Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 02

Total number of words is 4693
Total number of unique words is 1762
37.5 of words are in the 2000 most common words
51.8 of words are in the 5000 most common words
59.9 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
forasede og tjenlige til Hvile, smed de sig ind i den lumre
Alkoveseng uden at klæde sig ordentlig af, helst iført baade Sokker
og Halsklæde og alt Undertøjet, ja somme Folk, der var noget til Aars
og plaget af den slemme Gigt, der er alle ældre Vestkystfiskeres
uafrystelige Omgangsven, #sov# endogsaa med Huen paa.
Holst stod høj og velbygget og dukkede sig under Loftsbjælken, skarpt
iagttaget af Gamlingen, der stadig smaarømmede sig og virrede med sit
furede Hoved, som om han alligevel ikke begreb, hvad den unge Mand
vilde paa Stranden efter, naar han ikke var pligtig til det og oven i
Købet havde en god Sengs Klæder hjemme hos Præstens at ligge i.
Præsten var imens gaaet ud i Køkkenet, hvor han talte med nogen om
Vejret og Strandvagten. Regn og Vind baskede mod Vinduerne, det lød,
som der blev kastet hele Haandfulde Grus paa dem, og i alle Husets
Kroge var der en Knagen i Murværket, et Sted klaprede uophørligt en
Dør, og paa Bordet foran den gamle Mand stak Lysetanden forglødet op
gennem en Flamme, der flakkede næsten vandret for Træk.
»Der vil strande Fartøjer i Nat, det fejler ett,« nikkede den Gamle,
ud af en erfaringsrig Forvisning, saa man ikke turde tvivle. »#Et#
Steds maa der komme nogen, men om det bliver her, det raader Herren
for ... Gud hjælpe de Stakler paa Søen, at de ihukommer deres
Omvendelses Tid.« Han skuttede sig og sukkede tungt ud af en aaben,
tandløs Mund, mens han førte sin ene, knortede Haand op og kradsede
raadvildt frem og tilbage i et stubbet Hageskæg. Saadan sad han med
sine Øjne skjulte under den grønne Skærm, en Olding af Skikkelse og
Tanker, brudt af Slid, gennem-forbrændt af Spiritus fra Tiden, før
han blev »vakt«, og #nu# en troskyldigt lallende i de helliges Flok.
Han hørte til dem, hvis gamle forkalkede Hjerner annammede bare
Ordene, Fraserne i den ny Forkyndelse, der foer Kysten langs som et
Vinteruvejr og, til megen #verdslig# Gavn i hvert Fald, rippede op i
den halvglemte Konfirmationsforberedelse hos alle gamle Svirebasser,
men for hvem #Aanden# i Forkyndelsen, dens dybere Mening, dens
Hensigt og Endemaal ud over det rent haandgribelige i de tykke
Alménbegreber: Gudfader, Sønnen, Helligaanden var en evig Gaadekres,
som Tankerne ikke kunde bare strejfe, paa samme Maade som han
ingensinde heller havde gjort Forsøg paa at trænge ind i Solsystemets
Hemmelighed, men refleksionsløst lallede: Sol, Maane, Stjerner, naar
Tid og Sted var dertil.
Præsten kom ind fra Køkkenet og bragte sin Gæst endnu en
Beklædningsgenstand til Værn mod Nattekulden -- det uundgaaelige
strikkede Klitbotørklæde til Halsen, flere Alen langt og saa bredt
som et velvoksent Mavebælte. Man var virkelig altfor omsorgsfuld mod
ham, han følte sig given disse gode Menneskers traditionelle
Indbindingssystem viljeløst i Vold og lod Præsten slynge Uldklædet de
mange Gange om Halsen. Med Præsten var fulgt to veltilpakkede Mænd --
en ældre, bredskuldret, lav lille én med filtret Skæg og saa en yngre
Mand, høj som Holst, men sværere og med et skægløst, asketisk Ansigt.
Det var Fiskere dèr fra Sognet af Redningsbaadens Mandskab, der
skulde ud paa Strandvagt, den ene mod Syd, den anden mod Nord. Uden
Formaliteter, uden andre Ord end »Godaften«, kom de hen og gav Holst
en kraftig Haand, et rigtigt Vennetryk, Asketen især. Han forskede
Holst, som vilde han se ham i Sjælen med det samme.
»Ja, det er #ham#, den høje Mand dèr, De skulde følges med,« sagde
Præsten til sin Gæst. »God Vagt da, nu lakker Klokken ad elleve!«
Gamlingen kiggede op paa Bornholmeruret og betydede Folkene, at saa
var det nok bedst, de gik. Og med et Godnat til den Gamle forlod de
to Fiskere Stuen sammen med Præsten og den fremmede Mand.
