Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 10

havde Døden fuldbyrdet sin Hensigt med den syttenaarige ...
Endnu to Mand af Skibsbesætningen lod Jens Rasmussen bjerge ned i
Baaden. Saa var der ialt tolv Skibbrudne ombord, Kaptajn Cronberg
derimellem. Det var utilraadeligt, rent ud livsforagtende, at gaa ind
over Revlerne, gennem den styrtende Brænding, med Baaden #endnu#
stærkere belastet. Nu maatte de til Land og det knaphændet. Der blev
gjort klar til Hjemfart og hevet Dræg, og indad Kysten strøg de. Ude
fra Vraget skar der fortvivlede Skrig efter dem ... Men der var ingen
Lejlighed til at agte derpaa. Med alle Sanser skærpede søgte
Skipperen Vej for sin Baad, hvor der var lidt slet Pust mellem
Bølgebrækket. Først da han var kommen velbeholden i Land med sin dyre
Last, Klokken var bleven tre den Gang, mærkede han ret, at det
smærtede ham i Siden, og at det Slag, Rorpinden gav ham i Brændingen,
havde beskadiget et af hans Ribben -- det var brækket ... Naa, ja-ja,
han #havde# jo gjort sin Pligt og en god Dags Gerning, nu maatte de
andre om Resten ...
Der blev ligesom en Pavse i Land. For de bjergede Folk saavelsom for
Redningsmændene skulde der sørges og det i en Fart. Flere af dem var
segnefærdige. En Letmatros blev baaret bevidstløs op paa Stranden og
kørt til Gammel Skagen, hvor Lægen kom til Stede og tog ham under
Behandling. Det var en besværlig Transport af de reddede Folk, de
skulde til Gammel Skagen alle og i Hus dèr og under god Pleje.
Men der var jo syv Mand ombord paa Vraget endnu. Og Dagen led.
Det blev besluttet, at Kandestedernes Redningsbaad skulde forsøge en
Tur ud igen. Men da der manglede Halvdelen i fuldtalligt Mandskab,
fordi Udmattelse fra den tidligere drøje Tur havde gjort seks Mand
uskikkede til at være med igen, maatte man se sig om efter frivillige
Folk. Straks mældte der sig fem yngre Folk fra Gammel Skagen og saa
Skipperen paa Skagens Redningsbaad, Fisker Niels Nielsen, ham, der
var bleven Fører efter Lars Kruses Død.
Henad Halvfem-Tiden var det vel, da Baaden gik ud. Søen var stadig
brølende stejl. For udkastet Agterdræg nærmede man sig Skibet, over
hvilket der heves et Kastedræg, og ved Hjælp af dette kunde Baaden
række helt ind til Fokkemasten. Skibet var krænget stærkt over paa
Bagbords Side, saaledes at Bagbords Lønning og Bagbords Del af Dækket
var under Vand. Nokken af Raaerne stak i Søen. Men der var smult Vand
i Læ nu, Skibsskroget laa med Styrbordssiden højt mod Braaddet udefra
som en virksom Bølgebryder.
Oppe i Fokkemærset opholdt sig ved den Tid fem af Skibets Besætning.
De gjorde sig øjeblikkeligt rede til at bjerges, saa nær som en af
dem, der var surret til Mærset og sad dèr som halvdød, uden
Bevægelser.
