Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 8

Total number of words is 5029
Total number of unique words is 1332
52.7 of words are in the 2000 most common words
66.7 of words are in the 5000 most common words
74.4 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
En graakold Novembermorgen gik Line ind ad Vesterbrogade, til »sit
Sted«; hun var i tærnet Shawl, Kyse og gamle Støvler. Der saâ hun en
Mandsperson staa og kige ind ad Vinduet til en Skomagerbutik, og det
var umuligt at tage fejl -- det var Jens Skomager.
I det samme vendte han sig for at gaa videre; deres Øjne mødtes. Han
studsede; han havde ogsaa kjendt hende.
Han løftede forlegent paa sin Hat, og hun rødmede over sin fattige
Dragt -- den mindste Smule Blod mere i dette hudskære Ansigt var
strax synligt --; men begge to standsede de og gav hinanden Haand.
»Det var da morsomt«, sagde Jens og slog Øjnene ned med en Grimace,
som han skulde gaa i Jorden af Blusel.
»Ja du bor jo her«, sagde Line; »det har gamle Maren Kirstine, der
holder Hus for Nielsen, fortalt mig. Hvordan har du det?«
»Aa jo, aa jo!« svarede Jens og smaapikkede i Stenbroen med sin
Stok. »Saa du kommer hos Nielsens, kan jeg forstaa. Han er en flink
Mand, vakker Mand -- meget vakker.«
»Ja jeg har ingen Grund til at sige andet. Han har bevist mig meget
godt i Sommer. Han har lovet at skaffe mig Arbejde paa en Fabrik,
naar der tilbyder sig en Plads, der er værd at tage mod; jeg kommer
der altid, naar de skal vaske, og han betaler mig hver Gang to
Kroner. Det er _hans_ Taxt, siger han.«
»Vist saa, vist saa«, bekræftede Jens, »meget vakker Mand, Nielsen.
Jeg kan forresten godt gaa lidt med her ind ad, saa kan vi følges ad.
Det var helt morsomt, at vi skulde mødes.«
»Og du laver Blanksværte?« spurgte Line.
»Jeg laver Blanksværte. Jeg bestiller ikke andet.«
»Og det gaar godt?«
»Meget godt. Aa jo, meget godt. Men det er altsammen i sin
Begyndelse.«
»Du har da nok ellers været her et Par Aars Tid nu, har du ikke?«
»Jo vist saa, vist saa. Jeg har været her i et Par Aar, men et Par
Aar er ikke saa meget. Du skal forstaa, jeg havde det smaat med
Penge, og der skal meget til at sætte saadan noget i Gang. Nielsen
var forresten den Mand, der tilbød mig fem Hundrede Kroner til at
begynde med, endnu mens jeg var i Skovstrup; han vil gjærne hjælpe
Folk; han er af den Slags, som fortjener at have Penge mellem Hænder;
men jeg mente, at det var bedre at staa paa egne Ben. Det gaar
langsommere, men saa staar man for det hele selv og faar det, som man
vil have det. Jeg sagde nej Tak. Nu kunde jeg faa to Tusend Kroner,
dér og adskillige andre Steder, men jeg hutler mig igjennem med det,
som jeg bedst kan; jeg lirker mig frem og passer det hele selv, saa
bliver det gode Varer, og saa lærer ingen mig Kunsten af.«
»Hvem har du hos dig?«
»Jeg er ene, aller mutters alene.«
»Men er det dog ikke trist?«
»Aa jo, somme Tider. Den gamle døde jo«, forklarede Jens og trak
Øjenbrynene til Vejrs. »Han var et Brumlehoved, men vi var saa igaaet
med hinanden. Jeg savnede ham svært i Førstningen, men jeg har altid
travlt og altid fuldt op at tænke paa, og saa gaar Tiden, uden at jeg
mest véd, hvor den bliver af. Jeg kjender heller ingen, det vil sige,
som jeg saadan bryder mig videre om. Her er Folk nok i Kjøbenhavn,
men hver har geménlig nok i sit. Nu gaar jeg i denne Tid og brygger
paa en ny Slags, en flydende Sværte, som skal sættes paa Flasker. Hun
bliver god, tænker jeg, naar jeg først faar den færdig; men det er
den ikke endnu.«
Line havde naaet »sit Sted«, og de skiltes; men hele Dagen tænkte
hun paa Jens Skomager. Det var saa underligt, saa ubegribeligt, at
den firskaarne, kejtede Svend gik her inde i nobret Overfrakke med