»Gaa med Jesus,« velsignede den Gamle ud i Forstuen efter dem, men
Rabalderet af Blæst, da Døren blev lukket op, slugte Ordene.
Den bidske Luft strentede ligesom i #Bølger# mod Mændene, straks de
kom udenfor. Drøn og Bulder fyldte alt omkring dem, vildt skingrede
Telefontraadene, Holst maatte stride bøjet fremad mod Vejret, det
forekom ham, som om en Mængde Lokomotiver nærmede sig i hidsigt Jag,
ustanseligt susende. Henne, hvor det dybe Sandspor førte til
Stranden, stoppede Præsten op, han skulde hjem. Blæsten ligesom
hvirvlede ham bort, Mørket sugede ham til sig, Holst saa' ham holde
krampagtigt fast i sin Filthat, mens han raabte op i en stigende
Vindsøjle noget, sagtens et Farvel, som ingen her paa Jorden hørte.
De tre andre stred videre ad Vejen, som havde stik vestlig Retning
ned mellem de tjærede Fiskepakhuse, der stod truende som fortættet
Mørke. Baljer og Kasser, der var stillet i Stabel mellem Husene,
ramlede selvopgivende sammen, eller de huggede mod Væggene paa den
uophørlig regelmæssige Maade, men saa evig formaalsløst, som man
kender fra Afsindige, der er spærret inde bag et gitret Vindu ...
Langtrukkent peb alle Vindfløjene, aa saa ynkeligt, og nødlidende
Klagen lød fra Baadene, der var slæbte op i Klitkanten og stod dèr og
rokkede som berusede, der er ved at falde omkuld -- Larmen var
altbeherskende og ubegribelig brutal og uden Grænse i Rummet, saadan
som man engang i en bange Drøm har hørt Dommedagsbasunerne runge for
de evigt fortabte, inden deres Hjerner sprængtes ...
Ved yderste Klit fossede Havet op med Sten, der knasede, med Barrer
af skurende Sand ført frem i Braaddets sydende Kog, hvorfra Skummet
strøg som flossede Ruller kartet Uld. Brændingsfaldene var
tordenlignende, saa langthenrullende, drat-drat brummede de; det lød
som halvkvalte Suk fra vilde Dyr, man ikke kunde tænke sig kolossale
nok, og som dødeligt saarede af langsomt dræbende Giftvaaben laa
derude i Mørket og pintes -- krummede sammen om deres Vunder ...
Den lille skæggede Mand blev væk uden en Lyd, var som opslugt af
Havet ... Han var dog bare drejet af mod Syd, til sin Vagt, pegede
den lange Fisker, med hvem Holst nu skulde følges. I det samme vendte
Fiskeren sig i nordlig Retning og gjorde Tegn op ad nærmeste Klit,
som de besteg med tungt asende Skridt. Holst fulgte snært i den
andens Spor for endelig ikke at tabe ham af Syne. Paa Toppen stansede
de, Vejret ombruste dem, saa de knap kunde staa. Holst havde Følelsen
af at befinde sig paa et Taarnspir, mens Borgen brændte: Sandflugten
straalede tilvejrs op ad ham som Flammetunger, han indhylledes i en
tæt Røg af Sand, der tvang hans Læber og Øjelaag haardt sammen,
fyldte Øjehuler og Næsebor og betog ham for halve Minutter hans
Aandedræt. Et Øjeblik troede han, Fodfæstet glippede ham, han blev
som løftet og slynget -- -- da pressede han sig med rundet Ryg mod
Stormen og læmpede et Øje paa Klem, saa han fik kigget og sanset, at
han endnu rørte den faste Bund -- og derpaa kneb han Øjet tæt i igen,
til den rasende Byge var lænset noget længere bort.
Holst havde aldrig tænkt sig Mage til Vejr, intet Tøj stod imod, det
gusede ham gennem hele Legemet, naar Stormkastene rigtig tog fat. Han
tænkte med Taknemmelighed paa Præstens, der havde saa rent i Overmaal
dænget ham til med Klæder ... Sikkert vilde det alligevel blive drøje
fire Timer strandlangs den Nat. Men værre var det dog for Fiskerne,
som havde Tørnen Vinteren igennem -- -- og for Søfolk, som rakkede
med Skuden derude i Søen ... Altsaa: nu var Vagten sat, og nu skulde
der kigges nøje efter Skibslanterner og Nødblus -- kigges ud i dette
Nattemulm, der alle vegne var fyldt af Sandets Ørkenknog og af
flyvende Skumtotter, som overklistrede Ansigtet. Og lyttes skulde der
efter Varselsraab og Jammerskrig -- lyttes ud gennem dette
forskrækkelige Helvedeshyl!
