Støv og Stjærner - 5

Total number of words is 4922
Total number of unique words is 1600
39.6 of words are in the 2000 most common words
55.3 of words are in the 5000 most common words
62.2 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
end en hvile, hvori han samler kræfter til et nyt opsving.
Nedtrykthed hos et sundt menneske, det er asken, der lægges på ilden,
for at den kan holde sig til næste morgen, da det igen blir dag, og
ny ild nødvendig.
Allerbedst som Ivar Holt gik og applauderede sig selv som det jævne
menneske, så kom ånden over ham. Han siklede en dag ud af byen, nord
på, indtil han nåede strand. Dær satte han sig. Det var næsten
vindstille; ingen bølger var at se, undtagen at der med regelmæssige
mellemrum dannedes en rynke ti alen fra land, rynken blev til en
vold, og en bølge væltede sig ned i sandet med et brat, tungt plask,
der fortalte om mange miles rejse.
Hans ven solen skinnede ham i ansigtet, han sugede lyset ind i sig,
og dette lys, som nu blev opmagasineret, vilde en gang stråle tilbage
igen; måske på en regnmørk vinterdag vilde han pludselig se sig selv
vade i solskin. Han var i dette øjeblik ikke bange for nogen vinter,
han indsamlede et forråd af lys, der var stærkere end alle nætters
mørke.
Foran ham lå havet i glat, silkeblå sorgløshed, over ham stod solen
og glemte ikke at gøre sin pligt. Solen er umådelig god, den gør alt,
hvad den kan.
Han havde igen indtaget sin retmæssige plads midt i verden, rundt om
sig bandt han ved sin sjæls kraft lyksaligheden, ligelig fordelt på
alle sider som en verdenskugle.
Mens han lå med sit ansigt ned i græsset og rugede over sit ensomme
afsind, kom der igen den overfarende kulde, som han havde lært at
kende i det sidste års tid -- bruddet på fuldkommenheden. Nu kom han
til at forstå den. Lykken er en kugle. For hver en, der står med
hodet opad, er der en, der har hodet nedad. Den ene står op mod
solen, den anden vender bort fra solen, anelser farer frem og
tilbage. Når den ene om middagen bær solskinnet på sine skuldre,
ligger den anden med brækket lår ude i natten og råber om hjælp.
Disse to mænd er mig, den ene ikke mindre end den anden, jeg har
været nede, og jeg har været oppe; bægge disse mænds lod er min lod,
jeg glemmer aldrig den ene for den anden.
Han lå længe uden at kunne tænke på at røre sig, hans sanser virkede
ikke længere. Tiden rislede forbi ham med uhørlig hast, men han var
gledet af og blevet liggende uden for tidens vej. Han mærkede ikke
sit eget legeme, han vidste ikke, om hans fødder lå over kors, og han
kunde umuligt sige, hvordan hans hænder var anbragt.
Bevidstheden var udslukt, undtagen en rest, der kontrollerede den
stansede maskine, en rest så lille som infusjonsdyret, der kryber hen
over den hvilende oceandampers skrueskovle.
Mange grublere har kendt denne sindstilstand: det mindst mulige
kvantum bevidsthed lysende over den øvrige, bevidstløse ånd.
Store, ubegribelige ord er opstået bagefter: Uendelighed,
Udødelighed, Personlighedens grænseløshed -- --. Ingen forstår dem,
men der er i dem et vældigt afsind, der river mange med. Opfinderne,
der rimeligvis senere omkom af åndelig forstrakthed, hædredes
hinsides graven som digtere og profeter.
En mand vågner midt om natten i absolut mørke og stilhed, hans sanser
griber efter noget og får intet, han kender ikke tid og sted, mærker
ikke sit legeme, men føler sig i øjeblikket som en ånd uden krop, og
i sin meningsløse angst farer han op i sengen -- legemet er der, arme
og ben er rigtigt nok fordelt, dette er mig, herfra og dertil. Han er
på ny sprunget ind i tiden og kører med, men han forstår livets
mystik, han er i stand til at tro på sjælens udødelighed, og han
kræver kødets opstandelse: Jeg må beholde mit legeme, at jeg ved,
hvad der er mig, og hvad der ikke er mig. Fornæmmelse af at være blot
sjæl er forfærdelig.
