Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 07

Vilje havde ladet dem gaa tilsøs. Fra Barnsben har saadanne Drenge
plasket i Baad, stjaalet sig paa Fjorden og lært sig at bruge en Aare
og sætte et selvlavet Sækkelærredssejl til en Mast; de er bleven
holdt til Skolegang og Hjemmelæsning, har skullet passe Klavértimer
og Danseøvelser, det har været Forældrenes Maal at faa dem gjort til
Studenter og Kandidater og Embedsmænd, den samme Bane, Faderen selv
har gennemløbet, men Fjorden har haft Magt over Drengenes
æventyrlystne Sind, Skibene, som kom langvejs fra og lagde til Kajen
og lastede Fragt de særeste Steder hen, fyldte Drengenes Fantasi, og
Skibskokken, som gik søndagspudset i Land med Kridtpiben kækt i
Munden og de røde, sprukne Næver parate til Slagsmaal, indtog i
Fjordbyens raske Drengebetragtning den attraaværdigste Stilling,
Livet kunde byde.
Der blev da hverken Rist eller Ro hjemme, før Far og Mor maatte give
Carl og Christian Lov at komme tilsøs -- bare en enkelt Tur for at
#prøve#. Far skrev omsider til Fanø, hvor der er saa mangen et anset
Rederi, og hvorfra i Aarhundreder Landets kyndigste Søfarende er
udgaaet. Det blev bestemt, at Drengene kunde komme med Briggen Claus
og maatte møde betids i København paa gamle asiatisk Plads. Her
begyndte det rige Æventyr, Søen skulde bringe dem -- Ugen derefter
endte det fattigt paa Fanøs hvide Strand.
Og nu var Fanø klædt i Sorg, og al Travlhed forstummet, i den
stilleste Stilhed hvilede det gamle Nordby og Kysten hele Øen rundt,
bare Kirkeklokkerne ringede.
Men ovre i det unge Esbjerg larmede Livet uanfægtet videre, som det
jo skal.


JULEGÆSTER FRA HAVET.

Det er henved en halv Snes Aar siden nu, men ingen i
Strandfogedgaarden glemmer nogensinde den Juleaften, der kom Gæster
fra Havet. Mærkeligere Jul har Folkene paa Torupstrand i Jammerbugten
aldrig holdt.
Hele Ugen ind under Højtiden havde givet utrygt Vejr, saa ingen
Fisker kunde bruge Havet. Vinden øgede stadig paa, og Natten til den
23de December var der stiv Storm af Sydsydvest med Regntykning, Søen
blev høj og Strømsætningen slem, et rivende Strog gik langs Kysten.
Fra Hanstholm og sønderpaa ad jydske Vestkyst var Vindens Retning
saadan, at Klitboerne kunde vente Strandinger naarsomhelst, de
vagtede derfor skarpt til hen paa Morgenstunden, saa troede man det
værste overstaaet og søgte hjem for at puste lidt.
Alene ved Bovbjerg blev Vagtmanden gaaende, han havde set Lys bag
Revlen, syntes han, og stirrede uafladelig gennem Vejret. Men Bygerne
satte Himmel og Hav i ét.
Da det dæmrede ad Morgen, saa' han i en pludselig Klarning, at et
Skib var stødt ret ud for Bjerget, en stor Damper var det, og gennem
Stormen hørte han Stemmer derude fra. Der maatte handles hastigt. Fra
Fyrtaarnet fik han telefoneret til Ferring Redningsstation, paa
ringere end en Time var der Mandskab tilstede med Raketapparatet,
Skummet steg hvirvlende fra Brændingen og Sandet piskede, saa Syn og
Hørelse næsten forgik En, men det fik ikke hjælpe, et Redningsforsøg
maatte gøres og det straks. Skibet stod paa yderste Revle med Stævnen
mod Land og oversprøjtet af Braaddet. Der blev taget godt Sigte og en
Raket med dobbelt Line skudt ud. Den rakte ikke til Maalet. Atter
blev der gjort Forsøg paa at opnaa Forbindelse med Skibet ved Hjælp
af en ny dobbelt Raket, men der var for lang Vej ud.
Saa maatte Redningsbaaden fra Tuskjær ved Nissum Fjord averteres. Den
indtraf det snarest mulige -- men for sént alligevel. Skibets
Mandskab havde allerede forladt Vraget i egne Baade.
