Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 09

Skagens Rev, naar man tænkte tilbage! Hvert eneste Aar strandede der
Skibe, der var fuldt derude af farlige Hætter, snart en Jærnbund,
snart Egespanter, hvori Vaaddet tog fat, naar man laa der og fiskede
og ikke varede sig ... Og alle de Folk, der var druknede i Tidens Løb
... Et Guds Under var det da, at Almuths Folk kom velbeholdne i Land,
men haardt havde det holdt, alt, hvad menneskelig Magt kunde udrette,
var bleven gjort fra Redningsmandskabets Side ... Forleden Dag, et
helt Aar efter Begivenheden, var der da ogsaa kommen en Paaskønnelse
fra selve den tyske Kejser: tyve Kroner til hver af Mandskabet, en
Marinekikkert med Inskription til Opsynsmanden og til Skipperen et
Guld-Lommeur med Kejserens Navnetræk og Portræt ... Det var jo kønt
nok, vist var det saa -- men Helbredet var ligegodt bedre.
Saadan gik Niels Jakobsen og funderede. Han blev i rigtig snavs
Humør.
En fremmed Mand, som havde overværet Redningsprøven, kom paa Siden af
ham og snakkede til ham. Det blev en hel Lettelse for Niels. Inden de
naaede Byen, havde Niels fortalt om Strandingen i Fjor og den
vanskelige Redning.
Hans Beretning lød saadan:
»Almuth var en gammel engelsk Fiskekutter, som var købt af et tysk
Rederi i Bremen og kom med en Ladning tomme Flasker fra Gøteborg. I
en sydlig Storm med Regntykning strandede den, i Fjor Oktober som
sagt, paa nordre Hage af Grenen, 6-700 Favne fra Land. Det var
Klokken ti om Aftenen. De har naturligvis hverken kunnet se Fyrene
eller nogenting. Og inde fra var der jo int Tanker om at observere
dem. De blev da siddende der Natten over, en forfærdelig Nat. Næste
Morgen lige i Lysningen ved halvotte Tiden kom der Mælding til os fra
Fyrmesteren om Strandingen. Vi var int længe om at være afsted. Den
Gang, vi kom kørende, løb Fyrmesteren imod os, han havde saamænd
Taarer i Øjnene, han er jo gammel Sømand, og han raabte, at vi
endelig maatte skynde os ud, for Folkene sad i Vanterne derude, og
der gik en sværene Sø, saa det kneb nok svært for Staklerne ... Ja,
uha, sikken Sø ogsaa, der er vist int' mange, der har set den værre
nogentid paa Revet, ret en stiv Storm.
Først med fire Heste for, siden med flere, kørte vi Redningsbaaden i
flyvende Fart ud paa Grenen. Det gaar jo som et Iltog, naar der er
saaent noget paa Færde. Og jeg kan nok sige, uden at overdrive, at
den Tur, vi fik i Søen, var mellem de haardeste, der har eksisteret
paa Skagen.
Baaden blev sat ud alleryderst paa Pynten, hvor Havet slaar sammen;
det stod saa højt med Vandet, saa vi kunde flyde lige straks. Vi var
elleve Mand til at ro og saa Skipperen -- og endelig var ogsaa
Opsynsmanden med. Ligesom vi satte ud, mistede Skipperen sin
Sydvest, og Vinden føg om hans bare Hoved. Inde fra Land var der en,
som sprang i Vand til Livet og vilde bjerge Sydvesten, men Skipperen
vinkede, at det kunde være det samme. Og saa stod han da uden
nogenting den hele Tid, vi var ude, det var flere Timer i Træk. Han
er en Kærnekarl, det skal jeg love. Der er int bedre Mand at faa, han
skaaner sig int, og saa har han mere Mod end nogen, jeg har kendt,
han er forvoven og #vil# frem, og snild til at manøvrere er han
ligedan, og hans Kommando er da saa sær udmærket; det kommer en Del
an paa, om de har Røst til det, de her Skippere eller Førere i
Redningsbaaden. Det var det, som ogsaa Lars Kruse havde. Vor Skipper
nu hedder Niels Nielsen, og han blev Dannebrogsmand for det Stykke
Arbejde med Almuth.