Seeren -- manden med de lukkede øjne og det indre lys -- glemmer hele
sit legeme, og hans bevidsthed svinder bort indtil en lille lysende
prik. I ham alene foregår der intet; de døde forandres uophørligt i
deres kister, det arbejder i jordens indre, og glødende storme hærger
stjærnetågerne, men et menneskes sjæl kan gå i stå nogle sekunder.
Seeren slipper uden for tiden og verden, han opdager gud og alt
andet, hvad han ikke forstår. Han er borte et sekund, der for ham
synes tusende år, han rejser sig bleg og forfærdet op fra jorden og
bekender: Fra evighed til evighed er du gud!
Du? Hvem er gud? Hvad er evighed? Der har jo ingen været hos ham, han
ved ikke, hvem han taler til.
Den ene står op fra ekstasen og bekender gud. Det var et øjebliks
afsind, men afsindet var ikke hans, han skyder det fra sig, gud var
hos ham, afsindet var gud.
Den anden finder sig selv i ekstasen: Jeg har været ude i
uendeligheden, jeg er selv uendelig, jeg kan bære denne
ubegribelighed og behøver ikke at redde min forstand ved at kaste
ubegribeligheden over på en anden. Der er ingen anden gud end mig
selv.


Allerede i begyndelsen af sommeren sivede det gennem aviserne ud til
publikum, at forfatteren hr. Kasbjerg arbejdede på en stor, ny roman.
Deri var der nu ikke noget mærkeligt, da han var en sikker mand til
at komme med en bog hver jul, men det år blev der i pressen talt
usædvanlig meget om hr. Kasbjergs næste bog. En redaksjonssekretær
ved et stort jysk blad (fra først af medarbejder sammen med hr.
Kasbjerg) havde hørt, at bogen vilde komme til at indtage en særegen
og betydelig plads i den ansete forfatters produksjon. En fynsk
redaktør (som skyldte hr. Kasbjerg penge) udtalte, at julemarkedet i
år vilde frembyde en ikke almindelig interesse, idet en af
litteraturens bedste mænd -- for at spænde publikums nysgærrighed
skulde navnet endnu ikke nævnes -- samlede al sin kraft for at
slå et hovedslag, der sikkert vilde gi genlyd viden om. Og en
fælleskorrespondent (der skyldte hr. Kasbjerg sin stilling) talte om
de opsigtsvækkende rygter, der gik i Københavns litterært
interesserede krese om hr. Kasbjergs næste værk, enkelte indviede
påstod endog at kunne citere sentenser deraf, efter hvilke sentenser
at dømme værket vilde blive af en mere fantasirig flugt end den
betydelige forfatters tidligere værker. Og sådan blev det ved,
succes'en forberedtes, publikum talte de forskellige tegn på et
kommende storværk, men opdagede ikke den skjulte tråd, som forbandt
dem.
Til sidst kunde hr. Kasbjergs eget blad ikke længere forholde sig
passivt over for de mange rygter. Først på efteråret bragte bladet et
interview af den udmærkede digter, men skønt intervieweren, der var i
nystrøgen silkehat, forbandt en forhørsdommers borende energi med en
Sherlock Holmes' snedighed, så fik han ikke ret meget ud af sit
besøg. Den populære forfatter svarede så vidt muligt kun med smil og
skuldertræk, men visse fakta fik manden i silkehatten dog
møjsommeligt fravristet sit offer: Det var en moderne roman, just
ingen københavnerroman og slet ikke nogen samfundsroman; en
ufrivillig blottelse fra det til sidst udmattede offers side tydede
på, at der var vers i den; manden i silkehatten turde derfor love
sine nydelige læserinder, at romanen kom til at handle om kærlighed.
-- Derefter tog vi vor høje hat og bad undskylde; havde vi vidst, at
_det_ var æmnet, skulde vi ikke ha oprevet digterens sind ved vort
lange og pinlige forhør. Kærlighedsdigtere skal man lade i fred, de
andre gør det ikke så nøje med.
Det lille interview var umådelig morsomt og blev optrykt i mange
provinsblade. Det var skrevet af hr. Kasbjerg selv.
Men samtidig artede hans levende model, Ivar Holt, sig ikke så vel,
som ønskeligt var.
