Støv og Stjærner - 1

KNUD HJORTØ
STØV OG STJÆRNER

KØBENHAVN
DET SCHUBOTHESKE FORLAG
J. L. LYBECKER OG E. A. HIRSCHSPRUNG
1904


J. COHENS BOGTRYKKERIER
(GEORG A. BACH).


Op ad en støvgrå bakke kravler et menneske med seje, langsomme
bevægelser, hans ryg står paralelt med bakkens hældning. Da han
kommer helt op, synes han, bagfra set, at sidde og sprælle på en
lodret pind, men nu drejer han, det er en siklist. Han går som et
pust ned ad bakken, vejen står skrå og stiv foran som et bræt, og
nede, hvor den forsvinder for øjet, står solen og venter på ham; han
kan bare køre lige ind, den er halvt nede, står dær som en gloende
buehvælving. Manden er betaget af synet, han suser stift af sted som
en keglekugle, myggene hagler mod hans ansigt, de små hunde langs
vejen kommer meget for sent. Men nu er solen sunket; han løfter hodet
og ser sig om, farten sagtnes. Foran ham bugter sig landevejen som en
snog, der flygter; den blir borte ved landsbyen, men langt fremme,
oppe på møllebakken, under en vinkel på fem og fyrretyve grader,
toner en stump vej frem og ser fristende ud.
Dær vil jeg op!
Han ruller stille igennem landsbyen -- hvad den nu hedder. De har
renset gadekær; en krans mørkeviolet mudder ligger rundt om og står
godt til det gule, en rivende stank snærter hans næsebor, men straks
efter kommer lugten af stegt flæsk med løg.
Flæsk, hm. Manden blir tvivlrådig, hans forhjul slår volter, de små
børn tar fingrene ud af mundene og flytter sig, idet de ældre griber
efter de yngres ærmer. Alting er uhyre fredeligt. Støvet ligger
fløjelsblødt og tykt ved siden af vejen -- tanken om støv under
fodsålen, op mellem tæerne, stemmer ham idyllisk. To børn har hvert
en stor bunke, de leger med; deres ansigter er næsten ikke til at se,
da de har samme farve som den blegede muld, men håret er hvidt.
Landevejsstøv, der render mellem fingrene som vand, er en velbehag at
gribe i, at lægge sine bare ben i, og hvad der ellers er nøgent.
Mennesket glemmer igen, at han er sulten. Her er så megen fred at se.
Løvetandens dunhoder står som glødelamper mod aftenrøden, ude i kæret
trækker frøerne deres vækkeure op, en sort grævlingekøter viser sin
hvidgule bag inde på bygmarkens grønne dun, folk snakker sammen med
bagdelen op mod en stolpe, en dreng prøver at bide nok et stykke af
en endeskorpe, han skruer tænderne sammen, vrider nedad og opad, til
sidst knækker den, og han planter næsen midt i fedtet; ud af et
gammelt hus, hvis dør hænger skævt, kommer rokkende en gammel kone,
indhyllet som en mumie, gul og fed som en ædderkop -- hver
pedalomdrejning bringer noget nyt, han kan dårlig overkomme det.
Ved landsbyens post springer han af, retter benene og drikker vand og
smiler, idet han tænker ved sig selv: Så fik jeg da viklet den halve
snes mil om mine sikkelhjul.
Uden for byen, ved en bivej, finder han en gammel halmstak, hvor han
spiser sin mad. Derefter laver han et hul i halmen og sover ind med
en arm om siklens styr.
Mens han ligger dær med øret op til jordens hjærte, hører han,
hvordan det skriger i det nederste bælte, hvor menneskene bor:
Riv alle trådene ud! Vi er ikke dukker, vi vil ikke trækkes på snore
og udføre de bevægelser, som andre har udtænkt. Store fugle er vi!