Naa, vi roede da til, det bedste vi kunde, og det var ellers noget,
der trak i Lemmerne. Vi er int Skrællinger nogen af os, men sidde og
slide af alle Kræfter og mere til, saa det strammer og værker alle
Steder, og med Sprøjtet op i Ansigtet og i tykke Klæder under
Oljetøjet og Redningsbælterne, det kan man int forestille sig, hvor
udmattet man bliver, man er mangen Gang lige ved at give fortabt.
Da vi havde roet 300 Favne, kunde vi skønne, at Strømmen bar Nord med
os, for der var en rasende Søndenstrøm, og vi skulde jo passe at
holde til Luvart af Vraget, og det var jo altsaa den gale Vej, det
drev med os. Gennem den tætte Regn kunde vi lige saapas se det
strandede Fartøjs Rigning slingre frem og tilbage. Det hastede nok at
komme derud. Men et Pust maatte og skulde vi have. Vi kastede Dræget
og stønnede af os i saameget som et Par Minutter. Saa til Aarerne
igen. Men en halv Time efter var vi gennemslidte og orkede næsten
ingenting mer. Da var det, jeg spurgte, om vi int maatte tage de
stive Korkbælter af os -- for vi avancerede kun en ringe Smule --
ellers maatte vi ad Land igen. Jo, sagde Opsynsmanden og Skipperen,
og saa kvittede vi Bælterne. Igen tog vi fat, og snart kunde vi
skønne paa, at vi nærmede os Skibet. Da vi kom det et halvthundrede
Favne nær, ankrede vi op. Og derfra kunde vi se Flaget knyttet i
Knude eller »Sjov«, det vil sige Nødflag, oppe i Mastetoppen, og
Flaget var tysk ...
Men ro til Skibet nu var der int Tale om, vi #kunde# ikke, og det var
ogsaa en farlig Ting. Men en Ynk var det at se derud. Bare Masterne
var oven Vande, og helt oppe paa den Stump Sallingsraa, som saadan en
lille Skude har, sad der fem Mand og skreg til os ... Ja-ja -- nu
#kom# vi jo, nu kom vi jo nok, #haabede# vi da ....
Vi var aldeles forvarmede. Der var to af os, som trak Tøj af lige til
Skjorten ... Vi laa nu dèr og saa' Lodsdamperen ligge 3-400 Favne
nordvest derfra. Paa en Stage satte vi et Redningsbælte op efter den,
at vi gerne vilde have Hjælp af den, og saa lænsede vi ned til ham.
En ny Manilletrosse fik vi i Baaden fra ham, og var klar. Vor
Opsynsmand gik ombord i Lodsdamperen for at lede Tingene dér sammen
med Lodsskipperen, Skjoldborg, som int var glad for to gamle
Dampervrag, der laa over hinanden netop her i Farvandet. Vi forlangte
en lille Taar Vand rakt ned til os, men det var der ingen Tid til, og
ingenting Drikkelse havde vi selv ombord, saa afsted igen maatte vi
med tør Hals; det ligefrem #brændte#.
Mens Damperen nu slæbte os udenom og op, op til Sydostkosten, for at
vi kunde være lige for Skibet og saa selv lænse ned mod det, sad vi
hele Tiden og holdt Øje med Masterne, som vi var ræd for skulde
falde. Vind og Sø havde vi agterind de 600 Favne, han slæbte os, og
vi blev ordentlig vaskede; vi maatte dukke os for Sø hvert evigste
Øjeblik. Endelig slap han os, og med vort Tragtslæb agterude -- en
udspilet Lærredspose, som vi har Liner ud til og kan lade fyldes med
Vand, naar vi vil stive os af i Farten -- lænsede vi for alt Vejret.
Uden Tragtslæbet kunde vi int have klaret os; Bølger saa høje som
Klitter brød agtenfra ind mod os og kunde have løftet os og slynget
os med Stævnen ned i Undergangen, hvis int Tragten havde holdt igen.
To Mand stod hele Tiden og passede den, de skulde tænke sig godt om
og være snar i Vendingen.
Lige som vi er henne ved Skibet, raabte vor Skipper -- han stod
aldeles barhovedet endnu -- at de to forreste Mand skulde lade Dræget
gaa. Det fanger Bund, og vi svejer, som beregnet, om foran Skibet,
der stod med Stævnen mod Land -- men i det samme dukker Bovsprydet op
af Søen, helt tæt bag ved os ... bare en Favn længere, saa havde det
hugget op gennem Redningsbaaden, og #væk# det var vi gaaet, alle
Mand, li'saa bestemt.
