Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 6

tage med mig ind til Kjøbenhavn ret efter Helligdagene, saa giver jeg
fri Rejse.«
»Jeg siger saa manne Tak,« svarede Jens, »men det er lidt for tidlig
inøv.«
»For tidlig! Hvad skal det sige? Naar saadan noget skal sættes i
Gang, saa gjælder det just at komme saa tidlig som muligt og komme
med Kraft. Jeg kan ikke med dette Sjokkeri og disse hundrede
Betænkeligheder, somme har, saa de aldrig kommer af Stedet, inden det
er bag efter.«
»Det kan nok være, Nejlsen, men siden vi nu har begyndt at snakke om
de Dejl, saa sker det ogsaa somme Tids, at en god Sag bliver ødelagt,
fordi den kommer frem for hovedkulds. Efter hvad jeg saadan har tænkt
om dette, da er der to Veje: enten gaar vi ud fra Skovstrup med smaa
Skridt og kommer først til Odense, Assens og Nyborg, siden hen tar vi
Jylland og Sjælland, saa Kjøbenhavn og saa videre kanske til Sverig
og Tyskland, eller ogsaa gaar vi ud fra Kjøbenhavn og falder over
hele Landet lige med det samme. Men saa er det, at der skal en hel
Fabrik i Gang med Folk og Agenter og store Oplag. Alene de mange
tusend Æsker og Prøver og Forsendelser vil koste flere Hundrede
Kroner. Sejs vi, dem har jitte, Nejlsen, og derfor er jeg nøjdt til
at gaa med smaa Skridt.«
Nielsen saâ forbauset paa sin Sidemand. Han begreb, at det var ikke
ham, der gav Skomageren en Opgave, men at denne var til forud, var
gjennemtænkt langt fuldere, end han havde Anelse om, at Skomagerens
Tankevidde gik, og at Opgaven var grebet under et større Synspunkt;
derom overbevistes han ved de Ord Fabrik og Agenter.
»Det var som Faen. Jeg ser, du har tænkt over den Ting. Men er det
ellers kun Penge, du trænger til, saa kan du faa hos mig. Hvor mange
skal du bruge? Vil du have fem Hundrede Kroner?«
»Det er saa møje godt, Nejlsen, og jeg siger saa manne Tak; men jeg
kan ikke stille naare Sikkerhed, og jeg er heller ikke modig ved at
laane alle de Penge.«
»Sværten er Sikkerhed nok. Folk, der vil frem, skal hjælpes.«
»Jeg tror ligodt, jeg gaar over Odense og Assens og tar den med smaa
Skridt,« sagde Skomageren; »men jeg skal tænke over det. Kun vil jeg
bede dig om, at det bliver mellem vos. Folk gjør Nar ad saadan nøve,
indtil de sejr, det gir Penge.«
I det samme kom hele Pigeklyngen, lys, flagrende, leende -- to og to,
Arm i Arm. Line stak noget af i sin graa Kjole; hun var ogsaa den
højeste.
Hesteprangeren løftede høfligt paa Hatten og talte dem spøgende til.
Han havde Ord for at være kvindekjær. Jens Skomager drev forlegen af
for sig selv i store Spekulationer, smaafnisende og med mange
sælsomme Grimacer.


IV.

Lines Bryllup stod en af de sidste Dage i Juli. Alt som Tiden nærmede
sig, blev Lars Top meget optaget af Begivenheden; der var en hel Del
Renderi: Tillysning hos Præsten, Indkjøb hos Slagter og Kjøbmand,
Indbydelser, Anmodning om Vogne og meget andet. Det gjaldt om at
kunne modtage Svigersønnen anstændigt. Han var ikke blot Søn af en
udenlandsk Velhaver, han var tillige -- efter Lines Beskrivelse, --
en ualmindelig dygtig Arbejder, stor, stærk, alvorlig, ædruelig,
havde, kort sagt, en Mængde Egenskaber, som Lars helt eller delvis
manglede; derfor fyldte Billedet af Svigersønnen ham med Ærefrygt;
han blev altid højtidelig stemt, naar han nævnede ham for andre.
Derhos vidste han, at Forholdene i Skovstrup vare smaa i
Sammenligning med de kjøbenhavnske.