lavpullet Filthat, Spadserestok og Blankstøvler, han som hun regnede
for saa lidt, den Sommer hun syede paa Udstyr, -- han som tog sig saa
uanseelig ud hin Eftermiddag paa Perronen ved Siden af hendes store,
smukke Murer, der skulde blive Bygherre med femten Tusend i Indtægt
om Aaret, hvis han havde levet. Det var ogsaa underligt, at Nielsen
havde tilbudt ham saa mange Penge, og at han havde afslaaet dem uden
videre, fordi han vilde staa paa egne Ben og klare sig selv. Hun
kunde ikke lade være at tænke paa, hvordan Ditlevsen og hans
Kompagnon, den Sommer de byggede for egen Regning, maatte søge
Prokurator og maatte optage Laan paa stemplede Papirer og finde paa
hundrede Udveje for at faa deres Arbejde til at gaa. Hun havde lige
havt paa Munden at fortælle ham, at Nielsen i Eftersommeren havde
foræret hende til en ny Kjole -- Maren Kirstine fik én samme Gang --
og betalt Syløn og alt Tillægget; det var dog godt, at hun tav
stille, naar han var saa finfølende. Ja det var underligt, at _hun_
tog mod Almisse af Nielsen, _han_ afslog blot et Laan. Hun følte en
voxende Agtelse for denne løjerlige lille Knort med samt hans
Sværte, baade den faste og den flydende.
Hos Jens havde Mødet med Line vakt gamle og glemte Fornemmelser til
Live igjen, saa han først kom rigtig til sig selv, da hun var borte.
Derfor glemte han ogsaa blandt meget andet at spørge hende om, hvor
hun boede, skjønt -- --; det passede sig vel ikke engang for ham at
besøge hende.
Men var det ikke tidligere ret gaaet op for ham, at han var ene, saa
gjorde det nu, da han kom hjem til sin Kjælder. Det alvorlige, det
stille og solide, der lige fra Barn af havde været hos Line, tiltrak
ham som noget beslægtet; han havde en uvilkaarlig Følelse af, at
denne Natur kunde smelte sammen, blive ét med hans, at han kunde
stole paa hende, betro hende alle sine Planer, alle sine Ønsker og
Tanker, og at de vilde finde en Sangbund hos hende. Og fra den Dag af
tænkte han oftere paa sin Fader end i lang Tid, følte Trangen større
til at meddele sig; fra den Dag af blev Ensomheden ham mangen Gang
tung.
Allermest den Dag, da det efter de Hundrede af mer eller mindre
mislykkede Forsøg endelig var lykkedes ham at fremstille sin flydende
Sværte saaledes, at den tilfredsstillede alle berettigede Krav. Han
følte da en saa stor Trang til at tale med nogen om sin nye
»Opfindelse«, at Ensomheden ligefrem blev uudholdelig. Men hvem
skulde han meddele sig til? Til Line naturligvis, til hende og ingen
anden.
Han vidste jo, hvor »hendes Sted« var, og hvad Tid hun mødte der om
Morgenen; han vilde dog forsøge, om han ikke kunde træffe hende der
igjen. Men der var længe til Morgen, hele den lange Nat og et Par
Timer endda, thi Klokken var først ni. Det var for tidligt at gaa i
Seng, naa! han havde ikke været ude den hele Dag; han kunde jo gaa
sig en Aftentur, gaa en Vending ud forbi Tivoli; han vilde derefter
sove desto bedre.
Da han var kommen forbi Tivoli, vilde han dog med det samme forlænge
Turen hen til Vesterbros Torv; det var der i Nærheden, Line havde sit
Sted; han havde ikke lagt Mærke til Numeret, men kunde godt huske,
hvorledes Bygningen saâ ud; det kunde være morsomt nok at se, om han
ogsaa ved Aften kunde finde det. Og hvis nu Line havde været der i
Dag og hjulpet til ved en større Rengjøring eller noget saadant -- --
og nu gik han og anstrængte sig for at finde en eller anden rimelig
Grund til, at Line paa denne Tid af Døgnet atter lod sig møde, og
medens hans Indbildningskraft skabte Tilfælde paa Tilfælde, og hans
sunde Fornuft lige saa hurtigt atter slog dem ihjel, naaede han
Torvet og fulgte Fliserækken ud over den temmelig mørke Plads.
Pludselig strøg en Kaabe ham paa Ærmet. Han fôr op af sine Drømme og
hørte sig tiltalt af en spæd Kvindestemme.