»Tag Tørn ved Pullerten!« raaber vor Skipper. Vi fik Tørn og laa nu
seks-otte Favne i Læ af Vraget. Der løb et rivende Strog under
Baaden, saa vi maatte sætte otte Mand til Aarerne for at holde igen,
og saa nærmede vi os sindigt Vraget. Folkene oppe i Riggen havde
begyndt at løsne Surringerne, som de havde bundet sig til Raaen med
-- vi fik siden at vide, at saadan havde de hængt omtrent fra den
foregaaende Midnat, da Skibet var sunket. Nu skulde vi altsaa se at
bjerge dem, det var sandeligen et højtideligt Øjeblik. Nogle Mand
stod forude i Baaden med Baadshager og halede os ind ved den Del af
Riggen, som flød; saa med ét, saa fik vi en Styrtesø, som satte
Baaden formelig helt ind over Skibet. Stillingen var udsat, rask
maatte der handles, den ene af Søfolkene, en Dreng, var klavret ned
ad Fokkefaldet og hang dér og klamrede sig fast som en Forrykt, han
bed i Linen med Tænderne, og hver Gang hans Mund slap Linen, saa' det
ud som han skulde dratte ned, og saa hvinede hans Kammerater i
himmelsk Sky ... En af os, det var Christoffer, han stak en Line i
sit Korkbælte og sad parat til at springe i Søen, hvis Drengen skulde
falde overbord -- men vi fik ham dog halet til os deroppe fra. Han
var næsten som død, sølle Klør ...
Men knapt havde vi ham i Sikkerhed, før vi blev vaer, at Vandet steg
i Baaden, og paa en Hast sad vi i Vand til over Tofterne. Der maatte
være noget galt med Ventilerne i Bunden. Jeg stak Armen ned helt til
Halsen, først ved den ene Ventil, saa ved den anden, og det var paa
høje Tid, for nu gik Vandet ogsaa ovenind af Baaden og vi flød kun
paa Luftkasserne og Korkkransen. Da var jeg saa heldig at faa Tag i
noget uldent, som havde sat sig fast i Ventilen og holdt den aaben.
Jeg trak til mig og fik en islandsk Strømpe op -- den var fra Vraget,
naturligvis. Og omtrent lige straks sank Vandet i Baaden, saa den
lettede sig -- jo i den Retning er Baaden snild nok, hvad man saa
ellers kan mene om den.
Nu var der de andre fire tilbage. De havde surret sig igen, da de saa
Baaden fyldes. De tænkte nok, vi rent gik væk, og skreg ned til os.
De havde vel tænkt, de var reddede allerede, saa det maa jo ogsaa
have været en sørgelig Skuffelse for dem ... Men reddede blev de
endda. Dér, som vi laa, halede vi ind paa Linegodset, der hang ned
fra Raaen af Vraget, paa den Maade fik vi Forbindelse, og én for én
lod de fire Mand sig glide ned til os, lykkeligt gik det, i Løbet af
et Kvarter havde vi dem. Kaptajnen var værst medtagen, han havde en
brækket og spoleret Tommelfinger fra om Aftenen, da han fyrede
Nødraketter af -- som ingen saa'.
Ja -- saa var det haardeste ovre. Vi lagde fra Vraget og søgte til
Lodsdamperen, som tog os paa Slæb et Stykke igen. Det lindede jo godt
paa Kræfterne, men en skrækkelig Mængde Sø fik vi sideværts over os,
mens Damperen trak os. Den lille Dreng var nær ved at slippe af med
Livet for os, hans Hoved sank ned paa Brystet helt kraftesløst,
Opsynsmanden, som vi havde faaet ombord igen fra Lodsdamperen, maatte
hele Tiden undervejs til Land sidde og bakse med Drengen og ruske ham
og manøvrere med hans Arme, at ikke Aanden skulde gaa af Stakkelen.
Baade Drengen og Kaptajnen fra Vraget blev straks efter Landingen
kørt til Sygehuset, hvor de kom sig paa nogle Dage.
