Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 2

Laagen og knagede i Sparreværket over hende, medens hele Vandflager
nu og da jog imod Ruderne som en Hagl af Smaastene. Gjennem det
stigende og synkende Brus af Vejret udenfor, naar det piskende fôr
ned over Markerne mod Skoven, lød den ensformige Snurren af
Rokkehjulet, bag hvilket Hanne Mørkens sad tavs, fordybet og
snoede Traaden. Hun var en stor og noget svær Kone med et
firkantet, gulblegt Ansigt og strænge, stort skaarne Træk. Under
Hvergarnsskjørtet saâ man den spidse Fod i sort Strømpe vugge op
og ned paa Trædebrættet.
Der var lunt og rent i Stuen. En Tørv eller to var lagt til Ilden, og
Kjedlen, som stod paa det forreste Komfurhul, gav sig pludselig til
at synge. I det samme gik Døren op; en høj, smækker Karl traadte ind.
Det var Sønnen, det var Johannes.
Der fløj et lyst Smil henover Moderens Ansigt; hun skød Rokken til
Side, rejste sig og gav ham Haanden.
»Valkommen, Johannes! Du lod vente længe paa dig. Hvordan du har
det?«
»Jeg har det godt,« svarede han med et vemodigt Smil og blev staaende
midt paa Gulvet.
»Gud ske Lov! Jeg har været saa bekymret for dig. Baade sidste og
forrige Søndag ventede jeg dig, men du blev borte. Og nu i dette
Herrens Vejr kommer du, og det er ikke engang Søndag! Men læg dog dit
Tøj, Barn! Du er vel hartad gjennemblødt.«
Johannes tog sin Overfrakke af og hængte den op paa et Søm i
Dørkarmen; den lille, sorte Filthat, som var drivende vaad af Regnen,
fandt han et andet Søm til nærmere Komfuret. Han havde et guligt
Ansigt ligesom Moderen, sort Haar, sorte, stærke Bryn og et dunblødt,
mørkt Overskjæg.
Moderen tørrede Bordet af, lige saa Træstolen ved Vinduet.
»Jeg var næsten ræd for dig, da du var her sidst, og saa at den ene
Uge gik efter den anden, uden at du lod dig se! Men jeg haabede paa,
at din gode, sunde Forstand skulde sejre. Naar du vilde tænke dig om,
maatte du indse, at hun var ikke nogen Sorg værd.«
»Jeg har fundet det, som er bedre,« sagde Johannes og satte sig.
»Hvad har du fundet?« spurgte Moderen studsende og var nær ved at
tænke paa en ny Kjæreste.
»Min Frelser,« svarede Johannes, foldede Hænderne og saâ sværmerisk
mod Loftet.
»Hvem er det?« spurgte Moderen uden at have Sporet.
»Min Frelser, Jesus Kristus.«
»Nu skal vi høre! Er du bleven hellig?«
»Det vil jeg stræbe at blive. Endnu ser jeg kun det ene, at jeg er en
stor Synder.«
»Hvordan er du kommen paa de Griller?« spurgte Hanne mut og satte sig
med begge Hænder i Skjødet.
»Hvis du dermed vil spørge mig, naar jeg har faaet Øjnene opladt, da
kan jeg nævne dig Dag og Time. Det var netop fjorten Dage siden
igaar. Jeg mødte Sidsel. Det var nede paa Frederiksbroen i
Skumringen. Hun saâ saa struttende skjær og frisk og mild ud, saa jeg
nær var gaaet fra Forstanden bare ved at se hende. Jeg vidste ikke,
hvor jeg skulde gjøre af mig selv, saa forpint og ulykkelig følte jeg
mig. For at dulme Smerten besluttede jeg at gaa ned i en Beværtning
og drikke lidt af Samlingen bort. Men just som jeg stod paa
Kjældertrinene, var der én, som greb mig i Armen. Det var en anden
Malersvend, som jeg er godt kjendt med. »Hvor skal du hen?« spurgte
han. »Som du ser,« svarede jeg. »Jeg vil ned og have mig et Glas, jeg
er ikke vel.« -- »Følg lidt med op ad Gaden først,« sagde han saa.
