Støv og Stjærner - 6

Kritikken havde ret i, at bogen manglede enhed og ledende ide.
Publikum mente det samme og havde andet at bestille end at
udspekulere, hvad forfatteren egenlig vilde, for ved publikums
venstre albue ligger et bogbjerg på ni og tredive bøger i højden og
otte og halvfjerdsindstyve bøger i omkreds; der er ikke tid til lang
rettergang: lad forfatteren sige med tydelige ord, hvad han mener, at
vi kan få ham ekspederet og komme til den næste! Hvorfor kan han
ikke udtrykke sig som de andre, vi er vant til at forstå!
Men ganske vist: originalitet frem for alt. Ejendommelighed er
forfriskende. Den, der har noget specielt på hjærte, ham vil vi høre.
Frem med ham. Naturligvis skal der altid noget nyt til, ellers går vi
i stå, man kan blive idiot af alle de bøger, der ligner hverandre --
-- Publikum kan leksjen, den har stået i alle landets aviser.
Ivar Holt kom galt af sted med sin nye bog. Bedre folk omtalte ham
slet ikke eller hentydede til ham som forfatter til den og den som
bekendt mislykkede bog. Hr. Kasbjerg var ikke fri for sindsbevægelse,
da han læste bogen. Ligheden med hans egen var jo på visse steder
påfaldende. Han læste den virkelig helt igennem, for at se om der var
udfald mod ham personligt. Jo, der var noget, som næppe vilde blive
forstået. Men alligevel var det ikke værd, at publikum læste bogen,
og efter nogen overvejelse bestemte han sig til at stikke anmældelsen
ind mellem to andre, helst ikke af de berømteste forfattere. En dag
så Ivar Holt sig anmældt mellem hr. Jokkumsen og hr. Eriksen. Han
blev straks slået af det snedige heri; han havde ikke tiltroet hr.
Kasbjergs intelligens denne opfindsomhed. Men det er netop faget.
Ubehagelige individer kvæler man under en dyne. Begravelsen foregår i
al stilhed. Det litterære frisind her i landet er ikke til at spøge
med. Vi har karle, som fælder deres mand med bagen. De sidder
modstanderne ihjæl.
Dog skulde det times Ivar Holt at blive genstand for en
samvittighedsfuld henrettelse. Den foretoges naturligvis i et
konservativt blad, for dær blir man dog altid flået på en
standsmæssig måde; de spytter i næverne og skælder ud. Folk, der
læser det, forstår dog så meget, at man er en mand, der har gjort
noget.
Nu var der en gammel mand -- han var for resten nær ved at dø den
gang, hans venner var alvorligt bekymrede på hans vegne og opfordrede
ham indtrængende til at hvile sig og i nogen tid overlade kritikken
til yngre, pålidelige kræfter, men han vilde ikke svigte sit hværv,
så længe han kunde holde på en pen, så stor var hans pligtiver og
hans kærlighed til litteraturen. Denne mand havde læst Ivar Holts
anden bog og fik nu også fat i den tredje. Han huskede meget godt den
anden og behøvede aldeles ikke at læse den tredje helt igennem for at
opdage, at forfatteren ikke havde forbedret sig siden sidst. Det var
en ubehagelig bog, den fornærmede ham; ganske vist var den ikke
rettet mod ham personligt, men den kunde udmærket godt fortolkes som
hån mod alderdommens sunde fornuft. På side 38, linje 7 fra neden
stansede han, han kunde ikke mere, det var ikke til at forlange. Ja
-- alderdommen er gammel, og ungdommen er fræk --
Mæ-n --
Han anbragte sig i sin skrivestol -- hustru og døtre ilede til og
stivede ham bekymret af med puder -- og så skrev han med skæld og
smæld sin sidste artikkel. Den kom i trykken samme aften, næste
morgen så han for sidste gang et eksemplar af sit kære blad, om
eftermiddagen udåndede han. Dette skete i hans egen otte og
halvfjerdsindstyvende og i bladets et hundrede og syv og
halvfemsindstyvende årgang.
