Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 9

Total number of words is 3127
Total number of unique words is 983
55.7 of words are in the 2000 most common words
70.3 of words are in the 5000 most common words
77.1 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Kom nu her!« sagde han og slog sig paa Laaret, »og lad os være fri
for flere Omsvøb! Jeg er ikke vant til -- -- jeg kan ikke i Længden
gjøre saa mange Komplimenter. Du er som sagt tjent med det, min Tøs!«
Line blev blodrød.
»Er det saadan, De mener!« udbrød hun dirrende. »Nu først forstaar
jeg Dem. De troede, jeg var til Fals for saa godt Kjøb?«
Hun stod i samme Stilling og vrikkede nervøst med Kommodenøglen, som
sad i øverste Skuffe.
»Godt Kjøb,« faldt den rige Mand ind. »Herre min Gud, har jeg talt om
godt Kjøb! Tror du, jeg tinger, naar det er noget, jeg kan lide. Det
har jeg aldrig havt Vane til i mine Dage, selv naar det kun gjaldt en
Hest. Saa kjender du mig ikke endnu, Line, og som jeg siger -- alle
disse Formularer behøves ikke overfor mig. Jeg skal i enhver
Henseende holde dig galant.«
Han rejste sig op og vilde nærme sig hende.
»Gaa Deres Vej!« sagde hun haardt og dybt.
»Hvad behager? Skal det være saadan en lille huslig Scene.«
»Gaa, siger jeg! Jeg taaler ikke Deres Uforskammetheder. Jeg er lige
saa god som De -- De er gaaet Fejl af Numeret.«
Han traadte hen til hende og lagde begge sine Hænder paa hendes
Skuldre.
»Jeg slaar Dem lige i Synet!« sagde hun rasende med dyb Strubestemme.
»Vil De gaa Deres Vej!«
Det raa kom op i ham.
»Det er ikke første Gang,« sagde han med et stikkende Smil, »at jeg
er traadt op i Stadet til en urolig Hoppe.«
Maaske havde han før med sin kyniske Sikkerhed, sine Lemmers Styrke
besejret Blyheden.
Han lod sin højre Arm glide om hendes Nakke og sænkede den venstre
for at lægge den om hendes Liv, og da hun saaledes i dette kritiske
Nu saâ hele hans venstre Side blottet, saa kom det uvilkaarligt,
springfjederbrat over hende, over hendes arbejdsvante højre Arm: hun
drev ham med sin haarde Haand en Kindhest, saa han tumlede tilbage,
medens alle Himlens Stjærner dansede for hans Øjne, og alle Stadens
Kirkeklokker ringede for hans Øren. I samme Nu smøg hun under hans
Arm, gjennem Døren, ned ad Trappen -- --
Hans første Tanke var at styrte efter hende, gribe hende og gjøre et
eller andet forfærdeligt for at hævne baade Tort og Svie. Han naaede
ogsaa ud paa Gangen, hen til Trappen, men saa hørte han, at hun
ringede stærkt paa neden under. Han standsede betuttet; nu satte hun
vel Huset i Oprør, han riskerede vel at faa med Politiet at gjøre.
Han skyndte sig at slaa koldt Vand i Blodet, gik rask ned ad Trappen
for at komme bort, inden hun fik forklaret sig, inden man vidste,
hvad der var paa Færde. Han var i et Arbejderkvarter; han var
Storborgeren, der levede af disse Folks Sved -- efter deres
Betragtning; han maatte tage sig i Agt.
Ligesom han sprængladet med Forbitrelse, men fornaglet af Angest
drejede om Trappehjørnet, hvor hun stod, blev Døren lukket op. Han
halvvejs styrtede ned til næste Afsats. Der hørte han hende roligt
sige ind:
»Er De saa venlig at laane mig den sidste »Dagstelegraph«?«
Faren syntes overstaaet; dog befandt han sig ikke rigtig vel, før han
var kommen et Stykke hen ad Gaden og overbeviste sig om, at han ikke
blev forfulgt.
Line fik en Avis, som hun ikke læste; hun tændte med rystende Haand
sin Lampe, laasede sin Dør inden fra og satte sig hen til Bordet med
sit Arbejdstøj, bleg, stenfast i Trækkene med sluttede Læber og en
fugtig Glans i Øjnene. Men det var hende ikke muligt at holde paa
Pindene, hun var i for stærkt indre Oprør.
Hun skød det store Strikketøj op paa Bordet, lænede sig tilbage mod
Stolens Rygstød og knugede Hænderne i hinanden i sit Skjød.
