Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 03

Klægknold eller en særlig tæt Marehalmstue, det forekom ham dog, at
Mørket var mere gennemskueligt end før; det var næppe lysere i
Vejret men han følte sig ikke blindet nu som straks da han gik fra
Vorupør, han havde vænnet sig til Mørket og skimtede af og til
Klitformationerne, dog med flimrende Konturer og i urimelig
Forstørrelse. Men han var #svimmel# af Mørke, hans Hjerne generedes
deraf. Han foer nervøst sammen nogle Gange, naar en pludselig Lyd
eller Bevægelse af uvanlig Art tætved -- maaske en Hare, der sprang
op -- naaede hans Bevidsthed. Hans Laarmuskler nægtede undertiden at
lystre Ordre. Højt maatte han løfte Benene for hvert Skridt, og ikke
give Slip med den ene Fod før den anden havde solidt Fundament. Han
travede de samme besværlige Sving i Terrænet, som da de gik ud. Det
var næsten gammelkendt Vej nu. Vejret og Søen, der dundrede
ensformigt, bragte ham kun faa nye Forestillinger. En Gang eller to
ønskede han sig hjemme i sin Seng. Han var sviende tør i Svælget og
vilde gerne drukket en Taar Vand; et Stykke Chokolade eller bare en
Bid groft Brød havde været en Oplivelse nu. Men ingenting var at faa.
Det undrede ham, at hverken hans Ledsager eller Vangsaa-Manden havde
nydt det ringeste i Skuret og intet styrkende haft med paa Vagten. I
gamle Dage, før Missionen fik Tag i Egnen, var en saa slem Vagtnat
som denne næppe gaaet af i lignende Forsagelse, #da# vilde Folkene
have taget baade fast og flydende Styrkelse med i Lommen. Rimeligvis
var den fysiske Spændstighed dog ikke bleven større af Osteskorpe med
Dram.
Der faldt efterhaanden en sær ufølsom Resignation over Holst, han
kendte godt fra strabaserende Fodture den organiske Mattelse, som
skabte Ufølsomheden, men saa gennemgribende træt som paa denne Tur
havde han ingensinde følt sig. Han gjorde til det yderste sin Pligt,
gik og gik, men #uden# den aandelige Spænding, som gør selv
Strabaserne til en Fest. Han kom til at tænke paa Nansen og Johansen
paa deres Nordpolsfærd, naar de uden Ord skridtede de lange,
trælsomme Timer over ujævn Ismark; ogsaa hos dem havde den rent
legemlige Udholdenhed været præsteret paa den aandelige Vitalitets
Bekostning; de havde kendt til Bunds disse Momenter af Hjerne-Inerti,
hvor Benene flyttede sig som i en Døs, mekanisk og ustanseligt, mens
Tankerne ligesom blundede dybt inde bag Bevidstheden.
Nogle Gange forsøgte Holst at faa en Samtale i Gang med Fiskeren. Det
var umuligt, Larmen omkring dem var stadig altfor voldsom, og de
skulde jo begge to vogte paa hvert af deres Fodtrin, og skarpt Udkig
til Havet skulde der holdes. Desuden var Fiskeren en trægmundet Mand,
hans Ansigt udtrykte Tænksomhed, hans Svar var kloge men af
sammentrængt Form. Der var Sagastil over hans Replik. Netop saadan
talte mangen Vestkystfisker, ogsaa af de »Vantro«. Han hørte ikke til
den Slags Hellige, der skraaler Hvermand Ørerne fulde af Bibelsteder
og propaganderer i tykt Hovmod. Han var ærlig og sindig. Og om han
havde været blandt de Vantro, vilde han aldrig have tilegnet sig den
Skvadronørtone, hvormed saa mangen Oljetryks-Fisker ved de stærkt
besøgte Vesterhavsbadesteder finder det hensigtsmæssigt at gøre
Figur.
Havet mindskede ikke sit Oprør, Stormen var vedholdende som Torden i
Høsttider. Der skyllede bestandig Vrag mod Klitterne. Maaske har der
ogsaa ligget Lig og vasket i Havstokkens Brus, men ingen kunde række
til dem og faa dem draget paa fast Kyst.
Som de to Vagtmænd kom op paa en høj Klit, saa' de pludselig et Lys
skinne forude, Holst syntes det var langt borte og tænkte straks paa
en Skibslanterne.
