Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 05

du jo lade en enkelt Sæk blive tilbage i Faddingen til dig selv for
din Ulejlighed. Ikke sandt, bitte Jørgen, er vi ikke enige om det?
... Saa maa du have Farvel saa længe ...«
Der hjalp ingen kære Mor. Det var et slemt minus for Jørgen, men han
maatte pænt gøre, som Kancelliraaden ønskede, ellers blev der ikke
til at være for ham en Dag længere paa Skagen.
Kancelliraaden var farlig snu, men ogsaa #han# kunde blive snydt. Han
havde en Fuldmægtig engang, som forstod sin Haandtering. Der var
strandet et Skib uden levende Folks Medfølge og lastet med mange rare
Ting, som det ikke var nemt at gøre i ordenlige Penge paa Skagen. Saa
betroede Kancelliraaden sin Fuldmægtig til at rejse til København med
Ladningen for at faa den godt afsat dèr. Og Fuldmægtigen rejste. Men
det varede et helt Aar, inden han viste sig paa Skagen igen. Han var
sølle i Klæderne, da han kom, og med et ynkeligt Gefjæs stillede han
nede paa Kontoret.
»Naa« -- tordnede Kancelliraaden -- »endelig! Hvad har du saa faaet
ud af Sagerne?«
»Det er gaaet #lige# op, akkurat!« Fuldmægtigen stod og rystede af
Befippelse.
Kancelliraaden travede syv Gange gennem Kontoret med knyttede Næver i
Siden; han maatte rende Raseriet af sig. Men tilsidst gjorde han,
hvad klogest var, han smed sig ned i Hestehaarssofaen og smældede en
høj Latter op mod Fuldmægtigen: »Ja, #dygtig# er du!« raabte
Kancelliraaden, da han havde klukket færdig, »jeg kunde ikke selv ha'
gjort det bedre -- og det vil sige noget! ... Naa, bedre Held næste
Gang, som Fanden sagde, han mistede en syndig Sjæl, der omvendte sig
paa det sidste.«
Præsten i Skagen holdt ogsaa nok af lidt Profit fra Strandingerne,
men der skulde dog være Maade med alting, syntes han, og
Kancelliraaden drev den virkelig for vidt. Præsten laa altid paa Kant
med Stedets verdslige Øvrighed i Embedsspørgsmaal og kunde ikke
fordrage Kancelliraadens selvraadige Person. Engang i en Præken havde
Præsten endogsaa brugt Herrens mest revsende Ord over for Tyve og
Hoerkarle -- med tydelig Adresse til Kancelliraaden, som selv sad
nede i Kirken, og hvis Forhold til hans Tjenestepiger havde Ry for at
være af samme røveriske Art som hans Strandopsyn. Alle i Kirken
godtede sig over den Klemme, Kancelliraaden sad i ... Men efter
Kirketid gik Kancelliraaden til Præsten og spurgte: »Hvem #følger#
bedst Jesu Eksempel, du eller jeg?« Ja, det var et mærkeligt
Spørgsmaal, mente Præsten, for ingen, der havde sine Sansers Brug,
kunde da være i Tvivl om, at Kancelliraaden var saa langt ringere en
Kristen end Præsten, endda ogsaa #han# erkendte sig en Synder for
Gud. Men Kancelliraaden gensvarede med højtidelig Røst: »Nej, bitte
Præst, #jeg# er Jesu Eksempel nærmere end du. Jesus tilgav Røveren
paa Korset, og #jeg# tilgiver herved dig, endskønt du skældte mig
Hæder og Ære fra i Kirken og ikke vidste et eneste tilgivende Ord at
sige din jordiske Øvrighed, som du dog efter Skriften skal være hørig
og lydig« ...
Og med overbærende Mine forlod Kancelliraaden den skummende Præst.