Fra først af havde han anlagt sin helt som den vege, unge mand med
sky, hvidspirende længsler efter livets lyst og med en fantasi, der
gik ovenud, fanden i vold, op i den blå himmel. Men snart fordærvede
Ivar Holt dette billede for ham. Han kunde være hæftig og
hensynsløs; længsel var ikke noget heldigt udtryk for hans herskende
sindsstemning; der var lidenskab i ham, ikke så lidt. Der måtte
stærkere farver til, det skulde ikke være noget kalkmaleri. Hr.
Kasbjerg vilde hellere gøre en himmelstormer ud af ham, det første
udkast måtte kasseres. Men så kunde Ivar Holt være mild og
fredsommelig, han stormede ikke himlen, han svævede derop. Hm ja,
hvordan skal det nu tillaves i en bog? En slags forloren
himmelstormer? Jo, det gør sig vist bedre, og så har man brug for
ironi. Man kommer publikum til at smile, mens det dog indser, at det
ikke er en ren gøgler.
Hvad hr. Kasbjerg vanskelig forstod, det var Ivar Holts nøje kendskab
til jorden. Han havde megen natursans. Hr. Kasbjergs "udpenslede"
stil magtede selvfølgelig også naturskildringer, men Ivar Holt tog
naturen ind gennem alle sanser. Endogså hans lugtesans var overmåde
fin og skelnedygtig. Han kunde mange af Københavns gader på næsen;
hans kendskab til sjællandske provinsbyers lugt var videnskabelig
udviklet. Også hans smagsævne var meget nuanceret. Når han talte om
smags- og lugtefornæmmelser, var hans skiftende minespil en hel række
illustrasjoner til hans ord. Og hans synsævne -- -- hr. Kasbjerg
havde med uro lagt mærke til, at der hos enkelte yngre forfattere
åbenbarede sig en ejendommelig styrke i synsiagttagelser. De gjorde
overraskende opdagelser, hvor den ældre slægt troede at ha set alt,
hvad der var, men de nøjedes ikke med synet alene, de belejrede
fænomenerne med alle sanser, og meget gammelt blev nyt. Hr. Kasbjerg
plejede -- som anmælder -- at udtale om dem, at de manglede tanker,
de havde ikke anelse om sykologi, i virkeligheden misundte og
frygtede han dem. Heldigvis havde de endnu uhyre vanskeligt ved at
vinde frem til publikum. Ivar Holt syntes at være en af dem. Men han
var rigtignok en besværlig fyr at benytte som levende model. Hvordan
kan een være hjemme både i himlen og på jorden? Og frem for alt,
hvordan skal det forenes i en bog, så at publikum tror på det?
Hr. Kasbjerg var ikke længe om at finde på noget. Det spørsmål var
snart faldet ham ind: Hvordan har den unge mand det i erotisk
henseende? Og da det gik op for ham, at manden var uerfaren, forstod
han det hele: Under manglende erotik blir fantasien vild; kvinder,
det er noget, der trækker nedad på den vilde flugt. Der var altså
ikke andet at gøre: Ivar Holt måtte studeres i erotisk belysning. Men
det blev en ubetinget fiasko. Hr. Kasbjerg skulde ikke for hans skyld
umage sig med at invitere piger; de betød ikke noget for ham.
Det var særdeles ubehageligt. Hr. Kasbjerg skulde med fornøjelse ha
skaffet den unge mand lidt ekstra indtægt, for at han kunde overkomme
at beholde Katinka eller Teologine i nogen tid. Selv vilde han bare
betinge sig en vis ret til observasjon. Men det mærkelige menneske
syntes slet ikke erotisk angribelig. Det var uforklarligt. Hvad skal
man stille op med et menneske, i hvem der ikke er erotik? Frem for
alt, tør man i vore dage sætte ham i en bog? Publikum går ikke på
ham; hr. Kasbjerg kendte sine folk. Det blev nødvendigt at foretage
en sammensmæltning. Lynggren, der ellers skulde ha været en person
for sig, kom i støbeskeen sammen med Ivar Holt -- altså bogens
hovedperson, som derved både erhværvede frækhed og erotik. Det
begyndte at blive lidt indviklet; manuskript måtte kasseres, der
måtte igen tages fat forfra. Nå, men indviklet, det er også meget
godt, indviklet og opløst; det sidste ord står hos Poul Møller og er
udmærket, når bare det kan laves. Hr. Kasbjerg lavede af alle kræfter
og kunde allerede la rygterne begynde at sive ud til publikum.
