Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 7

ledig Stund, forbedre, rette, udsmykke Detailerne hist og her -- inde
i denne Verden, som _kan_ blive virkelig om saa og saa mange Aar!
Hvorledes Lines Drømmeland var beskaffent, have vi set -- der var alt
solidt og grundmuret med »Forraad for mange Aar;« Jens Skomagers var
en uendelig Tunnel af Sværte og Sværteæsker. I al den Tid, han havde
drevet Skomageriet i Skovstrup, havde hans Tanker syslet med denne
Sværte; af og til kunde han i en ledig Stund anstille Forsøg med en
ny Tilsætning, men ret egentlig tilhørte Sværten hans Drømmeverden.
Naar han gik de lange, ensomme Ture gjennem Skovene til Stationen
eller ad de krumme, lukkede Gyder til Herninge var han stadig optagen
af at give Æskerne Form, Etiketten Farve, at finde Navn til Sværten,
søge Agenter og forfatte Bekjendtgjørelser. Nielsen havde været paa
Nippet til at gribe virkeliggjørende ind, da Tilfældet havde røbet
ham Skomagerens Hemmelighed; hjælpsom og foretagsom havde han nær
bragt Jens ud af Ligevægt, thi dette Tilbud baade om Penge og
Kjøbenhavnsrejse vilde jo paa én Gang give hans Fremtidsverden Kjød
og Blod. Jens blev halv angest, da han saâ, at nu kunde det blive
Alvor, hvad Dag han vilde, og det var mere denne Angest for
Virkeligheden end de Betænkeligheder, han ved Skovballet udkrammede
for Nielsen, der gjorde, at han afslog Hestehandlerens Tilbud.
Desuden var der Hensynet til Faderen og Frygten for at komme i
Afhængighedsforhold til Nielsen. Alligevel havde det givet ham et
Stød fremad, at han var kommen til at staa Ansigt til Ansigt med
Virkeligheden, saaledes at han nu, da Faderen var død, og han var
bleven Herre over en ikke ringe Kapital, turde gaa over sin Rubicon.
Jens havde længe spekuleret paa et Navn til sin Sværte. Naar han
læste en Avis -- ny eller gammel -- naar han kigede ind ad et
Boghandlervindue i Odense, naar han saâ et Landkaart eller et Opslag
paa Banegaarden, var det ham altid i Tankerne at finde et vellydende
Navn. En lang Tid standsede han ved Navnet Verona, men siden blev det
forbedret ligesom Sværten og antog Formen Veronika, og under dette
Navn kom den frem. Æskerne lignede smaa Sardindaaser, men vare
naturligvis kun af en meget let Folie, broncegyldne, ovale. Hen over
Forsiden laa klæbet en rudeformet Seddel, zinnoberrød af Farve og med
store mørkegrønne, hvidrandede Bogstaver.
+--------------------+
| ÆGTE |
| VERONIKA-SVÆRTE. |
| Dybsort Glans. |
+--------------------+
Han tog Patent paa sin Sværte, lejede sig en Kjælderlejlighed i Store
Kongensgade; ved Avertissementer, Plakater og Indpakningspapirer
om Æskerne oplystes man om Fabrikens Adresse og Navnene paa
Hovedforhandlerne. Og nu begyndte Tilvirkningen efter en stor
Maalestok.
Hestehandler P. Nielsen havde lejet sig en første Sals Lejlighed paa
Gamle Kongevej i Nærheden af Søerne. Begge hans Døtre vare gifte og
boede i Fyn, den gamle Pige Maren Kirstine styrede Huset ene, kun ved
Vask og større Rengjøring tog hun en Kone til Hjælp fra det
kvindelige Arbejderkontor i Absalonsgade. Nielsen havde saaledes
boet et Par Aars Tid i Hovedstaden og befandt sig overmaade vel
derved. Han gik lange Morgenture, røg af lange Piber og sov lange
Middagssøvne. Om Aftenen var han kun hjemme, naar han havde fremmede,
var ellers Gjæst i et eller andet Theater i Vintertiden og lod sig
om Sommeren træffe i Tivoli, Alleenberg eller et lignende
Forlystelses-Etablissement af højere eller lavere Rang. Hans Dagværk
var sluttet, han levede kun for at more sig paa bedste Maade.
