Strandingshistorier: Skildringer fra jydske Vestkyst og Skagen - 01

Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret.


L. MYLIUS-ERICHSEN
STRANDINGSHISTORIER
SKILDRINGER FRA JYDSKE VESTKYST
OG SKAGEN
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)
1901


TIL KUNSTNERPARRET
MICHAEL OG
ANNA ANCHER
MED TAK FOR DERES
KUNST OG DERES
VENSKAB

[Illustration: MICHAEL ANCHER.
Tegnet af ANNA ANCHER.]

[Illustration: ANNA ANCHER.
Tegnet af MICHAEL ANCHER.]


Michael Ancher.

Lykkelig den, der har bygget sit Hus,
hvor Solen beskinner et lyngdækket Land,
hvor Vejret har uhindret strygende Sus,
og Søen slaar Braad mod den aabne Strand.
Lyngduft og Søluft og fri Horisont
bag Klitters forruskede Eventyr-Egn
-- #her# virker De rigt i den daglige Dont
trods hvirvlende Sandknog og Snefog og Regn.
Det Lærred, De maler paa Strand og i Klit,
er gnistrende solfyldt ved sommerlig Vind
men af et forrygende Stormvejr forbidt,
naar Havet har Brus over Revlerne ind.
Vi har Kunstnere nok, som sidder bag Dør
og pudser og piller med sirligt Talent,
se derfor er Farven saa spegende tør
og Liv og Natur saa elendig bevendt.
Men #De#, som #selv# er en Frilandsnatur
og har paa den sandede Kyst slaaet Rod,
De kender og elsker i Mol som i Dur
den fattige Egn med det rige Mod.
Hver plastisk Figur, hver Farve, De sér,
faar Præg af det ærlige Sandhedsbegreb,
den selvskabte, stejle Mandskarakter,
som #vil# det, den #vil# -- trods #alt# hvad det kneb.
Mandigt og monumentalt har De ført
i en Menneskealder den malende Haand
-- aa! og saa mærker man Haanden berørt
af Kunstens benaadende Helligaand.
Lykkelig #De#, som har bygget Dem Hjem,
hvor Blikket kan fyldes af fri Horisont,
hvor Haanden kan viljestærk kæmpe sig frem,
og #Hjærtet# er med i den daglige Dont!


Anna Ancher.

Den Kunst, De gav, var sund og djærv,
som selv De er en sund Natur,
der stille røgter store Hverv
-- den Kunst, De gav, er djærv og pur.
Og den, som skatter Kunstens Guld
og fandt hos Dem et Livsens Væld
op af den magre jydske Muld,
er kommen dybt til Dem i Gæld.
Thi Deres kloge Kvindeblik
har sét, hvad Mennesker er værd,
og #Sandhed# talte De, men fik
dog Plads for Nænsomhedens Skær.
Nænsom og sand er Deres Kunst,
og jydsk er Lunets Smil deri,
-- dog, #den# bedømte Dem omsonst,
som saa' kun Deres Maleri.
Dem #selv# skal man paa Skagen sé
som Michaels Hustru, Helgas Mor,
som Kunstnerhjemmets gode Fé
og Venners Vært ved dagligt Bord.
Da sér man, Deres Kunst er stor,
den gi'r Dem #selv#, til Punkt og Prik:
det noble Sind, de djærve Ord
og Deres kloge Kvindeblik!


Kunstnerparret Ancher.

Ingen af vore Kunstnere har som Michael Ancher og Anna Ancher givet
den vestjydske Fiskerbefolknings Type -- #han# især Mændene, #hun#
mest Kvinderne. Men det er Typen, saadan som den har udviklet sig paa
Skagen, udelukkende den og i meget afvigende fra Typen vesterned ad
Kysten.