Med livets blæst susende gennem vore vingefjær driver vi af sted, med
vinden, når vi synes; imod alle storme, når det falder os ind. Vi
følger med og går imod, ingen love kender os og holder os fast. Vi
går ikke med i livets almindelige tog. Vi er ikke skinnevogne langs
ad lige og langsomt krummede baner; den lige linje er skadelig; der
skal ret mange steder være skønne og lystelige kruseduller på vor
livsbane. Langs ad den lige vej dør fantasien.
Lad vore skibe drive af sted med mange sejl og uden ror, over
ungdommens hoppende sø, hvor vinden kommer uberegnelig fra alle
sider! Alting vugger; mange gribes af svimlen, der kommer op af det
våde hul; vi ser ikke efter dem. Vi ænser ikke de forhåbninger, der
falder i vandet; endnu mindre tænker vi på den flade, gule strandbred
forude; dær skal vi forlise, men der er længe til. Det hele skal løbe
ud i sandet, meget skal knuses i brændingen, før vi kommer i land,
men til den tid kan vi tåle det; for så er der magsvær i sindet,
blodets dønning har lagt sig. Så bygger vi med kolde, rynkede hænder
vor lavloftede hytte nær ved kysten, hvor vi ser ud over det hav, som
bortvaskede så mange af de forhåbninger, vi havde lastet vort skib
med, ti overlastede sejlede vi ud, fulde til vandgangen af anelser og
begæringer, og hvad kastede vi ikke over bord allerede i den første
storm!
Vor sandskurede, stormrevne skude skal stå på grund uden for vor
hytte; den har en gang været lastet med det meste af alverden.
-- Mennesket kravlede ud fra halmstakken og stillede sig ret op mod
himlen. Idet han fik hodet løftet, hørte han ikke længere den
tusindfoldige attrå, der kogte op fra den underste region.
Over ham stod stjærnerne som ubegribelige orakler; een kan gå hen og
tyde dem, en anden kan erklære det for løgn; derpå kommer det ikke
an; hvad man har læst, beholder man.
Han så ned mod jorden, som for lidt siden gjorde ham urolig.
Stjærnerne er skinnende, blottede grave, lysende sarkofager, der står
tomme. En lykkelig sjæl kan nå derop og lægge sig til hvile i en af
dem.
Det var nat og stille, da han siklede videre. Den vind, han selv
frembragte, brummede godmodigt i hans øren og suste om hans kinder
med en mild friskhed, der mindede om rinskvinens smag. Hver gang han
foer gennem en landsby eller forbi en stor have, blev det helt
stille, han indhylledes i en sød varme, men friskheden ventede på den
anden side. Månen stod over vejen og flyttede sig fra trætop til
trætop. De stævnede popler så ud, som om de steg op af grøften, og de
kom svævende hen imod ham med en rytmeløs gang, som spøgelser. Første
gang han så en poppels forvredne gengangerkrop med det uhyggeligt
langbørstede hoved komme anstigende, blev han uvilkårlig bange,
sveden prikkede ham langs ned ad næsen, men han besindede sig straks
og blev klar over, at det var første gang, han så det syn. Inde fra
den sorte græsmark hørtes nu og da en fredelig skærelyd fra en
drøvtyggende ko.
Idet han således sad på en maskine, der adlød ethvert tryk sikrere
end den ædleste araber, fik han en bred og grundig fornæmmelse af
tilværelsens simpelhed. Han trak været og fløj af sted. Mere var ikke
fornødent.
De primitive folkeslag har ret, der satte sjælen lig med åndedrættet.
Det er lige så sandt, som at han næsten glemte at trække været, da
han søgte efter sjæl i bøgerne. Han tænkte med uvilje på sine bøger,
men snart tænkte han på slet ingenting, han var i ekstase, mens han
vandt den ene mil efter den anden ud af sin lydige maskine. Han følte
sit sjæleliv strakt ud i en ret linje. Nu da han kørte her, hvor han
aldrig havde været før, havde han en mægtig, hemmelighedsfuld
fornæmmelse af at drage ind i noget gammelkendt. Han sugede sjæl til
sig fra de sorte marker og de lune trætoppe. De gav mere end bøgerne.
