Støv og Stjærner - 3

grad af sig selv, først da blir det godt. Jeg skal skrive, for at der
kan komme bevægelse; selv mine sværeste fyldefornæmmelser er kun
_tilstande_, de bevæger sig ikke. Derfor pennen. Men jeg kan skrive
mig selv itu, som jeg kan tale mig itu, det sidste er det hæsligste."
"Deri er jeg ikke enig med Dem," bemærkede Kasbjerg; "det er
ubetinget sundt at tale ud -- bortset fra, i dette tilfælde, at det
interesserer mig overordenligt."
"Jeg er ikke ved min fulde bevidsthed, når jeg er kommen i gang med
at tale; det er, ligesom det var en anden, der førte ordet inden i
mig. Min stemme blir også utydelig og usikker, som om denne anden
ikke rigtig formåede at bruge min stemme. Det er inspirasjonen, der
gør, at jeg ikke ganske behersker min tunge. Moses stammede også.
Men jeg ved, at jeg nu skal ha et par dage til at komme over
tømmermændene efter denne her talesvir."
Han så uvillig hen til Kasbjerg og frabad sig likør til kaffen. Men
en sigar, jo tak, og så ud ad landet til.
Kasbjerg vinkede ad opvarteren, der straks kom ilende med et
forekommende knæk i ryggen.
Det var velgørende at komme op og gå. Blodet strømmede igen tilbage
fra hodet; bevidstheden indsnævredes, han blev herre over sig selv og
kunde tale om andre ting; nu vilde han også være i stand til at gå
hen ad et ligevægtsbræt uden at dingle; i inspirasjonens højde trådte
han forkert på alting.
De talte om naturopfattelse. Ivar Holt mente ikke, at realismens mænd
havde meget at rose sig af i den henseende.
"Hvordan opfatter De naturen?" spurte Kasbjerg.
"Det ved jeg ikke. Mener De, om jeg har nogen metode? Det har De
ganske vist selv. De sidder hjemme og optænker åndrigheder, så man
kan mærke, hvordan de lugter af sved -- men der er ikke et grønt
græsstrå i det hele. Sådan går det ganske vist de fleste, især alle
dem, der ikke er direkte fra landet. De pinder litteratur sammen, så
man kan se limen og sammenføjningerne, men der vokser ikke noget af
sig selv. Den slags forfattere har allervanskeligst ved at gengive
naturbilleder; det at ligge på landet gør det i alt fald ikke. Men
for resten, hvis De vil ha en metode, kør landet rundt, eller gå til
fods, ta et ris papir med, skriv op alle de hunde, gamle koner,
brændestakke, børn, fedtebrød, som De ser i landsbyerne. Studeer
alle de ansigter, kalve- og tyreansigter, svineansigter og
menneskeansigter, De møder. Gå op på alle høje bakker, beskriv
landskabets linjer og hestepærernes udseende, lige fra de rødgule til
de halmgrå (for at publikum kan se, De er realist!). Skriv alt, hvad
De ser, tusende ark; rens så ud og se, om der ikke skulde blive ti
ark tilbage, som der er noget ved! Det er ikke min metode, men det
kan godt være, den er brugbar."
Selv når Ivar Holt udtalte sig så spottende, bevarede hans ansigt sit
fredelige udtryk, som om han ikke havde nogen anelse om, at han
sårede. I virkeligheden talte han snarere for at tilfredsstille sig
selv, end for at ramme en anden. Han følte vel uvilje mod hr.
Kasbjerg, men den var af den art, at det vilde være utåleligt at ha
fornærmet ham; allerhelst vilde han være fri for ham, så at han kunde
foragte ham i enrum; men nu var manden der engang, hørte på ham og
lokkede, alene ved sin opmærksomme interesse, tanker ud af ham.
Noget efter bemærkede Kasbjerg: "Jeg er ikke klar over, hvad der
egenlig er udgangspunktet for Deres nye værk."