Hr. Kasbjerg fik heldigt lavet moralsk fordærvelse og udskejelser,
dog i et sømmeligt sprog, eftersom dette jo var en alvorlig mands
værk og måske en gang vilde nå ind i selve sognebibliotekerne. Dagene
tog af, bogen tog til. Men nu var spørsmålet -- det blev påtrængende
midt i September --: Hvordan ender sådan et menneske? For en snes år
siden vilde det være at anbefale, at han begik selvmord, men i vore
dage tar det sig ligesom lidt gammelt ud, vi må vogte os for det
melodramatiske. Nej, det gør sig bedre, at han slet ikke ender. Han
-- -- man ser ham gå bort, ud ad en pløret landevej. November,
skumring, ikke videre godt vær, han forsvinder i regntykningen, man
ser ham ikke mere, en flok råger flyver skrigende op, vinden stønner
hæst -- --
Ja. Det er naturligvis udmærket; sådan noget forstår et københavnsk
publikum at gutere. Den bratte afslutning virker brutalt og er vist
heller ikke gennemsnitlig den mest virkelighedstro, livet ynder at gå
ud decrescendo, pp, ppp, fermat.
Jo. Meget sandt. Men vi skriver ikke blot for de kræsne
litteraturmagere, vi er ikke kunstnere for kunstens skyld, vi har et
formål, vi skriver demokratisk og vil helst ha det brede lag i tale;
derfor vil vi ikke ende ubestemt, i gråt, men skarpt, med et knald, i
rødt. Vi bestemmer os for selvmord.
Nu var Ivar Holt en ualmindelig uheldig model til en selvmorder; hans
modløshed var upålidelig. Hr. Kasbjerg troede, at han kunde hjælpe på
det ved ikke at optage bidrag fra ham og ved at afspærre ham fra
publikum, hvor han havde magt til det. Men ingenting bed på ham.
Efter at han en stor del af sommeren havde været umedgørlig tavs, var
han nu blevet så ivrig med sit eget værk og så ovenpå, at hr.
Kasbjerg kom i den største forlegenhed. Og for at ikke Ivar Holt
skulde komme ham i forkøbet med sin egen bog, blev han nød til at
hente modløsheden hos Drewes, men den var desværre ikke af nogen
rigtig god kvalitet. Der blev meget at gøre med at smælte sammen og
lave overgang; først i midten af Oktober var helten færdig til
selvmord, og bogen gik i trykken.


"I vor litteraturs fredsommelige andepark falder hr. Kasbjergs ny bog
ned som en stor sten, der slår et stort hul i al den grønne andemad
og får de bestyrtede hundestejler og skaller til at pile forfærdede
til alle sider. Hr. Kasbjergs højt ansete navn trængte i og for sig
ikke til dette mesterværk, men en gang for alle har han villet slå
fast -- -- dog nej, her er ikke tale om vilje, det er en ny åre, der
er brudt frem i hans rige talent, et nyt kildevæld, der sikkerlig i
lang tid har været forberedt til udbrud. Vi -- publikum -- kender
ikke de sjælelige omvæltninger, der er gået forud for dette værk, vi
aner, at der i den ikke længere unge forfatters sind har fundet en
krise sted (som viser, at han dog er ung), og vi ser -- hvad der for
os er det vigtigste -- at et betydeligt digterværk er resultatet
deraf. Ja netop digterværk. Det er ellers ikke det ord, vi snarest
vilde anvende på hr. Kasbjergs strængt reelle og realistiske
produksjon. Men bor der ikke en digter selv i den mest nøgterne
forfatter? Må ikke poesien en gang bryde igennem også hos livets
koldeste iagttager?
Men lad mig nu få lov til at sige, hvad bogen handler om.
Hovedpersonen er en digter, en poet, som vor tid frembringer ham.