Inde fra Land iagttog Raketmandskabet gennem Dæmringen, at to af
Skibets Baade paa Bagbordssiden var fjernede og Jolletaljerne
overhalede med Blokkene hængende i Vandet. Man var ikke straks rigtig
klar over, om de Skibbrudne virkelig havde begaaet den Uforsigtighed
at gaa i Baadene, inden det var lyst nok i Vejret, man tænkte sig, at
Baadene kunde være slaaede i Stykker inden Mandskabet var sluppet
ned, men da Dagen brød frem og man fra Højderne paa Land overskuede
Skibets Dæk, og der intetsteds ombord var noget Menneske at se, kom
man til den Overbevisning, at Skibet var fuldstændigt forladt.
Skibsbaadene kunde dog ikke ses paa Søen. Om de ikke allerede var
kæntrede, var der dog sikkert det værste at frygte for Folkene.
Det vilde under disse Omstændigheder være ganske ufornødent at sende
Redningsbaaden fra Tuskjær ud til Skibet, en Tur gennem Brændingen i
saa voldsom en Sø var i høj Grad forbundet med Livsfare, men da man
hvert Øjeblik ventede at faa Skibsbaadene at se, holdtes
Redningsbaaden dog i Beredskab ved Nedkørselen til Bovbjerg Strand,
og der blev straks telefoneret til Redningsstationerne langs Kysten
nordpaa om at være vagtsomme over for de Skibbrudne, som man
formodede drev i nordlig Retning for Strømmen -- hvis de da var paa
ret Køl endnu.
Der blev en ilfærdig Bevægelse langs Kysten. Overalt blev Arbejdet i
Hjemmene opgivet, og der sendtes Vagtposter til Stranden og holdtes
Udkig fra de højeste Klitbakker, forgæves stirrede mangt et øvet Øje
ud over det oprørte Hav. Ikke et Menneske, som kunde røre sig, blev
hjemme, alle maatte til Stranden i spændt Forventning om, at
Staklerne kunde blive set og bjergede. Alene i Nørre Vorupør, som
ligger over en halv Snes Mil norden for Damperens Strandingssted,
saa' man hen paa Eftermiddagen et kort Nu en Baad komme drivende et
godt Stykke Vej tilsøs, men den var allerede da saa langt til Nord og
skar saa hurtigt frem, at enhver Hjælp fra dette Punkt af Kysten var
umulig. Det eneste, Vorupørboerne kunde gøre, var uopholdelig at
telefonere nordpaa de fire Mil til Hanstholm, at en Skibsbaad var
set, og raskt fik Hanstedfolkene deres Redningsbaad kørt til Havet,
hvor den stadig var beredt til at gaa ud. Det skarpeste Udkig blev
holdt, man sparede sig ingen Møje, men det lykkedes ikke at øjne den
drivende Baad. Mørket faldt paa, og Redningsbaaden førtes i Hus,
medens dens hele Mandskab spredte sig Natten igennem langs Stranden
i stadigt spejdende Vagthold, der havde Lygter med sig og jævnligt
afbrændte Signallys. Men ingen Skibsbaad blev set hverken der eller
andetsteds. Og ingen andre Stemmer udefra end Havets egen lød gennem
Nattemørket.
Men i Jammerbugten norden for Hanstholm, i Strandstrækningen mellem
Bulbjerg og Svinkløv kom der Dagen efter saa mange Julegæster fra
Havet, at Strandfogedgaarden i Torupstrand tilsidst næsten ikke
vidste Rum at anbringe dem i.
* * * * *
Damperen, som var strandet ved Bovbjerg, hed »Stanley« og var
hjemmehørende i Bergen. Grundstødningen skete, fordi der kom
Regntykning og uformodet Strømsætning, Klokken var da fem om
Morgenen, Besætningen vidste ikke, paa hvilket Punkt af jydske Kyst
Skibet befandt sig, da Landet ikke kunde ses, og den bragende Sø, der
undertiden slog over Skorstenene og højt op ad Vanterne, gjorde
Stillingen uhyggelig usikker ombord. Der blev afholdt Skibsraad og
taget enstemmig Beslutning om at gaa i Baadene og forsøge selv at
række Land; man kunde ikke være saa langt borte, og Baadene var sikre
og bærekraftige. Der var endnu nogen Tid til Daggry, men det var vist
tryggest at slippe afsted snarest muligt. Ialt var der treogtyve Mand
ombord, og de blev paa den mest praktiske Maade fordelt til Damperens
to Baade, sejsten Mand i den store, syv i den mindre. Og saa blev
Baadene under de farligste Forhold satte i Vandet og lykkeligt og vel
bemandede.