Men hvor var de andre to Mænd? Redningsfolkene kiggede ilsomt efter
dem. Snart opdagede de, at en ældre Mand, det var Første Styrmand,
han, som havde været paa Dækket for at hjælpe Jungmanden, der
forulykkede, sad ved luv Lønning med en Ende om Livet surret fast til
en Jærnpullert inde paa Dækket. Der var Liv i ham endnu, kunde man se
-- men han havde næppe langt igen. Der maatte hastes. Og den syvende
og sidste Mand -- det var Baadsmanden Andersson, -- som havde slidt
saa troligt og opofrende først for at faa Kammeraterne flyttet i
Sikkerhed fra Bakken til Rigningen og dernæst bjerget i Drægtovet til
Redningsbaaden -- han hang under Styrbords Del af Fokkeraaen omtrent
et Par Alen hævet over Vandet, som paa dette Sted stod sine tre Alen
over Dækket og skvulpede, hang dèr svævende i Luften baaret af to
Reb, det ene bundet om Livet og op under Armene, det andet svejret om
Laaret og anbragt til Støtte i Skridtet. Han lignede en hængt i en
Galge og saa' ud som død. Han var ganske sorteblaa i Ansigtet, Armene
hang slapt ned, Hænderne var stive og blodløse ... Dèr havde
Andersson hængt henved et Par Timer, i denne forfærdeligt pinende
Stilling. Han var af Natur en frisk Mand, Andersson, men han havde
budt sig selv for meget, hans Lidelser havde overvældet ham. Kort Tid
efter at Redningsbaaden var afgaaet med de tolv Bjergede, vilde han
fra Dækket søge op i Rigningen, men kunde ikke klare sig. En Matros
tilkastede ham oppe fra Raaen en Line, men under Bestræbelserne for
at fæstne den om sig, vaskede en vældig Sø Andersson udenbords. Man
troede ham allerede borte, da han atter saas paa Skibet, ved en
vidunderlig, uforklarlig Tildragelse var han blevet hævet paa en Sø
og kastet hen til Skibet igen, hvor han klamrede sig fast til
Ankertaljen og laa og kæmpede i Braadsøer en halv Time -- det var,
som om Havet vægrede sig ved at opsluge en Mand af saa ædelt Sind og
ukueligt Mod ... Mandskabet i Rigningen gjorde deres yderste for at
hjælpe ham. En Ende blev ham tilkastet, han fik den langt om længe og
med Nød og næppe bundet om Livet, og han skulde nu hales op i Mærset.
Men han var bleven saa forkommen, at selv han intet yderligere
formaaede at udrette til sin Frelse. Af deres næsten udtømte Kræfter
sled Mændene oppe i Mærset med at hive Andersson til sig i Linen, det
lykkedes dem kun at faa ham hævet netop saa meget over Vandet, at
Sprøjtet ikke berørte ham, de #kunde# ikke længere. Dèr blev han saa
hængende, men for at stive af paa ham, da Linen om Livet jo snærede
slemt, stak de en ny Ende til ham og med en sidste Kraftanspændelse
fik han stukken denne Line mellem Benene og om det ene Laar. Saa
fastgjorde Folkene i Mærset begge Ender og sad dèr og saa' Livet ebbe
af ham, sad i sindssyg Spænding, om der dog ikke skulde komme Hjælp
igen en Gang fra Land. Endelig kom da Baaden derud, men de var altfor
sløve til at føle Glæde, næsten sanseløse lod de sig, de fire af dem,
glide ad Raaen ned i Baaden, hvor de faldt sammen i søvnagtig
Ligegyldighed.
Nu var der altsaa tre Ulykkelige tilbage -- den fastsurrede Mand oppe
i Fokkemærset, Første Styrmanden paa Dækket ved den luv Lønning --
begge drog vistnok paa deres sidste Suk -- og saa Baadsmanden, der
hang dinglende i Linerne og sikkerlig allerede #var# død, det var der
kun én Mening om i Redningsbaaden.
Gode Raad var dyre. Hvorledes skulde man hjælpe. Ja, egentlig var der
kun Udvej paa én eneste Maade: der maatte en Mand af Redningsbaadens
Besætning op og yde Staklerne øjeblikkelig Bistand. Men hvem? Det var
halsløs Gerning, saa omtrent. Alle Fiskerne i Baaden sad saa meget
som et Par Minutter og overvejede i Tavshed denne Udvej; de maalte
Afstanden nede fra Baaden og op til Rigningen og ned igen. Havet
sydede rundt omkring. Den, der faldt i Søen, var fortabt.
Niels Nielsen saa' sig lidt trykket rundt i Baaden, hans Øjne
flyttede sig fra den ene til den anden af Mandskabet. Han var lige
paa Springet selv og vilde vovet Turen paa Vraget, da en
toogtredive-aarig Mand fra Gammel Skagen, Christoffer Dalsgaard,
rejste sig og med djærv Beslutsomhed sagde sig villig.
»#Jeg# er Ungkarl,« sagde han til Nielsen. Dermed var Sagen afgjort.
Nielsen var ældre og gift, den unge og ugifte tog altid den
voveligste Tørn i saadan Situation; det er god gammel Skik paa den
jydske Vestkyst. Flere Ord blev ikke brugt.
