Støv og Stjærner - 4

Digteren sad i Guds ene øjenkrog og stirrede ud gennem det sorte
verdensrum; dær så han en utydelig kugle, hvis gråhed lyste i det
sorte, og idet tiden fløj forbi -- tusende år som een dag -- opdagede
han, hvordan kuglens overflade begyndte at bæve uendelig svagt, den
trak sig sammen og strammedes og blev mere klar i omridset. Men
medens den grå bug arbejdede, fødte den rødsort ud af sig, det blev
til rødt og til gult, og det gule fortættedes til hvid ild. Den hvide
kugle ynglede og udsendte andre hvide kugler, der gik baglæns i
udviklingen, blev røde og til sidst grå. En af disse valgte digteren
sig til beskuelse. Skinnende dampskyer bulnede ud og blev sugede ind
igen for atter at hvæse ud et andet sted i snehvide eksplosjoner.
Men det hørte op, kuglen hang med grå og blå pletter for digterens
øje. Han så, hvordan der kastedes grønt skum i land fra havet, det
krøb op over landet, jorden blev grøn. Senere kom et blegt slimdyr og
begyndte en udvikling, i hvis anden ende der sad digteren selv.
Stort længere kom de ihærdigste læsere ikke.
På samme tid som bogen udkom, blev husmandsloven forelagt i
Folketinget, et par ministre gjorde deres historisk bekendte
skandaler, højremænd mældte sig fra, aviserne havde travlt, der var
ikke megen plads til litteratur. Verden gik ganske vist skævt, men
alligevel i grunden hel godt; hvad skulde man med en digter, der
havde set verden gå i stykker?
Der blev ikke gjort meget grin med Ivar Holt. Man fandt latterlighed
nok i landet uden at behøve at søge efter den hos en gal digter.
Masser af politisk dumhed lå klart for dagen; en forrykt poet kunde
ikke længere opfattes som god komik. Derfor tav alle ordenlige
anmældere stille; de kendte desuden ikke den herre; i politisk
bevægede tider må man vide, hvor en mand har sin gang, før man
indlader sig med ham, hvad enten han er ligtornespecialist,
embedssøgende skolelærer eller poet. De øvrige anmældere præsterede
et skuldertræk og en erklæring om, at de ikke havde forstået og
ganske vist heller ikke havde gjort sig ulejlighed for at forstå; et
par særlig reaksjonære blade, der mente, at intet uden venstresind
kunde fostre slig litteratur, gjorde sig virkelig den ulejlighed at
skælde ud. I provinsen så det langt bedre ud, for dær havde aviserne
ikke så meget at underholde læserne med, og de gjorde forfatteren til
grin efter al deres ringe ævne. Ivar Holt nød den ære at blive
citeret og begrint ved kaffeselskaber; i en enkelt by købte man endog
selve bogen. I den by, hvor han selv var fra, nød hans forældre, der
var hæderlige folk, stiltiende, men hjærtelige beviser på agtelse og
medfølelse.
-- "Nå, hr. Kasbjerg," spurte det mægtige blads redaktør en dag,
"hvad mener De om den nye mand, Ivar Holt? Har han noget talent?"
"Å, det kan man vist ikke afgøre endnu."
"Men er han ikke nogen brugbar kraft for os? Kan det ikke tænkes, han
har en fremtid for sig?"
"Jeg ved skam ikke. Noget af det første, han sa til mig, da vi en dag
talte om litteratur, det var: Ja, De har jo ikke selv noget talent."
Redaktørens overskæg bevægede sig svagt.
"De kan nok forstå, at en mand, der siger det, mangler opdragelse."
"Men ikke overbevisning," smilede redaktøren.
"Hm. Jeg har nu ingen overbevisning kunnet mærke hos ham. Han er både
forlegen og aggressiv. De ved, hvordan generte mennesker undertiden
kan blive ubeherskede og sige de groveste ting, uden at de rigtig ved
af det. Jeg stoler ikke på ham. Sæt, vi en dag slipper ham herind --
vi beskytter jo de nye talenter, der kommer frem, så skal De se: en
dag falder han os i ryggen."