Uden overtro og uden fordom er forf. skredet til skildringen af sin
helt. Han har vendt og drejet ham, belyst ham fra oven og fra neden,
uden urimelig beundring, uden for megen ringeagt, ti så forskellige
er synspunkterne, hvorunder helten stilles frem for læserne. Først
ser vi ham som et naturens barn -- det siger kun lidt at nævne
Christian Winther i denne forbindelse, men her er naturskildringer af
høj skønhed, her er den sete, ligefrem malede natur, prægtige
panoramaer, hvor landsbyer ses at vandre forbi beskueren, og
solbeskinnede marker breder deres tavler ud for os i alle farver og
nuancer. De, der har søgt at fastslå hr. Kasbjerg som ren
Københavner, de nødes nu til beskæmmede at indrømme, at forf. kender
sit land, sit _muld_, så godt som nogen.
Den anden side af digterens karakter er hans elskovsforhold. Vi ser,
hvordan den fine unge pige, Kaja, længes imod ham og skænker ham sin
unge elskov, ham, hendes digter og hælt; det hele synes at være såre
skønt. Men -- og her viser forf. os digterens første brøst -- han
sviger hendes tillid, nej, han sviger den ikke, ti ansvarsløs og
bevidstløs, som han er, står han uden for de moralske bestemmelser,
hendes ulykke er for ham ingen vellyst og ingen sorg; en dag ved han
ikke længere, at hun er til, han slipper hende, som han slipper alt
andet, han griber i blinde og slipper i blinde.
Senere træffer han den kvinde, som han ikke mere kommer fra, fordi
_hun_ holder ham fast, den rå, sjælløse kokotte, hundyret og hendes
hjælpersker, ti hun tar andre til hjælp, da hun ved, at hun ikke
alene kan holde på ham; der må afveksling til. Vi forudser den
moralske forargelse, som disse kapitler vil vække hos snævre sind,
der ikke begriber forf.s sunde alvor. Her er ikke et ord for meget
og ikke et ord for lidt, ingen unødvendige udpenslinger af
udsvævelser, men med rystende sandhed gives der os et indblik i
digterens blodige perversitet, ti i perversiteten ender denne opløste
type; det moderne liv drager ham for voldsomt fra poesien, og han
formår kun at suge det moderne samfunds gifte i sig.
Som et skyggebillede ser vi endnu en gang den unge kvinde, han har
forladt, men hun formår ikke mere over ham, han er i kløerne på
Messalina og -- befinder sig bedst dær. Men op af dette erotiske
moras stiger den digteriske fantasi med forunderlig kraft; mens
karakteren opløses, og legemet nedbrydes, svinger sjælen sig mod
himlen og stjærnerne -- ikke den religiøse himmel, nej, det uendelige
rum, der er forlængelsen af digterens uendelige higen. For første
gang er her gjort et alvorligt forsøg på at forklare den samtidige
tilstedeværelse af grov sanselighed og høj, digterisk flugt; det ene
er ligesom reaksjonen mod det andet, og således splittes digterens
sind mer og mere. Der findes her -- i til dels rimfri vers -- syner
af høj patos, som er mærkelige i hr. Kasbjergs produksjon og et godt
varsel for fremtiden; mange af bogens genialeste steder er samlede
her, skønheder, trodsige paradokser og store tankeglimt, alt blandet
mellem hverandre, tilsyneladende forvirret og dog ordnet af en hånd,
der intet øjeblik ryster eller griber fejl.
Således er skuet af det opløste menneske, vor tids farligste produkt,
åndens anarkist, der intet tror og intet vil, men som spiller bold
med alle sandheder. Nu spiller naturen ingen rolle længere; vel søger
digteren i længsel tilbage til den, men den er nu død for ham, død
som hans første, ideale kærlighed. Og dog, hvor dybt han end er
sunket, så er der endnu tider, hvor en ædlere menneskelighed glimter
frem, et suk efter naturens fred, en halvkvalt bøn om lykke, men
forf. tror ikke på disse forsøg på rejsning, vi tror heller ikke
derpå. Med en næsten umærkelig ironi viser forf. os sin helts
svingninger mellem høj stjærnelyrik og lav nydelsestrang; vi
forudser, der må komme en sprængning, idet storhedsvanvid og
dyriskhed kæmper med hinanden -- -- indtil der en dag knalder et
skud. Nu er der et geni mindre i verden! siger han, idet han hæver
revolveren til sin højre tinding. Da han føler det kolde stål, mindes
han sin ungdoms kærlighed: En pjalt mindre! hvisker han og trækker
af.
