Støv og Stjærner - 2

Der er nok nogen, der er søvnig, tænkte han og smilede, da han gik op
ad sin trappe, men hans nakke og rygrad var endnu ligesom ladede med
elektricitet.
* * * * *
Snart efter var Ivar Holt fuldstændig optaget af sit sprogstudium.
Regelmæssig og ihærdig læsning virkede kanaliserende på hans
stemninger; mange små bække forsvandt, uregelmæssige løb tørredes
hen; det meste blev til een bred, snorlige strøm. I begyndelsen gik
han endnu lange ture og søgte efter sine gamle stemninger; der mældte
sig nogle rester nu og da, men de forsvandt igen, og samtidig blev
hans spasereture kortere; ud på landet kom han meget sjældent. Inden
han ret tænkte over det, var han blevet det mest afrettede
kulturmenneske, han fik kammerater, hvad der var noget temmelig nyt
for ham, men da han kun havde meget få penge at råde over, strakte
hans omgang sig ikke ud over de flittige, stille, halv fortrykte
eksistenser, som i længden ikke var ham til synderlig fornøjelse. I
løbet af et år faldt det også helt bort igen.
Studiet tog alle interesser fangne; til jeg-fornæmmelser var der ikke
plads mere. Men det kunde hænde en sjælden gang, at han blev sig selv
bevidst og tænkte: Her står jeg, Ivar Holt, på Vesterbrogades højre
fortov, bestemt til Saksogade. Første gang, da dette kom aldeles
uvilkårligt, var det en fornæmmelse af en uforklarlig forandring, af
noget, der var tabt, af en mangel på ævne til at genkende sig selv;
bagefter var han uarbejdsdygtig hele resten af dagen og gik en lang
tur ud på landet, hvorfra han vendte tilbage med en bitter følelse af
at være revet op af jorden. Senere, når en lignende jeg-opvækkelse
foregik, skete det ikke længere ganske uvilkårligt, virkningen blev
svagere derved, at den var forudset og forudfølt, og snart holdt det
helt op.
Sit hovedfag, dansk litteratur, kom han så godt ind i, at det efter
tre års forløb ikke interesserede ham længere, og det hjalp ikke, at
han vendte sig udelukkende til fremmede litteraturer; al denne
æstetik begyndte at gøre ham trist. Værst var det, når han om
efterårsaftenerne kom hjem til sin hybel; så kunde han stå bøjet med
næverne i bordet og se ud på lysene, mens det arbejdede mørkt og
ubegribeligt inde i ham, og i sin krumbøjede stilling gjorde han
indtryk på sig selv af at være en gammel mand. Han mindedes afdøde
stemninger, mere forvovne og fantastiske end det, han nu følte, men
ikke det fjærneste bølgeslag fra den tid kom igen nu, og i grunden
var det også bedst; den Ivar Holt, som nu levede, var mere værd, mere
trist, men også mere klog.
Denne triste klogskab gik han og bar på en uges tid. Hvad skulde han
bruge den til? Det gik heldigvis op for ham snart efter, en dag han
sad og tænkte på J. P. Jacobsen: Han vilde skrive en lille bog.
"Da så jeg poesiens engel træde trøstende hen til mit leje," hedder
det hos de gamle, og ganske vist, den første, muligvis elendige, bog,
man skriver med frygt og bæven -- -- der er slet ikke noget forhold
mellem dens værdiløshed og den uhyre betydning, den har for ens egen
udvikling.
Titlen på Ivar Holts bog var noget med "ung" i. For han var jo
egenlig en ung mand. Den handlede om erotik. Forfatteren havde intet
som helst praktisk kendskab til æmnet, men hvad andet skulde han
skrive om? Helten var en fin og veg natur, der elskedes af flere
kvinder, men ikke ævnede at holde fast på nogen; han var brystsvag,
men slap for at dø i sidste kapitel.
