Stauder - 3

Forbillede i den vildtvoksende Plantebestand og soger at bibeholde
Plantens naturlige Vaekst og at laere af den yndefulde Maade, hvorpaa de
indbyrdes grupperer sig. Noget af det mest iojnefaldende ved
vildtvoksende Planter er, at de staar taet, d.v.s. at Jorden mellem dem
slet ikke ses; Klipper, Sten og nogne Sandbrinker ses, men aldrig
Mulden; det er imod dens Natur at vaere udaekket. Man skal derfor altid
lade lave og krybende Planter daekke Bunden i Rabattens Forgrund, bagved
behoves det ikke, og det vilde ogsaa i altfor hoj Grad besvaerliggore
Arbejdet, om al Jord var daekket med Planter. Ved brede Rabatter skal der
endogsaa helst lobe en Sti, en couloire de service, hvor man kan faerdes
under Arbejdet. En saadan Sti kan ogsaa lobe mellem Rabatten og
Baghaekken, saa denne kan faa Lys forneden og blive klippet. Hvis en
Rabat udelukkende bestaar af hoje Stauder, og der foran er en Kant af
Buxbom, vil man ofte gore klogt i at plante en indre Kant af Ajuga eller
Cerastium, der holdes i Ave med Saksen paa den mod Buxbommen vendende
Side, men faar Lov at lobe frit ind imellem de forreste Planter, paa den
Maade kan Buxbomkanten skaanes for en altfor generende Naerhed af store
graadige Planter.
For at der ikke ved en Plantes Henvisnen og Nedskaering skal opstaa et
Hul, bor man beregne det saaledes, at de mere tidligtblomstrende Planter
anbringes paa en i Forhold til deres Hojde noget tilbagetrukken Plads;
paa den Maade skjules de lettest af senere blomstrende Naboer.
Alle Stauder, der har en uregerlig navnlig halvslyngende Vaekst som
Galega Hartlandi og Clematis recta bor helst udelukkes af en almindelig
Rabat; de passer bedre i "the wild garden" end i Rabattens velordnede
Samfund.
Naar en Rabat er beregnet paa mange Maaneders Flor, maaske fra April til
November, vil der ifolge Sagens Natur fremkomme bare Pletter, hvor en
Gruppe Stauder er afblomstrede, maa man derfor paase, at Planter, der
efter deres Blomstring ser grimme ud, ikke plantes i for store udelte
Grupper, men mellemplantes med sildige Arter. I en Rabat med lang
Blomstring kan man, hvor omhyggeligt man end ordner alt, dog ikke
undvaere Supplementsplanter, der i Lobet af Sommeren hjaelper
Hovedbestanden med at holde Rabatten i tilfredsstillende Flor; nedenfor
skal naevnes nogle af de Planter, der bedst egner sig til dette Brug.
Mange af de eetaarige Planter, der saas direkte paa Blivestedet, er
ganske fortrinlige Supplementsplanter og dertil saerlig lette at have med
at gore. De skal saas i umiddelbar Naerhed af de foraarsblomstrende
Stauder, de kan saa ofte sprede et helt Blomstertaeppe over disses
nedskaarne Stubbe. Blandt de allerbedste er de saakaldte Shirley
Valmuer, (Papaver Rhoeas), Godetia, Salpiglossis og Nigella, alle
velkendte og meget smukke. De spirer villigt, naar de saas i Slutningen
af April og daekkes ganske let med Jord og skaanes for Udtorring,
saalaenge Spiringen finder Sted. I Reglen kommer Planterne taet op, og maa
da gerne udtyndes meget.
[Illustration: Kelway & son, Langport Fig. 11 Shirley Valmuer; etaarige
Planter, der saas mellem Stauderne til Supplement.]
I et Reservebed kan der dyrkes adskillige toaarige Planter, der, saaede
og priklede den foregaaende Sommer, om Foraaret vil vaere tjenlige til at
henflyttes i Rabatten og udfylde Mangler ved denne. Blandt de bedste
regnes Campamila Medium i blaa, hvide og navnlig smukke lyserode Farver.
