Wahlverwandtschaft. Men fy hvor det sorte vindushul
gabede efter ham som en forslugen grav! Han skyndte sig at gøre
gardinsnoren løs; en to alens ledstolpe skramlede ned og halede et
kugleblåt rektangel efter sig.
Så var der ikke mere at gøre. Han satte sig igen op på bordet og lod
de fire vægges nøgne råhed skinne på sig uden at reagere. Det var nu
altså kommet til håndgribeligheder mellem ham og tilværelsen, og han
kunde i øjeblikket ikke finde på noget, som det vilde være
hensigtsmæssigt at gøre.
Med den bevidsthed sad han ubevægelig en times tid. Lige straks havde
han krusningsfornæmmelser af kulde, men det faldt bort, efterhånden
som den kaloriske ligevægt kom i stand. Desuden rørte han sig ikke,
og så er kulden ufølelig. Man kan fryse ihjel på den behageligste
måde, når man kun afholder sig fra enhver bevægelse.
Men det er svært at sidde stille i længden. For der er et sted i den
menneskelige organisme, som står i særlig forbindelse med
dødsangsten, det er vist omkring mellemgulvet. Benene kan blive
kolde, hodet tomt, det hindrer ikke; man er på vejen nedad, men så
kommer der et svagt ryk nede under hjærtet, man springer op og griber
efter livet. Kulden kan arbejde sig nok så forsigtigt ind i ens
legeme: der kommer et øjeblik, da den røber sit slægtskab med døden,
og man slår fra sig.
Ivar Holt sprang ned fra bordet og gjorde gymnastik, indtil han fik
al sin varme igen, og så gik han i seng. Han glædede sig altid
inderligt til at falde i søvn. Så snart han var kommet under dynen og
havde skubbet sig til rette i den mest bekvemme stilling, så var alle
bekymringer forbi. Hvad der lå uden for dynen, var fra da af ganske
ligegyldigt, og han sov altid godt.
Men i aften narrede søvnen ham. Sengen var klam, og han svedte
ubehageligt. Han lå sig træt på ryggen og på bægge sider,
søvnløsheden blev en tung byrde, som han ikke kunde kaste fra sig.
Udenfor rumsterede den våde blæst. Den kogte langt borte som en uhyre
gryde, den kastede sig med rabalder over husets gavl og knaldede nede
i gården som våde lagener: den kunde puste længe og jævnt som et
sundt åndedræt, og den kunde futte af i dumpe eksplosjoner i de
snævre smøger mellem husene. Den smældede regnen ind på ruderne som
et læs kosteris, den peb og brummede, spillede både fløjte og
kontrabas og alle stemmerne der imellem. Den udstødte hyl, der fik de
lykkelige, sovende mennesker til at vende sig på den anden side og
sove videre, mens de øvrige, der ikke længere havde nogen
hvilestilling, de kunde indtage, vred sig i deres træthed og følte
det blæse koldt under hjærtet. Stormen og regnen forberedte lukkede
og mørke sind til morgendagen, meget arbejde gjort og liden glæde
derved. Nødvendigheden af, hvad der må gøres, gik som en kold vind
over det våde land; klam, muggen besindighed dryssede ned fra den
usynlige himmel. Det blev ikke mange, der stod op med halleluja!
næste morgen.
Ivar Holt lå i dvale. Han var lige træt på alle leder og flyttede sig
derfor ikke mere.
I Firenze, tænkte han, dær drejer måske i dette øjeblik et lykkeligt
menneske om hjørnet af -- -- lad os kalde det Rue des Oranges, da vi
ikke kan italiensk. Han knejser og har hænderne på ryggen,
aftenluften viger blødt og silkekøligt til side for ham, idet han
går. Han står åben for alverdens lykke, han er ikke krummet af nogen
bekymring. Han er så lykkelig, at han står stille og ikke kan mere.
Han er så overhånds glad, at han knytter hænderne, tæerne krummer sig
ned i støvlesålen. Inde i skyggen, hvor ingen kan se det, brister han
i vild latter og vrider sig, hvorefter han blir lidt mere stille og
går ud mellem de andre mennesker. Det kan godt være, at der går sådan
et menneske nede i Firenze på hjørnet af Rue des Oranges. Hvis han
har haft det ilde (og det har han, siden han er så lykkelig), da
tænker han sig, at et sted, i et sort værelse, belejret af våd, døsig
storm, ligger et menneske, der ikke har det som han. Der kan meget
vel gå et saligt menneske i Firenze og tænke på mig. Det gør kun et
lille skår i hans lykke.
