Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 04

havde jo aldrig været syg, før den her Koldbrand brød ud ...«
-- -- Naar man i Skagen hører Niels Jensenius nævne, er det altid med
Beundring for hans Optræden ved Mispahs Stranding, hvor hans
Redningsbaad under yderst faretruende Forhold frelste ni Mand af den
engelske Besætning. Fagmænd siger, at dette Redningsforetagende er et
af de allersmukkeste fra Skagen og Vestkysten. Mispah var en stor
Damper, som i April 1882 under en rasende Storm af Nordost med Snefog
og Byger strandede mellem Skagen og Gammel Skagen, et Par Hundrede
Favne fra Land og ved Aftenstid. Dens Stilling var meget ugunstig, da
Niels Jensenius og hans Folk henad Midnat kom til Strandingsstedet
med Skagens Redningsbaad.
Konen fortæller, at hun stod i Døren og hilste efter Niels Jensenius,
da han gik hjemmefra til Stranden, han havde deres to Sønner med,
Mørket laa saa tæt, at man næppe kunde se en Favn fra sig. Med
beklemt Hjærte stod hun dèr i den lave Dør og lyttede gennem Mulmet
efter Mandens og Sønnernes Trin, der snart blev opslugte af Vejrets
Larm ... Hvordan skulde det gaa dem? ... Fik hun dem mon levende
tilbage? ... »Gud holde naadigt sin Haand over dem,« tænkte hun og
gik ind og tog lidt Arbejde mellem Hænderne for at sprede Tankerne --
men udefra hørtes det piskende Vejr og den evindelige Brænding, det
var ikke til at faa Stranden af sit Sind ...
Gamle Niels Jensenius synes, at Bjergningen var ganske ligetil
-- naar #bare ikke# der havde været de to ældre Dampskibsvrag
netop omtrent i Nærheden af, hvor Mispah laa -- og #saa# det
uigennemtrængelige Mørke ... Man kan ikke fri sig for at gøre
Sammenligninger mellem den Maade, hvorpaa Niels Jensenius anbringer
sit beskedne »naar bare ikke« og saa det almindelige hypotetiske
»hvis«, som vi kender fra sensationelle Avisreferater, hvor der er
Tale om en Ulykke, som kunde være sket, #hvis# de og de heldigvis
udeblevne Omstændigheder #var# indtrufne ... Men netop disse to gamle
Vrag, for hvilke Redningsbaaden i Mørket aldeles ikke med Beregning
kunde vare sig, gør Baadfolkenes Liv afhængig af en Fare, som #er#
tilstede. Der er nioghalvfemsindstyve Chancer mod én for, at
Redningsbaaden paa sin Manøvrering hen mod Mispah render paa de
skjulte gamle Vrag -- og i saa Fald bliver der ikke Plads for noget
»hvis«, en øjeblikkelig Undergang i den forrygende Sø er
Redningsfolkene sikker. Men Redningsfolkene er i deres Baad som
Soldater i en vild og afgørende Kamp: de véd nok, Faren er der, de
faar blot ikke Tid til at tænke paa den, de bare gaar løs, gør deres
Pligt, alle Kræfter i Brug og ledet af en uvilkaarlig Snarraadighed,
fremad mod Sejren -- eller mod ... nej, de glemmer rent, at Døden er
Sejrens Sidemand, deres Hjerne og Hjærte rummer kun dette ene: vi
#skal# og vi #vil#!