Gyldenlak baade brune og gule. Oenothera Lamarckiana, o. m. a. Paa et
saadant Reservebed kan der med suppleringen for Oje dyrkes en Maengde
Stauder, naar blot det er Planter, der taaler at flyttes i en mere
fremskreden udvikling. Chrysanthemum indicum varieteterne egner sig
saerlig godt til dette brug, dels fordi de taaler at flyttes i Knop (ikke
saa godt inden Knopdannelsen har fundet Sted), og dels fordi den sildige
Blomstring gor, at der er saerlig mange Huller at fylde, naar
Chrysanthemum staar i Flor. Under storre Forhold, hvor den
tilstraekkelige gartneriske Hjaelp er tilstede, kan denne Supplering af
Rabatterne finde Sted i udstrakt Grad ved Hjaelp af Reservestauder,
dyrkede i Staaltraadskurve. Ved disses Hjaelp kan naesten alle Arter
Stauder flyttes til enhver Tid. Almindelige Udplantningsplanter, som
findes i Handelen er naturligvis det bekvemmeste Materiale at anvende
for den almindelige Villaejer, og mange af disse Planter egner sig ogsaa
udmaerket til at stoppe Huller med; men det maa naturligvis vaere Planter
med "Staudekarakter", saaledes vil Pelargonier og Begonier ikke gore
Fyldest, mens derimod almindelige Margueritter, Verbena (saerlig Arten
venosa), Cuphaea, Agathaea, Antirhinum, Gazania, Pentstemon, Salvia patens
og mange andre er fortrinlige. De lave Dvaergtropaeolum har den Egenskab,
at de i den kraftige Rabatjord baerer Blomsterne under Bladene, saa at de
skjules, hvorfor disse Varieteter af Tropaeolum er uanvendelige til
Supplering i kraftig Jord. Af andre fremmede Planteelementer, der under
visse Forhold kan faa Plads i Stauderabatten er Georginer, saerlig de
opretvoksende Pompongeorginer, baade de yndefulde smaablomstrende og de
moderne, storblomstrende engelske Pompongeorginer. Almindelige
Kaktusgeorginer egner sig ikke til dette Brug. Lathyrus
"AErteblomsterne"--Sweet Peas--har jo den saerlige AEvne at dele
Havevennerne i to Lejre, enten kan Folk ikke doje at se og lugte dem,
eller ogsaa kan de slet ikke undvaere dem. Hvem der har det paa den
sidste Maade, men ikke har meget Plads, kan saerdeles vel anvende dem i
en Stauderabat; baade Farver og Habitus passer smukt ind mellem Stauder,
men de volder nogen Ulejlighed ved at visne Blomster og Baelgene stadig
skal afpilles, ellers bliver det hele en stakket Glaede.
Ligesaa fejlagtigt det vilde vaere ganske doktrinaert at holde sig til den
rene Staudebestand med Udelukkelse af de naevnte Supplementsplanter og
ved ikke i givet Tilfaelde at drage Nytte f. Eks. af Buske, der--som
Buddleja og Hydrangea--egner sig til storre Stauderabatter, ligesaa
forkert vilde det naturligvis vaere at forskaertse Staudekarakteren ved
for megen Indblanding af fremmed Stof. Saerlig vil en storre Indblanding
af Roser ofte vaere uheldigt.
Medens der med Hensyn til selve Plantningen iovrigt skal henvises til
Kapitlet om Kulturen, skal her blot naevnes, at den letteste Maade at
udfore en Beplantning paa efter en given Beplantningsplan er at inddele
Planen i Kvadrater paa l m2 og derpaa i Rabatten anbringe Smaapaele
saaledes, at de danner tilsvarende Kvadrater. Paa den Maade kan man
kontrollere, om man af Bedet bruger netop det i Beplantningsplanen
forudsatte Areal, saaledes at man hverken faar for faa Planter eller
faar tilovers af dem. Men af denne skematiske Inddeling maa man
naturligvis ikke lade sig forlede til at ordne Planterne raekkevis, det
vilde i de blandede Rabatter vaere ganske forkasteligt.
Den raekkevise Ordning kan iovrigt vaere smuk, fordi der derigennem opnaas
en Massevirkning ligesaa god, men blot paa en anden Maade end ved den
gruppevise, og den har yderligere ved de lange lige Raekker Blomster
noget vist roligt og fornemt ved sig, som den blandede Rabat maa savne.