En mærkelig stor Forskel er der paa Dialekten i de forskellige jydske
Egne. Men selv inden for den særegne Form, som vestjydsk er, varierer
Udtalen paa det mangfoldigste. Bare paa den halve Snes Mil lange
Kyststrækning fra Nymindegab til Thorsminde konstaterer man i
Klitboernes Sprog talrige skiftende Betoninger, nyt Gloseforraad,
særlig Rytmik, hele fire Former alene for et Ord som #Børn#, nemlig:
Bøen, Baen, Baaen, Baer! Norden for Limfjorden tales der et
Bondejydsk, som i sin bredeste Form er halvvejs uforstaaeligt for
Klitboerne f. Eks. fra Ringkøbingegnen. Mellem Harboørefiskerens og
Skagboens Maal er der saa stor Forskel, at man ikke skulde tro, deres
Dont er den samme, deres Virkeplads et fælles Havstrøg, deres Hjem
adskilt ved kun et ringe Antal Mil.
Som Dialekten er kendeligt uens, træder ogsaa Forskellen i Folketype
tydeligt frem langs Vestkysten. Oftest er vel et fælles vestjydsk
Grundpræg fremherskende i Ansigterne, alle Vegne er dog lokale
Tilsnit i saadan Grad iøjnefaldende, at der faktisk kan opstilles en
Række varierende Typer.
Endogsaa inden for et saa begrænset Antal Fiskerfamiljer som
Skagboerne varierer Typen. Skagen By har henved 2700 Indbyggere, men
Byens Form, der er smal og langstrakt, egentlig kun spredt Bebyggelse
paa begge Sider Landevejen, lægger omtrent en Fjerdingvej mellem de
østligst boende, de nærmest ud ad Fyret, og de vestligste Skagboere,
de ved Plantagen, og besynderligt nok, der er virkelig her Ansigter
af to forskellige Slags, Skægformen er ikke ens, Moden for Haarets
Fald ikke heller, Legemsskikkelsen synes ogsaa forskellig, blandt
Vesterbyfolkene træffer man saaledes Folk af en Smule Landsognspræg,
medens Østerbyen udelukkende har Fiskertypen i Renkultivering.
Troligvis er det Giftermaal inden for samme snævert begrænsede Bydel
-- Østerbyen og Vesterbyen altsaa at betragte som én stor Familje
hver for sig -- der giver Særpræget. Undtagelser, Overgangsformer
findes naturligvis.
Det er Skagens #Østerbyfolk#, vi kender fra Kunstnerparret Anchers
Billeder. I denne Bydel er Anna Ancher født og har levet sin meste
Tid, og her har Michael Ancher boet og malt 27 Aar i Træk. De har
altsaa begge haft Lejlighed til at trænge til Bunds i Tingene, gøre
sig fuldt fortrolige med deres Speciale, lære Naturen at kende i
alle dens Udtryk, Mennesket i hele dets Egenartethed her paa dette
Sted.
Michael og Anna Ancher har, som de eneste danske Kunstnere, der
gennem en længere Aarrække har givet indtrængende realistisk
Skildring af vestjydske Fiskeres Type og Livsforhold inde og ude,
virket uvurderligt fortjenstfuldt alene rent kulturhistorisk set.
Ingen andre Steder paa Jyllands Vestkyst -- hvortil altsaa henregnes
ogsaa Skagen By, mere efter dens Natur end ifølge geografisk
Beliggenhed -- har moderne Kunstnere levet og arbejdet længe nok til
at opfatte og skildre mere end overfladisk (med Undtagelse af P. S.
Krøyer og N. P. Mols, for enkelte Billeders Vedkommende).
Det er Skade! Hvor trist ogsaa, at den realistiske Folkeskildring i
Malerkunsten kom saa sént i Vækst herhjemme og tæller saa faa
betydelige Kræfter. Thi de gamle Typer dør ud. En ny Slægt af et nyt
Snit vokser til, den gamle gaar uskildret i Graven mange Steder.
Skade! for den har sit eget stærke Karaktérpræg, der burde leve i
Billeder som i Bøger. I Ægteparret Anchers Kunst lever de gamle
Skagboer da som en Type med Gyldighed ogsaa for Egne af Vestjylland,
hvor Gennemsnitspræget ganske vist differentierer, men hvor ingen
anden Kunstner har givet det væsenlige, det særegent personlige.