Brylluppet stod saaledes af, at Brudgommen ankom Dagen forud til
Skovstrup og laa hos Hestehandler Nielsens om Natten, da Lars Top
naturligvis ikke havde passende Lejlighed at byde ham. Nielsens
Befordring, som var den fineste i Byen, kjørte for Brudeparret til
Kirken -- paa Forsædet sad Kusken og Skolelæreren. Bag efter kom
Jakob Mikkelsens lakerede Fjedervogn, og paa den kjørte de øvrige
Bryllupsgjæster, nemlig Nielsen og hans Kone, Jakob Mikkelsen og hans
Kone.
Bruden var i sort, ulden Kjole med bart Haar, Myrtekrans og langt,
hvidt Slør. Brudgommen var i blaat Diagonal med Talmikjæde, sorte
Handsker og Silkehat. Mellem Smedjen og Gadekjæret stod alle
Skolebørnene opstillede for at se Toget drage forbi; de havde
naturligvis faaet fri i Anledning af Brylluppet, da Skolelæreren ikke
paa én Gang kunde synge i Kirken og holde Skole.
Klokken halv tolv om Formiddagen fandt Vielsen Sted i Herninge Kirke,
Klokken halv to kom Suppen paa Bordet, fulgt af Flæske-, Ande- og
Oxesteg med nye Kartofler og Agurkesalat, derefter Kransekage. Til
Stegen fik Mandfolkene et Par Snapse Brændevin, til Kagen blev der
drukket Medoc Nr. 1 og Gammel fransk Vin. Desuden blev der til Ære
for Ditlevsen og P. Nielsen serveret med Bajerskøl.
Klokken tre holdt Jakob Mikkelsens Vogn atter for Lars Tops Laage for
at kjøre Brudeparret til Stationen; de skulde rejse samme Dag med
Firetoget til deres nye Hjem i Kjøbenhavn.
Jens Skomager havde just den samme Dag været i Odense for at
bestille Sedler til sine Sværteæsker i et derværende Stentrykkeri;
han kom hjem med Firetoget og mødte saaledes Brudeparret paa
Perronen, som de stod og ventede paa det forsinkede Jyllandstog. Line
gik hen til sin fordums Skolekammerat og gav ham Haanden; hun havde
ligesom et let Rosenskjær af Lykke og lykkelig Forventning over sit
blege, langlige Ansigt med de graa, alvorlige Øjne.
Jens blev rød i Kinderne af Undseelse. Han skød de store Øjenbryn op,
bukkede forlegent og sagde smaafnisende:
»Jeg gratulerer.«
»Kommer du engang til Kjøbenhavn, Jens,« sagde Line, »maa du da ikke
glemme at besøge os. Du kan altid faa vor Adresse hos mine Forældre.«
Jens takkede, saa godt han formaaede, og skjævede hen til Ditlevsen,
som stod tavs, højvoxen og mut ved Siden med en Vadsæk i Haanden.
De nygifte flyttede ind i en to Værelses Lejlighed i Saxogade, tredje
Sal. Foruden de to Værelser var der naturligvis et lille Køkken og et
Pulterkammer. Ditlevsen havde Arbejde ved de nye Bygninger i
Øhlenschlägersgade ud imod Kalveboderne, var som hidtil flittig,
ædruelig og tjente gode Penge.
Line vilde ogsaa gjærne yde sit Bidrag til Underholdningen; hun sad
jo ene hjemme hele den lange Dag og havde ikke ellers noget
synderligt at tage sig for, men Ditlevsen forkastede alle Forslag,
hun i den Anledning kom med; han vilde ikke, at hans Kone, hvis de
engang blev rige Folk, skulde være kjendt som simpel Arbejderske. Det
eneste, han gik ind paa, var, at hun modtog Hæklearbejde fra en stor
Forretning inde i Byen. Det var en Haandgjerning, hun var ret flink
til, og naar hun var flittig, kunde hun derved tjene fyrretyve Øre om
Dagen; det var ogsaa værd at tage med.