»Skole vi to inte »flisére« lidt?«
»Vabeha?« sagde Jens forbløffet, stod stille og tog til Hatten for to
dameklædte Skikkelser, der havde hinanden under Armen og nu ligeledes
standsede. De lo dæmpet begge.
»Er Herren Enkemand?« spurgte _hun_ igjen, som først havde talt. Hun
var lille; over Muffen og Pelskraven lyste et spidst, guligt Ansigt;
hun naaede kun sin Ledsagerske til Skulderen.
I det samme begreb Jens Situationen; han blev rød af Undseelse og lod
et næsten forbitret Øjekast fare hen over dem begge, idet han vendte
sig for i Tavshed at fortsætte sin Gang. Men idet hans Blik strejfede
den højes Ansigt, studsede han.
»God Aften, Lavra! Naa saadan! se se!« udbrød han med en særegen
Betoning og lod Øjenbrynene gaa usædvanlig højt til Vejrs.
»God Aften, Jens!« svarede hun spagfærdigt, »Guj, er det -- -- Dem?
saa De kjendte mig værkelig inte. Jo jaj ku strax kjende Dem paa
Gangen, og saa sagde jaj til min Veninde, om vinte sku ha ledt Grin,
faa de va en af mine Bekjendtere.«
»Ja vel«, udbrød den lille, »og jeg viger for denne ældre Flamme. God
Nat, Børnlille!«
Dermed forsvandt hun i Strømmen ind efter Byen. Jens og Lavra stod
begge en Del forlegne over for hinanden. Jens skammede sig paa Lavras
Vegne, og hun ikke mindre, fordi hun af Jenses Grimace strax havde
set, at han tog hendes Forklaring for det, den var.
»Det er ellers ikke værd, at vi er fornemme,« sagde Jens og borede
med sin Stok mellem to Fliser. »Vi maa da nok helst sige du til
hinanden lige som altid. -- Hvordan gaar den ellers?«
»Som du ser,« svarede hun i en dump Tone, der intet skjulte.
»Det var nok heller ikke noget godt Selskab, du der var kommen i,«
sagde Jens igjen og følte stor Ynk med hende.
»Vi kan ikke være lige fromme alle sammen.«
»Det kommer meget an paa, hvad vi selv vil. Du skulde ligodt holde
dig fra den Slags, Lavra,« sagde Jens, voxende i Sikkerhed.
»Tror du?«
»Ja for det ender i Usselhed.«
Hun begyndte langsomt at gaa -- Jens fulgte hende.
»Du er dog et stort og stærkt Fruentimmer og forstaar vel nok at tage
fat. Naar du vil, maa du vist paa en skikkelig Maade kunne tjene til
dit Underhold, uden at du saadan har behov at kaste dig hen. Naar
man har kun sig selv at sørge for, saa kan man, enten man er Karl
eller Pige -- --«
»Véd _du_, hvad jeg har?« spurgte hun og fôr med Lommetørklædet til
Øjnene.
»Har du -- -- er du gift da?«
»Nej desværre, men jeg har da været forlovet ligesom andre ordentlige
Folk.«
»Slog han op?«
»Ja -- til alle Sider og paa alle Maader, og det gjør han den Dag i
Dag. Snart har han én, snart en anden, men mig fik han tøjret godt
nok først, og tror du, han betaler saa meget som en Øre til Barnet,
eller at jeg kan komme nogen Vegne med ham?«
»Det er rigtignok en beklagelig Relighed,« sagde Jens og rystede paa
Hovedet.