Hovedet sank en Smule, saa det stirrende Blik, der var fæstet
mekanisk paa Lampefoden, kom under fra, og Panden drog et Par snævre
Furer paa langs.
»At han vovede at byde mig det, den Pranger, den afskyelige Karl! Og
at jeg et eneste Sekund kunde tro, at han havde rene Hensigter, kunde
føle det som noget stort at dele Hjem med ham, have noget fælles med
ham -- --
Hvor er jeg dog ene mellem alle disse Tusender! Man kan sønderslides
af Græmmelse, krepere af Sult uden at nogen skjænker én en Tanke. Og
den eneste, som jeg troede vilde mig noget godt, vil min værste
Fortræd -- --.« Saa sov Tankerne ligesom ind, mens hun vedblev at
stirre paa Lampefodens slidte Ornamenter, og der hvor Tankerækken
slap op, som naar en kummerlig, bitterflydende Steppeflod slipper op,
dannede sig Ordet »Menneskeørken«; det ligesom fyldte det tomme Rum.
Det lød, som om nogen snublede eller faldt paa det øverste
Trappetrin, nogle knirkende, forsigtige Trin fulgte, saa en Skuren
hen ad Muren, en Famlen paa hendes Dør, et Stød mod Dørtrykkeren --
og saa et Par stærke Knoer mod Fyldingen.
Line sad først ganske stille, men hun huskede paa, at man ude fra
kunde se Lysskjæret gjennem en Sprække, saa det var forgjæves at
ville nægte sig hjemme; maaske var det ogsaa Bud fra »hendes Sted« --
_han_ troede hun i al Fald ikke kom igjen, men nu var Angesten engang
i Blodet.
»Hvem er det?« spurgte hun uden at røre sig.
»Det er mig,« sagde en Stemme, som ikke var til at tage fejl af.
»Jens«, føjede den lavere til lige ved Dørsprækken.
At Jens skulde komme, netop nu hun følte sig saa forladt og
ulykkelig, ligesom for at sige hende, at der alligevel var ét
Menneske, som brød sig om hende, som hun kunde stole paa, som
havde erklæret, at han trængte til hende, som ogsaa var ene i
»Menneskeørkenen« -- --!
Hun var i en Fart ved Døren og lukkede ham ind.
Han blev staaende ret op og ned indenfor Døren, saâ sig om med sit
forlegne Smil og skød Panden op og ned; i den ene Haand holdt han
Stokken, i den anden Hatten.
»Jeg kommer vel ikke til Ulejlighed!« sagde han undskyldende.
»Nej vist ikke,« svarede hun forvirret, ør -- lagde sit Strikketøj
hen i Sofahjørnet og tog det strax efter igjen. »Sæt dig ned! det var
morsomt, at du kunde finde her op; men læg din Overfrakke, ellers
bliver her for varmt.«
»Hvor du bor pænt,« sagde han og tog Frakken af, hængte den paa
Dørhængslen og stillede Stokken med Hatten paa i Kommodekrogen; det
varede lidt, inden han fik den til at staa.
Hun satte sig imidlertid paa sin Stol ved Bordet og begyndte at
strikke; han tog Plads lige over for, saaledes at de havde Lampen
imellem sig.
»Nej jeg var netop her ude paa Vesterbro for at kræve nogle Penge
ind,« sagde han, »og saa mente jeg, at jeg med det samme skulde se
til dig -- jeg længtes ogsaa efter at fortælle dig, at den flydende
gaar brillant; nu har jeg to Vogne i Gang hver Dag, en Kone til at
pakke, en Dreng til at klistre Sedler paa, og jeg bliver nødt til at
have mig endnu en Medhjælper.«
Denne trohjærtede Længsel og denne flydende Sværte -- -- hun vidste
ikke, hvordan det kom; men hun stak pludseligt i Graad, skød Stolen
tilbage og skjulte Øjnene i sit Lommetørklæde.
Jens rejste sig forskrækket, saâ raadvild til sin Hat i Kommodekrogen
og gjentog hjælpeløs:
»Maaske jeg kommer til Ulejlighed!«
Hun rystede energisk paa Hovedet, tog Tørklædet fra Øjnene og gik hen
til ham. Hun lagde begge sine Hænder paa hans brede Skulder, gjemte
Hovedet paa ny og hulkede stærkt.
Jens havde aldrig oplevet et lignende Tilfælde; han greb med den
venstre Haand, som var nærmest for, i Stoleryggen for dog at have et
Holdepunkt i denne vanskelige Stund, blinkede stærkt med Øjnene og
var lige ved at græde med uden at vide hvorfor.
»Hvad fejler du, lille Line?« spurgte han broderligt, men vovede ikke
at røre en Lem.