Han fortalte nok, gjorde Kaptajnen -- ja int til os andre, for vi
forstaar jo int Tysk -- men vistnok til Opsynsmanden -- at han
derude paa Vraget havde forlist en Æresgenstand, en Skibskikkert
eller maaske var det et Guldur, som han havde faaet engang af den
danske Regering for at have bjerget en dansk Besætning i rum Sø. Den
var ham en kær Gave, den kæreste Ting, han ejede -- og nu laa den paa
Havsens Bund. Men han sagde ogsaa, at han havde faaet fuld Erstatning
ved at se danske Fiskere stride saa bravt for at redde ham og hans
Folk. De kunde ellers aldrig have klaret sig. De havde været lige ved
at opgive Haabet, og var vi int kommen netop saa hastig, var de
sikkert druknede, Drengen havde int haft Kræfter nok en Time længere
-- og Riggen var lige paa det sidste med, hvad den havde at støtte
ved. Den faldt kort efter, at Bjergningen var ovre ...
Sikken Masse Mennesker paa Stranden, da vi kom roende og landede ved
elleve Tiden! To andre Redningsbaade holdt der: den fra Batterivejen
ved Nordstranden, som Borgmesteren havde skaffet frivillig Besætning
til, og en fra Gammel Skagen, som ogsaa Borgmesteren havde rekvireret
tilstede -- for det Tilfælde at enten vi skulde være gaaet væk eller
kommen afkræftede i Land med uforrettet Sag.
Naa -- heldigvis var Sagen forrettet pænt nok, men uden Lodsdamperen
var det heller aldrig i Verden gaaet godt den Gang, det er vi alle
enige om. Men afkræftede det var vi -- Jøsses ja. En af os havde
forstrakt en Sene i Haandleddet ved at ro, og vi var to, som laa
længe syge -- man gør jo i saaent Tid mere end som Kræfterne kan
svare til ... #Min# Helsen slog int til, det er da vist. Nu er det
forbi med mit Redningsarbejde« ...
Inde ved Byen stansede Niels Jakobsen og den Fremmede.
»Og hvad nu,« spurgte denne, »skal I ikke alle fra Baaden samles til
Afsked med Dem?«
Niels Jakobsen smilede stille. »Nej,« sagde han, »det kender vi int
noget til. Vi gør int saa meget ud af os selv. Og det var der heller
ingen Mening i. Man bliver int savnet. Der er allerede kommen en ny
Mand til Baaden. Der er jo nok, som gerne vil med og gøre Gerningen
og tjene den Smule Skillinger ... vi har jo vor Tid, hver især, vi
Mennesker -- jeg synes bare, #min# blev for kort ... Men man raader
int selv, véd vi da« ...
Men da Niels Jakobsen om Middagen kom hjem efter sin sidste
Redningsøvelse stod der i hans Stue en paaskønnende Mindegave til ham
med Tak fra Kammeraterne: en polstret Lænestol til Hvile for hans
trætte Legeme, som han havde faaet værkbrudent i Kampen for fremmede
Søfolks Frelse.
Niels Jakobsen saa' paa den og blev bevæget. Han prøvede den, jo den
passede ham egentlig godt nok. Men den var da saa altfor pæn til
Dagligbrug, syntes han. Men nu kunde den jo staa med sin
Sølvplade-Inskription til dem hjemme, der kom efter ham ...


BARK »ERATO« AF SØLVITSBORG.

Spirbakken er Navnet paa den høje Klitformation med Baaken, som
rejser sig en Milsvej sønden for Gammel Skagen. Ingen Mennesker bor
her, et uafbrudt Øde hersker til alle Sider. Strandfogden, under hvem
Lenet hører, har sin Gaard tre Fjerdingvej fra Havet, helt inde i
Hulsig, og før der kom fast Strandvagt langs den jydske Vestkyst,
blev Lenet her kun daarligt passet. Det var umuligt at røgte Hvervet
paa denne Ørkenstrand.
Ingen Steder paa Kysten har Revlerne saa triste Sagn at fortælle som
under Spirbakken. Jyllands nordligste Krumning findes omtrent her, og
de Hundreder af Skibe, der kom fra Vesterhavet og skulde Skagen ind,
skiftede Kurs i Farvandet her udfor. Mange af dem forliste her, ingen
kender Tal paa dem, ingen saa' dem, borte blev de. Havbunden her er
som en vældig Kirkegaard. Spirbakken rager med sin Baake som et
Dødskors op af den livsforladte Ørken.