»Det er Fyret hjemme, saadan et Ledefyr,« forklarede Fiskeren.
Holst faldt til Ro igen, men mærkede Trætheden dobbelt stærk nu. Han
syntes, der var lang Vej til Fyret endnu, men vilde ikke spørge. Men
snart efter var de inde i den Lyskegle, Fyret kastede. Saa maatte de
altsaa være omtrent hjemme. Holst kunde se Viserne paa sit Ur nu,
Klokken var tre, godt og vel -- og før han vidste af det, havde de
naaet Landingsstedet ved Vorupør; det var heller aldrig til at
beregne Afstand efter et Lys saadan mørk Nat.
De stansede ved nogle optrukne Baade, som Havskummet slikkede. Havet
blev forsket til alle Sider. Intet Lys. I sydlig Retning var der Skær
af Lodbjerg Fyr. Nu var Vagten ude, de skulde hjem og afløses. Holst
var saa udmattet, at han bogstavelig med Hænderne maatte #løfte#
Benene over Baadenes udspændte Ankertov.
De fandt sig frem til Vejen mellem Fiskepakhusene og gik i udhvilende
Gangart hjem til Forbjergergaarden og gennem Stalden ind. Blæsten
forfulgte dem hvinende helt til Køkkenet. Her sad to stærkt skæggede
Mænd af næste Vagthold parate, de havde en døsig Lygte mellem sig paa
Køkkenbordet og genkaldte i deres næsten stivnede Ro, som de sad dèr
med Armene over Bordet, den kendte Barneforestilling om Holger Danske
i Kronborgs skumle Kasematter.
Henne ved Stuedøren kom den Mand tilsyne, der havde haft Vagten
sydpaa; han var lige kommen, sagde han, og Strandingen, som Tømmeret
drev fra, maatte være længere sønder.
Ellers blev kun et Par Ord vekslet til Vagtskifte.
»Naa?« sagde en af Mændene til Holst med et forstaaende Smil over
hans forslæbte Udseende.
»Ja--a«, pustede Holst, »for #Fornøjelsens# Skyld er Turen nok værd
at gøre, men for den Tokrone, I faar -- nej Tak!«
De lo alle med smaa Grynt. Saa gik de to ny Mænd til deres Vagt.
»Tak for Følgeskab«, sagde Holst til sin Ledsager, den hellige
Fisker.
»Ja, nu faar De selv Tak«. Fiskeren beholdt hans Haand længe i sin.
»Var det saa alligevel ikke rart, om de #altid# var to paa Vagten?«
spurgte Holst lidt drilsk.
Med ubevægelig Sikkerhed svarede Fiskeren: »Jo saamænd, for #os# at
tykke. Men #vort# Syn rækker ett langt. Den, der gaar alene, uden
menneskeligt Følge, han kan sommetider overtænke vigtige Ting, som
ett falder os ind eller som vi sludrer fra os, naar vi gaar #flere#
sammen. Herren har sin Mening med Ordningen som den er, det er nu
sikkert nok.«
Den anden Fisker skuttede sig og sagde, med ægte lunt vestjydsk
Ræsonnement: »Men en Krones Penge mér for Vagten, det vilde Vorherre
ikke misunde os, det er A vis paa, naar vi beder om det i Jesu Navn.
Men det skal jo gaa igennem #Rigsdagen#. Og der er jo Fejler ved alle
jordiske Ting.«
Holst tog Afsked. Han lo fornøjet, mens han gik, og næsten glemte sin
Træthed. Det havde været en herlig Tur.
Ovre hos Præstens var der Lys endnu, og da Holst havde taget
Ydertøjet og de tunge Skaftestøvler af i Entréen og let, som et
pludseligt befriet Lastdyr, gik op ad Trappen til sit Værelse, hørte
han raske Trin i Stuen. Det var Præstefruen.
»Jamen, De skal rigtignok have Kaffe«, sagde hun efter ham, med en
Køkkenlampe hævet over Trappegelænderet.
»Og Fruen har siddet oppe for #min# Skyld!« beklagede han.
»Hvad saa! Det skal De ikke bryde Dem om. Jeg har skrevet Julebreve
imens og pakket Kagekasser til min Familje i København. Kom nu ind!«
Og ind i Stuen gik Holst. Der duftede af Kaffe og brune Pebberkager.