"Udgangspunkt -- næ. Hvad mener De eksempelvis om en høstak? Skal vi
lægge os ned for resten? Se, hvor skyerne ligger lavt og fast i dag;
verden er ikke ret stor, den er ikke større, end jeg godt kunde agere
Vorherre over den smule, man kan se. Så vilde jeg sidde på kanten af
den sorteblå sky derovre, der er skubbet ud på himlen som en hylde,
sidde i en høstak deroppe og dingle med benene ned ad jorden til. Da
måtte menneskene ta sig i agt, skønt jeg er ikke ondskabsfuld, men
jeg vil nok ha dingleplads. Bagefter vil jeg ophøjes -- når jeg har
trådt hjærnetaget ind på en skok mennesker --, jeg vil være gud over
en stjærnetåge. En spiralring, der består af sten i størrelse fra
Jupiter til almindeligt nyregrus. Alle stenene sidder på deres sted
og følger smukt med i rotasjonen, for der er ingen vind, der støder
til dem, luften har endnu ikke frigjort sig af den hele masse. Jeg
selv sidder på en middelstor sten. Jeg ser mig sidde midt inde i
tågen, der er forstenet af ligevægt. Omkring mig hænger sten og støv,
som om de var indkapslede i luften, som ikke er der. Over mit hoved
hænger en klods på størrelse med Peterskirken. Hvis den gik nedad,
måtte den knuse mig, men den er fængslet til sit sted. Under min
venstre albu flyver en splint, der ligner obelisken fra Luksor; den
kunde ta mig midt over -- og der var straks et geni mindre --, hvis
den fik et skub, men skubbet er der ikke. Der er kun inerti, alle
kræfter vogter på hinanden og holder hinanden i tømme; jeg kan ikke
se noget røre sig; vi farer vore tusende mile i sekundet og lader som
ingenting. Men der er eet brud på loven: mig. Ingen inerti binder
mig. Jeg vil lave noget. Jeg tar obelisken om livet og gir den en
bevægelse fremad. Den adlyder uden vrangvilje og borer sig syv og
fyrretyve alen ind i det tomme rum, men den kommer tilbage,
naturkræfterne trækkes om den, den ene kan ikke unde den anden denne
sten. Derefter får Peterskirken et spark og hummer sig uden
betænkning, og så daler den igen som en damphammer, så jeg er nød til
at springe over og ride på obelisken for ikke også at blive lavet
til inerti. Men nu viser jeg min almagt; jeg maser rundt i min
spiraltåge, så der kommer gyngning i det hele; de store blokke knuser
de små imellem sig, de spidse borer huller i de brede, og efterhånden
kommer det hele i brand. Astronomerne nede på jorden, der ikke kender
mig, de glor op til mig og tænker: Hvad pokker går der af
spiraltågen? Mægtige enøjede kikkerter stirrer op til mig, og i enden
af hver af dem sidder der et ynkeligt insekt. Tre og tyve forskellige
hypoteser fremsættes, mens jeg sidder på den køligste blok og ler ad
alle de tre og tyve, indtil jeg kort efter falder i søvn, mens mine
naturkræfter arbejder videre på egen hånd."
Kasbjergs bifald kaldte ham ned på jorden, han satte sig op, rynkede
brynene og søgte at fiksere det menneske, der, mærkværdigt nok, sad
ved siden af ham, men blikket kunde ikke holde ham fast.
"Det vilde være et meget passende sted at falde i søvn," bemærkede
Ivar Holt, idet han lukkede øjnene.
"Vil De ikke med tilbage til byen?" spurte Kasbjerg og rejste sig.
"Nej."
"Nå. Farvel da, hr. Holt, og på gensyn."
"Farvel," sa Ivar Holt, stadig med lukkede øjne.
Mens Kasbjerg gik bort, tænkte han: Hvordan mon det menneske er i
erotisk henseende?
"Væmmelig," tænkte Ivar Holt, da den anden var gået, "hæslig som de
insekter, man træder itu, mens man ser til den anden side." Nu kunde
han lukke øjnene op igen.
