Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 08

Ankrene #skulde# i Bunden. Og saa #stod# vi der, nogle faa Hundrede
Alen fra Kysten. Stormen tog til, Søerne brød over os, Sprøjtet stod
op om Mastetoppene, det bragede i Skroget, vi havde ikke Hold paa
nogenting -- og vi var gennemvaade, forfrosne, dødtrætte. Vi klamrede
os fast paa Dækket, hvor vi kunde. Kaptajnen alene var i Kahytten.
Han havde Redningskrans om Livet -- den eneste, der var tilbage paa
Skibet. Han var beruset; det havde han været alle de tre strænge
Døgn; han var nok saa slemt forfalden, sagde de svenske Matroser.
Saa med ét slog det en Flage ud af Skibet. Der faldt en Mast. Det gav
sig i alle Spanter og Planker. Søen fossede ind og skurede rundt og
rensede ud. Der var to unge engelske Matroser ombord ... De blev
skyllede overbord og var borte i Søerne. Vi saa' dem ikke mér ...
Der kom susende to Redningsraketter ombord, maaske tre, det husker
jeg ikke ret. En ramte yderst paa Bovsprydet, en anden lagde sig højt
oppe i Masten. Ingen af os kunde hente Linen, det vilde have været
livsfarlig Gerning i de Søer selv for en rask -- og #vi# var
allesammen segnefærdige.
Nu #var# det vist, at Første Styrmand og en Matros sprang overbord,
de var Svenskere begge to. De holdt sig fast ved noget Tømmer og drev
af for en jagende Strøm. De var væk næsten med det samme ...
Der trak en hæftig Byge op med baade Regn og Sne og Hagel. Det Hele
stod i ét. Lidt efter lindede det et Øjeblik af. Da var der to andre
svenske Matroser borte -- vi havde intet sét dertil, ikke hørt en
Lyd fra dem.
Søen splintrede løs paa Competitor, vore to Baade blev knuste og
Stumperne hevne bort ... Kaptajnen viste sig i Kahytsdøren, stadig
med Redningsbæltet om Livet ... Vi saa ham, den svenske Anden
Styrmand og jeg, ligesom vi havde faaet fat paa Spandebrættet og
vilde til at springe ud sammen. Kaptajnen var ganske vild, han skreg
og slog ud med Armene, men blev staaende i Døren ... Jeg fik mine
Støvler og Klæder af, beholdt bare Skjorten paa ... Bygen tog ved
igen, Haglene svirpede mod mit Legeme ... det gjorde forfærdelig ondt
... #saa# sprang vi ud, Anden Styrmand og jeg ...
Om det, som fulgte efter, véd jeg egentlig ikke andet, end at jeg
nede i Søen pludselig kunde bøje og bruge ogsaa det Ben, som havde
været saa smærtefuldt, næsten stift ombord, hvor jeg jo i de tre Døgn
havde staaet i det isnende Vand og pumpet ... jeg havde været saa
bange for Koldbrand, kan jeg huske ... #Nu# tænkte jeg ikke paa
Koldbrand. Jeg tænkte i det Hele ikke meget nede mellem Søerne, de
var svært høje og piskende i Toppen. Vi havde dem over os hvert
Øjeblik, saa det kneb at faa snappet Vejret imellem at de kom. Og
Saltvand slubrede vi i os og spyttede og harkede, det stemte os for
Brystet, somme Tider var Vejret rent ved at gaa fra os, det var
ligesom Hjernen skulde sprænges ....«
»Talte De og Styrmanden ikke sammen?«
»Nej ... ikke andet, end at jeg flere Gange sagde til Styrmanden --
han sank længere og længere ned, kunde ikke holde sig fast i
Brættet: -- »Hold Hovedet oppe, Mand ... Hovedet oppe ... Pres Munden
i, Mand ... Munden i ...« Men Styrmanden sagde ingenting, hans Blik
var sløvt, hans Greb blev slapt, han sank og sank, bare Ansigtet var
oven Vande, og saa, efter en Dukkert i en voldsom Sø, som længe satte
os under lukket Laag, da jeg fik Øjnene op igen -- saa hang jeg #ene#
klamret til Spandebrættet.«
»Tænkte De noget da? ... At nu var det Døden?«
»Jeg tænkte ikke, tror jeg ... Oppe fra Toppen af Søerne havde jeg
nogle Gange set Folkene med Redningsbaaden inde paa Stranden, og
vistnok mente jeg da, at de nok snart kom ud og tog os op; men nu, da
Styrmanden var væk og jeg selv saa yderlig afkræftet, stivnet og
følelsesløs, nu sansede jeg mindre og mindre ... bare ramt Saltvand i
Øjnene og i Munden og i Halsen og langt ned i mig ... og saa den
særeste Musik i Hovedet ...