Ivar Holt fik således aldrig den mand at se, og det var et stort tab
for ham; han vilde ellers lettere ha forstået den døde modstand, som
ungdom finder så harmelig og ubegribelig.
Journalist Axel Ørnberg havde et tyndt, spidst hoved og alt sit hår i
behold (manddomskraft), gråblege, visne øjne (erfaring), en dyb,
lodret grøft uden for hver mundvig (livets alvor), samt en tør,
småskændende træstemme (hård skal, bag hvilken varmt hjærte). Han var
oprindelig cand. theol. uden nogen tanke om at blive litterat, men da
han en gang stod ledig på torvet, erhværvedes han af det ældgamle
blads redaktør. Han var grundhæderlig, familiefader, højremand, lidt
formuende og vilde altså være en udmærket litteraturanmælder, navnlig
i vore dage -- det vil her sige i halvfjerdserne -- da det ikke er de
ydre glimrende ævner, det kommer an på (ti uvederhæftige begavelser
har vi nok af), men alvorlige mænd, hvis hoved ikke svimler i de
stride strømme, hvis øje ikke tåges af det moderne blændværk, og hvis
tag om penneskaftet altid er fast og sikkert. Ørnberg var manden.
Hans hjærne, der var tør som en afgnavet okseskank, forvirredes
aldeles ikke. Hans hånsord var altid de samme, og hans relative
bisætninger altid lige samvittighedsfuldt indæskede i hverandre. Han
benyttede hellere de statelige ord: påbegynde og bibeholde, end de
mere tarvelige: begynde og beholde, og indtil sin sidste stund
stavede han s-k-j-ø-n-d-t skjøndt. Han var en karakter, det blev
sagt, mens han endnu levede, og hvor mange af os andre får den lov,
før vi er døde? Han, den alvorlige mand, forstod ikke spøg, lige
så lidt som han forstod at le. Han lod sig ikke blænde af de
moderne, men klassikerne lærte han at elske gennem Kurzgefasste
Litteraturgeschichte'r, Die Perlen der Weltlitteratur og résumé'er af
la littérature classique. Derfor kom også hans store tid hver første
Januar, ti så forærede han som nytårsgave sine læsere en udsigt over
verdenslitteraturen i de to sidste århundreder. Dær var Goethes
mægtige skikkelse og Schillers ophøjede tankeverden: dær var Heines
hensynsløse genialitet og Byron, der blottede samfundets brøst -- --
det var forfærdeligt, der var eet geni (med spærret tryk) på hver
linje, og når læserne var nået gennem dette optog, der varede fire
numre, så følte de sig styrkede til at modstå de elendige modernes
nedbrydende påvirkning hele resten af året.
Han var en af de konservatives bedste mænd, og da han nu endelig
begik den sidste fortjenstfulde handling, hvorved man indkasserer
resten af den ros, der billigvis tilkommer en -- næmlig at dø, da var
det smukt at tænke på, hvordan han havde endt sit dådrige liv med at
fordømme en dådløs bog.
Desværre blev denne omstændighed ikke til nogen reklame for den
dådløse digter. Ivar Holts undlivelse hørte jo til den afdødes mindre
betydningsfulde forsøg på at redde den danske litteratur fra
undergang.


"Jeg har læst den bog med Dem i. Jeg synes, den er afskyelig."
"Synes De?"
"Ja, det kan De ikke finde Dem i. Skriv en bog imod ham."
Han blev hel forundret over hendes iver. Nu var han optaget af ganske
andre ting.
"Det kan jeg vist ikke," sa han.
"Hvad vil De da gøre?"
"Jeg ved ikke. Det er godt vær; skal vi gå en tur uden for byen?"
"Nej. Men det var for resten godt, jeg traf Dem. Så kan jeg sige
farvel til Dem med det samme."
"Rejser De?"
"I overmorgen, ja."
"Nå. Hvad skal De -- -- Er det på besøg?"
"Det er en plads. I Århus."