Det er en hård og alvorlig bog. Vel er den ikke skrevet for unge
piger, men dog er der for de rene sind intet urent i den. Moralen er
holdt i ære, -- man mærke sig modsætningen mellem heltens vilde
paradokser og forf.s rolige, uforstyrrede fortællertone. Man tar ikke
fejl af, hvor forf. selv står, og det er det, der gir bogen dens
sædelige ballast. Den har en revsende betydning, der kan sammenlignes
med 'Adam Homo's -- omend den er mindre almenmenneskelig --; der er
vel smuds i den, men intet deraf kommer fra forf. selv; han er ren,
mens han gransker det urene med uforstyrreligt sind."
Således blev hr. Kasbjergs ny bog anmældt af den dybt grebne og højt
ansete højskoleforstander Lindeblad, dr. phil. ("Jens Christian
Hostrup og den senere Realisme"), og på denne frisindede og alvorlige
mands bud åbnede præstegårde og skolelærerfamilier deres bogskabe for
mesterværket, de religiøst vakte lægfolk, både grundtvigske og
indremissjonske, tog imod den som halvkristelig litteratur, og da de
ledende, københavnske anmældere istemte en lignende tone, var dens
succes fastslået.
Så snart Ivar Holt fik læst dr. Lindeblads anmældelse, købte han
bogen og læste den med interesse og væmmelse. Alle hans ideer
aflurede og lagt i blød i sanselighed! Hans egne ord side op og side
ned, med underlagte dyriske lyster. Det øverste lag var ham selv,
kynismen var Lynggrens, pianisten Tornberg havde måttet levere
simpelheden, og slapheden var hentet hos Drewes. Ivar Holt kunde ha
fisket sig selv op stykkevis. Det var frygteligt. Han huskede et
billede af en hellig mand, der får tarmene vundet ud af livet på en
almindelig garnvinde.
En hel uge var han lammet efter dette rov, og så begyndte han at
tænke over det. Var det ikke en bekræftelse på hans tidligere anelse?
Han var i sig selv intet virkeligt, gyldigt menneske. Lige så lidt
som han egnede sig til at skildres i en bog, netop som han var, lige
så lidt egnede han sig til at være menneske, sådan som han var.
Kasbjerg, der aldeles ikke forstod ham, havde haft den ganske rigtige
forståelse, at en Ivar Holt uden tilsætning er umulig i litteratur.
Vilde det ikke ha tjent ham bedst, om han selv havde haft Lynggrens
frække ævne til at finde sig til rette, Tornbergs simpelhed o. s. v.?
Ved siden af Kasbjergs succes var det sikkert, at hans egen bog vilde
falde igennem. Mens Kasbjerg gik frem i anseelse og indtægt, vilde
Ivar Holt være den, der blev tilbage. Det gennemsnitlige har en
forfærdelig magt, der knuser undtagelsen, ti det er ikke alle
undtagelser, der er pansrede fra top til tå, så de kan træde reglen
under fødder og hæve sig bydende over den. Alting lukker sig om den
særegne, hvis der ikke er dynamit i hans sjæl, han spærres ude fra
solen og gemmes i det mørke hul, hvor han får god tid til at dyrke
menneskeforagt eller selvforagt, alt eftersom det passer ham. Men
denne afspærring er ikke nødvendig; den særegne kan godt bruges, hvis
de andre får lov at indrette ham efter deres eget tykke, blande til
og ta fra, så han blir almenmenneskelig, på lignende måde som hr.
Kasbjerg lavede et normalt menneske af Ivar Holt med tilsætning og
fradrag. Måske var den bog alligevel genial, mens Ivar Holt selv var
fiaskoen.
En dag mødtes de to på gaden, mennesket og hans forbedrer. Kasbjerg
hilste flygtigt, Ivar Holt stansede; den anden stod også stille, han
vilde ikke ha udseende af at rende fra det.
"Hvordan går det?" spurte Kasbjerg, da de havde set noget på
hinanden.
"Jo -- jeg arbejder på bogen. Nu må der jo forandres noget."
Kasbjerg så studsende på ham. Var manden ikke rasende? Kunde han
bruges mere endnu?