Men denne Ordning begraenser selvfolgelig Arternes Antal til nogle ganske
faa.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 15. Rabat med Iris pallida
i Blomst i Knuthenborg Have.]
Foruden Rabatten, der som naevnt saerlig i sin blandede Form er den mest
anbefalelsesvaerdige Anvendelse af Stauder for den mindre Villahave, kan
man paa mangfoldige Maader gore Brug af Stauder, og hvert nyt Krav, der
stilles, vil give Havearchitekten, Gartneren eller Havevennen Anledning
til stadig paa nye Maader at frugtbargore det rige Stof. Dette, at hvert
enkelt Tilfaelde egentlig gor Krav paa sin selvstaendige Losning,
vanskeliggor det i hoj Grad at give almindelige Regler, og intet er
heller naeppe mere skadeligt for Haveanlaeg end den direkte og
uselvstaendige Anvendelse af Forskrifter og Skemaer, idet der
bogstaveligt i hvert eneste Tilfaelde er saerlige Forhold, der gor sig
gaeldende.
Blandt de almindeligste Staudeanvendelser er _Kantplantningen_, der i og
for sig naturligvis er en simplificeret Rabat. Hertil egner sig snart
sagt alle lave Stauder, der bevarer Lovet nogenlunde smukt ogsaa udenfor
Blomstringstiden. Et Par af de allerbedste er: Viola cornuta, paa Grund
af deres lange Blomstringstid, Dianthus plumarius og Aubrietia i Sol,
Primula i Skygge og Arabis paa torre Steder og Vinca under Traeer for
Eksempel langs en Alle, hvor det ellers kniber med at faa en Kant til at
gro. Naesten alle Saxifraga og Sedum egner sig til Kant, hvor der er
tilstraekkelig Sol. Lavendel er omtalt ovenfor. Jo bredere og hojere
Kanten kan vaere, jo storre bliver Udvalget. I mange Bondehaver ser man
ofte ret store Staudearter anvendte til Kant, og den derved fremkomne
Massevirkning forfejler jo sjaeldent sin Virkning, men en Kant af
Geranium--der er ret almindelig--er jo rigtignok ogsaa kun smuk ca.
fjorten Dage af Aaret, og der er i det hele taget al Anledning til at
fraraade saadanne Kanter i en lille Villahave. Paa Taasinge anvendes
ofte Kanter af Astilbe japonica, der i den frugtbare Jord og milde Klima
naar en maegtig Udvikling, og selv udenfor Blomstringen er disse brede
morkegronne Haekke udmaerket smukke.
Ved Foden af en Pergola, saaledes som vist paa de to Billeder (Fig. 15
og 16) af den samme Pergola fra Knuthenborgs Have, kan der plantes
Raekker af Stauder, der blomstrer til forskellig Tid; ligeledes rundt en
Dam eller et Bassin.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 16. Samme Rabat som Fig.
15, senere paa Aaret, Lilierne blomstrer.]
Saerlige _Staudehaver_ er der jo kun sjaeldnere Plads til, og en
almindelig Anvisning kan, hvad det formelle angaar, selvfolgelig ikke
gives, idet de stedlige Forhold maa vaere ganske bestemmende. Hvad
Tilplantningen angaar, saa er en saadan Have jo i sine Bestanddele ikke
andet end et Antal afbrudte Rabatter, og de Synspunkter, der er gjort
gaeldende ovenfor vil naturligvis ligesaavel her kunne laegges til Grund
for Beplantningen. De meget hoje Stauder maa som Regel kun anvendes i
Yderkanten, og det vil maaske oftest vaere smukkest, om en saadan lille
Have i Midten forsynedes med et Bassin til Vandplanter eller at Gangene
lob sammen i et Braendpunkt, der markeredes med en Figur, en Solskive,
eller lignende. Det vil altid vaere heldigt, om den Art Saerhaver danner
et Rum for sig afgraenset tydeligt til alle Sider, det forlener altid et
saadant lille Anlaeg med en saerlig Hygge. En saadan Have yder en
fortrinlig Koncentration af Blomsternes Virkning, der yderligere
foroges, hvis man ogsaa kan opnaa en Samtidighed i Blomstringen, ved for
Eksempel at plante en Foraarshave med en Samling af alle de lave og
pudedannede Foraarsplanter som Hovedbestand og med morke, stedsegronne
Traeer som en lunende hoj Haek om det hele. Med nogle faa hojere,
foraarsblomstrende Stauder i Udkanterne vilde en saadan lun Plet
allerede i det tidligste Foraar kunne blive aldeles fortryllende.
