Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 3

nævnet til naare før. Det er nøve, som ikke kommer mig ved, og
desuden gider jeg ikke tænke mere end højst nødvendigt paa Sidsel.
Jeg har græmmet mig nok for hendes Skyld.«
»Tror du virkelig, at de er forlovede?« spurgte Maren og havde Møje
med at holde Stemmen fra at ryste.
»Jeg saâ lidt af Begyndelsen. Det var oppe hos Jakob Mikkelsens til
Brylluppet. Jeg var der jo i de Dage og hjalp til i Køkkenet; saa ud
paa Natten, da vi var færdige med at vaske op, gik jeg et lille Smut
om til Havevinduerne for at se paa Dansen; jeg var naturligvis ikke
klædt paa til at komme ind i Stuerne. Der kom jeg til at se ind i
Havestuen, og der saâ jeg to sidde og næbbes i Sofaen. Der var for
mørkt til, at jeg kunde kjende dem; men i det samme kom en tredje
ind. Det var Annette. De andre to fløj op, og saa fulgtes de alle tre
op i Salen, og da de kom i Døren, kunde jeg se, det var Sidsel og
Skolæreren.«
Maren tav bom stille. Hun turde ikke røre sig fra Stolen; den første
Bevægelse vilde blive en Forræder mod hende, og denne Stilling var
det ikke mindre. Hun var pinlig stædt.
»Det havde jeg ikke ventet af Lindenberg,« sagde hun omsider og
rejste sig. I det samme laa Kaffekoppen i Skaar paa Gulvet. Hun havde
allerede længst sluppet den af Hænderne i Skjødet, og da hun nu
rejste sig, havde hun Tankerne helt andre Steder. Dette sidste slog
Hovedet paa Sømmet. Hun saâ af Hannes stjaalne Blik, at denne forstod
det hele, og i Harme over, at hendes smukke Plan saa uformodet var
tilintetgjort, en Plan der havde kostet baade Hovedbrud og
Skillinger, og at hun var gjennemskuet af sin egen Huskone, brast hun
i en forbitret Graad og løb ind i sit Sovekammer.
Da hun en Times Tid efter igjen traadte ud i Køkkenet, var hun
paaklædt til at gaa til Søsteren. Øjnene vare endnu en Smule
rødkantede, ellers var der intet at mærke. Hanne Mørkens havde lige
sat en Gryde Vand over Ilden og stod og fyrede med noget gammelt
Gærdebrænde. Hun lod som ingen Ting.
»Du kunde nok ikke begribe, hvad der gik af mig,« sagde Maren paa sin
sædvanlige sødlige Maade; »men jeg kan gjærne sige dig det.« Hun
standsede forlegent og gjorde sig et Ærende hen til Tinrækken.
»Det kan du lige som du vil,« brummede Hanne. »Det er nøve, der ikke
kommer mig ved.«
»Jeg vil ikke nægte, at jeg havde forstaaet Lindenberg anderledes.
Han har nu kommet her over et halvt Aar daglig, og for mine Øjne at
se -- -- men der er jo dem, der ikke kan andet end holde Folk for
Nar. Vi havde ellers nok fortjent en bedre Behandling af Lindenberg,
tykkes mig.«
»Det kan jo ogsaa være, at jeg tager fejl,« mumlede Hanne. »Tiden vil
vise det. Der er da heller ikke noget ondt i, at du gjærne ser
Annette godt forsørget. Jeg skal nok holde Mund.«
Maren havde faaet en Del at tænke paa paa Vejen til Pilegaardene. Hun
havde levet sig mer og mer ind i den Indbildning, at Annette skulde
være Skolelærerkone i Skovstrup; hun havde ikke sat saa lidt paa det
Kort; Anders Jepsen, som havde saa stor Tillid til hendes Kløgt og
havde sat Penge i Foretagendet, vilde lade hende det høre hele sin
Levetid. Og saa at Lindenberg kunde foretrække én som Per Skrædders
Sidsel for Annette! Og saa at Hanne Mørkens skulde blive hendes
fortrolige, blive Vidne til hendes Nederlag! Det var en Ydmygelse,
som Kvinder af hendes Art, disse sødlige Kvinder, aldrig glemme.