"Det er naturligvis skidt gjort," sa Ivar Holt. "Det vil sige
slyngelagtig godt gjort. Jeg skal se, om jeg kan gøre det bedre."
"Ja, gør det."
"Ved De en ting? Sig mig: Var det Deres egen mangel på talent, eller
var det min skyld, at De ikke kunde skildre mig uden at blande andre
mennesker i mig?"
"Hm," sa Kasbjerg.
"De trækker mig ned i mudderet. Jeg vil prøve at klynge Dem op i
luften og ryste alt det lånte af Dem. Hvad blir der tilbage af Dem,
når De er bleven raffineret for efterligning og påvirkning? Det er
vist svært at sige, hvad der egenlig er Dem. Det nobelt affekterede,
tror jeg nærmest."
Ivar Holt så op til den tavse, opmærksomme himmel. Hvis man kan knuse
mennesker med ord, så måtte han kunne det i dette øjeblik. "Endskønt,
hvad De selv leverer, det er kun litterær afmagt. Det vidner også
Deres nye bog om. Jeg kan se det. Hvis jeg skulde sætte Dem i en bog,
vilde jeg altså komme i forlegenhed. De er en beholder med andres
ideer i, et tøndemenneske med en bred tragt og et godt spunshul. Jeg
har været i tvivl om, hvorvidt jeg selv er et reelt, gyldigt
menneskeeksemplar; det har De også, siden De mente, det var bedst at
mikse mig med andre. Men nu ser jeg, at det er Dem, der er ureel, De
tåler ikke kemisk rensning, for der vilde ikke blive så meget
tilbage, at det kunde gælde for een person. Ja. Det indser jeg nu.
Det er vigtigere end alt andet. Jeg taler slet ikke med Dem, De
eksisterer ikke. De er -- en -- usubstantiel -- hallunk. Det er Deres
latinske artsnavn, jeg ved ikke, hvad hallunk hedder på latin. Det
kan De selv se efter."
Kasbjerg vendte sig bort. "Jeg har for resten travlt," mumlede han.
"Ja -- hør, det er sandt! Jeg vil selvfølgelig ikke omgås Dem
længere. Jeg vil ingen mere pumpning ha."
Han stod og så efter Kasbjerg, indtil han var forsvundet. Så foer
blodet ham pludselig op i hodet. Bevares, han hadede jo det menneske!
Det opdagede han først, da manden ikke mere virkede hæmmende ved sin
tilstedeværelse.
Ha, ja! Jeg kunde skyde ham i mørke. Dær står han, usynlig, lige
foran det lys, der ses i et fjærnt vindu. Det er ude på landevejen,
jeg kunde godt skyde ham. Men jeg vil ikke se ham falde, høre ham
skrige. Jeg kunde også trykke på en knap, så at han langt borte
forsvandt lydløst i jorden.
Han vedblev sit foredrag for hr. Kasbjerg, mens han gik. Det blev
langt; der kom stadig nye, gode indfald. Han tvang hr. Kasbjerg til
at svare, hvert svar gav nye ideer. Hans ben blev adskillige alen
lange, hans hoved ragede op over husene, han tog sig ikke af, om han
nu og da trådte et menneske i stykker. Han gik og gik. Til sidst
nåede han vand og konstaterede, at det var Øresund. Dær stansede han
og blev til et menneske af almindelig højde, men han var ikke kuet
endnu, han skulde også træde ned og komme frem. I den næste bog igen,
det ukendte værk, som han følte vægten af i dette øjeblik, skulde han
vinde sin sejr. Han var ramt og havde lært at slå.
Men ikke hjem og skrive nu! Han var ingen af den slags digtere, der
står på hodet i blækhuset, så såre ånden kommer over dem.
Han vandrede længe omkring med et fuldt og forpint sind. En flok
måger brusede op foran ham og gik ud over sundet. Han smilede og så
glad efter dem. Det var altid så velgørende at se noget hvidt gå til
værs.