Kancelliraaden kunde sagtens. Han var urørlig i sit Embede, hvorledes
han saa forvaltede det, for den landsfaderlige Frederik den sjette
beskyttede Kancelliraaden, som Kongen godt kunde lide fra den Tid,
han havde besøgt Skagen ... Kancelliraaden holdt nok af at lade
skinne igennem, i hvilket fortroligt Venskabsforhold han stod til den
absolutistiske Monark, men han tav klogelig stille om Maaden, hvorpaa
Venskabet fra første Færd var bleven stiftet ... Med des større Glæde
talte andre Folk derom. Og Sagnet gik saadan, at da Kongen med sit
Følge nærmede sig Byen, var Kancelliraaden redet de høje Herskaber
imøde iført stramtsiddende Bukser af gult Skind. Under Honnøren var
den vimse Kancelliraad imidlertid saa uheldig at sprænge
Skindbukserne paa et prekært Sted, og Kongen, som havde opdaget, at
Skjorten stak ud, og som gerne undte sig en billig Spas, befalede
Kancelliraaden at være Forridder helt ind gennem Byen. Og nu red
Kongen, den Skælm, bagefter med sine Officerer og fniste, mens
Kancelliraaden sad i ulykkelig Anelse om, hvilken Aarsag Lystigheden
havde. Men det maa siges, at da Kongen kom i Kvarter hos
Kancelliraaden, lønnede han sin Undersaat kongeligt for den komiske
Figur, hvormed han ufrivilligt havde behaget Majestæten: han
skænkede ham sit Guldur ... Oldenborgerne har jo altid haft
Levemaade! Og saa #blev# Sjette Frederik desuden med Følge en lille
Tid i Skagen hos Kancelliraaden og hjalp ham at tømme nogle Ankere
fortræffelig Vin -- af den strandede. Den duftede og smagte eksotisk
og blev serveret af en Neger. Jo, Kancelliraaden viste rigtignok, at
ogsaa #han# havde Levemaade.
Om denne Neger gaar der det ganske tilforladelige Rygte, at han var
en Foræring til Kancelliraaden fra en amerikansk Skibskaptajn, som
engang strandede ved Skagen og blev boende nogen Tid som Gæst i
Øvrighedsgaarden inde i Plantagen.
Kancelliraaden var en omhyggelig Vært for strandede Kaptajner, han
»skænkede« dem godt ved sit Bord, jo længere han kunde beholde dem,
des mere var der nemlig at plukke. Fartøjet var Vrag og Ladningen
blev rent henne mellem Fingrene paa Kancelliraadens Folk, som skulde
bjerge den i Land, Havet tog vel ogsaa #sin# Part -- og fik Skyld for
mere. #Kaptajnen# kunde ikke holde sammen paa Tingene, næppe nok paa
sig selv, han lod Dagene glide og trøstede sig med Kancelliraadens
hede Vin og venligt omgængelige Tjenestepiger -- Havet havde i hvert
Fald ikke taget #ham#, hvordan det saa end forholdt sig med
Ladningen.
Den amerikanske Kaptajn maatte dog afsted en skønne Dag. Og da han
skiltes fra Kancelliraadens Hus og takkede rørt for Gæstfrihed og alt
andet godt, lovede han, at han engang ved Lejlighed skulde sende
Kancelliraadens Hus en Gave, som der ikke var set Mage til paa
Skagen. Kancelliraaden gjorde store Øjne af Forventning og lod en
Flaske af ældste Aargang hente frem. Den tømte de til Afsked.
Kaptajnen gentog da sit Løfte om den sjældne Gave, og Kancelliraaden
var affabel nok til at bede Kaptajnen endelig ikke tænke paa nogen
Slags Gengældelse, for Kaptajnen var ham ingenting skyldig, alt var
betalt -- og #det# kunde Kancelliraaden jo have Ret i. Men Kaptajnen
blev ved sit.
Aar og Dag efter kommer saa endelig Gaven, sjælden var den, en
levende Neger -- men kloge Folk, som mener, at den amerikanske
Kaptajn med denne Gave har villet spille Kancelliraaden et lille Puds
til Tak for sidst, er næppe helt forkert underrettede. Hjemme i
Amerika er Kaptajnen nok kommen til Klarhed over, at Kancelliraadens
Gæstfrihed ikke havde lutter kristenkærlige Grunde.