Behændig og sikker paa Haand og Fod entrede Christoffer Dalsgaard ad
et nedhængende Tov op til Fokkeraaen; han havde en Line med sig fra
Baaden. Først skar han den surrede Mand los, fik ham flyttet et
Stykke hen ad Raaen og halet ned tæt til Baaden, hvor han straks blev
optaget og underkastet Oplivningsforsøg. Hjærtet bankede da i ham
endnu, og han aandede op igen, langsomt ... Saa klatrede den
uforfærdede Redningsmand videre ad Raaen og ind gennem Fokkemærset og
gik et Stykke ned ad Vævlinerne paa Styrbords Fokkevant, der laa
omtrent vandret, saa kæntret var Vraget. Herfra skulde han lige til
at betræde Fokkerøstet og gøre Linen klar til Første Styrmanden under
luv Lønning, da Kammeraterne raabte et skingrende Varsko til ham, at
der kom en taarnende høj Braadsø imod ham. Det lykkedes ham lige i
sidste Sekund at faa et urokkeligt Greb i Vævlinerne, Braaddet
hvirvlede over ham, skjulte ham aldeles -- der var den tysteste
Spænding i Baaden. Da saa' de Christoffer sidde slynget klods mod
Vantet, som havde han været surret dertil; han slap heldigere, end
nogen næsten turde haabe, Faren havde han ganske undgaaet, var
uskadt, men drivende vaad. Med lynsnare Bevægelser fik han Enden
kastet ned til Styrmanden, der sad paa Dækket nær hen ad Bakken. Der
var saa meget Liv tilbage i Styrmanden, at han kunde gribe Enden og
fæstne den til sig, hvorefter han kappede sin Surring, et Stykke
Trosse. Christoffer var allerede paa Vej tilbage til Baaden og
troede, at Bedriften var lykkedes, men næppe er han heldig naaet ned
blandt Kammeraterne, der takker ham for hans Daad, før det viser sig,
da de vil til at hale Styrmanden til sig, at denne i Forvildelse har
knyttet den tilkastede Ende til den Surring, han kappede, saa at
Redningsmændene haler alene Surringen til sig ...
Alle i Baaden staar et Øjeblik i raadløs Skuffelse. Da entrer
Christoffer paany op ad Raaen og har foruden en Line tillige en
Baadshage med sig. Den samme farlige Vej gennem Fokkemærset maa han,
ned ad Vantet ud mod Søen, og med megen Aandsnærværelse og den
største Dødsforagt udfører han herfra sit frivillige Hverv. Paa
Baadshagen faar han Linen ned til Styrmanden, der denne Gang, vistnok
mere ved en Tilfældighed end egentlig klar over sin Handlemaade, faar
den bundet rigtig om Livet ... Og mens Redningsmanden uden Uheld
klarer sig Dødsvejen tilbage til Baaden, faar Kammeraterne den næsten
døende Styrmand halet fra Vraget og ombord. Hans Tøj var som flaaet
af ham af Braadsøer, og Skibsjournalen, som det havde været ham saa
magtpaaliggende at bjerge, var borte.
Der steg en varm Ilfærdighed i alle Redningsmændene. Nu maatte de
hastigt til Land, Mørket faldt paa, der var endnu en Kamp at
overstaa, før deres eget og Søfolkenes Liv var ganske i Sikkerhed.
Brændingen brølte derinde ..... Baadsmanden fik blive hængende. Han
var og blev død. Selv om det ogsaa kunde lykkes at faa ham skaaret
ned og bragt i Baaden, hvad der dog altid var en mislig Sag, saadan
som Braaddet ideligt overskyllede Fartøjet, saa kunde man næppe
forsvare at sætte Menneskeliv i Vove for et Ligs Skyld -- hvor trist
det end var at efterlade Baadsmanden, især da han jo havde forvoldt
sin Død ved opofrende at hjælpe de andre ... Det kunde dog ikke
nytte, man maatte i Land nu, der var ellers overhængende Risiko her
mellem alt Drivgodset og i Skumringen. Desuden trængte de Skibbrudne
haardelig til Lægehjælp.
Man stødte altsaa fraborde og stævnede ind gennem Søerne med største
Agtpaagivenhed. Klokken seks skurede Baaden paa Stranden. De sidste
levende Folk var frelste -- tolv Timer efter Grundstødningen.
Næste Morgen var der intet mere af Rigningen over Vandet, Stormen
var, om muligt, stærkere end den foregaaende Dag ...