Han lænede sig forover og trådte til. Nu gik det studium i sønder, og
hvad mon der er på den anden side af den bakke? Luften rejste sig
imod ham, et hårdt insekt knaldede mod hans tænder og mindede ham om
at lukke munden.
Der er øjeblikke, da et menneske kan synes, at han er hele verdens
centrum, at han er faldet lige ned i midten af verden. Han står op
fra sin søvn og går ud, fri for sorger og uden problemer. Han kommer
ud i det fri med en sjæl, der er tom og følsom som en fotografisk
plade, og indtrykkene strømmer ind på ham fra alle sider. Øjne og
øren tar kun den mindre part, han har sanser over hele kroppen.
Foran sig tar han verden ind med øjnene, men vældigt føler han
tilværelsen bag sig; det risler ned ad hans ryg, og hans flanker
sitrer som elektriske sugere. Han har den sjældne følelse, at verden
virkelig er på alle sider af ham, den omgiver ham rundt om, men han
kan ave den; der er ikke en smule for meget, han får det altsammen og
kan bære det. Han er midt i verden, den graviterer om ham og kan ikke
knuse ham. Kraft stråler til ham og fra ham, det hele er i orden; han
_har_ verden; den er ordnet ligeligt rundt om ham.
Mennesket glemte siklen, som han ikke længere så; det var en slags
flugt; jorden skred så villigt under ham, den bandt ikke og stødte
ikke imod som sædvanligt; den var begyndt at blive immateriel; ved et
kraftigt afstød måtte han være i stand til at forlade den helt og
holdent. Ned ad bakkerne -- det var luft. En sten i vejen kaldte ham
lejlighedsvis tilbage til jorden.
Hans sind, der idelig piskedes af indtryk, blev varmt og løftet. Så
er det svært at gå roligt på jorden, men sikle, det kan gå an.
Det blev morgen. Solrøden havde forlængst været omme i nord, nu
vandrede den øst på og var i tiltagende. Det lysnede, markerne var
atter grønne, det hele fik et koldt, fornuftigt udseende. Mennesket
på siklen så sig forundret om og var nær ved at gå i stå. Han var
både træt og sulten, men det varede noget endnu, inden folk var oppe.
Han satte sig på en grøftekant og følte sig hjemsøgt af en ubehagelig
nøgternhed, mens solen stod op.
Men en times tid senere fandt han i en landsby en høker, der solgte
ham skinke, surbrød, radiser og salt, og med en stor pakke på styret
siklede han videre ned til en lille sø for at ta et bad før
frokosten.
Det halve af trætheden faldt af ham tillige med klæderne, han løb
omkring som et nyt menneske, vinden viftede ham køligt om
skulderbladene. Flade bølger gled stift foran ham, han så solbilledet
hoppe i dem med et pludseligt sæt, mens han vadede ud, hans ben blev
grønlige under vandet, og så kastede han sig bagover. Der var en tynd
hinde af varmt vand ovenpå, og det isnede op under ryggen, hver gang
han tog et kraftigt tag. Han flød så stille som muligt og mindedes
den tid, da han første gang lå på ryggen og så op i himlen, det var
en svimmel fornæmmelse, himlen kom nærmere ned til ham -- ja, det var
den dag, han først havde begyndt at erobre rummet. Kort derefter var
det, han lærte at stå på hodet, hvorved hans verdensanskuelse også
havde fået en tilvækst, han var ikke klar over, hvilken, men siden
han huskede det indtryk så godt, måtte det ha haft betydning for hans
udvikling; vist var det, at den samme verden blev en anden, når man
så den stående på hodet.
Nu lå han her og flød et sted på Sjælland i en lille sø, hvis navn og
beliggenhed han ikke anede, og i sin store glæde sparkede han en
masse koldt vand op under sig. Det rev i hans venstre næsebor, han
rejste sig og vadede i land. Store, spraglede fluer satte sig på hans
ryg og drak vand af ham.