"Ja, men går det unge menneskes overbevisninger da ikke i nogen
bestemt retning?"
"Det tror jeg ikke. For resten er han over fem og tyve år. Han har
svært travlt med at få sine meninger frem. I løbet af fem minutter
kan han nedsable hele Schandorph og det meste af J. P. Jacobsen og
Bjørnson. Og jeg vil ikke sige, han gør det særlig uvittigt."
"Heller ikke da han nedsablede Dem selv?"
"Hensynsløshed er overhodet et betegnende træk hos ham," fortsatte
hr. Kasbjerg. "Og dog siger han sine -- -- flotheder med en vis naiv
blidhed. Han mener næmlig ikke noget ondt med det; jeg tror slet
ikke, der er noget ondt i ham. Også af den grund synes jeg dårligt,
vi kan bruge ham."
"Det var da mærkeligt. Jeg talte i går med dr. Rønnow, og han lod til
at være temmelig interesseret af den bog."
"Dr. Rønnow anmælder den ikke."
"Nej, det ved jeg. Han mente, det var bedst at vente. Skal vi anmælde
den?"
"Det synes jeg absolut ikke. Han er så glubsk, han må først
disciplineres noget. De skal få mit eksemplar, jeg har indstreget en
del steder, læs dem, de er temmelig agressive."
"Virkelig! Jeg har ellers forstået, at bogen handlede om urtåger og
-- --"
"Ganske vist. Men den handler også en del om ham selv og hans private
meninger. I et kapittel gør han det af med hele romantikken, nå, det
er ganske vist lige meget, men -- --"
"De er måske også selv med?"
"Det skal jeg ikke kunne sige. Nej, la ham afklares, lad os se, om
han finder et sted at stå på, så kan vi altid snakke med ham; at ha
ham gående her -- --"
"Bag kulisserne, nej, det er klart. Men derfor kunde vi måske nok
optage et eller andet lille stykke ved lejlighed."
"Ja -- og lægge vort navn til som garanti for hans talent."
"Å hvad, det er just ikke store digtere alle de, vi har i vore
spalter -- -- men naturligvis, det litterære overlader jeg som
sædvanligt til Dem."
"Ja, og jeg kan jo altid ved lejlighed skaffe nogle skitser af ham
ind andre steder, for selvfølgelig bør han ha adgang til at ytre
sig."
"Nå, De har altså dog en vis interesse for ham."
"Jeg nægter ikke, at han til en vis grad interesserer mig."
"Hm. Ja, det er jo meget uegennyttigt af Dem."
Der sad en spørgende tvivl begravet i redaktørens overskæg, idet de
to erfarne mænd vekslede et blik.
Men i ethvert tilfælde, hvad hr. Kasbjerg gjorde, skete til bladets
gavn og formodenlig ikke altid til hans egen skade.
* * * * *
Samme eftermiddag fik hr. Kasbjerg besøg af Ivar Holt. Han var både
nedslået og stor på det.
"Hvordan er De tilfreds med virkningen af Deres bog?" spurte den
ansete forfatter.
"Pressens køtere har unægtelig brændt røgelse for mig," svarede den
ubekendte forfatter, "men det er jo kedeligt, den ikke lugter noget
bedre."
Hr. Kasbjerg kneb det højre øje sammen, som om han søgte efter noget,
der var faldet ham ud af hukommelsen. Så skubbede han en sigarkasse
til side og halede en anden ud, der stod bagved, lod langfingeren
løbe hen over sigarerne, indtil han fandt en, han gad tænde, skar
spidsen af den og stak den i munden, idet han løftede øjenbrynene,
som en, der kommer til at tænke på noget, der for resten er ganske
ligegyldigt, og i det samme fik han tilfældigvis øje på Ivar Holt.
"Å, undskyld, må jeg byde Dem en sigar?"