Det var vel meget af en Tilfældighed, at Michael Ancher slog sig ned
paa Skagen. Født paa Bornholm, i en gammel Købmandsslægt, opvokset
dèr og med et fléraarigt Ungdoms-Ophold paa et Godskontor i
Østjylland som grundlæggende for sin Naturopfattelse, havde han ikke
netop fat i Traaden, der førte til Skagen. Men derop kom han dog en
skønne Dag. I Selskab med Kunsthistorikeren, daværende Maler Karl
Madsen fandt han Husly paa Brøndums Kro, i Vesterstuen af det gamle
Havehus, det samme Værelse, i hvilket han samme Aar kom til at drikke
Konfirmations-Skaal for Husets Datter Anna, der senere blev hans
Hustru. I dette gammeldags-hyggelige Skagbohus boede Michael og Anna
Ancher deres første Ægteskabsaar, inden de skabte deres gæstfri,
havehegnede Hjem i Udkanten af Østerbyen. Ogsaa Krøyer, Locher og
Irminger har haft Ophold i det gamle Havehus. Og Drachmann har i
disse lave Stuer skrevet flere af sine Bøger. Huset er helt historisk
nu.
Medens Karl Madsen mest gik ude i Heden og malede Tørvestakke, tog
Michael Ancher fat paa de levende Modeller. Men helt nemt at opdrive
dem var det ikke. Neumann, Rørby, Drachmann og Locher, som tidligere
havde gæstet Skagen og malet dèr, havde væsenligst haft det
taalmodige Hav til Model. Fiskerne derimod var ikke til Sinds at lade
sig »tage a«. Vestjyden er mistroisk, angst for at stille sig til
Skue, blive til Latter. »Er I int kloger end som sidde og være Nar«,
sagde Skagbofiskerne i mange Aar haanende til de ganske faa af deres
Kammerater, der, mere for Vindings Skyld end af Fordomsfrihed og en
Smule Forstaaelse, sad Model for Ancher nede paa Sønderstranden.
Løsenet i denne Naturalismens Førstevaar var jo Arbejdet ude i
Naturen -- som det alle Dage burde være det. Gamle Malere som P. C.
Skovgaard malede efter Studier Billederne hjemme i Atelieret, heraf
disse mærkelige brune eller grønne Farver, som gav saa lidet af
Naturen. De moderne Malere tog Lærredet ud under aaben Himmel i
alskens Vejr og malede #færdigt# ude, de vidste næppe altid, hvilke
Farver de brugte, malede bare frejdigt løs, saadan som de saa og
følte Tingene.
Det var mest Fattighuslemmer, gamle fordrukne Fyre, Ancher først fik
til at staa for sig. Snart vandt dog hans støtte, mandige
Personlighed Befolkningens Tillid, og allerede hans første
Skagenbilleder viser, at han begyndte at faa Indpas. De egentlige
Fiskertyper, som han gik og sukkede efter, maatte han dog vente paa
til næste Aar. Da kom han igen og malede et stort Billede af ventende
Fiskere i Klitten. Her er straks den Type givet, som yderligere
realistisk set og som udformet med stadig mere fortrolig
Karakteristik gaar igen i Anchers senere Kunst helt op til vore Dage.
I det følgende Tiaars stærke Produktion har vi ægte Skagens Natur, og
Skagens Fiskere har vi en Typerigdom af, saadan som Ancher saa' dem
og holdt af dem. Det er mest store, stærke Folk med vejrfurede Træk
og tæt Skægvækst under Hagen. Mest er de i Oljetøj, lange Søstøvler
og Sydvest eller laadden Kabuds. Næsten altid er der dramatisk
Spænding over den Situation, hvori de er sete. Skikkelserne har gerne
plastisk Holdning, Kunstneren kender nøje hver enkelt fra den
virkningsfuldeste Side, hele Gruppen agerer med sluttet Liv, i
kendelig Grad er det maleriske understreget saavel i den enkelte
Figurs Udseende og Fremtræden som i hele den samlede Handling.
Kunstneren iagttager skarpt alle Detaljer men viser særlig
Forkærlighed for det sceniske, Helheden, som han en eller anden Gang,
f. Eks. ved en Stranding, har været Vidne til i stor Sindsbevægelse
og erindret fortræffeligt.
En umaadelig Sum Energi er medgaaet til Udførelsen af disse figurrige
Lærreder malte ude paa den aabne Strand eller i de sandfygende
Klitter. Tænk blot paa et saadant Par Kæmpebilleder som »Vil han
klare Pynten« og »Redningsbaaden køres gennem Klitten ved Vintertid«.