I store Haver har i umindelige Tider Rosariet vaeret en fast Bestanddel,
andre Saerhaver har man sjaeldent anvendt; men netop Stauderne yder det
fortrinligste Materiale til dette Brug; hvor vilde ikke en Irishave vaere
smuk; rigtig plantet vilde den vaere i Blomst i maanedsvis, og vilde, med
jaevn Anvendelse af Slaegtens mange Arter og Varieteter og med forstaerket
Brug af nogle af de mest rigtblomstrende og iojnefaldende Sorter, danne
en vidunderlig Helhed og samtidig byde Plantesamleren og Liebhaveren
rigelig Naering for hans stilfaerdige og fornemme Passion, Glaeden over
Arters og Variationers Mangfoldighed.
Der findes en Klasse Haveplanter, som vi paa dansk betegner med
Kolektivnavnet "Stenhojsplanter". Baade paa Fransk, Engelsk og Tysk
kaldes de samme Planter for Alpeplanter, hvad der naturligvis for saa
vidt er misvisende, som baade Pyrenaeernes og Appeninernes hojtliggende
Bjaergskraaninger har ydet omtrent det samme Bidrag til denne Flora som
selve Alperne. Men Navnet "Stenhojsplanter" er ikke alene misvisende, da
disse Planter ikke behover en Hoj for at kunne vokse, men det er yderst
uheldigt, fordi der ved det klaeber Forestillingen om Stenhoje, som for
mange staar som Toppunktet af den Raekke Misforstaaelser og Smaglosheder,
der indtil de allersidste Aar har vaeret raadende, navnlig i den lille
Haves Anlaeg. Af disse Planter, der maaske kan betegnes som
"Stenplanter", kan der ogsaa dannes en Saerhave, uden at man behover at
straebe efter at faa stablet et lille Materhorn op. Man kan dyrke
Planterne paa Stenbede, det vil sige saerlig veldraenede, noget oprundede
Bede, belagt med jaevnstore Sten, der trykkes halvt ned i Bedet i
liggende Stilling; man maa ikke, som det ses ved Stenhoje, saette Stenene
paa Enden. Mellemrummene udfyldes med Planterne, hvis blode, blomstrende
Taepper og Tuer fremhaeves af de haarde, kolde Sten. Dette Mode mellem
organisk og uorganisk, enten det er paa mosgroede Sten, vedbendklaedte
Mure eller blot lidt Ukrudt mellem Fliser, forfejler aldrig sin Virkning
paa Menneskenes Sind. Ved saadanne Stenbede faar Planterne de
Betingelser for deres Vaekst, de skal have, og man slipper for at faa
Stenene til at optraede som selvstaendige Dekorationsgenstande, som ved
den gammeldags Stenhoj.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 17. Typisk Stenhojsplante,
Iberis sempervirens.]
Andre Saerhaver, som Haver af duftende Blomster eller Haver med Blomster
udelukkende i en Farve, som der af og til plantes, vil--bortset fra
hvorledes saadanne Ekcentrisiteter ellers forliges med Havekunst--altid
netop kunne soge deres bedste Materiale i Staudernes uendelige Rigdom af
Variationer.