Der blev et Slags Opholdspust i Vejret. Fiskeren tog Holst i Armen:
»Skal vi saa begynde!« raabte han tætved og med fremskudt Mund.
De gik. Vejen var i Blinde og hverken jævn eller med lige Kurs, der
#var# slet ingen Vej, ikke heller Sti. De fulgte Rygningen af den
yderste Klitrække, og højt var Sandet føget sammen her, før det i sin
Tid fæstnedes til Leje af Helmenes lange Rødder. Klitterne toppede
sig op og op, med dybe Gryder mellem sig og i bugtet Slyng mod
Strandsiden, snart med en Knold strakt frem og snart i en Vig trukken
tilbage, stadighen op og ned og ud og ind. Den brede Forstrand, der
Aarets meste Tid gav Plads til Baade og Fiskegarnsgalger, var ikke
mere at se, Havet stod over den, Braaddet fra inderste Brænding, der
ellers skvulpede lavt nede i Havstokken, blev denne Nat pisket helt
op til Klitranden, som undermineredes, saa store Sandskred gik i
Søen. Der steg paa sine Steder et fortumlet Sprøjt op ad Klitvæggen,
som kunde denne være et Klippeskær i det dybe Hav. Inderst i Vigene,
hvor Søen ikke hver Gang naaede, laa Skummet pakket sammen alenhøjt
som Fygesne i en Hulvej.
De havde Vejret sideværts paa sig, naar de gik lige i Nord, men
saadan som de maatte krydse sig frem, stak Blæsten ofte klods #imod#
og fluks fra Havet. Det nyttede ikke at gemme en Rest af Kræfterne
til sidenhen, der maatte fuld Muskelspændthed for hvert Skridt.
Der steg Hede til Hovedet, det blev saa tungt, og Tankerne arbejdede
som bag Slør. Huden blev stram og følelsesløs, Øjnene sved og løb i
Vand. Saadan gik de nogen Tid over Klitbjergene famlende sig frem med
Stok, Fiskeren et halvt Skridt foran sin Ledsager. De sagde
ingenting, men Vejret fyldte deres Øren med et Kaos af Lyde, alt
var bælgmørkt omkring dem og paa Havet intet at skimte uden
Skumstribernes uroligt skiftende Antydninger af hvidt. Det var til
Gavns en anstrengende Gang -- og det havde unægteligt været
bekvemmere at ligge hjemme i Præstefamiljens hyggelige lille
Gæsteværelse ... Dejligt var det dog, en legemlig Styrkeprøve, en
organisk Livssvulmen, at brydes med denne balstyrige Blæst, en hel
Orkan, at stemme sig imod den med helstøbt Vilje og trodse sig frem,
skønt det kneb, og man sommetider mærkede i sig en dekadent Trang til
at give fortabt. Turen var en Lektion i den dyrebare Energi.
Tankerne havde lang Tid ingen andre Steder Ærinde end til Nuets
Hændelser, de nærede sig af Uvejret, og naar Hvirvelflugten af Vind
og Havskum og Sand rigtig hensynsløst strøg til, blev Tankekresen
snævret ind til bare et Par Alen rundt omkring Fødderne, dér hvor
disse skridtede gennem det uforskelige Mørke. Men alt som Uvejrets
Ytringer, trods den mangfoldige Variation, forekom énsartede, og der
stadig ingen Samtale førtes, blev der tænkt i fjernere Baner.
Momentvis fik Holst Lejlighed til at undres over, hvorfor egentlig
han vandrede her en Stormnat paa den jydske Vestkyst. Hvad var det
vel, der havde draget ham hertil?