Sindigt og jævnt fortæller Niels Jensenius om sit Redningsmandslivs
største Bedrift:
»Gammel Skagen Redningsbaad vilde int gaa ud, for Folkene dèr vidste
nøje Besked om de to gamle Dampskibsvrag og mente, det var
uforsvarligt at sætte fra Land, saalænge det var saa kullende mørkt,
det vilde være rent at smide Livet hen ... Men som vi andre nu stod
paa Stranden, og vi kunde se Lanternen derude paa det strandede Skib,
men ellers intet andet øjne, og vi kunde høre Mandskabet skrige, det
lød endda grueligt og trængte helt hjem til Byen, saa mente A jo, der
var int andet at gøre end #prøve#. Men A lod Folkene vide, hvad Fare
de gik i Møde, og dem, som int vilde vove sig ud, de kunde jo saa
godt blive i Land, uden Fortræd bagefter ... Der var da ogsaa et Par
Stykker, som straks mældte sig fra, og derved kom mine egne to unge
Drenge med i Stedet; den ene af dem har saa været fast ved Baaden,
siden A traadte fra for sytten Aar tilbage ... Vi satte da fuldt
bemandet fra Land, det var int nemt, og passes godt paa, #det# skulde
der. Det var nær ligestraks gaaet galt, for dér, som vi havde læsset
Baaden af Vognen og skulde ud, dér stod vi klods op ad et gammelt
Trævrag, hvor Plankerne lige stak op af Sandet ... Vi styrede efter
Lanternen og Skrigene, de raabte en Mængde til os. Det er jo godt nok
med Redningsvæsenet her paa Kysten, vi udretter den meste Tid det
bedste, vi formaar, men vi Skagboer kender jo aldrig andet Sprog end
som vort eget, og vi kunde jo aldrig forstaa et Muk af, hvad de skreg
fra Mispah; vi har int lært det, det er jo nok en Fejl -- men hva'!
.... Siden saa forklarede det sig af sig selv, hvad det var, Folkene
havde skreget, for da vi laa paa Siden af Mispah og tog Folkene ind i
Baaden, stødte vi paa Skibsjollen; dèr laa den kæntret. Ni Mand af
Skibsbesætningen var druknet med den -- enten de nu var kæntret
straks, de er kommen i den, eller de har tørnet mod de gamle Vrag og
gaaet rundt, væk var de hver en, men Lig saa' vi ingen af ... De
gamle Vrag, som vi havde været forlegne med, dem saa' vi heller int,
men saa nær var vi dem og saa nær havde det været forbi med os, at da
vi kom ind imod Mispah og kastede vort ene Dræg, saa ramte det noget
#haardt# straks under Vandet -- det var Skroget af det ene Jærnvrag,
som Dræget tog ved ... Vi fik en slem Forskrækkelse og holdt til Læ,
det bedste vi kunde. Der stod en forfærdelig Sø, men paa Vestersiden
af Damperen var der slet Vand. Saa sørgede vi for at lægge til Skibet
paa glat Side, hvor der ingen Bolter var, og vore Puder tog godt af
for Stød, mens Folkene klatrede ned, en for en og kom i Behold i vor
Baad. Men da vi havde ni Mand i Baaden, laa vor Korkkrans lige med
Søen, vi kunde int taale den ringeste Vægt mere og maatte stage ud
fra Mispah. Herregud, det var slemt nok at gøre det, vi havde jo saa
ondt af det for de fire Mand, der blev tilbage i den usleste
Forfatning -- én af dem sad paa Rælingen og vilde have været med os.
Men vi havde lagt fra og #kunde# int komme til igen. Vi skulde jo
passe paa at have Baaden saa meget til Luvart, at vi kunde have
Driverum. Men Manden paa Rælingen, A kan huske hans Øjne endnu, han
saa' saa langt efter os ... Siden, saa blev han reven væk af en
Braadsø ...
Det kneb at lande. Paa den Tid var det endnu int kommen i Brug at
slette Havet med Olje, eller hvad man har, Tran og Petroleum sletter
ogsaa, naa, vi bjergede os endda, men Søen slog jo over os mangen en
Gang, og vi maa rigtignok love for, at Bundventilerne trak Vandet ud
igen, ellers var vi saamænd sunken. Da vi kom lykkelig i Land med de
ni, vilde vi jo have været ud igen efter Resten, men udmattede var
vi, og Formanden for Gammel Skagens Redningsbaad, som var kommen til
Stede, sagde, at nu var det hans Mandskabs Tur, og Klokken to om
Natten roede de ud under stort Besvær og fik de tre sidste Mand
draget til sig ved tilkastede Liner.
Blandt de ni Mand, vor Baad havde bjerget, var Kaptajnen, men han var
ligesom de andre forfærdelig medtagen og maatte bringes nærmeste Sted
hen, det var ind til Gammel Skagen. Saa vi saa' ingenting til ham
mer'. Men vi har spurgt, at han var saa taknemmelig for sin Redning,
saa helt overvættes lykkelig. Alle hans Sager var gaaet væk med
Skibet, den eneste Værdigenstand, han havde tilbage, var hans
Guld-Forlovelsesring; den drog han af hans Finger, da han ret var
kommen til sig selv igen, og gav den til Formanden for Gammel Skagens
Redningsbaad, saa paaskønsom var han. Og fra den engelske Regering
fik den samme Formand et Pund i Guldpenge.