Jeg troede, det var noget, der angik ham selv, og gik med ham, men
han begyndte at spørge mig ud, hvad det var, jeg bar paa, og jeg
vilde heller end gjærne fortælle; det letter altid en Smule. »Naar
det er saadan fat,« siger Karlsen, »da véd jeg et Sted, som er
bedre end Værtshuset. Der skal være stort Indre Missions-Møde i
Aften, og jeg er just paa Vej. Følg du med!« -- »Det er vel en
Helligforsamling?« spurgte jeg, for jeg vidste, han gik til saadan
noget. »Nu kan du jo prøve det,« svarede han. »Hjælper det ikke, kan
du endda bag efter gaa paa Værtshus. Dét løber ikke sin Vej.«
»Det var ogsaa en daarlig Udvej at gaa paa Værtshus,« sagde Moderen.
»Det skulde vèl hjælpe.«
»Jeg vidste ingen bedre, og Karlsens Helligforsamling ventede jeg mig
end mindre af. Alligevel gik jeg med ham. Der var en utallig Mængde
Mennesker; der blev sunget og bedet og talt; baade Præster og Lægfolk
traadte op; det var ikke noget, som var lært i Studerekammeret,
opstyltet Snak, som ingen Steds rammer; det var smaa Fortællinger om,
hvad de selv og gode Venner havde oplevet, havde erfaret om Guds
Naade, og det var Bøn, som kom fra Hjærtet. Se derfor gik det til
Hjærte. Jeg lagde mig ned paa mine Knæ, gjemte Ansigtet i mine Hænder
og græd al min Smerte ud, kastede al min Sorg paa Gud, forstod, at
ved denne Tilskikkelse havde han kaldt paa _mig_; han vilde ikke, jeg
skulde fortabes. Det faldt som Skjæl fra mine Øjne, hvilket tomt Liv
jeg hidtil havde ført, hvilken ussel lille Sorg jeg gik og slæbte mig
til Døde paa. Jeg havde nok at sørge over uden det.«
»Naa det var ikke værre,« sagde Hanne spottende. »Og saa havde du
helt glemt Sidsel med det samme?«
»Glemt og glemt,« svarede Johannes langsomt. »Jeg haaber det skal
lykkes mig at glemme; jeg har nu større Ting at tænke paa. Jeg
forsømmer ikke noget Møde, nogen Gudstjeneste, og hver Aften gransker
jeg i Guds hellige Ord til langt ud paa Natten. Jeg har begyndt et
nyt Liv, Moder, et Liv saa rigt, saa higende, saa fuldt af Sjælefred,
at jeg beder hver Dag til Vorherre om, at ogsaa du maa komme med.«
»Gjør du det!« sagde Moderen stødt. »Nu maa du da helst se til at
blive drejet lige for sjèl, inden du begynder at omvende andre.«
Hanne bredte Dug for Bordenden, satte Smør og Ost paa Bordet og gav
sig til at skære Brød. Johannes saâ tavs hen for sig.
»Gaar du kun nu ikke og har saa meget i Hovedet, at du forsømmer dit
Arbejde! Hvad siger din Mester til, at du er til alle de Møder og
Forsamlinger?«
»Jeg haaber ikke, at min Mester skal faa Grund til Klage,« svarede
Johannes; »men iøvrigt staar der skrevet, at man bør adlyde Gud mere
end Menneskene. Det hedder ogsaa: Søger først Guds Rige og hans
Retfærdighed, saa skulle alle disse Ting tillægges Eder.«
Hanne satte Kaffekjedlen paa Ilden. Johannes læste Bordbøn med
foldede Hænder og bøjet Hoved. Da Moderen havde skjænket hans Kaffe,
tog hun en Spølkum til sig selv og satte sig atter ved Komfuret. Hun
drak langsomt, og da hun var færdig, blev hun eftertænksomt siddende
med sin Kop i Skjødet. Hun hørte forundret til, da ogsaa Johannes
efter endt Maaltid i et lille Vers takkede Gud for Mad, og følte mere
Bekymring over denne pludselige Fred og Glæde end over den
forudgaaende Fortvivlelse. Det første forstod hun, dette sidste ikke.