Kirkeklokkerne begyndte at ringe, mens han spiste sin frokost.
Derovre et sted var der altså et menneske; lyden dannede en bro
imellem dem, ellers var han afskåret fra al menneskelig forbindelse.
Ringeren begyndte arbejdet med jævnt sind, men det holdt sig ikke;
han blev hidsig, og han sløjede af, han blev træt, han spyttede i
næverne og samlede friske kræfter, han faldt i tanker og ringede
decrescendo, og han huskede sin pligt og la kræfterne i. Dær stod han
gemt, troede han, og så sad der langt borte et menneske og
kontrollerede hans inderste stemninger. Til sidst sluttede han af med
et ordenligt drag, der lød ganske uærbødigt og kunde oversættes som:
Har du så fået nok?
Så blev det igen stille om mennesket nede ved søen, der var ingen
forbindelse med omverdenen, undtagen at en vædder lejlighedsvis
brægede tykt og slimet gennem en gammel bronkitis. Også den tav
stille engang, ingen flere begærede ordet, mennesket spiste sine
sidste radiser og faldt i søvn.
Det var hen på eftermiddagen, da han kørte videre. Solen brændte
stille, varmen lå om ham som en kappe. Bakkerne væltede sig bort
under ham som uhyre tønder; han smed sig ned gennem hulningerne,
bivejene svingede forbi ham som lange grå penduler; mellem stunder,
ved et gammelt hus, eksploderede en lille lænkehund ud af sit hul,
valsede rundt, slog knuder på sin børstede krop, og så var den langt
væk. Jorden måtte i sandhed være rund, den rejste sig foran og
dukkede sig bagved.
-- Landsbyer stiger op, først viser en husgavl sit ansigt med taget
ned i panden, som om den har kyse på, så kommer byen, og dær ender
landevejen op mod et havegærde med en klynge sirenbuske, det ser ud,
som om han ikke kan komme længere. Men han sætter al kraft på, og det
hjælper, sirenbuskene hummer sig til siden, landevejen skubber sig
og lægger sig til rette, som om den var levende, og se: nu gav den
et spjæt; der gik hul på udsigten, en lang bane ligger udstrakt foran
ham.
Det gør et symbolsk indtryk på ham; sådan åbnede tilværelsen sig
pludseligt for ham, da han troede, at han var kommet til en grænse;
noget gled til side, ny udsigt viste sig.
Alle bekymringer sparker han bagud med sine pedaler; de ligger i
støvet og kan ikke vinde med. Måske, hvis han punkterer, så vil de
rejse sig og komme over ham, men det foreligger ikke. På den tid, da
himlen er blå, marken grøn og vejen gul, behøver han fra nu af kun
sine to gummisirkler; oven på dem ryger han sønden om alle ærgrelser
og stridhårede køtere og alt det onde, som gud fri os fra.
Videre altså.
Langs vejen står køerne og ryster fluerne af deres sider, engang
imellem slænger de hodet bagud og lar tungen følge med, så det hele
kan række længere, og halen pisker bagfra, det kan omtrent nå sammen.
Fluerne må være slemme nu; alle køerne har et blankt, slimet sted på
begge sider oppe ved ryggen.
Nok en kirke toner frem, som et firkantet stykke skolekridt stiger
den ret op af det grønne, og et stykke kirkemur skinner hvidt som
skjortestriben på en høstkarls ryg, mellem vesten og bukserne.
Jorden runder sig trindt om ham, til venstre marsjerer en bakke frem,
ujævn og hakket, en vorte midt på jordens mave. Han går i stå i
anledning af dens underlige form, og siden han nu er nede, bestemmer
han sig til at gå op på den.