En Sommerdag saa Skagboerne en Fuldrigger brase bak og ankre op lige
norden Revet og sætte Jolle i Vandet. Fuldriggeren førte amerikansk
Flag. Skagboerne begreb ikke, hvad der kunde være paa Færde; de
naiveste fablede om en lækker Grundstødning. Jollen blev roet til
Stranden og yderst paa Grenen landsatte den et Menneske og roede
straks ud igen. Men hvilket Menneske! Skagboerne, som havde nærmet
sig den landsatte, saa' til deres Forskrækkelse, at han var sort
paa Hænder og i Ansigt og havde Haar som Strandfogdens sorte
Vædder, og saa grinede han med nogen skinnende hvide Tænder bag
blodrøde Læber. Var det da den lede Satan selv eller hans Sendebud;
hvem af Skagboerne skulde mon hentes nu -- da vel aldrig selve
Kancelliraaden? Dette her sorte Gespenst var ligegodt et uhyggeligt
Stykke Strandingsgods.
Nogen af Folkene styrtede op i Bjergene; der var endogsaa dem, der
hvinte, men et Par af de modigste blev staaende ganske stille, da det
sorte Væsen kom dem grinende i Møde og løftede et stort hvidt
Brevskab i sin sorte Haand ... »Kan--cel--li--raa--den,« lød det ud
af Væsenets røde Gab. Han gentog Ordet tre Gange og med et
besynderligt Tonefald, og den ene af de modige Fiskere tænkte med en
Slags Lettelse: »Saa er det alligevel Kancelliraaden og ikke »En
selv«, der skal hentes!« Men den anden modige, som havde været i
Hamborg engang med en Skude, hviskede: »Det er nok en Morian!« Og i
det samme var den sorte henne hos dem og rakte dem Brevet, hvorpaa
der bare stod det ene Ord: »Kancelliraaden!« Flere Ord kunde den
sorte heller ikke udtrykke, at sige da: ikke Ord, som Skagboerne
forstod, for ellers rablede han saamænd en farlig Bunke af sig;
Manden, der havde været i Hamborg, mente, det var engelsk.
Den sorte opførte sig imidlertid fuldkommen skikkelig, og de to
modige besluttede sig derfor til at ledsage ham den lange Vej til
Byen og op i Plantagen til Kancelliraaden. De saa' fra hinanden og
til Morianen med maabende Forbløffelse, og Sværmen af Folk, som i
nogen Afstand fulgte efter, og som voksede, alt mens man naaede
gennem Byen, gjorde sig de mærkeligste Tanker om Fænomenet.
Men Kancelliraaden skal have bandet sig Helvede nærmere end
nogensinde før, da han brød Brevskabet og læste, at Negeren havde
Lejdebrev som frikøbt Slave og var en Erkendtlighedsgave til ham og
hans Hus fra den amerikanske Kaptajn. Kaptajnen havde holdt Ord.
Hans Gave var saa sjælden, at dens Mage ingentid før var set i
Skagen.
Men undlive det sorte Uhyre kunde man jo ikke, og faa ham skikket
passende fra Haanden var heller ikke i Øjeblikket gørligt, altsaa
#blev# han. #Jan# var hans Navn, og han viste sig at være en ferm
Tjener.
Jan blev snart baade Kancelliraadens og hele Skagens Yndling. Han var
tro som Guld, og naar undtages, at han til Tider jagede lovlig meget
paa Kancelliraadens Enemærker -- Tjenestepigernes Fløj i
Byfogedgaarden -- gik han ikke sin Herre for nær i nogenting. Jo, en
eneste Gang, da han var et Ærinde for Kancelliraaden for at gøre
Indkøb henne i Butikken, vendte han beruset tilbage og uden Varer og
Penge. Han var truffen at komme langs Stranden, mens der blev draget
Vaad til Land, og, som Skik og Brug var, fik han sig en Dram hos
hvert Vaad-Selskab, efterhaanden som han gik frem ad Stranden,
tilsidst fik han for mange og kom i et saa ustyrlig spendabelt Humør,
at han lod hente Brændevin til sig selv og Fiskerne for alle
Kancelliraadens Penge.
Han vendte grædende hjem til Byfogedgaarden.
Men Kancelliraaden kunde ikke blive vred paa sin kære Neger. »Du er
Død og min Salighed knippelfuld, Jan,« sagde Kancelliraaden og brast
i Latter. »Du er helt bleg i Ansigtet, gaa du nu ind og sov dig din
rette Kulør til igen!« Dermed var den Sag ude af Verden.
Men en skønne Dag var ogsaa Jan ude af Verden. Han omkom godvillig af
sig selv under en svær Kolik, inden de fik Doktoren hentet.