"Ja -- Århus er vist en meget god by."
Hun smilede harmfuldt. Han var såmænd slet ikke ked af det. Han
spekulerede over noget helt andet.
"De vil ikke hellere blive i København?"
Frøken Ravnø lo. "Jeg vil hellere leve, hr. Holt, jeg mener: ha noget
at leve af, være fri for at dø af sult, mener jeg."
"Nå. Ja såmænd. Det kan nok være."
"Det kan det. Farvel. Lev vel."
"Farvel. Vent lidt. Der var noget, jeg -- -- Jeg kan ikke forstå,
hvad det var, jeg kom til at tænke på."
"Det kommer nok, når jeg er gået."
"Ja, men det var netop noget, der angik Dem. Jeg synes i grunden, jeg
holder meget af Dem, men der er altid noget imellem. Hvad mon det
er?"
"Der er vist så meget," sa hun og vendte et blegt, hårdt ansigt imod
ham. "Tænk Dem bare, at De skulde giftes med mig."
"Ja. Verden er så kold. Jeg fryser tit."
"Det er Dem selv, der er kold."
"Sikken et lille kvindeindfald. De klarer vanskelige problemer med et
knips af en finger."
"Å -- De er slet ikke noget problem. Derfor kan De jo godt være en
stor digter naturligvis."
"Klog kone. Kunde De blive, mener jeg. Pille det ubrugelige ud af
mig. Jeg befinder mig netop i en -- -- overgangstilstand, hvor De
kunde være mig til stor nytte."
"Uha, hvor De ydmyger mig!"
"Men det er da mærkværdigt, at De tror, det skal være en fornærmelse.
Det er jo bare en -- -- teori."
"Ja det er vist en teori. Uf! Farvel."
"Farvel. Det er ækelt, at De foragter mig. Det klæer Dem meget
grimt."
"Så? For at tale om noget andet -- -- skal De ikke selv ha noget at
leve af -- -- efter Deres sidste fiasko?"
"Jeg lever da. Jeg behøver ikke andet end -- ja -- formiddagen fri:
klæer, det er ikke meget, og så en smule at spise, så hvad!"
"De har det vist rædsomt der hjemme!"
"Sikken et farvel-ansigt. De kunde gærne være lidt sød den sidste
dag."
"Å -- --" hun stampede i jorden foran ham, "undertiden er jeg
virkelig nær ved at tro, at De ikke har den fulde brug af Deres
forstand!"
Han blev hel ilde til mode. Nu havde han gået og bildt sig ind, at
hun brød sig noget om ham. Det gjorde hun ikke -- med det ansigt.
Hvad vilde hun så med ham? Det havde måske moret hende. De skulde
altså heller ikke skrive til hinanden, ingenting, bare farvel. Det
var nu ikke rigtigt imod ham. Han havde virkelig savnet hende i de
tre måneder, hun havde været borte fra København. Men nu havde hun en
plads, og dermed færdig med ham.
"Der er alligevel meget ved Dem, jeg har syntes umådelig godt om," sa
han stille som slutning på sine egne tanker.
Nu er det ikke den heldigste form for en kærlighedserklæring. Det er
muligt, den kan bruges over for en ældre jomfru, der står på
springet, men Henriette Ravnø var varmblodig og stolt. Hun rystede
afvisende på hodet. Og dog var hun i dette øjeblik så vidt, at hun
uden hensyn til fremtid og følger kunde ha givet ham al sin
kærlighed, hvis det havde været hende muligt at tro på hans.
"Jeg vil også tænke på Dem, når De er borte."
"Så? Vil De det?"
"Ja."
"Så sidder jeg vel oppe på en sky -- ved siden af Dem?"
"Det kan vi godt sige -- ja men det klæer Dem."
"Nej, det gør ikke. Farvel."
"Farvel. Det er kedeligt, De er vred på mig."
"Nej, det er ligegyldigt. Tag mig med op på en sky, så gør det ikke
Dem noget."
"Ja, sådan vil jeg tænke på Dem."