Line havde Sans for det rolige, det regelbundne og sikre. Alt maatte
hun have paa det rene -- fast Grund under Fødderne. Hendes lille
Dagligstue var som blæst. Paa Langvæggen stod en Sofa med brunt
Damask-Betræk og rundt, poleret Nøddetræs-Bord foran. Desuden var der
i Stuen fire polstrede Stole, ligeledes med brunt Damask, en
Piedestal, en Rørstol og en Gyngestol -- sort lakeret med forgyldte
Snirkler paa Rygstødet. Ved det ene Vindue sad hun selv foran sit
lille Sybord og hæklede Alen efter Alen af Blonder og Mellemværker,
foran det andet Vindue stod Ditlevsens Skrivebord. Der var hvide,
luftige Gardiner fra Loft til Gulv, et Par taalelige Lithografier paa
Væggene og Plüsches Tæppe under Bordet. Ind til Sovekammeret stod
Døren aaben, saa man skimtede det hvide Sengetæppe.
De holdt deres Maaltider i Køkkenet for saa meget som muligt at
skaane Stuen. Ditlevsen fandt det noget besværligt at forlige sine
tilkalkede Arbejdsklæder med de Hensyn, Line krævede taget til Stuen
og Sovekammeret, men hans retlinede Natur fandt Fordringerne billige,
og han vænnede sig til hver Aften, naar han kom fra Arbejde, ikke
blot at holde Storvask paa sig selv i Køkkenet, men ogsaa at klæde
sig om og expedere Arbejdstøjet ind i det lille Hummer, der som
ovenfor sagt bar Navn af Pulterkammer.
Naar de havde spist til Aften, satte han sig i Gyngestolen og
fortalte et eller andet nyt fra Arbejdspladsen. Tobak røg han ikke.
Hun ligesaa, hvad hun i Dagens Løb havde set, hørt eller tænkt, ogsaa
et og andet Træk hjemme fra, som randt hende i Hu. Men det endte
snart med, at han satte sig hen til Skrivebordet, tog Papir og Blyant
frem og begyndte at gjøre Udkast og Overslag til et eller andet
Byggeforetagende, som han havde faaet Nys om. Naar hun saa havde lagt
Hækletøjet til Side, vilde hun helst sidde hen hos ham og følge med i
hans Beregninger; men det fik hun ikke Lov til. Han var lidt mut og
myndig af Væsen, og det kom frem paa saadan Tid, naar han
tilkjendegav, at han ikke vilde forstyrres. Han mærkede godt, at
Line trak sig stødt tilbage, men det tog han intet Hensyn til. Hun
skulde nok faa sin Part, naar den Tid kom, at Overslagene bar Frugt,
naar de bleve rige. Det var ham, der skulde udføre alt, derfor maatte
hun finde sig i, at han var lidt af en Hersker. Hans Herredom var
endnu kun lidet, egentlig kun til i Tanken, men det skulde nok blive
Virkelighed, og da ogsaa blive stort.
De havde fundet hinanden, dragne af de fælles Egenskaber: det solide,
arbejdsomme, husholderiske, havde fundet hinanden som to jævnbyrdige
Naturer, der indgaa Staldbroderskab til gjensidig Væxt og Værn; noget
dybere var ikke imellem dem. Det eneste, der kunde varme dem op, var
Tanken om engang at blive rige; det var deres Helligdagsfornøjelse at
fantasere i Forening eller enkeltvis over dette Thema.
De havde været gift i to Aar. Det andet Foraar havde Line født en
lille Datter til Verden. Barnet døde strax efter Fødselen, og Line
havde skrantet den meste Sommer, først hen imod Høst begyndte hun at
komme noget til Kræfter igjen. Ditlevsen havde i Følge sin Plan
begyndt at arbejde for egen Regning, men ikke endnu havt synderligt
Held med sig. Han var bleven mere knap, mere indesluttet end før;
Line følte sig ofte trykket af hans Tavshed; det var som om han
flettede sig ind i et Hylster af Beregninger og Spekulationer og
blev borte, blev fremmed for hende. Og efter at hun havde holdt dette
døde lille Barn i Favn, var der kommet noget svagt, noget blødt op i
hendes Sind, som hun ikke tidligere havde fornummet. Maaske det var,
fordi hun havde jordet et lille Legeme, der var Kjød af hendes Kjød,
maaske fordi hun var legemlig syg saa lang Tid. Hun trængte til
Varme, til Meddelsomhed, til at tale og at høre tale; hun begyndte at
føle sig ene og at længes -- hun vidste ikke efter hvad.
En Formiddag kom der Bud fra Arbejdspladsen og meldte, at Ditlevsen
var falden ned fra et Stillads og kjørt til Hospitalet.