Søsteren var saa daarlig, at Maren bestemte sig til at vaage hos
hende om Natten. Men om Eftermiddagen kom Doktoren; han mente, det
værste var forbi, og at Maren kunde tage rolig hjem. Alligevel kom
hun noget senere af Sted, end hun havde tænkt; Svogeren fulgte hende
Halvvejen.
Da hun kom til Skovleddet ved Per Skrædders Hus, var det næsten
mørkt. Hun mødte Per Skrædders Kone, som kom inde fra Skoven med sin
Bindehose i Haanden.
»Ja du er vel ikke ræd for at gaa igjennem Skoven,« sagde hun, »for
ellers kan jeg da følge dig.«
Maren vilde ikke, var hun end nok saa ræd, tage mod Følgeskab af
Sidsels Moder, men Tilbuddet var en Venlighed, som fortjente i det
mindste et venligt Afslag.
»Du har vel været ovre i Pilegaardene for at se til din Søster!«
Saa maatte Maren fortælle lidt om Søsterens Sygdom.
»Jeg var henne ved Stenkisten for at se, om de kan kjøre over den
uden at komme galt af Sted. Rasmus er med Favnebrænde ved Stationen i
Dag og skulde ha Sidsel med hejm fra Unse. Det er en ræle Vej, vi har
her gjennem Skoven. Ellers gaar det da an ved Sommertiden, men nu er
Stenkisten snart falden helt sammen. Og det er inde paa det aller
mørkeste Sted.«
»Hvorfor faar I datte gjort nøve ved Vejen?«
»Pejer siger jo, at det tilkommer ikke ham. Det er ikke hans Stykke.
Og de andre, som skulde gjøre det, kommer der kun sjalent med Vøvn,
saa de kerer dem lidt om det.«
»Jeg vilde heller, naar jeg var i jert Sted fylde noget i Hullerne,
end jeg vilde riskere at brække Halsen engang.«
»Ja, aa Gud! Der sidder en Sten i den ene Side af Broen lige i
Sporet. Glider den ned, saa sker der en Ulykke. Jeg snakker saamænd
nok om den Vej, men jeg kan jutte gjøre nøve.«
Maren bød far vel og gik ind i Skoven. Der gik et Kjørespor igjennem
den; det var al den Vej, der var til Per Skrædders Sted. Den løb
Bakke op og Bakke ned, snoede sig ud og ind mellem de tykke
Bøgestammer, der skinnede som drejede graa Marmorsøjler i
Skumringslyset. Hun kom snart til den omtalte Stenkiste. Det var paa
et sidt Sted, hvor igjennem der løb et rindende Vand. Der stod
Ellekrat paa Siderne, saa der var mørkt og skummelt. Vejen var ogsaa
sølet dèr, trods den tørre Aarstid. Maren fik Lyst til at se
Stenkisten nøjere. Hun maatte ogsaa for sin egen Skyld se sig godt
for, at hun ikke skulde komme galt af Sted. Saa vidt hun kunde se,
var der Bund Hul i det ene Spor, og dèr sad den flade Sten, Per
Skrædders Kone havde talt om. Den var tør og saas hel grandt i det
sorte Morads. Maren satte sin Træsko paa den for at prøve, om den laa
fast. Ikke fastere, end at den kunde rokkes. Ja gik den ned, var en
Ulykke uundgaaelig, især i dette Mørke. Men hun vilde da haabe, at
Rasmus var saa fornuftig at staa af og støtte ved Vognen, til de kom
over. Det kunde han ikke; der var akkurat Plads til Vognen og ikke
mere; at kjøre til Siden kunde der heller ikke være Tale om.
Saa nu kom Sidsel hjem fra Odense! Og Lindenberg havde været i
Odense! De havde maaske været ude at bestille Ringe. Mon hun nogen
Sinde skulde komme til at sige Madame til Per Skrædders Sidsel?
Aldrig. Før skulde hun -- -- hun satte paa ny Træskoen mod den lyse
Sten. Den rokkede igjen. Hun kunde gjøre det. Hun kunde lade den
forhadte Tøs knække Halsen, hun kunde endnu redde sin kjære, smukke,
store Plan, og var _det_ nogen Synd! Fortjente Sidsel bedre Skæbne?
Havde hun ikke allerede gjort mere end én ulykkelig, og hvad ventede
der Lindenberg med hende?