Så hensank han på ny i høduft og solskin, mens han lå på bunden af
et hav af lyksalighed, der begyndte rundt om ham og endte -- -- som
ikke behøvede at ende noget bestemt sted.
Han følte, hvordan lyset skinnede helt igennem ham og opløste ham.
Han blev til en lys tågestøtte, der skred halvbevidst fremad uden at
kaste nogen videre skygge, en søjle, der efterhånden klarnedes helt i
lyset, så at den ligesom slet ikke var til; ingen mennesker kunde
forurolige den ved at pege på den og sige: Dette skulde egenlig ha
været et menneske, men det er ikke andet end dis fra en dekomponeret
personlighed. Men ingen ser den; den er kun til for sin egen
fornøjelses skyld.
Ak ja, jeg er tyst lyksalig som en døddrukken mand, der ingenting kan
sige og ligger ned og griner til sig selv af ikke noget.


En hundredkroneseddel er en mærkelig ting. Til at begynde er den
ganske vist et kortfattet og uanseligt udtryk for en svimlende
formue, men gå ind og køb seks fine sigarer for den. Straks yngler
den beskedne lap ni andre lapper ud af sit liv, foruden en skøn masse
sølv; den blir moer til et læs penge, der kan føles både på låret og
på brystet. Det er hundredkronesedlens geniale øjeblik. Den blir et
herligt symbol på frugtbarhed og fedme, som en flod, der danner
delta, som en so, der får grise. En hundredkrone, der veksles, er et
af livets højere øjeblikke, ligesom forplantning, løvspring, den
længste dag o. s. v. Derefter går det nedad. Tikronerne, der
forsvinder, det er som en slægts sørgelige undergang, livsfyldens
forfald. En hundredkrone, der veksles, er et ophøjet symbol på
kulminasjon, så skal vi nedad; til de højeste bjærge hører de dybeste
dale. Har vi toppet, må vi dale, siger en stor digter, og hvad han
siger om rigsdalerne, gælder lige så godt om kronerne.
Ivar Holt kom ud på gaden med en udmærket syv øres sigar i munden;
fem andre havde han i lommen.
Det er noget andet end at skulle indsnuse andres sigarrøg, ti så dybt
var du sunket!
Løftet af en fin pengerus gik han hjem for at ta sit bedste tøj på.
Han la vejen om ad Vesterbrogade. Nu skulde det være slut med
studierne. Han havde ikke rigtig været klar over, hvor vidt han
studerede længere eller ikke, for han hørte stadig nogle
forelæsninger, men fra i dag!
Uh ha! Der var noget lumpent i at skulle dreje ned ad Saksogade! Han
gik videre til Valdemars, hvor træerne kiggede ud på fortovet med
deres nysgærrige kroner. Her vilde han også bo nu.
Der blev foretaget en reparasjon på Matthæuskirkens spir. To
arbejdsmænd stod deroppe og manøvrerede med en bjælke; de lignede
myrer, der er i færd med at slæbe et halmstrå ind ad et hul. Hvis han
skulde stå derude med et reb om sig, så vilde digteren nok forgå i
ham, og han vilde blive vanvittig af skræk, mens han i virkeligheden
burde blive endnu større digter, han, som var sådan en linedanser på
mælkevejen.
Det var en underlig, ubehagelig tanke, agressiv, som om en anden
havde tænkt den for ham. Han skyndte sig hjem og klædte sig om. Han
skulde til selskab hos Kasbjerg.
Der lå en stemning af idyllisk magelighed over det villakvarter, hvor
den ansete forfatter boede. Husene behøvede dær ikke at trykke sig
flade og magre op ad hinanden, de havde ikke nødig at rende op som
bønner og blive svimle. De var ikke kolonidyr, ikke menneskekager med
mange celler, de var enkeltvæsner. De stod ikke, men de lå,
henslængte mellem haver og alleer, de generede ikke hinanden, de
kunde brede sig, strække deres udhuse mageligt fra sig, skyde
karnapper frem, som de syntes, uden at gnave nogen nabo i ryggen, de
kunde la deres trappegange og verandaer vokse frit ud; der var ingen
fare for, at deres ekstremiteter skulde kollidere med deres
medskabningers.