»Ja du husker vel Huslejen til Anders Jepsen, Johannes? Den var
allerede forfalden, da du sidst var her; men jeg nænte ikke at snakke
derom, fordi du havde saa meget da at tænke paa.«
»Din Husleje!« svarede Johannes. »Jo tænkt paa den har jeg rigtig
nok, og saa snart jeg faar Penge, skal jeg visselig ogsaa sende dig
den, men -- --« »Har du ikke Penge? Du tjener dog en god Ugeløn.«
»Jeg ejer ikke en Øre for Øjeblikket. I denne Tid samler de ind til
et stort Missionshus ovre i Kjøbenhavn, og jeg skylder Vorherre
Husleje for mange Aar. Jeg gav 50 Kroner; han maatte denne Gang gaa
forud for dig, Moder, og ser du, fattige møder man hver Dag. Paa
Vejen her ud mødte jeg én, der trængte haardere end baade du og jeg;
ham gav jeg min sidste Femogtyveøre; jeg har Returbillet, og Gud
gjengjælder det paa anden Maade. Din Husleje skal der nok blive
Udveje for, Moder. Sørger ikke for den Dag i Morgen; thi den Dag i
Morgen skal bekymre sig for sit eget. Hver Dag har nok i sin Plage.«
Moderen stirrede bleg paa Sønnen.
»Naa det er deri, din Hellighed bestaar,« sagde hun bittert, »at du
for første Gang i fire Aar glemmer min Husleje. Du var næppe bleven
Svend, da du mødte her en Søndag Morgen med ti blanke Kroner og
sagde: Værs god, Moder! Her er for de første tre Maaneder. Fra i Dag
af skal du ikke kere dig mere om din Husleje. Du kan stole paa,
Johannes,« vedblev Hanne og glippede med Øjnene, »at den Dag husker
jeg, saa længe jeg lever. Da tyktes det mig, du saa noget nær var
hellig i mine Øjne, og jeg bad inderligt Gud velsigne dig, saadan som
jeg kunde bede -- ikke for Pengenes Skyld endda, for jeg havde vel
hutlet mig igjennem som hidtil, men for Sindelagets Skyld, fordi du
var saa god en Søn.«
Moderen flyttede Rokken hen foran sig og satte Hjulet i Gang paa ny;
men Johannes rejste sig op og begyndte at tale. Det blev en hel lille
Prædiken, fuld af Skriftsteder og afrevne Katekismusstumper, og med
det samme en Øvelse i at optræde. Han havde ikke nødig at undse sig
over en mindre heldig Vending, en mislykket Talefigur, sligt kunde jo
ikke undgaas første Gang; til Gjengjæld nød han sit Held med at faa
Kilden til at flyde ustandset, med at faa Sammenhæng ud af alle disse
laante Fraser, Lignelser, Billedstumper og Salmevers. Det gav sig
Udtryk i det opadvendte Blik, i Smilet over hans gode, rare, lidt
tungsindige Ansigt. Et stille Haab om at kunne vække Moderen, aabne
hende Syn for den højere, bedre Verden, han stod i, det store,
mægtige Usynlighedsrige, i hvilket han var Borger, fik ham til at
holde ved; det kunde jo komme lige saa pludseligt for hende som for
ham; det var noget, der hændte saa mangen Gang, at en Savlus
forvandledes til en Pavlus. Han efterlignede, alt som han mere og
mere kom i Aande, den Mands Stemme og Bevægelser, som havde vakt ham,
lod baade Dommens Torden rulle og Evangeliets Sollys spille, -- men
Moderen sad tavs, bleg, storstilet med Øjnene fæstede paa den
glidende Traad, medens Kjedlen vedblev at synge, Hjulet at surre --
medens Blæsten suste i Blommetræerne, og Regndraaberne pikkede paa
Ruderne.
Ordene gav hun ikke Agt paa; men hun hørte, at det var Skriftens,
Salmebogens og Katekismens Ord, og hun havde saa megen nedarvet
Ærbødighed for dem, at hun ikke vovede at afbryde Sønnen. Hun lod ham
prædike væk, mens hun sad og regnede paa, hvorledes hun skulde faa de
ti Kroner skrabet sammen til Anders Jepsen. Naar hun fik det Pund Uld
færdigt, hun spandt paa, vilde hun have to Kroner til Gode hos Jens
Nielsens, to Snese Æg kunde hun sælge; det blev halv anden Krone,
fire Kroner var hendes Beholdning; hun havde tænkt at kjøbe sig en
Pakke Tvist for dem; hun trængte til en ny Bomuldskjole; men det
maatte hun nu lade fare. Saa brat dog ogsaa Ulykken kan komme
væltende, og fra den Kant man mindst aner det! Det endte naturligvis
med Daarekisten.