Derefter husker jeg ikke noget før det Øjeblik, da en Mand stod bøjet
over mig. Det var Doktoren. Jeg laa i en Seng, fremmede Folk stod
rundt om, det var Fiskere, kunde jeg se ... Og saa husker jeg blot,
men ligesom længe efter, at jeg kørte i Vogn ude, og det blæste og
var koldt, og endelig igen nogen Tid efter, at jeg vaagnede op i
Sengen her, paa Hospitalet.«
»Véd De, hvor De er, Byens Navn?«
»Nej. Ingen har sagt det. Jeg har heller ikke tænkt over det. Jeg har
vist ikke tænkt noget videre -- mest været saa træt og sovet, tror
jeg.«
Jeg forklarede ham, hvor han var. Men han havde ingen nærmere
Forstaaelse deraf, end at han var et Sted paa Jyllands Vestkyst.
»Har De Slægt hjemme i Riga?«
Han nikkede.
»Vil De ikke have skrevet til dem?«
Han saa forskende først paa mig, derefter paa sine Hænder: »Mine
Fingre er helt stive,« sagde han.
»Skal #jeg# skrive for Dem?«
»Nej, mange Tak. Mine Forældre kan ikke læse.«
»Er De græsk-katolsk?«
Han saa' hastigt og mørkt op: »Nej,« svarede han kort, »Luteraner!«
»Det er samme Tro, Folk har her i Danmark.«
Han nikkede og smilte. Det var som om han nu pludselig følte sig
mellem Beslægtede.
»#Har# de?« sagde han lidt efter undrende og blev ved at se smilende
frem i Værelset.
Og snart spurgte han, med et ringe Gran af Tvivl, ligesom søgende og
barnlig naivt:
»Saadan som hjemme -- -- efter Martin Luther?«
»Ja!«
Han hvilede mod Puden med et træt Smil i det underligt stille Ansigt.
Noget efter sagde jeg: »Det er Juleaften!«
Hans Øjne blev store, de løftede sig mod mig med et forundret Udtryk.
Fiskeren henne i den anden Seng hostede og Lupuspatienten rørte paa
sig. Den fremmede Matros fulgte dem med sit store, varme Blik.
Pludseligt spurgte han: »Er der drevet Lig ind?«
Jeg nikkede.
»Alle?«
»De fire kun!«
Han lukkede Øjnene under strammede Bryn og blev liggende noget
saadan.
»Farvel,« sagde jeg og rejste mig og tog hans Haand, den var
forskrabet og underlig død. »Glædelig Jul!«
Han stirrede et Øjeblik forbavset, glippede saa med Øjelaagene et Par
Gange og besindede sig.
»Tak,« sagde han. »Tak.« Og straks efter føjede han til: »Og glædelig
Jul selv!« Men Stemmen lød, som om hans Tanker var langt borte.
I Døren vendte jeg mig, han laa og saa efter mig -- eller maaske
snarere efter Lyset bag ved mig, ude i Gangen, der havde et varmt,
festligt Skær fra det store Juletræ, som netop stod færdigtændt ...


SOMMERSTRANDING.

Lyse og luftige glider Sommerdagene i Klittelandet. Stranden er bred,
Brændingen lav. Stilfærdigt skvulpende gaar Bølgerne op over Sandet
og skærer en vædemættet Bort af Tunger, af krusede Buelinjer ind i al
den gnistrende Hvidhed.