Hun skyndte sig derud. Han havde knækket to Ribben og var bleven
slemt forslaaet, men Livsfare var der heldigvis ikke Tale om.
Denne Ulykke skete i Oktober. Line var daglig derude for at se til
ham, det gik ogsaa efter Ønske fremad med Brud og Skrammer, men
alligevel var der noget, som ikke vilde komme i Orden igjen, noget i
Brystet, som førte Feber med sig og tog Kræfterne.
Vinteren nærmede sig, og endnu lod det sig ikke forudse, naar
Ditlevsen vilde kunne udskrives af Hospitalet. Line forlangte at faa
Rede paa deres Sager, hun trængte til lidt Skillinger. -- Ja hun
kunde henvende sig til hans Kompagnon og faa, hvad hun trængte til.
Men Line havde ikke Lyst til at tære mere end højst nødvendigt paa
dette tvivlsomme Tilgodehavende, desuden begreb hun, at den Kilde
maatte snart tørre ud; det gjaldt derfor om at finde et Erhverv, der
betalte sig bedre end Hækleriet.
Omsider lykkedes det hende. Hun fik Arbejde paa en Papirposefabrik,
drak sin Kaffe tidligt om Morgenen hjemme, tog Mad med sig og var
borte hele Dagen, et Løb hen til Hospitalet og sent hjem om Aftenen.
Hvor var det tungt og trist at komme hjem til de smaa Stuer, der
havde staaet tomme hele Dagen og ventet paa hende!
Ditlevsen laa paa Hospitalet den hele Vinter, det hele Foraar. Han
var nu saa vidt kommen sig, at han kunde udskrives, men Kræfterne lod
meget tilbage at ønske; det anbefaledes ham at drikke saa megen Mælk
som muligt og at spise Æg.
Sin egen Familie havde han i al denne Tid intet hørt fra. Efter sit
Bryllup havde han ganske brudt med den. Det kunde være med al
Forsoning, til han blev rig engang, saa skulde de nok kjendes ved ham
og Line, naar de i Pomp og Pragt holdt deres Indtog i Suserød.
Men en af de sidste Dage, han skulde tilbringe paa Hospitalet, kom
hans Søster helt uventet og uanmeldt for at se til ham. Det havde
rygtedes til hans Hjem, at han var falden ned og havde ligget paa
Hospitalet den hele Vinter, og saa havde Moderen overtalt hende til
at tage ind og forhøre, om han ikke trængte til et eller andet, om
han ikke vilde med hende hjem. Hun spurgte selv Lægen, om han ikke
havde godt af at komme nogle Uger paa Landet. Jo det var netop det,
han trængte mest til.
»Du véd vel nok, at jeg er gift,« sagde han.
»Men din Kone har formodentlig ikke noget imod, at du bliver rask
igjen saa hurtigt som muligt.«
»Jeg venter hende hvert Øjeblik, saa kan vi tale om det.«
»Ja gjør I det,« sagde Søsteren og rejste sig. »Saa skal jeg komme
igjen i Morgen tidlig og høre, hvad det bliver til.«
»Vil du ikke vente lidt og hilse paa Line?«
»Det kan være det samme. I Morgen ser jeg hende vel, hvis saa er, at
du bestemmer dig.«
Line og hendes Svigerinde mødtes i Porten; men de kjendte naturligvis
ikke hinanden.
Ditlevsen fortalte strax om Besøget og det Forslag, hans Søster var
fremkommen med. »Jeg kunde ikke rigtig besinde mig i Øjeblikket,«
sagde han, »især ved det, at ogsaa Lægen raadede til, og nu fortryder
jeg det; nu ser det maaske ud, som om det er dig, der ikke har
villet.«
»Du synes ikke om at tage derud?«
»Nej. Jeg har ikke nødig at tigge Mælk eller trygle om frisk Luft.