Hun vaktes ved hans »Amen« og sukkede uvilkaarligt. Han tog sin
Overfrakke ned og bød far vel.
»Skal du allerede gaa?« spurgte hun.
»Vi har Møde i Ørsted i Aften,« svarede han. »Jeg gaar der over nu og
tager fra Aarup med Aftentoget.«
Det var altsaa ikke for hendes Skyld, han var kommen, -- blot for at
faa lidt Mad under Vejs paa Turen til sin Helligforsamling.
»Naar ser jeg dig igjen?« spurgte hun og fulgte ham ud.
»Naar Gud vil, Moder. Alt staar i hans Faderhaand.«


IV.

Der var Bryllup hos Jakob Mikkelsens. Ikke blot var Jakob den største
blandt de store Gaardmænd og Bruden eneste Barn, men Stuehuset var
flunkende nyt og frembød en saadan Svite af Rum, at de to Tredjedele
stod ubenyttede Aaret rundt. Det var tildels bygget med den
forestaaende Begivenhed for Øje.
Ved Middagstid var hele Gaarden fuld af blanke, urolige, stampende
Heste, skinnende Seletøjer og lakerede Vogne, saa tæt stuvede sammen,
at der hørte en ikke ringe Kunst til at rede sig ud af Virvaret. Saa
drog det store Tog de tre Fjerdingvej _til_ Kirke og _fra_ Kirke og
blev bænket ved de lange Gildesborde. Der var dækket hele Salen rundt
og i tre Stuer foruden. Retterne vare mange, og Maaltidet varede
naturligvis længe. Da Lystigheden var paa sit højeste, kom Skafferen
med Salmebøger. Den unge Skolelærer rejste sig og intonerede en
Bordsalme. I et Nu indtraadte den dybeste Stilhed, i et Nu lagde
Alvoren sig dyb og mørk over hvert et Aasyn i hele den rødglinsende,
støjende, hundredhovede Kreds. Det var, som om Munterheden kun var en
Maske, og som om den ringeste Anledning var nok til at faa den til at
falde, til at kalde det stille og tavse frem igjen, der Sommer og
Vinter, Vaar og Høst hviler over Landsbyen og dens Skove.
Efter at Salmen var sunget, rejste man sig fra Bordet og sagde
hinanden Tak for Mad. Skafferen bød Cigarer om; i brugte Cigarkasser
stod der Tobak til to Kroner Pundet. Det var det eneste, Jakob
Mikkelsen ikke skulde have gjort. De gamle Husmænd talte temmelig
lydt i Krogene om, at det var simpel Tobak; den de røg til halvfjerds
Øre Pundet var meget stærkere.
Gjæsterne drev om inde og ude; der blev aflagt Besøg i de nærmeste
Gaarde, mange af Ungfolkene gik ud i Skoven for at lede efter
Skovmærker. Lindenberg havde sluttet sig til en lille Gruppe af Byens
Gaardmænd, der tilfældigvis vare blevne staaende udenfor Stalddøren.
Han dampede saa ufortrødent paa sin Pibe, som om der ikke havde været
budt Cigarer om, og saâ saa alvorsfuld og skikkelig og kjøn ud, som
han hverken havde set Port- eller anden Vin ved sin Kuvert.
Han havde god Tid til at ryge, thi han tog kun ringe aktiv Del
i Samtalen, hvad enten den angik de nyeste Begivenheder paa
Kreaturhandelens Omraade eller det meget omdebatterede Spørgsmaal,
om man burde lægge meget eller lidet eller slet ingen Jord til
den paatænkte Fattiggaard. Politiken var paa denne Egn yderst
sjælden Gjenstand for Underholdning; man foragtede dybt det hele
Rigsdagskævl, og det var en af Skovstrups store Gaardmænd, der engang
havde udtalt sin Opfattelse saaledes: »Jeg har aldrig været til Valg.