Han repeterede Motiverne. Han var et hjemløst Menneske, der ingen
Steder havde fast Tilhold. I København stod der vel nogle møblerede
Stuer, som han undertiden i et Anfald af samfundsnyttig Borgerfølelse
kaldte #sine#, men han sov og spiste der bare nu og da, naar Forhold,
han ikke beherskede, bandt ham til Byen, egentlig var Stuerne mere
hans Venners end hans egne, eller snarere var de Værtens, de var
lejede halvaarsvis og kunde fratages ham naarsomhelst. Han maatte
#selv# eje Hus for at føle sig hjemme. Men den hele sære, vide Verden
var dog bedre end en prioriteret Villa ved København. Og Verden var
hans Hjem. Hans højeste Ønske havde længe været at eje en ambulant
lille Bolig, et nogenlunde regntæt Telt, som han nemt kunde flytte
med, hvorhen Længslerne kaldte, til Hedesletter, til Sandørkner, til
Fjældtinder. Han var en Nomade og altid paa Rejse. Det var ham en
egen Lystfølelse at sætte sig i Toget i København uden bestemt
Rejsemaal og køre Aften og Nat og saa hen paa Morgenstunden, naar han
vaagnede og kiggede ud af Kupévinduet paa et fladt og fattigt jydsk
Landskab, pludselig bestemme sig til at staa ud ved næste Station og
tale med Mennesker dér, han ikke vidste Navn paa. Han førte ikke mere
Rejsetøj med sig, end han selv kunde bære, han var derfor ikke bunden
til Gæstgivergaarde og Amtschausséer men kunde lade allehaande
Indskydelser for Dagen og Natten komme til deres Ret. Han var
Fodgænger af Natur, han elskede at gøre det af med Timerne ved
Tusinder af taalmodige Skridt. Han gennemstrejfede Landene, hvor han
kom frem. Som en Agerhøne sent i Jagttiden var han altid »paa
Foden«. Det var farligt for hans Helbred at slippe ham løs paa en
fremmed Kyst, han gav sig øjeblikkelig paa Vej og sultede sig ud til
det ukendte Hav paa den anden Side. For især var det Havet, der trak
ham. Han følte Kvælningsfornemmelser, naar han nogle Maaneder ikke
havde set Hav. Og naaede han endelig Havet engang og havde Tiden for
sig, gik han til Skipperbeværtningerne og faldt i Snak med en eller
anden, der tog ham med tilsøs, ud hvor Horisonten er landløs, Luften
bakteriefri og Hjemfølelsen reduceret til saa og saa mange Favne
Plankedæk, der farer evigt frem eller neden om og hjem. Punktum.
Ved Vesterhavet havde han levet længere end ved noget andet Hav.
Klitkystens blege Farve var som lægende Salve for hans Øjne, naar de
trætte af Kafé-Taage og elektrisk Lys søgte bort fra Byen. Han
huskede Aftener og Nætter ved Vintertid i København, naar han kom fra
sit Arbejde -- for han bestilte jo ét og andet -- og han saa gik ned
langs Havnen, hvor han boede i et gammelt Hus med spidsvinklet Tag,
og fulgte Bolværket og hørte Isen skrue knagende om de indefrosne
Skuder, da havde han i brutal Længsel efter en fjerntstrakt isdækt
Fjord ved Vesterhavsklitterne, hvor han havde suset paa Skøjter som
Barn, i Længsel videre bort gennem al Verdens Vejr Jordkloden rundt,
hvorhen hans Ønsker suste alle Tider, bestemt sig til i Morgen den
Dag at overskære alle Baand, der bandt ham til Byen, hvor han levede
som en #indefrossen#. En Nat nede ved den frosne Havn sukkede han sin
Længsel ud i nogle Vers. De lød saaledes:
Nu ligger Isen paa Kanalens Vande
og knuger Strømmens Hvirvler under Dække,
langs gammelt Bolværk knager Isens Rande,
og Maager flokkes om hver lille Sprække.
Og mange Skuder ligger indeklemte
med Isen skruet haabløst op om Stavnen,
med Sejl og Liner bag Presenning gemte,
som skulde de faa #lang# Tids Rast i Havnen.
I kolde Nætter hører jeg dem stønne,
det lyder som et fanget Vilddyrs Brølen:
de bundne Skuder længes, kan jeg skønne,
mod dybe Haves Braadsøer under Kølen.
De længes -- som jeg selv -- mod andre Zoner,
ud efter kostelige, sjældne Fragter,
ud for at høre ny og stærke Toner
og se paa Folk i andre, sære Dragter --
til vide Himmelstrøg, til Kulingspresset,
der bærer langvejs bort fra trange Havne,
hvor en Bugsérbaad drager hele Læsset
og ingen lydig Skipper #Lods# tør savne --
#ud# til et Liv i rig, fortumlet Brydning,
fjernt fra den gammelkendte Ansigtsvrimmel,
fra Hvermands overlegne Stjernetydning
og vore Toldbodrotters tætte Stimmel --
#bort# fra det hjemmevante, hjemmepriste,
fra disse snævre Løb ved Broer og Bomme
-- -- kan være, Skuden, og jeg selv, forliste:
en Lykke dog! blot Isens Tryk var omme! ...