Hvor dog Solen blænder. Maageflokken, som skræmmes op, er lutter
snehvide Blink, naar deres Vingefang faar Lyset paa sig; ellers er de
som mørke Indlægninger i den let blaanende Himmelflade. De har en
egen sejlende Maade at stryge hen over Havstokken paa, disse store
Maager, eller deres Flugt er som Bølgegangen ude i Verdenshavet:
brede, dybe Sving. De kan sidde paa en Sandodde saa tæt som Raager
paa Stubmarken, og nærmer man sig, letter de, Snes efter Snes, ved at
tage nogle gyngende Løbeskridt hen ad Sandet og saa svinge sig
skrigende et Stykke op og straks ud over Søen. Man faar en trist
jordbunden Fornemmelse, naar man færdes langs Stranden og stadig
rejser Maageflokkene eller en Sværm af de rappe Terner, der gynger
gennem Luften som baarne i usynlige Traade og skriger haansk over
Hovedet paa det kluntede Menneske. Der fyres kun sjældent et Skud
Hagl mod dem, endda er baade Maager og Terner sky, de hader
Fredsforstyrreren paa deres øde Strand, hvor de samles for at hvile
og slikke Sol eller for overdaadigt at fraadse i inddrevne Snegle og
Fiskeaadslerne fra et efterladt Dræt.
Kimingen har Sejlere og Dampere i ustanselig Rækkefølge.
Skagbokutterne kommer døsende i den løje Vind, længere ude ligger der
tremastede Skonnerter og Brig og Bark, men der er bare Sol og ingen
Vind i de søvnige Sejl. Heller ikke Fuldriggeren slipper af Stedet,
statelig knejser han med alle Klude oppe, klassisk skøn er han fra
Vandlinje til Vimpelknap, fra Stævn og til Spejl, ret som et luftigt
arkitektonisk Værk af den fuldkomneste Harmoni. Man kommer til at
tænke paa de gamle Tider før Dampen og Elektriciteten, paa
Bolværkspladser og Pakhusluger og paa Kontorer med dejlige Stuklofter
og stive Empiremøbler. Her sad Rederen, glatraget og med Halsbind om
sin høje Flip og var som en Patriark for alle sine Skibsmandskaber
... Det er, som mærker man Duften af mørk Portvin og blaa Havannarøg
trænge ud fra det gamle Kontor. Ganske vist, Matroserne fik hverken
Vin eller Tobak af den fine Sort, naar de hjemkomne fra de lange
Rejser mødte paa Rederiet efter Hyren. Kaptajnen drak for dem alle.
Ak, de gamle Tider og de lange Rejser! ... Nu piler Dampskibene
geskæftigt afsted forbi den stolte Fuldrigger. Aldrig mere er man
Maaneder undervejs fra Havn til Havn, alting er jagende Travlhed nu
og baskende Larm paa Søen som i Land. Man sidder Sommerdagen i
Klitten og tæller Sejlerne og Damperne, og altid er der flest af de
skønhedsforladte Røgspyere. Alligevel, bare man var ombord i én af
dem og foer viden hen; det giver stærke Længsler bort at sidde og
kigge efter de pilsnare Dampere og gætte deres Skorstensmærke. Ud i
Luften spørger man: Hvor gaar Rejsen? Hvor gaar Rejsen? ... Alle har
I Bud fremmede Steder hen, raskt skærer I nærmeste Vej mod Maalet, I
er som hensynsløse Tanker, der #vil#. Men Verden bliver saa lille for
Jer, alle Have kan I overfare, Grænserne drages saa snævert og
Fantasien kreser altfor hastigt Cirklen rundt ... Saa var det bedre
at sidde agter i Fuldriggeren og høre Vandet klunke om Roret og vide
Verden stor og Vejen lang og have alle sine Fantasier flyvende i
brede Maagesving under de sære Kyster, man i Vindstillevejret øjnede
længe og nøje men maaske aldrig skulde betræde.
Hvis man da ikke strandede derinde?
Nej, #ikke# om Sommeren! ... Skønt, hvem véd! Der kan hænde en Sejler
#alt# -- Æventyret er ham i Kølvandet den vide Verden over.
Men Æventyrene nu om Dage er af en egen haandgribelig Art, alle
Fænomener kan kontrolleres og er ikke Fænomener mér. Badegæsterne,
som i den hede Sommertid forlod Hovedstaden for at dase ved Havet,
sidder paa Klitten og fryder sig over det stille skvulpende Hav, i
hvilket de har svømmet med store Tanker om eget Mod; de synes næsten,
det er mærkeligt, at Skibe kan knuses her og Folk miste Livet ...