Landet ligger broget og mangfoldigt omkring ham. Dær krummer sig et
stykke mørkegrønt havre ned mod engen, med blade så brede som
tagrørets; længere nede blir den gul og tynd, mosejorden stikker sine
rustbrune knolde op imellem. Der er en vandgrøft, så tilgroet med
kraftig dueurt, at den ser ud som et dige, og der er et vænge med
kalve. Se, hvordan en tyrekalv pludselig kan få et anfald! Den sætter
tværs over vænget med hals, ryg og hale ud i en ret linje, så stanser
den ved indhegningen, løfter sit stupid-forslagne ansigt mod solen,
slikker sig tværs over mulen, først op i det ene næsebor, så op i det
andet, ryster på hodet og forstår øjensynlig slet ikke, hvad der går
af den.
Tuer af stridt græs stikker deres koste op mellem røde, stive
vandflader, hjærtegræsset glimter silkeagtigt i solskinnet. På den
anden side af mosen ligger to gamle huse med brudte ryglinjer og
vinduer og lemme anbragte på bedste beskub. Husene er ikke lige
invalide over det hele, de strammer sig op i den ende, hvor den pæne
dør er, men bægge er de lamme i bagkroppen. Et nødtørftshus læner sig
dånefærdigt over mod en skæv brændestak; det ser nok ud til, at de
skal nå hinanden en gang.
Mennesket vender sig og går over til den anden side. Fårene nedenfor
ser op med sænkede hoder, græsdusken står stille mellem deres kæber.
Firkantede og trekantede marker passer ind i hverandre, intet blir
til overs; grøfterne knibes sammen, og der spares på vejenes bredde.
En sandgrav, der er prikket af svalehuller, ligger midt i og er noget
for sig; oven over den ser man en hulvej, der som en gul rem snærer
sig ind i bakkens runde mave.
Her har jeg aldrig været før, tænker mennesket, og tanken gør et
stærkt indtryk på ham, som om der var noget genialt ved den.
Her er ikke den gade, der har set mig komme uvillig hjem til mine
studier; her er ikke den grøftekant, hvor jeg har siddet og været
bange for at la min sjæl råde for alting; her er ikke den vej, der så
mig vende om, ydmyg og uværdig.
Her er rent og nyt, her er til at begynde forfra.
Han satte sig ned og lukkede øjnene.
Milliarder af meteorer rykker solen daglig ud af deres baner og
tvinger dem til at styrte ind på sig, hvor de selv blir dele af
solen. Mig har solen rykket ud af min bane, også min sjæl skal blive
en del af solen.
Da han gik ned, kom han til at tænke på en drukken digter, der engang
sad på en høj. Han tog det ikke som et varsel, men lo, idet han
rejste siklen op.
-- -- Nu kommer _jeg_, og udviklingens kurve skal et sted slå et
særlig bugt, der skyldes mig.


Forfatteren hr. Kasbjerg var i fuldt arbejde med sin nye bog, han
bøjede sit spidse, blanke hoved over papiret, og små, sirlige orme
vrimlede ud af hans pen; det var flere timer siden, han havde set ud
af vinduet, ti han var nu for attende gang i sit liv kommet til det
sted i et værk, hvor, i følge hans teori, livets kræfter skal samle
sig ligesom i et brændpunkt, og da må en samvittighedsfuld forfatter
være blind og døv, han må ikke kunne la sig forstyrre af indtryk ude
fra. Hr. Kasbjerg fyldte sine ark med meget åbne linjer, læste
igennem, stregede ud, lavede inde i teksten små og store cirkler med
bemærkninger i, dryssede spørgsmålstegn ned langs margen -- det vilde
ikke rigtig gå.
Sommeren bragte ham intet nyt, ikke engang tab af ligevægt. Mens
cellerne uden for svedte og arbejdede, hentede og afleverede kraft,
foregik der kun lidet i hans hjærneceller. Solen gjorde ham ikke
noget: der lå en blækskorpe over hans sjæl, som solen ikke kunde
trænge igennem.