Skulde jeg stemme paa nogen, vilde jeg stemme paa _Kongen_. Hvad
forstaar de andre »Indioter« sig paa at regere?«
Da Kaffen var drukken, blev Salen ryddet for al Opdækning, og Dansen
begyndte. Der var fire Musikantere. I de andre Stuer lige ud til
Folkestuen kom Kortene paa Bordet, og om dem samlede sig efterhaanden
Mændenes Interesser, medens Konerne dels søgte Salen for at se paa
Dansen, dels tyede ind i Havestuen, hvor der var mindre Støj og
mindre Gjennemfart. Her var det en høj Gaardkone, der førte Ordet: en
Sygdomshistorie med Hospital og Operation. Belysningen var
rødlig-taaget; utydeligt dukkede Ansigter og spraglede Kappebaand
frem gjennem den bølgende Em og Tobaksrøg, der drev ind fra Salen og
de andre Stuer; Musiken og Dansetrinene lød dæmpet ind, blandet med
Brus af Stemmer og Latter og Tallerkenklirren fra Køkkenet. Alle
Konerne sad som Stenstøtter under den langtrukne, monotone,
gruopvækkende Beretning.
Lindenberg var kommen ind i den øverste Dagligstue, hvor han stod
ved et lille Sidebord og stoppede sin kjære, uadskillelige Pibe. Her
blev han angreben af en lille, oprømt Mandsskikkelse, der kom ind fra
Gangen og styrede lige imod ham med fremstrakt højre og et »God
Aften, Hr. Skolelærer!« saa inderligt, at Lindenberg strax fattede
Godhed for Manden.
Forresten var han lidt fuld.
»Ja De kjender ikke mig,« sagde han og rystede Lindenbergs Haand med
en Varme, som om de havde været Venner fra Fødselen af. »De kjender
ikke mig, men jeg kjender Dem, for De er mine Børns Lærer og
Vejleder. Mit Navn er Mads Mogensen. Jeg arbejder i Skoven. Jeg
kommer sjældent til Bys.«
»Naa, saa har De en Dreng og to Piger i Skolen.«
»Det har jeg. Er de skikkelige, for èsen skal De bare tæske dem. Jeg
siger hver Morgen til dem, naar de gaar: I skal lystre jeres Lærer,
èsen faar I Tæsk. Kan I jer Lejse, siger jeg, èsen skal jeg paa
Søndag gaa op til Skolæren og bede ham om at tæske jer.«
Lindenberg smilede.
»Jeg skal sige Dem, Hr. Skolærer: jeg var i min Tid Numer ejt i min
Klase. Og hvad det angaar med at synge: jeg kunde alle Melodierne.
Naar der var noget højtideligt paa Færde i Kirken, blev jeg og et
Par andre stillet op ovenfor Prædikestolen. Jeg var Forsanger. Degnen
sagde den sidste Vinter til mig: Jeg kan ikke lære dig mejr, Mads
Mogensen, hverken i Skrevten eller i Regnebøven. Og jeg tror, Børnene
kommer til at slægte mig paa i det Stykke.«
»Er de ikke noget tungnemme?«
»Det har de efter Moderen. Hun staar helt uden for Videnskaben. Men
De skal bare lade dem lære væk. En god Opdragelse, Hr. Skolærer, er
det bedste, vi Smaafolk kan give vore Børn.«
Lindenberg slap langt om længe fra Mads Mogensen. Han afslog at
spille Kort, thi han elskede Dans; alligevel var det ham altid svært
at faa begyndt. En Tid lang stod han i Døren op til Salen, hvor der
var en stærk Trængsel af Tilskuere. Par efter Par hvirvlede forbi med
Støvskyer og Trækvind efter sig.
»De giver da mig en Dans, Lindenberg,« sagde Anders Jepsens Kone og
lo paa sin sødlige Maade. Det skulde naturligvis være Spøg.
Opfordringen var Lindenberg ret kjærkommen, og skjønt Maren ivrigt
forsikrede, at hun var for gammel til at danse, var det tydeligt nok,
at hun heller end gjærne vilde med. Skolelæreren førte sin høje,
velbyggede Skikkelse smukt, lidt menuet-værdigt; han passede ret til
at danse med Koner.
De satte sig paa en Bænk modsat Døren, hvor der var Plads ledig, men
det var ikke Lindenbergs Agt at blive dèr længe. Hans Tanke vendte
sig fra Moderen til Datteren; Annette kunde passende være Numer to.