Ved Plantning af Stauder i _Grupper_ kommer deres Brist d.v.s. de
enkelte Arters korte Blomstringstid staerkest frem, denne Fejl kan
naturligvis modvirkes ved at man planter to eller flere til forskellig
Tid blomstrende Arter sammen, men dette vil selvfolgelig i Reglen betyde
en Svaekkelse af den Massevirkning, som er Gruppens vaesentligste raison
d'etre. En Gruppe Delphinium som den paa Fig. 18 viste, vil man dog
kunne gore fornojelig uden at forringe Antallet af Delphinium ved at
laegge den fuld af Narcisser, og senere paa Aaret, naar Delphiniumerne er
visne og nedskaarne, kan den tilplantes med Chrysanthemum, der dog maa
fjernes igen. Hvor der er Skygge, kan en Gruppe af Strudsevingebregner
mellemplantet med Darwin Tulipaner anbringes. I staerk Skygge taber
Tulipanblomstens Storrelse sig dog i Lobet af et Par Aar. Hvor der er
Sol, kan laegges en Irisgruppe, hvori der om Foraaret laegges Gladiolus
til at fortsaette Floren. Naesten hver Staude kan, naar der ellers er
Forhold mellem dens Storrelse og Gruppens Dimensioner, anvendes og med
jo mere Held jo bedre Planten tager sig ud udenfor Blomstringstiden.
Disse Grupper er og bliver dog behaeftede med den Fejl, at Tyngdepunktet
i Havens Udsmykning med Blomster ikke bliver paa samme Sted, hvis der er
flere Grupper, og er der kun en enkelt, saa vil Haven vaere uden Blomster
alt for laenge ad Gangen.
En Haveven kunde taenkes at more sig med at danne Farvegrupper ved f.
Eksempel foran et Buskads at samle en Del af Foraarets gule Blomster:
Doronicum, gule Tulipaner, Euphorbia polychroma, gule Iris, Trollius og
mange andre, eller i en anden Gruppe at forene alle de mange hoje gule
Hostblomster: Helianthus, Rudbeckia, Solidago o.l. Vurderingen af de
mange gule Nuancers Intensitet og deres forskellige Flimmer i Solen er
en Nydelse for de rigtige Plantevenner, og den Art Fornojelse er langt
billigere at opnaa med Stauder, som for storste Delen vil vaere for
Haanden fra Omplantningen, end med andre Planter, der enten kobes hvert
Aar eller besvaerligt overvintres.
Som _Udplantningsplanter_ kan Stauderne ogsaa anvendes, dog kun de der
let lader sig flytte i Knop eller er ganske tidligtblomstrende. Har man
et almindeligt Blomsterbed foran Havedoren, kan det tilplantes om
Efteraaret med Arabis, der knap er afblomstrede omkring forste Maj, for
et Hold Trollius, maaske med en Kant af Phlox divaricata, kan indtage
Pladsen. Naar disse omkring 1ste Juli er afblomstrede, kan et Hold
Sommer-Phlox traede til, for endeligt lidt ind i September at vige for et
Hold Chrysanthemum, der igen folges af Arabis eller andet tidligt
foraarsblomstrende. Med et Reservebed og lidt Omtanke lader denne--eller
en lignende--Succession sig let opretholde. Det er i det hele
forbausende, saa lidt Stauder anvendes til Udplantning, trods det, at
Publikum dog stadig lader en Folelse af Kedsomhed ved de evindelige
Begonier og Lobelier komme til Orde, og man altsaa skulde tro, der var
Jordbund for noget nyt. Ved Slotte og kommunale Gartnerier, hvor der
stilles store Krav til Afvekslingen, og hvor den nodvendige Arbejdskraft
er til Stede, er man i de senere Aar begyndt at anvende Stauder til de
vekslende Udplantninger, idet Planterne dyrkes i de tidligere naevnte
Staaltraadskurve, der muliggor en skadeslos Transport til og fra
Reservebedene. Dette betyder naturligvis en maegtig Forogelse i
Afvekslingsmulighederne, men det er paa den anden Side ogsaa et temmelig
kostbart og omstaendeligt Arbejde at slaebe omkring med de ofte store
Blokke.
[Illustration: Kelway & Son, Langport. Fig. 18. Gruppe af hoje
Delphinium. Etter Nedskaeringen kan den tilplantes med Aster, Amellus
eller Chrysanthemum.]
[Illustration: Fig. 19. Rabat af Iris germanica langs et Buskads.]
Enkelte Stander med passende Vaekst egner sig til at stilles alene, eller
maaske tre sammen, frit i Graesset. I den aeldre landskabelige Havekunst,
var saadanne _Solitaerer,_ baade traeagtige og urteagtige, meget yndede.