Bogen kom ud, og anmælderne tog med varsom hånd på det lille,
forknytte opus. På een virkede den som blå årer under hvid hud; en
anden mindedes J. P. Jacobsen. Det var der god grund til, og skønt
fortællingen ikke var nær så god som "Niels Lyhne", havde de dog det
til fælles, at de bægge passende kunde betitles: En Pebersvends
Formodninger om Forholdet mellem Mand og Kvinde.
Den lille bog blev pænt solgt, og som det hører sig til, var der et
par anmældere, der spåede den unge forfatter en fremtid i den danske
litteratur.
Det skete om efteråret. Ivar Holt levede hele vinteren igennem uden i
mindste måde at lide tab på sin fornuft, han var uendelig lettet og
mindre trist, og han havde endnu ikke taget den for mange forfattere
skæbnesvangre beslutning, at der skulde komme en ny bog næste efterår
og så fremdeles, så vidt ævner og publikums tålmodighed slog til. Han
satte sine penge i sparekassen og studerede roligt videre.
Men så kom foråret.
En formiddag gik han ud ad Vesterbrogade. En siklist foer tæt forbi
ham, strøg ham med albuen og susede lydløst videre. Med en svag
smærtefornæmmelse så Ivar Holt ham forsvinde. Straks efter gjorde det
så ondt, at han måtte stå stille. Manden på siklen var borte, men han
havde taget noget af Ivar Holt med sig, idet han siklede forbi; et
stykke af Ivar Holts sjæl fløj rimeligvis ud ad Lampevejen i dette
øjeblik, bundet til en anden mands maskine. Smærten gik ikke over
igen, den var aldeles ikke af dem, som vi nok kender, lad os nu bare
ha et øjebliks tålmodighed, det er straks ovre igen. Han var og blev
gået i stykker.
Lidt efter huskede han, at han jo også kunde sikle, i næste øjeblik
vilde han leje en sikkel, og en halv time efter sad han på sin egen,
nye maskine og susede ud ad Vesterbrogade, bag efter sin skæbnes
mand.
Penge i morgen, kontant.
Ivar Holts sårede sjæl var igen blevet hel rask, da han fløj hen ad
Lampevejen på den nye "Sleipner".
Rundt om siklisten blir alting levende, vejene snor sig virkelig,
højene inde på markerne skrider, den til højre, den til venstre, de
leger en stille tagfat; træstammer danser sindig vals og fletter ben
med hinanden, gårde drejer sig om deres akse, landsbyer åbner sig og
lukker sig, en ko ses spasere langs ad en hvid kirke; de træer, der
er een nærmest, blir pludselig løbske og styrter hen imod een, men
vender man hodet, ser man, hvordan de står stille bagude og ser efter
een, mens de langsomt går baglæns. Vinden svulmer, og man kan få den,
som man vil ha den, kraftig eller lind; selv dens temperatur kan man
regulere. Det hele går som på snore og blir uendelig simpelt.
Men musklerne fra knæet op ad låret, de har deres tid, da de varer
ad, nu skal du hjem, og de står i ledtog med samvittigheden, der
samtidig begynder at hviske om alt det, man nu er siklet fra, som
ligger hjemme og ophobes.
Ivar Holt mærkede ikke noget til studierne, så længe han siklede, men
da han sprang af, følte han straks, hvordan de sled i ham; desuden
var han træt; hjem igen.
Når en forudbestemt alkoholist har haft sin første rus, så bestemmer
han, at næste gang -- -- d. v. s. officielt beslutter han jo, at han
vil aldrig drikke mere, men bag ved, inderst inde, tar han den
bestemmelse, at han næste gang skal drikke sig en endnu større rus,
og han vil ved senere gentagne forsøg stræbe at nå ud til
fuldskabens yderste grænse.
I morgen, tænkte Ivar Holt, skal jeg se at nå Roskilde, senere går
turen til Korsør, og engang tar jeg Fyen med, lige til Svendborg.