Han er over, hvor jeg nu er under. En står på toppen og har den halve
himmel over sig, en anden ligger langs sin egen ryg på bunden og ser
en rund skive himmel på størrelse med en femøre.
Manden nede i Firenze har som bestilling -- foruden den at indehave
et betroet mål af lykke --, at han afbalancerer mig. Sådan indretter
verdensvisdommen det. Den gang Teologine løb fra mig i rædsel, var
der i Central Afrika en neger, der slæbte af sted med sin nykøbte
kone, hjem til sin hytte. Sligt må afpasses. Vi kan ikke ha for meget
af den ene slags på eet sted uden modvægt, jorden fik ellers en
rystelse, den slog en kolbøtte, men de vise grækere havde ret: kuglen
er det fuldkomneste legeme, til ethvert opad må der svare et nedad.
Lidt efter var Ivar Holt selv i Firenze. Han gik ned ad Rue des
Oranges: foran ham krøb hans sorte skygge på maven, han og skyggen
havde fødderne fælles. Det viste sig, at Rue des Oranges førte ham
ned til havnen, dær satte han sig på en fortøjningspæl, strakte sine
fløjels bukser mageligt fra sig og strøg sig ned ad brystets stribede
flonel. Med sine nøgne fødder gravede han sand op mellem brostenene
og tesede det med stortåen og dens sidekammerat, ti af lang vane med
at gå barbenet var hans tæer blevet yderst bevægelige, ligesom de
også havde genvundet deres velskabthed fra drengeårene. Han rullede
en sigaret på det venstre lår, hvor der i tidens løb havde slidt sig
et blankt sted, for man må erindre, at det var på andet år, han gik
med de fløjels bukser; om et par måneder vilde det blive nødvendigt
at foretage rulningen på højre lår. Længere inde på havnepladsen sad
hans kæreste, der handlede med appelsiner. Hendes hår, der skummede
luftigt ned over panden, var lysere end hendes ansigt. De havde nylig
spist frokost, appelsiner fra hendes vogn og desuden brød, som de
købte hos deres gamle veninde, madam -- -- signora Carlotta. -- --
Carlotta Barbiere. Om lidt skulde han rimeligvis til at bestille så
meget, at han kunde tjene sin ene fornødne -- -- lira.
Det var varmt. Nakken var kold og klam at føle på, som den skulde
være. Derved kom han for resten til at tænke på et menneske, der lå
langt nede i den sorte, klagende kulde. Det vilde han ikke tænke på.
Hans ene seleknap var sprunget under frokosten, men heldigvis var
hans stilling sådan, at han uden ubekvemhed kunde ha bukserne
hængende på tre knapper.
Det var som sagt varmt, en varme, der var pakket tæt sammen, himlen
var klappet ovenpå, og øverst i klokken stod solen og holdt ved lige.
Når han rørte benene, svalede det helt op over knæerne, det kom af
den kølige luft, som de lyse fløjels bukser gemte i deres rummelige
beholdere. Der lå en ringe fugtighed over hans hud, det var sådan
indrettet, for at han ikke skulde få solstik; og i hans sjæl var der
svalt og stille, der var grønt og gyldent. Nu var det nået; han
skulde ikke tiere op i stjærnetågernes forrygende hvirvler, for han
havde fundet jorden, fundet den god, han var et menneske, han havde
sin kæreste, sin egen tid og sit solskin, hans ven solen vågede altid
varmt over ham.
Gamle murstens brobuer spejlede deres morderiske farver i flodens
vand: blodskum, blodskorpe og helt ned til ådselbrunt, og der var
sygelige byldefarver, gult og et rødt, der ikke er til at sige, men
intet af det forstyrrede hans sjæls gyldne fred.
Tværs over floden lå en fabriksskorsten, stiv og ubevægelig. Men så
kom der en båd, skorstenen blev elastisk; fortykninger løb ned ad
dens krop, som var det en slange, der i umådelig fart slugte en kalv.
Båden kom nærmere, skorstenen forlængedes og forkortedes, den
fjedrede voldsomt og gik i stykker, den blev til en række tykke,
teglstensrøde orme, der parredes og foer fra hinanden, og så gik
båden over og smadrede den fuldstændigt. Men endnu længe efter lå
skorstenen hen over floden og vred sig med nervøse jag gennem hele
legemet, førend den faldt til ro.