Blot et dygtigt Spark, saa ligger den. Hun løftede Foden, hendes
Hjærte stod stille, Blodet susede hende for Ørene. Hun trak Vejret
stakaandet og saâ sig sky til Siderne. Ingen hverken at høre eller
se, aldrig kunde noget Menneske faa det at vide -- hun vilde ikke
engang selv blive vis paa, om det var hendes Skyld, om det ikke,
hvis »Ulykken« skete, vilde være sket alligevel.
Men hun sparkede ikke til Stenen; hun gik derfra, medens Tænderne
klaprede i hendes Mund, og Sveden brast hende ud af alle Porer ved
Tanken om, hvad hun _kunde_ have gjort.
Gives der Steder i Verden, hvor der findes Dynamit, Vitriolgift,
vulkanske Lidenskaber -- --?
Det er ikke i Skovstrup. I Skovstrup sker ingen Ting, selv naar der
kunde have sket noget, selv naar det kun er en Sten, der skal sparkes
til Side. Ikke i Skovstrup.


VI.

Lindenberg og Sidsel havde ikke set hinanden siden Brylluppet; de
havde ikke sat hinanden Stævne i Odense. Den ene vidste ikke, at den
anden var der.
Lindenberg skulde hjem med sidste Tog. Han kom i yderste Øjeblik. Der
var Lys i Ventesalene, paa Perronen, i Kontorerne. Assistenter og
Betjente løb ind og ud, Stationsinspektøren havde Haanden paa
Klokkestrængen. Ved de aabne Waggondøre stod Folk og bød far vel.
Konduktøren gik langs Toget og lukkede Dørene med stærke Smæld.
»Værsgod,« sagde han og skubbede Lindenberg ind. Et nyt Smæld.
Klokken ringede.
Dampfløjten svarede. Lokomotivet udstødte sine første dybe Puf,
Vognene begyndte at glide frem langs Perronen.
Lindenberg kastede et flygtigt Blik paa sit Rejseselskab.
Der var et Par Bønderkarle, som røg Tobak, talte højt og spyttede i
et væk, en Landhøker, der bredte sig i et Hjørne med et Utal af
Pakker og Pakkenilliker over og under sig, et Par tavse, sortklædte
Koner med store Tørklæder over Hovederne og længst borte endnu et Par
Kvindeskikkelser.
Den ene af dem var Sidsel. Deres Øjne mødtes. Lindenberg blev først
saa overrasket, dernæst saa forlegen, at han strax igjen tog sine
Øjne og glemte at hilse.
Han sad og saâ ud af det modsatte Vindue og ærgrede sig i sit stille
Sind over sin Kejtethed. Nu kunde han ikke.
Det var et Godstog, der ikke havde noget som helst Hastværk.
Tungt pustende drog det sig fremad, raslende, rystende, hamrende.
Ruderne klirrede, Lampen under Loftet dirrede og spejlede sin røde,
osende Flamme i de sorte Vinduer og i Vognens egemalede Vægge.
Endelig fløjtede Lokomotivet, Farten sagtnede; det var en lille
Mellemstation.
»Holme -- Holme -- Holme -- --!«
Dørene bleve slaaede op, Konduktørens Raab tabte sig langs
Vognrækken. Den lille Holdeplads laa trist og øde; et Par Lygter
stirrede usikkert ned paa den tomme Perron, hvor Stationsforvalteren
vankede ene frem og tilbage med Hænderne i Lommen. Bønderkarlene, som
sad i Kupé med Lindenberg, steg ud, Konerne med de store Tørklæder
ligeledes -- -- Landhøkeren, Skolelæreren og Sidsel bleve ene
tilbage.
Landhøkeren trak Hatten ned over Øjnene og forsøgte at sove.
Lindenbergs Øjne mødte Sidsels igjen. Han løftede paa Hatten, rejste
sig og tog Plads i Hjørnet lige over for hende.
»Saa De har ogsaa været i Odense?« sagde han.
»Ja hele to Dage. Jeg havde saa mange Ærender og har mange
Bekjendte.«
»De skal vel ikke gaâ til Skovstrup i Aften saa sent.«
»Nej heldigvis. Min Broder er der med Vogn. -- Har _De_ Befordring?«
»Apostlenes.«
»Saa kan De da kjøre den meste Vej med os, hvis jeg tør byde Dem an
paa en simpel Fjællevogn. For andet er det nok ikke. Rasmus skulde
til Stationen med Brænde.«
»Den er mer end god nok til mig. Jeg siger Tak.«
»Bøj Dem frem! Der gaar en gammel Stabejs og snuser til alle Dørene
for at komme ind et Sted.«
Dette sagde hun lavere og rykkede sig frem paa Bænken. Lindenberg
gjorde det samme, saa de fyldte Døraabningen.