Han stod op næste morgen med højt humør -- forelæsningerne fik være
den dag -- men han var træt, da han nåede Roskilde, og højst elendig,
da han kom tilbage til København. Han sov nederdrægtigt om natten og
drømte i et væk om stejle bakker, tabte pedaler, flåede ansigter og
brækkede arme.
Nej, han skulde nok køre fornuftigt og passe sine studier.
Men så kom den tid, da det ikke længere gjorde ondt under knæskallen,
og de store benmuskler var gennemhærdede. En dag kørte han lige til
Sorø uden at tænke over det, han kunde helt hengive sig til den
fornøjelse at se og at trække været. Støvet, der bulnede op om
hestenes hove og strålede frem under hjulene; vejene, der delte sig
under spidse vinkler og ligesom uhyre, gule sakse klippede ind i
markernes grønne klæde, og den frie udsigt til alle sider og især
solskinnet -- alt det vakte en uhyre glæde hos ham. Sådan som solen
skinnede ned i højt græs ved middagstid -- -- han mindedes dunkelt,
at han som lille dreng havde haft det samme syn, og nu havde han fået
sine øjne igen.
Da Ivar Holt kom hjem med en behagelig træthed, hvori ny kraft lå
gemt, var han led ved at læse og havde ikke mere lyst til at skrive.
Der er insekter -- lige så vel som der er mennesker --, som ynder at
æde papir; når man får dem ud et øjeblik, og lyset falder på dem, så
piler de travlt af sted -- det gælder livet -- længere ned for atter
at æde papir.
Inden Ivar Holt sov ind den aften, var han klar over, at han ikke
længere vilde være papiræder, og da han vågnede næste morgen -- ti
han faldt i søvn lige oven på beslutningen -- så tænkte han nøjere
over det.
Mine studier har hidtil kun budt mig papir, jeg har levet et
papirliv. Altså er jeg kommet ind på en forkert bane. Jeg vil prøve
en ny sikletur.
Græsset fik herefter en stor betydning for hans udvikling. Græs og
papir -- det var to betydningsfulde modsætninger. Også i
litteraturen. Der var det, der groede af sig selv, og på den anden
side: papirgræsset, papirblomsterne. Men det ærgrede ham for resten,
at han i sine betragtninger måtte ta sit udgangspunkt i de foragtede
bøger. De slap ham alligevel ikke så let.
Men nu vilde han ellers sikle fra det hele, og så kørte han en
fjorten dages tur på lykke og fromme, Sjælland rundt, og da han en
dag tilfældigvis faldt ind i Korsør, sejlede han over bæltet og tog
Fyn med.
På denne tur var det, at gennembruddet skete. Ivar Holt vendte hjem
som digter og var indtil videre glad og løftet.
Gennembrud er et relativt begreb. Når en stor mængde nærveceller har
ophobet en ensartet kraftmængde, så opstår der et pres i een bestemt
retning. Det kaldes Længsel, Attrå, Sturm und Drang o. s. v., og når
det bryder frem inden for bevidsthedens grænse, så er gennembruddet
sket. Een ligger på sofaen og grunder over et filosofisk system,
klokkerne ringer, og pludselig bryder forståelsen igennem. Han
skriver en masse ilde snak om kunst og religion, hvori tretallet er
den store, forløsende hemmelighed. Der er ikke menneskelighed og
natur i det hele, men gennembruddet er fuldbyrdet, et forholdsvis
fornuftigt menneske blev den æstetisk forblindede nar, han var
bestemt til at blive. En anden går en lang tur, sover uroligt om
natten, sparker dynen af sig og vågner næste morgen som en stor
digter. En blir stor, en blir gal, en blir en tosse, det kan
altsammen foregå i et gennembrud.