Fjorten Dage efter indstillede Skagens Byfoged Ungkarl Christoffer
Dalsgaard af Gammel Skagen til et Hæderstegn for »i høj Grad
uforfærdet og opofrende Forhold«. Indstillingen fremhævede, at
Dalsgaard var »en af sine Medborgere i enhver Henseende godt anset
Mand, hvis Værdighed og Hæderlighed er udenfor Tvivl«. Hen paa
Sommeren blev han udnævnt til Dannebrogsmand.
Han har aldrig siden baaret sit Hæderstegn.
»Han har fortjent det Kors som faa,« siger Folk. Ja, han har fortjent
mere end det. Han er Skipper paa en Fiskekutter nu, ingen Fremmede
kender ham, men hans Bedrift vil ikke blive glemt paa den jydske
Vestkyst.
-- -- Saa underlig er Menneskenes Skæbne, at Livet, skønt vi strider
for det til sidste Muskelevne, alligevel falder os saa tyngende at
leve. Da Første Styrmanden fra »Erato« kom til Sans og Samling, det
var oppe hos gode Folk i Gammel Skagen, og rigtig forstod, at Livet
var hans Lod igen, klagede han og sagde til Fiskerne, der stod om
ham: »Hvorfor lod I mig ikke blive derude og dø, jeg var dog saa
dejlig nær derved, jeg havde gjort alting op, jeg følte det hele
blive saa velsignet stille i mig og syntes jeg gled bort og slettedes
ud.«
To Maaneder efter, en Aften hjemme i Helsingborg, netop som
Styrmanden skulde ud med et nyt Skib -- saa sprang han overbord i
Havnen og druknede ...
Og Kaptajnen! Han fik hurtig andet Skib at føre, og hans første Rejse
gjaldt Amerika, dèr forliste han Skibet i la Plata Floden. Alle Mand
blev reddede -- undtagen Kaptajnen. Han #vilde# nok ikke, hed det
sig, og gik til Bunds med Skuden ...


KÆRLIGHED OG GRUNDSTØDNING.

»Han var Engelskmand fra Hartlepool, en dejlig Baad, stor Damper,« --
fortalte glade Skipper Røn i Skagen Vesterby -- »og havde fragtet
Majs fra Sydamerika til København. Det er en lang Rejse for kønne
Søfolk, saa de bliver jo rent tossede, naar de endelig slipper i
Land. Bare tværs over Gaden og ned i en Ølkælder lige med det samme,
det gælder det jo om, og saa en Vending ud paa Lærkesjov, jo Tak,
#den# kender vi nok. Man har jo vaaren med nogle Gange selv i den
Tid, at man sejlede. Naadada -- #stillschweigen!# som Tyskeren siger.
Kaptajnen var Skotsman, og det véd vi allesammen, vi, som har faret,
at hjemme hos dem selv i Skotland, dèr er de li'som Engler, dèr er
det bare med at faa Salmebogen i Næven og saa #to church# med
Madammen, men i fremmede Havne kender jeg ingen værre end som
Skotsmen, de er akkurat, som de kunde være løsslupne Præstesønner
herhjemmefra, allesammen, det er givet, følgeligvis.
Som han saa kommer fra København vandballastet for hjemgaaende, saa
strander han Herrenstyrtemig her norden til, ud for Batterivejen. Han
stod paa tredje Revle, Vejret var, hvad vi kalder pænt. #Den# var jo
nydelig for ham, stakkels Mand. Men værre var det, at han havde
#Fremmede# ombord, og det var Hemmeligheden ved, at han grundstødte.
»Hvad for nogen Fremmede,« spørger De mig, det kan jeg se paa Deres
Øjne; ja #her# er det krilne Punkt, nu skal De høre.