»Aa, jeg er saa ene,« brast det ud, »og jeg er bleven -- -- jeg er
bleven saa skjændig behandlet.«
»Af hvem?« spurgte han og lagde varsomt og ligesom skjærmende sin
højre Arm om hende.
Hun samlede sig, rettede Hovedet og traadte tilbage. Derpaa tørrede
hun sine Øjne, pudsede Næse og vilde atter hen til sit Arbejde.
»Aa Gud, hvad skal det blive til?« sukkede hun. »Hvad er det for et
Liv?«
Han vilde gaa efter hende, men hun trak Bordet lidt frem paa Gulvet
og sagde, idet hun tvang en Smule Frejdighed op:
»Sæt dig ind i Sofaen, saa skal jeg fortælle dig det hele. Du har
vist mig Tillid, Jens, du har betroet mig dine Glæder; nu skal du faa
mine Sorger -- det er altid en Maade at gjøre Gjengjæld paa.«
Han satte sig tavs ind i Sofaen, i det Hjørne, som var nærmest hendes
Stol.
»Men saa skal du sætte dig ind hos mig,« bad han dristigt; »saa hører
jeg bedst, naar vi -- --«
»Jeg er vant til at sidde her,« sagde hun og trak Stolen til rette.
»Nej kom hen og sid hos mig, Line!« sagde han paastaaelig.
Hun gik smilende hen og satte sig i det andet Sofahjørne, men de
vare længer fra hinanden nu, for de ere jo altid lange disse
Sovesofaer.
Hun begyndte med Kaaben og endte med Ørefigenet.
Da hun kom dertil, lagde Jens en Haand over Øjnene og fniste paa den
mærkværdigste Maade.
Men hun lagde heller ikke Skjul paa, at det havde fristet hende
stærkt, da hun den foregaaende Dag troede, at han gjorde hende et
Ægteskabstilbud, og til nærmere Forstaaelse fortalte hun ham alt,
hvad hun havde drømt om at skulle opnaa sammen med Ditlevsen. Hun
troede nok, at det var ham, der havde indgivet hende denne urokkelige
Tro paa Rigdomslykken, hun var selv forundret ved, at da det kom til
Stykket, brast denne Tro, skjønt hun i Mellemtiden havde prøvet til
fulde, at Fattigdom, Slid og Forladthed er en tærende Husstand.
Hun udgød hele sit Hjærte for ham; blot det, at Kjælderen i Store
Kongensgade ogsaa havde spillet sin Rolle, talte hun ikke om.
Da hun endelig var færdig, fandt hun Jens siddende tæt ved Siden af
sig med hendes venstre Haand i begge sine.
»Du sagde før,« begyndte han, men gik i Staa, da Line trak sin Haand
til sig, og han kunde ikke faa fat i Traaden, før han paa ny havde
grebet Flygtningen og lagt den i et endnu snævrere Fængsel end før.
»Du sagde, gode Line, at du vilde betro mig dine Sorger til Gjengjæld
for, at jeg fortalte dig mine Glæder; men jeg har ogsaa havt Sorger.«
Han skød Øjenbrynene højt op.
»Maa jeg fortælle dig mine?«
»Ja, ja. Lad os fortælle hinanden alt, Jens!« udbrød hun ivrigt.
»Jeg har lige siden -- -- men det kan være, jeg alligevel helst
skulde tie stille.«
»Siden du kom til Kjøbenhavn« -- hjalp hun.
»Nej, siden jeg var Dreng holdt af dig, Line, og da vi vare blevne
voxne, var du mig aldrig af Tanker, men saa kom Ditlevsen, og jeg var
kun en stakkels fattig Skomager. Nu har vi saa underligt fundet
hinanden igjen; -- -- men det er maaske en Skam af mig at sige saadan
noget, for du har det meget nettere her i dit Kammer, end jeg kan
byde dig det. Der er saa sort og skummelt og ensomt i min Kjælder, og
der lugter saa stramt af al den Sværte, men det er jo den, vi skal
leve af.«
»Jeg fortjener hverken dig eller din Kjælder, Jens,« sagde hun
sørgmodigt, men i Stemmen vibrerede en Klang af Hvile, Lykke,
Haabsopfyldelse.
»Jo du fortjener det, der er titusende Gange bedre,« udbrød han
stormende og slog sin Arm om hendes Skulder. »Vil du ha mig?«
»Vil du ha _mig_?« sagde hun med et soldrukkent Smil og lagde sig ind
til hans Skulder.
Og Jens forstod, at han havde hende, helt og holdent. Det var ligesom
han selv kunde fornemme, hvor trygt og godt hun hvilede op til ham.