"Hør, tror De ikke, vi kan blive ved at stå og snakke på den måde i
det uendelige?"
"Jo akkurat. Det var morsomt, at det også faldt Dem ind."
Frøken Ravnø lo. "Ved De hvad: Lad være at tænke mere på, at De -- --
synes godt om mig. Det er latterligt."
"Nå. Det var underligt. Jeg ved hele tiden slet ikke, hvad det er, vi
snakker om. Vi er to døvstumme, der står i tåge og mumler noget i
retning af hinanden. Før har der dog været tider, hvor vi anderledes
kunde -- -- der er i alt fald ingen, jeg har talt så godt med som med
Dem."
Nej om det gjaldt hendes liv, kunde hun ikke forstå meningen med hans
sørgmodige udtryk! Men nu måtte hun gå; det var ikke til at holde ud
længere. Hun vilde ikke græde, mens han så på det. Hun måtte gå fra
ham i det øjeblik, det var sværest, fordi han endelig havde begyndt
at tale som et menneske.
"Farvel."
"Farvel, frøken Ravnø." Han fik lige indtrykket af en kold, død hånd,
og så var hun gået.
Å, hvor de første hundrede skridt var drøje! Men bagefter var hun
altid glad over, at hun havde taget en rask beslutning; ellers havde
hun måske sagt alt, og hun vilde nødig se, hvordan hendes tilståelse
blev modtaget af hans åndsfraværende venlighed.
Ivar Holt følte sig underlig lammet. Et menneske var gået fra ham og
havde ikke ladet andet tilbage end sin foragt. Den kunde han ikke
vride sig fra, den var læsset på ham; enten han vilde eller ej, var
der ikke andet for ham at gøre end undersøge sin egen fortjeneste og
værdighed. At ønske foragteren ad helvede til -- det kan man gøre,
når andre hører på det, overfor en selv er det utilfredsstillende;
slige ønsker lå desuden ikke for hans temperament.
Først interesserer jeg hende, siden forlader hun mig med et
mistillidsvotum -- digteri, manglende indtægt. Hun syntes en gang, at
hun så noget i mig, et par modne rynker i panden, der kunde tyde på
noget oplevet og gennemtænkt; men dem har jeg fået en nat på
Mælkevejen. Et udtryk i mine øjne, der kunde vidne om livets alvor --
men det er den særegne migske mangel på duelighed til livet.
Mennesker er væmmelse, de minder mig om, hvad jeg er, og gir mig lyst
til at være, hvad jeg ikke er.
Men efterhånden som han gik, opløstes den smærtende knude inde i ham;
kun en lille hård, uforanderlig knast blev tilbage og markerede tiden
med svag og pinlig dunken. Han slap ikke bort fra det den gang. Det
var ikke bedøvet af sult og træthed, da han kom hjem, og da han
vågnede, ellers vel til pas, næste morgen, var hans første tanke:
Hvad er det dog, der er i vejen med mig? Og så huskede han det
straks. Men det var ellers godt vær og tegnede til at blive en smuk
dag, og da han stak hodet ud ad vinduet og så solskinnet falde ind
nede fra tværgaden, tænkte han: Det er alligevel ubegribeligt, at jeg
ikke er meget mere ulykkelig.


Noget af det værste, Ivar Holt kunde huske fra sine drengeår, var når
han skulde op og i skole i den mørke årstid. Når han ved halvotte
tiden lukkede gangdøren op og så ud i den sorte blæst og i regnen, da
forstod han det, man kalder for livets skyggesider. Men når han fik
skindhuen ned i panden og hænderne begravede i lommerne på den lange
kappe, og regnen forgæves piskede på de tykke fedtelædersstøvler, da
fyldtes han altid af en stor hyggefølelse. Han krøb gærne lidt
sammen, lukkede øjnene halvt og slog kraven op om ørene; så var han
utilgængelig; regn, storm og kulde belejrede ham og erobrede ikke en
tomme af ham; han havde en fjerdingvej at gå, men kunde gærne ha gået
en hel mil, for dette her var meget bedre end at ligge i sengen, han
var midt i elendigheden, og den gjorde ham ikke noget; kvadratmile af
snavs rundt omkring; ovenover, et milehøjt hav af regn og mørke; han
var et uhyre lille væsen på bunden af regntykningen, men han modstod
det hele. Mon folk tænkte på, at den våde klump, der arbejdede imod
blæsten, var fuld af varm lyksalighed indeni?