»Det er nu to Aar siden. Jeg fik Barnet ud, for det kunde jeg jo ikke
sætte mig hen med her, saadan som de gjør paa Landet. Jeg tog
Tjeneste igjen; sidst var jeg i en Beværtning derude efter
»Belvedére«, hvor de byggede i Sommer. Og jeg fattede Haab paa ny;
det saâ endnu engang ud til, at det kunde blive godt alt sammen. Der
var en Murer, en stor og kjøn Karl og en dygtig Arbejder, om
endskjønt muligvis nok noget vidtløftig; men der er jo ingen
fuldkommen. Han vaklede mellem mig og en anden, og vi to Fruentimre
førte Krig paa Liv og Død om ham. Men en skjønne Dag snød han os
begge og rejste til Amerika med en Naalemagerenke, og saa opgav jeg
det hele. Det andet Fruentimmer og jeg sluttede Forlig; det var
hende, jeg fulgtes med før, og nu bor vi sammen. For naar man skal
give næsten hele sin Maanedsløn til Kostpenge for saadan en stakkels
Unge, og man gjærne vil følge en Smule med Tiden i Klæder, og hvad
der hører til moralsk Dannelse, saa kan den aldrig balancere. Det
hele er indrettet saadan for mig, at enten skal jeg krepere eller
ogsaa -- --« hun brød ud i en fortvivlet, undertrykt Hulken. »Aa Gud,
ja det er Elendighed og Usselhed, hvordan vi vender det. Far vel,
Jens! Gaa nu din Vej, og Tak, fordi du vilde kjendes ved mig!«
»Dersom du ikke vil forsmaa en ringe Hjælp --« sagde Jens og tog sin
Portemonnæ frem. Han rakte hende en Tokroner. »Værsgod, Lavra! men se
for alting at komme ud af det slemme Selskab, ellers gaar det dog
rent galt.«
Han skyndte sig hjem ad. Han havde næsten helt glemt, hvad han var
kommen ud paa Vesterbro for, saaledes havde det rystet ham, dette
Møde. Nej, da var Line af en anden Slags Tømmer. Han var vis paa, at
ihvad der end timedes hende, kunde hun aldrig komme ind paa den Vej.
Stakkels, stakkels Lavra! Stakkels varmblodige, legemsvakre Piger,
som med tusende lykkelige Forventninger kaste eder ind i det
brogede, hvirvlende Liv og høste Skyld, Nød og Usselhed, hvor I have
saaet Ungdom, Livsstyrke og vaarlyst Haab.
Stakkels mange Lavraer!
Jens syntes ret at skulle faa sin Gang paa Vesterbro, men det gik da
forresten hans Sværte ligesaa, thi det var den Del af Byen, hvor den
havde størst Afsætning. Tidlig den næste Morgen var han altsaa paa
Vej igjen; rigtignok kunde Line have skiftet Sted mange Gange, siden
han saâ hende sidst, og det var jo ogsaa i høj Grad tvivlsomt, om den
Tid, han sidst traf hende, var hendes sædvanlige Mødetid. Jo længer
Jens kom ud, desto mere haabløs syntes ham hans Gang.
Han kunde naturligvis gaa hen paa Gamle Kongevej og faa hendes
Adresse hos Maren Kirstine; men dels var han bange for, at et saadant
Skridt skulde tydes forkert, dels brød han sig heller ikke om at
knytte nærmere Forbindelse med Nielsen paa ny -- nu fik Lykken raade.
Og Lykken var ham god -- -- der kom hun.
»God Morgen,« sagde han og vendte strax om. »Skal vi følges ad?«
Der gik et lyst Smil over hendes Ansigt.
»Du er jo alt for fin til at følges med mig,« sagde hun.
Han smaafniste og trak Øjenbrynene op.
»Nu har jeg den »flydende«.«
»Nej vel! Saa gratulerer jeg.«
»Tak. Den skal bare smøres paa med en blød Pensel. Og véd du, hvad
der er Dyden ved den?«
»Naa?«
»Der er ikke Spor af Lak eller Fernis i den. Den gjør Læderet blødt
og holdbart og har en udmærket Glans.«
»Hvordan finder du dog paa alt det, Jens?«
Jens gjorde alskens sælsomme Grimacer til det Spørgsmaal og besvarede
det ikke ellers. Derimod vedblev han:
»Jeg kunde ikke lade være -- jeg mente, jeg skulde ud at fortælle dig
det. Men det er sandt, hvor bor du, Line? Det var dog morsomt nok at
vide det.«
Hun sagde ham sin Adresse.
»Gik du herud for det samme? Det er jeg glad ved, Jens.«
»Er du? Aa jeg gaar saa alene med alt mit, skal jeg sige os. Jeg
vidste jo ikke, om det kunde interessere dig synderligt, men du har
det paa en Maade lige som jeg. Du er ogsaa temmelig ene, og saa véd
jeg ikke -- det kom saadan over mig.«
»Jeg skal aldrig være gladere,« sagde hun rørt, »end naar du vil
fortælle mig alt, hvad du trænger til at fortælle. Og det skal heller
ikke komme videre end mellem os. Gud ske Lov, at det gaar saa godt
fremad for dig, Jens!«
Saa skiltes de. Hun kunde, da hun gik op ad Trapperne, ikke lade være
at smile ad en saa enkel Livsgjerning som den at lave Blanksværte,
men hun maatte alligevel, enten hun vilde eller ej, skjænke denne
Sværte sin udelte Sympathi.


VIII.