En Efteraarsmorgen for en Snes Aar siden fandt man i Klitterne ved
Spirbakken en død Sømand. Papirer, han havde paa sig, godtgjorde, at
det var Kaptajnen fra et norsk Skib. Ved senere Efterforskninger
viste det sig, at Skibet om Natten var totalt forlist og sporløst
forsvunden ude paa Revlerne og det hele Mandskab druknet alene med
Undtagelse af Kaptajnen, der var en jærnstærk Skikkelse og som med et
Redningsbælte om Livet havde klaret sig den lange, frygtelige Vej til
Land. Men dèr, hvor han følte den frelsende Jord under Fødderne, har
han alligevel maattet lade sit Liv. Udmattet har han slæbt sig
over Stranden, op ad Klitskrænten, ind i Sandregionen, hvor
ingen Mennesker var at se, intet Lys at skimte. Med en sidste
Kraftanstrængelse har han befriet sig for det Tryk, som Bæltet
forvoldte hans haardt arbejdende Bryst, Remmen var skaaret igennem og
Kniven fandtes i hans Haand -- og saa har han ikke #kunnet# mer, hans
Hjærte er bristet ... Men med hvilke anklagende Tanker har han ikke
ligget dèr ene og ussel, saa fuldkommen hjælpeløs, paa det saa højt
kultiverede, humane Danmarks nordligste Vestkyst, der af alle
søfarende Nationer kaldtes den bedst redningssikrede Kyst i Verden!
Sytten Aar efter ramte der en Søn af denne Kaptajn den besynderlige
Skæbne at strande omtrent paa samme Sted. Han blev reddet af
Kystboerne ved en smuk Daad ... Bevæget gik han og søgte Faderens
Grav paa den sandede, marehalmsklædte Kirkegaard, hvor ingen Træer
kan gro for Blæsten. Han fandt den ikke. Men om Faderens Forlis
spurgte han og fik at vide, hvordan Liget blev fundet i Klitterne.
Han græd stille som en Mand, der sjældent har Taarer -- dèr paa
Kirkegaarden, midt mellem de mange navnløse Gravtuer, hvoraf én
maatte være hans Faders -- og hvortil en ny nemt kunde være kommen --
hans egen ....
Stadig strander der Skibe under Spirbakken.
Bark »Erato« af Sølvitsborg, som den 7. Februar 1894 strandede paa de
frygtede Spirbakken Revler, maa takke en god Skæbne og en Skare
hensynsløst modige Redningsmænd for, at den slap med Tabet af bare to
af dens tyve Mands Besætning. Dette Redningsforetagende, der er et af
Kystens farligste og stolteste, burde staa som et evigt Minde om,
hvad de vestjydske Fiskere vover, naar det gælder skibbrudne Sømænds
Frelse.
Lad os leve Begivenheden med, som den fra først af gik til.
Bark »Erato«, Kaptajn Cronberg, laa i Helsingborg og indtog Trælast,
Rummet var fyldt og Lugerne skalkedes, Dækslasten stuvedes og
Fartøjet gjordes sejlklart, Skibet var i fuldt sødygtig Stand og
velbemandet. Den sidste Dag i Januar, hen paa Formiddagen, løftedes
Ankeret og der sattes Sejl. Det var begyndt at blive uroligt Vejr,
Vinden var omkring Syd med halvklar Luft, da Kursen sattes. Kullens
Fyr passeredes og om Aftenen Anholts Fyrskib, hvorefter Vinden trak
vestlig stadig med halvklar Luft. Næste Morgen passeredes Skagens
Fyrskib, det brisede friskt op og bidevind Nordvest gik den med alle
Sejl til. Med Vinden skiftende en Del omkring Vest fra Frisk til halv
Storm, vekslende mellem halvklart og Regntykning, fortsattes
Krydsningen til ca. 10 Kvartmil fra Norges Kyst, da de vendte og
krydsede mod haard vestlig Vind, der stundom øgedes til Storm og
evindelig havde Regntykning i Følge. Under denne Sejlads blæste
Underformærssejlet, Fokken og begge Klyverne itu og adskillige andre
Sejl led større eller mindre Havari. Ny Sejl undersloges i de
iturevnes Sted saa hurtigt det var gørligt. Der holdtes stadig Udkig.