»Er der Plads?« spurgte den gamle og forsøgte at kige ind.
»Ikke her,« sagde Sidsel, tog i Remmen og trak Døren til.
Lindenberg lo. »De er ikke videre gjæstfri, opdager jeg.«
»Ikke naar jeg kjører paa Jærnbane. Dem, der er udenfor, betragter
jeg som mine Fjender. Hvad skulde vi med den gamle Fyr i vor Kupé?«
»Kom der nogen ind her?« spurgte Konduktøren.
»Nej.«
Lindenberg og Sidsel trak sig lidt tilbage. Døren smældede i.
»Det er forfærdeligt, hvor de slaar med de Døre,« sagde Sidsel. »Man
skulde tro, de var fornærmede over, at vi er med.«
»Man kan heller aldrig vide. Folk kan blive fornærmede over det, som
er mindre.«
Toget satte sig paa ny i Gang. Sidsel rykkede atter frem mod Vinduet
og sad og saâ ud i den stille, lune Aften med de sorte Hegn, der et
efter andet fôr forbi de tunge, vaade Kornagre og dugmættede
Græsmarker, hvor Køerne som mørke Smaahobe laa i Række, tabende sig
under Krat og Skove.
»Hør Nattergalen!«
Lindenberg bøjede sig ligeledes frem og saâ ud.
»Kan De høre?«
I det samme skingrede Damppiben.
»Er det den?« spurgte han og lo med Ansigtet mod hende.
»Skam Dem noget!« svarede hun og mødte hans Blik. »De kjender dog
Nattergalen!«
»Daarligt nok. Det er i al Fald ikke længe siden, at jeg hørte den
for første Gang. I Jylland har vi ingen Nattergale.«
»Har De ikke!« udbrød hun med oprigtig Forbavselse. »Aa det er saa
dejligt! Jeg kan ligge i min Seng hver Aften og høre den slaa ude i
Skoven, i Hasselkrattet.«
»Virkelig?«
»Og altid tier alle andre Fugle imens. Det er saa højtideligt.«
Samtalen gik snart efter i staa. De sad og saâ ud af samme Vindue, ud
i den bløde, disede Nat, som blev mørkere og mørkere. Saâ uden at se.
Deres Aande duggede samme Rude.
Og Ruderne klirrede, Toget raslede, rystede og hamrede; -- Fligen af
hendes Overstykke gled hen paa hans Knæ, strejfede hans Haandled.
Det røde, sitrende Lys i Kupeen, den jævne, taktmaalte Larm af
Hjulene, Skinnerne, Kjæderne, den tavse Skumring udenfor, hver
ufrivillig Berørelse øvede en dragende, dyssende Virkning, der
ligesom bandt dem begge i denne mod hinanden bøjede Stilling. Naar
Toget passerede mørke Gjennemskæringer, hvor Jordskrænten langs
Sporet lukkede for Udsigten, spejlede deres Ansigter sig i Ruden, og
han saâ hendes fine Oval, hendes glansbrune Pandelok og Straahatten i
det fælles Spejl.
Hun havde trukket sine Handsker af og lod dem glide gjennem Hænderne
i sit Skjød. Bevægelsen fik ham til at se stjaalent ned engang.
Maaske hun mærkede det, thi hun slap Handskerne og blev stille med
sine Hænder.
Gjennem Mørket lyste disse smalle, ørkesløse Hænder -- og de vare
hans saa nær.
Begge vedblev de at stirre ud gjennem Vinduet, tavse, bundne.
Lindenberg følte Blodets stigende Hede, følte Attraaen kæmpe med sin
Blyhed -- han, der aldrig havde vovet noget overfor Kvinder.
Der var en stærk Kurve paa Banen. Toget hældede. Han gav halvt
ubevidst efter og lod sig tynge over imod hende. Bagen af hendes
Haand kom til at røre hans.
Han havde én Gang før taget denne Haand i hendes Skjød, og længe
efter følt det som en vidunderlig stor Oplevelse, der ikke var af
hans Tanker Dag eller Nat. Men da havde han danset og drukket Punsch.