Julen nærmede sig. Line sad ved Lampen i sin Stue og strikkede med
lange Træpinde paa et stort Uldtøj; saa bankede det paa Døren; hun
rejste sig og lukkede op.
Nielsen hilste og traadte ind; han havde en stor Pakke under Armen i
blankbrunt Papir.
»Her har jeg noget med, som jeg vil bede Dem se paa -- og gaa med,
hvis De synes om det,« sagde han, idet han lagde Pakken paa Bordet og
skar Seglgarnet over.
Halv forlegen, halv spændt traadte hun til.
»Vil De selv være saa god at pakke op,« sagde han videre og satte sig
paa den Stol ved Bordet, der stod nærmest, noget anstrængt af Byrden
og de mange Trapper.
»Jeg véd snart ikke, hvad jeg skal gjøre ved Dem, Nielsen,« svarede
hun. »De kommer med den ene Foræring til mig efter den anden. Jeg kan
jo aldrig gjengjælde det.«
I det samme saâ hun, at det var en sort Plüsches Kaabe.
»Nej, nej!« sagde hun næsten forskrækket og veg et Skridt tilbage.
Hendes Ansigt blev alvorligt og Tonen lidt heftig. »Det passer sig
ikke for mig. Den kan jeg ikke tage imod.«
»Det kan De vel,« svarede han utaalmodig og kastede sin Hat hen i
Sofaen. »Se paa den i det mindste!«
»Hvad tænker De paa?« sagde hun og holdt den ud foran sig. »Ja den er
nydelig, naturligvis; men den vil jeg ikke tage imod, den er altfor
kostbar -- en Vaskerkone, en simpel Arbejderske.«
»Nu er vi lige ved Julen, og saa tænkte jeg, at naar De gik i Kirke
og lidt ud ellers, havde De ikke noget imod at have saadan én paa.
Hvad De er eller ikke er, kommer ingen ved. De kommer ærligt til den
og skylder ingen Regnskab for Deres Paaklædning.«
»Det gjør jeg naturligvis ikke,« sagde hun og lagde Kaaben varsomt
over Stoleryggen, den Stol, hun selv havde rejst sig fra. »Men hvad
ville Folkene her i Huset tænke -- nej, nej! det kunde let komme til
at gaa ud over mit Rygte; det tør jeg ikke, der skal være Maade med
al Ting.«
Hun vedblev alligevel at se beundrende paa den, bøjede sig ned og
pillede en hvid Traad bort, der hørte hjemme i Butiken.
»De vil da ikke have, at jeg skal gaa med min Bylt igjen. Kaaben er
kjøbt og betalt, og jeg tænker, den skal klæde Dem. De véd, at jeg
engang imellem føler Trang til at gjøre en Foræring, helst paa
Steder, hvor jeg tør vente mig lidt Fornøjelse deraf. Siden min Kone
døde, og mine Piger ere komne i Vej, har jeg ingen rigtig at pynte
paa -- gamle Maren Kirstine forlanger ikke meget af den Slags Ting,
saa det er Dem, der gjør mig en Tjeneste ved at modtage den.«
Han rejste sig og tog Kaaben.
»Lad os nu se, hvordan den sidder. Den er kjøbt paa de Vilkaar, at
den kan byttes, hvis den ikke passer.«
Hun vilde endnu gjøre Indvendinger, men da det kostbare
Klædningsstykke i Armene paa Nielsen aabnede sin Favn imod hende,
udøvede det alligevel sin ejendommelige Tiltrækningskraft. Plüsch og
Pelsværk. Hendes høje, fyldige Skikkelse, hendes lyse, ovale Ansigt
med den smilende Kant af Tandrækken -- for smilede gjorde hun
alligevel, da alt det tykke, bløde, varme slog sammen om hende -- --!
Hun var skjøn som en Fyrstinde.
Nielsen lagde i ren Ubændighed Armen om hendes Liv, inden hun kunde
tænke paa at afværge det, saâ hende ind i Ansigtet og svor paa, at
hun var det dejligste af alt, hvad han endnu havde set.
Hun snoede sig fra ham og blev purpurrød; i et Nu gik det op for
hende, at Nielsen var forelsket i hende.
»Hvad skal jeg have for Kaaben?« spurgte han og nærmede sig paa ny,
medens Attraaen drev voxende op i ham.
Hun mærkede det, hun smittedes -- --
»Jeg har ikke Raad til at betale den,« sagde hun, leende som en ung
Pige; Tænderne glimtede bredere, de graa Øjne bleve varme, Mine og
Holdning paa en Gang sky og kaldende, idet hun veg længer fra ham.