Ivar Holt var blevet så medtaget, at det tog nogen tid, inden han fik
samlet sig og sagt nej tak.
"Har De ikke søgt at få nogle timer her i København? De er jo cand.
mag., ikke sandt?"
"Nej."
"Nå ikke. Der skal jo dog noget til -- for at leve. Det at skrive
bøger er jo ikke sådan nogen levevej."
"Nej, det betaler sig vist bedre at skælde ud over dem," svarede Ivar
Holt og søgte at se lidt større ud. "Men man kunde jo gå til et
skandaleblad."
Hr. Kasbjerg overvejede ved sig selv, at den unge mand kunde blive
ganske brugbar til at lave skandaløse portrætter af bekendte mænd til
et toøresblad. Men der udkrævedes megen demoralisasjon, før han selv
opdagede den ævne og fik mod til at bruge den.
"Jeg tror ikke, det er indbringende at samle ulykkestilfælde til
småblade, og andet vilde De ikke blive brugt til."
Ivar Holt så ned for sig og rynkede brynene. Der var noget i den
bevægelse, som var betegnende for ham, tænkte hr. Kasbjerg.
"De har endnu ikke anmældt min bog."
"Nej. Jeg er så stærkt optaget i denne tid. Desuden er det jo ikke
alle bøger, vi anmælder."
"Nej, men De beskytter alt, hvad der kommer frem, som er nyt og
originalt. Det er almindelig bekendt. Og da nu hele højrepressen har
rakket mig ned, så synes jeg, der er så meget mere grund -- --"
Hr. Kasbjergs sigar trak dårligt, trods det at det var en Yurak-Bat.
Der måtte skæres lidt mere spids af. Hr. Kasbjerg var for resten ilde
til mode. Det blir en gammel litterær synder undertiden, når han
under fire øjne får sin pligt at vide af en naiv ung mand, især når
det er en pligt, han selv officielt og alvorsfuldt har vedkendt sig.
"Hvordan havde De egenlig ventet, at Deres bog skulde blive anmældt?"
"Sådan," svarede Ivar Holt og trak noget papir frem. "Jeg har i går
gjort et forsøg på at sætte mig ind i en jævn dumrians tankegang. Nu
skal De høre: Vi tror ikke, at forfatteren er egenlig gal, og vi vil
ikke påstå, at han simulerer sindsforvirring, men vi forstår ham bare
ikke. Vi tvivler ikke om, at hans bevidsthed er løftet ud af de
almindelige menneskelige fuger og stablet op i luften; vi tror, han
er kommet op på et stillads, hvorfra han ser andre ting, end vi ser
her nede. Men vi vil ikke med ham derop; der er jo unægtelig
mennesker, der heller går på jævn alfarvej end på en tynd line
hundrede alen over jorden, og vi hører til de mennesker. Vi ønsker
ikke at ramle sammen, som forfatteren rimeligvis vil gøre en dag, og
som vi sikkert vilde gøre, hvis vi havde en stige op til forfatterens
verden. Og hvad er det, vi ser inde i den urtåge, der drejer rundt?
Et sted ser vi en knyttet næve, men den sidder ikke på nogen arm; et
andet sted er der en pegefinger, men hvor den peger hen, kan ikke
ses, da den er revet af hånden. Vi opdager et stykke tænkende hjærne
med kunstige vindinger, som kunde ha været interessant, hvis vi havde
haft hele det menneske, som oprindelig var ejermanden dertil. Hvad
stirrer dette udrevne øje efter, og hvorhen skal disse herreløse
brøl, der flakker om fra ekko til ekko? Næ -- vi kan nok lige kigge
op til forfatteren, alt imens vi holder på vort hoved, men idet vi
går bort med vor rygmarv elektrisk af gysen, ønsker vi på det
inderligste, at forfatteren må beholde sin verden for sig selv. Vi
ser ingen grund til at læse flere af den slags bøger, og vi vil ikke
anbefale dem til nogen. At forfatteren byder os sådan noget, er os
ubegribeligt, da dog enhver fornuftig mand skriver bøger, for at
publikum skal læse dem, og ikke for sin egen private fornøjelse. Om
forfatterens talent ønsker vi ikke at udtale os, da vi ikke fra
pålidelig kilde veed noget om det himmelstrøg, hvor han hører hjemme.