Kulasken på gangstien knasede under Ivar Holts sko, solen stod ham
lige i ansigtet. Bagved lå byen med sin lysebrune atmosfære over sig
som en tronhimmel. Fra en fabriksskorsten stod en vældig røgsøjle op,
vinden tog den og bøjede den forsigtigt, for at den ikke skulde gå
itu, den strakte sig elastisk og blev ved at krybe hen over tagene,
til sidst omspændte den hele byen som en uhyre slange og viste
menneskene sin sorte bug.
Han gik op og ringede på. Husholderskens højre øje sås i en forsigtig
dørspalte, der straks efter antog en mere gæstfri bredde.
Det var ikke noget udsøgt selskab, der ventede på ham. Kasbjerg havde
i den sidste tid lagt sig efter mindre fin omgang. Litteraturen blev
mere og mere demokratisk, den ene efter den anden tog sig over at
skrabe samfundets bund. Publikum ønskede det, og hr. Kasbjerg bøjede
sig for ønsket; han vilde anlægge sin gentlemans-metode på de
forkomne eksistenser.
Da Ivar Holt kom ind, var der allerede tre gæster, pianisten
Tornberg, tegneren Drewes og Katinka. Tornberg spillede i en natkafe,
han var en bleg ung mand med en ansigtsfarve som marsipan; på
overlæben havde han en smule mørkt skæg, der lignede tørvesmul.
Drewes var en ældre mand og en ærlig mand med rigtig kone og mange
børn. Han var desuden faer til adskillige af de studiehoder af skønne
mænd og kvinder, som har glædet mangen ærlig abonnent på illustrerede
blade; det var også ham, der opfandt konfirmanden i sorte handsker og
rund hat (i hånden) og skytsengel bagved med skuldret palmegren. Den
skal han ha tjent betydeligt på; samme år fik han to ægte børn. Nu
havde han også måttet lægge sig efter sultne børn, pjaltede mødre og
fulde fædre, og endelig var han humoristisk bagsideleverandør.
Katinka endelig var simpelthen Katinka, hendes væsen var ret
dameagtigt; hun var kendt med Kasbjerg og havde dagen før fået ti
kroner af ham, hvorfor hun nu ventede sig et eller andet, for hun
vidste nok, at ti kroner ikke kommer flagrende alene, de efterfølges
af noget, eller de har en omstændighed foran sig, de er et led af
noget.
Straks efter indfandt sig cand. phil. Lynggren, tidligere stud.
theol. og skolekammerat til Ivar Holt. Han havde opgivet teologien
for journalistikken og var nu boganmælder ved et kristeligt farvet
blad. Æren for denne omlægning af løbebane tilskrev han den gode
veninde, der kom i følgeskab med ham, en varietesangerinde, hvis
plakatnavn var Miss Irene Whiteflower, men som i en snævrere
vennekres bar det navn, Lynggren havde givet hende, næmlig Teologine.
Teologine var ung og fint skabt, havde gode tænder, store, uskyldige
øjne og en lav pande, hvorover lyseblondt hårskum stænkede ned i
rigelig mængde. Hun havde gode engagementer og sang ikke med benene
alene. Hun var ikke uden alvor; i ensomme timer havde hun rørende
drømme om honnet kærlighed; desuden var hun en stor beundrer af
Sherlock Holmes, men satte ikke pris på den øvrige moderne
litteratur.
Der præsenteredes. Ivar Holt begyndte på et høfligt buk, men
Lynggren samlede ham og Teologine i sin favn.
"Så, børn," sa han med salvelse, "nu er I to mødtes ved mit bryst;
derved har I et grundlag at elske videre på."
Forlegenheden var overstået. Kasbjerg dunkede Teologine i ryggen for
at stemme instrumentet; hun lo ham op i næsen og rykkede ham i
skægget, og det var netop kammertonen. Tornberg smilede og gned
tørvesmullet. Drewes så mørk og mat ud; dog bordet var dækket, han
overkom et smil.