Han arbejdede, han koncentrerede sig. Med rette rostes han for den
kunstneriske omhu, der prægede hans bøger, han blev ikke træt af at
lave om, han stred sig tappert gennem de mange døde stunder. Men det
blev ikke i dag, at han kom igennem; menneskene vilde ikke lykkes for
ham, de snakkede så langt og træt, de talte med hverandre om,
hvordan intet vilde lykkes for dem -- -- ja det, de egenlig talte
om, var deres forfatters bitre lede ved sin egen ævneløshed, men han
var slet ikke klar over denne uhyggelige kendsgærning.
Når en kunstner er så vidt færdig med sin udvikling, at alle omslag
og væsenlige ændringer er utænkelige, så lider han i sine stille
arbejdstimer jævnlig af en regelmæssig susen, der betyder, at han har
bunden rotasjon; hans ideer har deres faste omdrejninger, alt kommer
igen, det uforudsete er udelukket, han er fuldt udviklet, fuldkommen
og færdig. Der er ikke mere noget nyt under solen.
Uden for Kasbjergs vinduer sad en stær, der lige var kommet hjem til
sin kasse på gavlen af villaen. Efter at den havde fodret ungerne,
gav den en forestilling for sin egen fornøjelse. Den baskede med
vingerne og trippede nervøst omkring, mens erindringsbilleder fra
dens dags oplevelser strømmede i et broget tonemylr ud af dens næb.
Den huskede vibens forpinte skrig og rovfuglenes skarpe stemmer, den
gengav bogfinkens triller, den smældede hårde stenlyde af sig, som
den havde hørt langs vejkanten, og den eftergjorde amboltens
metalsang. Mellem det altsammen indførte den sine personlige
stemninger, den forfattede den ene skildring efter den anden og
fløjtede på sin egen vis, blandede objektivt med subjektivt -- som en
rigtig forfatter -- og stansede ikke et øjeblik for at tænke sig om.
Men Kasbjerg hørte ikke, hvad den talentfulde lille kunstner
improviserede. Han sad og skrev med tom sjæl og stive øjne.
Månen stod op, rød og tung, som et forsviret baronhoved, der med
møje løfter sin røde globus op over sengens hvide horisont. Den blev
gulere, mens den steg, og kom snart til at skinne på Kasbjergs
skaldethed, der begyndte bredt og endte i en spids, ligesom
Sydamerika.
Han havde en tom fornæmmelse om mellemgulvet, ligesom det kunde være
sult. Måske trængte han til aftensmad. Han så på uret, dette var
dagens tiende arbejdstime -- den lyse tid gir kræfter. Men da han
rejste sig op, fik han et anfald af svimmelhed, så han nær var faldet
ind over bordet. Han rynkede panden og gik lidt omkring i det store
arbejdsværelse. Det var ikke noget, men han kendte det ellers nok:
når man efter timers ihærdigt arbejde løfter et udpresset hoved i
været, er det, som om den øverste halvdel af ens legeme pludselig
blir immaterielt.
Han så ud ad vinduet. Måske var det bedst at rejse ud i landet, til
en eller anden provinsby. Ja; i morgen skulde der stå i bladet, hvor
han var anmælder: Den bekendte forfatter, hr. Kasbjerg rejser i dag
til provinsen for at gøre studier til sin næste bog.
Disse studierejser morede ham for resten ikke. Naturligvis havde han
skitsebog med, og han anholdt også nogle fakta: græsset er grønt,
køerne røde, støvet gulgråt, men det er endnu ikke litteratur. Og
hvad var der ellers at opdage? Det danske land er uden karakter som
dets beboere; vi er fortræffelige mennesker, men vi er ikke
interessante. Han skrev rejsebreve til sit blad, hvori han
mildt og modent ironiserede over landets og folkets mangel på
ejendommelighed. Han kunde ikke se andet, han havde lavet for meget
litteratur. Blæk blinder.
Han samlede sine ark og gjorde et overslag over udbyttet. Nej, det
havde været en dårlig dag, omtrent 66 p.c. udstregninger. Forandring
af sted var nødvendig.