De anvendes nu sjaeldnere, maaske fordi disse fritstaaende Planter,
navnlig under smaa Forhold og hvis Motivet gentages for ofte, virker
uroligt, men det er ikke desto mindre en udmaerket Maade at lade en
Plante udvikle sig til et beundringsvaerdigt Pragteksemplar, hvilket ikke
kan naas i Rabat eller Gruppe. Bocconia, Rudbeckia laciniata, Gunnera,
Yucca og Kniphofia er blandt dem, der tager sig bedst ud fritstaaende
paa en Plaene. Lejlighedsvis kan der ogsaa i den moderne architektoniske
Have findes Anvendelse for saadanne Solitaerer af anseelig Habitus til at
fremhaeve og betone Hjorner eller andre Punkter af Betydning i Anlaegget.
Til dette Brug kan man i Anlaeg med nogen Pretention anvende en
Opstilling af store Stauder i Baljer eller Kasser og kan ved at have
flere Saet opnaa en konstant Virkning. Denne Kultur af Stauder og andre
Planter i Baljer eller Kasser burde anvendes langt oftere for at
delagtiggore Steder, hvor Vaekstbetingelserne er ugunstige, i Glaeden over
Blomster. I Gaarde eller Restaurationshaver kunde der skaffes et ofte
haardt tiltraengt Skaer af Skonhed ved at saadanne Beholdere med Planter
skiftedes et Par Gange i Sommerens Lob. Langt flere Stauder, end man
aner, kan vokse og tage sig ud i saadanne Baljer. Chrysanthemum maximum,
Helenium pumilum, Achillea Millefolium, Aster Amellus, Astilbe,
Chrysanthemum indicum, Doronicum, Erigeron speciosus, Iris, Agapanthus,
Lupinus, Monarda, Trollius, Veronica o. m. a. egner sig til dette Brug,
men de stiller selvfolgelig store Krav til Vanding og Ernaering, og
Beholderen maa vaere vel draenet. Det er ikke heldigt, naar Solen braender
for staerkt paa Beholderens Sider, og dersom Planterne er fritstillede,
bor de drejes af og til for at blive regelmaessige i Vaeksten.
Det der adskiller den _"naturlige" Staudeanvendelse_ fra de hidtil
omtalte er, at man ved Plantningen tilstraeber en Efterligning af det
vildtvoksende i enkelte Tilfaelde vel endogsaa en ligefrem Illusion. I
blandede, "malerisk" grupperede Rabatter forsoges ganske vist som naevnt
ovenfor at laempe Plantningen lidt efter de Maader, hvorpaa vildtvoksende
Planter breder sig mellem hverandre, man opnaar paa den Maade tidligere
det hjemmevante bodenstaendige--Udseende, som Vegetationen ellers bruger
Aaringer om at opnaa. Den Bevaegelse mod at udviske Sporene af
Gartnerarbejdet, som Planterne altid foretager, naar de lades urorte,
benytter man ganske vist ogsaa i Rabatten for saa meget som muligt at
bibeholde den Ynde i Grupperingen, som kun Naturen selv formaar at
fremkalde, men man tilstraeber dog alligevel slet ikke det, der tilsigtes
ved den landskabelige Plantningsmaade.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 20. Naturlig Plantning af
Spiraea m.m. i det Kgl. danske Haveselskabs Have.]
I den landskabelige Have var der, som tidligere naevnt, ikke megen Plads
for Stauder og egentlig kun for de ganske "vilde"; Anvendelsen var
knyttet til Sobredder, Baekke og saadanne lignende Forhold, som aldrig
findes i mindre Haver. Man kan snarere vente, at den tidligere naevnte
nyere, naturlige Staudeanvendelse, trods sin relative Vanskelighed kunde
finde Dyrkere mellem Ejere af middelstore Haver eller Haver med
Naturforhold, der vanskeliggor en mere kultiveret Udformning af
Blomsterbede.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 21. Ornithogalum som
"vildtvoksende" i det Kgl. danske Haveselskabs Have.]