En Vaskedag mødte som sædvanlig en Kone fra Kontoret. Hun ringede paa
ved Køkkentrappen, Maren Kirstine lukkede op -- traadte et Skridt
tilbage og slog forbavset Hænderne sammen.
»Men er det ikke Lars Tops Line?« udbrød hun.
Foran hende stod en høj, lyshaaret Kone, fyldig og stærk af Bygning
med et blegt, langagtigt Ansigt og graa, rolige Øjne.
»Det var et mærkeligt Træf det!« sagde Line og traadte ind. »Saa I
bor her! Hvordan lever du, Maren Kirstine?«
»Godt nok. Hvordan har du det?«
»Ja mig er det gaaet ned ad Bakke med, som du vel nok véd. Siden
Ditlevsen døde, har jeg maattet slide for Opholdet.«
»Ja Herre Gud! Gak hen og sæt dig ned, Line. Det var da morsomt, at
vi skulde træffe hinanden saadan. Nu vil vi allerførst have Kaffen.«
Kaffen blev drukken, og meget var der at tale om baade af nyt og
gammelt. Saa gik det løs ved Baljen nede i Vaskekjælderen et Par
Timers Tid.
»Nu er det bedst vi følges ad op og ser at faa os noget Frokost,«
sagde Maren Kirstine. »For Føden skal vi da have. Det er nok ogsaa
snart Tiden, at Nielsen skal have sin Kaffe. Han plejer at faa den
paa Sengen om Morgenen.«
De fulgtes ad op i Lejligheden, Maren Kirstine tændte
Petroleumsapparatet, og Line blev sat til at vaske Kopper af.
»Nu skal du gaa ind til Nielsen med Kaffen,« sagde Maren Kirstine,
»han vil ordentlig gjøre Øjne, naar han ser dig.«
»Han kjender mig vist ikke,« indvendte Line.
»Sitte nøve Pjank! Du har aldrig forandret dig en eneste Smule uden
barestens det, at du er bleven noget drøjere oven om. Ja vel er det
da, at du ikke ser ud til at lide Nød, Line, og hvad det angaar med
at slide: det er noget vi maa alle sammen.«
»Jeg kan ikke være bekjendt at gaa ind nogen Steder,« sagde Line,
»saadan som jeg ser ud i hele min Vaskehabit!«
»Ja hvordan ser jeg ud? Det behøver du da heller ikke at bryde dig om
over for Nielsen.«
Gamle Maren Kirstine stod fast paa, at Nielsen skulde beredes den
Overraskelse fastende. Line glattede altsaa Haaret en Smule, mens
Maren Kirstine skjænkede Kaffen -- strøg de opsmøgede Ærmer ned og
tog Bakken. Maren Kirstine selv lukkede Sovekammerdøren op.
Nielsens skjæggede Hoved dukkede op af Puder og Lagen, et Par bistre,
søvndrukne Øjne glippede mod Lyset, et Par stærke, hvidskjortede Arme
satte imod Madrassen, det gav et Knag i alle Sengens Fuger, og saa
rettede en stor Overkrop sig i Vejret, medens hele Ansigtet udtrykte
den mest levende Forbavselse.
»Hvad er det? Drømmer jeg -- -- er det? det er jo Line -- -- Madam
Ditlevsen skulde jeg vel sige. Hvordan hænger det sammen?«
Gamle Maren Kirstine stod i Døren og lo, som hun skulde briste. Mage
til Fornøjelse havde hun i mange Aar ikke oplevet.
Nielsen tog imod Kaffen og det varme Wienerbrød, der fulgte med, men
hans Øjne veg ikke fra Line under hele den vidtløftige Forklaring,
Maren Kirstine gav til bedste. Line selv følte som en Duft af
Barndomsminder, af noget der gik forud for Sliddet og Bekymringerne;
hun stod med et stort Smil over sit lyse Ansigt og saâ med sine klare
Øjne fra Maren Kirstine til Nielsen og tilbage igjen.
Da den gamle var færdig, spurgte Nielsen deltagende:
»Kan De ellers komme ud af det, Line?«
Der jog en Skygge hen over hendes Træk, saa Smilet forsvandt. »Jo
Tak, saa længe man har Helbredet gaar det jo.«
»Det var maaske godt for noget, at vi traf hinanden. Nu véd De da,
hvor vi bor, dersom De skulde komme til at fejle noget. Og hvis der
er et eller andet, jeg kan hjælpe Dem med, saa sig kun De til, Line!«
Line tænkte et Øjeblik paa, om hun skulde bede ham sige du til sig,
han havde jo kjendt hende siden hun var Barn; men hun frygtede
instinktmæssig for alt for stor Fortrolighed, og tav.