Også som voksen bevarede han den ævne til at hylle sig ind, når livet
gik ham imod. Han krøb sammen og gjorde sig hård, lukkede sanserne og
lavede drivhus indenfor, hvor jegfølelsen skød vildt op i den
tropiske hede. Men tilværelsen slider hul på de fleste pansre,
hudløsheder er uundgåelige, et eller andet sted siver der noget ondt
ind; også i drengeårene kunde det hænde, at en støvle var utæt, og da
var glæden ufuldstændig.
Ivar Holt gik og svedte og frøs, østenvinden var slem dette forår, og
livets kår var ubillige. Herregud, at mægtig dumhed gjorde sig
sådanne anstrængelser for at slå ham ned! Skulde man ikke tro, at han
var den store og farlige, mens det tohundredårige blad var den lille
og betrængte? Dær sad en velhavende mand ved sit brede skrivebord og
slagtede en sølle poet, der sandt at sige ikke havde mange penge i
sparekassen. Lad ham dø af sig selv, han er ingen samfundsfare.
Ude ved frihavnen mødte han Lynggren.
"Nå, det var godt, jeg traf dig! Du ved vel, at Ørnberg er død. Dær
er vist en plads for dig. Jeg kender redaksjonssekretæren. Du var i
stand til at kunne blive anmælder. Der skal skældes ud naturligvis.
Det kan de andre jo nok, men de har opdaget, at en smule vittighed
var ingen skade til. Jeg tror, du er brugbar."
"Synes du, det vilde være en passende stilling for mig? Især nu, da
-- --"
"Skidt. Selvfølgelig blir du nødt til at rose Kasbjerg, men hvad, så
hævner man sig og gør det lidt ondskabsfuldt, uden at nogen lægger
mærke til det. Det er ens private tilfredsstillelse."
"Ja men, hvor kan du tro, at de vil antage mig som medarbejder, efter
den behandling, de har givet mig?"
"Å -- Ørnberg var jo gammel og havde lov til at sige, hvad han
tænkte. Men det vigtigste er, at du er jo hverken pervers eller alt
dette her; du blir med tiden en meget renlig forfatter; det er jo
noget, enhver kan se. Det må du prøve at forklare dem. Der er såmænd
ingen dernede, der er gale på dig; gamle Ørnberg forstod dig ikke, og
så skældte han ud, du kan vel nok forstå, at det hører til i ordenlig
journalistik. Men gå ned og snak med redaksjonssekretæren, han er den
fornuftigste, og tag noget bedre tøj på, du kan godt låne en syl af
mig, og forklar ham, at du er et meget medgørligt menneske, og at du
bare vil ha lov at skrive om blåt og grønt og -- det kan du nok selv
sige på en pæn måde."
"Synes du ikke, det er en lumpenhed, du opfordrer mig til?"
"Det ved jeg sgu ikke. Jeg siger jo ikke, du skal skrive falske
veksler eller brække ind og stjæle pengeskabe. Men du søger da for
fanden vel nok den plads?"
"Du forstår vel ikke, Lynggren, at jeg hader det blad?"
"Nej, gu' gør jeg ej. Hvis du vælter med din sikkel i en bunke
hestepærer, så hader du vel også dem! Hvad rager det dog det
spørsmål, om man skal leve, eller man skal dø af sult?"
"Alene det at træde op dær og lave mig til -- -- for resten ved
hverken du eller nogen anden, hvor medgørlig jeg er."
"Når man først lærer mennesker at kende, blir man altid medgørlig.
Selv om man får lyst til at spytte på dem, så opdager man dog, at de
kan bruges til noget, og det gør straks, at man blir mere
menneskelig."