Konen indskød her en Bemærkning: »Egenlig,« sagde hun lidt
fortrydelig, »var det jo Niels Jensenius, der skulde ha' haft den her
Ring, det var da vor Baad, der bjergede Kaptajnen. Men det kan ogsaa
være det samme. Meningen var jo ligegod.«
»Saamænd ja,« smaanikkede Manden, »A fik jo Medaljen med Navn paa og
alting. Men A kan int glemme ham paa Rælingen, som vi int fik med i
Baaden ... Der var en anden Gang, at noget lignende hændte mig. Det
var en norsk Brig, vi var ude ved med Redningsbaaden, og en af vore
Folk, Anton, var sprungen ombord i Vraget for at hjælpe de forkomne
Søfolk ned. Vi havde dem alle bjerget saa nær som to og saa Anton, da
laa vi saa dybt med Baaden, at det saa' helt farligt ud for os. »Int
flèr,« kommanderede A. Det gjorde ondt at sige de Ord, men A var nødt
til det. »Vi kommer ud igen,« raabte A, idet vi lagde fra Siden. Men
Anton blev helt fortvivlet og gav et langt Spring og naaede ved et
Guds Under ombord i Baaden hos os. De to Søfolk gjorde Mine til ogsaa
at springe ned -- -- sandt at sige, vi maatte ligefrem true dem med
Aarerne til at blive tilbage, hvor de var, ellers var Baaden sunken,
ligesaavist som A sidder her, en Synder for Gud ... saa roede vi til
og slap ind -- -- men da vi kom ud til Vraget igen -- -- var de to
Mand int til at finde -- -- aa-e, saa ulykkelig som A blev.« ...
»Du har glemt at fortælle om Rederens Søn fra Mispah!« afbrød Konen
som for at faa Manden fra de bekymrede Mindelser om de to Ulykkelige
paa den norske Brig.
»Naa-ja,« sagde Niels Jensenius, »Rederens Søn var en af de ni, der
druknede, da Skibsjollen kæntrede, og efter det der var Rigdom nok,
hvor han hørte til, saa lovede Faderen en Belønning for hans Lig.
Langt hen paa Sommeren kom der da et Stykke Legeme op et Stød
vesterpaa ad Kysten, ved Skiverne tror A, og efter Portrættet, som
var udleveret alle Vegne til Strandfogderne, blev det bevisligt, at
han var Rederens Søn, sølle Fyr. En Vogn med Redningsmandskabet fra
Skagen hentede ham hertil, og her blev han begravet. Ja, her ligger
mange fremmede Søfolk her paa Skagens to Kirkegaarde, grumme mange,
og Navn og Hjemsted har man jo int vidst paa ret mange af dem, tit
kommer de ukendelige i Land, Kødet er væk. Ingensteds hen skriver man
om dem, ingen lyser efter dem, ned i Jorden eller Sandet, som det er
hos os, kommer de -- med en Guds Bøn og en bitte Smule Salme -- -- og
saa er de godt forvaret ...
Saadan kan det gaa os alle, som bruger Havet. Men det var nu int
bestemt, at mig gammel Skrog skulde gaa væk udentil. A maa nok sidde
stille i vor Stue og vente, til Timen kommer ... Og hvem ved, hvad
det er godt for ....«


SKAGENSFISKERE FØR OG NU.

En mørk Septembernat kom Taagen drivende og svøbte sig tæt foran
Vinduet, saa Fuldmaanen, der havde gjort Værelset næsten dagklart,
ikke længer kunde ses. Inden næste Time var Luften fyldt af
Sirenebrøl, der skar uhyggefyldte gennem den tunge Stilhed og lød som
fra Dyr, der dødeligt pines. Man kunde tænke sig en stor
Kreaturdamper strandet paa Skagens Rev, og at den stod dér hjælpeløs
i graa Taage, usét fra Land og truet med Undergang, hvis den ikke
hurtigst kunde blive lettet og bringes til at flyde. Kaptajnen havde
da maattet give Mandskabet den forfærdelige Ordre, at Kvæget paa
Mellemdækket øjeblikkeligt skulde dræbes, Øksen i Panden paa de
skræmte Dyr eller raske Snit gennem Struben og saa overbord med
Kroppene, men da denne Fremgangsmaade ikke fortnede nok, var man
bleven nødt til at smide Køer og Stude og Tyre levende i Havet; deres
dødsensbange Brølen var det, som bølgede langtrukkent gennem
Septembernatten.