Publikum havde god grund til at undre sig over Ivar Holts nye bog, så
meget mere som han allerede en gang havde vakt dets undren. Det var
en jeg-bog, skønt denne fremstillingsform udtrykkelig er forbudt af
fagmænd, og ligesom den foregående var den uden handling og egenlig
uden mennesker, ti jeg'et gjorde eller oplevede intet, der betegnede
det som et rigtigt menneske. Det syntes til en begyndelse at være
en turist eller snarere sjælen af en turist, der, uvist med
hvilken befordring, færdedes hen over jorden. Her var en del
naturskildringer, der kunde være gode nok, når man blot vidste, hvad
de skulde være rammen om, men der skete ikke noget inden for dem. Til
tider syntes det, som om denne sjæl kørte på sikkel, men længere hen
i bogen var den blevet til en slags guddom, der dog igen steg ned på
jorden og tog et unyttigt menneskes skikkelse på. Denne unyttige, der
var ejer af en grøftekant, skildredes som lykkeligere end andre
mennesker, men han var det blot ikke ret længe. Ti -- hed det -- det
nyttige breder sig og erobrer verden: heder opdyrkes, urskov kommer
under forstkultur, grøftekantens græs har en mand købt af kommunen,
det må ikke siddes ned, og snart er alt solskin beslaglagt til at
modne frugt og sæd med, til at tørre skjorter og underbukser, til at
drive motorer og helbrede syge, for at de igen kan blive nyttige
borgere, -- ikke en stråle er til overs; den unyttige, der lar sig
beskinne af solen, er en tyv, han stjæler en værdi, som han ikke har
ret til. Der er ingen plads til ham uden i det indre af Grønland og
ved polerne, hvis han kan finde dem. Den unyttige drives bort og
udryddes som Indianere, Australnegre og andre af hans fæller. Og selv
om han vil leve som åbenbar tyv, der stjæler plads og lys fra andre,
så har han intet sted ro: Toget, der farer forbi, gør ham til skamme;
dampmaskinen hujer med sin fløjten: Ned med ham!
Han betragtes af menneskene som uddød, hans tilværelse benægtes. Hvis
han ytrer sig, ryster alle på hodet: Sådan taler et menneske ikke;
disse tænkeformer er dels gået af brug, dels har de aldrig
eksisteret.
Og alligevel har han i al sin fornedrelse, der består i, at han er
det knusende mindretal, een mod en million, -- den trøst, at han er
ene om en tilfredshed, som er større end andres. Heller ikke trænger
han til nogen medynk, fordi han hører til en race, der skal udryddes;
de stærkere former uddør uafbrudt, mens de spinklere stadig er de
sejrende.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Støv og Stjærner - 6
  • Parts
  • Støv og Stjærner - 1
    Total number of words is 4986
    Total number of unique words is 1684
    38.7 of words are in the 2000 most common words
    55.1 of words are in the 5000 most common words
    63.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Støv og Stjærner - 2
    Total number of words is 4886
    Total number of unique words is 1546
    41.7 of words are in the 2000 most common words
    58.5 of words are in the 5000 most common words
    65.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Støv og Stjærner - 3
    Total number of words is 4877
    Total number of unique words is 1650
    39.3 of words are in the 2000 most common words
    54.2 of words are in the 5000 most common words
    60.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Støv og Stjærner - 4
    Total number of words is 5032
    Total number of unique words is 1401
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    58.9 of words are in the 5000 most common words
    65.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Støv og Stjærner - 5
    Total number of words is 4922
    Total number of unique words is 1600
    39.6 of words are in the 2000 most common words
    55.3 of words are in the 5000 most common words
    62.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Støv og Stjærner - 6
    Total number of words is 5038
    Total number of unique words is 1474
    44.0 of words are in the 2000 most common words
    58.1 of words are in the 5000 most common words
    64.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Støv og Stjærner - 7
    Total number of words is 5044
    Total number of unique words is 1581
    42.8 of words are in the 2000 most common words
    57.4 of words are in the 5000 most common words
    65.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Støv og Stjærner - 8
    Total number of words is 5012
    Total number of unique words is 1559
    44.8 of words are in the 2000 most common words
    60.9 of words are in the 5000 most common words
    67.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Støv og Stjærner - 9
    Total number of words is 5122
    Total number of unique words is 1596
    41.5 of words are in the 2000 most common words
    57.8 of words are in the 5000 most common words
    66.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Støv og Stjærner - 10
    Total number of words is 58
    Total number of unique words is 45
    59.9 of words are in the 2000 most common words
    77.5 of words are in the 5000 most common words
    84.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.