Hendes Legeme passede saa nøje i hans Favn, hendes Hoved laa som
Barnehoved mod Vuggepude mellem hans Kind og Skulder. Han vovede ikke
at røre sig, men sad bomstille og faldt hen i de lykkeligste Tanker
over, at denne fjærne Skovstrupdrøm nu var gaaet i Opfyldelse
alligevel. Og han ræsonnerede over sin Lykke, thi han var en gammel,
fornuftig Svend, som ikke kunde lade være at ræsonnere. Havde han
faaet hende, da han første Gang var paa Vej med sit Frieri, da hun
havde de store Forestillinger i Blodet og faaet ikke saa lidt Smag
paa det kjøbenhavnske Liv, medens han var en fattig Landsbyskomager,
hvad var der saa bleven af Lykken? Saa havde han nok ogsaa faaet
andet at bruge sin Tid til end at tænke paa Sværte. Og Sværten var
dog noget helt andet end Skomageriet. Det var heller ingenlunde
umuligt, at han engang kunde blive rig ved sin Sværte -- det saâ
grumme stærkt ud til det, og saa blev det maaske ham, der kom til
at virkeliggjøre den Drøm, i hvilken Ditlevsen havde været
Hovedpersonen. Men han var ogsaa vis paa, at Line ikke havde givet
ham sit Ja i dét forfængelige Haab, saa havde hun jo ikke sagt nej
til Nielsen, da hun troede, han kom i reelle Hensigter; han var vis
paa, at de tænkte ens i Hovedsagen, at det, der byggedes bedst
paa, var stille, dagligt Samarbejde i Kjærlighed og indbyrdes
Fortrolighed. Det var dog nok det ene solide, hvad det saa ellers
kunde blive til med Rigdommen.
Han sad og stirrede lige over Bordet hen paa Kommoden, skød
Øjenbrynene op og ned og gjorde Grimacer til Lampen, sluttede engang
imellem Fingrene tættere og Haanden fastere om hendes Liv, lod sin
Kind stryge sagte mod hendes Pandehaar og vaagnede endelig op af sine
Tanker ved at undre sig over, at hun blev ved at ligge saa stille.
Saa gjorde han en Bevægelse for at faa et Glimt at se af hendes
Ansigt. Hun drog et langt Suk og løftede Hovedet.
»Jeg sov,« sagde hun og saâ forundret paa ham, lagde sig op til ham
igjen og sagde stille:
»Hvor jeg er lykkelig!«
Hun lagde sin højre Haand op om hans venstre Skulder og vedblev
smaasnakkende:
»Hvad tror du, jeg bryder mig om, at der er skummelt og lugter stramt
i din Kjælder? Hvad tror du, jeg bryder mig om at være rig, om jeg
ogsaa kunde blive det? Jo saa taabelig _har_ jeg været, for jeg
mente, at det var det ene solide. Men nu véd jeg, at det ene solide
er en god, trofast, kjærlig Blanksværtemand som du. Og du skal nok
se, hvor det skal lyse op i Kjælderen, naar jeg kommer; med
Ensomheden er det jo ogsaa forbi, naar vi herefter bliver to. Og hvad
var det du sagde om en ny Medhjælper -- jo nu har du rigtignok faaet
Medhjælper, kan du tro.«
»Ja Gud ske Lov og Tak for den Medhjælper,« svarede Jens kjærligt.
»Du skal ogsaa nok faa din Part af Arbejdet, for det mener jeg er det
aller morsomste, at vi kan hjælpes ad. Bare det ikke var saadan et
slemt sort Arbejde!«
»Tror du det er fint at skure Trapper, blanke Støvler og børste
Kakkelovne? at fare fra Sæbe og Soda til Isenfarve og Trippelse?
Sikke nogle Hænder jeg har!« sagde hun og holdt sin Haand op for hans
Øjne.
»Og sikken en Medhjælper jeg har,« raabte han jublende og slog begge
sine Arme om hende.