Ivar Holt vågnede op og huskede, hvor han havde det fra. Det var fra
Susåen; på en af sine lykkelige dage -- de stod optegnede og
nummererede i hans kalender -- havde han set dette billede i Susåens
vand.
Det var så mørkt inde hos ham, at han ikke formåede at samle
indtrykket af sin egen personlighed, han smæltede hen i mørket som
flydende sjæl. Han vidste ikke, om hans hoved eller hans fødder
vendte imod vinduet. I en fart var han ude af sengen og rullede
gardinet op. Blæsten pulsede koldt ind gennem vinduet, sveden på hans
krop blev ligesom til isslag.


Igen en gang var det blevet forår. De fede kastanjeknopper, der altid
er så sangvinske, var allerede sprunget ud og stod og frøs med deres
nøgne, grønne kroppe, mens bøgen, som er særlig dansk og kendt med
forholdene, så tiden an og krævede garantier, før den vovede noget.
Nattergalen kom også en gang, den sad med vat om halsen hjemme i sin
rede, hostede og nøs, men i alle moser og vandhuller vikarierede
frøerne af en god vilje. Udenfor brølede vinden, indenfor brølede
ilden, men vinden var nær ved at være den stærkeste, den trængte ind
gennem sprækker og huller som kolde knivsblade og isnende spyd, det
var ikke let at beskytte sig imod foråret. Folk kunde ikke begribe
det klima, erklærede de tyve gange om dagen, skønt man skulde synes,
de snart måtte kunne det udenad, men det viser måske, at vi ikke har
det klima, som svarer til vort sindsanlæg.
Mænd gik og holdt sig i kraven. Deres lyse sommerbenklæder var brune
på knæerne af regnen, og bagtil havde snavset gjort dem stive som
læder. I rendestenene løb vandet så brunt som bærme. Smådrenge, der
gik med opsmøgede ærmer og syntes at befinde sig ypperligt, jog med
lange kæppe ind under rendestensbrætterne, hvor vandet samlede sig,
og når det kom frem med alt snavset fra den tørre tid, gav de det et
hurra og skyndte sig til næste bræt.
Da Ivar Holt kom ud fra sit kontor og skulde ha sin sædvanlige mosjon
før aftensmaden, var regnen holdt op, og vinden havde lagt sig noget.
Han styrede ud ad skoven til. De våde stier lyste i aftensolen,
landevejene lå blanke hen mellem markerne. Det hørtes langt bort, når
hjulene skar i det våde grus.
Han gik forsigtigt hen ad de faste, fedtede skovstier. Man kunde
komme til at fryse ved at se på træernes kolde stammer, man vadede i
forkølelse, luften var drivende fuld af snue; der hang næsedryp på
enden af alle kviste. Han bredte en hånd fladt ud på brystet og
rømmede sig. Oppe i halsen havde en bronkitis begyndt at sætte sig
fast, han forstod godt, at det var kulden, der begyndte at erobre
ham, den lod sig ikke mere drive ud; selv i de varmeste sommernætter
kværkede kulden ham, der var ingen pardon. De første år var han kun
forkølet om vinteren, nu var han det både vinter og sommer; i dette
forår havde det begyndt at stikke længere nede i brystet, erobringen
skred frem. Han vænnede sig til den, og for resten kunde det godt
helbredes endnu; når han en gang blev velhavende, vilde han gøre
noget alvorligt. Navnlig rejse syd på, for der måtte jo være den
varme, der kunde få kulden til at slippe sit bid. Her hjemme fandtes
den ikke.