Saadan gik tre Døgn. Da blev der pejlet Fyr paa norske Kyst.
De næste tre Døgn krydsede Fartøjet videre, Vinden var bleven til
regulær Storm med høj Sø og vedvarende Regntykning -- og saa en
Morgen Kl. 6 stødte Fartøjet paa Grund, det var netop Ugedagen efter
Afrejsen fra Helsingborg, en besværlig Uge!
Lidt før Grundstødningen, da Kaptajnen befandt sig i Kahytten, kom
Første Styrmand, som havde Vagten, derind med den Besked, at han
troede at have set Lys til Læ men ikke forstod, hvilket Fyr det kunde
være, og Kaptajnen gik straks hen for at undersøge Kortet. Man var
ikke rigtig klar over Stedforholdene efter den megen Krydsning i tykt
Vejr.
»Vi er vistnok nærmere Svenskekysten end Skagen,« mente Kaptajnen,
»og bliver det saadan ved at storme, er det bedst vi søger smult Vand
i Kattegat ... Lyset maa have været fra en Damper.«
Styrmanden gik paa Dækket og Kaptajnen stod endnu et Par Minutter og
saa paa Kortet efter Fyrene, da han pludselig mærkede ligesom et
Stød, som han ikke mente kunde komme fra en Sø. Han sprang
øjeblikkelig paa Dækket og mærkede da straks efter et lignende Stød.
»Vi maa være stødt!« raabte han gennem Vejret, mens han foer hen til
Rorgængeren, hvem han gav Ordre til at tage Roret op for at Skibet
kunde falde af. Han troede, de var rendt paa et Skær paa
Svenskekysten og haabede at kunne slippe med Skrækken. Skibet faldt
da ogsaa et Par Streger af med rolig Fart, og han fik en lettende
Følelse af, at Stødene maaske alligevel bare hidrørte fra Søen. Men
saa begyndte hun at hugge svært og mistede Styreevnen. Uafbrudt
vedblev hun at hugge en kort Tid. Og lige med ét stod hun fast. Der
var den tætteste Tykning med Regn.
Søen brød straks ind over Fartøjet. Situationen var truende.
Frivagtsfolkene blev i Hast purret. Der var en raadvild Trampen alle
Vegne hen ad Dækket, alle spurgte, ingen vidste Rede paa nogenting.
Undermærssejlene blev opgivet men kunde ikke gøres fast og smældede
vildt. Det forværredes hurtigt med Sø over Skibet, og Besætningen
kunde ikke længer opholde sig paa Dækket uden at gribe fat i
Rigningen. Der var Opløsningens Tegn overalt, Disciplinen slappedes,
enhver søgte i Angst Frelse for sig selv, de fleste tyede ind i
Kahytten, hvor de foreløbig troede sig bedst sikrede. Men ingen
Steder var der Sikkerhed, og stum Trøstesløshed bredte sig.
Kaptajnen og Styrmanden vekslede engang nogle rappe Ord:
»Det er Strømsætningens Skyld, vi har stor Afvigelse fra Bestikket,«
sagde Kaptajnen fortvivlet.
»Saa er det jydske Kyst og ikke Svenskekysten,« tilføjede Styrmanden,
og som efter en stiltiende Aftale med Kaptajnen tog han
Skibsjournalen og surrede den fast under sine Yderklæder. »Vi maa
helst være belavede paa alt,« sagde han, da han havde Journalen godt
i Forvaring.
Skibet begyndte nu at faa Slagside Bagbord, ind mod Land. Dybere og
dybere kom hun til at ligge og huggede stadig mere haardt.
Dækslasten løftede sig i Læ og begyndte at skylle overbord. Vandet
trængte ind i Kahytten, sønderbrød Skot og Døre. Folkene maatte alle
ud og søge anden Tilflugt -- en Tid forude oppe paa Bakken, derefter
i Rigningen, hvor de bedst og hastigst kunde komme afsted med det.
Der var knap Tid og ingen Raadslagning, bare et blodbankende
Selvopholdelsesinstinkt, der krævede lynsnar Handling.
Det var lysnet saa meget i Vejret, at Kysten kunde ses.
»Jydske Kyst!« raabte Styrmanden med advarende Røst, der trængte
skarpt igennem. Han var en Mand paa de Halvtres og havde været her
før. Han kendte Pladsen og Farerne ved at stande her.