Fruen var fuld af Omhu mod ham, vildt fremmede Menneske, han maatte
da endelig drikke og spise, det var ham saa vel undt altsammen.
Tilsandet og smudsig og forvarmet som han var, sad han dér i den
lille Stue, der havde bofæstede og stavnsbundne Folks hyggelige
Hjemmepræg, og styrkede sig og hørte Fruens dæmpede Tale om alt det,
hun havde faaet bestilt i de fredelige Nattetimer, hvor alle de andre
i Huset sov. Om tre Dage var det jo Jul, saa der var en Travlhed,
maatte han tro: Rengøring og Bagning og Brasen, Julehilsener og
Juletræ -- og saa den aandelige Forberedelse til Højtiden.
Han blev greben af den stille Jule-Lykke, Hjemmet rummede. Han tænkte
paa sit Barndomshjem, der mindede saa meget netop om Præstens her ...
men de lejede Stuer, #han# havde i København -- ak nej, de besad ikke
den Trolddom, der #bandt#.
Bekymret gik han op paa sit Værelse. Men da han havde faaet sig
afklædt og vasket og badet -- han var som pudret med Sand over hele
Kroppen -- og han laa i hvilende Velvære i den venlige Seng, rakte
han Hænderne takkende ud, at det dog ikke var bleven #hans# Lod at
sidde i Jule-Huslighed til Halsen -- og blive kvalt.
Han var fri Mand og kunde fare den vide Verden igennem som han vilde.
Lykkelig? -- var han egentlig lykkelig? Aa nej! Han forlangte heller
ikke at være det. Lykke bundede i Tilfredshed, Tilfredshed var
Stagnation. Hans Devise var: »#Naa -- videre!#«
Der gaves ikke Lykke for den urolige, men #Momenter# af opstemt
Sjælsbevidsthed, #Glimt# af den sublimeste Skønhed, af #Liv#, af
#Liv# -- #dem# kunde man jo saa benævne #lykkelige#, om de endelig
skulde have Etikette.
Her ved Vesterhavet var der disse Glimt, dette Liv. I Nat havde det
været saadan. Der var de store Øjeblikkes Vingesus gennem Vejret ...
Det ny Testamente laa opslaaet paa Natbordet: Begyndelsen af Johannes
Aabenbaring ... Ja, ikke saa galt valgt af Præsten, tænkte Holst og
læste, med tilkæmpet Vaagenhed. Men han var træt, sødelig træt, og
Stormnattens mægtige Aabenbaringer dirrede ham gennem alle Nerver.
Han faldt i Søvn for brændende Lys.
* * * * *
Jo -- det havde været én af de storladne Nætter paa Kysten, en
tragisk Nat. Der var strandet et Skib udfor Agger, ingen vidste Navn
og Nationalitet paa det. Det var søndersprængt, ikke et levende Liv
kom i Land, Kysten mange Mil nordpaa laa oversaaet med Vragstumper.
Og mere end ét Sted drev der Lig ind ... Og samme Nat forliste en
Marstaller Skonnert totalt oppe ved Gammel Skagen. Strandvagten havde
gennem det forrygende Vejr pludselig set en rød Lanterne -- bare et
Øjeblik -- og intet mere. Dagen efter var Skonnerten Splinter og
Billinger og Mandskabet begravet i den rivende Strøm. Ingen saa' dem
siden ...
En stærk Puls slog her paa hele denne Kyst, den særeste i Landet. Her
var godt at leve en Tid, fra Skagen til Fanø, ét Sted eller flere,
hvor Tilfældet førte det med sig, og være Folket nær i dets Liv og
Kamp, i det daglige Stræb som naar de store Handlingens Øjeblikke
greb ind. Her spilledes det mægtige Drama, Livets eget, uden
digterisk Tilsæt, uden scenisk Udpyntning ... Tingene virkede som de
#var#; -- hvem der dog kunde gengive dem uden Fortegning! ...


EN REDNINGSMAND.

I en lav lille Skagbostue sidder gamle Niels Jensenius og bøder Garn.