Bøf, spejlæg, kold kylling, sildesalat, hummer, sardiner -- jævne
retter uden udskejelser. Kasbjerg vidste, at det var ikke retternes
udsøgthed, der vakte stemningen hos hans fornæmste forsøgsobjekt.
"Drikker damerne bajer?" spurte værten og drejede heltenæsen.
"Ja," sa Teologine, "og dram!"
Lynggren velsignede hende ned ad ryggen med den ene hånd.
Katinka derimod afslog drammen: hun vilde endnu holde sig på dannet
grund.
Der hævedes glas og nikkedes over dem; Teologines blottede hals gik
bagover, og straks efter beskrev hendes glas en meget stor bue ned på
bordet.
Stemningen var middels. Lynggren snakkede, Teologine lo, Katinka
smilede. Ivar Holt, der var anledning til hele selskabet, ytrede sig
ikke; han så ikke, hvordan Teologine sled i ham med øjnene; værten
var misstemt, han greb til den fortvivlede udvej at tale om
litteratur, hvorover digteren blev aldeles tungsindig, og da ingen
fandt noget at bemærke, tilfaldt ordet igen Lynggren.
"Nej, som sagt, kære menighed, teologi er en farlig medicin, der gør
de bedre til fanatikere eller bespottere og de slappe -- hvis de blir
præster -- til folk, der hemmeligt skammer sig, -- lad mig nu se, du
snøfter pænt, Teologine. Disse mennesker er inderligt og modbydeligt
forargede over sig selv, og så bedøver de sig med store indtægter,
store middage og mange børn -- græd, Teologine! -- de har det såmænd
ikke så godt. Men imidlertid -- tør her din tåre af, kære Teologine!
-- da så til sidst embede, kone, børn, vrøvl og den bekendte
menneskelige dekadence, der allerede i fyrrerne begynder at ta pippet
fra os -- ikke sandt, hr. børnehjemsejer? -- tvivlens og spottens
pip, tænkningens pip -- mener hr. vært ikke også? -- da alt det gør
sin virkning, så vender det hele sig dog omsider en gang til den
bedste, salige ende. Amen. Modtager dernæst herrens velsignede salat,
som han gerne vil ha sendt om."
"Skål, Lynggren," hilste Ivar Holt. "Du er en bedre karl, end jeg
havde tænkt."
"Skål, fromme bekender. Det glæder mig, at min forkyndelse dog i det
mindste har vakt een sjæl. Men lad os nu hellige damerne vor
opmærksomhed, det synes jeg, vi skylder Gud, konge og fædreland.
Spil, slave, du er betalt."
Tornberg spillede, Lynggren valsede en gang rundt om bordet med
Teologine, måltidet endtes med al mulig spetakkel; kun to forholdt
sig stille; den ene var Drewes, der havde nok at gøre med at spise.
Ivar Holt stod ved en dørkarm og så til. Han følte i sig en vis trang
til noget vildt, men den blev ikke til noget, ligesom man ikke kan
finde sin egen melodi mellem en kres af lirekasser. Hans eget væsen
det var en susen i højstammede træer; i denne rå larm forekom det
ham, at han ikke var andet end høje, klare toner, der har lydt, mens
gøglet brølede rundt om; ingen har hørt dem.
Han vidste ikke, hvad de andre tog sig til den næste time; men da han
igen kom til sig selv, bemærkede han, at Lynggren var kendelig
påvirket.
"Nu vil vi sidde blødt og dybt," sa han. "Kom her hen, Teologine,
Katinka med, jeg trænger til at elskes. I anbringer jer på hver side
af mig, så jeg delvis forsvinder under jere skørter og albuer. Det
har altid været mit ideal at sidde i et blødt hul, garneret rundt om
med kvinder, belæsset på knæer, bryst, ryg og skuldre med kælne
hænder, hofter samt hager med smilehul. Skål, slaver, og modtag
min foragt, ti jeg er fuld. Jeg har østerlandske tilbøjligheder.