Men Klagehylene tog ingen Ende, Søvn var det umuligt at faa, alle
halvklare Fantasier veg for den kolde Erkendelse: Sirenen, den
forbandede Sirene!
Dog, efterhaanden blev man fortrolig med de regelmæssigt kommende
dybe Støn og stemtes helt forsonlig over for den natlige
Fredsforstyrrer. Der var som et levende Fornuftvæsen bag al denne
ubeherskede Tuden, en eksemplarisk Energi drev Varselsraabene frem,
Luften sitrede af dem, som kunde de være Kanonkugler, der foer deres
velberegnede Bane ustanseligt, med overmenneskelig Kraft. Eller de
var som Tordenbrag, man kunde tydeligt fornemme Lydbølgerne fare
slangebugtende gennem Taagehavet, og rundtomkring fra svarede der et
villigt Ekko.
Man laa vaagen tilgavns og mindedes Nætter paa Havet, hele Døgn,
naar Taagen havde sluttet Skibet inde. Hvor stod man da ikke
virksomhedsfattig derude, stænget ubønhørligt fast, Timerne var
lutter fint dryssende Væde, ét eneste hemmelighedsfuldt skumrende
Graat-i-Graat, alene Dampskibsfløjten bevarede Modet og skingrede sit
hæse Varsko, som en Falset eller en Stemme i Overgang, ud i den
klamme Dis, der drev som Skyer ... Det var i den norske Skærgaard
engang, oppe ved Trondhjemsfjorden, vi laa for Anker samfulde nitten
Timer i murtæt Taage, Klokkeklemten og Fløjteskrig fortalte om
Naboskabet med andre Dampere, der laa som vi, varskoende, ventende,
lamslaaede. Man gik paa Dækket timevis, to og to, Trinene lød
uhyggelig monotont fra Rygesalonen agter helt hen til Forstævnen som
var det selve den taalmodige Død, der havde sat Vagtpost ud,
forlængst havde man talt sig læns til sin fremmede Sidemand,
alligevel gik og gik man sammen, frem og tilbage, passede at holde
Fodslag fra hvert nyt Helt-Omkring, rømmede sig nu og da, naar Taagen
kildrede Svælget, og blev flov af Ængstelse for, at Sidemanden skulde
troet, der fulgte en Replik efter Gryntene, eller at han skulde
forstaaet disse som en diskret Opfordring til ham om atter at begynde
den anstrængte Samtale ... Saa var der nogen, der raabte ude i
Taagen. Det kom højtidsfuldt manende som en Varselsrøst. Vi forstod
ikke Ordene, men Plaskene, som lød ind imellem, gav os Klarhed over,
at en Baad nærmede sig. Og som vi stod ved Rælingen og stirrede med
underligt tunge Øjne, med blanke Taagedraaber i Bryn og paa Vipper,
var det pludselig, som dirrede Taagen sammen til fastere Substans,
som en Krystallisering, og tog Form, men en uhaandgribelig, af et
Baadeskrog med Mast. Højt tilvejrs stilede Masten og Skroget voksede
fantastisk, man saa' som gennem rindende Vand Konturerne skælve og
troede Baaden æventyrlig stor og endnu fjernt borte -- indtil
pludselig der faldt som et Slør fra Øjnene og man havde lige klods
paa Skibssiden en ganske almindelig énmastet Jolle, i hvilken der sad
nogle Fiskere, som falbydende rakte en Spand Sild op mod vor
Hovmester ...
Men nu i denne Septembernat paa Skagen -- der var ikke Lyd at høre
uden den evindelige Sirene, ikke Havet engang; længe holdt
Varselsraabene En vaagen, omsider sløvedes man dog og havde ikke
friskt Begreb længer, tilsidst dyssedes man i Søvn.