Begge Baadene søgte straks ind mod Land. De holdt sig hinanden saa
nær som de turde af Frygt for Kollision. Der blev roet med Varsomhed
og holdt Udkig efter Braaddet. Men da yderste Revle var passeret,
havde begge Baadene taget saa meget Sø ovenind og var bleven tumlet
saa hæftigt og faretruende omkring, at man ikke turde vove videre
Fart frem til næste Revle, hvorfra Bølgefaldet hørtes drøne; der blev
skoddet kraftigt, vendt omkring og roet over yderste Revle igen og ud
i rum Sø. De maatte allerede være drevet langt mod Nord, for Damperen
var ikke at skimte. Eller skulde den mon være søndersplittet og
sunken allerede -- saa var det dog godt, at alle i Tide var frelste i
Baadene, for det nærede de ingen Tvivl om, at de jo nok skulde naa
helskindede i Land, naar de bare var forsigtige og passede paa og
ikke forivrede sig.
De roede en Stund udefter, derpaa forsøgte de at holde sig mod
Strømmen, men den var dem for stærk, Kræfterne blev unyttigt spildte,
Storm og Sø var ogsaa imod, ingenting hjalp, de drev uhjælpeligt
agterud. Da de havde slidt en Timestid og ikke sansede, hvorhen de
kom, begyndte Modløsheden at spire iblandt dem. De var let paaklædte
og havde ingen Proviant faaet med, da de jo havde troet, at Rejsen
til Land hurtigt kunde blive overstaaet ... Ja, saa sandelig kunde
den #det# -- men en saadan Rejse vilde koste Menneskeliv, ikke ét
alene eller et Par, nej mange, maaske alle treogtyve. #Det# forstod
de ældre og mest erfarne blandt Besætningen, og det var dem, der nu
fandt Stillingen saa mislig, at Tilliden til Frelsen glippede.
Snart blev Roningen opgivet; det var haabløst at trælle med Aarerne,
naar man ikke i ringeste Maade kunde føre sin Vilje igennem over for
Elementerne. Uden Regimente drev Baadene nordpaa for Vejret med et
Tov imellem sig. Det var bitterlig koldt, og Søen sprøjtede bestandig
over, alle frøs og var vaade; der blev øst ustanseligt. Med den
skarpeste Agtpaagivenhed maatte Rorgængeren vare Baaden for de
brydende Vandbjerge.
Omtrent Klokken tolv om Middagen skød en kolossal Sø sig under
Agterenden af den mindste Baad, løftede den himmelhøjt og jog den
kæntret ned i Bølgedalen. Der steg et Skrig fra alle Struber, i vild
Forvirring blev Tovet mellem Baadene kappet, og, uden at nogen
egentlig vidste, hvordan det gik til, blev der reddet tre Mand op i
den store Baad, der vedblivende drev nordpaa. De fire andre Mand var
borte.
Eftermiddagen gik, og fra den drivende Baad kunde der jævnligt ses
Land; men de nitten tilbageblevne nærede kun ringe Haab om selv at
blive set og hjulpet fra Land, deres Baad var ikke nemt skelnelig i
den fraadende Sø og lige imod den bidske Paalandsstorm; det indsaa de
godt, og de fik jo Ret. De forstod, at Frelsen skulde komme fra dem
selv, om ellers Heldet vilde følge dem og de magtede at gribe og
nytte Øjeblikket. Men det saa' broget ud for dem, de følte sig paa
den sidste Rejse. Det blev mørkt. Baaden fik flere Gange nogle
frygtelige Styrtesøer over sig, saa den kun med Nød og næppe holdt
sig oven Vande; den var menneskefyldt til sidste Plads og ofte
synkefærdig, men det var til Gengæld dens store Vægt, der gjorde det
vanskeligt for Søerne at vippe den over Ende; det gjaldt da
væsenligst om at holde Baaden fri for Vand, stadig øse den, ingen
Pavse, ikke et eneste Øjeblik, saa den lænset kunde tage mod nogle
Tons Vand uden at gaa til Bunds.