Ved Ivar Holt var det nu det mærkelige, at han ikke havde nogen
videre skrivelyst -- lige efter et gennembrud kommer der ellers gærne
en voldsom blæk-eksplosjon -- og at han heller ikke erhvervede hin
enkle, storslåede verdensopfattelse, som vi nok ved. Det var snarere,
som om tilværelsen var gået i stykker for ham, men da hans helbred
var godt, og hans humør antageligt, så led han ikke under sin mangel
på bestemte anskuelser. Han nød solskinnet om sommeren og gjorde den
opdagelse, at musikken er det, der bedst kan erstatte lyset i den
mørke tid.


En dag, da forfatteren hr. Kasbjerg kom hjem fra sin sædvanlige
eftermiddagstur, lå der en tyk, blå konvolut på hans skrivebord. I
mangel af bedre beskæftigelse satte han sig ned og gjorde sig bekendt
med indholdet; det viste sig at være et bidrag til hans tidsskrift.
Forfatteren syntes at være student med dansk litteratur til hovedfag.
Det var udtrykt sådan, at nogle slette -- eller måske dumme --
mennesker havde overtalt ham til at bestige den danske litteraturs
himmelbjærg; det skulde bringe ham nærmere himlen og skaffe ham
større udsyn over jorden, bægge dele trængte han til, for han var af
dem, der higer efter poesi --
Kasbjerg rejste sig og gik en omgang langs med sine bogreoler, men de
tilbød ham ikke noget læseligt, han vendte misfornøjet tilbage til
den urolige, jaskede skrift.
Bjærget så godt nok ud på afstand, det var passende højt og
imponerende bredt, og det fortonede sig blåt. Op ad det! Det var
svært. Stenene, der var brede fliser, gled idelig bort under ham, han
svedte, været blev tyndt i hans lunger, men det var jo også et helt
bjærg. Foreløbig var der ikke andet end sten, men al sødheden lå
naturligvis på toppen.
Hovedpine, tom susen for ørene, svimmelhed. Død blødhed under
kraniet, senere fortsat ned gennem rygraden. Havde han vidst det! Men
nu var han snart oppe. Der var ikke tid til at se sig om efter noget
som helst.
Begyndende sindsforvirring, mangel på orienteringsævne; nu måtte han
være meget nær ved toppen. Når bare han fik vænnet sig til denne luft
og temperatur! Bægge dele var afgjort ubehagelige.
Ha ha! Toppen! Først så han ned efter jorden; forfærdelig langt borte
lå den grønne jord -- ja, men den var slet ikke grøn, og havet så ud
som ostevalle. Han la sig ned og lukkede øjnene, alt imens han
bittert beklagede, at han var gået fra forstanden i dette vigtige
øjeblik. Da han atter fik mod til at se sig om, opdagede han, at
bjærget bestod af lutter bøger, det var ikke noget rigtigt bjærg.
Denne opdagelse tog sådan på ham, at han dånede, under suset af et
dusin lyriske englevinger, og straks derpå åbnedes bjærget under ham
og slugte ham.
Han vågnede, levende begravet nede mellem bjærgets rødder. Der var
mørkt, ikke en menneskelig lyd trængte ned til ham; det meste vær,
han trak, var støv, og der lugtede nederdrægtigt; alle slags harske,
mugne, visne uddunstninger trængte med vold ind gennem hans næsebor.
Således gik der ubestemmelige tider; nu skulde han altså dø. Havde
det endda været på åben mark! Han misundte den mand, der kan gå ud i
den grønne skov og hænge sig, mens _han_ kvaltes i en nedrig bogdød.
På ryggen havde han det ligesom mere behageligt; han masede en hånd
ned og fik fat i jorden. Ah, jorden! Hvem der bare lå på maven med
næsen i muldet! Han fik en håndfuld op og snusede til den.
Vidunderlig kraft bredte sig ufortøvet gennem hele hans krop. Han
snusede mange gange, livskraften vendte tilbage. Op! Rejse sig kunde
han ikke, men med uhyre besvær lettede han sig to tommer og skød et
lag bøger ind under bagdelen. Laget fortsattes til op under hodet.