Om Morgenen tidlig var det, at han stødte. De saa' ham fra Fyret og
telefonerede, og som et Lyn var vi ved Stranden, alle Bjergerne. Der
er jo Skillinger at tjene. Saadan er det nemlig indrettet her oppe
hos os med Bjergningslavet, som vi kalder det, og som jeg har været
Formand for, at saasnart der kommer en Stranding, skikkes der Bud til
Formanden for Byens Bjergere. Enhver skattebetalende, uberygtet
Borger her i Byen, altsaa: ikke straffet og ikke faaet Fattighjælp --
for #uberygtet#, saadan hvad Folkesnak angaar, huha, nej, #dèr# er
der nok ingen hyttet, vi kan da heldigvis fortælle Sladder om
hverandre allesammen -- #han# kan mælde sig ind i Bjergningslavet. Vi
er over 400 i Lavet nu, det er en hel Fattigforsørgelse. Vi er
inddelt i Selskaber eller Skibsparter, som det hedder, seks Mand i
hver, og saa er der oven i Tilgift en halv Snes Joller eller tolv,
som er med i Lavet. Til hver Stranding beordrer Formanden nogle
Joller ud og saa og saa mange Mand af hvert seks Mands Hold, én eller
to Mand, vil vi sige, at der kommer til Skibs fra hvert, og saa skal
der bjerges i Land fra Strandingen, saa at han kan lettes og Switzer
trække ham af Grunden. Sommetider kan Arbejdet smide godt af sig, for
Bjergningslavet bekommer Tredjedelen af Switzers Akkord. Det andet
Aar trak Switzer en Engelskmand ud for en Akkord paa 1000 Pund eller
ungefær 18,000 Kroner paa dansk, som De véd. Det blev altsaa 6000
Kroner til Bjergernes Part. Og saa er der den Ting ved det, at
indbyrdes saa er Bjergerne Socialister og deler lige, om ogsaa vi
ellers er gode Højremænd, det er maaske vores Fejl i disse Tider, at
sige: stor Forstand paa Politik det har vi nu ikke, de fleste af os
-- og det er der jo ogsaa Tosser nok til andre Steder ... Jo, vi
deler lige. Hvert seks Mands Selskab faar sin Lod, hele Lavet
igennem, naar bare hvert Selskab er repræsenteret ved Strandingen,
saadan som der er bleven ordret. Men den Mand, der ikke er mødt, faar
Bøde. Jo, det er regulært nok -- forstaar sig, det glemte jeg da
egentlig at fortælle, at nok deler vi lige, men der er dog Mening i
alting, og derfor faar de rigtig baadvante Folk, Fiskerne, de faar
fuld Lod, men Haandværkere bare tre Fjerdepart og alle Gamlinger og
saa Bønder, som lige kommer ind fra Landet, de maa nøjes med en
Halvparts Lod ... Er De nu klar af Regnskabet, ikke!
Jo, det var pænt Vejr, da Engelskmanden strandede, helt #fint# Vejr
ligefrem. Og ved Siden af at vi gerne vilde ud og tjene Penge, vi
Bjergere, var vi jo svært nysgerrige, det var da ikke saa sært, for
at høre, hvilken Besked, Kaptajnen kunde give Rederiet og Assurancen
om Grundstødningen; De forstaar, om der var noget undskyldende, som
han kunde greje sig fra Søforklaringen med. Og saa lagde vi paa Siden
af ham.
»Om han vilde hjælpes,« spurgte vi, saadan som vi skal, »og jeg var
da den og den,« sagde jeg. Anden Styrmand kom til Lønningen og
rystede paa Hovedet. Men saa krævede jeg at faa Kaptajnen i Tale, og
nu tog Styrmanden Hatten af og sagde, at jeg skulde komme ombord og
med agterud til Kaptajnen. Det var snart gjort at borde Baaden, og
paa Vej agter sagde Styrmanden, at han var Skotsman og Fætter til
Kaptajnen og fra samme By, og at det hele var en Satans Redelighed.
Men de skulde nok selv klare sig ud.
»Hvordan har I ogsaa baaret jer ad med at strande,« spurgte jeg.
»Hverken Vind eller Sø eller Strøm!«
Styrmanden var arrig og stødte Luft gennem Næsen.
»Hvad Kurs havde I, da I passerede Fyrskibet her paa Revet?« spurgte
jeg. »Den skal være Vest-#Nord#-Vest, det véd vi da.«
»Well,« indrømmede Styrmanden og harkede hidsigt. »Men Kaptajnen, som
selv havde Vagten, gav Rorgængeren fejl Kurs. Vest-Syd-Vest, sagde
Kaptajnen. Vest-#Syd#-Vest! gentog Rorgængeren forbavset. All-right,
sagde Kaptajnen -- og gik agter ... Og lidt efter saa stod vi her.«
»Den er satansusemig storeslem,« tænkte jeg, men jeg sagde ingenting,
for i det samme var Kaptajnen der. Svirende var han.
Jeg forklarede igen, hvem jeg var, og om han vilde have Hjælp.