Sent om Aftenen iagttog de Skibbrudne flere Gange Lanterner paa
forbisejlende Skibe, som de i deres pludseligt vaagnede Haab troede
ganske nær. De raabte og kaldte, i samlet Skrig eller to-tre Stykker
ad Gangen anstrængte de Stemmerne til det yderste. Men Vejret
overdøvede dem, det lykkedes dem ingensinde at gøre sig bemærket, og
som Lanternerne forsvandt, forstummede Skrigene og slettedes Haabet
atter ud. Alene en Jungmand sad tilsidst altid og skreg utøjlet og
hensigtsløst, han var bleven ganske vild af Kulde og Rædsel, og da
engang tidligt paa Natten et fjernt Lanternelys, der kun havde vist
sig for dem enkelte Øjeblikke, helt forsvandt og ingen flere saas,
rejste han sig fortumlet og tavst stirrende ved Rælingen forude -- og
styrtede sig i Søen uden en Lyd.
De andre dukkede Hovederne et Øjeblik -- og øste videre, #de# af dem,
der endnu havde Kræfter nok, for paa Langskibstofterne laa der fire
Mand surret, deriblandt de tre reddede fra den lille Baad, og evnede
ingenting; de rørte sig end ikke, naar Søen styrtede over dem. Og
flere af de andre faldt mere og mere sammen; de tørstede ulideligt,
deres Lemmer var ubevægelige af Kulde, de var sløve af Slid og
Usselhed.
Engang kom der et skrækkeligt Stykke Sø rygende agterind og vaskede
to Mand overbord, den ene var Kaptajnen, som havde siddet med Roret
og været den modigste ombord, den mest udholdende, den ivrigste til
at stramme Mandskabet op.
»Nu er det ude med os,« tænkte Styrmanden, som tog Roret og surrede
sig.
Men da der snart efter blev lidt mindre Sus i Vejret, bestemte han
sig til endnu en sidste Gang at forsøge at naa Land. Regnen stilnede
af, og et Fyr kunde ses paa Land; det maatte man stævne efter. Og med
Opbydelse af deres sidste Kræfter, i et sidste Glimt af vaagnende
Haab tog seks Mand fat i hver sin Aare og roede til, med lukkede
Øjne, i et Overmaal af Styrkeudfoldelse -- en halv Time til Ende.
Baade yderste og mellemste Revle passeredes uden Uheld, og Styrmanden
kommanderede »Stop« et Øjeblik for at orientere sig gennem Mørket,
Vinden kom ligesom fra en anden Kant nu og øgedes. Hvor forfærdeligt!
det stormede op af Nordvest, og Brændingen mod Kysten blev saa stærk,
at det vilde have været den visse Død at søge Land.
Det var fuldstændig mørkt, aldeles uigennemsigtigt. Ingen af de mange
udsendte Vagtposter, der fulgte Stranden netop dér, hvor Baaden vilde
været ind, observerede den. For Stormen og med opgivet Ror drev den
udefter igen, slap gennem Revlebraaddet og drev atter mod Nord.
Styrmanden løste sin Surring, han havde sluppet hver Tanke om Frelse,
de fire Mand paa Tofterne var øjensynligt døde, en Maskinassistent
lod sig stille besluttet glide overbord -- -- Undergangen maatte
komme naarsomhelst -- -- ingen vilde tage saameget som et Svømmetag
for sin Frelse. Alt var hjælpeløst fortabt, en dump Sløvhed
beherskede alle.
Ud for Bulbjerg Klint henad mod Torupstrand førtes Baaden pludselig
af en Strømvending ind i Brændingen og kæntrede. Klokken var fem om
Morgenen, det var fireogtyve Timers Kamp i aaben Baad, der nu
endelig fik deres tragiske Afslutning ... kun #én# Mand kom levende
derfra, det var Styrmanden; han havde i en Tilstand af ubevidst
Selvopholdelsesdrift holdt sig oppe ved Svømning, til han
følte Stranden under sine Knæ, saa var han besvimet og laa i
Morgengryningen skyllet ind paa en Grusbarre som en Afsjælet, da
der kom Folk til og fik ham samlet hjem i Hus og genoplivet.