Kræfterne kommer nok igjen, saa snart jeg blot kommer bort herfra --
saa kan man da ogsaa tænke paa at tjene lidt igjen. Dette er jo den
rene Ruin.«
»Det kan dog være, at Forslaget ikke er saa ilde,« sagde Line til
hendes Mands Forundring. »Det er net af din Søster, at hun kommer
herind; det er dog dem, der saa gjør det første Skridt, og du havde
jo alligevel bedst af at komme lidt paa Græs,« tilføjede hun med et
blegt lille Smil, »lige i den varmeste Tid.«
»Der var ingen, der bad _dig_ med. Det stødte mig.«
»Det maa du ikke tænke paa,« sagde Line behersket. »Det kommer maaske
næste Gang. Saa er der ogsaa en anden Ting: Jeg véd ikke, om jeg kan
tjene Opholdet til os begge, især al den Mælk og de dyre Æg. Vi
sparer ikke saa lidt ved, at du tager der ud.«
Da Sagen var afgjort, blev Ditlevsen helt oprømt og fik røde Pletter
paa Kinderne. »Du kan tro, Line, at jeg skal spise Æg og drikke af
Bøtten som nogen Mælkekalv. Og saa skal vi se noget længere hen, saa
skriver jeg dig til, og saa kommer du ud og henter mig.«
»Det gjør jeg,« sagde Line og undrede sig i sit stille Sind over, at
Ditlevsen under sin lange Sygdom var bleven som et Barn i visse
Henseender og mest der, hvor man sidst skulde have ventet det. Hun
havde ganske vist ikke sagt ham, at hendes bedste Kjole og hendes
Sommerstykke for længst var gaaet paa Laanekontoret, men han maatte
da kunne begribe, at hun ikke kunde faa Penge til overs til at rejse
til Sydsjælland for, og han vilde dog vist ikke, at hans Fader skulde
sende hende Rejsepenge.
Hun havde heller ikke Grund til under de nuværende Forhold at vente
et saadant Omslag, som Ditlevsen lod til at tænke paa, med pludseligt
udbrydende Hjærtelighed og fuld Indlemmelse i Familien. Efter hvad
hun havde lagt sammen af forskjellige Smaatræk, som Ditlevsen nu og
da havde meddelt fra sit Hjem, forstod hun, at de tilhobe vare haarde
Halse, og Ditlevsen selv havde jo noget af det samme, naar det kom
over ham. Hun havde Materiale nok til at danne sig et ret godt
Billede af Krofolkene i Suserød.
Det blev saa aftalt, at Ditlevsen skulde kjøre lige fra Hospitalet
til Banegaarden og tage af Sted med Masnedsundtoget allerede den
følgende Formiddag Klokken ni. Line gik hjem og fik travlt med
at efterse hans Tøj. Nu var hun glad ved, at det var hendes
Sommerstykke og Kjole, der stod paa Laanekontoret, og ikke hans
Vinterfrakke, som hun havde følt sig fristet til at ofre først, hvad
der ogsaa havde været det naturligste. Hun var endnu samme Aften med
en fuld pakket Vadsæk paa Hospitalet og lovede at møde ved
Banegaarden næste Dag, naar Toget skulde afgaa.
Det var en raakold Blæstmorgen i Slutningen af Maj, da Line med sit
graa- og hvidtærnede Shawl over Hovedet ilede fra Vesterbrogade og
hen til den store Banegaard. Vimplerne fra Tivoli vred sig i lange
Bugtninger og sled som i Fortvivlelse for at slippe løs fra deres
Stænger; Sand og Grus hvirvlede i tætte Skyer ned ad den brede
Passage efter Klampenborg Station; Træerne ovre i Jærnbaneboulevarden
bøjede deres Grene med det spæde, lyse Løv næsten til Jorden for
de vældige Kast, der slog ned over Taganlægget paa National;
Droskekuskene satte Hovederne mod Vejret og raabte Varsko i et Væk.
De havde ondt ved at holde Øjnene oppe, og Fodgængerne havde saa
travlt med at passe paa deres Hatte, at de glemte at se efter
Vognene.
Line stod i den store, graa Forhal indsvøbt i sit Shawl, trykket op
imod Karmen bag den ene af de lukkede Glasdøre. Hun iagttog nøje hver
Droske, der kom og holdt op for Trappen, men det var stedse fremmede
Ansigter, der stege ud. Endelig kom den rette. Hun kunde kjende den i
lang Frastand paa Vadsækken, der stod hos Kusken. Først steg Søsteren
ud, men Line fik kun et Glimt af Ansigtet at se, da hun strax igjen
vendte sig for at hjælpe den syge. Det var, som om hun først nu kunde
se, hvor skarp og gusten, han var kommen til at se ud, da hans Ansigt
kom til Syne i Droskedørens Ramme. Line vidste ikke, hvorfor hun ikke
løb ud til Vognen og rakte Haand til, da han steg ud -- hun havde
lige som en Følelse af, at hun var retløs som evneløs.