»Nej-nej,« det vilde han rigtignok ikke. Han skulde, som han kunde
ligge til og bande -- jeg kan desværre ikke oversætte alt det, han
svor -- han skulde nok selv komme los. De pumpede Vandballasttankene
læns nu, saa skulde de nok slippe ud ved egen Hjælp.
»Den gaar aldrig,« advarede jeg. »Om vi faar en Smule Vind, risikerer
De, at Skuden bliver slaaet i Smadder. Og saa bliver det galt med
Folkene ogsaa, at faa dem i Land. De kan ikke forsvare hverken for
Gud eller Mennesker at afslaa Hjælp.« Ja, ser De, saadan talte jeg jo
for #mit# -- naa, alligevel var der jo #raison# i det, som jeg
anbragte.
Kaptajnen begyndte at lytte til mit Raad, men Styrmanden, som var
bleven staaende ved Døren, bemærkede igen, at de nok skulde slippe ud
selv, og derpaa sagde han rent ud til sin Fætter Kaptajnen, at han
skulde skamme sig, og det var en net Historie, naar han kom hjem. Men
saa spruttede det onde Blod op i Kaptajnen, og hen mod Styrmanden
foer han for at lange ham én ud. Men Styrmanden var flink i Paraden:
»Vil #du# bare paddle #din# Kano; jeg skal nok paddle #min#, kan du
tro,« raabte Styrmanden og svup! dèr laa Kaptajnens Hat paa Gulvet.
Den var jo flov, men jeg lod som ingenting, og væk var Styrmanden i
en Hurtighed.
Da Kaptajnen havde spruttet af, han fnøs gennem Næsen som en
Grønlandshval, saa byder han mig til Sæde og skænker Whisky. Han var
bleven helt indladende og venlig af sig, og jeg tænkte: nu skal vi
klemme ham lidt igen. Men lige i det samme saa nikker han hen for sig
og sukker forknyt: »Ak ja, den sølle Kone,« siger han og peger paa en
Køjekammerdør. »Naar man endda bare havde #hende# i Land.«
Jeg sad og lurede. »Hvad er #den# af,« tænkte jeg. »Har han Konen
med ombord, det var da slemt ... For det skulde da vel aldrig være
...«
»Mary!« raabte han og rejste sig. »Mary! Don't you hear! Mary!« Han
gik hen og aabnede Døren til Kammeret, ramlede derind over Dørtrinet
og hviskede: »Mary! Miss! ... Ma-ri-e!« sagde han saa pludselig, da
det ikke hjalp med Mary eller Miss.
»Naada!« tænkte jeg.
Og hvor jeg grinede, for i det samme raaber der et Kvindfolk
derindefra, saadan paa rigtig ægte Toldbodtøse-Københavnsk: »Hold
Kæft, dit gamle Fjols!« Ja, egentlig brugte hun et meget værre Ord,
som jeg ikke er Mand for at tage i min Mund lige over for et fremmed
Menneske som Dem.
Straks var jeg med paa Situationen. Det var altsaa #den# Slags
Fremmede, han havde ombord. Jo-jo, saa begreb jeg, at han havde givet
gal Kurs fra Skagens Rev.
Nu gjaldt det om at holde ham til Ilden, gu' skulde han tage mod
Hjælp, det er saamænd nu om Tider sløjt nok med Strandinger, saa det
manglede jo bare, man skulde lade en fed Laks springe fra sig.
Jeg rømmede mig. De skændtes inde i Kammeret. Saa kaldte Kaptajnen
paa mig. »Hun vil ikke i Land -- Min Kone vil ikke -- --«
»Naa-aa, Kaptajn,« siger saa jeg, »ingen Fastelavnsløjer her, jeg ser
nok, #hvad# Kone De har ombord. Og jage hende i Land i Jollen her paa
Skagens Strand og overlade hende til sig selv det hverken jeg vil
eller kan som et kristent Menneske. Og -- ærligt talt -- det kan De
som Sømand heller ikke være bekendt over for Tøsen, hun maa da
skikkes rimeligt fraborde, siden De har villet mænge Dem med hende«
... Ja, lige saadan sagde jeg til ham, ingen Omstændeligheder.
Men nu begyndte Tøsen at skælde ud, og da det ikke hjalp, saa flæbte
hun.
»Se nu at faa Ralterne paa sig, Miss,« sagde jeg til hende. Hun laa
dèr i bar Chemise, alle Kludene var smidt rundtenomkring. Kaptajnen
laa ind over Køjen og klynkede og kælede som et andet Barn for at
stille hende tilfreds. Han var ikke glad, sølle Djævel.