Det er måske skildret med en vis energi, men det kan meget godt være
den gloende galskab, vi kender det ikke. Hvis der en gang skulde
fødes flere mennesker, der har det på samme måde som forfatteren, så
er det at håbe, at de vil sige os, hvorvidt han efter deres bedste
skøn er gal eller genial. Vi fordrister os ikke til nogen afgørelse.
-- Se sådan," sa Ivar Holt, "bør en fornuftig kritiker, der ikke har
begreb om tingen, udtale sig om min bog. I stedet for dømmer de rask
væk om sjælstilstande, de ikke har anelse om. I teorien forlanger de
altid noget nyt, i praksis tillader de kun, at man serverer det
samme på en anden måde. Mennesker, hvis mening for mig ikke betyder
mere end det stykke hestepære, jeg kan få på min støvlesnude ved at
gå igennem Købmagergade, de erklærer min bog for mislykket, endskønt
de ikke ved, hvordan en vellykket bog om samme æmne skulde se ud. Men
publikum stiller sig altid på hestepærens side. Jeg ser, hvordan vore
kritiske tosser falder i to afdelinger: de, der indrømmer, at de ikke
forstår, og derfor gør nar -- og de, som forstår så udmærket, og
derfor gør nar."
Ivar Holt havde rejst sig op. Han var nu et stykke højere end hr.
Kasbjerg.
"Men vil De ha denne anmældelse? De kan jo optage den i Deres blad
under et eller andet mærke. Måske tror så nogen, den er af Dem selv."
"Hm ja. Redaktøren mener, vi bør indtage en afventende holdning. Som
De selv så udmærket forstår det, kan vi slet ikke bedømme Deres
talent endnu. Med Deres næste bog håber vi, at der kommer klarhed i
det spørsmål."
"Derfor kan De godt optage min kritik. De kan jo sætte mit eget navn
under."
"Det vilde unægtelig være temmelig barokt," smilede hr. Kasbjerg.
"Men på den anden side er vi jo et alvorligt blad -- --"
"Da mangler De ellers ikke humorister."
"Nej på den måde. Men De er jo selv en alvorlig mand. Derimod vil jeg
med fornøjelse optage en eller anden ting af Dem i vort tidsskrift.
Dær er jeg jo på en måde mere enerådende."
Ivar Holt gik lige hjem og la sig på sin hårde sofa. Den passede
bedst til de overvejelser, der nu forestod.
Det er ubehageligt at blive erklæret for ikke eksisterende. Det, jeg
har skrevet, er mig selv og må altså være virkelighed, da jeg vel
selv er et virkeligt menneske. Men ingen har erkendt noget fælles
menneskeligt i, hvad jeg har skrevet. Jeg er hverken dum eller
forrykt, hverken genial eller talentløs -- ingen af disse fire
menneskelige egenskaber tør jeg tillægge mig. Tosserne rækker mig
ingen broderhånd, og de gale siger: Hvad er du for en? De store
opdager mig slet ikke, og de små ryster på hodet ad mig. Jeg er altså
ikke ubetinget og uden videre et menneske. Undertiden forekommer det
mig virkelig, at jeg ikke er det. Er der noget tredje foruden galskab
og fornuft? Jeg forstår dog den gales vanvid og den normales
forstand. Jeg indser Kasbjergs manglende talent og føler vægten af
mit eget pund. Hvad er der så i vejen med min menneskelighed? Intet
svar.
Men det er ikke vinter endnu. Skal vi køre ud og la solen skinne på
os? Skal vi samle solhonning til den lange, morderiske vinter?


"Der er en plads ved en skole, som jeg er vis på, at De kunde få,
hvis De selv vil," sa frøken Ravnø; "min onkel er næmlig bestyrer. De
får dansk som hovedfag."