»Er det ikke for strængt Arbejde saadan at gaa ud og vaske?« spurgte
Nielsen.
»Jeg har heller ikke været ved det saa længe. Jeg har ellers havt
Arbejde paa en Fabrik, men den er gaaet Fallit, og nu maa jeg tage
imod, hvad der tilbyder sig for det første.«
»Ja, ja. Jeg skal nok se, om jeg ikke kan skaffe Dem noget bedre. Jeg
har mange Bekjendte, og jeg véd, jeg tør anbefale Dem, Line.«
»Det skal De have saa mange Tak for,« svarede Line. »Ja vi skal vel
ned til vor Vask igjen, Maren Kirstine.«
»Hun er ligefrem bleven kjøn, siden jeg saâ hende sidst,« mumlede den
forhenværende Hestepranger og fulgte hendes ranke Junoskikkelse
gjennem Døren, indtil Maren Kirstine lukkede.


VI.

Mellem Vesterbrogade og Kalvebodstrand voxer et nyt Arbejderkvarter
op under de stolt klingende Navne: Absalonsgade, Danebrogsgade,
Saxogade og Øhlenschlægersgade, korsskaarne af Matthæusgaden og
Istedgaden. Sommer og Vinter bygges her, Aar for Aar krybe de lange,
snorlige Gader endnu et Stykke længer ud mod den gamle Jærnbanevold
og Kysten med taarnhøje Huse paa en i Hast opfyldt Sumpgrund. Naar
man en tidlig, stille Sommermorgen staar der ude med Ryggen mod den
voxende By, hviler der noget usigelig ensomt og blidt over dette
Kystlandskab. Foran os ligger Kalvebodstrand, der vilde flyde i ét
med den blege Luft, om ikke Amager som en Blyantstegning laa og
zitrede paa Grænsen i Sollyset. Fiskerbaade, nogle med røde, andre
med hvide Sejl, glide lydløst ind imod Langebro, hvor Frederiks og
Frelsers Kirker hæver sig over Kristianshavns lave Volde, og høje
Dampskorstene tage Maal af det gamle Sneglespir. Vender man sig saa
fra Solen og den stille Kyst, møder Modsætningen os i al sin
Skarphed. Paa et oprodet Terrain med dybe Grøfter, udstukne Gader,
gamle Pilehegn og uhyre Affaldsdynger taarne sig de ufærdige
Nybygninger med deres blinde Bagsider paa Kryds og tværs; det er som
saâ man ind mellem en Mængde endestillede Kæmpeæsker, Vrangsiden
af et Theaters vældige Sætstykker. Det er disse Huse, af hvilke
nogle siges at skulle indeholde Beboelsesrum for et hundrede og
tredsindstyve Familier. Og fra denne Forgrund trække de ligeløbende
Gader sig perspektivisk ind, stedse mere graa, mere snevre og
mylrende, tabende sig i en rødgraa, uigjennemtrængelig Kultaage. Paa
hvert Hjørne af disse Gader bor en Værtshusholder -- han er den
første, som flytter ind i det nye Hus, -- endnu medens Tømrere,
Murere, Malere og Snedkere rumstere i det Indre, endnu før der er
Lofter, Vinduer, Trapper har han indrettet sig i sin Hjørnekjælder,
er Økonom paa Pladsen, og naar Kvarteret efter faa Aars Forløb er
færdigt, naar Larmen af de tunge Mørtelvogne, de gjaldende
Hammerslag, Arbejdernes høje Varskoraab er dragen længere bort, har
Værtshusholderen tjent sig en Formue; -- han har solgt Bajere til
otte Øre og Smørrebrød til sex.
Nu og da lagde P. Nielsen sin Morgentur om ad Kvægtorvet -- Livet
der ude vakte gamle Minder, jævnlig var ogsaa der Bekjendte at
træffe. Saaledes en Formiddag kort efter Mødet med Lars Tops Line.