Bare Vinden ogsaa vilde friske op og blive til Storm -- saa kom der
maaske en Stranding; det skulde dog være morsomt at se, om Havet
kunde fraade og sønderslaa saa æventyrligt, som Rygtet gik.
Saa en Aften sent, mindst som de venter det, er det susende Vejr der.
Det rusker i Hoteltaget og piber gennem alle Korridorer. Om Natten
kniber det at sove for Bølgebuldret og det hele Spektakkel, som
fylder Luften. Det var svært, tænker de, saadan et Vejr midt om
Sommeren. Om Morgenen sildig, naar de vaagner, synes de, at det er
nogenlunde smilende Sommer igen, trods den megen Sø. Naa ja, siger de
ved Kaffebordet, altsaa ikke værre med en Vesterhavsstorm!
Men i det samme ringer Telefonen og fortæller, at der om Natten er
strandet et Skib ikke langt fra Hotellet -- strandet og splintret.
Hvadfornoget! raaber de. I Nat! De begriber ikke, hvorledes der kan
hænde noget saa spændende lige ind paa Livet af dem, uden at de har
hørt det mindste -- de laa dog vaagne længe. Det er jo helt
æventyrligt.
Ja, saadan er det med Æventyrene, de kommer altid uden at være mældte
eller uden at vi agter paa For-Varslerne.
I Tannisbugten mellem Hirtshals og Kandestederne var Strandingen
sket. Nogle af Badegæsterne erindrede godt, at de om Aftenen ved
Nitiden havde set et stærkt Blus ude paa Havet. Det var ingen
Lanterne, kunde de nok skønne. Iøvrigt spekulerede de ikke videre
over Sagen. Badegæster spekulerer overhovedet ikke ud over Mad og
Bad. Vejret var jo heller ikke værst.
Imidlertid -- Morgenen efter stod jo dette Skib, et stort Barkskib,
splintret i Bugten tæt op mod Kandestederne. Blusset havde været
Nødsignal. Den jydske Vestkyst er Overraskelsernes Egn. En pludselig
paalands Kuling kan sætte et rygende Braad over Revlerne, saa ingen
Egeplanke staar imod. Har først Skuden sat Kølen fast, er Forliset en
given Sag, og Kysten sikker paa et sønderdelt Vrag.
Barken var finsk. Dens Besætning, ti Mand, havde ved Nattetid reddet
sig i Land i egen Baad. Mere vidste vi ikke, da vi kørte derned fra
Skagen. Og det er nyttigt at rasle af Sted ad de besværlige Klitveje
uden synderlig Besked om det Skib, hvis Skæbne man skal erfare paa
Stranden. Saa er Kombinationsevnen tilrede, man kan køre baade én Mil
og to og bare tænke paa Skibet, se det for sig saadan som man mener
det ligger og hugger Skroget op og ned i Revlebruset. Da føler man
Nerverne leve sensibelt. Timerne faar deres varige Værdi deraf.
Men da vi naaede Stranden, var ingen forlist Finnebark at øjne.
Skulde den være totalt undergaaet allerede? Godt da, at Folkene var
komne betids fraborde. Som Søen #brød# nu til Morgen for en Vind, der
var sprungen fra kystlangs sydlig Retning om i paalands Sydvest,
skulde næppe nogen Skibsbaad kunne række velbeholden i Land.
»Dèr!« sagde min Rejsefælle paa Char-à-banc'en og pegede ned ad
Hirtshalspynten til. »Han er Vrag, er han! Bare Fokkemasten staar!«
Vi var netop komne ud paa Stranden gennem Kanderenden og kørte nu
langsomt sydefter paa det klægede Sand, medens Søerne skyllede os om
Hjulene.
Den, der talte, var Skagens Stolthed, den største Kæmpekarl og første
Baadstyrer blandt Vestkystens Redningsmandskab, Kaptajn P. K.