Og naturligvis gjorde Præsten sig stejl, han vilde ikke lade Jan
begrave i indviet Kristenjord; saadan et sort Hedningelegeme, sagde
han, havde ikke hjemme paa Kirkegaarden, naar Sjælen allerede var
faret til Helvede. Og trods alle Kancelliraadens Forestillinger og
Trusler, lod Præsten sig ikke rokke.
Men saa bandede Kancelliraaden: »Da er der Død og min Salighed Plads
til Jan her i Plantagen. Han har været et pænt kønt Menneske imod mig
og alle Folk her i Skagen, har han, han skal ogsaa pænt i Jorden ...
Dér henne vester i min Have staar saadan nogen dejlige Træer, der
altid har mindet Jan om hans Fødeland, lad ham blive begravet under
dem.«
Og saadan skete det ... Men nu i Tiden er hans Grav ikke til at finde
mér.
Kancelliraaden levede selv mangen god Dag efter Jans Død. Og han
levede som ellers altid -- af Stranden. »Han var et slemt Spøgelse i
Pengesager,« siger Folk om ham. Strandfogderne kunde aldrig faa
Opgørelse fra ham over Vraget, de havde bjerget ind, og som han
solgte ved Auktion. De stakkels Strandfogder havde ingen Tak for
deres Ærlighed; de Folk, der købte ved Auktionerne, var bedre
stillede, for de kunde tit og mangen Gang, naar de vilde være det
bekendt, lade være at betale, naar Regningen kom. Kancelliraaden
turde ikke bruge kras Retsforfølgning mod dem, han havde jo ikke rene
Papirer selv; der var nemlig tilsidst næsten ikke den Fisker, uden at
Kancelliraaden jo havde brugt ham til at »bjerge privat«.
Egentlig var Kancelliraaden ejegod. Foruden med Præsten var det kun
med Strandingskommissionæren, han laa i Krig. Ved et lykkeligt
Skæbnetræf havde Kancelliraaden den Glæde at blive Vidne til
Kommissionærens sørgelige Endeligt. Der var strandet en Brig paa
Revet, synkefærdig laa den derude i Søerne. Kancelliraaden havde
lejet en svensk Fisker til at sejle ud til Vraget »paa Forretnings
Vegne«, og Kommissionæren, som var fedtet af sig, bad sig Forlov til
at komme med i Kancelliraadens Baad.
Da de var kommen ud til Skibet, vilde Kommissionæren skaffe sig den
Chance forud for Kancelliraaden at være første Mand ombord, og det
lykkedes ham ogsaa at hoppe op og faa snakket godt for Briggens
Kaptajn nede i Kahytten, inden den tykke Kancelliraad fik sig lettet
i Baaden. I det samme begyndte Briggen at synke. Søfolkene skyndte
sig at springe ned i Baaden, i sidste Øjeblik kom Kaptajnen op af
Kahytten og løb til Rælingen og frelste sig, men Kommissionæren
naaede ikke længere end i Kahytskappen, da Søen slog sammen over ham,
og han gik til Bunds med Skuden, som han netop havde gjort en fin
Handel om.
»Lad ham blive liggende,« raabte Kancelliraaden fra Baaden. »Han har
altid villet haft Munden fuld -- nu behøver han ikke at gabe efter
mér.« Og i sit stille Sind tænkte den Skagen Byfoged som saa: »Det er
godt, jeg er Kommissionæren kvit, han var den største Kæltring i
Skagen -- næst efter mig selv.«
Et Par Aar før Kancelliraaden blev forflyttet fra Skagen, var der en
Vinter en forfærdelig Storm, hvor mange Skibe forliste, og Folk i
Snesetal mistede Livet, og overmaade gode Sager drev ind paa Kysten.
Nede i Skagens Landsogn var der kommen et Chartol med en farlig
Hoben Penge i, det blev funden ved Klitkanten og rigtig nok bragt op
til Strandfogden, Erik fra Bunken By. Men lige som Øvrigheden paa
Skagen kom derned for at besigtige det inddrevne Gods, var Chartollet
blevet saa mærkelig let at vægte paa.
Kancelliraaden var vred og lod i Vidners Overværelse Chartollet bryde
op. Erik stod ved Siden af. Chartollet var tomt -- nej, der fandtes
dog én eneste Ting deri: en stor ulden Vante af den Slags, Egnens
Fiskere bruger.