De Snese Gange har Kunstneren siddet ude paa »Grenen« eller i
Nordstrandsklitterne Time efter Time, forblæst, forfrossen, i
rastløst Arbejde, med alle Sanser i Brug, som et Rovdyr paa Spring
for at gribe og fastholde det karakteristiske i Modellen, naar denne
gjorde en uvilkaarlig Bevægelse, som havde Aabenbaringer i sig om det
individuelle i Relation til den hele Scene, eller for at fæstne, mens
Momentet er der, en brydende Sø, en hastigt farende Sky, et flygtigt
Strejf af Sol, en dyb og virkningsfuld Skygge, alle disse dejlige
Vidundere, som det er en Henrykkelse at nyde, men til hvis
øjeblikkelige, sandhedstro Gengivelse der kræves et lynsnart Blik, en
dreven Teknik -- og den følsomste Sjæl.
Og saa skal der et jærnstærkt Helbred til, desuden i stort Maal de
almindelige Arbejdets Egenskaber som Taalmod, Udholdenhed, Stædighed.
Thi hvilke Vanskeligheder bare af rent praktisk Art kan ikke en Snes
eller et halvthundrede Fiskermodeller med Redningsbaad og Hestespand
berede den nervespændte Kunstner, som i Arrangementet vil genskabe,
hvad hans Øje én Gang begejstret har set og hans Fantasi og
kunstneriske Samvittighed i Enkeltheder udformet. Hvilke
daglige Ærgrelser og Pinsler, hvilke Skuffelser, Tilbageslag og
Slappelsesperioder -- men hvilken Kraftudfoldelse ogsaa, hvilken
Følelse af ubøjeligt Mod og saa den inderligste Hengivelse i
Opgaven, man selv satte sig, og dertil den stille, stolte
Sejrsfølelse, naar Maalet endelig er naaet -- det Maal, som jo dog
aldrig tilfredsstiller den gode Kunstner, fordi han kvalfuldt føler
Afstanden mellem det, han saa' og vilde, og den Brøkdel deraf, som
han ydede.
Saa kommer Tristheden og Trætheden. Det kniber at faa næste Arbejde i
Gang, trægt gaar det, uden det friske Mod, som skal til -- men
pludselig fænger Gløden igen, Flammerne blusser op, og alle Kræfter
og Længsler higer mod det nye, kunstneriske Maal.
Michael Ancher har sikkert, som Stimulans i sin kunstneriske
Strid paa Skagen Strand, haft foruden de rent kunstneriske Maal
for Øje tillige en efterhaanden modnet Forstaaelse af, hvilke
kulturhistoriske Skatte -- Menneskeliv, Livsskæbner -- der laa
uhævede langs den sandede Kyst, hvor der i Befolkningens daglige Færd
var saa meget baade af det store Drama, den heroiske Daad, og af den
hjemmefødte, horisontløse aandelige Forkrøblethed, der i det
indbyrdes Liv i Stue, paa Kro og i Kirke kan give sig tilkende paa
ofte meget lidet tiltalende Vis.
Men helst har dog Ancher villet give det store Pust, den dramatiske
Daad. I de fleste af hans Billeder ser man dette hans bestemt
fastholdte Syn paa Modellen og Sceneriet. Det er ikke saa meget den
dagligdags Episode, der fængsler ham, lige saa lidt som den smaalige,
intime Side af Fiskerens Karakter -- den han dog kender saa godt.
Ligesom Drachmann vil han helst give Fiskeren i de stærke, undertiden
lidt udvortes Øjeblikke, et Stykke af en Romantiker stikker i ham
endnu, trods hans alvorlige, indtrængende evnerige Virkelighedssans;
derfor propaganderer han i dramatisk Form, derfor kan det hænde, at
der kommer En paa Læben det Drachmann'ske Slagord »Helte« over for
disse jævne Fiskere i Anchersk Fortolkning.
Naa -- der #er# sandelig ogsaa øvet Heltegerninger af de jævne
vestjydske Fiskere. Men Overdrivelsen rummer Fare baade for
Kunstneren og Fiskeren.