Men naar det Vinternætter stormede over Byen, havde han det værst med
Flyvetanker. Han hørte Smæld af Butiksskilte, Klirren af Lygteglas,
Vinden straalede om Hushjørner og kiggede Damerne voldsk under deres
Skørter, Betjenten maatte spænde Hjælmen fast paa sit forblæste
Hoved, oppe i Telefontraadene var der en Koncert som af Hundreder af
Pibeinstrumenter, tju-u-hvitsch! ... Aa -- #da# steg der gennem alle
hans Aarer en boblende Længsel efter Kysten ved det aabne Hav, hvor
der frit kunde drages Aande i Stormen. Ud fra Vejrets Nattespektakkel
løsnede sig lange Skrig som af Stormmaager. »Forlad alt og følg os!«
skreg de. »Der er store Tider ved Havet nu, Dramaet er i fuld Gang.
Følg med!« Han mindedes fra Barneaarene disse Angstens rige Timer ved
Havet, naar ondt Vejr brød løs. Man levede koncentreret stærkt i
saadanne Timer, Ordene faldt knapt, Beslutsomhed var Handlingens
Herre. Ingen Slags Vejr var ham nødtørftig som Storm, han blev
ligesom levedygtigere da, alle Evner i ham blev tvundne sammen i én
eneste spændt Streng, der dirrede af Stormtrang. Da var han ikke
hjemløs længer og ikke pint af Ensomhed, alle bitre Tanker blæste væk
som Fejeskarn. Uvejret gennemsuste ham og tvang ham til at #ville#,
det gav ham forøget Mulighedsværdi, han #svor# paa de største Ting,
de højeste Maal, og han var rusket til intens Virksomhed længe
derefter.
Saaledes var han kommen til Vesterhavskysten denne Gang som ofte før.
Stormen havde drevet ham fra Byen derover, for Stormvejr gik ham
dybere til Hjærtet end nogen anden Naturytring. Han havde nogle Dage
flakket vester i Jylland med skarpe Kryds som en betrængt Skude, der
skal strande et Sted, men ikke tør vælge. Ved en Tilfældighed blev
han forslaaet til Kysten ved Vorupør, ud for Thisted. Vorupør var
Hjemstedet for den største samlede Fiskerbefolkning paa Vestkysten
næst efter Esbjerg og Skagen. Det var dygtige og dristige Folk, op
imod et Par Hundrede Fiskere, to Tredjedelen eller flere af dem var
Indremissionen ivrig hengiven, ledede af en Præst uden Embede, som
boede og virkede der i Sognet, og af Sognets Lærer, som var født der
og i sin Tid selv havde været Fisker; og med den for de Hellige egne
Samfølelse hjalp disse Fiskere hinanden frem, ogsaa i verdslige
Forhold, saa at de økonomisk sad langt bedre i det end de vantro
Fæller, med hvem de havde det mindst mulige at bestille. Man kunde se
det paa Husene, at Kaarene var forbedret for de Hellige, de rev de
gamle maleriske Hytter ned og byggede højloftet og sundt -- men
kedeligt. Og man kunde se paa deres Ansigter, naar man traf at komme
til Stranden en Dag, hvor mange Fiskere var beskæftigede paa den
fælles Landingsplads i Nørre Vorupør inden for det skærmende Stenrev,
-- Ansigterne bar Velplejethedens Præg, der var ikke længer
Drukkenskabstegn at spore som hos adskillige af de Vantro, der
klumpede sig sammen nordligst paa Landingspladsen som noget for sig,
endda der ikke var synderlig andet, der holdt sammen paa dem end den
fælles men afmægtige Trods mod Missionen, hvis Fiskere her, paa
Skolelærerens indflydelsesrige Initiativ, alle fiskede i Kompagni og
til fælles Udbytte og var organiserede i en Eksportforening, hvorved
de undgik Mellemhandlere. Her praktiseredes altsaa en Art Kommunisme,
der virkelig var beundringsværdig og vistnok enestaaende i Landet.
Kro fandtes ikke i Vorupør, ingen større Gaarde heller. Ved Stranden
traf Holst Præsten og talte med ham, en af Indremissionens
Førstemænd, en sværlemmet Kæmpe med stort Skæg og lyse, fortræffelige
Øjne, der kunde tindre baade af Idealisme og Malice. Han blev budt
med Præsten hjem, blev hans Gæst og havde til glædelig Berigelse for
sin Menneskekundskab boet i flere Dage i dette udskregne Hellighjem
uden at opdage andre graverende Symptomer paa landefarlig Sortsyge,
end at der blev drukken Kirkevin og bedt Bøn ved Bordet, begge Dele
lige uskadeligt ... Og nu gik han altsaa Strandvagt -- med en hellig
Fisker.