Han er skrøbelig nu men vil ikke rigtig være ved det, han kan ikke
forstaa, at Kræfterne slipper op efterhaanden som Aarene glider. Var
ikke netop den Sygdom i Fødderne kommen over ham, havde han vel
endnu, trods sine femoghalvfjerds, drevet Fiskeri med de bedste. Nu
maa han sidde stille indendørs og høre efter Vejret og spørge Nyt fra
Stranden, naar Sønnerne kigger ind.
Han er ked af det, gamle Niels Jensenius. Og var ikke Konen rask nok
endnu til at hæge om ham, blev det nok rent galt med Humøret.
De sidder, de to trofaste gamle Slidere, og snakker med spinkle
Stemmer om før i Tiderne, om hvordan det den Gang gik med Fiskeriet,
og om alle de mange Strandinger der kom. I toogtyve Aar stod Niels
Jensenius ved Redningsbaaden og har været med til at bjerge mange
Folk, flere Hundrede, han har ikke selv Tal paa dem, han er en
beskeden Natur, uden ringeste Spræl. Paa Væggen over Dobbeltsengen
hænger der et Hædersdiplom fra den hollandske Regering med Tak for
hans menneskekærlige Daad. I Æsken paa Kakkelovnshylden ligger den
engelske Guldmedalje, som Niels Jensenius modtog efter »Mispah«s
Stranding. En anden Æske rummer Dannebrogsmændenes Hæderstegn, som
Niels Jensenius har haft i sytten Aar, lige fra han traadte ud af
Redningsvæsenet, men kun baaret to Gange; det var da Borgmesteren
nede paa Kontoret hæftede ham Korset paa Frakkeopslaget og sagde, at
nu #skulde# han bære det gennem Byen til sit Hjem; og saa var det den
Gang, Lars Kruse blev begravet.
Konen, som sidder ved Dobbeltsengen med et sammenlagt Lommetørklæde
mellem sine magre, blanke Fingre, hvor Aarerne knudrer sig under den
tynde Hud, er Søster til Lars Kruse. Og Lars og Niels Jensenius var
altid gode Venner og Baadfæller. Det var under Lars Kruses Fraværelse
paa Kutterfiskeri, at Niels Jensenius var Fører af Redningsbaaden og
bjergede Folkene fra Mispah.
Konen er krumsluttet af Alder og Gigt, hun er en proper gammel én,
Haaret ligger sirligt glattet under Kappen med den hvide Strimmel;
hendes lyse Øjne er gode og livlige, de vidner om et ømt Sind og en
klar Forstand. Hun har haft en drøj Tid med Manden de seks Aar han
nu har haft Sygdommen i Fødderne; ikke saadan at forstaa, at
Niels Jensenius er urimelig og vrissen, men han har døjet de
forskrækkeligste Smærter og Maaneder igennem ikke kunnet finde Ro i
Sengen men siddet oppe, Døgn efter Døgn, dèr i Slagbænken paa en Pude
og med Benene skraat ned for sig paa en høj, polstret Skammel.
Ingen skulde se paa Niels Jensenius nu, at han indtil for faa Aar
siden har været kærnekraftig. Afpillet er hans Krop og sammensunken,
næsten lutter Knogler, Ansigtet er indfaldent, Skægget stritter graat
under Hagen, og det lange Haar hænger glansløst ned under Hatten, som
luner ham for Træk fra Vinduerne. Øjnene er store og matte, ved
Næseroden kommer der nogle anstrængte, forpinte Rynker, naar han
tænker. Ordene falder langsomt fra ham, men det, han siger, særer
godt nok; der er ingen Sludder ved ham som ved de fleste af de andre
gamle aflægse Skagboer fra Lars Kruses Baadhold, som har taget Skade
af Brændevin og Badegæster. Snarere er Niels Jensenius sén af Mund,
men det er jo bedre at sige en bitte Smule, som er godt, end en hel
Hoben Usselhed; det maa man give hans Kone Ret i.