"Sikken en nådegave af et forår, vi har fået denne gang!" bemærkede
han længe efter. "Man kan blive from af det: Denne er dagen, som
Herren har gjort. Når nattergalen synger om formiddagen, da er
sommeren på sit højdepunkt. Læg for resten mærke til forskellen på
stroferne i nattergalens sang. Der er almindelig kvidren af
forskellige grader, og der er fløjtetoner, som gør nattergalen til
nummer et af alt syngende, men der er også en ganske umusikalsk
snærren -- jeg antager, den er det ældste i de forskellige
udviklingslag, dens stemme repræsenterer. Hvis jeg var nattergal,
vilde jeg blandt andet skrive en epokegørende afhandling --
sammenlignende sprogvidenskab -- om de forskellige strofer i
nattergalens sang. Denne snærren er så antik. Jeg tænker mig
fuglekrybdyret -- Archæopteryx -- sidde og slå sine knastørre triller
ved randen af kridthavet. Det må ha været storslået hæsligt. Hvorfor
ser De så gnaven ud? Synes De, det er noget vrøvl? Det er det også.
Men sådan går min tid, og den går godt."
"Nej, det må De virkelig ikke sige."
"Nå. Men hvad vil De herude, når De er i dårligt humør? Jeg vilde
ønske, jeg var en gammel krage med en stor familie, så vilde jeg
skrige rundt om Dem, til jeg fik Dem jaget langt ind på en kedelig
brakmark."
"Hvad mener De så om den plads?"
"Det ved jeg ikke. Hvad skulde jeg mene om den?"
Hun ser ikke godt ud, tænkte han. Hvor menneskekød virker råt ved
siden af solbeskinnet bøgeløv!
"Skal De da ikke ha en stilling, nu da De har opgivet Deres studier!
Jeg forstår ikke, nogen kan være så ligegyldig med sin fremtid."
"Hvad fejler min fremtid, synes De? Gør jeg ikke nok for den?"
"Deres bog sidste efterår gjorde heller ingen virkning."
"Den gjorde den virkning, at min næste bog blir bedre."
"Og imens har De ingenting at leve af."
"Jeg føler mig meget levende."
"Jeg kan ikke forstå, De har meget imod at få en ordenlig, sikker
indtægt. De kan vist godt få den plads; min onkel holder umådelig
meget af mig; han har ingen børn selv. Så har De hele eftermiddagen
og aftenen fri og kan skrive i. Hvis De engang kan leve af Deres
bøger, så kan De jo ta Deres afsked igen. Er der ikke nogen mening i
det?"
"Alle mine formiddage ødelagte. Og hvorfor skulde jeg gøre det?"
"Jeg forstår Dem virkelig ikke," sa hun næsten grædefærdig, og
derefter tilføjede hun med et koldt, klart blik: "Og så blev De da
til noget rigtigt. De kom ind i en praktisk stilling og fik andet at
bestille end at tænke Dem som nattergal."
Hendes blik gjorde et dybt indtryk på ham. Han så sig pludselig
afklædt alle digterdrømme, han stod dær foran hende som en afsløret,
æstetisk tosse. Det var kvalmt. Og så opdagede han en ting til: Det
var jo meningen, han skulde gifte sig med hende. Selvfølgelig.
Hvorfor gik han alle de ture med hende, hvorfor fortalte han hende
alting? Han havde engageret sig. Han mindedes noget, som nogle
mennesker har, det kaldes forsørgelsespligt; han blev kold lige ned
til mellemgulvet, og han fik næsten vand i øjnene, ikke tårer, men
vand, af noget, der river. Han tænkte ikke på, om han var forelsket i
Henriette Ravnø. Til tider var han det, en gylden, luftig kærlighed,
uden henblik på dagligt udkomme, uden sanselighed. Nu var den
fuldstændig forsvundet, samtidig med at det var blevet hans pligt at
gifte sig med hende. Men kunde han leve af det, som hans fiaskoer
indbragte?