Ingen svarede.
Fra Stranden, hvor Barken heldigvis var bleven observeret i Tide,
sattes Kandestedernes Redningsbaad ud i den høje Sø ca. trekvart Mil
til Luvart af det strandede Skib, der stod omtrent 400 Favne fra
Land, saa altfor urimelig langt ude i saadan et Herrens Vejr. Baaden
roedes med Besvær over Revlerne, naaede lykkelig og vel i Nærheden af
Barken og fik Forbindelse med den, men da der stadig skylledes
Dækslast overbord, som drev ned mod Baaden, maatte den slippe
Fortøjningerne uden at have opnaaet noget Resultat og søge Land med
Tabet af tre Aarer.
Lidt senere kom Spirbakkens Redningsbaad ud, bemandet med Folk oppe
fra Gammel Skagen, over en Mil derfra, der var kørte derned i fuldt
Firspring. Den stærke Storm førte imidlertid hurtig denne Baad saa
langt i Læ af Vraget, at Forbindelse ikke kunde opnaas. Med
uforrettet Sag maatte Baaden ros til Land omtrent samtidig med, at
Kandestedernes Baad var søgt tilbage. Da var Klokken elleve om
Formiddagen, altsaa var der forløbet fem Timer siden Grundstødningen.
Folkene sad i Rigningen og gruede for Døden.
Inde paa Stranden var alle i travl Iver. To Gange var altsaa
Redningsbaadene komne ind som de gik ud. Endnu var Folkene ubjergede:
Der maatte og skulde gøres ny Forsøg. Fra Kandestederne udsendtes da
Klokken halvto om Eftermiddagen Stationens ældre selvrejsende
Redningsbaad, men efter at den to Gange havde faaet Roret slaaet i
Stykker under Forsøget paa at passere Revlerne, maatte den landsættes
som ubrugbar.
Imidlertid var ogsaa Spirbakkens Redningsbaad paa ny bleven sat i
Vandet, ført af den gamle Formand for Gammel Skagens Baad Jens
Rasmussen, blandt Mændene paa Kysten, som i et langt, virksomt Liv
har bjerget talrige Menneskeliv, en af de dygtigste; han og Lars
Kruse fik i sin Tid paa samme Dag Dannebrogskorset ... Med megen Møje
naaede man denne Gang ud til Skibet. Agterdræget lod man falde i god
Tid og nærmede sig nu saa meget som den svømmende Trælast, den skraat
stillede Rigning og de løst flagrende Sejl tillod det. Afstanden til
Vraget, der laa i halv kæntret Stilling, var mellem fem og ti Favne.
Braadsøer slyngede uafladelig Baaden frem og tilbage.
Nu gjaldt det at bruge sig snarraadigt. En Forbindelse med Skibet
blev opnaaet ved et Kastedræg, der fik fat i et Fokkestag. Derpaa
kastede man et Drægtov ud ombord til de Skibbrudne. En rask Mand, man
fik bagefter at vide, at det var Baadsmanden ombord, Andersson hed
han, vovede sig hen og fik fat i Drægtovet, hvis ene Ende var slaaet
i Løkke. Nu kunde Redningen begynde. Nogle slemme Rejser mellem Dæk
og Rigning gjorde Baadsmanden, han var lutter Hjælpsomhed over for
sine Kammerater, der mest var purunge Folk. Han saa' ud, som om han
foreløbig slet ikke tænkte paa sig selv, han var en kraftig Fyr og
kunde døje adskilligt ondt uden at synke sammen, medens flere af
Kammeraterne i Rigningen hang med de sidste Kræfter og haabede saa
inderligt paa Frelse.
Med Drægtovets Løkke om Livet sprang en ung Matros fra Vraget.
Baadsmanden havde maattet bakse med ham for at faa ham ud. Det saas i
hans forbløffede Ansigt, at Døden ligesom bredte Armene ud efter ham,
Haabet var forgaaet ham, han sprang som én, der i Vildelse ser
Tilintetgørelsen slutte Kresen om sig. Men reddet blev han ligefuldt.