* * * * *
Til Strandfogedgaarden paa Torupstrand blev der hele Juleaftensdag
bragt Lig fra Stranden. Vagtmændene kom kørende med de druknede
Søfolk, snart med et Par Stykker, snart med endnu flere. Det var, som
vilde Indrykningen af disse tavse Julegæster ikke stanse. Ovre i
Gaardens nordre Fløj blev der ryddet tre Stuer, Straa blev spredt paa
Gulvet og Lagener bredt ud derover. Den gamle Strandfoged, som selv
havde faret tilsøs, gik stundesløs til og fra og smaapylrede, hans
Søster, som holdt Hus for ham og havde en Søn ude at sejle, var fuld
af rørende Omhu for de livløse Søfolk, hun var overanstrængt af
Juletravlhed og ikke færdig med Forberedelserne, men maatte nu lade
alt i Huset fare for blot at sørge godt for Ligenes Afklædning og
Rensning. Hun sad timevis med Kam og gennemredte Ligenes filtrede
sandfyldte Haar, glattede det pænt med Skilning i Siden og gav det
saadant kønt Fald ned over Panden, som hun havde set paa Sønnens
nyeste Fotografi, der var hende sendt fra en Middelhavshavn.
»De skal da være pæne til Juleaften«, sagde hun.
I sine Dragkister og Kommodeskuffer tog hun Skjorter af Broderens og
Sønnens, de bedste hun kunde finde, og klædte Ligene i dem. En ung
lille Fyr, saa spædlemmet som en Pige, fik en af hendes afdøde
Datters aflagte Barnesærke paa, den var ligesaa fin som de brugte dem
i Byerne, med en tynd Blonde i Halslinningen og for de halvlange
Ærmer. Inde i Stadsstuen plyndrede hun Familje-Myrtetræet, hvoraf
engang hendes egen Brudekrans var bunden, og som havde været bestemt
til at yde ogsaa Datteren en Brudekrans, om hun havde oplevet den
Dag. Til hvert Lig knyttede hun en Buket af Myrtegrene og
Gyldenlaksblade, den unge Dreng fik hendes eneste Rose.
Nu laa der tolv Lig i de tre smaa Stuer. Dørene var løftede af
Hængslerne, saa man havde Blik gennem alle Stuerne, og for Vinduerne
var der allerede hængt Lagener. Det mørknedes ude, Juleaften
begyndte.
En sidste Gang gik Konen derover med sin Broder og betragtede deres
tolv Gæster.
»Mon der skulde komme flere,« hviskede Broderen. »A vil da ett haabe
det!«
»Gud ske Tak for dem, vi #har#,« svarede Konen. »Det var endda godt,
de kom af det kolde Vand og ind i en god Stue ... Hvis der er flere
af dem i Havet, saa maa vi da inderlig ønske dem herop til deres
Kammerater endnu i Aften.«
Den gamle Strandfoged, der var vant til at lade Søsteren raade,
nikkede bifaldende.
Tjenestekarlen og to Piger kom over med Lys. De var unge men kendte
med at se Lig fra Stranden, saa de følte sig ikke ilde tilmode her
mellem alle de døde.
»Skal vi saa synge en Julesalme,« sagde Konen og saa' hen paa de
unge.
»Hvilken?« spurgte Strandfogden forlegen.
En af Pigerne sagde med Øjnene mod Gulvet: »Glade Jul!«
Saa sang Torupfolkene »Glade Jul« over de forulykkede Normænd.
»Godnat og hvil i Fred,« sagde Konen ind gennem Stuerne; hun gik
sidst ud og lukkede Yderdøren.
»Skal vi saa ikke ogsaa ønske Styrmanden en glædelig Jul,« pylrede
den gamle Strandfoged, da de alle var kommen over i Østerfløjen. Han
vilde lige til at gaa ind i Gæstekammeret, hvor Styrmanden laa
tilsengs.
»Han sover saa godt nu,« sagde Konen med et kærligt Smil. »Han drager
hans Vejr saa roligt nu. Lad os ikke vække ham. Imorgen er han nok
bedre!«
»A er egenlig sulten nu, bitte Søster!« kom det lidt efter saa
prøvende fra Strandfogden.