Det var altsammen noget helt nyt for Ivar Holt. Stik den ramme
virkelighed i næsen på en rigtig poet: han vil påstå, at det er
salmiakspiritus.
"Hvad mener De så?" spurte hun endelig.
"Jeg ved ikke -- --"
Som han stod dær, lignede han et beslutningsfoster, der er gået i stå
midt i udviklingen. Han svajede hid og did som et menneskesiv for
stridige viljers vinde.
"Nu er denne dag ødelagt for mig," sa han og stivede sig af.
"Var det det hele?" udbrød hun.
Han stejlede under hendes foragt som en ung hest for et piskeslag.
"Nu vil jeg hjem," erklærede han, og dermed gik han.
Men hun kom bagefter. Der gik et kvarter, før hun turde spørge:
"Har jeg fornærmet Dem, hr. Holt?"
"Det ved jeg ikke. Nu skal jeg tænke over det. Men hvis jeg opdager,
at jeg virkelig er en pjalt, så tror jeg ikke, at jeg kan være Dem
taknæmlig for, at De har bragt mig på sporet efter den sandhed."
Resten af vejen gik han alene. Da han nåede ind ad København til, kom
han til at gå bag efter to herrer, der talte meget højt og ivrigt.
"Det hele anfægter mig aldeles ikke," sa den ene. "Så længe jeg er
direktør, skal vort selskab være første klasses, og mit personale
første klasses. Vi er forrest i konkurrencen, og det agter vi at
blive ved med. Vi tjener godt, og vi lønner godt, og det, vi har at
bestille, kan overkommes, når der arbejdes med fuld kraft. Jeg kunde
antage flere folk, så der blev mindre at bestille, det ved jeg nok,
men jeg ved også, at et personale er bedst, når det arbejder med fuld
kraft. Hvad man udretter med halv kraft, blir halv mislykket.
Selvfølgelig antager jeg ikke tuberkuløse, og en mand med mavekatar
er eo ipso diskvalificeret. Selvfølgelig gir jeg nødig ferie, jeg har
selv ingen ferie, og jeg kan kun bruge et personale, der kan udholde
det samme som jeg. Alt det om frisind og humanitet -- -- så længe jeg
kan få mine folk på _mine_ betingelser, så får jeg dem. Vil selskabet
indføre et andet princip, så kan det jo ta en anden direktør.
Hvorfor skulde jeg forandre principper, som jeg ved, er gode nok?"
Ivar Holt skyndte sig forbi og stod stille foran de to. Han måtte se
den mægtige mand, der talte sådan.
Han huskede, hvordan han en gang som lille dreng havde fået lov til
at stå og se et tog køre forbi. Da havde han fået en forestilling om
livets store magter, om noget, som ingen kan stanse, men som knuser
den, der stiller sig i vejen. Eksprestoget var det brutaleste, han
indtil da havde set. Han fandt tilværelsen mindre tryg fra den dag og
drømte tit vildt om nætterne. Men synet af den ubekendte direktørs
ansigt gjorde endnu stærkere indtryk på ham. Han fik en knusende
forestilling om, hvad det vil sige at være noget og at udrette noget.
Det praktiske liv var en buldrende, hårdt malende jærnmaskine, som
brusede forbi ham og ikke kunde bruge ham; hans bestilling var at stå
ved vejen som en ringe og indskrumpen poet, der blæstes omkuld og i
sønder af det store sus, der drog forbi. Det vilde aldrig ske, at den
mægtige direktør la mærke til Ivar Holt, selv om han blev nok så stor
en digter. Ingen af hans slags kunde tiltvinge sig denne mands
anerkendelse; ikke engang som kontorist under ham vilde han være
brugelig; alene udtrykket i hans øjne vilde røbe ham; han var nu en
gang forbandet til at være digter i et tomt rum.
I samme øjeblik som han opdagede det, fik han en uhyre længsel efter
den virkelige, håndgribelige tilværelse, og denne længsel ledsagedes
af forvisningen om, at han var den, der stod uden for. Toget var
larmet forbi. Han kom ikke med.