Nielsen, Formanden for Redningsvæsenet i det nordligste jydske
Distrikt og designeret Leder af hele det jydske Redningsvæsen, naar
Pladsen engang bliver ledig. Badegæsterne beundrede hans imponerende
Skikkelse fra Prøverne med Grenens og Nordstrandens og Højens fem
Redningsbaade. Og han var Beundringen værd. Højere end alt Folket,
sværlemmet, bred over Brystet, med et rankt baaret Hoved og et Par
muntre, lyse, stærkt seende Øjne under vejrfurede Laag stod han
agterst i Redningsbaaden, naar den stak fra Havstokken ud gennem
Sprøjtet, hans højre Haand laa fast om Rorpinden, medens han med den
udstrakte venstre pegede Vej frem. Hans knappe Kommando skar langt
gennem Vind og Vand. Han lignede en Viking, en Fortidsgigant. Han
vidste det aabenbart selv og stod plastisk skøn som i et
nationalt-dramatisk Tableau. Alle Badegæsternes Helt! Og langt mere
end #det#!: Skagbofiskernes Tillidsmand, Lederen af saa mange farlige
Redningskampe! Han er en Lars Kruse af moderne Type.
En Milsvej saa godt og vel havde vi fra Kanderenden til
Strandingsstedet. Havet gik højt op mod Klitterne, i hvis bratte,
grusede Fald eller marehalmsklædte, graagrønne Skrænter man tydeligt
saa' gamle Tiders Mulddannelser fra før Sandflugtsperioderne drage
sig i mørke Bælter, de saakaldte »Martørv«, som Kandestedernes
Befolkning skærer til Brændsel for sig selv og for Skagboerne, der
næsten alle forsynes med Tørv her nede fra.
Fra Brændingen steg saltmættet Em, der gav Luften et blaaligt Skær og
slørede alle fjerne Konturer. Alligevel lykkedes det, naar man en
Stund havde stirret energisk og vænnet Blikket til at holde sig tørt
mod Blæsten, at faa Kig paa Strandingen dèr langt i Syd. Ganske
rigtig, som Kaptajn Nielsen havde sagt: Skibet var Vrag. En enkelt
Mast med skævt stillede Ræer og filtret Rigning hældede skraat med
Braaddet. Andet saa' man ikke af Barken. Ikke dèr, i hvert Fald. Men
paa Forstranden, helt her nordligt op, hvor vi kørte, var der
Vidnesbyrd nok om Nattens Forlis.
Den Buelinje, Søerne havde afsat paa Stranden ved Højvande, var i en
Mils Længde tydeligt markeret af Tømmer og Splinter fra Skibet.
Brækkede Spanter stak stejlt op af Sandet, tykke Dæksflager laa
slængte hen, som var de nemt haandtérlige Bordplader; det flød med
Kasser og Tønder, snart laa der en Raa, snart en Stump Lønning, man
traf baade Taget af et større Ruf og Kabystaget med Skorstenshætten
i, og Trapper, Stolebén, Kahytsdøre, Pøse, Tovruller og alt muligt
Gods og Inventar var smidt hen i vild Forvirring. Udblødte Tællelys,
Kiks og Knækkebrød fandtes stribevis hele Vejen; her mættede Maager
og Vildænder sig forslugent i indbyrdes Kamp. Køjedyner lejrede sig
klaskvaade mellem itubrudte Skibskister, af hvis Gemmer der laa
spredt Cigarfuteraler, Blade af en Føljeton, Breve, Fotografier; et
Sted stod en Eddikedunk og stank fortrædeligt surt over Tabet af sit
Indhold, noget derfra glædede en revnet Kasse Whiskyflasker i
Halmhylstre sig ved en midlertidig Frelse, Kassen med Skibsapoteket
var ogsaa flydt ind men i sørgeligt Kaos, en molesteret Harmonika
gabede fortabt hen i Vejret som en Døende.
Saadan var alt Ødelæggelse og Tilintetgørelse -- Pindebrænde
tilhobe.
Der kom en Flok Badegæster gaaende barbenede imod os hen ad den vaade
Strand. Damernes brogede Dragter skreg mod Kystens afdæmpede Farve,
og de havde en uskøn Maade at skørte op paa. Men da de kom nærmere,
saa' vi deres unge, solbrændte Ansigter straale af Begivenhed; der
var en overgiven Pludren om Strandingen: tænk, at det var lykkedes
dem at faa en Stranding at se, midt paa Sommeren. Naada, hvor skulde
de fortælle i næste Brev hjem.