Saa kom Styrmanden igen, ham Fætteren.
»Nu er Vandballasten snart pumpet af,« mældte han med gnavent Gefæs.
»Skal vi saa røre Skruen, jeg tror nok, vi kan slippe ud nu. Og hende
dèr kan Bjergerne vel tage med i Land.«
Miss Marie slyngede Armene om Kaptajnens Hals -- naadada, det var
ellers et Par dejlige Arme, skal jeg love for, hvide og lækre -- og
hun tryglede og kyssede, huha!
Styrmanden spyttede, han var lynende harsk: »Du skulde skamme dig,«
hvæsede han til Fætter Kaptajn.
Jeg sad i en slem Spænding og tænkte, hvordan skal den dog ende. Jeg
stolede egenlig mest paa Miss Marie.
Saa er det saa heldig, at Kaptajnen bliver irrendes gal paa Fætteren
og farer op og kommanderer i bar Trods og Stædighed: »Stop med
Pumpningen. Lad Skuden staa. Vi venter til det bliver højere Vand!«
Styrmanden vilde mukke, men Kaptajnen rejste sig truende.
»Go ahead!« raabte Styrmanden, og saa gik han og smak Kahytsdøren i
efter sig.
Mens Kaptajnen og mig igen tog fat paa Whiskyen, klædte Miss Mary sig
paa og kom ind. Hun var en buttet lille en og god nok til sit Brug,
saadan for at se til, men forresten en væmmelig Møjert, følgeligvis.
Hun vilde ha' Øl, sagde hun. Øl, Øl, kommanderede hun. Jeg gik ud et
Øjeblik og fik langet et Par Kasser Carlsberg ombord, som jeg havde
ladet Bjergerne tage med hjemmefra. Den, der smør godt, han kør godt,
véd De nok. Og vi tog alle tre til Øllet, men snart var Kaptajnen
saadan, at han ikke kunde synke mér.
»Hold nu fast paa ham,« sagde jeg til Tøsen, »saa skal du blive
sejlet flot til Frederikshavn.« Hun var halvfuld allerede og rykkede
Kaptajnen skælmsk i Skægget: »Jeg vil til Frederikshavn,« kælede hun
paa sit Toldbod-Sprog.
»Skaal,« sagde jeg. »Skal vi saa trække Dem af Grunden, ellers vil
jeg fraborde nu. Den ligger jo og hugger, saa læns den er, Skuden.
Jeg vil dog nok bjerge mig selv i Tide.«
»Jeg vil til Frederikshavn,« hylede Tøsen og dunkede Kaptajnen paa
Pæren. Den gav efter, den var blød.
»Well!« snøftede Kaptajnen. »Saa gaar vi til Frederikshavn!«
Og straks var jeg der jo med Papirerne, fem Minutter efter var
Kontrakten skreven, Mester og Første Styrmand blev kaldt ned,
allright.
»Nu ta'r #vi# Kommandoen her,« sagde jeg.
»Yes,« snøvlede Kaptajnen og pegede fjollet paa mig, »nu ta'er #han#
Kommandoen.«
»Fyld paa Vandballasttankene!« sagde jeg. »Lad det gaa lidt livligt.«
Mester og Styrmand bukkede og forsvandt. Og saa snart jeg hørte
Pumperne arbejde, sendte jeg en af Bjergerne i Land med Telegram til
Switzers Baad i Frederikshavn, at jeg havde Akkord.
Imidlertid var Strandingskommissionæren og Byfogedfuldmægtigen og
Konsulen og Tolderen og alle saadanne Folk kommen ombord, og da de
havde Embedsskriveriet tilside, lirkede jeg ved Kaptajnen, som var
lige ved at dratte i Søvn: »Nu skal vi ha' noget Mad,« sagde jeg,
»mens vi venter paa Bjergningsdamperen.«
»#Du# har Kommandoen her!« svarede Kaptajnen. Og det blev han ved at
sidde og sige tre-fire Gange, ganske som et Barn. Han var sløv af
Sprit, men det kunde endda ses paa ham, hvor ynkelig han var ved hele
Affæren, han var ellers ikke stor Ka'l længer.
»Ring paa Hovmesteren!« lallede Kaptajnen og faldt sammen i Sofaen.