Fra Kvægtorvet fulgte han Jærnbanevolden til Saxogade; derfra
skraanede han gjennem det nye Kvarter op efter Vesterbrogade. I disse
Egne traf han uventet en af sine gamle Hestepassere, og denne viste
en saa rørende Hjærtensglæde over at se sin fordums Husbond, at denne
ikke godt kunde undlade at traktere ham med en halv Øl paa det
nærmeste Kjælderhjørne. Beværtningen bar det velklingende Navn »Café
Kalveboderne.«
I den forreste Stue sad en Del Mursvende i Arbejdstøj ved deres
Frokost. Nogle af dem havde deres egne Madpapirer, andre lode Kaféen
servere Frokosten. Den bestod da hyppigt af et stort Stykke stegt,
dryppende Flæsk og en Rundtenom tørt Rugbrød. Brændevin og Bajerskøl
var der i Overflødighed.
Værten stod bag Disken og tørrede Glas af i et miserabelt
Viskestykke. Han var endnu ung og spinkel med et tyndt, gult
Overskjæg, var iført en graa, strikket Trøje med brun Bort og havde
nedfaldende otte Dages Flip med en gul Knap som Centrum i Stedet for
Sløjfe.
»To Tuborger!« sagde Nielsen uden at rokke sin Hat og sendte
Værtshusholderen et overlegent Blik i Forbigaaende.
»Meget gjærne,« svarede den tynde i Uldtrøjen, slog lynsnart
sit Viskestykke over Skulderen og røg foran Nielsen ind i en
bagvedliggende Skumring, hvor han gav sig til at overfare et lille
gult Bord med fornævnte Viskestykke, saa Bordet smaadansede paa alle
fire.
»Værsartig, mine Herrer! Tag Plads! Det var to Tuborg -- skal ske!«
I det samme hævede Mursvendene Taflet og forlod Lokalet. Værten kom
med Øllet. Hestepasseren, en lille, tyk Mandsling, begyndte at gjøre
Rede for de sidste Aars vexlende Skæbner.
Nielsen sad saaledes, at han gjennem den aabenstaaende Dør kunde se
ind i den forreste Stue med et Hjørne af Murernes Bord til venstre i
Forgrunden, og i Baggrunden over det Buffeten, bag hvilken Værten
atter var i Færd med sine Glas. En høj, mørkhaaret Pige kom ind paa
et Raab af Værten og begyndte at aftørre Bordene og rydde op efter
Svendene. Da det var gjort, vendte hun sig mod Værten med et
Spørgsmaal; hun stod lige op og ned og støttede den højre Haand mod
Murernes Bord, saaledes at hun vendte Ryggen til Bagstuen.
Hestepasseren havde lagt Armene paa Bordet, sad fremadbøjet med sit
Ølkrus lige under Næsen og lod Munden ustandseligt løbe. Nielsen
havde Øjnene ved den kjønne, ranke Tjenestepige med de brede Hofter,
den brune Nakke og den blottede Arm med dens lille, røde Albugrube.
»Var han inde her til Frokost?« spurgte hun Værten.
»Nej.«
»Og der blev inte talt om ham?«
»Ikke det jeg hørte.«
»Han har naturligvis været i Skoven med hende igaar. Den er da
tydelig nok.«
Idet samme blev Yderdøren slaaet op, og en garderhøj, ung Mand med
solbrændt Hud, regelmæssige Træk og sort lille Kindskjæg traadte ind.
Overfrakke, lyse Benklæder, Hatten i Nakken og støvede Støvler.
»Nej, der er han!« udbrød Pigen med en glad Latter og vendte sig mod
Døren, saa Nielsen fik Profilen af hendes Ansigt.
»Hvor kommer De fra, Jensen?« spurgte hun kjækt, endnu før han havde
faaet lukket efter sig.
»Hvor jeg kommer fra! Jeg kommer fra de grønne Græsgange og fra
mangfoldige Steder, mit Lam,« svarede Mandspersonen og blev staaende
et Par Skridt indenfor Døren med Hovedet en Smule paa Skraa, som om
han angrede det.
»Det vil jeg tro. De ser ud til, at De har været med. Hvor har De
været?«
»Et Sted véd jeg, hvor jeg ikke har været.«
»De vil kanske bilde mig ind, at De ikke har været i Skoven?«
»Nej, min Snut, i Skoven var jeg.«
»Hvor er det saa, De ikke har været?«
»I Seng, natyrlig.«
Han brød ud i en hæs Latter, slingrede hen imod Disken, idet han gav
Hatten et Skub, og sagde til Værten:
»En Bitter og en Vand.«
Derpaa slog han atter et Slag tilbage, stak Hænderne i Lommen og stod
en Stund og saâ ud af Dørens Gitterrude, medens Værten skjænkede en
tjærerød Bitter og satte den tillige med Sodavandsflasken frem paa en
Bakke af galvaniseret Jærn.