»Ja, da er det ogsaa sandt. Vi har jo rent glemt at faa Ribbensstegen
i Ovnen ... Ja-ja, Gammelbror, det bliver sén Julenadver, naar man
saadan faar Huset fuldt af fremmede Havfolk.«


TILBAGE TIL LIVET.

Sønder Lyngvig hedder en lille Klitregion paa Tangen mellem
Ringkøbing Fjord og Vesterhavet. Her er ingen samlet Bebyggelse,
intet egentligt Fiskerleje, men fra de faa, spredt liggende Gaarde og
Huse fiskes der, naar gunstig Lejlighed gives, baade paa Fjord og
Hav. Og et Sted ved en af Gaardene er der Redningsstation med Baad og
Raketapparat.
Til Opsynsmanden ved denne Station kom der for et Par Aar siden en
Decembermorgen ved Syvtiden, det var mod Jul, Meddelelse fra
Strandtilsynet om, at der var Stranding i Vente, for et Fartøjs
Lanterner var set ikke langt fra Land, ret ud for. Vejret var meget
uroligt, Vinden stod i hastige Spring mellem Vest-Syd-Vest og
Vest-Nord-Vest, det raslede med stærke Hagelbyger, og Søen var
piskende høj.
Nu i Tiderne er der længe mellem Strandingerne paa denne Del af
Kysten, Sejlskibe bliver der færre af med hvert Aar, og de store
Dampere, der har Kurs langt tilsøs, naar de farer Kanalen ind og ud,
gaar kun sjældent paa Revlerne her sønder paa. Men der hænder dog nu
og da ogsaa her et Søens Drama. Og det, der hændte hin Decemberdag,
havde tragisk Forløb.
I Redningsvæsenets Beretning gives Dramaets Gang meget lakonisk
saaledes:
»Efter at Opsynsmanden fra Klitbakkerne havde undersøgt Forholdene,
blev Mandskabet tilkaldt og Transportheste bragt til Stede, hvorefter
Materiellet afgik fra Stationen Kl. 8-¼ og naaede Kysten Kl. 9
Formiddag. Skibet var da gaaet til Ankers c. ¼ Mil fra Land med
Havari paa Forrigningen og Sejlene. Da Skibets Stilling var meget
farlig, telefoneredes der til Dampbaaden Vestkysten om Assistance.
Damperen kunde imidlertid ikke gaa ud, fordi Løbet (Tyborønkanal) var
tilsandet, og man maatte derfor afvente, om Skibet skulde strande.
Kl. 1 Eftermiddag gik Skibet i Drift for Ankeret, men lod straks et
andet Anker falde, hvilket dog ikke var i Stand til at afholde Skibet
fra at drive med Bredsiden ind mod Revlerne, hvor det blev staaende
c. 300 Alen fra Land i en meget uheldig Stilling, stærkt huggende i
Grunden, medens Braadsøerne væltede ind over Dækket. Fra Land
affyredes ufortøvet en Raket, der lagde Linen over Bougsprydet, men
Braadsøerne forhindrede Besætningen i at faa fat paa den; en anden
Raket affyredes derpaa og lagde Linen om Agterrigningen. En Mand af
Besætningen gik til Vejrs for at faa fat i Linen, men forinden dette
lykkedes, knækkede Mastetoppen og ramte i Faldet den paagældende
Mand, der styrtede overbord og forsvandt i Søen. Der affyredes da en
tredie Raket, der bragte Linen mellem Masterne omtrent midtskibs,
hvor den var lettere at gribe og fastgøre, men i det samme indtraf en
voldsom Hagelbyge, der for en Tid skjulte Skibet, og da Vejret atter
klarede, var Agterskibet sønderslaaet og Havet bedækket med
Vragstykker; af Besætningen saas ingen længere paa Skibet. Straks
efter at den første Raket var affyret, bemærkedes det, at en Mand
sprang i Søen, og kort efter, at en Braadsø slog 2 Mand overbord; da
Skibet var sønderslaaet, saas mellem Vragstykkerne kun en Mand, der
forgæves søgte at holde sig oppe ved Hjælp af et Vragstykke uden at
forsøge paa at redde sig ved Raketlinen, der laa i hans Nærhed. Da
det meldtes, at der saas 2 Mand drive sydefter paa et Vragstykke,
førtes Redningsbaaden straks i samme Retning og gjordes klar til det
farlige Forsøg paa at redde disse, men inden Baaden kunde naa ud, var
den ene af de to Mænd forsvundet i Bølgerne, medens den anden i
yderste Øjeblik reddedes af Kystboerne, der med Liner om Livet havde
begivet sig ud i Brændingen.