Han tog en nævefuld jord i hver lomme for at ha noget med at styrke
sig på. Så skubbede han et nyt lag under sig og var følgelig fire
tommer højere oppe, og på den måde blev han ved. Det tog tid,
rimeligvis år, men selv om han var en gammel mand, når han kom op,
han vilde være glad, hvis han blot slap for at dø dernede. Det gik
virkelig, muldet gav styrke, en skønne dag rejste han sig op gennem
det øverste lag, de sidste volumina haglede ned om hans fødder, og
uden kraft til at sparke dem fra sig trillede han halvdød ned ad hele
bjærget og vågnede længe efter med næsen i det grønneste græs, nogen
har set -- --
Kasbjerg vendte sig i sin stol, som om han så efter en, med hvem han
kunde udveksle et forstående smil.
Under skitsen stod navnet Ivar Holt. Han mindedes utydeligt en lille
forknyt bog, som han havde anbefalet yngre kollegaer i kritikken at
ta lidt læmpeligt på. Han fandt bogen i en reol; jo, rigtigt nok. Men
manden måtte ha forandret sig en del. Dette her var sikkert noget af
hans virkelige jeg, og forknytheden et begynderstadium. Mærkeligt
nok. Forknythed plejede ellers at være uhelbredeligt. Han måtte se
noget mere af den unge mand, ja, og se ham selv. Måske var her tale
om et gennembrud. Det skulde han snart afgøre. Han vilde sende et par
ord af sted den aften; hr. Ivar Holt, der sandsynligvis var ung, naiv
og trængte til anerkendelse, kom nok næste formiddag, hvis hans
stolthed tillod det, ti han var sikkert vanskelig og selvfølende.
Alene det træk, at han, så snart han var kommet godt og vel ind i
litteraturen, begyndte at nedslagte ældre kollegaer! Men hr. Kasbjerg
skulde snart blive klog på ham, for når han ikke uheldigvis havde en
pen i hånden, var han en særdeles duelig menneskekender.
* * * * *
Kasbjerg gættede straks, at den, der ringede, måtte være hr. Ivar
Holt. Han var gået hjemmefra, straks han fik brevet. Den ansete
forfatter drejede sig halvt om i sin skrivestol, så at den
indtrædende fik en fornæmmelse af noget solidt, der med besvær tog
notits af hans spinkle ringhed.
Det første, Kasbjerg bemærkede, var en forbavsende solbrændthed og et
meget lyst hår; dertil kom et par alvorlige, usikre øjne og en lidt
ubehersket gang; den unge mand var vant til at slentre omkring for
sig selv.
"Nå, det er Dem, der har sendt mig dette -- mærkelige bidrag."
"Ja," svarede den anden ivrigt, og så smilede han, som om der til det
bidrag knyttede sig noget morsomt, han gærne vilde fortælle.
Kasbjergs ansigt forblev alvorligt. "De har skrevet noget tidligere,
ikke sandt?"
"Jo," sa Ivar Holt og så misfornøjet på Kasbjergs øjne. "Der kommer
snart en bog af mig igen."
Det svarede Kasbjerg ikke noget til, men ligesom nikkede op ad loftet
til.
"Så vidt jeg husker, har vi ikke før haft bidrag af Dem."
Den unge mand trommede misfornøjet med alle fem fingre på sit ene
knæ, hans mund fortrak sig, mens han så ned i gulvet og svarede
affærdigende:
"Nej, men jeg må gøre noget for at blive kendt. Publikum ved ikke, at
jeg eksisterer. Når de opdager det, vil jeg blive læst."
"Hm. Ja, Deres første bog kan jeg altså ikke -- --"
"Min første bog duer ikke. Men den næste blir bedre, og især de
næste."
Han så op med en svag antydning af hidsighed.
"Nå. Så venter vi os noget stort af Deres næste bog."
"Nej. Det vilde være for meget sagt. De, jeg ikke har skrevet endnu,
blir de bedste."