»Det er Gammelmandsbrand, som vi kalder det«, forklarer Konen og
peger paa Mandens Fødder, som er tykt svøbte ind og stukne i store
Tøfler. »Det var for en seks Aarstid siden, de var nede ved Stranden
og bjerge fra en stor Damper, som hed Stockholm, og Niels havde faaet
sine smaa Støvler paa og de klemte ham, #det# mener vi da, at det var
derfra den her Sygdom tog sin Begyndelse.«
»Jo«, siger Manden, »vi mener jo #det#, men man har jo ellers ogsaa
taget meget Kuld' og Strabasier i sin Tid, saa det onde har nok
samlet sig sammen i Kroppen i nogen Aaringer, og saa vil det jo frem
en Gang.«
»Det var kuns en lille Prik paa hans Stortaa, at se til ligestraks,
men værre blev det jo.« Konen ser bekymret paa sin Mand. »Nu har han
mistet de ni af hans Tæer.«
Manden bliver ivrig nu og beretter videre om Sygdommen, at i Løbet af
et Aar blev de fire Tæer paa venstre Fod angrebne og derefter alle
fem Tæer paa højre Fod: »De visnede ind til ingenting næsten,
Knoglerne smuldrede hen, og da der saa int var andet end som nogen
sorte Stumper tilbage, som hang ved Senerne, saa klippede Doktoren
dem af. Der var ingen Følelse i dem. A sad selv op i Sengen og saa
paa, te de blev tagen.«
»Akke-ja«, sukker Konen, »det var retten en strænge Tid.«
Manden sidder og nikker. »Nu er der kuns den ene lille Taa tilbage«,
siger han. »A er jo hel Krøvling, ja saamænd.« Han ryster sørgmodigt
paa Hovedet og skynder sig i Lag med Garnet som for at glemme de
triste Tanker fra Sygelejet.
Men Konen dæmper sin tynde Stemme og fortæller, saa Manden ikke hører
det, og mens hendes lyse Øjne flimrer i Taarer: »Ja, egentlig er det
maaske Uret, men A kunde int for alting faa over mit Sind at kaste
det rent væk, det som Doktoren havde klippet af ... #Dødt# var det jo
nok, saadan at se, men det var da ud af menneskelig Skabning; A
kendte dem jo fra min Mand, hver eneste én, vi har jo levet sammen
saa mange Aar, akke-ja; aldrig skal A glemme, da Doktoren var gaaet
og A stod dèr ude i Køkkenet og havde alle de sølle Stumpler i et Fad
og vaskede dem, saa Materien kom af dem. Det var endda et sørgeligt
Syn for en Kone ... Saa om Aftenen svøbte vi dem ind i et Stykke
Papir ... og gik paa Kirkegaarden med dem, efter det var bleven mørkt
... vi har Gravsted deroppe, med vor lille Søn i ... dér gravede vor
Datter dem ned ... saa var de da flyet hen, hvor de skulde være,
syntes vi.« ...
Der bliver saa stille i Stuen en Tid. »Akke-ja«, sukker Konen
endelig, »saadan en stærk Mand, han var, at det skulde gaa ham
saadan!«
Den gamle Redningsmand passer stadig sit Bødeværk. Nu og da løfter
han sine store Øjne mod Konen; hun nikker til ham og glatter sit
tynde Haar med en Haand, der er vaad af Taarer.
Og lidt efter snakker de videre, de to hyggelige Gamle, om de svundne
Tider. Niels Jensenius bliver meddelsommere og hjulpet paa Gled af
Konen, naar undertiden hans Tanker gaar i Staa, fortæller han om
Livet paa Stranden, mens han rigtig virkede med.
»En farlig Bunke Vrag staar der strandlangs fra Revet og ad
Kandestederne til. Før i Dagene var der jo Strandinger fra
Efteraarstid af næsten evig og altid; der er gaaet mange Skibe og
Folk væk her under Kysten, og ingen har nogentider vidst af dem at
sige. Sommerdage, naar der blev slet Hav og Lavvande, kunde vi se dem
fra Jollerne, det ene Vrag efter det andet, som stak op af Revlerne;
det var slemme Steder at færdes paa for os.