Om Morgenen hang Taagen der lige graa og tyk. Alle Lungepibere og
Astmatikere holdt sig inden Døre og smaaknystede uafladeligt. Og som
Dagen gik, blev Taagen tættere, det var næsten ikke til at færdes
ude, man blev som overtrukken med en Hinde af Støvdraaber, Klæderne
var blankgraa som Bæverskind, Klitterne løftede sig i overnaturlig
Højde, mystisk truende. Det kneb at finde frem. Nede ved Stranden var
Havet næppe synligt, det rullede underfundigt, som kunde man vente al
Slags Vejr til Natten. Dampskibe laa skjulte ikke langt ude og tudede
og ringede i ét Væk ... Mon de alle kunde klare sig fri af Kysten?
... Kom de ind og strandede, var det i hvert Fald ikke Sirenens
Skyld, den hylede firefoldigt bestialsk hvert halve Minut ... Man
maatte med Undren tænke paa, hvordan Skibene klarede sig paa Tider,
da ingen saadanne advarende Brøl lød fra Kysten. Gamle Fiskere, som
fra Ungdomsaarene mindedes indbringende Strandinger i Taagevejr, var
sommetider, naar der nu gik for lang Tid mellem Strandingerne, helt
gnavne paa nymodens Indretninger som Fyr og Sirener; der var et Par
af de ældste Fiskere, som for Alvor havde villet haft Fyrmesteren
givet Øvrigheds-Tilhold om at mindske sin Iver med Sirenen, for det
var hændt mere end én Gang, at han med et pludseligt Stød i Sirenen
havde bortjaget et Fartøj, som i Halvklart og for Strømsætning kom
Revlerne for nær og var stærkt truet med Grundstødning ... Det var jo
dog Strandingerne, som skulde give Fattigfolk lidt Ekstrafortjeneste,
mente de gamle Fiskere.
Ogsaa den Taagedag, her er Tale om, var en Damper nær ved at strande,
man kunde høre dens ængsteligt søgende Fløjte nærmere og nærmere
Kysten, det var underligt spændende at staa og lytte dertil, men ved
Hjælp af Sirenens Svar fandt Damperen lykkeligt ud, dens Fløjteskrig
døde bort i den stille strygende Dis.
»Forstaar sig, Kere, vi skulde bare haft skarp Vind af Sydvest til
den her Taage,« sagde saaledes gamle Fisker-Ole, »sikken Herrens
Velsignelse af Strandinger saa! ... Det er ogsaa Pokkerns, Kere, med
det her Tuderi fra Højens Fyr a', de jager os jo alle Fartøjerne fra
Kysten. Hvad skal fattige Fiskere saa tjene Føden ved, for
Rødspætterne er det saagu smaat med, Kere.«
Gamle Fisker-Ole, en bredbringet Kraftkarl, stod oppe i Butikken med
sine svære Lænder mod Disken og Benene vidt ud fra sig. Han havde sin
sorte Søndagshat paa, og langt ned i Nakken sad den, for helt
»redelig« var Ole ikke, dertil havde han drukket for mange Snapse.
Der var netop den Dag bleven udbetalt Bjergningspenge for en engelsk
Damper, der strandede i Forsommeren, og saa for en svensk
Fiskekutter, der gik paa inderste Revle i Stillevejr forleden. Alle
Fiskerne i Bjergningslavet havde hver faaet ialt 35 Kroner, men gamle
Ole, som var over Halvfjerds, stod ikke mere i Lavet, saa Pengene gik
hans Næse forbi. Alligevel havde han deltaget bravt i Dagens Kalas.