Kasbjerg følte sig en smule påvirket. Mennesket talte øjensynlig med
sig selv og var vant til det. Han overvejede sagerne i enrum og kom
til uomstødelige resultater. Eneboere er sikre i deres trossager.
"Deres ideer kommer uden vanskelighed?" spurte Kasbjerg.
"Jeg klemmer dem ikke ud. Men det, der kommer nu, er kun det
foreløbige. Jeg har vished for, at der engang indfinder sig noget,
som er -- --" Han smilede hen for sig: ansigtet fik stærkere farve.
"Nu, da jeg læser korrektur på min næste bog, ser jeg godt, at den
ikke er den rigtige."
"Det må jo være trist."
"Det gør ikke noget. Jeg kan sagtens vente. Det er også meget
heldigt, at det bedste ikke kommer endnu."
Kasbjerg drejede sig lidt bort. Denne fanatiske overbevisning virkede
sådan på ham, at han et øjeblik glemte sin overlegne kølighed og blev
helt naturlig.
"Har De en god ide til den næste bog igen?"
"Det antager jeg. For resten ved jeg ikke noget om ideen, før jeg får
skrevet den ud. Jeg begynder med ingenting, det hele kommer under
vejs."
Hm ja. Han vilde gærne tro det. Selv om denne unge mands indfald
ingenting var værd, de havde den fordel, at de kom let. Kasbjerg
huskede sine allerførste bøger, de var ganske vist uden værdi, men så
til gengæld fornøjelsen ved at kunne frembringe med denne
vidunderlige lethed!
"Jeg har sendt bud til Dem," sa han højt og koldt, "for at foreslå
Dem visse rettelser -- ikke med hensyn til de navne, De gør løjer med
-- -- desuden er det hele vel nærmest spøg, men -- -- jeg har sat
nogle blå mærker, hvor jeg synes, der kunde tiltrænges ændringer. De
har vist en del fantasi."
Ivar Holt tog sit papir. "Det har jeg vist. Blandt andet." Han stak
papiret i lommen og rejste sig. Kasbjerg så på hans øjne, at han kom
ikke igen. Han måtte ikke gå!
"Når jeg ser Deres næste bog," sa han med en velvilje, der gjorde
hans ansigt mere ubehageligt, end han selv vidste, "så vil jeg bedre
kunne bedømme Deres talent. Forhåbenlig kan vi til den tid drøfte
Deres bog sammen, hvis det skulde interessere Dem, og -- med hensyn
til Deres bidrag, så er jeg naturligvis villig til at la det trykke,
som det er, hvis De ikke mener, det kan formes anderledes."
Ivar Holt tog sit papir frem igen og glemte at skjule sin
tilfredshed.
"Nu skal vi se, om De kan bringe noget nyt i stedet for det, De slår
ned."
"Det kan jeg sikkert."
"Om det just allerede viste sig ved Deres første bog -- --"
"Min første bog brugte jeg til at skrabe fremmed påvirkning af mig;
den tæller altså slet ikke."
Forbavsende oprigtighed. Den mand skal komme igen. Han udleverer sig,
han er let at studere. Jeg trænger til en levende model.
"Jeg håber altså at se Dem igen, hr. Holt, når De en anden gang har
noget på hjærte."
Ivar Holt smilede godmodig og afvæbnet. Vist kom han igen.
Hr. Kasbjerg gik urolig om i sit rummelige Arbejdsværelse. Hvor mange
år var det nu siden han havde truffet et naivt menneske? Og dette her
var jo virkelig en ide: hans egne personer var for lidt naive, de var
alle forbeholdne, de led af overkultur; der var ingen solbrændthed i
hans bøger -- det havde han hørt så tit, og nu så han, at det var
sandt, men her var netop et formløst, umiddelbart menneske, der kunde
blive grundlaget for en ny type, en række nye typer i den Kasbjergske
litteratur. Ja!
Dermed satte den udmærkede forfatter sig ved sit skrivebord og tog
med fornyet iver fat på sin ufuldendte bog; nu havde han særlig grund
til at haste med at få den færdig. Han længtes efter Ivar Holt; det
var noget andet end at efterligne sig selv for tredje eller fjerde
gang.