»De skal slippe med et Kys,« sagde han.
»Jeg har ingen,« raabte hun med en klinger, kaad, trillende Latter og
holdt sine Hænder værgende ud.
»Kan jeg have mindre?« Han greb lidenskabeligt begge hendes Hænder.
»Og hvad følger saa?« udbrød hun blussende, ude af sig selv. Alle
Ungdommens Rigdomsdrømme, Lykkedrømme lynede hende paa ny i Møde.
»Alt hvad du vil. -- Endelig begynder vi at forstaa hinanden.«
»De fortryder det i Morgen. Gaa! Gaa til i Morgen!«
»Jeg fortryde! Nej hverken du eller jeg, det sværger jeg dig til.«
Han drog stærkt i hende, men hun stod imod og blev ved at gjentage
»til i Morgen.«
Men han vilde sejre nu, vilde sejre ved fysiske Midler. Alt som hun
maatte opbyde større Modstandskraft, blev Sindet koldere; Farven paa
hendes Kinder tabte sig, Smilet svandt; nu vilde _hun_ som hun
vilde, og hun var mere legemsstærk end han.
»Hvad Tid maa jeg komme i Morgen da?« spurgte han opgivende Kampen.
»Ved samme Tid som i Aften, hvis De ikke forinden har fortrudt det.«
»Og saa faar jeg, hvad jeg har til Gode?« sagde han og greb sin Hat.
»Jeg vil betænke mig. Jeg lover ingen Ting.«
Han tilkastede hende et forliebt Fingerkys og forlod Stuen.
Hun drejede Nøglen om efter ham og blev staaende midt paa Gulvet og
lyttede til hans Trin ned ad Trappen.
Hun var overvældet, fortumlet -- en angestfuld Hede kom stille
vældende over hende, medens hun søgte at erindre sig, hvad hun havde
sagt og gjort og lovet, og i det samme jog der gjennem denne Hede en
Orkan af Glæde over at have naaet det Maal, hun for evigt syntes
stænget ude fra. Aa, hvor det sydede og flammede i hende som et
Krater af Guld og Sølv med Raketter af funklende Stene. Hun var rig
-- nu kom det paa én Gang altsammen: Landsted, Middage, Landauer,
Ære, sorgløse Dage, kom uden Anstrængelse, uden Slid og Savn, kom,
saa der blev en hel Levetid at nyde i, i Stedet for nogle faa
skrøbelige Matroneaar.
Hun gik frem og tilbage i en svimmel Henrykkelsesrus. Nu var det
forbi med Vaskebaljen, med Trappeskuringen, med Madam Ditlevsen og
det falmede Shawl. Hun begyndte at se med Foragt ned paa »sit Sted«
-- hendes Sted var herefter de store, lyse Stuer paa Gamle Kongevej.
Og Nielsen saâ jo godt ud endnu. Han var vel heller ikke meget over
de halvtreds, en fem, sex Aar maaske. Tænke sig, at det var saadan
fat med ham! Denne faderlige Rolle blot et Skalkeskjul! Hele dette
Ildhav bag den barske Mine! At denne gamle Støder -- -- at hun skulde
blive Fru Nielsen -- --! Hun skar Ansigt ad Kakkelovnen og fægtede
med begge Arme i Luften. Hvad vilde Folk i Skovstrup sige -- og -- --
Jens Skomager?
Da Billedet af den brave, firskaarne Karl viste sig midt i det
blændende Rigdoms-Fyrværkeri, blegnede Glansen noget, der lagde sig
ligesom en Dæmper paa Jubelen, hun blev alvorlig og eftertænksom.
Langsomt trak hun Kaaben af sig, langsomt lagde hun den sammen og
hang den paa ny over Stoleryggen.
Det, syntes hun især, var saa rørende, at han var gaaet den lange Vej
ud til Vesterbro for at fortælle hende om sin Sværte, at han ikke
havde andre fortrolige at ty til end saadan en stakkels hjælpeløs
Enke, at det tilfredsstillede ham at meddele sig til hende, hver Gang
han, løftet ved eget Snille, egen Udholdenhed og Energi, tog et nyt
Trin frem ad. Ham havde Nielsen ogsaa villet gjøre stor i et
Øjeblik, ligesom han nu vilde gjøre hende det; men han sagde nej Tak.