De to Svigerinder hilste køligt paa hinanden og meget flygtigt, thi
Ditlevsens Søster løb strax til Billetkontoret for at løse Billet til
sig og Broderen. Line blev staaende hos sin Mand; det var til højre
inden for Døren.
»Nu skriver du da, saa snart du kommer derud, at jeg kan høre,
hvordan Turen er staaet af,« sagde Line.
Det lovede han.
»Hvordan har du det ellers i Dag?«
»Aa jo. Det kunde være værre.«
»Har du sovet godt i Nat?«
»Nogenlunde. Naar jeg blot ikke svedte saa meget.«
»Kom saa!« sagde Søsteren, vinkede og gik foran hen imod Døren til
tredje Klasses Ventesal. Der viste hun Betjenten sine to Billetter.
Ditlevsen og Line fulgte efter.
»Har De Billet?« spurgte Betjenten Line.
»Nej,« svarede Line og huskede i det samme paa, at hun heller ikke
havde Penge til Perronbillet. »Far vel, Ditlevsen! Lykkelig Rejse!
Gud give, du maa komme rask hjem!«
Folk trængte paa, Adgangen maatte være fri, Ditlevsen sansede ikke,
hvorfor Line ikke gik med længer, sagde far vel til hende anstrængt,
aandsfraværende og passede blot paa ikke at tabe Søsteren af Syne.
Det kom med ét over Line, som om de nu alligevel tog ham fra hende og
skilte dem for bestandig, som at nu slettedes ud, alt hvad hun og han
i Forening havde drømt om Lykke. Ja hvad Lykke havde hun og han
forresten drømt om? De havde stillet op nogle Rigdomstal ligesom
Børnene, naar de leger, og Drengen kundgjør sin Søster: Nu er jeg
Konge og ejer ti hundrede tusende Millioner Daler. -- Gud véd, om det
var saa stor en Lykke at være rig? Jo det var det, men hun blev det
vist aldrig.
Tomt det hele, da hun fra Banegaarden skyndte sig til sin Fabrik.
Hvor grænseløs graat, forladt, glædesløst, ensomt!
Det var en Onsdag, han rejste. Om Søndagen fik hun et lille Brev fra
ham. Han var lykkelig og vel kommen til sit Hjem, men han var meget
træt efter Turen.
Hele den følgende Uge ventede hun forgjæves. Hun begyndte at blive
alvorlig urolig for ham, om det skulde være bleven daarligere. Endnu
en Uge, saa kom der et Brev med en fremmed Haandskrift. En heftig
Lungebetændelse havde dræbt ham. Den og den Dag skulde han begraves.
Det var Søsteren, der havde skrevet.
Ikke en Hilsen, ikke et Ord fra ham. Hvad skulde han hilse? Den
eneste Drøm, de havde havt fælles, var uigjenkaldelig bristet.
Hun blev kold efter dette, isnende kold. Hun kom heller ikke til at
græde, thi det var ikke saa meget Sorg, der fyldte hende, som snarere
en Følelse af, at han havde bedraget hende. Han havde, sikker og
myndig, lovet hende en Arbejdsdag med voxende Velstand og Anseelse,
han havde grebet ind, formet og ledet hendes uklare Pigetanker og
Ungdomsdrømme, til Idealet havde vist sig for hende i Skikkelse af
disse femten Tusende om Aaret -- aldrig mer eller mindre -- og
overladt hende ene de lange Dage ved Hækletøjet, for at hun
uforstyrret kunde tænke dem anvendt i Landsted ved Strandvejen med
Ekvipage eller i Rejse paa anden Klasse til Fyn for at besøge sine
Forældre eller i fine Middage, hvor en Etatsraad førte Fruen i Huset
til Bords -- og Fruen i Huset var hende.
Nu gjaldt det, om hun kunde blive glad ved Fabriken og de graa
Papirposer og et Tagkammer.