»Savnede De mig noget igaar, Lavra!« spurgte han og vendte sig.
»Jaj!« udbrød hun foragteligt. »Hvor falder det Dem ind?«
»De var vel paa Træk med lille Schenck?«
»Naa da!« udbrød Lavra og slog med Nakken.
»Jeg savnede Dem enormt, ganske enormt.«
»Det gore De vist. De var mutters alene derude, kan jeg tænke.«
»Ja ser De, hvad Ensomhed anbelanger -- --«
»Jeg véd det, Jensen. De tog bare ud i Skoven for at grublisere. De
gik hele Daen lige fra om Morningen og kigede efter en Gren, De
kunde hænge Dem i. Man kan jo se det paa Dem, saa medtaget De ser
ud.«
»Hold inde med Chargeringen, Lavra!«
»Tilstaar De, at Dora var med?«
»Hold inde, ber jeg. Nævn ikke det Navn. Hun er et grusommeligt
Pigebarn.«
»Naar er det gaaet op for Dem?« spurgte Lavra spydigt.
»De martrer mig, Lavra. De er ubarmhjærtig.«
»Og De er -- --. Jeg er vis paa, at Dora var med Dem i Skoven igaar.
Jeg vil dø paa, at hun var med Dem.«
»Det har jeg heller inte benægtet, mit Lam. Er det ikke netop derfor,
jeg er fortvivlet, sort, afkjørt. Ikke blot hele Daen, men hele
Natten. Det var umuligt at slippe hende. Tænk Dem, et helt Døgn med
det balstyrige Pigebarn. Hun vilde sejle og danse og ryge og drikke
og sove -- alt paa én Gang. Hun er noget af det mere anstrængende;
men nu har jeg ogsaa sagt hende, at det er uigjenkaldelig den sidste
Forestilling. Det er forbi.«
»De er væmmelig.«
»Fordi jeg gjør det forbi med Dora. Véd De hvad, Lavra! Det mener
dinte.«
»Inte?«
»Véd De, hvad det er i Morgen?«
»Naa?«
»Det er den syv og tyvende.«
»De er utaalelig.«
»Den 27de Maj holder Foreningen »Bravo« Fødselsdag. Og jeg er
Medlem.«
»Hvad rager det mig?«
»Der skal være stor Gala. Varm Forret, glimrende Orsjester, glimrende
bal paré, som er det allerfineste, der existerer. Vil De være min
Dame?«
»Til venstre Haand? Nej Tak.«
»Til højre, aller eneste! til højre, elskede Lovra.«
»Med Dora ved den venstre kanske, for en Afvexlings Skyld? Nej Tak
som sagt.«
»Ved min Murske! Jeg sværger, at Dora er død og borte for mig i al
Evighed -- jeg lod hende tage ene hjem i Morges -- -- det vil sige,
jeg bad Villumsen følge hende og se til, at hun kom lykkelig og vel
op ad sin Hønsestige, samt være lidt ridderlig imod hende: tænde
hendes Lampe og trække hendes Støvler af -- --«
»De er væmmelig, Jensen.«
»Jeg tager forresten en Droske, og hvis saa er, at De vil med, saa
holder jeg her og lader Dem hoppe ind.«
»Hvad Tid?«
»Tyve Minutter i otte.«
Han drak sin Bitter og lod Sodavandsproppen springe.
»Ge maj en Segar, Eriksen! -- -- af den flade.«
»En Segar -- skal ske. Værsartig.«
»Saa skal Dora vel med Villumsen?« spurgte Lavra og drejede en
Tændstikkeæske mellem Fingrene.
»Gaa væk! Villumsen! Tror De Villumsen er Medlem af »Bravo«. Saa
kjender dinte vor Forening, Lavra. Og Dora! Tror De Dora kan komme i
det Selskab? Naa, det gjør mig ondt for Pigebarnet, men hun er
umulig, rent umulig blandt dannede Mennesker. Ge maj Dikkerne,
Lovra!«
Hun strøg en Tændstikke og rakte ham. Da han havde tændt sin Cigar,
drak han Resten af sin »Vand« og gav Hatten endnu et Tryk.