Han vilde heller komme saa smaat frem, føle sig paa egen Grund hele
Tiden, for saa vidste han bedst, hvor han var, sagde han, og hvordan
han stod i det. Hvordan mon hun kom til at staa i det, dersom hun
blev Fru Nielsen? Hvad vidste hun fra tidligere Tid om denne Mand?
Hun begyndte at samle sammen paa, hvad hun kunde mindes om ham fra
Barneaarene, da han var hjemme. Han kunde nok tit være noget brøsig
mod Tjenestekarlene og stundom lidt for venlig mod Tjenestepigerne.
Hun havde ogsaa hørt om ham, at han kunde faa Taarer i Øjnene, naar
der var Tale om stor Nød, og at han aldrig holdt tilbage, hvor han
kunde række en hjælpsom Haand. Han havde et godt Hjærte, og saa var
han rig. Det var dette sidste, der dog var det vigtigste, det, det
egentlig kom an paa. Fattigdom skabte Slid og Savn og Sorg -- Rigdom
skabte Lykke, Frihed, Anseelse, Velvære.
Hun fik ikke meget Søvn i sine Øjne den Nat. Men det forunderlige
var, at jo nærmere hun kom dette Lyksalighedens Land, jo vissere hun
blev paa at kunne afkaste _det_, hun havde følt sig saa knuget af:
den uvisse Fremtid, Sygdommens Hjælpeløshed, Alderdommens Nød og
Forladthed, alt det pinende ved at være tilsidesat, overset, agtet
ringe -- -- desto flere Tvivl kom der op i hende, om Rigdommen,
Rigdommen i og for sig, nu ogsaa virkelig bragte Bod for alle Livets
Tyngsler. Tidligere havde Maalet staaet saa fjærnt, og det kunde kun
vindes gjennem et helt Livs Bedrift. Da laa der intet andet bagved
end at nyde den fortjente Hvile og den Anseelse og Tryghed, Rigdommen
giver. Nu kom det anderledes, og hvad vilde det næste Maal blive? Det
var ikke disse ydre Goder: Landsted, Middage, Landauer hun i og for
sig satte saa overdrevent højt, de vare jo blot den synlige Form, bag
hvilken skjulte sig den egentlige Kjærne: »Forraadet for de mange
Aar«, Trygheden, Anseelsen. Og medens hun forgjæves spejdede efter
dette næste Maal og ikke saâ andet end Hvile, Tryghed, Anseelse,
Forraad, grebes hun af en forunderlig Frygt og begyndte at gruble
over, om ikke Rigdommen muligvis skulde kjende en Tomhed, en
forstenende Ensomhed, der endnu var værre end Fattigdommen.
Og saa var der denne Kjælder, som hun aldrig havde set. Og Stuerne
paa Gamle Kongevej og Kjælderen i Store Kongensgade kjørte tilsidst
saa vanvittig rundt i hendes stakkels Hjærne, at da det omsider blev
Morgen, ønskede hun for fuldt Alvor, at det var Kjælderen, hun skulde
flytte til, og at hun aldrig skulde se for sine Øjne disse lyse,
smukke Stuer paa Gamle Kongevej.
Og ved Middagstid da hun var kommen fra sit Sted, skete saa det
mærkværdige, det fortvivlet vanvittige, at denne fattige Enke, der
vel ikke hidtil havde savnet dagligt Brød, men som dog havde sukket
dybt og smerteligt under Tyngden af den Nød, som engang _kunde_ komme
og derfor al sin Tid higet efter Rigdom, som det eneste og største,
der var værd at eftertragte, at hun sagde nej, at hun skød den fra
sig med begge Hænder, da den blev hende tilbudt redeligt og
hæderligt.
Hun pakkede Kaaben ind i det blankbrune Papir, slog Snoren om og
skrev et Brev af følgende Indhold:
Hr. Nielsen!
Jeg kan ikke tage mod denne store Foræring, som jeg ogsaa sagde Dem
i Aftes. Saa véd De nok hvorfor. Med Tak for bevist Godhed
Line Ditlevsen.