»Hvem er det sin Vante?« spurgte Kancelliraaden.
Erik stod og skuttede sig lidt, saa trak han Magen til Vanten op af
sin Lomme og sagde: »Ja, den kunde jo ligne denne her.«
Men Kancelliraaden, som havde haft meget at gøre med Erik i
Strandingssager og ikke for enhver Pris vilde have Erik impliceret i
en Tyverisag, slog Sagen hen og sagde: »Nej-nej, bitte Erik, det kan
da aldrig være #din# Vante, hvordan i al Verden skulde den være
kommen i Chartollet. Der er da, Død og min Salighed, andre Vanter til
af den Slags end som dine.« Og dermed var Efterforskningerne endt og
Forhøret sluttet ... Men Kancelliraaden ordnede sig »privat« med
Erik.
* * * * *
Endnu i vore Dage er Skagen en mærkelig By -- Retsforholdene nu er
som andre Steder i Landet, maaske endda #bedre#, for Raadhusets tre
Arrestceller er næsten altid tomme, saa at Arrestforvareren og
Politibetjenten, der er én og samme Person, maa ernære sig som
Trommeslager, men Byens isolerede Plads med aaben Kyst ud til to Have
gør den til en Fiskerby fremfor nogen anden og til en By, hvor der
hyppigt er Strandinger, som bringer baade Fortjeneste og Ulykke til
Kysten.
Mærkelig er Skagen! Den burde være navnkundig alene fordi den ikke
har Aviser, Prokuratorer og Rotter, ikke kommunal Belysning eller
Brolægning, fordi der i dens Hede ingen Hugorme findes, og fordi dens
lave Klitter ejer en stor Plantage af Løvtrær, omtrent hundred Aar
gammel og plantet og elsket frem paa en Tid, da der intet andet Sted
var gjort Forsøg med Træplantning i Klitsand. Det er Kancelliraaden,
der har skabt Skagens gamle Plantage -- han lod uden videre Helmene
rykke op af en Mængde Klitter og gravede dem ned til Gødsel for
Plantagens Trær. Dermed forvoldtes ganske vist Sandflugt uden for
Plantagen, hvor Helmene før havde bundet Sandet, men Nutidens
Skagboer vil næppe bebrejde Kancelliraaden, at han var Skyld i nogle
magre Markers Ødelæggelse men gav Plantagen i Bytte.
Og mærkelig er Skagen, fordi den ikke har #Havn#!
Det er Havet, der præger Skagen stærkest. Af Byens Familjefædre
bruger de allerfleste, omtrent 500, Havet. Disse Fiskere er Landets
dygtigste. De er delt i tre Grupper: de hellige, som er de fleste,
Totalfolkene, som ogsaa er mange men ikke hellige, og de spirituøse,
som hverken er mange eller hellige, men til Gengæld grinagtige Fyre.
Den, der længe har omgaaedes Skagboerne, vil paa Stranden, i
Butikkerne og i deres Hjem have fundet udmærkede Individer i alle tre
Grupper og erfaret, at her, som overalt, er det ikke den ydre
Etikette, som sætter Skel mellem værdifuldt og vrangt, men
Personligheden i indre Forstand, den individuelle Karaktér.
Har man tilmed haft det Held at være tilsøs med Skagboerne: ude
omkring Grenen paa Snurrevaadstræk og langt henne i Vesterhavet paa
Kutterfiskeri, da er man kommen Skagboerne saa nær, at der er
etableret et Slags Venskab, som man føler Glæde ved. Der er aabnet En
Adgang til Indsigt i Fiskernes Livsvilkaar og derigennem til
Forstaaelse af deres Væsens sande Egenskaber, de store med de smaa.
Og man har erfaret om mange karakteristiske Træk fra deres hjemlige
Færden især under de store Begivenheder, som Strandinger stadig er
for Kystbeboerne. Ud fra de nøgternt berettede Tildragelser paa
Stranden tegner der sig en Skikkelse, som man ikke behøver at give
Heltenavnet for at finde mandig og stout. Der er saa velsignet lidt
Pral ved de fleste af disse Fiskere. De er tørre Jyder i god
Forstand. Og der er en Afstand af et Aarhundreds stigende
Humanitetsbevidsthed mellem disse Fiskere og deres Oldefædre i
Kancelliraadens Dage.