Fiskeren mælede stadig ikke et Ord, han stævnede forsigtigt frem, for
Sandflugten forvirrede ham, skønt han nøje kendte Terrænet. Men det
kunde blive skæbnesvangert at færdes her i skødesløs Tryghed. Traadte
man for yderlig paa Klitten, og Sandet skred under En, kunde man
uhjælpeligt styrte ned paa Forstranden og blive revet væk af
Bølgesuget, som skar helt ind under Klittens Fod. Holst huskede,
hvorledes han engang i Barneaarene havde set en Mand, der badede i
Strandkanten, miste Fodfæstet, da Suget hvirvlede tilbage, set ham
trimle om og blive ført ind under Brændingsfaldet og videre ud med
Strømmen, der ikke slap ham levende i Land. Og han vidste, at
Redningsbaaden et Sted paa Kysten nær var gaaet bort engang, da den
under paalands Storm kørtes langs med Klitten, hvor Søerne skyllede
op; der var fuldt Forspand for, otte Heste, og det hele Mandskab
gik ved Baadsiderne for at støtte Køretøjet i den svære Blæst --
da skyder et Bølgeskvalp sig op under Hjulene og ind mod
Klitskraaningen, hvorfra det fosser tilbage med saa megen Kraft, at
den tungt belastede Vogn løftes og flyder, og Hestene, der kom i Vand
til over Bugen, blev trukne med udefter, medens Mændene tumlede
mellem hverandre. Alene en Grusbarre, der havde dannet sig just dér i
Havstokken, og som bræmsede for Mennesker og Vogn og Dyr, hindrede
Ulykken, der ellers var overhængende ...
Holst var træt allerede og pustede. Han følte sig drivende varm paa
Ryg og Bryst, bare man kunde sagtne Tempoet lidt, men Fiskeren
arbejdede videre i samme stride Gangart. Holst #maatte# følge Trit,
og han #vilde# det. Han spændte kraftigt til og naaede et Par Skridt
foran sin Ledsager, men pludselig træder han ud i den tomme Luft i
Stedet for, som han troede, paa en uplantet Sandflade, og han styrter
hovedkulds ned ad Klitsiden med Sandet knasende om sig og
Stjerneeksplosion for Øjnene ... Nede i en Vig kom han paa Benene
igen og stod i sammenstuvet Havskum til Skridtet. Han var vaad og
fortumlet men havde dog Klarhed nok til øjeblikkelig at springe ind
til Klitkanten og bjerge sig et Stykke op, inden Havet kom. Han
gravede med Hænderne i det kolde Sand, greb hidsigt for sig og
pressede paa med Knæerne. Stadig #gled# der Sand under ham, alligevel
avancerede han og naaede Toppen gispende som en overanstrængt
Svømmer.
Men hvor var Fiskeren? Havde Vorherre taget ham til sig? Holst raabte
af alle Stemmemidler et »Hov!« der næsten ikke var til at høre, det
gav ikke Klang af nogenting. Fiskeren havde dog hørt det, ogsaa han
var drattet ned men ikke saa langt som Holst og kom nu krybende efter
Lyden paa alle fire og med lukkede Øjne mod det piskende Sand.
Holst havde mistet sin Stok.
»Ja-ja,« trøstede Fiskeren, »det var endda godt, De ett mistede
andet. For det var en slem Rejse.«
De samlede begge lidt sammen paa sig og svingede et Stykke indefter
og inden om Vigen. Her skraanede Klitten, og snart var de nede i
Niveau med Stranden, hvor Vinden ikke føltes nær saa skarp som oppe
paa Sandtoppene. De vadede gennem Skummet, der lysnede af sølvhvid
Morild for hvert Skridt, de tog. Vejrets Larm kogte ligesom lidt
fjernere.