»Nu skal det gjøre godt at komme i Seng og snue en fem, sex Timers
Tid. Far vel, min Sukkerstang! Jeg skal nok se herind i Aften, saa
tales vi nærmere ved.«
Lavra løb ud i Køkkenet. Nielsen kaldte paa Værten og smed klingrende
et Kronestykke hen ad Bordet.
»To Cigarer af bedste Sort!«
»To Cigarer -- meget gjærne.« Han kom tilbage med den flade Kasse.
»Værsartig! Sexten og tolv gjør otte og tyve. Tredive, fyrre,
hundrede -- -- værsartig.«
»Hvor har De faaet fat i den Krafttøs?« spurgte Nielsen og tændte.
»Hun har været sidst i en Kjælder paa Vesterbrogade. Hun er ellers,
saa vidt jeg véd, ovre fra Fyn!«
»Mente jeg ikke nok, jeg havde set Ansigtet før. Vi er jo Bysbørn,
naar vi ser os til. Mads Mogensens Lavra. Er der noget ved hende?«
»Hija -- hun som de andre! Denne Murer er hun helt rundtosset efter.«
»Hvad var det for en Dora? Det er vel ikke en, der for et Par Aar
siden sang i »Kisten«?«
»Jo akkurat. Hun saâ forresten meget godt ud og var ligefrem i Vælten
en Gang. Her er jo en Masse ulykkelige Djævle -- Kontorister og
Handelsbetjente, som gaar og drysser om og ikke véd, hvor de skal
gjøre af dem selv i den Smule Fritid, de har. Og saa natyrligvis
trækker de omkring efter, hvor der er nogen Ballade og Gemytlighed og
kommer paa Steder, der just inte altid er af den bedste Sort. Og hvad
det værste er, disse pur unge Mennesker, der kommer her ind fra
Provinsen, bliver begribeligvis trukken med og kort sagt, det endte
med, at hun fik en sølle Dreng paa en atten, nitten Aar, der stod i
Kræmmerlære inde paa Gastorvet, i sine Garn; han gav Junkeren, og da
hans egen Pottemonix natyrligvis snart var færdig, gik han i Skuffen.
Den blev jo snart opdaget, og hvordan det nu gik eller ikke: Dora
maatte en Tur paa Vand og Brød. Nu bor hun her omme paa Badevej og
holder den gaaende igjen, og hun og Lavra slaas for Tiden om Mureren.
Forgangen var Lavra med ham i Figaro, Dora var ogsaa mødt, og alt gik
vel til en Tid. Men da de fik noget at drikke, kom det Lavra for, som
om Mureren og Dora blev lidt for intime, og nok sagt: Lavra, der har
Lemmer som en Smed, ryger løs paa den anden, bukker begge Ender
sammen paa hende og verfer hende paa Hovedet ned ad Galleritrappen,
saa hun nær havde slaaet sig ihjel paa Stedet. Det syntes Mureren var
lidt for grovt, og en Tid lang saâ han ikke til den Side, Lavra var.
Men nu er der nok vendt Blad, lader det til; i den sidste Uges Tid er
han kommen her hver Aften.«
Just som Nielsen havde rejst sig og vilde til at forlade Kjælderen
fulgt af sin Adjutant, kom Lavra igjen ind fra Køkkenet. Nielsen gik
lige imod hende, saâ nærgaaende paa hende og gav hende Haand.
»God Dag, Lavra! Hvordan lever De?«
»Jo mange Tak,« svarede Lavra med al den Dannelse, hun kunde opdrive
og uden at røbe nogen synderlig Overraskelse. »Og De, Hr. Nielsen? Ja
De bor jo nu her i Hovedstaden.«
»Ja, paa Gamle Kongevej. Har De hørt fra Skovstrup for nylig?«
»Ikke for ganske nylig. Far og Mor er ikke store Skribentere, og de
fleste af mine Søskende gaar endnu i Skole; men jeg haaber, at alt
staar ved det gamle.«
»Ser De noget til Lars Tops Line?«
»Naj! Men hun har det nok smaat, siden Manden døde, har jeg hørt.«
-- -- Paa næste Gadehjørne skiltes Nielsen fra sin gamle Hestepasser.
Han fik Lyst til, med det samme han var i Nærheden, at opsøge Lines
Tagkammer.