Hun blev lige fra en Mazurka vugget ind mellem nogle unge Piger, der
havde klumpet sig sammen i et Hjørne. Der stod ogsaa Per Skrædders
Sidsel. Lindenberg kom til at huske paa de tyve Aar og de mange
Kjærester; den Dag var hun i Kaabe og Slør, men nu skulde han rigtig
lægge Mærke til hende. Lejligheden var gunstig. En af Lampetterne paa
Væggen kastede hele sin lille Lysstrøm over hende, hvorimod
Lindenberg selv sad i Midtstuens Halvmørke. Det var et Ansigt saa
ulig andre Bondepigers, en lille fin Oval med en Tone af Auriklens
brunlige Varme, et Par urolige, glimrende Øjne og Krop som et Egern.
Efter en Del Betænkeligheder rejste Lindenberg sig og styrede Kaasen
mod Annette. Men just som han med et lille forlegent Buk fæstede
Blikket paa hende, fik han et Stød af en forbidansende Kavaler, der
nødte ham til en ufrivillig Drejning bort fra hende. I det samme blev
han blændet af et uhyre Glimt fra Sidsels Øjne, og inden han vidste
hvordan, havde han Armen om Egernets Krop og var i Dans med hende. De
talte ikke med hinanden under Dansen, havde i deres hele Levetid
endnu ikke vexlet Ord med hinanden, og dog var de et Par, viet af
Musikens Genius; hun var ham vild fremmed, var Dame, og dog laa
hendes Arm fast paa hans, dog holdt han hendes ubehandskede Haand i
sin. Og hvor kunde hun danse! --
Han skyndte sig at gjøre Fejltræffet godt igjen ved at give Annette
den følgende Dans; paa dette Tidspunkt begyndte han at føle sig
hjemme i Selskabet. Ved Midnatstid brød flere af de fjærnere boende
Slægtninge op, enkelte gamle fra Byen tog deraf Anledning til ogsaa
at byde far vel. I de mindre Stuer sygnede Gildet efterhaanden hen,
Punschebordet stod med tom Bolle og Slatter i Glassene, flere af
Spillebordene stod forladte; der var under den første Tagen Afsked
flyttet en Del om med Lys og Lamper, saa der var dunkle Partier i
Rækken af de oplyste Stuer. Hist og her sad et Par ældre Mænd og hang
trætte og søvnige over et Bordhjørne, snakkede trægt og gabede
skiftevis. Konerne fra Byen underhandlede med deres Mænd om, at nu
skulde det være Alvor. Men i Salen blev der mere og mere Fart i
Dansen.
Ogsaa Lindenberg var omsider tøet fuldstændig op. Punschen, Varmen,
Musiken og Dansen havde faaet Bugt med hans tilknappede Væsen; han
havde danset med Koner og Piger, klinket med Mænd og Karle, sunget
Skaalvers og raabt Hurra, og hvad der var det mærkeligste: han havde
i flere Timer forsømt sin kjære Pibe; den var bleven borte for ham.
Efter nogen Søgen fandt han den omsider i et Vindueshjørne, fik den
stoppet og tændt og gik ad en aabenstaaende Sidedør ind i Havestuen
for at sondre sig lidt fra Heden, Støvet og Støjen, for at hvile sig
i et Sofahjørne ene og uforstyrret. Der var ingen Møbler i Stuen
undtagen den samme Sofa og saa en Kommode henne ved Vinduets Sidevæg.
Et næsten udbrændt Stearinlys i Messingstage spildte sine sidste
Flammer paa nogle sorte, langhalsede Flasker i Vindueskarmen. Med en
snurrende Fornemmelse i Hoved og Lemmer satte han sig i Sofaen, lagde
et Ben op og lænede sig tilbage, medens han udsendte vældige Skyer af
den Tokroners Tobak.
Han havde imidlertid næppe begyndt at føle Hvilens og Stilhedens
Sødme, før han igjen dreves op i siddende Stilling ved, at der kom
nogen løbende ind fra Salen, leende, stakaandede, trætte. Det var
Annette og Sidsel Arm i Arm.
»Lad os se, om her ikke skulde være noget Øl,« sagde Annette. -- »Men
Gud, sidder De her -- alene!« udbrød hun, da hun i det samme fik Øje
paa Lindenberg i Sofaen.
»Er De bleven træt?« Varme, overgivne, halvt endnu dansende stod
Pigerne foran Sofaen.