De to frejdigste og bruneste af Damerne kom op at køre, Resten
skørtede videre tilfods. Dèr sad de nu i Vognen hos os, kendte os
ikke, præsenterede sig ikke, men snakkede muntert løs af fyldte
Hjærter. De elskede denne Strand, jublede de, og det hele Aar gled
hen for dem i Minder om Sommeren her og i Længsel efter næste Ferie,
hvor de atter vilde til Vesterhavet. Ingen Steder i Danmark var som
denne Strand. Og #tænk# saa, at der skulde komme en Stranding, mens
de var her!
»Er det ikke mærkeligt,« fortalte de, »at de strandede Søfolk har
ligget ude i Klitterne hele Natten og ikke har søgt op til
Strandfogden.«
Jo, det mente vi da ogsaa.
I ubehersket Glæde skildrede de os derefter Badelivets hele flade
Herlighed. Det var dejligt at se deres Henrykkelse over bare at være
til. Sandet, Vandet, Luften, Klitplantagen -- alt berømmede de
superlativisk, og alle Mennesker paa deres Hotel var saa rare og
hyggelige, hvert lille Aftensold blev dem en Tildragelse, den
billigste Vittighed honoreredes taknemmeligt, de modtog primitivt,
deres kritiske Sans havde de magasineret i København eller Vejle,
hvor de nu var fra. Det var som at tale med Skolebørn paa Skovtur.
Saadan kørte vi videre og kom ganske ud af Strandingsstemning. Naa --
det var jo ogsaa kun en Sommerstranding, og alle Mand var frelst.
Nede ved selve Strandingsstedet slap det op med Vragresterne, og
Havstokken blev rén igen. Strømmen stod Nord i og førte alt bort den
Vej. Det er den Skæbne, Strandfogderne er udsatte for i det Lén, hvor
Strandingen foregaar, at alt det avktionspligtige Gods flyder for den
landlangs hastende Strøm andetsteds ind og kommer andre Kystboere
tilgode. Men det reddede Skibsmandskab er til Gevinst alene for
Strandingslénet. Her indkvarteres og beværtes, plejes og udrustes de
fremmede Søfolk. Og Konsulen inde fra Købstaden betaler Klitboerne
efter rundeligt Skøn til den gode Side.
Oppe hos Strandfogden i Skiverne, mellem Kandestederne og Tannishus,
fandt vi de forliste Finner. Paa en Mark bag Gaarden laa tre Mand i
Solskinnet mavelangs og med trætte Hoveder over korslagte Arme; de
andre syv Mand var til Sengs. Spredt til alle Sider laa der Jakker og
Bukser til Tørre. Det havde altsaa givet vaade Dravatter under
Landsætningen.
Vi spurgte efter Kaptajnen fra Barken.
En af de tre, en yngre Mand med modvilligt Fysiognomi, drejede sig
halvt mod os og sagde trægt paa svensk, at Kaptajnen det var ham.
Stadig liggende og med underligt afbleget Tonefald gav han derefter i
korte Sætninger fornøden Besked om Skibet og Forliset.
Skuden var barkrigget altsaa, 300 Tons, bygget af Eg i Tyskland, 36
Aar gammel. #Mercator# hed den, var fra England kullastet for
hjemgaaende til Åland. Ingenting var assureret -- ikke Skibet, ikke
Folkenes Tøj heller.
»Det var jo slemt,« sagde vi beklagende.
Her tav Kaptajnen.
»Hvor gammel er De?« spurgte vi.
»Bare 28 Aar ... Det var min første Rejse som Kaptajn« ...
Han tav igen -- og trak Kasketskyggen ned.
Solen stak ham maaske i Øjnene.
Saadan laa han en Stund.
Lidt efter gav han saa, i knappest mulige Form, følgende Forklaring
om Forliset:
»Om Formiddagen fik vi Læk i rum Sø; den maatte være temmelig stor,
for Vandet steg, og Møllepumpen, som gik og gik, kunde ikke holde
Stand. Uophørlig steg Vandet i Lasten og trængte ind i Rummene. Saa
satte vi Sejl ad jydske Kyst. Henad Klokken ti om Aftenen var vi nær
ved Revlerne. Men Braaddet syntes os for stærkt til, at vi turde lade
Skuden stryge ind, saa ankrede vi den paa fem-seks Favne Vand, satte
Skibsbaaden ud -- og slap da ogsaa i Land, som De ser. Men rigtignok
kneb det, Baaden blev fyldt og var synkefærdig, ligesom vi fik Bund i
Landingen. Saa sprang vi ud -- og reddede os. Et Par Timer efter sank
Mercator. Den huggede haardt. Vi blev i Klitterne om Natten og saa'
derud og haabede, Skuden skulde holde. Men de to Master faldt. Saa
var der ingenting mere at vente paa, alt var forgæves. Det var
Morgen. Der kom Folk til og bragte os her op til Gaarden ... Færdig.«
De to unge Damer, som i spændt Interessérthed var fulgt med til
Strandfogedgaarden, havde ganske mistet deres Humør. Alvorligt
betagne hørte de Kaptajnens korte Beretning.