Katinka: læg kun nogle flere punds vægt på, kvindelig tyngde gir
frugtbarhedsfornæmmelser. Jeg har overdådige aspirasjoner efter
elskov og røgelse, det har jeg lært af den åbenbarede religion. Du
skal ikke skotte efter Ivar Holt, Teologine, hans kæreste sidder på
regnbuen og dingler med sin tøffel ned i en tordensky; han deler leje
med himlens små stjærner, men aldrig med dig, du er ham for kødelig
anlagt. Hvis han avler et barn, så blir det med en af de højeste
lammeskyer, sådan en kraftkarl er han. Men kom alligevel her hen,
Ivar Holt, og lad dig småelske på skuldre og knæer. Se på os og
opdag, hvad du selv mangler."
Ivar Holt rykkede sin lænestol hen til de andre. Teologine faldt
ligesom af sig selv over på hans skød.
"Hvad skal vi nu være enige om at drømme?" mumlede hun op til ham.
"Jeg vil være kong Salomon," erklærede Lynggren. "Jeg sidder halv
slumrende med min pibe på en trone, der er udpolstret med kvinder."
"Uha," vrissede Katinka og dunkede ham på mellemgulvet med hodet.
"Stille! Jeg er kong Salomon. I er to af mine fem hundrede hustruer.
De kvindeløse tre mandfolk i baggrunden er mine øverste eunukker."
Teologine så op til Ivar Holt med sit jomfruåsyn, der var fuldt af
lyst til sjov. "Uh, jeg gad nok vide, hvordan De egenlig er," sa hun
og ruskede i ham.
Han gad også selv vide det, og i det samme faldt det ham ind, at han
kunde kysse den pige, der lå på hans skød; det gjorde han. En lille
gnist gled fra hendes læber ned i hans krop og fulgte med blodet, han
kunde hele tiden føle i sig, hvor den var.
"Drøm så noget," bad Teologine, "om kærlighed."
Hendes hår kildrede ham på halsen og krøb ned under hans flip. Det
var straks en omstændighed, tænkte han.
"Kærlighed," svarede han, "ja. Jeg vilde nok eje en villa, og i min
have går min kæreste i hvidt, halvlange ærmer, bar hals. Livet skulde
gå hen som et stille smil. Hvis jeg var rig -- ja; jeg kunde tænke
mig tilværelsen som et venligt pigeansigt under en bred, hvid hat --
--"
"Ja, men opgiv så at være digter," afbrød Lynggren, "sælg din
samvittighed til et blad og tjen penge; ellers kommer villaen ikke.
Jeg er selv en Schuft og står mig ved det. Når jeg er fuld, har jeg
samvittighedsnag, men sandelig! Der er noget i kvindens favn, som
gør, at jeg forsoner mig med den måde, jeg tjener penge på."
Teologine syntes at vente på noget; værten gned hænder på den anden
side af bordet, hans bryn klaredes. Måske den levende model vilde
ytre sig erotisk.
Men Ivar Holt rejste sig og lod hende glide af. Han blev pludselig
vild. "Nej, ånd!" udbrød han, "hellig ånd! Skal vi gå op og ruske den
hellige ånd løs af treenigheden! For det er den, vi har brug for.
Inden den helt rådner op ved sin sammenvoksning med faderen, der er
færdig med verden, og sønnen, hvis død hver dag blir mere utvivlsom.
Det er ånden, vi har fornøden, krop har vi selv, Skabelsen er
overstået, opholdelsen går af sig selv, og døden dør vi selv med så
megen væmmelse, at det er afskyeligt, at en anden oven i købet skulde
gøre det for os, som om vi ikke gjorde det nederdrægtig godt nok
selv. Men hellig ånd, skal vi prøve at hente ham!"
Da Ivar Holt så de andres øjne, kom han til sig selv, sa farvel og
gik. Så snart han kom ud i den friske luft, så han, at hans sjæl var
ligesom oversået med store, ildelugtende menneskepletter; der skulde
mange sikleture og megen blæst til at få dem af igen.