Iøvrigt er Ancher den jævne, naturalistiske Sandhed adskilligt
nærmere end Drachmann. Malerens Fortællemaade er i og for sig mere
nøgtern vederhæftig end Digterens -- som Bidrag til den rette
kulturelle og psykologiske Folkeopfattelse.
Undertiden kan man fra Folk, der stadig ser Foraarsudstillingerne og
gerne vil have deres kunstneriske Skøn tillagt Værdi, høre Udtalelser
om, at en Kunstner gentager sig, fordi han er indtrængende i sit
aldrig sluttede Studium af visse bestemte maleriske Fænomener, der
evigt tager hans Sjæl fangen. De siger, disse Folk, at de kan kende
vedkommende Kunstner igen paa hans Modeller eller Emnevalg eller
Farvebehandling eller andre personligt karakteriserende Egenskaber,
som de kalder Trivialiteter -- ligesom de finder det trivielt, at
Teatrenes ældre Kunstnerstab, som de ser spille en halv Snes Gange
hver Sæson, altid er kendelig gennem en hvilkensomhelst Maskering.
Om Michael Ancher siges det, at baade hans Modeller og Motiver
efterhaanden virker for énsartede.
Disse Folk skulde ane, at det trivielleste dog er deres egen,
billige, meningsløse Kritik, som rammer over Maalet.
Kunstneren selv véd nemlig bedre Besked. Om det lykkedes Ancher i et
langt, flittigt Liv at give Skagbofiskeren af den gamle Type -- fra
Halvfjerdserne, Firserne og op i Halvfemserne -- hans Ydre, hans
Karakter, hans Livsform, da var Opgaven mer end mægtig nok baade
malerisk og kulturhistorisk set. Og dette #er# lykkedes Ancher. Hans
Arbejders rent kunstneriske Egenskaber ufortalt vil han altid være
den væsenligste Kilde for kommende Slægter til Studium af
Vestkystfiskeren fra den sidste Menneskealder. Han har her givet
langt mere i Lærreder end nogen Forfatter i Bøger. Han er
Banebryderen her. Ingen slipper uden om ham.
Paa en mærkelig Maade har Anna Ancher som folkelivsskildrende
Kunstnerinde suppleret sin Mand. #Han# malte helst udendørs, #hun#
mest inde i de trange Fiskerhjem, #han# som nævnt især Mændene, #hun#
Kvinderne. Allerede som Barn viste hun utvivlsomme Anlæg for Tegning
og begyndte tidligt sin maleriske Virksomhed med at lave
Vandfarvekopier efter gamle Rullegardiner. Hendes Slægt langt tilbage
var jydsk, dygtige Folk af Landbostand, Bedstefaderen, en mærkelig
teknisk Begavelse, var Møllebygger og fingernem til alt, Forældrene
havde Købmandshandel og Skagens eneste Kro, der senere er udviklet
til Landets stilfuldeste Hotel i Ydre som Indre. Fru Anna Anchers
endnu levende Moder siger om Datteren: »Ja, jeg tænkte jo nok, hun
maatte blive til noget, for H. C. Andersen logerede her i Kroen den
Nat, Anna blev født.« (Digteren var den Gang paa sin bekendte Rejse
gennem Jylland.)