"Der må være andre udveje, Lynggren, det er umuligt andet. Det kan
ikke være nødvendigt, at jeg sælger mig selv."
"Hør min ven: du må sgu hellere gå til et gammelt, konservativt blad,
for dær er nu mere spillerum. Selvfølgelig er de sure og sære, men
disciplinen er slet ikke slem; de ser og hører så dårligt. Jeg vilde
ikke anbefale dig et radikalt blad, for dær har de nu mundering og
klaptræ og alting i orden, parolen lystres og ingen sludder i
geleddet. Du kan aldrig få nogen friere stilling end den, der nu
tilbydes dig. Herregud, selv om du skal omgås nogle gamle stødere og
vogte på din mund."
"Jeg tør ikke, Lynggren. Jeg tør ikke sælge min frihed. Og der er en
uhæderlighed i det, som jeg ikke skøtter om at hærde mig til."
"Nå. Jeg ser, at monsøren er en stor digter på månen, men en nar på
jorden."
"Å, det er slet ikke så vittigt, det kunde jeg selv ha sagt."
"Des større nar er du da. Men nu vil jeg ikke låne ti kroner på dig.
Det vil sige, hvis du trænger til en syl -- --."
"Nej. Jeg er ikke til salg endnu. Jeg blir nok en slubbert, der kan
købes, når jeg blir noget ældre."
"Det tror jeg med, men så er det for sent. Kære ven, gamle
slubberter, dem er der ingen pris på. Det skal være unge. Ja -- og så
farvel."


I løbet af foråret fik Ivar Holt en elev i dansk. Det var et ungt
menneske, der trængte til at lære retskrivning; han kom midt på
eftermiddagen, og det gjorde et hak i sikleturene, men det kunde også
være det samme. Det havde ikke længere nogen betydning, at marken var
grøn, og himlen blå. Siklen stod og samlede rust, og en dag blev den
solgt. Det var en lettelse; det leddeløse dyr var en forfører. Ivar
Holt var blevet moralsk oplagt og sammenlignede angerfuldt sig selv
med den, der drikker, og den, der gør endnu værre ting. Han søgte
også en plads ved en privat realskole, 900 kr., stigende hvert tredje
år med 100 kr. indtil 1200 kr., men han fik den ikke.
Når han havde undervist sin time og sad alene tilbage med
bevidstheden om, at han nu havde råd til at anskaffe sig for
fyrretyve øre af livets bekvemmeligheder, så tænkte han på, hvad han
havde sagt nej til, og var glad over, at han modstod den fristelse.
Det faldt ham ikke ind, at lidt uhæderlighed i dette tilfælde kunde
ha været på sin plads. Når først man er pekuniært ovenpå, får man nok
råd til at foragte de tarvelige midler, man benyttede for at komme i
vej. En praktisk mand spiller sine kort fint, bagefter afsværger han
de småsnyderier, der hører til for at komme ind i spillet.
Men det tænkte Ivar Holt ikke på. Han sad hjemme hos sig selv og
smagte fattigdommen -- den virkede snarere som bærme end som gift --
og overvejede, hvad andre mennesker nu vilde gøre i hans sted, men
han fandt ikke på noget, han kunde efterligne. Derimod slog det ham
som noget aldeles utvivlsomt, at han mere end andre mennesker var
skabt til at være rig. Ikke for at bruge rigdommen, men han fandt i
sin sjæls hele grundstemning noget, der var analogt med rigdom. Hvis
han havde en guldklump på otte og halvfemsindstyve pund, vilde han
grave den ned lige under en bred, magelig kampsten, og så vilde han,
hver dag det var godt vær, gå ud og sætte sig på denne kampsten og
fløjte en melodi. Det skulde kurere ham for visse svagheder.
Halvandet pund vilde han måske skrabe af til at opholde livet med.