Hun flyttede ikke sin Haand. Hans Blod blev som Ild. Stjælende
varsomt greb han den; hans Hjærte bankede, som det skulde sprænges,
over denne Dristighed.
Hun vedblev at sidde stille og se ud af Vinduet. Han maatte næsten
tro, at hun ikke vidste, hvad han havde gjort.
Han samlede sine Fingre lidt fastere om hendes Haand og trykkede den
let. Hun gjengjældte Trykket.
Saa vovede han at drage den lidt nærmere til sig, at se ned.
Hun vendte Ansigtet fra Ruden; Øjnene mødte hans; de vare fulde af
Higen og Hengivelse.
Han løftede hendes Haand op, Lysskjæret faldt blændende paa den
stramme Hud; han førte den end lidt højere og trykkede sine Læber mod
den.
»Sid over hos mig!« hviskede hun.
I det samme hvinede Dampfløjten, Landhøkeren strakte sig gabende.
»Hvor langt er vi nu? -- Ogsaa Satan til Tid!« brummede han og rejste
sig.
Just som Lindenberg slap Sidsels Haand for at komme over til hende,
skinnede Lygterne ind ad deres Rude. Landhøkeren kilede sit brede
Korpus ind imellem dem for at se ud.
Toget holdt. Paa Perronen stod Sidsels Broder.
Lindenberg hilste paa ham og spurgte, om han havde Plads til en
overkomplet.
Jo, naar han vilde tage til Takke med Lejligheden. Der var nemlig en
Kone et eller andet Sted fra, som han ogsaa havde lovet Plads.
Lindenberg fulgte med Rasmus over i Kjøbmandsgaarden, hvor Vognen
holdt forspændt. Konen, der skulde kjøre med, var mødt. Et Øjeblik
efter kom Sidsel.
Lindenberg maatte tage til Takke med Siddefjælen ved Siden af Rasmus.
Da han stod af i Skovstrup uden for Skolen og bød hver enkelt Haanden
til Farvel, fik han et fast lille Haandtryk hos Sidsel, men der blev
ikke Lejlighed til at aftale noget.
»Lige meget,« jublede det i den unge Skolelærer, da han var kommen
ind i sin ensomme, tobaksrøgede Stue. »Hun er min! I Morgen skal vi
sige hinanden desto mere.«
Han gik i Seng, men blev længe holdt vaagen af den Fryd, der sang i
hans Indre. Han omfavnede Hovedpuden, knugede sin Kind mod den og
tilhviskede den alle de glødende Ord, der vare bestemte for Sidsel,
al sin Elskov, al sin Besidderstolthed, al sin Attraa.


VII.

Det havde været lys Dag flere Timer, da han vaagnede. Udenfor
Sovekammervinduet mødte ham Frugthavens tætte Bladfylde, dyppet i
Nattedug og oversmeltet med Junisolens sølvrøde Morgenlys. Han saâ
Graaspurvene hoppe om paa krogede Æblegrene og hørte Stærene fløjte
kjælent oppe fra Lademønningen. Hvad var det han havde drømt? --
Fløjte kjælent -- -- aa, det var jo ingen Drøm, det var den aldeles
mageløse Virkelighed. Han var bleven forlovet.
For det første vilde han _ikke_ op. Ikke før Skoletid. Han vilde
ligge stille og se ud i det grønne, diamanttindrende Solskin, drømme
Sommernatten om igjen og tænke frem alt det, der skulde komme.
Det var kjedeligt nok, at Familien ikke havde bedre Rygte, og
Broderen saâ temmelig ordinær ud; men man giftede sig jo ikke med
Familien. Hun var naturligvis ogsaa Dus med hele Byen, men de
behøvede ikke at blive i Skovstrup al deres Levetid. Kunde der blive
noget engang i Aarhusegnen -- der var Bakkerne saa store, Aaerne saa
brede, Engene saa bløde -- han havde altid elsket Aarhusegnen.
Han kunde saa tydelig se hendes Haand med den skjære, svagt lysende
Hud og den let tegnede Aare. Han havde løftet den op til sit Ansigt,
trykket sit Kys paa den, og saa havde hun hvisket:
»Sid her over!«
Disse Ord blev ved at klinge for ham. De havde vexlet saa faa ellers.