I Selskab med de mange skandinaviske Kunstnere, der holdt Sommer og
Efteraar i hendes Hjem, Danmarks eneste større Kunstnerkoloni, har
Anna Brøndum faaet sine Naturanlæg hurtigt og betydningsfuldt
impulserede til Videreudvikling. Karl Madsen og Michael Ancher ydede
hende lidt begyndende Undervisning, senere kom hun til København hos
Kyhn, og i en ung Alder udstillede hun. En kort Aarrækkes Produktion
gav hende Navn og Anseelse. Hun aabenbarer i sine mange Interiører
med Figurer en dybtgaaende Virkelighedstroskab, en forstaaende
Sympati parret med en beundringsværdig Sans for Situationskomik. Med
stilfærdigt tørt Lune fortæller hendes Billeder ofte en lille lun
Historie inden Vægge. Hun er saa velsignet ubestikkelig, saa
paalidelig nøgtern uden nogensinde at blive banal. Hun er
Skandinaviens, maaske Verdens, betydeligste Malerinde ikke blot ved
sin tekniske Duelighed og hele maleriske Kultur men ogsaa ved sin
Menneskekundskab. Hun er klog og iagttager skarpt, og hun besidder en
vidunderlig Evne til at faa Modellen til at udlevere sig. Paa Skagen
har hun næppe nogensinde haft svært ved at faa Modeller. Og havde hun
dem først for sig, var Fortroligheden etableret. Nøje kendte hun
deres Væsen, hun greb dem intimt i det hjemlige, hun følte og talte
med dem om Dagliglivets Bekymringer, om det sløje Fiskeri, om Forlis
og Bjergning, om Mænd, der drak, og Børn, der sejlede paa Langfart,
de #gav# sig derfor, alle disse gamle Kvinder, som de #var# og uden
nogen Art Tillavning; det strenge daglige Liv med dets lange Sorger
og korte Glæder er at læse i den megen fremragende realistiske Kunst,
Fru Ancher har skabt paa Skagen. Hendes Evne var at fortælle med
skarp Belysning den lille, enkle dramatiske Scene inden Døre, hvor
hendes Mand bredt aandende skildrede det store Drama under aaben
Himmel.
Tilsammen har disse to Kunstnere gennem tyve-tredive Aars Arbejde i
samme danske Egn eviggjort et Stykke ejendommelig Natur, der længe
laa uforandret øde hen men ikke nu, i en moderne Tid, er mere som
før, og de har grundigt og fyldestgørende vist, hvorledes de
Mennesker saa' ud og førte sig, hvad Tanker og Syssel de havde,
hvilke deres Kaar og Kampe var, der her i en karrig og bidsk Natur
sled sig gennem Livet.
Det er tit fremhævet, hvilken kunstnerisk Værdi Michael og Anna
Ancher repræsenterer. Det har været Hensigten her i Korthed at pege
paa det usædvanligt værdifulde, kulturhistorisk rige Galleri, de
gennem Bedstedelen af deres nationale Kunst har givet deres
Landsmænd.
Man kan ikke leve blandt vestjydske Fiskere uden med den mest
beundrende Taknemmelighed at mindes, hvad Michael og Anna Ancher har
set og forstaaet og skildret hos denne Folkeklasse.
Imidlertid -- Anerkendelsen, Berømmelsen, som Kunstnerparret Ancher
har vundet baade hjemme og ude, har ikke bragt nogen af dem til Hvile
i det éngang fundne og saa ypperligt dyrkede Terræn. De indser begge,
at Tiden og Typen er anderledes nu end før. Den sidste halve Snes Aar
har været en Overgangstid ogsaa for Skagen -- og for Skagen hurtigere
end for nogen anden Fiskerplads paa den jydske Klitkyst. Nye Former
for Erhvervsliv og Aandsliv og dermed nye Mennesker, i det Indre som
i det Ydre, har fortrængt meget gammelt.
De sidste Rester af fordums Typer er faa paa Skagen nu og i og for
sig lidet lystelige. Man bliver heller ikke altid malerisk og
kulturmæssigt grebet nu som før ved at se den malerisk og literært
saa berømte Vaaddragning paa Skagens to Strande. Kutterfiskeriet har
jo nemlig i Aarets seks-syv Sommer-Fiskemaaneder afløst det meste
Strandfiskeri. Næsten alle friske og energiske Skagbofiskere nu om
Dage er Kutterfolk og tilsøs fra April til November. Et saadant Liv
virker ændrende paa Typen. Det gule vildtvoksende Fuldskæg eller det
studsede Hageskæg, der havde saa dejligt et Præg af Naturtilstand og
stod saa koloristisk smukt til Oljetøjet, naar Solnedgangslyset faldt
som gul Flamme over Stranden, viger nu for det viksede Overskæg og
glatraget Hage eller for det omhyggeligt tilspidsede Fuldskæg.
Kabudsen er erstattet af flad engelsk Kasket. Fiskerne er i det hele
blevne moderniserede. Men mindre interessante som Mennesker og Typer
paa deres Tid er de aldeles ikke af den Grund. Det gælder blot om at
erkende, at en ny Tid er inde, at tilegne sig dens Aand og skildre
den med klart Syn og malerisk Evne. Man bør ikke henfalde i
Fortvivlelse over, at Lars Kruse-Typen er borte. Nye Ansigter, nye
Livsformer er komne i Stedet. Og de er ikke ringere som Sujetter for
den gode Kunst.