Det strandede Skib var Brig »Competitor« af Kalmar. Besætningen
bestod af 9 Mand, hvoraf saaledes kun en reddedes.
Det ulykkelige Udfald af den ommeldte Stranding antages væsentlig at
være grundet i, at Besætningen søgte at forhale Tidspunktet for
Strandingen i Stedet for i Tide at søge Land, og at Skibet ved de
udfirede Ankere bragtes til at standse paa den yderste Revle i en
meget uheldig Stilling.« ...
I Sønder Lyngvig Klit er der bleven trykkende stille efter denne
Hændelse. Vejret lindede af, og Regnen strømmede, rigtig en trist Tid
i den øde Egn. Det var Jul et Par Dage efter -- Travlheden i Gaard og
Hus var ligesom hæmmet, man talte sindigt og lavmælt om de otte, som
gik bort paa den strænge Kyst, lige for Øjnene af Redningsfolkene.
-- Og den niende -- hvordan var mon #han# tilpas, naar han rigtig kom
til Besindelse ovre paa Ringkøbing Sygehus.
Dèr laa han. Hvem var han? Hvorledes tænkte og talte man vel, naar
man laa saadan og følte sig frelst -- #ene# af dem alle?
Jeg gik til ham. Det var Juleaften, hastigt faldt der guset Skumring
over den lille By, Klokkerne begyndte at ringe, man hørte langt borte
Havet brumme dæmpet og underfundigt.
Da jeg kom ind i Sygeværelset til den fremmede Sømand, kunde jeg ikke
straks skelne hans Ansigtstræk, som han laa dèr henne tungt paa Puden
og med Dynen trukken helt op over Hagen. Mørkningen slørede, og
Sengen stod klemt op i Hjørnet mod Ydervæggen, hvor Skyggerne samlede
sig tættest.
Jeg gik hen til Sengen og satte mig paa en Stol. Og som jeg sad og
blev ved at betragte den Fremmedes Ansigt, fik jeg trods Skumringen
fat paa Trækkene. Han var ung og køn, Næsen var høj fra Roden af,
Munden kraftig, der var en spændstig Styrke i alle Linjer ... Han
slog Øjnene op og saa' sig forvildet om, som den, der ikke véd, hvor
han er og undres over, hvad det dog er for Ting, der omgiver ham. Saa
rettede han sig paa Lejet og drejede Hovedet om mod mig.
»Hvordan har De det?« spurgte jeg paa Tysk.
»Bedre,« svarede han. Hans Stemme var hæs og fjern. Brystet arbejdede
trangt.
»Maa jeg tale med Dem. Jeg er en, som gerne vil tale lidt med Dem.«
»Tak, jo Tak,« sagde han paa Engelsk. Jeg fortsatte i samme Sprog:
»Det var Strandingen! De blev jo reddet ... Deres Kammerater, de
andre otte« -- --
»De andre otte« ... Han lukkede Øjnene og pressede Laagene sammen.
»De véd maaske ikke« -- --
»Jo, det er jo sandt!« sagde han og hentede Ordene ligesom langt inde
fra.
»Kan De taale at tale om det, nu?«
»Jeg tror nok ... Og De taler Engelsk. De andre, Øvrigheden og Lægen,
de talte Tysk til mig. Det forstaar jeg saa daarligt ... Og saa var
jeg saa træt« ...
I det samme bliver Gassen tændt. Jeg sér, der er en Seng mere i
Værelset, en nylig opereret Fjordfisker ligger i den, han er bleg og
afkræftet, kræftsvag, tuberkuløs. Han ligger og lytter spændt hen
imod os, med store, blanke Øjne. Ved Fodenden af hans Seng staar en
hæslig vansiret Lupuspatient og stirrer med de blodskudte Øjne og en
halvfortæret Mund spilet op.
Den fremmede Sømand lader Blikket løbe Værelset rundt og ender ved
mit Ansigt, som han forskende betragter.
»De er dansk,« siger han.