En anden af de tre Søfolk, en ganske ung Fyr, havde rejst sig lidt
fra sin magelige Stilling og bladede tankeløst i Skibspapirerne --
det eneste, Folkene havde bjerget. Hans Ansigt var ægte finsk af
smukkeste Type.
Tre Gange allerede var han forlist, fortalte han os. Alle tre Gange
paa dansk Kyst: ved Gilleleje først, saa paa Læsø engang, og nu her.
Han saa' ud, som fandt han det aldeles i sin Orden, at han altid blev
reddet. Hans brune Øjne hang forelsket ved de to unge Damer, han
forskede deres frejdige Toiletter og søgte deres forundrede Øjne. Han
var nitten Aar kun.
Man kunde se Havet heroppe fra Gaarden, hvor Søfolkene laa og
udhvilede sig i Solen ... Fokkemasten dyppede sig haardt i det
brydende Skvulp, den havde næppe mange Timer tilbage. I Søen rundt
omkring saas splintret Tømmer og flosset Rigning tumle mørkt i
Braaddet ... Folkene var slupne i Land i et mærkeligt gunstigt
Øjeblik ... Hvor nemt kunde de ikke være kæntret i den lille,
skrøbelige Baad ude ved Vraget ... Den, der skulde bjerget sig selv
og svømmet dèr, var dødsens ...
* * * * *
Dagen efter traf jeg det finske Skibsmandskab paa en Jærnbanestation
mellem Skagen og Frederikshavn. Strandfogden fra Skiverne var ude med
dem for at ekspedere dem til Byen, hvor de i Retten skulde afgive
Søforklaring, inden Konsulen sendte dem til Hjemstedet.
Næsten uden Ord tog de Strandfogdens Haand til Afsked. Man kunde se
paa deres Øjne, at de havde været glade for den gode Forplejning i
hans Gaard.
Saa kørte jeg til Frederikshavn i Kupé sammen med Søfolkene.
De var der alle ti. Men de fyldte ikke meget paa Sæderne, for det var
smaa Folk alle og lutter unge. Jeg har aldrig set saa ung en
Besætning til et Barkskib. Den 28-aarige Kaptajn var ældst af dem
alle, Styrmanden var 26 Aar, Resten under 20 Aar, tre-fire Stykker
lignede Konfirmander.
»Ja,« forklarede Kaptajnen med sin blege Røst, »vi sejler mest med de
yngste Folk hjemme fra Finland.«
»De er billigst i Hyren, naturligvis.«
»Jo-da,« svarede han ... »Og de ældre, de #emigrerer# jo« ...
Et Sted kunde vi fra Kupévinduet se Kattegat, hvidskummet i Toppen.
»Dèrude skulde Mercator have sejlet nu,« sagde Kaptajnen. Og saa
rystede han paa Hovedet. Han var i trist Humør.
»Og det var min første Rejse som Kaptajn,« sagde han og stirrede
fortabt udefter.
De andre fulgte hans Blik. Det forekom mig, at et Par af de yngste
ligesom var glade ved at sidde trygt her i Stedet for at være paa den
gamle Mercator og stride sig frem mod Vind og Sø og manøvrere med
Bramsejlene.
»Hvor gammel er du,« spurgte jeg den mindste, en lille pjuskhaaret
én, med stort, kantet Ansigt og nogle slemt forslidte, hovnede og
vindsprukne Hænder.
»Han fylder femten,« sagde Kaptajnen ... »Han er Kok ombord« ...
Det er tidligt at strande, tænkte jeg og mønstrede hans lidt benovede
Person.
»Han har strandet før, Kokken,« forklarede Kaptajnen, som om han
havde forstaaet min Tanke.