Det var ikke ganske, som han havde tænkt sig det, ikke som han havde
læst hos Ingemann, Carl Bernhard og Emilie Carlén. Det gjorde ham
næsten en Smule ondt dette Brud paa Ordenen.
Han skulde have sunket ned foran hende, grebet _begge_ hendes Hænder
og have spurgt med Ansigtet op imod hende: »Vil du være min, du
elskede?« Og saa skulde hun have lagt sine Arme om hans Hals, have
bøjet sit Hoved ned imod ham og have stammet et »Evig og altid« forbi
hans Øre. Og saa skulde han have knuget hende ind til sig og have
kysset hendes Mund, hendes Kinder, hendes Hals talløse Gange.
Men han havde ikke sagt et Ord og ingen Ting gjort. Det var hende,
der havde hvisket: »Sid her over!«
Det var egentlig underligt, at hun vilde sige det. Det var ikke
rigtig bly, rigtig kvindeligt, syntes han. Det var ogsaa lidt tamt
af hende, at hun sad ham saa nær ved Ruden og ikke en eneste Gang
drog sig tilbage, end ikke da han rørte hendes Haand første Gang.
Mon hun selv skulde være et Brud paa Ordenen?
Det randt ham i Hu, dette med de mange Kjærester. Men det var da
egentlig kun af Maren Anders Jepsens, han havde hørt det, og hun
syntes nu engang at være den Familie paa Nakken. Naar en Pige er ung
og smuk og ikke klæder sig i Sæk og Aske, har Klafferen altid travlt.
Maren Anders Jepsens havde angrebet hende én Gang til, det var et Par
Dage efter Brylluppet. Hun rettede et spidst Spørgsmaal indsvøbt i et
sødligt Smil til Lindenberg angaaende Sidsel, men han havde opfattet
det, som om Maren havde følt sig stødt over, at han havde danset med
Sidsel før med Annette, og ikke svaret videre dertil. Saa havde Maren
truet ad ham med Fingeren og sagt spøgende: »Pas paa, at hun ikke
fanger Dem.«
Hvis hun var en af disse lette Kvinder, der flagrer fra Favn til
Favn; hvis han ikke var den første, hun havde delt Rude med; hvis
dette Møde med hele sin tavse Spænding kun havde været hende en Leg?
Eller om der havde været nogen Beregning med i Spillet? Det var
maaske ikke et uværdigt Maal for hendes Ærgjerrighed at blive
Skolelærerkone i Skovstrup, en fattig Smaamands Datter ude fra
Skoven?
Aa, det var forfærdeligt med alle disse Tanker! Hvor kom de fra? Hvor
kunde de komme mylrende saa mandstærke, saa skarpe -- og skære i hans
unge, friske, rene Lykke?
Nej, det var ikke muligt. Da hun gjengjældte hans Haandtryk og
langsomt flyttede sine Øjne fra Ruden hen paa ham, var det et Blik
saa dybt og inderligt, og Mundens Linje var saa sanddru og hellig, at
hver en Tvivl var Dødssynd. Det Aasyn kunde umuligt lyve.
Havde han blot forhørt sig lidt om hende andre Steder! For at
hun havde været forlovet med Hanne Mørkens Johannes, var en
Kjendsgjerning, og at hun havde slaaet op med ham og gjort ham halv
forstyrret i Hovedet, var det ogsaa.
Men hvordan det nærmere hang sammen med den Sag, var ikke godt at
vide. Johannes kunde ogsaa have sin Part af Skylden. Aa det vilde
klare sig altsammen, naar han fik talt med hende. Saa vilde hun selv
gjøre ham Rede for alt. Om hun engang havde taget fejl af sit Hjærtes
Røst, derfor havde ingen Ret til at plette hendes Rygte.
Hun var Sypige eller Modehandlerinde -- havde været flere Aar i
Odense, havde mange Bekjendte, sagde hun. Gud véd, hvad det var for
Bekjendte?
Om hun blev hans Kone, og de skulde følges ad i Butiker der ude, hvor
hun maaske havde fjaset med disse Kræmmersvende, maaske taget med en
og anden i Skoven eller paa Dansebod! Om de skulde skele til hinanden
bag deres Disk, naar han vendte dem Ryggen og fulgte hende ud af de
store Glasdøre!