Michael Ancher er endnu ung nok til at forstaa og male det ny Skagen
og dets Mennesker. Heldigvis! for til Dato har ingen nye Talenter
forsøgt at tage de nye kunstneriske Opgaver op, som Fiskerfolket
byder her paa denne Danmarks mærkeligste, rigeste og yderst farlige
Fiskeplads. Michael Ancher vil gøre det. Det vil lykkes ham ogsaa at
fæstne Lineamenterne i den nuværende Tids, Overgangstidens
Fysiognomi. Han har Øjet aabent og den kyndige Haand rede. De
kommende Aar vil bekræfte denne Profeti.
Og Anna Ancher, der var saa fortrolig med gammel Sæd og Tale og
Tankesæt i Skagbohjemmene, er ikke Vestjyde for intet. Hun vil vide
at bruge sine gode Øjne i de nye Omgivelser. De gamle Koner, der sad
hjemme i Flid og Underkastelse ved Rok og Sok, og hvis Skæbne hun
saa psykologisk skarptseende fortalte, er borte med den gamle Tid,
der havde skabt dem men som hævnende fik Missionslivet til Afløser.
Hun vil nu blive Skildrer af den ny Tids Skagbokvinder, som de
sirlige, renlige og selvbevidste færdes ved Ungpigemøder og til
Missionsgudstjeneste. Her er fristende maleriske Emner nok. Man kan
sidde i Skagens store Missionshus og af Hjærtet -- og slet ikke
Missionen til Forklejnelse -- ønske disse Rækker af vakte Sjæle,
disse dejlige dukkende Hoveder under Sang og Bøn, i Andagt og
Ekstase, overleverede til Samtid og Eftertid af en dygtig sjælfuld
Kunstner, der ikke karikerede af Uforstand eller Tendens, men
betragtede Bevægelsen som det, #vi# alle maa indrømme, at den i
#hvert# Fald er: et menneskeligt Dokument, et Stykke indgribende
nutidigt Folkeliv af en vis aandelig Værdi for Individet og udadtil
af betydelig almen Interesse ...
Lever man en Tid paa Skagen og iagttager, med hvilken Energi og
Begejstring og med hvilke rige Evner Kunstnerparret Ancher følger
og fæstner hver skiftende Stemning i den besynderligt friske og
skønne Egn: de lyse Nætters farvefine Skær Horisonten rundt,
Regnvejrsaftnernes blytunge Skyer i Fart ude over den mørknede Hede
med de skyggefyldte Klitter, Makrelfiskernes maleriske Grupper paa
Nordstranden, Skagenskutterne strygende for stiv Kuling over det
skummende Rev -- da ser man paa deres Kunst med den Underbund af
Forstaaelse af Natur og Folk deroppe, som er nødvendig for et
funderet Skøn over Lærredernes kulturhistoriske Værdi ved Siden af
deres kunstneriske.
Og man ser en sjælelig Samhørighed mellem disse to Kunstnere og
Skagen, ja hele Vestkysten.
De deciderede Skagensmalere Michael og Anna Ancher, som aldrig
har malt Fiskere og Vestkystnatur uden for Skagen, er da --
med Rækkevidde ogsaa #uden# for Skagen -- vore betydeligste
virkelighedstro Skildrere af det grundtypiske i det vestjydske
Fiskerfolks Racepræg og Aandsform og Livsforhold i mere end den
sidste Menneskealder. I Hovedtrækkene gælder deres Typer faktisk hele
Vestkysten ned, hvilket viser, hvor centralt og dybt de begge har
grebet, hvilke almengyldige Træk af Skikkelse og Karakter de har
faaet frem hos det stedbundne og stedprægede Individ. Man bør alle
Dage være dem taknemmelige for dette deres Arbejde. De har
derigennem reddet meget forbigangent Liv og mange af de svundne
Tiders mest karakteristiske Skikkelser fra Glemsel. De vil ogsaa
begge vide at tage den #ny# Tids Mennesker og Livsformer i deres
folkelivsskildrende Kunsts Tjeneste.