Han tog sin hat og trykkede den ned over Sydamerika. Dog ragede Kap
Horn frem forneden.


Ivar Holt boede i den bedre ende af Saksogade. Da han i sin tid kom
til København med ny studenterhue og gammel, sort håndkuffert, drev
han ud ad Vesterbro for at se efter et værelse. Han blev opmærksom på
gaderne med de berømte navne, der går ud fra Vesterbrogade, tætte og
snavsede som tænderne i en redekam. Et stykke nede i Saksogade
stansede han foran et kældervindue, hvor der stod skrevet på et
stykke pap: Varm toddy 5 øre. -- Det må være et sted, hvor jeg har
råd til at bo, tænkte han og gik hen til det næste kældervindu for at
se, hvad det gjorde indtryk af. En petroleumslampe med tragtformet
blikskærm hang under loftet; i vinduet lå fire magre sild på en
tallerken (fineste norske flommesild), to klipfisk på et bræt, en
papirspose med ildtændere, en med koks, en æske støvlebeskyttere, en
halv kasse grifler, fem dåser skosmørelse. Han behøvede ikke at gå
hen til et tredje vindu; inden for disken stod en kone og svøbte det
øverste af en petroleumsflaske ind i et lille stykke af et toøresblad
-- gaden var god nok. Papstykker med "Værelse til leje" smilede ned
til ham mange steder fra, fem minutter efter var han lejer af et,
ikke for nær ved kælderen, og kunde nu, lettet for håndkufferten, gå
hvorhen han vilde, og more sig gratis, hvor han kunde komme til.
Humøret holdt sig nogenlunde, mens han var på Vesterbro, men det
faldt betydeligt, da han nåede ind i Frederiksberggades lune
atmosfære. Han betragtede butikkerne og navnlig de spaserendes
ansigter, de imponerede ham, han måtte tænke på, hvad han havde
halvdrømt mellem Korsør og København. Nu stod han her, hvor han havde
forpligtet sig til at blive til noget, denne by tog ham på ordet, den
vilde gærne se, om han duede til det, han selv mente -- og disse
mennesker, det var altså dem, der skulde tvinges til at lægge mærke
til ham. Det var eksamen om igen, men meget værre, han fik kvalme
ligesom den gang og ønskede, han var igennem byen, som om alverden la
mærke til ham.
Også husene generede ham, de var groet sammen i lange klumper, ikke
enkelte individer som hjemme i hans egen by, hvor der var lige så
stor forskel på huse som på mennesker; små huse og store huse, gamle
og unge huse, pralende huse og fornuftige huse, velvoksne huse og
krøblinger. Ikke at tale om, at der var faers hus, konsulens hus,
fabrikantens hus -- --
Jeg er måske en ret tarvelig fyr desværre, tænkte han, da han gik
igennem Østergade. I sin egenskab af provinsbo måtte han kigge ind
gennem et kafevindu, det kunde ligne ham! Dær så han gamle herrers
hvide overskæg spjætte under tygningen, han kom til at tænke på får,
der æder hø med en strid dusk sparkende ud af hver mundvig. En
pegefinger beskrev en kurve på fem tommer, samtidig gennemløb en
opvarter en dermed ligedannet kurve på femten alen. Det kendte han
fra geometrien og gik forholdsvis opmuntret Kongens Nytorv rundt, ned
til Nyhavn, der prikker ind i torvet som en våd, snavset pegefinger,
hvis sorte neglerand er Bethelskibet.
En garderløjtnants stramme, blå bagdel fangede hans blik; ved hvert
skridt skiftede den fysiognomi, en dyb fold vred sig som en skæv,
grinende mund, snart opad til højre, snart opad til venstre. Det var
et blåt klownansigt. Han søgte at få indtryk af ansigtet, i det
øjeblik det var symmetrisk, uden grin, men det lykkedes ikke,
mundvigene fløj som et lyn til højre og venstre, og han måtte følge
bagefter, indtil manden stod stille, og ansigtet var borte.