Men han huskede, at den Gang Anders Jepsens Kone kom med sit Udfald,
havde Annette taget hende i Forsvar og sagt: »Du kan trøste dig med,
Moder, at du véd ikke synderligt Rede paa det, du taler om. Jeg
kjender Sidsel bedre end de fleste.«
Og var hun ren, da var hun hans i al sin fine, søde, lette
Elskelighed. Hvor maatte ikke da al Verden misunde ham!
Den hele Dag i Skolen vedblev saaledes Tvivlene og Tvivlenes skærende
Nag at vugge op og ned i hans Sjæl med den navnløseste Elskovsfryd,
og jo mere Tiden nærmede sig, at han _kunde_ ile derud, desto mere
uvis blev han, om han _skulde_. Havde han blot faaet talt med hende!
Dette ene Blik, dette ene Ord, sagde dog, naar alt blev vejet ret,
saa usigelig lidt om Grunden i hendes Sjæl. Hvor dybt bundede det?
Om Eftermiddagen saâ Lindenberg fra Skolen Per Skrædder kjøre forbi
-- ud efter -- med to Stole i Vognen. I den bageste sad Doktoren.
»Er der nogen syge hos Per Skrædders?« spurgte han Børnene og blev
gjennemrislet af en frygtelig Anelse.
»De væltede, da de kjørte hejm fra Stasjunen i Avdes,« sagde Mads
Mogensens Lavra. »Sidsel blev slaaet saa møje dejt.«
Den unge Skolelærer blev ligbleg. Han vendte sig mod Vinduet og
knugede sine Hænder i hinanden paa Karmen, medens en syrlig Isnen
sneg sig gjennem Brystet. Han vidste næppe, hvor han skulde holde det
ud den Time, der endnu var tilbage af Undervisningstiden. Nu _maatte_
han derud. O Gud, hvis hun døde! Hvis hun døde, før han kom!
Han passede paa, da han kunde vente Per Skrædder tilbage med Vognen.
Saa vilde han faa det nærmere at høre.
Det var just, som han havde givet Børnene fri. Han gik ud imod
Befordringen og hilste. Per holdt Hestene an.
»Er der Fare?« udbrød han. »Hvordan staar det til?«
»Ja det er sælle,« svarede Per og glippede med Øjnene. »Doktoren
lover ikke noget godt.«
»Aa Gud, Per!« udbrød Lindenberg i Angest. »Hvorledes gik det dog
til?«
»Ja det er en underlig Gjerning,« sagde Per grublende. »Prr! vil hun
staa, den Kamél! Stenkisten, som skulde være det eneste Sted, der
ikke var rigtig sikkert, og den var vor Mor saa ræd for, kom de godt
nok over, og saa vælter de lige indenfor Leddet. Da det blev lyst nu
til Morgen, kunde vi se paa Sporet, at han var kommen for langt til
nærmer. Der sidder saadan en hæslig Balk. Rasmus slap endda
taaleligt; men Sidsel fik en slem Tøraf mod en stor Bøg. Hun fløj
helt ud af Vøvni.«
»Aa Gud, det er græsseligt,« næsten jamrede Lindenberg. »Hvad sagde
han da Doktoren.«
»Ja de Ka'le er jutte saadan at blive kløve paa, men han virrede dejt
med Hovedet. Det er sagtens ikke gode Tegn. Vi troede èsen, at Rasmus
havde faaet det værste Stød, for der flød Blod, og det kunde vi se;
men i Morges var Sidsel den vøveste, og op ad Dagen maatte jeg af
Sted efter Doktoren. Ja De kunde jo se ud,« sagde Per og bød far vel.
Det kunde han, og det vilde han i alle Tilfælde. I det lille
Skovdistrikt, hvor Kirke og Præst var henved en Mil borte, betragtede
man Skolelæreren halvt som Sjælesørger. _Han_ hjemmedøbte Børnene,
_han_ læste et Salmevers for de gamle og bad et Fadervor med de
døende. Sjælesorgen kunde være tarvelig nok, men den var bedre end
slet ingen, -- Skolelæreren havde dog noget af Kirkens Duft over sig.


VIII.

Han gik strax derud. Over de hede, solbeskinnede Marker med deres
Ledde og Stenter, gjennem den svale Skov. Han stod stille ved den
sunkne Stenkiste og undrede sig over, at de vare slupne godt fra den,
siden saâ han Stedet, hvor Ulykken var sket; der var Mærker nok
endnu, og Bøgen der! Mon det var den, der truede hans Lykke med saa
stort Forlis?