»Der er jo somme #gode# Mennesker til,« erklærede Ole tørt, »endda
der er flere Lusangler!«
Paa Skagen er der ingen Værtshuse, men der er Butikker med Ret til at
»skænke«, hver Bydel har sine. Her kommer Fiskerne ind lige fra
Stranden, naar de efter Nattens og Formiddagens Snurrevaadsfiskeri
med Jollen ude omkring Revet har faaet Fangsten byttet i Parter og
faaet dem solgt til Opkøberne. Det er gammel Skik at drikke sig en
Dram og en Taar Øl oven paa Tørnen; saa kan der tit staa en Snes
Fiskere i Butikken hen langs Disken eller placeret paa Sæbebaljer,
Saltkasser og Ærtetønder, og rask gaar da Snakken om Fangsten: hvor
mange Snese de fik til Salg og hvormange Undermaalsfisk til egen
Fortæring, hvor mange Dræt de drog og om de har haft Vaaddet i Hold
paa gamle Vrag paa Havbunden, »Hætter«, som de kalder dem. Derpaa,
blandt andet, kender man den duelige Fisker paa Skagen, at han véd,
hvor Hætterne ligger og forstaar at undgaa dem. Thi kommer Vaaddet i
Hætterne, voldes der Spild af Tid, Fangsten gaar forloren og mangen
Gang bliver Redskabet spoleret. Men, som Ole forklarer, Jollerne
fisker dog helst i Nærheden af Vragene, for »hvorhen' der er Vrag,
dér er der ogsaa Fisk, for ved Vragene er der jo Føde at faa, smaa
Skaldyr og saaent, Rødspætterne kan være ligesaa fulde af Skaldyr. Og
anden Slags Føde findes ogsaa sommetider ved Vragene, Beskøjter og
Kiks og saaent, for ikke at tale om Menneskelig. Det andet Aar saa
var der en sværene Fiskeri her øster ved et Vrag, som vi kaldte »æ
Bygmand«, det var en sunken Skude, ladet med Byg; #den# trak Fisk til
sig, maa De tro.«
Efter Besøget i Butikken gaar Fiskeren hjem til Middagen, der saa
godt som hver Dag, Aaret rundt, bestaar af Fisk »paa en eller anden
Facovn«, dernæst snuer han Middagslur, besørger lidt indendørs
Pilleri, bøder Garnene og gaar en Eftermiddagsvending til Stranden,
og inden han vender hjem til sin Nadver, aflægger han atter Butikken
en Visit for at faa sig en Passiar med Folk fra Nabolaget. #Da#
stiller nemlig en stor Del af Fiskerne derinde, de har Piben med og
en Skilling til Drikkelse, og saa kan de hænge dér over Disken eller
paa Kar og Tønder et Par Timers Tid og atter drøfte Fiskeriet fra den
Dag eller den foregaaende og smaadrille hverandre, imellem Stunder de
fortæller, hvad Nyt der vides i Byen, helst noget, der er lidt »Sjov«
ved, eller de giver Gnavenheder fra sig, fordi det ingenting bliver
til med den her Havn, som de store Herrer har gaaet og lirket for i
saa mange Aar.
Den Aften med den tykke Taage fra Havet var der ogsaa Taage i
Butikken i Skagens Østerby, Tobaksrøgen slørede alt derinde, der
havde været fuldt af Folk, gamle og unge, Brændevinsfolk og Totalfolk
i Flæng, men ingen af Missionen, og gamle Fisker-Ole, som var den
sidste Mand efter det staaende Sold ved Disken, maatte baade gnide og
spile Øjnene for at se frem for sig. Han knibsede glad med Fingrene i
Luften, da han fik Kig paa et fremmed Menneske, der kom ind i
Butikken. Det trak maaske op til en Snaps, tænkte han.
»Naa, det er #Dem#,« sagde han genkendende til mig. »De har kanske
ogsaa faaet Bjergeløn som de andre ferme Folk og kan gi' en lille
Svalelse. Hatten af Hovedet, naar jeg taler med Folk som Dem.«
Da Ole havde faaet baade Snaps og Øl, rakte han mig Haand og trykkede
den, saa det sved i alle Ledene. »De er den Mands Søn, der er
takket,« sagde Ole. Det var nu #hans# Maade at være galant paa.
»En Cigarret!« foreslog jeg.
»Pigepatte! Nej, hellers Tak. Men kan De overkomme og gi' til en
bitte Bus -- #det# var skjønnere.« Butiksdrengen, som kendte Oles
Udtryk, bragte en Rulle Skraa. Og da Ole havde faaet nok en Snaps og
forsikret, »at han var den Mands Søn, der glædede sig gennem hele
Kroppen«, blev han snakkevorn.
»De gamle Dage er væk!« sukkede Ole. »Da kunde man fiske godt og
drikke godt. Vi kom hjem fra Revet med Fisk saa tykke som en Arm og
med to-tre Potter Brændevin i Kroppen paa os selv. Det er jo nogen
Svæklinger nu om Tider baade Fisk og Folk ... Jeg kunde komme hjem
efter et halvt Døgns Fiskeri og spise Middagsmad og sidde med
Søstøvlerne fulde af Vand og sove bare et Par Timer ved en Bordkant
saaent med Armene krydsede til Hovedgærde, og saa kunde der komme Bud
fra Butikken, at der var en Bunke fulde svenske Fiskere,
»Rokkepinere« kalder vi dem, som var til Besvær. Og Wolle op og
derhen! Og saa raabte jeg paa Rim, forstaar De, for det forskrækker
mere end som ordentlig Snak:
Den onde skulde tordne og bukke
og dine Øjne tillukke!