Med optændt fantasi gik han smilende gennem Kristianshavn og nåede ud
på landet, hvor han satte sig på en grøftekant, mens det blev aften.
Mørket faldt over byen, lygterne tændtes forneden, stjærnerne
foroven, også månen kom frem, rød og osende i sammenligning med
buelamperne nedenunder.
Hvad har lyset der foran at byde mig? tænkte han. Her sidder jeg med
min fordring. Gamle mænd har advaret mig; de forlangte, at jeg skulde
benytte deres skuffelser, som nu en gang er prøvede og befundne i
overensstemmelse med livets love. Men jeg vil lave mig mine
skuffelser selv, det er min menneskelige ret. Har lyset foran brug
for en mand, der ikke ved, hvad han duer til, men som har i sinde at
følge sit kald, selv om det viser sig, at han duer til ingenting.
Han følte, at der i det sorteblå mørke var noget, der vinkede ad ham,
og hans sjæl rejste sig i ham, den forlængedes, stjærnerne sugede den
til sig. Det var den første forbindelse mellem ham og hans skæbne --
den rykkede i ham, men han sad endnu altfor fast i jorden.
En lille tør, hæslig lyd fik ham til at se ned. Det var en utydelig
skrubtusse, som med besvær alkede sig frem ad landevejen. Hjulsporets
kant forårsagede den uhyre møje, den kørte i luften med forbenene,
krummede ryg og trådte efter med bagbenene; det gjorde et slimet,
arbejdsomt indtryk, men den kom over kanten og stræbte videre langs
ad hjulsporet med sin tørre skurelyd.
Ivar Holt gik ind mod byen igen, stjærnerne slap taget i ham, og der
var en spænding, som tabte sig.
Han fulgte den samme vej, han var gået udad, men uden sjælelige
reaksjoner. Nu skulde han bare til at være flittig, han med sin gode
eksamen.
Allerede det blotte syn af rygge, der fjærner sig; maver, der nærmer
sig; ben, der bevæger sig, alt det virker hæmmende og regulerende.
Gamle tiders eneboere kendte denne magt og frygtede for den, de drog
afsides og lod deres sjæle vokse vildt, og da der ingen mennesker var
om dem, skød deres sjæl en uhyre stængel op mod himlen, mod poesiens
blå rum, mod stjærnerne, mod Gud -- hvad de nu kaldte det --;
det blev høje sjæle uden bred menneskelighed, astrologer,
religionsstiftere, digtere, gale. De, der blev længe nok i ensomheden
og nåede den fulde vækst, de fik den gave at tro, de var
overmennesker, og de døde salige i den tro. Men der var nogle, som
ikke kunde udholde ensomheden og savnet af menneskene, de vendte for
tidligt tilbage, forstod ikke menneskene og var ulykkelige i deres
samfund; men de turde heller ikke forblive i ensomheden, hvor deres
lykke dog var nærmest ved at være fuldkommen. De døde som stakler,
der afvekslende følte sig større end andre -- hvad de dog aldrig
turde tro på -- og mindre end andre mennesker, hvilket egenlig var
den tryggeste følelse, men også den mest ydmygende.
Ivar Holt var behagelig træt, da han nåede hjem til Saksogade. I
morgen begyndte der en hel ny tilværelse. Ligesom han vilde gå op, så
han, at der på kældertrappens øverste trin hang en gråladen tusse;
med to ben arbejdede den i luften, to andre ben kartede hen ad
trinet, så forsvandt den, og et modbydeligt, tørt bums hørtes nede i
mørket. Ivar Holt fik ikke tid til at overveje, at en skrubtusse ikke
i løbet af en times tid kan nå fra Amager til Saksogade; skrækken kan
være hurtigere end nogen fornuftig tanke; den besindige overvejelse
kom et godt stykke bagefter.