»Frygtelig,« svarede Lindenberg oprømt. »Trænger _De_ ikke til at
hvile Dem lidt. Her er Plads til os alle tre,« tilføjede han og slog
dristigt med sin flade Haand paa Sofahyndet til venstre.
»Det var maaske ikke saa galt,« sagde Sidsel, snurrede Annette en
halv Gang rundt og trak hende med sig ned i det samme, for at hun
skulde sidde Lindenberg nærmest. Men Annette var lige saa bly som
Sidsel og styrede i Faldet ind imod Hjørnet, saa Sidsel kom til at
sidde paa hendes Skjød.
De lo dygtigt begge to, og Lindenberg spurgte muntert: »Er De bange
for at sidde ved Siden af mig? Skal jeg tøfle af?«
»Nej, nej,« svarede de i Kor, og Sidsel gled ned i Midten. »De skal
da ikke gaa for vor Skyld,« tilføjede Annette.
»Her er ogsaa god Plads til os alle tre,« sagde Sidsel og vrikkede
sig til rette, samlende lidt paa Kjoleskjørtet.
»Morer De Dem?« spurgte Annette fra venstre.
»Udmærket,« svarede Lindenberg og lod Piben glide ned et Sted paa
Gulvet.
Annette og Sidsel sad og legede med hinandens Fingre.
»Vi skal vel snart hjem?« sagde Annette igjen.
»Er Deres Forældre gaaet?« spurgte Lindenberg.
»Ja for længe siden!«
»Saa kan vi følges ad. Vi skal én Vej.«
»Det skal vi. Hvordan kommer du hjem, Sidsel?«
»Jeg?« udbrød Sidsel og lo. »Jeg kommer nok hjem.«
»Ja men hvem skal du følges med. Der er ingen der ude fra.«
»Det har jeg ikke tænkt paa endnu. Der bliver nok en eller anden, der
forbarmer sig. Hvis ikke, kan jeg gaa ene.«
»Gjennem Skoven, saa mørkt det er?« sagde Lindenberg.
»Det har jeg gjort de hundrede Gange i gamle Dage. Jeg er ikke bange.
Hvem skulde vel tage mig?«
»De bliver nok taget,« svarede Lindenberg overgiven og lo.
»Taget?« spurgte Sidsel troskyldig.
»Hvis De ikke allerede er,« sagde Lindenberg.
Sidsel lo og lagde sin Haand med et lille Smæk oven paa Annettes.
»Skal vi krænge Handsker?« spurgte hun.
»Hvad skal det gjælde?« spurgte Lindenberg og lagde sin Haand ovenpaa
Sidsels.
»Den første Sextur med Dem,« svarede hun og rykkede sig tilbage i
Sædet.
»Og hvis det bliver mig selv?«
»Saa gaar det om igjen,« sagde hun med et lille Smil paa ham.
Annette lagde sin venstre Haand ovenpaa Lindenbergs, saa lagde
Sidsel sin igjen, saa Lindenberg sin.
»Nu begynder vi,« sagde Annette og trak sin højre Haand, der var
underst, til sig. -- En!«
Hun lagde den paa Lindenbergs. Sidsel tog sin og talte: »To!«
»Hvor langt tæller vi?« spurgte Annette.
»Til elleve,« svarede Lindenberg hurtigt.
Lyset henne paa Kommoden knitrede i Stagen. Stearinen smeltede, den
sidste Rest af Vægen bøjede sig og druknede. Lyset gik ud.
De lagde ikke Mærke dertil. De vare saa optagne af at tælle.
»Otte!«
»Ni!«
»Ti!«
Elleve faldt paa Sidsels Haand.
»Saa bliver det os to, der skal have Sexturen,« sagde Lindenberg.
»Det gjør det nok,« svarede Sidsel og rykkede sig lidt frem igjen.
»Jeg maa se, om jeg kan finde noget Øl,« sagde Annette. »Jeg dør af
Tørst.«
Hun smuttede hurtigt ud af Stuen.
»Gik det ogsaa ærligt til?« spurgte Sidsel og gled lidt fra ham. Der
var nu bedre Plads i Sofaen.
»Hvilket?« spurgte han.
»Det med elleve.«
Fra Salsdøren faldt en Smule Lys ind. Hun nærmede sig hans Ansigt og
saâ lige paa ham.