Hans nætter hjemsøgtes af elendighedssyner, og de var uregerlige, de
slap ham ikke, før det blev lyst. Om dagen kunde han trøste sig med,
at det strængt taget ikke var umuligt at slå sig igennem livet som
vagabond, men mørket tog tilliden fra ham og nedbrød hans sind. Der
kom øjeblikke, hvor han vilde sælge sin frihed for en ringe pris, men
hvornår kom der en, der vilde købe den?
Han gik sjælden ud. Det gjorde ondt i ham, når han så mennesker med
hårde, snavsede hænder; sådan en næve var mere værd end hans elendige
sjæl. Men så blev han igen oprørt over sin egen selvforagt; denne
følelse lå slet ikke for ham. Han måtte le ad sig selv, når han følte
sig mest ulykkelig, ti ulykke var ikke hans bestemmelse, det var en
misforståelse af et skammeligt tilfælde. Hvordan han var skabt til
at være, det kunde han sige aldeles nøjagtigt, han behøvede blot at
huske en af sine sikleture i godt vær. Det var ganske forfejlet, når
sorg bankede på hos ham, han var ikke af dem, der forrenter ulykke
ved at udvise større energi. At han skulde fortvivle, det var lige så
unaturligt, som at en Kongoneger skulde fryse ihjel. Modgang var ham
til ingen nytte, han blev aldrig alvorsmand. Det var ikke
fordringsfuldhed; han måtte jo kende sin egen natur. Man forlanger
heller ikke, at et appelsintræ skal blomstre og bære frugt i
Grønland.
Hans bestemmelse lå klart for dagen, den tvivlede han ikke et øjeblik
om. Hvis der altså var nogen højere mening med, at han var indrettet,
som han var, så måtte der ske noget; det måtte snart komme, nu da han
var så langt nede. Dette håb var hos ham om dagen; om natten kom
panikken over ham. Tiden gik, og han syntes snart, han kunde se, hvor
skrænten hældede hen ad.


Det skal nok hænde en mand -- selv om han ikke er sig nogen god
gærning bevidst -- at der en dag på hans dørtærskel står en ung,
_altopofrende_ kvinde med vildt hår og veltalende øjne. Så glider et
fornuftvæsen et øjeblik ud af sin bane og begår en dårskab, som i
naturens husholdning er høj, værdifuld visdom, og hvis han er et helt
uerfarent menneske, glemmer han ikke at takke de hemmelighedsfulde
magter, der bevirkede, at en kvindes øjne kom til at hvile på ham med
velbehag, og at livets frugt endelig engang modnedes og faldt ned til
ham, som ikke vidste, hvor han skulde gå hen og plukke den.
Ivar Holts sjæl skød op gennem en miledyb sø af tavshed og ensomhed,
da det bankede på hans dør. Hans hjærte slog hurtigere, mens han gik
hen for at lukke op.
Det varede noget, før han kendte hende. Uskyldige blå øjne,
forfjamsket hår, der gjorde indtryk af, at dets ejerinde kunde
djævles hedt med en tilgængelig mand. Det var Teologine.
Nu vilde han ikke netop ha nævnt hende, om nogen havde spurt ham,
hvad han mest trængte til i hele verden. Dog bad han hende ikke gå
pokker i vold, han var jo selv på vej derhen og var derfor i en ydmyg
forfatning.
Hun vilde gærne -- lidt forpustet -- sige goddag og se, hvordan han
boede.
Han tænkte sig om. Jo, såmænd. Nu huskede han et varmt, rundladent
faktum; hende havde han en gang kysset. Det kys havde trukket renter,
her kom kapitalen til hævning; værsgo, kom indenfor.
"Det var Dem, der var så sød den aften. De var med Lynggren."
Ja; så forklarede hun, Lynggren skrev altså i aviserne, det var det
hele med ham. Man var nødt til at -- --
Hun så fornærmet ud og gik tilbage mod døren. Han tog hendes hånd og
førte hende helt hen til vinduet og smilede til hende. Det gjorde han
så nobelt. Hun blev ganske tillidsfuld og betragtede ham med sine
raffineret barnlige øjne.