Kasbjerg hørte til en gammel, anset familje, der havde frembragt
adskillige officerer og et respektabelt antal lærde mænd. Selv følte
han i sin ungdom intet bestemt kald, men hans opdragelse og omgang
gjorde ham ganske naturligt til litterat, og da hans faer,
professoren, både var lærd og radikalismen hengiven, og han selv ud
af familiens fortræffelige egenskaber havde reddet et alvorligt og
bydende udseende, så blev han i en tidlig alder knyttet til et anset
venstreblad.
Kasbjerg var repræsentativ. Han havde en høj tænkerpande, der
forlængst var udvidet ved hensigtsmæssig skaldethed, endvidere
professorøjenbryn, buskede som et tjørnekrat ved et lille blåt vand;
der er nok, som veed at fortælle om deres overordenlige virkning på
en talerstol. Næsen var nærmest militær, den krummede sig som ryggen
på en mand, der tar et vældigt tag baglæns i en svær ting. Munden var
stram og intetsigende, men det kunde også se ud, som om den gemte
over en hel del; manden smilte uhyre sjældent og led ikke af
meddelelsestrang, han havde fra forfædrene arvet et udtørret gemyt.
Hagen var dækket af et spidst, gult skæg, som nu grånede stærkt; hans
ungdomsvenner huskede, hvor udtryksløs hans lille hageklump havde
været, inden skægget kom. Men altså i det hele et imponerende hoved,
der sad på en statelig krop. Stemmen var hård og klar; på en
talerstol kunde den blive til en smældende komandorøst. Hele manden
var skabt til at være autoritet, og det blev vedtaget i bladets
redaksjon, at hr. Kasbjerg skulde udtale den afgørende dom i alle
litterære spørsmål, så vel som i sager, der ikke helt og holdent
tilhørte politik eller det praktiske liv. Han anmældte de
betydeligste skønlitterære værker; i polemik optrådte han som
afsluttende part, og så var det uigenkaldelig forbi, Kasbjerg dixit;
han fastslog bladets endelige dom om de betydeligste modstanderes
officielle personligheder, han blev den ansete journalist, længe
inden han var den udmærkede forfatter.
Men forfatter blev han altså også. Dær forbavsede han publikum
betydeligt; man havde ventet sig noget i retning af spartansk ruhed,
og navnlig havde man ventet, at han slet ikke vilde lave romaner.
Hans første bøger var pinligt åndrige, sindrigt affekterede som en
ældre ung piges kærestebreve. Der var megen erotik, og skønt der var
en evig tale om hengivelser, så var der ingen videre sanselighed, men
mange kønne ord. Humor fattedes komplet. Det var gentlemans-realisme;
Kasbjerg kom ikke på listen over de usædelige forfattere.
Men der var mange, som undrede sig, og de så manden igennem endnu en
gang. Ansigtet var meget godt, men så gik de om bag ved ham og
opdagede, at han havde ingen nakke. Panden var af de bekendte høje og
hvælvede, men kraniet løb op i en kegle som et indianerhoved; bag
panden var der ingen hjærnekuppel, men kun et smalt tagkammer. Næsen
var heltemæssig, men den kan i det højeste kun opfattes som et
symbol; realiteten, baghodet, hvor karakteren skal sidde, var
desværre udeladt. Der var mennesker, som nu fik øjet op for, hvordan
en silkehat i virkeligheden sad på hr. Kasbjergs hoved. Og
øjenbrynene var altfor overdrevent buskede, øjnene var rå og kolde,
næsen for bred og rimeligvis blød, den var langt mere et snorkehorn
end en hieroglyf, der skal læses: karakterfasthed.
Manden var et fasademenneske; fortil havde han et godt materiel at
råde over, bagtil var der fladt. I litteraturen viste han nakken
frem.