Han satte sig ned på en grøftekant og syntes, det var bedst at dø.
Verden har set nok af livstrætte mennesker, der hænger sig. Burde den
ikke for en gangs skyld se en, der hænger sig, træt af mangel på liv?
Digterens lod har tabt betydeligt i værdi i den sidste menneskealder.
I gamle dage var det anderledes, skønt digterne også den gang var
lukkede uden for virkeligheden. Dær sad Ingemann på det slot i
Vesterled, mens Paludan-Müller lurede på dybsindige tanker i sin
filosofiske luftballon -- -- men deres lod var udelt, de anede vel en
anden verden, men den foragtede de, sådan som man er tilbøjelig til
at foragte, hvad man ikke forstår. De vågnede aldrig op af deres
digterkæfert, de var og blev salige. Den prosaiske verden er intet
andet end et skyggebillede af den poetiske, dær har en digter altså
intet at gøre. Det mente også manden for det hele, Johan Ludvig
Heiberg, der var en stor svindler og simulerede digter hele sit liv
igennem. Men nu er digterens lod udstykket i to parceller, hvoraf
den ene findes på jorden, så at digteren står med et ben i himlen
og et på jorden; men det er meget ulykkeligt at være i verden og dog
ikke være der, det er en stilling, der aldrig kan gøre sin mand
tilfreds. Dog er det uundgåeligt, at digteren nu har sit ene ben på
jorden, da denne omsider er blevet godkendt -- efter at den i en
forholdsvis kort periode, dansk åndslivs fornedrelsestid, har været
mistænkeliggjort -- og angsten for at komme uden for verden er slem
og levende hos digterne i nutiden, den er omtrent lige så frygtelig
som selve dødsangsten. Et ben oppe og et nede, hinkende på bægge ben,
det er en digters ikke længer salige lod. Tilmed falder menneskenes
ringeagt stundom over det ben af ham, der står på jorden, de synes,
det står usikkert. Da han havde sin verden helt for sig selv, nød han
dog altid noget af den agtelse, man tilkender specialister; nu kan
han kontrolleres på det ene ben.
Solen gik ned over Ivar Holt på hans grøftekant. Hans skygge lå halet
ud hen over kløvermarken, og langt borte, på en ledstolpe, så han sit
hoved opslået med rødt om. Han fik noget smørrebrød op af lommen og
spiste. Det begyndte at blive lidt bedre med ham. Nu fik han snart
tresindstyve kroner. Bare han kunde blive hel glad igen. Ti ret
beset, det at sidde ved en grøft og grine frem for sig ud i
landskabet, solo og intensivt, uden at nogen hårdfingret hånd i hele
verden har ret til at gribe en i armen og sige: Op med dig! Vi skal
forsørges! Du har andet at bestille end at sidde og glo! -- det er
unægtelig en tilværelsesform. Den forrenter sig ikke stærkt, men er
der ikke så meget grøftekant, at den kan ernære en mand eller to? Så
meget mere som den menneskerace er i færd med at uddø.
Lad så de andre slås. De behøver ikke at hade manden på grøftekanten,
han er ikke farlig. Det sker ikke, at han en dag slår hodet i stykker
på et andet menneske; hans velvære kræver ikke knuste hjærneskaller.
Men det kan gærne være, han skal sulte ihjel; det er meget muligt, at
den, der aldrig har haft lyst eller ævne til at slå en anden mand ned
i landevejen, selv skal dø af en tom mave.


Forstå og beundre en mand, det gør en fornuftig og forelsket kvinde
gærne, når hun er vis på, at han vil gifte sig med hende. Men dersom
hun ikke er det, da må han være belavet på at få kritik i stedet for.
Henriette Ravnø var en praktisk pige, der en gang kunde blive en
udmærket hustru. Hun havde uden modstræben forelsket sig i Ivar Holt,
og da det var fuldbyrdet, var han efterhånden blevet forringet i
hendes øjne. Hun betvivlede just ikke hans talent, og hun vidste
også, at man skal ikke straks foragte et talent, fordi det ikke er
noget levebrød, men derfor behøver det vel ikke at hindre sin
ejermand i at få et andet, virkeligt levebrød.