»Paa Kuba!« nikkede den lille og blev forlegen.
»Og naar du nu kommer hjem til Finland, skal du saa have Hyre igen?«
Han saa' hastigt paa Kaptajnen, som om han vilde spørge om Forlov til
at svare mig. Kaptajnen saa' stadig ud over Søen.
»Ja-da,« sagde saa den lille smilende, »jeg skal vel #det# ... Jeg
skal spare sammen til at komme til Amerika for ... Dèr er mine
Forældre ... Jeg faar tyve Mark i Maanedshyre« ...
Og bekymret tilføjede han:
»Men nu forliste jeg jo min Skibskiste og alting ... Og min
Harmonika« ...


UDE PAA REVET.

Det var forbi nu. Niels Jakobsen havde gjort sin sidste Tur med
Redningsbaaden. Det var en Øvelsestur sidst i Oktober, alt var
forløbet vel, Baaden sat i Hus, og Mandskabet luntede hjem ude fra
Grenen.
Niels Jakobsen gik for sig selv og tænkte mørkt. Han var bare et Par
og halvtres -- og allerede aflægs. Der havde været slidsomme Tider
for ham, saa længe han huskede, men havde han ikke taget Skade paa
sin Helsen forrige Aar ved »Almuth«s Stranding, kunde han saamænd
godt været brugelig Mand i Baaden en Del Aar endnu. Egentlig var det
en kedsom Hændelse, men hvad, der var ingenting at rette, han havde
gjort sin Pligt den Gang i Baaden som altid, Folkene var bleven
bjerget fra Vraget, som godt var -- og nu, netop et Aar efter, var
han selv Vrag, paa en Maade ... Hjemme laa hans Mor, Skagens ældste
Kvinde, hun var tooghalvfems og blind og altid i Sengen, paa det
sidste var der kommen Døvhed til, saa det led vel mod Døden med
hende. Hun var Ruin, #det# var ikke til at undres over i saa høj
Alder, men ogsaa i #ham# begyndte det at smuldre, det fornam han godt
nok. Menneskets Tid var kort, aa saa kort.
Vejret var graat; lave, tunge Skyer gjorde mørkt, Havet førte stræng
Tale.
Niels Jakobsen mindedes mange onde Nætter, naar han havde gaaet
Strandvagt paa denne Kyst for en Tokrone pr. Nat. #De# Penge var
tjente, ogsaa mér end det. Heller ikke havde der været synderlig
Profit ved at være med Redningsbaaden, fire Øvelsesture om Aaret og
adskilligt Arbejde med Baadens og Grejernes Pasning for sølle 36 Kr.
i fast aarlig Gage og dertil 9 Kroner for hver Strandingstur, men 12
Kroner, naar der blev bjerget Folk -- aa-nej, saamænd, #storstilet#
var det ikke. Havde man saadan slidt en halv eller hel Menneskealder,
fik man 30 Kroner i aarlig Pension, det var ikke engang til Tobak.
Naar det ikke netop var, at man øvede menneskekærlig Handling med
Baaden, og det var baade en Trang i En selv og ligesom en Æressag --
saa maatte man hellere være Bestillingen kvit; man kunde sparet sig
selv for meget Hurlumhej.
Ligefrem #bevises#, at det var ved Strandingen i Fjor, at Niels
Jakobsen fik sin Skade, #det# kunde det jo ikke. Derfor var ingen
Erstatning eller Ekstrahjælp at kræve. Men alle vidste da, at han
havde ligget syg en god Stund derefter og ikke længe sidenhen saa var
der stødt den Svulst til mellem Mave og Bryst, som sad der saa stor
som et Hønseæg og var til evig ulidelig Smærte, naar han rigtig
skulde bestille noget. Doktoren kaldte Svulsten for en Slags Brok ...
Ja-ja, saadan kunde man uforvarende komme galt afsted ... Men
kedsomt var det ...
Det havde ogsaa været en vovelig Tur den til Almuth ude paa Revet.
Skagens Rev er den værste Plads paa Kysten, naar der skal reddes
Folk. Søen kommer fra alle Sider og brækker saa stejlende høj og er
ikke til at beregne, og tilmed render her en Strøm saa rent
uhaandtérlig. Al den Elendighed, der i det hele taget var sket paa