"Og De er sangerinde," sa han, mens han tænkte på, hvor fattig en
mand kan være.
Ja. I dette øjeblik vilde hun gærne ha været noget finere for hans
skyld.
"Men jeg kommer aldrig på varieté!"
"Nej, det skal De heller ikke, det er ikke noget for Dem."
Han protesterede ikke mod at blive stillet uden for mændenes
almindelige hob, han var helt optaget af at se på hende, men vidste
ellers ikke, hvad han skulde gøre. Rummet om ham var fuldt af stille,
smilende lykke; det grå loft var blå himmel, de snavset marmorerede
vægge var horisonten. Han sad midt i verden og tiltrak lyksalighed,
den faldt ned fra himlen og steg op fra jorden; fra hele horisonten
strålede den ind på ham. Nu skete der endelig noget af det, som var
lovet ham for lang tid siden.
De så på hinanden, indtil der måtte ske noget. Hun gemte sit hoved
ved hans bryst, det kunde ikke være andet, og så kom de til sæde på
hans sofa, hun på skødet af ham. Dær sad den uerfarne mand med
problemet lige over sig; hvad vilde det nu være mest hensigtsmæssigt
at gøre? Han vidste det ikke af nogen erfaring, men da hans ene arm
ved forsynets tilskikkelse var kommet til at ligge om hendes hals, så
lå det nær at klappe hende på kinden, og det gjorde han. Virkningen
var øjeblikkelig og vidunderlig, og dog var det hans første forsøg på
rigtige kærtegn. Han sad i held den gang.
Dagen gik.
Verden var blevet anderledes. Sortrøde, glødende kobberskyer dækkede
himlen, vinden gik i korte, tunge stød; der var forventning om noget,
der skulde komme. Så stod solen op, kobberskyerne flammede skummelt,
dækket rævnede langs den østlige horisont, og gennem den blå kløft
væltede sollyset ind over den forbavsede jord, hvorpå der stod et
eneste gråt, sammenkrummet menneske. Men nu traf lyset ham, og mens
muldet flammede mørkt, stod han ret op mod himlen som en
menneskefakkel. Det blå er forbigangent, verden er blevet rød.
For hendes enfoldige, erfarne sind tog det sig ikke så stort ud, men
hun så, at han var god, hun erfarede, at han ikke blev rå eller
ligegyldig bagefter, og hun hørte ham sige, at han vilde gifte sig
med hende, og at han var lykkelig.
Når blot han var det! Hun havde gjort, hvad hun kunde. Teologine, det
fattige barn, hun gav den eneste skærv, hun ejede.


Ivar Holt gik sig en glad tur. Han var fuld af stille latter, ligesom
når han i sine drengeår gik til skole en regnfuld vintermorgen og
efterhånden samlede en masse privat forlystelse under sin varme
frakke. Han morede sig ganske ubehersket, mens han gik ud ad
Vesterbrogade; folk så efter ham, og enkelte forhørte sig om, hvem
han var, idet de ventede at høre et navn, der var bekendt i landet.
Hans munterhed kogte over, mens han hviskende fløjtede sig et stykke
"Lohengrin"; han underholdt sig med at repetere vittigheder, han
havde læst, og fandt dem bedre, end han tidligere havde gjort; han
fandt morskab i at stå stille og klappe en venlig danois, og imens så
det meget forstyrret og meget lidt alvorligt ud i hans sjæl. Han var
åben som et hus, der har lukket op til alle sider; enhver grov næve
kunde komme hen og grave i ham, han var forsvarsløs. Kun den
ensomhed, han selv skabte om sig, beskyttede ham; ti der lå over hans
ansigt en art tilfredshed, der fik folk til at gå uden om ham; de
forstod, at han havde ikke noget at dele. Den glade eneboer ligner
ikke andre glade mennesker; man flytter sig for ham og lar ham gå
alene.
Ivar Holt tilbragte hele dagen ude på landet og forfattede under
sagte fløjten en lyksalighedsteori, som han glemte i det øjeblik, han