Men ligesaa tit blev vi vaer, at der drev Skibe ind paa Kysten. Mange
Nætter har man int været i Seng, vi gik Døgn om med Støvlerne fulde
af Vand, og naar vi saa endelig kom hjem, ja saa maatte vi mangen
Gang afsted igen, saa var der en ny Stranding ... Ja, der var noget
at bestille i de Tider. Og kuns lidt blev der betalt for det
Redningsarbejde, vi gjorde, sommetider slet ingenting ... Den Tid,
da vi bjergede Folk privat fra vore egne Baade, før vi fik
Redningsbaade, ja saa lod vi jo skrive til de forskellige Regeringer,
et Stød efter kom der da en bitte Slant Penge til Fordeling. Men
siden vi fik Redningsvæsen, har vi jo lidt fast Løn og maa int skrive
fremmede Steder hen, naar vi har bjerget Folk ... Men der kommer jo
imellem Tider et Stykke Papir til os eller en Medalje, det er saadan
kommen i Brug til Paaskønnelse ... Og det kan jo ogsaa være skjøn
nok, mener vi ... Vi kan rigtignok int læse, hvad Slags Skrift der
staar; de siger, det ellers er pæne Ord om os ... Men det er jo
Smaakaarsfolk, de fleste her paa Skagen, og rede Skillinger véd man
jo, hvad er.« ...
»Det gør da ogsaa mindre med Pengene«, indskød Konen, »sin Næste skal
man jo hjælpe af Kristenkærlighed, som der staar.«
Niels Jensenius nikkede indrømmende: »Saadan syntes vi jo, ja, om
ogsaa det sommesind' var lige stræng' nok for os ... Der var en
Engelskmand, der stranded ved Batterivejen, her lige norden til, da
var der saa meget Sne, at vi int kunde se Byen ude fra Klitterne.
Husene var helt knøgne til. Det var knap ved Fastelavn og en
grusselig Frost ... Folkene fra Skibet havde bjerget sig selv i Land
i deres egen Baad ... Der kom Bud til os den Nat fra en Mand her
øster, som havde hørt Mennesker skrige dernede. Manden, som kom med
Mældingen, sagde, at nu havde han hørt dem skrige saalænge, nu kunde
han int holde ud at høre det længer. Saa fulgtes vi derned.
Skibsfolkene var tyet op til Redningsbaadshuset og havde brækket
Laasen fra og Døren op -- man skulde undre, at de havde haft Kræfter
nok dertil, vi andre mente, vi int kunde magtet det Stykke Arbejde,
det var en sværene Plankedør -- de stod derinde i Huset allesammen og
frøs langs Baadsiderne ... Nej, det var sandt, der manglede én, han
havde nok været svirende, fik vi siden at vide, han var Kok, en ung
Knægt og var falden overbord i Landingen. Nu laa han uden for Huset
og var ligesom død, helt stivfrossen ... Vi fik ham læsset paa en
Vogn, hans Ben stak agterud aldeles stive. Hele Vejen strandlangs og
om Grenen og ad Sønderstranden hjem maatte vi køre, for vi kunde int
komme tværs over Heden for Sne. Da vi saa fik Doktoren hentet til
Kokken, og der blev gjort lidt Oplivningsforsøg, bare for en
Sikkerheds Skyld, saa syntes vi, der var ligesom lidt Tegn til Liv,
og saa blev vi ved at rumstere med ham, vi børstede ham under
Fødderne og gned ham med Brændevin paa Brystet, det plejer at være
godt, og vi skønnede ogsaa, at nu begyndte han at røre sig, saa skal
A lige love for, at Doktoren blev ivrig, han smed sin Frakke og
arbejdede med Kokken, til Sveden gjorde ham saa drivende vaad, at man
skulde tro, det var #ham# og int Kokken, der havde været i Havet ...
Naa, han kom jo da helt til Live omsider, Kokken. Men egentlig har vi
spurgt, at han forliste igen tre Aar efter, paa Engelskkysten, og gik
væk ... Men hvad, saa havde han jo da levet de tre Aar mere, det maa
jo nok ha' været bedst for ham, saadan som det skete.« ...
»Ja, det har det nok«, mente Konen, i taalmodig Tro paa Tingenes
rigtige Styrelse -- trods alle Livets sære Hændelser ...
Ikke langt fra Niels Jensenius' Hus staar der en høj Mindesten over
otte Skagbofiskere, som omkom under Forsøget paa at redde Besætningen
fra svensk Brig »Daphne«, strandet ved Skagen 27. December 1862. Til
Tusinder af Fremmede taler denne Sten nu hvert Aar sit manende Sprog
om Farerne og Opofrelsen paa den jydske Kyst. Om Strandingen
fortæller Niels Jensenius:
»Det var tredje Juledag om Morgenen straks efter det var bleven lyst,
te vi obselverede Daphne. Vi havde en Storm af Vesten, saa hun røg.