Han fandt Husnummeret og begyndte at stige op ad. De vare ikke
hyggelige, disse snævre, umalede Trapper med deres knasende
Kulbrokker og smaa Mælkepytter paa Trinene, og saa et Par Børn, man
skulde passere ved hver Omdrejning. Endelig var han da, saa højt han
kunde komme. Til begge Sider aabnede sig en mørk Gang; han famlede
sig frem til højre, fandt en Dør og bankede paa; thi heroppe var der
intet Ringeapparat. Døren blev lukket op. Line var hjemme.
Hun præsenterede sig i en lys, taalelig ren Bomuldskjole, der klædte
hendes høje, fyldige Legeme godt. Hun saâ glad, en Smule smigret ud
ved Besøget og bad den store Mand træde ind i hendes ringe Lejlighed.
Hun havde lige faaet Stuen i Orden, det vil sige faaet Dyne og
Lagener ned i Sovesofaens Skuffe, faaet Bordet tørret af og givet
Gulvet et Par Strøg med en vaad Klud. Foran Sofaen stod et
firkantet, nøddetræsmalet Bord med Tæppe og Lampe, et Par Stole derom
og paa Væggen modsat hendes Kommode. Der var lysblomstrede Kapper for
Kvistvinduet og et Par Blomster i Karmen, paa Kommoden var der sort
Voxdugsbetræk, hvorpaa stod et Petroleums Kogeapparat og et Par
Kopper, af hvilke hun havde drukket sin Morgenkaffe -- den øverste
Skuffe tjente som Spisekammer. Hun var glad ved, at hun kunde tage
saa pænt mod Nielsen, at hun kunde byde ham ind i sin Stue uden at
skamme sig eller gjøre Undskyldning for dens Udseende.
Nielsen selv var synlig overrasket, næsten forlegen. Endelig drejede
han en Stol fra Bordet, satte sig sideværts med sin Stok mellem
Knæene og lagde Hatten paa Bordet.
»De bor jo saa net, Line, at det er en hel Lyst at besøge Dem. De maa
ikke tage mig ilde op, at jeg -- --. Ja nu er det jo sket, og saa er
jeg vel nødt til at komme frem med mit Ærende.«
Line indskrænkede sig til at smile forekommende uden at ane, hvor den
Indledning førte hen.
»Oprigtigt talt var jeg bange for, at De maaske ikke -- -- at De
maaske manglede et eller andet Stykke, og da vi nu er Bysbørn, og jeg
jo har begge mine Pigebørn forsørgede, saa vilde jeg spørge lige
frem om det eller ogsaa selv se mig det til, og saa skulde De have
det, enten De vilde eller ej.«
»Jeg siger Dem saa mange Tak,« sagde Line hjærteligt. »Saa længe jeg
har Helbredet, trænger jeg, Gud ske Lov, ikke til noget. Og jeg har
da ogsaa en lille Skilling i en Baghaand til at tage det første Stød
af, hvis noget skulde ramme.«
»Det glæder mig at høre,« svarede Nielsen og rømmede sig kraftigt.
»Jeg har forresten søgt efter Plads til Dem flere Steder hos mine
Bekjendte, det vil sige paa de gode Steder; men hidtil er det ikke
lykkedes mig. Det skal jo ske saadan lejlighedsvis.«
Line satte sig med et Haandarbejde for den modsatte Bordende, og de
talte sammen om forskjellige Ting. Nielsen berørte ogsaa sit Møde med
Lavra, og hvad han vidste om hendes Forhold, dog under en særdeles
modereret Form.
»Hendes Ulykke er nu den, at hun kaster sig hen til en Gast, der er
lige saa ilde faren, lige saa redningsløst fortabt som hun selv. Hvor
kan det heller gaa godt?« udbrød Nielsen indigneret.
»Nej, naturligvis -- skjønt -- -- hvad er sikkert i denne Verden?«
sagde Line tungt og tænkte paa _sin_ Murer. Han hørte dog til de
solide.