Jeg forklarer ham lidt om, hvem jeg er, og siger, at jeg véd, han har
ligget paa Sygehuset i fire Døgn, uden at nogen har kunnet faa
sammenhængende Beretning af ham om Strandingen. Jeg spørger ham, om
han tror, han nu kan samle sig og sige, hvordan det Hele gik til,
hvorfor Skibet haabløst kæmpede tre Døgn uden for Kysten og ikke
straks lod staa ind paa Stranden, hvor Redningsmandskabet var parat.
Hvordan han kom fraborde? Hans Kamp med de fraadende Søer, inden han
naaede Land? Og om han husker, hvornaar omtrent han begyndte at miste
Bevidstheden?
Alle disse Spørgsmaal anbragte jeg, bedst som det faldt i Samtalens
Løb. Hver Gang jeg havde spurgt, rynkede han Øjenbrynene sammen ved
Næseroden og saa' stift frem for sig. Det voldte ham Anstrængelse at
tænke, og i Begyndelsen var hans Svar træge og knappe. Han maatte
dybt ned i sin Bevidsthed for at hente Ord frem, der kunde forklare
en hastig Række besynderlige Hændelser, der ikke straks stod ham selv
tydelige. Det var, som vendte han tilbage til Livet og forstod først
nu tilfulde, at #han# alene levede, men alle Kammeraterne var døde. I
alt, hvad han sagde, sporede man en utryg Undren over, hvordan netop
#han# var bleven reddet, en Ængstelse for, at Livet alligevel ikke
var ham sikkert endnu. Efterhaanden talte han dog friere, Stemmen
blev fastere, hans Øjne fik Liv, og der kom varm Rødme paa hans
Kinder. Han gjorde sig #selv# Rede for Strandingen snarere end
forklarede den for mig; jeg var da blot den, der hjalp ham paa Gled
igen, naar hans Tanker løb fast. Det lettede ham at faa Sagen tænkt
igennem og talt rigtig ud, kunde jeg snart mærke.
»Vi gik fra England, fra West-Hartlepool, om Torsdagen,« sagde han.
»Mandagen forud var min Ven og jeg komne ombord, Politiet tvang os
paa Skuden. Det var oppe i Byen, at vi om Lørdagen var bleven hyrede
til #Competitor#, og da vi Mandag Morgen mødte i Skibet, gik
Kaptajnen selv og pumpede. Vandet stod højt i Lasten, højere end min
Ven og jeg syntes om. Vi er Russere, fra Riga-Egnen, vi kendte ikke
svensk Sølov, men en svensk Matros ombord sagde til os, at der havde
været lovbefalet #Syn# over Skibet, Competitor var #allright# og
maatte stikke i Søen, naar den vilde. Vi var pligtige at gaa med,
sagde Matrosen.
Alligevel gik vi i Land, da vi saa' vort Snit. Skibet var en
Plimsoller, det var klart. Men Kaptajnen har saa telefoneret til
Konsulen, og Politiet er blevet underrettet. Enden blev den, at man
opsøgte os og satte os ombord med Magt.
Torsdag altsaa sejlede vi. Vi skulde Skagen ind. Natten til Fredag
fik vi Storm, og Competitor lækkede mér og mér. Til Mandag Morgen
krydsede og huggede vi frem og tilbage snært ind under jydske Kyst.
Vi var ikke til Køjs i tre Døgn, uafladelig pumpede og sled vi for at
holde os fri af yderste Revle, bestandig frem og tilbage, nogle Mil
Nord i, de samme Mil mod Syd, men stadig trængt længere ind. Det ene
Sejl blæste itu efter det andet, der sprang Liner alle Vegne, en Raa
faldt. Baade nedenfra og ovenind tog vi Vand. Det skvulpede i Lasten,
man kunde ikke gaa tør i Kahytterne. Men Kaptajnen vilde ikke give
sig, vilde ikke løbe Skibet paa Land, mens det var Tid, alt det vi
saa raadede ham.
Men saa Mandag Formiddag, saa var det for sent. Vi drev uhjælpeligt
ind efter. Inde paa Stranden stod Folk med Redningsbaad og Raketter,
kunde vi se, og saa blev vi vel nok klarede ind, tænkte vi. Men da
var det, at Kaptajnen gav Ordre til at hive Ankrene ud. Vi maatte ud
med dem, hvor nødig vi saa vilde. Ingen Forestillinger hjalp,