Han aabnede Porten ind til Per Skrædders. En sortbroget, mellemstor
Hund bjæffede ham i Møde fra den lille Gaardsplads. Tagskjægget hang
sidt over de smaa, grønmalede Vinduer; over de sprukne Kragetræer
løftede Frugttræerne deres duftende Blomsterkupler.
Han bankede paa Døren til den forreste Stue og traadte ind. Per
Skrædders Kone kom ind af en Sidedør i det samme. Hun saâ modfalden
og forgrædt ud. Bohavet var det sædvanlige: Vinduesbænken, det lange
Bord, Komfuret; desuden var der en Alkoveseng med et Forhæng af
mørkstribet Bomuldstøj.
»Jeg hører, at Sidsel er kommen til Skade,« sagde Lindenberg. »Jeg
talte med Per, da han kom fra Doktoren.«
»Ja det er dog grueligt, hvad der kan ske,« svarede Konen og førte
Forklædefligen til Næsen. »Ja, ija! sikken en Ulykke!«
Hun slog Omhænget til Side og sagde stille:
»Her er Skolæreren for at se til dig, Sidsel.«
Der laa hun, bleg, med lukkede Øjne. Ved Moderens Ord saâ hun op, og
der jog en fin Rødme over Ansigtet. Øjnene fik Glans, og hun rettede
dem mod den unge Skolelærer med et Udtryk, som han aldrig glemte.
Han gav hende Haand. Hendes var klam og brændende. Han vovede ikke at
trykke den, eller var saa betagen af hendes forandrede Udseende, at
han lod Øjeblikket uænset.
»Sid ned,« sagde Moderen og satte en Stol hen foran Sengen. Derpaa
gav hun sig til at tørre Bordet af og fortalte imens: om Stenkisten,
om Vejen, om Ulykken, og om hvordan hun havde faaet dem ind.
Lindenberg og Sidsel havde ikke Øjnene fra hinanden, mens hun talte.
Da hun forlod Stuen for at lave den uundgaaelige Kaffe, rejste han
sig og greb igjen den brændende Haand.
»Jeg har jo ikke taget fejl,« sagde han. »Det var i fuldt Alvor og
ikke Leg, ikke Tidsfordriv. Sidsel, vil du være min?«
Hun saâ paa ham med et usigelig elskeligt Smil og trykkede hans
Haand.
»Vi fik ingen Ting talt sammen, men vi forstod hinanden nok. Jeg vil
blive hos dig, jeg vil sidde ved din Seng Dag og Nat, til du bliver
rask igjen. Det maa jeg jo nok. Jeg vil strax sige din Moder det
hele.«
»Nej, nej,« hviskede hun. »Vi vil have det imellem os. Ingen skal
vide det.«
Hun trykkede igjen hans Haand.
»Hvorfor, du kjære? Vi have intet at skamme os over, og jeg vil ikke
forlade dig. Jeg _kan_ ikke, nu jeg véd, du er min.«
»De skal ikke vide det. Lov mig det!« Et Øjeblik efter tilføjede hun:
»Det bliver min eneste Bøn.«
Det fôr igjennem ham med stingende Smerte. »Sig ikke det, du kjære!
Du skal blive rask, du skal blive min egen lille Hustru! O Sidsel,
hvor vi skal blive lykkelige! Hvor vi skulle elske hinanden!«
For hvert Pulsslag, medens han talte, fik hendes Kinder mere Glød,
Øjnene mere Livsmod, Smilet mere Glans.
»Jeg tør ikke tænke derpaa, men det er saa godt at høre det. Aa, hvor
det er godt,« hviskede hun, løftede sig paa den venstre Albu og lagde
den højre Arm om hans Hals.
Han glemte den lurende Død, sluttede hendes vege Legeme i sin Favn
og kyssede hende, som var hendes Leje en Brudeseng og ikke en
Sotteseng.
»Nu var det godt at dø,« aandede hun med lukkede Øjne midt under
Kyssene.
Skjælvende af Angest slap han hende. Hun sank udmattet tilbage. Der
stod en Smule Blod i Mundvigene.
»Sidsel! Sidsel! Vilde du lade mig ene tilbage? Vil du ogsaa svigte