»Jo véd De hvad,« sagde Nielsen med selvbevidst Hentydning. »Jeg vil
ikke nægte, at der er meget løst, uholdbart; selv af det der glimrer
mest, er der alt, altfor meget forlorent -- Gud bevares! men der er
da ogsaa det som er sikkert, og de Folk, som man helt ud kan stole
paa. Ellers var det ikke godt.«
Hun forstod ikke rigtig Forbindelsen mellem denne sidste Bemærkning
og Æmnet, men hendes egne Tanker vare nu i det Spor, de saa ofte tog,
naar hun var ene. Derfor sagde hun:
»Jeg véd blot, at naar jeg engang ikke kan mer, saa er jeg henvist
til Fattigvæsenet og til den kummerlige Barmhjærtighed, der ydes af
Folk. Og det synes mig er saa ulidelig bittert, at naar man har slidt
og slæbt sit hele Liv og stridt og stræbt for at holde Nøden ude, at
Enden saa ikke kan fortone sig en Smule lysere.«
»Ja hvad skal man sige -- det er nu engang Naturens Orden og bliver
aldrig anderledes. Der vil altid være Folk, der har mere end andre.«
»Naturligvis. Det er heller ikke det. Men jeg kan huske fra min
Lærebog, at der stod, at enhver Stand er Gud velbehagelig og af
hannem velsignet; naar Kristendommen lærer det, hvor kan der saa i et
kristeligt Land være den Forskjel, at nogle faar, hvad de kan leve
af, lige til deres Død, og andre kommer paa Fattigvæsenet? Jeg kan nu
for Exempel huske gamle Skolelærer Bloch i Skovstrup. Da han ikke
kunde holde Skole mer, saa fik han sin Pensjon; da den gamle
Sulesnedker, som de kaldte ham, blev lam i Hænderne, kom han paa
Sognet og maatte gaa fra Dør til Dør med sin Madspand og Mælkespand.
Mon han da ikke havde været lige saa tro og flittig i sin Næringsvej
som Bloch, og var hans Stand ikke Gud lige saa vel behagelig?«
»Ja se hvad det angaar -- -- men forresten vil jeg dog sige Dem,
Line, at Regeringen i denne Tid netop arbejder paa et Lovforslag om
billige Alderdomsforsørgelser, og Meningen med dem er netop, at
enhver Arbejder ved at afse lidt af sin Fortjeneste i de yngre Aar
kan erhverve sig Ret til en anstændig Forsørgelse i sin Alderdom,
altsaa en ligefrem Pension.«
»Saa?« spurgte Line vantro.
»Jo, men jeg vil indrømme, Lovforslaget har liden Udsigt til at gaa
igjennem under de nuværende Forhold. De véd nok, at Rigsdagen og
Regeringen er paa Kant med hinanden.«
»Jeg tænkte _det_. De Folk, der sidder i Rigsdagen, faar vel ikke
selv noget Gavn af det, og saa haster det ikke. Det er altid saa,
naar der er Tale om, at de smaa skal til Fadet: det haster ikke.«
»Her tror jeg nok, De gjør de store Uret, Line, thi saa vidt jeg véd,
er det netop dem, der vil have Loven sat igjennem; men jeg har ikke
fulgt synderlig med i Politiken, saa det er Sager, jeg staar udenfor.
Jeg hører kun, hvad der siges, og det gaar mig saadan, at naar det er
en Højremand, der snakker op, synes jeg, _han_ har Ret, og naar det
er en Venstremand, der begynder at præke løs, synes jeg ogsaa dét er
billigt; nej, men vi har jo flere Fabriker her i Byen, hvor det er
indrettet saadan, at der ugentlig tilbageholdes nogle Øre af Lønnen,
saaledes at der omsider bliver en Alderdomsforsørgelse ud af det. Jeg
skal have det i Tankerne. Det var ikke umuligt, jeg kunde skaffe Dem
Indpas saadan et Sted, og skulde det engang imellem knibe med
Bidraget, saa -- -- saa længe jeg lever -- --«
»Ja mange Tak. De er altfor god mod mig, Nielsen.«
»Hør, Line,« sagde Nielsen og rejste sig, »nu skal De give mig Lov
til at se op til Dem engang imellem, og saa skal De ligeledes flittig
komme hen og se til Maren Kirstine. Hun føler sig noget ene her i
Kjøbenhavn, og jeg er jo sjældent hjemme om Aftenen. Lad mig se, De
gaar ud og holder hende med Selskab af og til, naar det passer Dem.«
Line takkede ham atter og atter for al hans Venlighed. Især dette
Haab om en Alderdomsforsørgelse kastede ligesom en hel Solstribe ind
over hendes ensomme Kvistkammer.


VII.