Der er i Skagen to Slags Fiskere, de, der hele Aaret fisker fra den
hjemlige Strand, og de, der bare i Tiden fra November til hen i April
fisker fra Hjemmet, men som de øvrige Maaneder sejler fra
Frederikshavn langvejs til Havs paa Kutterfiskeri.
Den sidste Slags Fiskeri staar det moderne Erhvervsliv nærmest, og
dets Udøvere er mest kulturelt berørte. Faar Skagboerne Havn, vil ret
snart #alle# Skagbofiskere have forladt de gamle Fangstmetoder. Der
er Driftighed i disse Folk.
Det er fra Samværet ombord med de fremskredne Skagboer man faar sine
bedste Skagensminder.
I de lyse Nætters Tid lever man et ejendommeligt Friluftsliv ombord
hos Kutterfolkene.
Fra en saadan Kuttertur mindes jeg -- nej, lad mig fortælle hele
Turen:
Anna Fabricius hed Kutteren, den var bare fjorgammel og blandt de
største i Skagens Fiskerflotille. Agter havde den Spejl som en
Lystyacht og var fra Frederikshavnerværftet mént som en ekstra god
Sejler, men i fuldt Vindpres var der nok en og anden, der strøg den
forbi. Med sin faste Morturskrue gjorde den derimod større Fart end
nogen af de andre.
Besætningen var hellig. Der var Skipperen og fem Mand til og saa en
Dreng, alle af Indre-Mission, men intet i deres Udseende skilte dem
fra Verdens Børn, i hvert Fald ikke ved en første Betragtning.
En Aften sent i Højsommertiden roede vi ombord. For at have alt paa
det rene sagde jeg dem straks, at jeg efter Missionens Lære var
Hedning.
»Ogsaa for Hedningerne er der Omvendelse,« sagde en af Folkene i en
trøstende Tone.
Ja, de maatte endelig ikke føle sig generede af min Nærværelse, bad
jeg dem, og ikke undlade at tale indbyrdes om deres Trosforhold eller
søge at bevæge mig til Omvendelse, hvis de havde Trangen i sig
dertil. Jeg var deres Gæst for at se deres Fiskeri, ganske vist, og
her var vi enige, det vidste de nok, men iøvrigt haabede jeg, vi
kunde tale om hvadsomhelst.
Saa indrettede jeg mig fordringsløst i en Sejlkøje paa Damdækket
midtskibs. Henad Midnat lettede vi og stod Grenen ud.
Skagenskutterne skal helst have nogenlunde taaleligt Vejr til
Fiskeriet med de store Vaad. Høj Sø taaler saadant Arbejde ikke.
Træffer det ind med Stille, lever Passageren et guddommeligt
vegetativt Liv ombord. Intensere end i Land føler man herude den
klare Sommernats skiftende Lysstemninger. Solen er nede. Alle Farver
bliver saa fine. Havet ligger som en Indsø, alt er tyst, nu og da
hører man en Rødspætte sprælle i Dammen. Skuden har Ankeret ude,
Klyveren er halet ned, Fokken rullet sammen, og mod dens brune
Sejldug lyser Lanternen, der giver det dugvaade Dæk et rødligt
glinsende Skær. Over hele den nordlige Himmel sér man alle Spektrets
Farver i de blødeste indbyrdes Overgange lysende med den reneste
Klarhed -- en uforglemmelig koloristisk Nydelse.
Den aftagende Maane kommer frem paa den sydlige Himmel og spejler sig
mildt lysende i Vandet, der strømmer lydløst forbi Kutteren. Henad
Solopgang mørkner Havet i Horisonten, nærmere og nærmere kommer
Krusningen, det er den lette Brise, der bebuder Solopgang og gaar som
en Vækkelse over Vandene og kalder en og anden af Mandskabet paa
Dækket. Der skal tages Kending af Vejret for den kommende Dag.
Solen staar op, glødende gul, stille forsvinder Manden i Kahytskappen
og purrer ud i de lumre Køjer, Skibsdrengen kløver Brænde i Kabyssen
og faar gjort Ild og lavet Kaffe. Travle Træskotramp lyder over
Dækket, og efter et hastigt Morgentoilette er snart Dagens Gerning
med Vaaddene energisk i Trit.