Fiskerne i Baaden halede kraftigt ind paa Drægtovet, og Matrosen
fulgte med til Baadkanten; dèr greb de ham i Trøjen, fik ham taget
under Armene og løftet over Rælingen og indenbords, mens Vandet
strilede af ham. Han slog et Par sære Øjne op, glippede med Laagene,
stødte Vand ud af Næsen og havde et lille Brækningsanfald; snart
besindede han sig dog saa meget, at han kunde skønne over sin
Redning. Hans Øjne blev glade, der gik et skælvende »Tak« gennem ham
...
Ved Hjælp af Drægtovet og i hurtigst mulige Rækkefølge blev der nu,
én efter én, bjerget ti Mand ombord i Redningsbaaden.
Da kom der flydende noget i Vandet mellem Vraget og Baaden, en Bylt
Klæder eller en Køjedyne. Nogle af de bjergede Søfolk tog en
Baadshage i Baaden og rakte ud efter Bylten, som de trak til sig og
løftede op. Det var en Mand af Besætningen, den syttenaarige Jungmand
Fridtjof Åhlstrøm. Hans Hoved hang slapt ned, hans Læber var blaa,
Blikket brustent -- han var død.
»Det kan ikke nytte at tage ham i Baaden,« sagde Jens Rasmussen til
Søfolkene, der endnu stod med Baadshagen i Liget. »Her er knap Plads
til de levende.«
Alle, som saa' paa Jungmanden, blev enige om, at der ikke var Livsens
Tegn i ham. Baaden var tungt lastet, Vandet naaede omtrent til
Tofterne -- og endnu var der mange Ulykkelige paa Vraget, som skulde
bjerges. Saa lod man Liget drive.
Haardt havde han stridt for Livet, den syttenaarige Jungmand. Han var
ikke stærk af Legemsbygning og Helbred. Under Krydsningen i
Vesterhavet havde han jævnlig klaget over Ildebefindende ... Da
Grundstødningen skete, var han dog tilsyneladende rask som de andre
og opholdt sig en Tid med en Del af det øvrige Mandskab i Kahytten.
Men da Søen omsider brød ogsaa derind, maatte han med paa Dækket.
Alle gik forud paa Bakken, hvorfra de antog, Redningen lettest kunde
foregaa. Redningsbaaden var jo i Sigte ... Ligesom flere af sine
Kammerater vilde Åhlstrøm smide noget af sit Tøj for bekvemmere at
kunne klare sig ved Svømning, hvis en Braadsø skulde skylle ham
udenbords, men længe stod han i snæver Plads paa Bakken og søgte at
fri sig for sine Benklæder, de var vaade og klaskede tæt mod Legemet.
Med ét slap han sit Tag, af Overanstrængelse og Udmattelse, og faldt
ned paa Dækket lige ind til Bakken, hvor han dog fik sig rejst igen
og just stod og vilde sprætte Benklæderne af, da han blev grebet af
en Styrtesø og skyllet ind under Bakken. Uden at kunne yde ham Hjælp
maatte hans Kammerater se ham blive spulet flere Gange frem og
tilbage under Bakken; endelig bjergede han sig dog hen til Klosettet
og greb fast i Døren, hvor det kneb ham at være for Sø. Styrmanden,
som saa' hans farlige Stilling og ynkedes over ham, trængte sig den
vanskelige Vej frem til Jungmanden, fik Tag i ham og hjulpet ham hen
under Lønningen til Luvart, hvor de begge holdt sig fast i Røstet,
men Styrmanden havde her mere end nok at gøre med at skøtte sig selv.
Han saa' kun en enkelt Gang til Åhlstrøm og lagde da Mærke til, at
Jungmanden ingen Benklæder havde paa.
Her sad Jungmanden, den Gang Spirbakkens Redningsbaad naaede Vraget.
Han holdt sig endnu fast ved Fokkerøstet, hans Underkrop var nøgen,
paa Fødderne havde han Halvstøvler. Han saa' frygtelig forkommen ud.
Skulde han bjerges, maatte nogen af Kammeraterne hen og hjælpe ham.
Men det var Livet om at gøre at forsøge paa at slippe hen til ham. Da
løstes Vanskelighederne af sig selv. Man saa' Jungmanden slippe Taget
i Røstet og falde i Vandet. Han var Døden nær -- vistnok allerede i
Besvimelse. Et Kvarterstid efter var det, han kom tilsyne ved
Redningsbaaden og blev trukken ind med Baadshagen. I dette Kvarter