FRA JYDSKE VESTKYST
OG SKAGEN


STRANDVAGT.

Et stængende Mørke fyldte Klitterne den Decemberaften, da Præsten i
Vorupør gik med sin Gæst over til Forbjergerens. Blæsten strøg i
vilde Slag vesterfra. Styrtvis kom der Regn, den kalkede Vej laa i ét
Pladder under de hidsige Byger. Skypumper af Sand hvirvlede op alle
Vegne, hvert Sandskorn, der ramte Ansigtet, stak som et giftigt
Insekt. Det var et Himmelvejr, ikke til at være ude i.
Fra Salsen i den gamle Forbjergergaard skinnede der Lys. Præsten og
hans Gæst stred bøjede frem gennem alt det uregerlige Sug af Vind,
der i Stormtider holder Spektakkel om den læ Gavl af ensomme
Klitbohjem. Foran Vinduet rettede de sig og havde Lyset paa deres tæt
klædte Skikkelser. De drog Pusten dybt et Øjeblik og knøg hastigt ind
gennem den lave Dør. Vinden peb indbildsk efter dem og vilde ruske
Døren fra dem, men de spændte til med Knæerne og tvang Klinken i Hak.
Det rumsterede af ondt Vejr hen under et mørt Loft.
Nu stod de i Stuen vesten for Gangen, Alkovestuen. Den var lav og
klam. Gamlingen i Gaarden red overskrævs paa en Bænk ved Langbordet.
Han havde grøn Skærm for Øjnene og rød Toplue paa.
»Her er saa den Fremmede Mand,« sagde Præsten og gik hen og gav
Gamlingen Haand. Den gamle glyttede op og rokkede paa sig, hans svage
Øjne, der et kort Nu hvilede paa den fremmedes Ansigt, udtrykte
overbærende Forundring og smilte aabenhjærtigt, da han bød Velkommen
i Huset. »Naa, saa #De# vil med og gaa Strandvagt i #det# sølle
Vejr,« sagde han, »ja-ja, De er da fra København, kan A tænke.«
»Ja,« svarede den Fremmede, »det er jeg netop. Det er ogsaa alt, hvad
jeg er.«
»Har De ingen Profession? Hvad er Deres Bestilling?« spurgte den
gamle ganske mistroisk.
»Strandvagt,« lo Præsten. »I Nat -- i hvert Fald. I Morgen saa
#tænker# han over det, han ser i Nat.«
»Det var ellers nem at komme om ved det,« mente Gamlingen og skottede
tvivlraadig fra Præsten til den Fremmede.
»Ellers hedder Manden Holst,« oplyste Præsten, »og er flink nok og
mener os det godt.«
»Han er et Guds Barn da?« Den Gamle var ikke helt beroliget.
»Han bor ovre ved os,« erklærede Præsten, og saa syntes endelig den
gamle Forbjerger saapas tilfredsstillet.
Holst knappede Yderfrakken op, han følte sig som spændt i Harnisk og
kunde næppe trække Vejret i alt det meget Tøj, den omhyggelige
Præstefrue havde forsynet ham med. Faareskindsstøvlerne var varme
nok, men tunge som Galejslavelænker, den laadne Kabuds tyngede ham
paa Hovedet som en spirende Hjernebetændelse, man skulde tro, hans
Udrustning gjaldt en Grønlandsfærd og ikke bare en fire-fem Timers
Nattevagt paa Klitterne ved Vorupør Strand. Ganske vist, det var
Vinterdage og isnende Paalandsstorm, gamle Folk paa Stedet sagde, de
ikke i Mands Minde havde kendt værre Vejr, men han havde dog været i
Luften før og forøvrigt altid ivret mod overdreven Indpakning. Men
med Klitboerne var der i denne Henseende intet at stille op, de
hyllede sig i mange Lag Uldtøj, naar de skulde udendørs i Blæst, til
Stranden eller paa Søen, de stoppede Støvlerne efter med Halm,
svejrede et Tørklæde flere Gange rundt om Halsen, saa man ikke
forstod, hvordan de formaaede at dreje Hovedet, og naar de kom hjem,