Syv og ni er sejsten,
nu er æ Vind i Vejsten! --
Og nu herut med Jer, bitte Børn!
Det sæjer Wolle, og han er en Bjørn!
Og saa tog jeg dem ved Armene og fulgte dem ud, de sølle Mennesker.
Saa skal jeg love, saa var Wolle velsét i Butikken bagefter. Jeg
kunde bare kræve til mig. Det var en dejlige Tid. Vi smed Slatter fra
os, saa Gulvet flød os til Støvlevristen -- men, se #nu# i Tiden er
vi færdige at æde Glasset for at bjerge den sidste halve Draabe. I
gamle Dage havde vi en Skænkestue for os selv ved Siden af Butikken
og kunde sidde ned og drikke. Nu maa vi blive i Butikken og #staa#
op; saa kan man #synke# mere, det er sandt nok, men hvad nytter det,
Pengene ruller, og lige tørstig er man. Den sølle, fattige
Fisker-Wolle, han er skidt faren nu ... Den Tid kommer maaske, at vi
nok maa købe vor Spiritus her inde i Butikken, men skal gaa udentil
og drikke. Til den Tid ligger gamle Wolle med hans Næse i Vejret, om
Gud vil og Missionen tillader det. Ptøj, Brorlil! Det er grimme
Tider, Kere. Og Folk er nogen Lumpentusser! ...«
Dermed tumler gamle Fisker-Ole gennem Taagen og selv omtaaget hjem
til sin »bitte Pige« -- saadan kalder han sin Kone, der er svagelig
og altid til Sengs -- og til sin røde Snaps, som er hans bedste
Medicin baade mod Sygdom og Bedrøvelse. Han hører en svunden Tid til.
Han var blandt de bedste, mens han duede. Nu er han Vrag.
Men der var Tider i Skagen før Oles Tid, og om dem taler han og de
andre gamle »Stoddere«, som de kalder sig selv, med endnu mere
respektfuld Beundring end om deres egne unge Dage. De har ikke
oplevet Tiderne selv, desværre, men hørt om dem. Det var i
Aarhundredets Begyndelse, da vi laa i Krig med Engelskmændene og
Frygten for de armerede Orlogsskibe jog mangen et vellastet Fartøj
ind paa Kysten ved Skagen. Det var Strandinger, der smed noget af sig
til baade Øvrighed og Fiskere. #Kancelliraaden# var Byfoged paa
Skagen den Gang, og han forstod sit Kram.
Skagen laa adskillige Mil norden for Lands Lov og Ret, og mange
mærkelige Ting gik i Svang. Der blev stjaalet graadigt af Stranden;
baade for Tyv og Tyvs Tyv var der god Lejlighed i de Tider, men man
»tyvtede« ikke hinanden, der var saadan stiltiende Overenskomst
mellem Øvrighed og Fiskere om, at enhver rapsede det, han turde
paatage sig og havde Brug for. Ganske vist stak Fiskerne tit i Rend,
mens de stod midt i »Bjergningen«, naar Tolderen eller Strandfogden
kom, men det var mere for Skams Skyld end egentlig af Nødvendighed.
Undertiden hændte det, at der blev stjaalet af ilanddrevent Gods og
Ladning mere end til eget øjeblikkeligt Brug, saa gravede den
lykkelige »Finder« sin Drittel Smør, sit Fad Tælle, sin Tønde
Petroleum eller et Anker Vin eller hvad det nu kunde være, Havet
kærligst havde skikket ham, ned et Sted i Sandbjergene. Men en skønne
Nat, naar han kom derned og skulde hente Beholdningen, var den
forsvunden, en eller anden Lurifaks havde opdaget Gemmestedet og
taget Sagerne til sig. Lynende gal blev jo den bestjaalne, men mælde
Sagen paa Kontoret turde han dog ikke, han maatte lugte sig frem i
Nabolaget, og opdagede han saa, hvor Petroleummen brændte eller Vinen
flød, gik han sporenstregs ind og krævede, hvad #hans# var, hvis han
da var den stærkeste; men vidste han, at han ikke kunde magte
Tyveknægten derinde, listede han beskæmmet af og bad Vorherre, at
Gengældelsens Time snart maatte komme. Naturligvis hændte det ogsaa
nu og da, at Tyven og Tyvens Tyv kom til Enighed om Tingene og
broderlig delte Rovet.