Det var i den Tid, vi brugte den gamle Redningsbaad, han var nem at
haandtere men svag af Bærekraft, han lignede en Halvmaane, Enderne
stod højt i Vejret paa ham og han lavnede i Midten ... Jens Christian
var Fører den Gang og omkom med de andre. Det gik nu saadan til, at
Baaden var ude én Gang og stred haardt i hele to Timer men kunde
ingen Forbindelse faa med Skibet og kom ad Land igen. Da var fire
Mand saa rent udmattede af at ro og manøvrere i den svære Sø, at de
maatte mælde sig fra, og saa blev der spurgt paa Stranden, hvem som
vilde tage frivillig med. Det var der nok, der vilde, og Jens
Christian valgte fire af de stærkeste. De tog nu ud med Baaden igen
og lagde sig for to Kastedræg i Læ af Skibet, for de var bange for at
komme i Konflikt med Rigningen, som var kappet og flød i Søen ved
Vraget ... Men de skulde int have kastet Dræg, for det véd vi jo, at
naar vi ligger for to Dræg, saa kan Strøget, som løber saa rivendes
hastig, ligefrem suge Baaden ned, ligesom i et Svælg -- saadan skete
det ogsaa, Redningsbaaden kæntrede, og otte af dens Mandskab sammen
med en Mand fra Vraget, der allerede var sluppen ombord og vel
tænkte, han var frelst, forsvandt i Braaddet lige for deres Øjne, som
stod inde paa Stranden ... Det var et slemme Syn, A var da ogsaa
kommen til og kan int glemme, saa forknyt vi blev, for ingenting
kunde vi stille op for at komme ud lige i det samme og bjerge vore
Kammerater.
De fire, som kom levende i Land, slap fra'et paa den Maade, te nogen
af os sprang ud i Havstokken med Liner om Livet og greb dem, dèr hvor
de drev af for Strømmen.« ...
»Ja«, siger Konen og ser beundrende paa sin Mand, »Niels Jensenius
bjergede da selv én af de fire paa den Maade ... Han lever saamænd
endnu ...
Om de druknede Skagbofolk blev der lavet en Vise, en pæne en, kan A
huske. Noget af den var saadan, og #det# passede godt nok:
Otte Enker blev der nu
paa én Gang, der blev en Gru
for de otte ja og saa
for de femogtyve smaa,
som misted deres jordiske Forsørger.«
De to Gamle fortaber sig nu i Minder fra den skrækkelige Dag, der
fulgte. I Løbet af Dagen drev der syv Lig i Land -- den ottende
Skagbo og Sømanden fra Daphne kom aldrig mere tilsyne. Det var drøje
Timer, naar Ligene, enkeltvis som de flød ind, blev samlet op, lagt
paa Vogn og kørt til de forskellige Hjem, »Aa, sikken Jammer her i
Byen«, siger Konen. »A husker, det var det skjønneste Maaneskin om
Aftenen, og A kiggede lidt udenfor -- men hvor saa A vendte mig hen,
dèr var der Lig ... A blev ligesaa A rystede ... og ind igen maatte A
med det samme og sank om paa en Stol og var li'som hel forvildret ...
Men saa maatte A endda int klage, A havde da Niels Jensenius uskadt
tilbage igen, endda han havde været med ude i privat Baad tre Gange
og bjerget Daphnes Folk.«
Niels Jensenius fortsætter: »Det meste af Dagen gik jo med at tage os
af Ligene, kan De nok forstaa. Og heller int var der megen Lyst til
at ro til Daphne i vore egne Joller, de er lige smaa nok i saadan
Hvirvelsø ... Ved Aftenstider gik vi alligevel ud, da alting var
klaret i Land, Lars Kruse og mig og Ole Svendsen og nogle Stykker
til, det var int til at faa Fred, naar man vidste Skibsfolkene var
paa Vraget endnu i Livsfare. Saa lagde vi Kræfterne i og roede til,
men et urimeligt Stykke Arbejde var det, vi maatte endda tre hele
Ture ud til Vraget, inden vi fik alle Mand i Land, syv ialt; der
restede jo den ene, som var gaaet væk ... De saa' sølle ud, de Folk.