Hvor og hvordan kan der naturligvis ikke svares paa i Almindelighed ved
Sporgsmaalet om en saadan "Wild gardening"; kun kan der gives et Par
vejledende, nogenlunde almengyldige Grundsaetninger. Man bor i Reglen kun
saette saadanne Planter sammen, som blomstrer samtidigt, da en Del
visnede Stauder--det visne afskaeres selvfolgelig ikke regelmaessigt i
saadanne Plantninger--ofte kan odelaegge Synet af de blomstrende. Naar
derimod alt er visnet, vil vedkommende Plet ikke tiltraekke sig nogen
Opmaerksomhed, denne vil under nogenlunde store Forhold soge andet Steds
hen, hvor noget blomstrende paakalder den. Man bor i Reglen plante
storre Maengder af samme Art og Varietet, ellers er Resultatet selv paa
en lille Afstand, at Farverne taber i Kraft. Endelig bor der vaere et
vist Forhold mellem Storrelsen og Maengden af Planter og Stedet. Skal der
paa en lille Plet dannes et "Vegetationsbillede", kan man naturligvis,
selv om Forholdene ellers er ensartede, ikke anvende det samme Materiale
i samme Omfang, som hvor Forholdene er storre og alt ses paa Afstand. At
man ved selve Grupperingen af Stauderne maa aflure Naturen saa meget som
muligt er en Selvfolge, men naar man ellers anvender velegnede Planter,
d.v.s. Planter, der breder sig selv ved Fro eller Udlobere, og som er
saa kraftige, at de selv nogenlunde kan holde sig Ukrudtet fra Livet,
saa kommer i Lobet af et Aarstid i Reglen den naturlige Ligevaegt
tilstede, og det eftertragtede vildtvoksende Praeg breder sig over
Plantningen. Baade af Hensyn til Trivslen og af Hensyn til Virkningen
maa man naturligvis soge Stauder, der passer til Stedets Karakter.
Til disse naturlige Plantninger regnes ikke den meget almindelige
Placering af Stauder langs Buskadser, det ser i Reglen ikke godt ud, og
Planterne trives sjaeldent saadanne Steder, kun ganske enkelte som
Hemerocallis kan klare sig nogenlunde under de Forhold, der findes i
Kanten af et Buskads. Ej heller medregnes eller anbefales den ogsaa
anvendte Metode at forlaenge Buskadsernes fremspringende Tunger ud i
Graesset med en Plantning af Stauder, der ofte yderst ude oploses i en
Del mere fritstaaende Planter; selv om Betingelserne for Vaeksten
saadanne Steder kan vaere gode, saa er det dog naermest en grim og
misforstaaet Plantningsmaade, saerlig hvis der bruges mange Arter.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 22. Naturlig Plantning af
Foraars-phlox paa Stenhoj i det Kgl. danske Haveselskabs Have.]
Det er ikke i den flade, veldyrkede Del af Haven, at den naturlige
Staudeplantning horer hjemme, snarere i Havens "Overdrev" paa torre
Skraenter, hvor intet Graes kan gronnes, ved fugtige Hulninger i
Terrainet, under Traeer, langs en Groft eller et Vandlob, rundt en Dam,
ved Moser og Ellekaer, paa Stengaerder og i forladte Grusgrave, om
saadanne Lokaliteter skulde traeffe sig, hore til eller kunne drages med
ind i en Haves Omraade. Saadanne Steder passer the wild gardening, og
der kan skabes Vegetationsbilleder af den, der kender sit Stof og ellers
forstaar at holde sig til det naturlige, uden at det hele bliver
fuldkommen Vildnis og taet Jungle. Et af Billederne Fig. 21 viser
Fuglemaelk, Ornithogalum nutans som forvildet under Traeer i
Haveselskabets Have, et udmaerket Eksempel paa, hvorledes en ellers ret
uanvendelig Plads kan udnyttes, saaledes at den i hvert Fald en Tid af
Aaret er et stort Plus til den Have, hvori den findes. Paa torre solede
Skraenter, hvor det vilde blive Fortvivlelse at slaas med Graesset for at
faa det gront, kan man opnaa et pragtfuldt Daekke af Dianthus plumarius,
Arabis, Sedum spurium, enkelte Saxifraga, Ajuga, Iris pumila,
Buphthalmum salicifolium, Achillea millefolium, Veronica longifolia og
mange andre Torstekunstnere blandt Stauderne. Under Traeer er det navnlig
Primula, Bregner, Vinca, Funkia, der, foruden mange tidligblomstrende
Logvaekster, kan komme i Betragtning. Paa Skraenter og langs Udkanten af
Traeplantninger, hvor der er rigelig Plads, kan man faa Anvendelse for de
mange gode Stauder, der er vanskelige at holde i en Rabat paa Grund af
Rodstokkens vandrende Tendenser, d.v.s. Rudbeckia, Monarda.