Stranden var Folks evige Uro, deres Tankers Næring og Afgud. Engang
sad Skagboerne i Kirken og hørte Højhelligdagspræken. Da mærkede de,
som sad Døren nærmest, at der blev ført højrøstet Passiar ude i
Vaabenhuset, det var Kirkebetjenten, der skændtes med Strandfogden.
De kunde af Samtalen skelne Ordet »Stranding« og vilde lige til at
liste fra Stolene, da Strandfogden træder ind ad Døren med Huen i
Haanden og gaar frem i Kirken. Præsten var midt i sin Præken, men
Strandfogden løftede Haanden og raabte, saa Præsten tav og Menigheden
vækkedes: »Hør, Folkens, I maa herut, der staar tre gode Strandinger
paa Nordsiden.« Og op sprang alle, Kvinder saavel som Mænd, og til
Stranden gik det i fulde Spring. Præsten og Degnen blev alene
tilbage, saa forlod ogsaa #de# Kirken -- og ilede til Stranden ...
Engang strandede der ved Skagen et stort Fregatskib fra Liverpool,
der havde en kostbar Last af allehaande Manufakturvarer. Skibet blev
slaaet i Stykker, og Stranden laa milelangt bestrøet med halvt
ødelagte Varer. Strandingskommissionæren lod i Bestillings Medfør
Tingene samle op og rense ud det bedst mulige for Sand og Saltvand:
hjemme i hans Købmandsgaard, i Pakhuset, sad nogle Koner og vaskede
store Stykker Dowlas Lærred rent. Det var rart at have en Snes Alen
til Lagener og Særke, tænkte Konerne; der var jo nok at tage af --
men Kommissionæren maatte selvfølgelig ikke erfare, at de rapsede.
»Syng en Sang, Sidsel,« sagde Konerne til en iblandt dem. Og Sidsel
vrælede i vilden Sky en Vise om Admiral Nelson, der havde pralet af,
at han vilde vinde Slaget paa Københavns Red, inden Dansken fik spist
sin Grød:
»Du med dit ene Øje
og med din ene Arm,
hvad vil du her, du Krøvling,
du gør saa stor Allarm.
En Stridshelt var du før,
men nu skal du fornemme,
at Dansken har spist Grør!«
Mens Sidsel saadan sang, rev hendes Veninder nogle passende Stykker
Lærred af og fik dem listet med hjem til indbyrdes Fordeling.
Se, #det# var Tider for fattige Fiskere!
Øvrigheden var flink og rimelig, den foer helst med Lempe.
Naar en gammel udslidt En kom til Kancelliraaden og klagede sin Nød,
at han ligefrem ikke havde hverken at bide eller brænde og vistnok
maatte bede om Hjælp af Fattigkassen, blev Kancelliraaden fortrædelig
og raabte: »Du er en Dovendidrik, er du, du kan jo tage af
#Stranden#!«
#Stranden# var alles Ven og Tilflugt -- ogsaa Kancelliraadens. En
mørk Aften traf Kancelliraaden en tungt læsset Vogn, der kom kørende
nede fra Stranden. Manden, som holdt Tømmerne, dukkede sig saa
mistænkeligt som om han vilde luske sig ukendt forbi Byens Øvrighed.
Men den gik ikke. Kancelliraaden fik Embedsiveren op i sig og sprang
hen til Vognen og fornam, at der var mange fyldte Sække i den.
»Hvad er der i Sækkene, bitte Jørgen?« spurgte Kancelliraaden i en
rigtig venlig Tone men med nogen glubske Øjne lige ind i Jørgens
forlegne Ansigt.
»Ja, hvem kan vide det,« sagde Jørgen og snappede efter Vejret.
Men da Kancelliraaden havde snøftet lidt til Sækkene, sagde han,
stadig saa venlig: »Bitte Jørgen er vist kørt fejl Vej med
Kaffebønnerne! De skulde nok ha' været ned i Skoven til
Kancelliraadens, det er bedst du kører derned med det samme, saa kan