Begravelsen. Ja hvad havde hun dér at gjøre? Man jog hende vel ikke
ud, hvis hun kom, men møde alle disse Blikke, fremmede og fjendtlige,
blive maalt og vejet -- hun som alt længst var funden for let! Hvor
skulde hun heller faa Raad til den dyre Rejse?
Hun gik til Fabriken den Dag som de andre i sine gamle
Hverdagsklæder; men gjennem Drivremmens slidende Lyd og det tørre
Papirs raslende, bladende Hvislen var det hende bestandig, som hun
hørte Malmen af en fjærn Kirkeklokke synge, og det var som om alt,
langsomt og stille, døde i hende.
Til Efteraaret flyttede hun. Hun havde lejet sig et stort og ganske
net Kvistkammer i samme Gade. Det meste af Bohavet solgte hun, kjøbte
sig en Sovesofa i Stedet for Tospændersengen, fik afgjort sit
Mellemværende med Laanekontoret og beholdt endda 120 Kroner til
overs. Hun satte dem alle i Sparekassen og var glad ved at have en
Nødskilling.
Hun skulde give sex Kroner om Maaneden i Husleje, men fik det senere
hen ordnet saaledes med Værten, at hun kom til at bo gratis imod at
vaske Fortrappen og Køkkentrappen hele Huset igjennem. I Fabriken
kunde hun Sommer og Vinter tjene fem Kroner ugentlig, saa hun slog
sig vel igjennem. Hun havde da kun sig selv at sørge for.


V.

I Skovstrup indtraf omtrent ved samme Tid og kun med fjorten Dages
Mellemrum to Dødsfald. Det ene havde man ventet længe paa, det var
gamle Niels Væver; det andet kom uformodet, det var Hestehandler
Nielsens Hustru. Det paafølgende Efteraar solgte Nielsen sin Gaard,
opgav Handelen og flyttede til Kjøbenhavn for at leve af sine Penge.
Hele Besætningen, Avlsredskaber, Kar, Baljer, gammelt Bohave og en
Mængde Skramleri blev solgt ved Løsøreauktion -- de bedste Møbler,
Sengklæder og Dækketøj tog han med sig, saaledes at han læssede
dermed en Jærnbanevogn og lod den afgaa Dagen, før han selv rejste.
En ældre Pige, der havde tjent i Gaarden i mange Aar, tog han med som
Husholderske.
Lars Top havde forestaaet Pakningen af Glas og Porcellæn, Beviklingen
af Møblerne med Halmbaand og Anbringelsen af Bastmaatter som
Overtræk, var Chef paa de tre Flyttevogne, der afgik til Stationen
med Godset, havde til syvende og sidst forestaaet Paalæsningen derude
og sad nu efter vel udført Arbejde paa Restavrationen tillige med de
tre Flyttevognskuske for at kvæge sig efter de udstandne Strabadser.
Nielsen havde givet ham fem Kroner til Fortæring, de havde i Forening
expederet et Utal af Smørrebrødsstykker med behørige Snapse og halve
Øller og vare just ved Punschen, da Toget fra Odense rullede frem
foran Perronen.
Lars Top, som i Dagens højtidelige Anledning med sine Fortænder havde
slidt Spidsen af en Cigar og derefter drejet denne et Par Omgange
langs Tungen for at styrke Dækbladet, fik blandt de udstigende Øje
paa Jens Skomager. Han bankede med et Par Fingre paa Vinduet, vinkede
og nikkede.
Jens viste sig i Døren ind til Restavrationen.
»Vil du kjøre med hejm!« raabte Lars Top og satte Damp paa.
»Hvis det ikke varer for længe her,« svarede Jens og skød med et Smil
Brynene til Vejrs.
»Vi er mejst færdige. Kom hid og sæt dig ned. La vos faa nok en Puns,
Jomfru?«
»Naa saa I sidder og punser,« sagde Jens og tog Plads hos Selskabet.
»Det gjør _vi_. Men vi har aa havt et grovt Arbe. Det var en farlig
Vægt, der var i de Kasser, og Skatolet var nær bleven vor Mester.«
»Og saa havde du vel stadig ved den tunge Ende, Lavs,« fniste
Skomageren.