Hun gik hen til Hjørnet af Værnedamsvej og overgav et Bybud Pakken og
Brevet, for at hun kunde være vis paa, at begge Dele bleve rigtig
besørgede. Saa gik hun hjem, lukkede sig inde den hele Eftermiddag og
var til Mode, som om hun havde gjort en stor Ulykke. Alt hvad hun
hidtil saa at sige havde levet paa, havde hun brudt med, hun havde
ligesom afsvoret sin Tro, forkastet sine gamle Guder og kjendte
endnu ikke ret de nye. Hun havde adlydt en Stemme, der havde talt til
hende fra et indvortes Dyb, hvis Tilværelse hun ikke før havde anet,
en Stemme, der var saa mægtig, saa sikker -- sikrere endnu end
Rigdommen syntes hun -- og klang saa dirrende sødt og vældigt, at hun
kunde ej andet; men hun vidste, at hun havde uigjenkaldelig valgt
Kvistkammeret -- idet højeste Kjælderen, dersom han nærede andre
Følelser for hende end en Broders, dersom han ikke mere og mere
aldeles gik op i sin lille, enkle Livsgjerning; men selv om den
Fortrolighed, han havde vist hende, betød noget mere, saa kom det jo
endda an paa, hvad den Kjælder vilde bringe, om ikke Kvisten
alligevel var den tryggeste.


IX.

Lige i Skumringen bankede det med et Par raske Slag paa Døren. Line
lukkede op paa Klem; i Gangen var der bælgmørkt.
»Hvem er det?«
»Det er mig,« hørte hun Nielsens Stemme lige ved sit Ansigt. »Jeg maa
vel nok komme ind.«
»Har De faaet dét, jeg sendte tilbage?«
»Naturligvis; men jeg forstaar ikke, hvad det skal til.«
»Jo det forstaar De vel nok, og jeg synes ikke, det er behageligt
hverken for Dem eller mig at komme ind paa det oftere,« sagde hun,
men aabnede dog Døren og lod ham træde ind.
Han satte sig ned og tav et Øjeblik. Line begyndte at blive uhyggelig
til Mode, hendes Knæ skjælvede, og hun blev kold paa Fingrene.
»Hvorfor vil De ikke have Kaaben?« spurgte han mut. »Den var kjøbt
til Dem.«
»Det véd De godt, Nielsen,« svarede hun sagte. »Lad os ikke tale mere
om det!«
»Det er dét, jeg er kommen for at tale om,« sagde han lidt brøsig.
»De talte engang om en Alderdomsforsørgelse, og De ser jeg har
tiltænkt Dem én. For De kan vel nok begribe, at jeg ikke vil besøge
Dem for ingen Ting.«
Line stod op mod Kommoden med Hænderne paa Ryggen.
»Jeg troede ikke,« vedblev han, »at De egentlig havde Raad til at
være saa kostbar, saa fin paa det. Skal vi ikke se til at komme til
Rette og blive lidt fornuftige. Jeg kan nu engang umanerlig godt lide
Dem, og hvad denne Forsørgelse angaar, skal jeg den Dag i Morgen gaa
op i »Hafnia« og tegne Dem ind. Saa kan De sige, De har det paa det
tørre, hvad Fremtiden angaar. Hvor stor skal vi sætte den?«
»Jeg véd slet ikke, hvad De mener,« sagde Line og saâ forundret paa
ham. »Hvad behøves en saadan Forsørgelse til i det Tilfælde, De
tænker?«
»Nej vist ikke, men jeg troede, det var Dem som Liv og Død om at
gjøre. Det lod jo til, at De havde forelsket Dem i den Indretning. --
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 9
  • Parts
  • Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 1
    Total number of words is 4849
    Total number of unique words is 1353
    49.5 of words are in the 2000 most common words
    63.2 of words are in the 5000 most common words
    68.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 2
    Total number of words is 4892
    Total number of unique words is 1480
    48.2 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    71.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 3
    Total number of words is 4888
    Total number of unique words is 1388
    50.7 of words are in the 2000 most common words
    65.8 of words are in the 5000 most common words
    73.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 4
    Total number of words is 4875
    Total number of unique words is 1540
    45.3 of words are in the 2000 most common words
    60.0 of words are in the 5000 most common words
    66.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 5
    Total number of words is 4961
    Total number of unique words is 1377
    43.7 of words are in the 2000 most common words
    57.7 of words are in the 5000 most common words
    65.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 6
    Total number of words is 4875
    Total number of unique words is 1520
    46.3 of words are in the 2000 most common words
    63.4 of words are in the 5000 most common words
    70.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 7
    Total number of words is 4839
    Total number of unique words is 1509
    45.5 of words are in the 2000 most common words
    59.8 of words are in the 5000 most common words
    67.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 8
    Total number of words is 5029
    Total number of unique words is 1332
    52.7 of words are in the 2000 most common words
    66.7 of words are in the 5000 most common words
    74.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 9
    Total number of words is 3127
    Total number of unique words is 983
    55.7 of words are in the 2000 most common words
    70.3 of words are in the 5000 most common words
    77.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.