Mary var listet ind i Kammeret, hvor man kunde høre hende lege med
sin pæne lille Kæfert.
Hovmesteren stillede jo, og han havde da det og det i Stirriset -- en
Høne og saadan noget Pilleværk.
»Bare sæt frem, hvad Huset formaar,« sagde jeg venskabeligt. Og det
blev jo da ogsaa til et rigtig nydeligt Bord med Stænk og alting. Men
Kaptajnen sov fra det hele i Sofahjørnet.
Først da Switzer-Damperen arriverede, purrede vi vores Skotsman.
»Saa ta'er vi fat,« ytrede jeg.
Fanden tog ved Kaptajnen, op paa Dækket, op paa Broen, og dèr stod
han uden at mæle et Muk, til vi havde Slæberen fast og Switzer trak
til. Saa gik han agter igen, han lignede et ildsprudende Bjerg ud af
Øjnene, for han mærkede jo, at vi næsten lige med det samme blev
rykket af Grunden. Føj for den slemme, tænkte han, dèr røg s'gu
halvandet Tusind Pund, de #kunde# været spart; det var ligegodt en
lovlig dyr Kæreste ... Og ind gennem Kahytten styrede han og lige
fluks i Kammeret til Miss Mary.
De andre blev siddende og pimpede, flere af dem døjede med at se
Glasset.
Som vi nu nærmede os Frederikshavn, det var bleven Aften, saa vilde
jeg haft Kaptajnen paa Broen, det saa' dog alletider korrektest ud.
Han og Mary laa i Køjen med Klæderne paa, de snuede begge to, det vil
sige, jeg tror nok, Pigebarnet sov Rævesøvn.
»Nu er vi inde,« sagde jeg og rumsterede.
»Go ahead!« rasede Kaptajnen.
»Jeg vil i Land!« hvinede den Satans Tøs. »Jeg skulde ha' været i
Land i Helsenør, det lofte han mig, det Skvadderho'de!«
»Sludder, lille Miss, bliv nu til imorgen,« bad Kaptajnen. Han var
svært slikken, den Rad.
Saa tillod jeg mig at bemærke, at jeg syntes, det var mest passende,
om Kaptajnen nu lod Missen flyve. Men han var hel kulret, det endte
Herrenstyrtemig med, at Kaptajnen vilde med hende i Land og ligge paa
Hotel.
»Well,« sagde jeg. »Naar galt endelig skal være, saa skal jeg nok
bestille Hotel.« Og da vi havde fortøjet, og det blev henad Midnat,
inden Afskedsbægeret var drukket, saa fulgte jeg Parret over paa
Hotellet og fik et Værelse til »Kaptajnen og hans Kone«. Vi skulde jo
redde Polituren. »Og nu til Køjs med dig, din Mær,« -- ja #det# sagde
jeg til hende, da vi blev ene, -- »og saa behager du at lette dig,
naar jeg kommer i Morgen tidlig Klokken fem og purrer. Morgenthe skal
du faa eller Kaffe eller Chocolade, hvad Fanden du vil, alle tre
Drikkelser saagar, om du ønsker det, men saa ogsaa afsted med
Sekstoget med dig, anden Klasses Billet til København, forstaar du,
og det i en Ruf, ellers skal der være en Betjent og hilse paa dig,
satansusemig.«
Det hjalp. Ikke et Kvæk sagde hun. Og det var ogsaa det klogeste, for
Anden Styrmand havde snakket om at faa hende visiteret, for han var
sikker paa, hun havde stjaalet Penge fra Fætteren. Han havde været
inde ved Køjen engang, mens at vi sejlede til Frederikshavn, og set
hende kramme saa løjerligt ved Kaptajnen. Men, saa sagde jeg til
Styrmanden, at nu vilde vi ikke have mere Vrøvl og ikke have Politiet
rodet i Sagen, for baade var Kaptajnen og hans Familje bedst tjent
med Tavshed, og, ærlig talt, maatte Tøsen jo da have noget for sin
Ulejlighed, hun levede jo ikke af Kærligheden alene, og egentlig var
det en Skam, at de havde slæbt hende med til Skagen, naar hun bare
var hyret for Helsingør. Det var ikke efter Søloven.
»Jeg purrede dem jo ogsaa i Helsingør,« indvendte Styrmanden, »men de
var ikke til at faa op. Jeg blev bare skældt Huden fuld ... Vagten