Hun forstod ham slet ikke mere. Han opsøgte hende stadig, men havde
aldrig noget at tale om. Han søgte ikke nogen plads, studerede ikke,
skrev ikke ret meget, men det lod til, at han var meget interesseret
i at høre hende fortælle om alle sine ubetydelige småting. Hun kom
snart til at gøre en ende på det.
For ham var hun ikke længere det lyse akkompagnement til hans syner.
Nu, så længe han følte sig som en ussel digter, var hun den, der
havde opdaget ham og givet ham et knæk i selvtilliden. Men det kunde
jo være, at hun, som havde opdaget hans sygdom, også kunde blive hans
læge.
Han tænkte sig hende som sin kone, nu da han var blevet så nøgtern,
og forelskelsen var gået over. Han så hendes kolde, fordrende blik:
Har du, hvad vi skal leve af? Om natten vågnede han op af drømme om
rigeligt børn og ringe udkomme. Det var en kur, han skulde gennemgå.
Hun var af denne verden, og han vilde over til hende, over det
gabende svælg.
Han arbejdede i bedste tro på at blive et normalt, almindeligt
menneske. Som så mange mennesker, der dog vist ikke er digtere, kunde
han ikke tåle at tænke ordet _poesi_. Hans sjæl stod sig nok bedst
ved, at han blev maskinsmed; så havde han en næve med i noget. Han
formanede sig selv til nøgternhed. Det ligger vist særligt til de
senere danske poeter. "På det jævne, på det jævne," skriger en, som
om han havde opdaget det jævne. -- "Gik der en smule digter tabt, et
menneske blev bevaret," forkynder en anden, som om det nogen sinde
lykkedes ham at smøge digteren af og blive et menneske. Mange danske
forfattere er gået så vidt, at de hadede digteren i sig selv. I en af
dem sad der en romantiker, som ikke tav et øjeblik, og når denne
hviskede: Kanel! så skrev forfatteren: Skidt! Og hver gang vi i hans
bøger finder en realistisk klat møg, så kan vi vide, at han har brugt
den til at kvæle et romantisk suk med. Nylig har en stor mand fordømt
sig selv i forklædning med ordet _digter_, hvilket var det eneste
ord, der svarede til hans foragt.
Det er digterens forbandelse, at han ikke finder nivoet. Han synker i
jorden til op på lårene og er ringere end andre mennesker; han når op
i overmenneskelige højder og regnes dog ikke for større, men han
træffer ikke selve jordens overflade.
Ivar Holt håbede ikke, at han nogen sinde mere skulde få inspirerede
øjeblikke. Han følte den allerstørste trang til at være et fornuftigt
menneske og gifte sig med en kvinde, der kunde hjælpe ham dermed,
selv om han ikke var forelsket i hende. Han vilde også gøre noget for
at sikre sin fremtid. At han ikke havde begyndt endnu det kom
udelukkende af, at han var så optaget af sin egen nøgternhed, den
havde aldrig været så udpræget som i dette år. Den kunde også kaldes
nedslåethed, for så vidt som den berøvede ham al mulig lyst til at
foretage noget som helst, men når humøret var kommet igen, så skulde
han til at tænke på fremtiden.
Hans sjæl var et meteor, som var suset glødende gennem den høje luft;
nu var den faldet ned på jorden som en kold sten; han tænkte aldrig,
den kunde hæve sig mere.


Hos en livskraftig natur er der intet, som er mere upålideligt end
forknythed. Han kan ha slået sig nok så godt til ro i resignasjon,
den varer ikke ved. Hans selvnedsættelse kan være fuldkommen ærlig
ment; men der er i hans iver efter at regne sig selv for ingenting,
et forbrug af energi, som tyder på, at nedslåetheden ikke er andet