* * * * *
Saa snart det lod sig gjøre, det vil sige et Par Dage hen i det nye
Aar, holdt de deres Bryllup. Og det var mærkværdigt, hvor Afsætningen
paa Sværte, baade den gamle og ny, steg den samme Vinter; man skulde
tro, at Alverden pludselig var falden paa at ville trodse sig gjennem
Sne og Søle i Blankstøvler og Fjedersko -- det var som om Tran og
Fedtsværte ikke mere var til at opdrive. Jens følte al den Tryghed og
Veltilfredshed, som en saadan stigende Omsætning formaar at skabe i
en Fabrikant og Handelsmand; dertil nød han i fuldt Maal sin nye
Værdighed som lykkelig Ægtemand. Men lige fra hans og Lines
Forlovelsesaften spirede i hans Sjæl en Plan om en egen raffineret
Overraskelse, han agtede at berede Line, en større Anskaffelse, som
hun ikke maatte have mindste Nys om forud. Den blev vel et Par Gange
skudt til Side, thi naar der sættes Bo paa den Maade, Line og Jens
satte Bo, saa har en flink Husmoder jo altid grumme meget at attraa i
Retning af Gardiner, Linnedskab og Køkkentøj, som et Ungkarlehjem
ikke skjænker en Tanke, og naar Omsætningen og Afsætningen tager
Kæmpeskridt, stilles der ogsaa fra den Kant store Krav til
Pengekassen; men hver Gang den sølverne Flod i Kassen atter begyndte
at stige, dukkede Planen op paa ny, og hver Gang med voxende Styrke
-- og Planen var en Kaabe.
Den skulde være af sort Plüsch med Pelsværk. Jens havde under Haanden
faaet listet ud af Line en nøjagtig Beskrivelse af den Kaabe,
Hestehandleren havde havt saa liden Fornøjelse af, og det var hans
Agt at kjøbe med det første én, der kunde sige Spar to til hin.
Planen blev udført i Slutningen af Januar; Kaaben var saa meningsløs
dyr, at Jens ikke havde Anelse om, at der gaves Klædningsstykker til
en saa fabelagtig Pris, og regnede ud, at den repræsenterede en Sum
lig Fortjenesten paa saa og saa mange tusende Sværteæsker. Men nu var
det besluttet.
Fastelavns Søndag spadserede Line ved sin Mands Arm i stille, høj
Solskinsfrost ud ad Store Kongensgade til Langelinje i den nye Kaabe.
Overraskelsen var lykkedes fuldkomment. Jens gik hen ad Fliserne,
svang sin Stok og nød sin Triumf under mangfoldige Grimacer med sit
lykkelige Ansigt og under store Øjenbrynsoptrækninger.
»Se, se!« hviskede Jens og hentydede til en Dame, der gik lige foran
dem. »Der er en Kaabe lige som din. Du skal se, det er en Grevinde.
Men din staar ikke tilbage. Vel, Line?«
Line tog et fast Tag i hans Arm. »Lad os engang se paa dette!« sagde
hun og drog ham hen imod nærmeste Butiksvindue.
»Er der noget, du har Lyst til?« spurgte Jens og lod Blikket
løbe raadvildt om bag den store Spejlglasrude -- det var et
Herrehatte-Udsalg.
»Jeg kjender den Kaabe,« sagde Line. »Det var den, jeg skulde have.
Jeg kjender den paa Snorepynten bag paa.«
»Er det muligt, Line?«
»Og jeg kjender ogsaa hende, som har den paa. Det var Mads Mogensens
Lavra.«
»Herre Gud,« sagde Jens. »Er hun bleven saa fin nu, og hun var i
saadan en jammerlig Forfatning, da jeg sidst saâ hende -- du véd nok
den Aften, jeg mødte hende.«
»Stakkels Lavra!« sukkede Line og knugede sig ind til sin Mands Arm.
»Lad os gaa ned ad Bredgade!«
You have read 1 text from Danish literature.
  • Parts
  • Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 1
    Total number of words is 4849
    Total number of unique words is 1353
    49.5 of words are in the 2000 most common words
    63.2 of words are in the 5000 most common words
    68.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 2
    Total number of words is 4892
    Total number of unique words is 1480
    48.2 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    71.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 3
    Total number of words is 4888
    Total number of unique words is 1388
    50.7 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    73.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 4
    Total number of words is 4875
    Total number of unique words is 1540
    45.3 of words are in the 2000 most common words
    60.0 of words are in the 5000 most common words
    66.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 5
    Total number of words is 4961
    Total number of unique words is 1377
    43.7 of words are in the 2000 most common words
    57.7 of words are in the 5000 most common words
    65.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 6
    Total number of words is 4875
    Total number of unique words is 1520
    46.3 of words are in the 2000 most common words
    63.4 of words are in the 5000 most common words
    70.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 7
    Total number of words is 4839
    Total number of unique words is 1509
    45.5 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    67.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 8
    Total number of words is 5029
    Total number of unique words is 1332
    52.7 of words are in the 2000 most common words
    66.7 of words are in the 5000 most common words
    74.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 9
    Total number of words is 3127
    Total number of unique words is 983
    55.7 of words are in the 2000 most common words
    70.3 of words are in the 5000 most common words
    77.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.