Man sover ikke godt den første Nat tilsøs. Det er ikke de
kære, kendte Lyde af Bølgernes Skvulp mod Skibsplankerne og
Storsejlsgaflens evindeligt gnidende Kna-Knorr mod Masten, der
forstyrrer En; det er Kahytsluften, man skal vænne sig til. Og den er
stram -- en blandet Em af Køjedyner, Gammelost, Petroleum og Tobak.
Søfolk er kendte for deres Tilbøjelighed til altid at ville holde
Luften lun i Kahytten; de aabner nødigt Dør og Skylight, de faar Luft
nok paa Dækket, siger de. Ondskabsfulde Landkrabber paastaar, at
Luften ude paa Havet er saa frisk og bakteriefri, netop fordi Søfolk
aldrig lader den stramme Kahytsdunst slippe ud ...
Jo mindre Skuden, des værre Luften. Det fortælles om Kaptajnen fra et
stort Skib, at da han kom ned i Anna Fabricius' Kahyt, fik han
øjeblikkelig Kvalme og maatte op i en Fart paa Dækket for at undgaa
Søsyge. Og saa er Anna Fabricius dog saa proper en Baad som nogen.
Man maa nemlig indrømme, at #propre# det er Skagboerne -- af Fiskere
at være. Kutterfolkene synes dog selv, at de ikke holder Grejerne
propert nok ombord, for de er jo fra deres nette Smaahjem i Skagen
vante til hvidskuret Renlighed.
Det poetiske, malende Udtryk Fisker#hytter# hører paa Skagen Fortiden
til, man skal lede længe efter de faa Vaaninger, der fortjener Navn
af Hytte. Fiskerne bygger solidt og rummeligt nu om Stunder, deres
Hjem er velindrettede, pænt møblerede Huse, som Borgernes i enhver
anden Købstad, især har #Kutterfolkene# smukke Hjem. Med et jævnt
godt Fiskeri kan en Kutterfisker tjene Aaret rundt indtil
halvandet Tusinde Kroner, oftest har han Part i Baad og Redskaber,
og ikke helt sjældent sidder han skyldfri i sit Hus. Der er ved
Kutterfiskeriet et tiltalende Fællesskab, alle seks Mand, Skipperen
indbefattet, faar lige stor Part af Udbyttet, Salgssummen for hver
Rejse deles i tolv Parter, hvoraf Folkene hver faar en; af de øvrige
seks Parter faar Redskabsejerne de to og Kutterens Ejere de fire, det
gælder da for Fiskerne at spare sammen til at indskyde Part i Kutter
og Redskab, saa vokser Fortjenesten, den indskudte lille Kapital
giver hyppigt gode Renter, og Iveren efter Fangst øges ved
Bevidstheden om den større Chance for Udbytte til den, der ejer
Parterne. Naturligvis kan ugunstige Vejrforhold og mangehaande Uheld
støde til og formindske den ventede Vinding. Det maa Fiskeren altid
være belavet paa og derfor sørge for at lægge tilside i de gode
Tider. De lever nøjsomt uden just at skrabe Smørret, deres Kost er
ikke som den, gamle Fisker-Ole fik i sin Barndom -- bart Brød,
Kartofler, Fisk og Vand -- der falder ogsaa Kødmad af, for der ødes
ikke saa mange Penge til Brændevin.
Ombord paa Kutteren rinder den solhede Sommerdag til Ende for
Passageren i saligt Velbefindende. Snart er han paa Dækket og
passiarer med Folkene, snart laver han sig en kraftig Bouillon eller
han blunder let og drømmeløst paa en sammenrullet Bunke Tov og
brænder Huden af Ansigtet uden at generes synderligt deraf. Det
hænder ogsaa, han ror ud i Baaden med Fiskerne, eller han klæder sig
af, springer paa Hovedet i Søen og svømmer agterud til en udkastet
Redningkrans med lang Line for at lade sig langsomt hale tilborde.
Paa Dækket gaar han nøgen rundt en Timestid, tager Solbad, gasser
sig i lykkelig Naturtilstand og gør overdaadigt Indhug paa de mange
store Østers og blege Jomfruhummer, der er komne ind med Vaaddet, men
som Fiskerne selv ikke altid er lige slikne efter.
Og hvilke Morgener, de i Skagerrak!