»Ja du er en hejl Ka'l, Skomager. Vil du ha en Cigar?«
»Hvis hun kan trække og er værd at ryge.«
»Nu kan du prøve dig til. Væsgo, det er Nejlsen, der trakterer. Har
du været ude at kjøbe Læder?«
»Nej, jeg har solgt.«
»Læder?«
»Nej mit Hus.«
»Det er Løgn val. Er det Mejningen, at du vil flytte fra Skøvstrup?«
»Det er jitte bestemt paa inøv.«
»Hvad fik du for'et?«
»Penge.«
»Ja du er en hejl Ka'l, Skomager; men der er aldrig nøve Menneske,
der kan blive kløv aa dit Krej. Du gir val Lejkjøb?«
»I trænger jutte til nøve,« mente Skomageren.
»Vi har faaet, hvad rimeligt kan være,« svarede Lars, »men en god
Stykjæp skal vi aldrig sige nej til.«
»Jeg vil ikke ha mer denne Gang,« sagde den ene af Kuskene. »Nu er
det bedst vi ser at faa Hestene for.«
»Vi kan jo ha Lejkjøbet til Gode til Søndag Aften,« foreslog en anden
Karl. »Saa besøger vi Skomageren, og saa skal han komme til at punge
ud.«
»Kom kun I,« sagde Jens og smaafniste. »I skal være valkomne.«
»Det er et Ord,« sagde Lars Top. »Og saa drikker vi til Bunds. Skaal,
Karle! Skaal, Jens Skomager!«
Søndag Eftermiddag slog Lars Top ganske rigtig et Slag op gjennem
Byen, fik fat i de tre Karle og drog med dem i Forening til Huset med
de kornblaa Vinduer. Men den grønne Dør var lukket og laaset. Lars
gik ind hos Naboens for at forhøre, hvor Skomageren var henne, og der
fik han den Besked, at han var rejst bort, men hvor han var rejst
hen, havde han ikke talt noget om, og saa havde de naturligvis heller
ikke villet spørge, for det kom jo ikke dem ved, hvad Jens Skomager
tog sig til, naar han ellers ikke kom dem for nær. Forresten havde de
lovet at have Opsigt med Huset til de nye Folk flyttede ind, og til
Vederlag havde Jens foræret dem den bedste af den gamles »Klokker.«
»Naa saa han kommer itte mejr?« spurgte Lars Top paa Forbavselsens
Kraterrand.
»Det kan mejst lade.«
»Og hans Værktøj og Bohave?«
»Det følger med i Kjøbet. Han har solgt den nye Skomager Rub og
Stub.«
»Er det en Skomager?«
»Ja, en fra Frøbjerg.«
Jens var rejst lige til Kjøbenhavn, men havde holdt alle
Forberedelser saa omhyggelig skjult, som om baade Salget og Rejsen
vare Handlinger af den mest graverende Art. Efter at have solgt Huset
var han Mand paa saadan noget som en elleve Hundrede Kroner; han
opgav Sylen og vilde herefter udelukkende hellige sig Sværten, hans
egen »Opfindelse.« Ligesom Lars Tops Line var ogsaa han paa sin Vis
lidt af en Drømmer. I slige Eremitkolonier som Skovstrup, synker
ørkesløse Naturer gjærne hen i Sløvhed, medens de mere virksomme
holde sig en Drømmeverden jævnsides den virkelige, hvor Tilværelsen
tænkes at tage sin Begyndelse om saa og saa mange Aar. Thi saa vel i
Opvæxten som senere hen bliver der saa mange ensomme Stunder, hvad
enten det nu er Arbejdsstunder eller Hvilestunder; Omgivelserne og
Oplevelserne formaa ikke at beskjæftige Sanserne helt, alt omkring én
ligger i stille Ligevægt, der er intet dér, som jager, optager eller
hidser Syn og Nerver. Skoven slaar sin tavse, hvilende Bue om
Landsbyen, Straatagene hænge hvilende over de lave, lyse Vægge; der
er Hvile i Skyen, som sejler lydløst hen over Mark og Mose, i
Storkens Flugt, i Poplernes rislende Sus; der er Hvile i selve
Sliddet, i Plovhestenes lange Hammeltræk, i de tunge, taktfaste
Plejelslag fra Loen. Derfor bliver der Tid og Ro og Trang til at
bygge denne Drømmeverden op ved Siden af den virkelige, og naar man
engang har den, hvor er det da ikke hyggeligt at gaa derind i hver en