Ivar Holt og Henriette Ravnø var en Søndag eftermiddag kommet helt ud
til Vanløse. Når de gik alene, havde de gærne deres lillefingre
hægtede sammen; det var noget, han havde fundet på, mere attråede han
ikke. Hendes lille finger var så spæd, og når den var rigtig varm,
gjorde den et uvirkeligt indtryk, som en sart drøm.
De var meget tavse på deres lange ture, især når været var godt. En
gang imellem dinglede han med hendes hånd, som en hvalp rusker i et
lommetørklæde, den har erhværvet, for bedre at mærke besiddelsen, og
så vekslede de måske en bemærkning. Hun virkede så svalt på ham, han
oversnakkede sig aldrig sammen med hende, og derfor søgte han gærne
hendes selskab.
"Ved De hvad," sagde han, da de nåede Damhussøen, "det er noget, jeg
har tænkt på før, jeg vil være havnesjover i Marseille, mine bukser
skal være fløjelsbukser og min kasket en bred stråhat; jeg står op
ad en fortøjningspæl og har solen i ansigtet, min kone er
appelsinkælling og sidder ti alen fra mig på havnepladsen."
"Så gå hen og snak med hende, hun keder sig."
"Jeg snakker med solen."
"Men hun vil ikke ha en mand, der snakker med solen; ham render hun
fra."
"Farvel, kone."
"Hvor De er sorgløs," sa hun lidt utålmodig.
"Om aftenen finder vi et bjærg, der ikke er for højt, og kryber op på
det for at se ud over Middelhavet. Det ligger dær som en blå
stålklinge, der på et sted er rødglødende; det er månen, der står
op."
"Blir de dær hele natten?"
"Nej -- de går hjem."
"Og ser til deres lille pige."
"Mon de har sådan en?"
"Ja. Så har konen noget at bestille, mens manden har glemt, at hun
eksisterer."
"Jeg tror også," bemærkede han efter lang overvejelse, "at det er
godt at ha en lille pige. Undertiden savner jeg en vis fornæmmelse af
menneskelighed. Ingen rod i jorden; jeg er som en afskåret blomst,
der er sat i vand."
"De trænger til at blive gift," mente hun.
"Ja. Hvis det er det. Jeg -- --" han så fortabt på hende og rystede
på hodet; "det er mærkværdigt; måske er jeg slet ikke noget
menneske."
Hun havde lært at dæmpe sin lidt robuste natur, siden han var blevet
hendes ideal af mandig finhed. Hun forstod også at undgå at komme for
plumpt med sine praktiske bemærkninger, og når han talte på sin
betagne, åndsfraværende måde, kunde hun få det indtryk af sig selv,
at hun var en plebej, men det var vist ikke så meget, at det stødte
ham; hun vilde også se at hjælpe på det og lære noget af ham. Godt
var det, at hun var den mest praktiske; lærde folk trænger til
praktiske koner, og det skulde ikke undre hende, om han, der var så
stille og flittig, en gang endte som professor. Men det var egenlig
mærkeligt, at de endnu ikke havde talt fornuftigt sammen en eneste
gang, når han dog tog alting så alvorligt.
Han gik og så op på det fine, hvidlige slør, der lå over den blå
himmel. Det vakte et dybt velbehag hos ham som noget beslægtet.
"Hvordan må der ikke være nede i syden, dær hvor de har opfundet
Elysion, Paradiset! Å ja, hvis jeg havde meget mere af denne sommer,
så skulde jeg også nok opfinde noget saligt, som menneskene kunde
blive mere lykkelige ved at tro på."
"Jeg kan godt forstå, De får den slags indfald, nu mens De går og har
ferie."
"Ja --" sa han noget efter, da han havde glemt hendes bemærkning,
"der er noget fremmed inde i mig siden min lange sikletur. Det er,
ligesom hele verdens tanker er sluppet ind i mig og skal udvikles
dær. Jeg forstår ikke, hvad der falder mig ind -- jeg har slugt
verdenssjæl -- -- hvad det nu vil sige."
"Mon det er heldigt for Deres studier?" spurte hun.