Pastelagtig bleg i Tonen strækker den jydske Vestkyst sig med
Klitternes takkede Linje afbrudt nu og da af en stejl Lervæg, der
skrider som et Fjæld helt ud til Stranden, eller kuplet af Sandmiler,
der hæver sig mod Himlen som lette Skyer eller lysende Jøkelrygge.
Man sidder længe og har ikke Ord for al denne Dejlighed, men
undslipper der endelig En et verdsligt Begejstringsudbrud, kan det
hænde, at en af Fiskerne siger noget bibelsk, som trykker den høje
Himmel ned om Ørene paa En. Alligevel, ogsaa Fiskeren er glad for
Kystens Skønhed, ogsaa han kan den tidlige Morgenstund strække Armene
mod Himlen bare i organisk Sundhedsfølelse, før han gaar til sit
Dagværk.
Men først har Søren lavet Kaffe. Søren er femten Aar og Skudens Kok.
Han er bravt Folks Barn fra Hanstholm og har ikke været tilsøs, før
han i Sommer kom med Kutteren. Her har han det godt. Aldrig er han
ledig, men ingen jager paa ham, ingen belærer ham strængt om hans
Gerning, hans Hænder er rigtigt vendt, og han lider af Ihærdighed.
Straks saadan en bitte Fyr kommer ombord, bliver han ynkelig søsyg,
men den spøgefulde Trussel om, at han skal trækkes tre Gange gennem
Røghætten for at blive kureret, faar ingen Virkelighed, thi om et Par
Døgnstid sidder Søren sejrrig i sin snævre Kabys og koger Rødspætter
eller braser Makrel. Ingen kan koge en friskfanget Rødspætte bedre
end saadan en mindreaarig Kutterkok; Fiskerne, der her er fremragende
Smagsdommere, nyder i Tavshed den lækre Ret. Søren føler sig hædret i
sit Kald.
Det er bleven Middag, da vi ankrer det fornødne Antal Mil vesten af
Hirtshals, hvor vi har Skraaning til det dybe Vand. Her skal
Fiskeriet gaa for sig, visse Mærker i Land er Kending for, at her er
Bunden ikke skrabet forrige Gang, Kutteren laa herude. Inden der
tages fat, skal der »skaffes«.
Saa sidder vi da i Kahytten, otte Mennesker om det lille Bord og paa
Bænkene under Køjerne. Der er Vip i Skuden, endda Vejret er godt, vi
duver for brede Dønninger, der kommer derude fra og har Bud om
ventende Storm.
Naar Søren har sat Fisken frem, bliver der sunget til Bords. Stærke,
tunge Stemmer beder om Velsignelse til Maaltidet. Den, der ikke
synger, er glad over, at Folkene følger egen Trang og Skibets Skik
uansét den Fremmede. Saa spiser vi alle ud af karsken Bælg. Den
femgrenede Gaffel, vi fødtes med, er mest vort Redskab. Der er
virkelig Velsignelse i Maden. Der er nok af den, den smager dejligt
og mætter. Nu synges der fra Bordet, Snadderne tændes, alle Mand paa
Dækket. Passiaren gaar livligt. Folkene er forstandige i hvad de
siger og interesserede i det, de hører. De viser en sjælden
Taktfølelse over for deres Gæst som i deres indbyrdes Tone. De er saa
venligt omsorgsfulde mod den Fremmede og mod hverandre. Der er et
mærkeligt fredeligt Kammeratskab imellem dem, aldrig er de
overstadige, aldrig heller nedtrykte, bestandig i hyggelig Ligevægt
og trods deres saakaldte mørke Tro i Besiddelse af megen stilfærdig
Humor. De er hellige Fiskere, men ikke Hængehoveder, slet ikke ...
Det var Rødspætter, vi skulde hente ude fra det dybe Havstrøg gennem
Skagerrak til Vesterhavet. Rødspætten er en fortrinlig Handelsvare,
men den »gaar til« efterhaanden, som det hedder med en jydsk Vending.
Den efterstræbes altfor stærkt. Vi var en Nat tredive Kuttere i Følge
vestover.
Den Fladfisk, vi spiser i København, kommer ad besværlige Krogveje
paa vor Tallerken. Vi har købt den, f. Eks. ved Gammelstrand eller i