Imidlertid, hr. Kasbjerg blev ved at skrive og erhvervede sig således
en vis anciennitet, d. v. s. krav på tiltagende længde af
anmældelserne. Ti det er retfærdighed, at en anmælder om en
forfatters mislykkede opus 10 bruger to spalter for at påvise,
hvordan værket er mislykket, og hvilke spor af talent der endnu er
igen, mens han kan nøjes med en tredjedel spalte, når han skal omtale
et talentfuldt begynderværk -- dog modificeres denne regel
naturligvis af bekendtskabs-, slægtskabs- og andre forhold mellem
forfatter og anmælder.
Nu havde Kasbjerg også anden anbefaling end den leverede bogmasse;
tidens rørelser gik ham ikke sporløst forbi; midt i firserne fik hans
litteratur henholdsvis et politisk og et dæmonisk anstrøg, lidt
senere tog han religiøse æmner op -- en omvendelse og en skildring
fra Indre Missjons mark, bægge vel spækkede med erotik -- så vakte
han opsigt ved en arbejderroman, og nu var han havnet i den noble
litteratur, og dær udviklede han sig til stadig større finhed. Der
var ikke spor af groft i hans skildringer; trætheden gjorde ham fin.
Han blev mere og mere kultiveret, mere kunstnerisk ren, erklærede
hans kollegaer, der også selv blev finere, mens de skrev sig bort
fra virkeligheden, og det roste de hinanden for, men de opdagede
ikke, hvor lidt liv der var igen i dem, de opfattede ikke begyndelsen
til døden. Når der går kronisk finhed i udviklingen, så er der noget
sygt; kunsten stiger, men livet synker.


Det at omgive sig med en ringeagtende atmosfære mod hr. Kasbjerg var
ikke så ligefrem en ting, som Ivar Holt havde tænkt sig. Den ældre
kollega var en erfaren mand og mere praktisk menneskekender, end
forfattere plejer at være -- det var formodenlig derfor, at hans
bøger var mindre gode -- og han forstod at være elskværdig på en
behagelig dæmpet måde, der efterhånden virkede fordelende på den
blanding af overlegenhed og generthed, der var Ivar Holts
omgangsform. At denne ikke led ham, kunde han sagtens se; han på sin
side følte heller ingen sympati for den unge mand, der mindede ham om
den egenkærlige digtertype, der aldrig gør noget godt, og som der
ikke er noget ondt i. Men det er en menneskeart, som det i alt fald
kan betale sig at gi i trykken; nu er det tid at bedømme ham med
billighed, efter at romantikken har forherliget ham, og dens reaksjon
har lastet ham og næsten stillet ham i klasse med samfundets skadedyr
-- Kasbjerg var manden, den ubestikkelige vejer og måler, og
litteraturen skulde få et nyt hovedværk.
En formiddag, da de var spaseret sammen ud på Frederiksberg,
inviterede Kasbjerg rent tilfældigt på frokost. Ivar Holt tog gærne
imod det; der var i at la sig invitere noget passivt, der lå særlig
for ham.
Det var altså hans næste bog, der skulde tales om. Jo, den blev et
slags kalejdoskop, ikke andet. Alting gik i stykker for ham, han
vilde helst begynde med hele verden, senere kunde han nøjere gå i
enkeltheder.
"Poul Møller siger et sted, at det er en almindelig begynderfejl --
eller et tegn på magtesløshed. Det er også ideerne, der regerer mig,
ikke omvendt; det mærker jeg nu, da jeg har begyndt at skrive for
alvor. Når jeg sikler eller ligger i en høstak, så heles min
verdensopfattelse; når jeg skriver, går den i stykker igen; det er
måske galt, men jeg kan ikke andet, jeg må se stumperne. Det er også
fristende; for når jeg har dyppet pennen og skrevet en sætning, så er
der stukket hul, jeg kan næsten ikke holde op igen. Men jeg ved nok
-- skønt hvor ved jeg det fra? -- at først når det ikke går i den