Det gav et ryk i ham. Spørsmålet påtrængte sig alvorligt, nu da det
blev stillet af en anden. Gør man virkelig sådan noget? Kaster man
sin sikre fremtid over bord? Er man et alvorligt menneske med
ansvarsfølelse?
Han så op og mødte hendes alvorlige blik. De øjne -- det var
familiens øjne, alle fornuftige folks øjne, der ser undrende på ham,
som render fra sine studier. Vil han virkelig ikke ta sin eksamen?
Heldigvis var der endnu to måneders ferie igen, han kunde tænke over
det.
"Lad os gå ud i Damhuskroen og drikke kaffe," sa han.
Tidligt på aftenen fulgte han hende tilbage til byen og drev så selv
om i gaderne, til det blev sengetid.
Det var hel mørkt, da han kom hjem. I værelset bag ved var
frelsermændenes aftenbøn i fuld gang. Den ene ekstemporerede med
forbløffende virtuositet en grædefærdig anråbelse, mens de andre
faldt ind med hjærteskærende nødskrig: Jaaa, Herre! Å hvad, Jæsus! --
-- Det tog dem et godt kvarter at forrette deres fromme nødtørft.
Det er åbenbart, tænkte Ivar Holt -- lige så uanfægtet af
frelsermændenes råb som rimeligvis Vorherre selv --, at hun holder en
del af mig. Mon hun egner sig til at være appelsinkælling i
Marseille? Solen vilde gøre hende bedre, hendes øjne er endnu noget
for kolde.


For anden gang udkom der en lille bog, hvorpå der stod navnet Ivar
Holt. Den skildrede ikke noget, der optog sindene på det tidspunkt.
Det danske smør havde da for længe siden tilkæmpet sig sin ansete
plads på det europæiske marked; der var svær drift i agerbruget,
opadgående konjunkturer; husmandssagen var alles kælebarn,
socialdemokratiet havde sine jærnbånd om hele landets industri, og
det vandt stadig flere pladser i regeringen og i hovedstadens råd;
venstre havde den politiske overmagt; der måtte -- skulde man tro --
snart komme et systemskifte.
Forfatteren, cand. phil. Ivar Holt udgav en bog, der foregik midt i
universet. Verden var gået i stykker, eller rettere sagt, den var
samlet i een stor kugle af urtåge, grå, halv gennemsigtig, og inden i
den gemtes hele resultatet af verdens hidtidige udvikling; mennesker
og menneskelig kultur hvirvledes rundt deri og sønderdeltes; sjæle
frigjordes og maledes ud i den hele masse. Geniale ideer omslyngedes
side om side med jævne betragtninger over spegepølse og hakkebøf.
Shakespearske tankelyn sås at slå igennem tågen, lidenskabelige,
Michelangeloske hvirvler tegnede sig glødende midt i det grå, og
brudstykker af Beethovenske akkorder fik rotasjonens larm til at tie
stille og undre sig. Men også masser af skidenhed maledes rundt i
verdensmøllen; glimt af lave pander og hæslige næver skabtes og
udslettedes. Stank slog ud, banditsjæle opløstes i det store
krematorium; Meyerbeers slubbertmusik kvalmede ud ved siden af hæse
øl-eder.
Verden malede videre, modstridige elementer pressedes sammen og
indgik nødtvungent forbindelse; Lionardos lysende ånd svejtsedes
sammen med en eskimokællings trannede sjæl trods hæftig kemisk
frastødning. Beethovens fjortende kvartet kom i nærheden af "Der
Prophet", og opløsningens vidunderlige magt loddede dem sammen under
gyselige disharmonier. Menneskenes røde og brandgule drifter
fortæredes med umenneskelige brøl til fin aske og tav derpå stille.
Rotasjonen tog fart, heden voksede. Som tyve tusende mile lange
protuberanser flammede de halv opløste geniers sjæle ud af
verdenskuglen, men centripetalkraften sugede dem ind igen,
udjævningen fuldbyrdedes. Da alt var udbrændt, begyndte en ny verden
at danne sig.