Chrysanthemum uliginosum, Helianthus rigidus, Solidago og Asters; under
Forhold, hvor der er Plads, vilde disse Planter i Maengder udvikle en
Skonhed, som aldrig opnaas inde i selve Haven. Mere eller mindre
klatrende Stauder som Lathyrus, Galega og Clematis recta, der ser grimme
ud som opbundne--i hvert Fald er det vanskeligt at binde dem smukt
op--er paa deres rette Plads overst paa en Skraent, hvor de kan faa Lov
at haenge ned og samtidig boje Blomsterne op ad: saadan tager de sig ud.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 23. Alpeplanter paa en Mur
i Knuthenborg Have.]
Steder ved Mose og Vand og i det hele fugtige Steder er naturligvis de
mest taknemmelige at arbejde med. Der er jo i Reglen den indfodte Flora
i sig selv smuk nok og bor vel ogsaa i de fleste Tilfaelde bevares og kun
beriges med manglende danske Planter eller med fremmede Stauder, der
egner sig til at gaa ind i Ensemblet uden at virke forstyrrende. Man kan
erstatte de almindelige danske Arter af Spiraea og Iris med smukkere og
navnlig mere holdbare Former.
[Illustration: Kgl. danske Haveselskab. Fig. 24. Trollius, Engblommer i
en Vase.]
Hvorfor gores der i det Hele saa sjaeldent Brug af _den danske Floras
Stauder_ paa Steder, hvor Forholdene egner sig dertil. I en almindelig
Have vil de altid blive til Ukrudt, men hvor Jordbunden umuliggor en
frodig Trivsel af Kulturplanter, vilde de dog vaere paa deres Plads. Ved
Jyllands Vestkyst og paa Skagen forer en Maengde Villaejere en fortvivlet
Kamp med at faa Graes og Roser til at makke ret, fordi de synes, at det
nu engang horer med. Hvorfor dog ikke plante den lille gule Sedum, der
gror udenfor Doren eller Gyvel eller Strandtidsel, der vil vise sig
taknemmelige for en ringe, men forstandig Pleje. Alfred Lichtwark har i
et lille livligt Skrift "Der Heidegarten" [4]), som burde laeses af mange
Villaejere, behandlet det urimelige i at anvende Kulturjordens
gartneriske Praksis og Materiale paa den sandede Lueneburg Heide--det
samme vilde naturligvis gaelde Klitnatur--og den Lethed, hvormed man faar
noget ud af den stedlige Vegetation. Lichtwark taler dog kun om lige,
architektonisk formede Bede; han var ingen Ven af landskabelige
Arrangementer.
[Footnote 4: Park-und Gartenstudien, Berlin 1909.]
Ordet _Stenhoje_ og Stenhojsplanter er berort ovenfor ved Omtalen af
Stenbede, og denne Del af den naturlige Staudeanvendelse skal som
tidligere naevnt kun berores i denne Bog. Der raser i England i
Ojeblikket indenfor Havebruget en sand Mani for
Stenhojsplanter--Rockgardening--en Bevaegelse, som snart vil naa her til
Landet, og som skylder de mange smaa nydelige, nyere Alpeplanter sin
Styrke. De egentlige Stenhoje i gammeldags Forstand vil der naeppe blive
dannet flere af; den Ramme, hvori nuomstunder disse Planter anbringes,
vil i Reglen ikke vaere nogen Hoj, snarere en Fordybning i Jordsmonnet,
en Hulning omgiven af stedsegronne Traeer, med de store stenlagte
Skraaninger fulde af de mange herlige Alpeplanter, det hele indelukket
som et Rum for sig i Haven; saadan er snarere Typen paa den moderne