Hele Dagen havde de siddet foran paa Bakken i Vand og Kuld', Havet
var i det forfærdeligste Oprør, og ingenting, hverken Brød eller
Drikkelse, havde de faaet, og saa havde de jo set Redningsfolkene
drukne og var nok lige ved at slippe Modet, da vi andre endelig kom
... #Glade# blev de, det husker A -- og vi andre syntes jo ogsaa, te
det var skjønt, vi fik dem bjerget, især efter det at vore
Kammerater var gaaet væk for det samme si' Skyld.
Vi kom efter den Tur til Redningsvæsenet alle tre -- Lars Kruse og
mig og Ole Svendsen.«
»Og Lars Kruse, som sidenhen ogsaa maatte afsted«, sukkede Konen,
»han havde bjerget #saa# mange Folk, og saa var der ingen der kunde
bjerge #ham#; det var da egentlig en underlige Styrelse, for #os# at
tænke!«
»Der var, hvad vi kalder for »tykt« Hav,« sagde Manden, »saadan lumsk
og graassig, den Gang, te Lars druknede paa Fiskeriet, og saa kan man
ingen rigtig Særing have af det, der kan komme hvad Vejr det skal
være, men Fiskeriet maa jo passes, naar ikke da det ligefrem stormer
... Men en sære Træf var det nu ligegodt med Lars Kruse.«
»Det var tidlig paa Foraaret, i Marts tror A,« beretter Konen videre,
»og allerbedst som A staar ude i Køkkenet, kommer en af vore Sønner
og ser saa altereret ud og faar da endelig forklaret sig: »De siger,
te Lars Kruse er druknet!« Saadan sagde han. »Akke-ja«, svarede A,
»#den# unge Knægt fik de da tidlig nok tilsøs!« A tænkte nemlig, det
var en Sønnesøn til Lars Kruse, som bar det samme Navn og var kommen
ud og sejle.« »Nej«, siger saa vor Søn, »nej, lille Mor, det er da
din Bror, gammel Lars Kruse, der er Snak om!« ... Og saadan var det,
som han sagde ... De kom kørende med ham, min gammel Bror, og A
rendte jo derover til Enken ... De lagde ham for os paa langs ad
Køkkenbordet, og vi tumlede svært med ham, saaent med Oplivelse, men
lige lidt hjalp det. Han #var# og blev hen' -- men sært var det, for
hans Ryg, naar man stak en Haand ind over hans Lænder, den var lige
saa #varm#. Men det har vel været de mange Klæder, han altid trak
paa, naar han gik paa Fiskeri i Jollen, han var jo højt til Aars, og
skarpt i Vejret var det paa den Tid Aars, om end det ellers var ret
stille ... De andre, som var med Lars i Jollen, at sige de to, som
blev bjerget, for der var en Ungkarl, som gik væk ligesom Lars, de
fortalte, begge to, at Jollen pludselig var kommen tværs for Søen og
var bleven fyldt, og at Lars blev trukken tilbunds med det samme ...
De kan jo int svømme, Folkene her, for I siger jo, int ogsaa, Niels
Jensenius, at det bare vilde gøre jeres Pinsel længere, for
Søstøvlerne, naar de bliver topfyldte med Vand, de tynger dem jo med
sig ned, og de kan paa ingen Maade blive skilt ved dem ... Ja, de to,
som blev bjerget, var da egenlig min anden Broder, Søren Kruse -- og
han har endda altid været møj vagere end som Lars, for #Lars# var jo
stærk som en Bjørn -- og den anden var Niels Lér, her vesten til, den
sølle Mand, han fik Saltvand i hans Lunger og Hoved, og nogen Ribben
blev knækket eller skudt af Lave, længe laa han syg og er aldrig
rigtig bleven til Menneske siden, int hvad Arbejd angaar, tænker A,
saadan med det haarde Vinterfiskeri, og #stor# Familie har han ...«
»Og her skal en anden sidde og være Krøvling,« falder Niels Jensenius
sin Kone i hendes hastige Tale.
»Ja-ja,« mener hun trøstende, »#du# har gjort #din# Part af Arbejdet,
saalænge du kunde.«
Men den gamle Redningsmand er ked af sin hele uvirksomme Tilværelse:
»Det havde ellers været skjønt at gaa sin Alderdom i Møde med et
rimeligt Helsen ... og kunnet gøre sin Bestilling som de andre ... A