Holst, der fulgte klods op ad Fiskeren, raabte ham ind i Øret: »Det
er uforsvarligt at gaa #ene# Mand Strandvagt her. Norden for
Hirtshals er der altid to i Følge.«
Fiskeren gik lidt uden at svare. Saa vendte han et roligt Ansigt lige
ind mod Holst og sagde tillidsfuldt, men saa svagt, at Holst maatte
anstrænge sig for at høre Ordene: »A gaar heller ett ene.«
»Nej, i Aften ikke,« svarede Holst, »men dog #ellers#!«
Atter vendte Fiskeren sit skarptskaarne Ansigt mod Holst med et fast
Udtryk om Munden -- Øjnene kunde Holst ikke rigtig se. Og han sagde
med Vægt: »Guds Børn gaar aldrig ene. Vi har Jesus med os!«
De strittede videre i Tavshed, tæt mod hinanden. Fiskeren gik yderst
og havde vaagent Udkig mod Havet efter Blus saavelsom efter Sø, for
nu var de naaede Vigen og et fladt Sandstrøg igennem og havde atter
Vejen spærret af en Klitkæde, som de skulde bestige. Søen sendte med
halve Minutters Mellemrum lange slikkende Skumbuer op mod det
Kystværn af Sand, Naturen selv har rejst til Landets Dækning.
Snarraadigt maatte man vare sig for, at man ikke skulde blive omgaaet
af det jagende Slik, her i Mørket, hvor man ikke kunde skelne Lyden
af Skumsprøjtet og knapt nok #øjne# det, før man havde det en Favn
fra sig. Saa gjaldt det om at skynde sig op ad Klitskraaningen, men
Kapløbet gav altid et bankende Hjærte og ofte Vand i Støvlerne ... Og
netop som de engang ved en hastig Retræte havde undgaaet det værste
af en Sø, ser de noget langagtigt mørkt brase med Skummet op mod
Klitten en Alen under deres Fødder. Holst tænkte straks paa Lig; det
jog hedt igennem ham. Men lige, da han vendte sig og saa' nøjere til,
forstod han, at det mørke var et Vragstykke. Det kunde ellers blevet
en ubehagelig Kollision, om han havde været ude for Vragstykket, dèr
hvor det kom.
Flere Skibsdele kom skvulpende med Søerne -- itubrudte Spanter,
knækkede Planker, en Stump Raa.
»Stranding«, sagde Holst.
»Sønderpaa et Sted, Strømmen bærer Nord i,« nikkede Fiskeren.
Mere talte de ikke om den Ting. De stirrede begge ud over Havet --
intet Lys at se!
Men Holst kunde ikke fri sig for en beundrende Følelse over for den
hellige Fisker, der gik sin farlige Strandvagt saa støt i Jesu
Varetægt. Det maatte være en mægtig Trøst paa saadanne Ture at vide
sig beskyttet af Jords og Havs højeste Kraft, aldrig at føle sig ene,
men tro sig beskuet af et evigt vagtsomt Faderøje, nære en
uomstødelig Tillid til, at intet skete, som ikke var Herrens Vilje,
og at Herrens Vilje evig og altid var den bedste, den eneste rette.
Man kunde ikke underkende det værdifulde i en saadan Tro for disse
Mennesker, som paa deres nuværende Udviklingstrin af Tradition og
Trang havde overnaturlig Støtte behov, og som gjorde deres hjemlige
Liv agtværdigt, i deres vanskelige Erhverv dreves frem til Energi
og under de store tragiske Tildragelser paa Kysten øvede
Barmhjærtighedsbedrifter fri for personlige Bihensigter #netop
udelukkende# i Jesu Navn og for hans Evangeliums Skyld.
Men engang, sént, maatte der vel komme Slægter, som turde lade det
overnaturlige dunste hen som Sæbebobler og søge Kraften til Levned og
Bedrift #alene# i det menneskelige ...
Efter to Timers uophørligt Stræb naaede Fiskeren og Holst deres
Vagtturs nordlige Endepunkt. Fra en høj Klittop kastede de endnu et
forskende Blik ud over Havet og søgte saa gennem et alt beherskende
Mørke tværs over en Lyngslette mellem Klitterne og hen til et lille
Træskur, som Holst først opdagede, da de var et Par Skridt fra det,
men imod hvilket Fiskeren havde stilet i lige Kurs. Vinden hvislede i
en Telefonklokke paa Skurets Tag. Der blev pludselig tændt Lys i
Skuret, en smal Stribe viste, hvor Dørsprækken var. Fiskeren lukkede
op og traadte ind sammen med Holst.
Rummet var knebent. En lille Petroleumslampe brændte med svag Flamme.
Der stod to Bænke langs Sidevæggene, og paa Bagvæggen hang
Telefonapparatet, til Alarmering af nærmeste Redningsstation i
Strandingstilfælde. Paa den ene Bænk laa en Mand udstrakt med svedigt
Haar i Tjavser ned over en dampende Pande, han havde lettet lidt ved
sin tunge Paaklædning, spændt Remmen op, som holdt Jakken sammen. Det
var Vagtmanden fra Vangsaa, næste Redningsstation nordenfor.