Men det tænkte han ikke så meget på nu. Tiden efter at kontoret var
blevet lukket og indtil aftensmaden var den bedste på hele dagen; han
følte da friheden så stærkt, at han ikke behøvede at tænke på noget,
selve det at drive omkring var beskæftigelse nok; tiden gik af sig
selv. Om ikke andet havde han dog den fornøjelse at mærke, hvordan
appetitten udviklede sig; under en rask tur kunde den undertiden
komme lige på en gang, den slog sig på knæerne, han blev ganske svedt
og måtte gå langsomt hjem til pensjonatet. Aftensmåltidet tog gærne
en time. Der blev leet og talt meget, de var så mange, at han næmt
kunde forsvinde i det hele, for han sa ikke noget, han holdt mest af
at høre stemmerne rundt om sig uden at opfatte, hvad der blev sagt,
og når han tillige så ansigter og hænder, der bevægede sig, -- det
betød for ham ikke andet end forskellige pletter og striber, der
passerede hen over hans næthinde -- så kunde han lettere falde hen i
sin dvaletilstand; den var altid så tryg, når der var en del
mennesker til stede. Han var efterhånden blevet ræd for ensomhed; at
være alene med sig selv -- det var som at stå overfor en kreditor,
der kan få i sinde at trække en ubehagelig fordring op af lommen, men
i andres nærværelse var der ikke noget at frygte. Derfor trak han
tiden ud om aftenen, og hvis der blev nogen tilbage for at samtale
efter bordet, så gik _han_ heller ikke hjem, ti nu var der en
ubehagelig overgang, der ventede på ham, men når han kunde, så snød
han den og udeblev så længe som muligt.
Men en gang kom det jo; han rejste sig og gik hjem. Det vil sige, han
kunde endnu vinde en kort frist ved at gå sig en tur, hvad der nok
kunde behøves, da han led meget af en grødet fornæmmelse i hodet, men
han var så træt efter aftensmaden, han tænkte ikke på andet, mens han
gik, end at vælge sig et hus, et træ eller et andet mærke, hvor han
havde lov at vende om. Når dette fandtes, havde det lille drama nået
sin kulminasjon, handlingen gled jævnt hen mod sin slutning: at
komme hjem til ingenting.
Det var et stakkels gammelt hus, Ivar Holt boede i. Aldrig så snart
havde han sat foden på det første trin, før en alderssvækket jamren
opstod i det brøstfældige træværk. Det klagede sig foroven, når han
trådte forneden, og i det øjeblik, han nåede sin egen dør, knirkede
det endnu bebrejdende op til ham nede fra dybet. Han vadede i suk og
klage.
Han stod inde i sit værelse og støttede bægge hænder i bordpladen.
Hvad så? Lige i tiden så han ud ad vinduet, men om lidt, hvad så?
Det går med fortvivlelse som med så mange andre superlative begreber,
man kender nok navnet, men man ved ikke noget nærmere om dem. Ivar
Holt, der dog ikke var så meget digter, at han vilde tilsnyde sig
hævd på ualmindelige sjælslidelser, måtte indrømme, at han ikke
vidste, hvad fortvivlelse er. Det kunde nok ske, når han om aftenen
kom hjem gennem mørke og regn og havde fundet tændstikkerne og
vidste, at han i næste øjeblik skulde se de tomme, snavsede vægge
stille sig op omkring ham i en snæver firkant, så kunde han sige til
sig selv: Dette her er forbandet. Vil der ikke komme noget
forfærdeligt, et sværd, der går igennem min sjæl? Sker det ikke nu,
om lidt?
Jo, om lidt. Han vidste godt, at eksplosjonen kom aldrig. Han havde
en gang set en kraftig, ung pige græde på en perron, fuldstændig
desperat, så det var en skandale, tårerne løb, ansigtet var
fortrukket, der eksisterede for hende ikke andet end fortvivlelse --
-- sådan noget vilde aldrig hænde ham. Men han var også en fattig
karl. Andre mistede kone, børn, penge -- altsammen rigtige,
materielle ulykker, hans egne sorger led af ulegemlighed, han havde
aldeles ingen respekt for dem og agtede dem ikke værdige til det
smukke, alvorsfulde ord: sorger.
Mens han tændte lampen og søgte at holde styr på den lange tunge, der
altid vilde slikke glasset sort på den ene eller den anden side, så
meddelte han sig selv, at han ubestridelig var værre stillet end de
fleste mennesker, hvorefter han løftede øjenbrynene og trommede på
bordet, som om han havde en tilskuer til sin overlegenhed.
Hans tilfredshed var i virkeligheden også tålelig. Den betryggelse,
som der ligger i 900 kr. årlig, der med tiden kan stige til 1000 og
måske til 1100 kroner, befriede ham for pengesorger. Han kom aldrig
så dybt ned i panik som før, og reaksjonen bar ham heller ikke mere
så højt til værs. Og kontorarbejdet regulerede hans sind. Han var
skabt til at være en nogenlunde fredelig sværmer -- han var hverken
oprevet eller neurasteniker, som anmældere havde forsikret -- og mens
han førte den samme tilværelse dag efter dag, faldt der aske på hans
brændende sjæl.