De to nytilkomne satte sig efter en kort Hilsen sammen paa den anden
Bænk. De løsnede Klæderne. Holst fik Tørklædet af Halsen, Frakken
knappet op, Skjortelinningen krænget ned. Han stønnede af Varme og
Træthed, han følte sig forslidt som et Udgangsøg. Det var lunende
dejligt at falde til Hvile her under tæt Tag, mens Vejret lavede
Musik udenfor.
Den liggende Fisker saa spørgende fra Holst til den anden Fisker.
»Han bor ved Præstens, den her Mand,« oplyste omsider
Vorupør-Fiskeren.
»Saa-aa,« sagde Vangsaa-Manden og grundede videre.
»Det er en drøj Tur,« sagde Holst lidt efter. Hans Stemme lød ham saa
underlig afmægtig; der var endnu en Susen og Brummen af Uvejret i
hans Øren, saa han hørte daarligst og svagest sine egne Ord, de
gnækkede, som naar man trækker et Ur op. Han knasede Sand mellem
Tænderne, Læberne var som overtrukne med en Hinde af Salt.
Ansigtsmusklerne var ikke til at regere, saa ganske stivnede; hans
Kinder, der brændte af Kulde, mindede ham om Bagværk, hvis Skorpe er
krympet i for megen tør Varme. Han sad fremdeles og stønnede og tøede
langsomt op. Han iagttog med en vis Tilfredsstillelse, at ogsaa
Fiskerne var baade trætte og forpjuskede. De sad helt stille.
»Der er Stranding længer sønder,« bemærkede engang Fiskeren fra
Vorupør.
»Det #mærkes#, ja,« svarede den anden.
»Hvor?« spurgte Holst.
»Aa, det er ett godt at vide,« mente begge Fiskerne.
»I Agger!« foreslog den ene.
»Kan være,« tilføjede den anden.
Mere blev der ikke talt i de ti Minutter, Pustet varede.
»Naa, vi skulde nok afsted igen,« blev Fiskerne tilsidst enige om.
Saa blev Lampen slukket, og alle gik ud i den brølende Blæst, med
Klæderne pakkede tæt om sig ...
De to Timers Vej hjem til Vorupør var for saavidt strængere for Holst
end Vejen ud, som han var foraset nu og Indtrykkene ikke ny længer og
derfor ikke saa stærkt impulserende. Han stavrede afsted i det trælse
Føre af redelig Vilje, stumlede nu og da næsten snublende over en
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 03
  • Parts
  • Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 01
    Total number of words is 4375
    Total number of unique words is 1713
    37.4 of words are in the 2000 most common words
    51.6 of words are in the 5000 most common words
    58.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 02
    Total number of words is 4693
    Total number of unique words is 1762
    37.5 of words are in the 2000 most common words
    51.8 of words are in the 5000 most common words
    59.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 03
    Total number of words is 4980
    Total number of unique words is 1527
    45.8 of words are in the 2000 most common words
    58.9 of words are in the 5000 most common words
    67.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 04
    Total number of words is 4894
    Total number of unique words is 1606
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    57.4 of words are in the 5000 most common words
    65.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 05
    Total number of words is 4663
    Total number of unique words is 1673
    41.0 of words are in the 2000 most common words
    56.4 of words are in the 5000 most common words
    63.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 06
    Total number of words is 4815
    Total number of unique words is 1666
    39.0 of words are in the 2000 most common words
    53.3 of words are in the 5000 most common words
    60.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 07
    Total number of words is 4723
    Total number of unique words is 1618
    43.3 of words are in the 2000 most common words
    58.1 of words are in the 5000 most common words
    65.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 08
    Total number of words is 4694
    Total number of unique words is 1627
    43.4 of words are in the 2000 most common words
    54.0 of words are in the 5000 most common words
    62.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 09
    Total number of words is 4918
    Total number of unique words is 1471
    43.7 of words are in the 2000 most common words
    59.0 of words are in the 5000 most common words
    66.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 10
    Total number of words is 4874
    Total number of unique words is 1468
    43.3 of words are in the 2000 most common words
    58.2 of words are in the 5000 most common words
    64.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 11
    Total number of words is 894
    Total number of unique words is 441
    53.9 of words are in the 2000 most common words
    66.7 of words are in the 5000 most common words
    73.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.