»Jeg kan se paa Dem, at det var ikke ærligt. De er vist dygtig til at
regne.«
»Tror De? Vi kan jo lade det gaa om igjen, hvis De ikke er fornøjet
med Udfaldet,« sagde han og lagde igjen sin Haand paa hendes. Den laa
i hendes Skjød.
Hun drejede Haanden, saa han kom til at omfatte den. Den var smal og
elektriserende varm.
I det samme kom Annette tilbage. De rejste sig pludselig som efter
fælles Indskydelse.
»Skal vi saa have den Sextur?« spurgte Lindenberg.
»Ja og saa skal vi af Sted,« sagde Annette. »Klokken er over to.«


V.

Annette kom paa Højskolen, og Hanne Mørkens gik hver Dag ud i Marken
og malkede Anders Jepsens Kør. Skulde der bages, brygges eller
vaskes, var hun i Anders Jepsens Gaard hele Dagen.
Naar hun kom fra Marken om Morgenen og havde faaet siet Mælken, tog
hun og Maren sig en Spølkum Kaffe med Finbrød til i Køkkenet. Hanne
satte sig paa den nedre Ende af Vinduesbænken, Maren paa en Stol ved
Komfuret.
»Du kommer til at blive her i Dag, Hanne,« sagde Anders Jepsens Kone
en saadan Morgen; det var i Begyndelsen af Juni, en Maaneds Tid efter
Annettes Bortrejse.
»Skal der gaa nøve for sig?« spurgte Hanne.
»Jeg fik Brev fra min Søster i Pilegaardene igaar, at hun er bleven
saa møje dejt vov. Jeg har tænkt at gaa ud og se til hende i Dag. Det
er godt Vejr.«
»Hvad fejler hun?«
»Det stod der ikke noget om. Det var et af Børnene, der havde
skrevet.«
»Ja du kan lempe dig, naar du vil. Jeg skal nok blive. Kommer du
igjen til Aften?«
»Det venter jeg. Nu er Dagene jo lange.«
»Hvis det bliver sent, kan jeg gaa ud og møde dig. Det er ligodt
mørkt i Skoven. Gaar du forbi Per Skrædders?«
»Det bliver vel den nærmeste Vej, men det er datte værd, du gaar
naare Steder. Er hun dejt vov, bliver jeg der kanske i Nat, hvis ikke
gaar jeg derfra i god Tid.«
Bag Skovstrup Skove bredte sig en milevid Strækning af Mose, Skov og
lyngbevoxede Sandbanker, fordelt mellem fire Sogne, som her stødte
sammen i en Spids. Hist og her laa en lille Gruppe af Gaarde og Huse,
aldrig saa mange dog, at de vare komne til at danne nogen By. Til
nærmeste Kirke var en Mil eller halvanden; fra de mere alfare Veje
førte en Mængde Stier dertil gjennem Skove og langs Moser, men
regulære Kjøreveje skortede det desto mere paa; man maatte hjælpe sig
som man kunde.
I dette Terrain laa Pilegaardene, hvor Marens Søster boede; der kunde
vel være en lille Mil dertil.
»Du kan gaa lidt nemt over det med Middagsmaden,« sagde Maren, »for
Lindenberg kommer ikke her i Dag. Børnene skal ikke i Skole, og han
sagde igaar, at han vilde saa tage til Odense.«
Paa Landet har Børnene fri fra Skolen hver Onsdag i Juni og Juli
Maaneder.
»Naa da,« sagde Hanne, og der gik et spottende Smil hen over hendes
store Ansigt. »Saa vil der nok snart spørges nyt.«
»Hvordan mener du?«
»Jo Per Skrædders Sidsel tog til Odense igaar og kommer først hjem i
Aften.«
»Hvad kommer Per Skrædders Sidsel Lindenberg ved?« spurgte Maren
heftigt; men samtidig gik der et Stik igjennem hende, saa hun nær
havde tabt Kaffekoppen af Hænderne.
»Hun kommer ham ved, som hun er kommen saa mange andre ved,« svarede
Hanne lige saa bistert.
»Du vil vel ikke sige, at Lindenberg og Sidsel Skrædders har sat
hinanden Stævne i Odense?«
»Nej, for det vej jitte nøve om,« svarede Hanne. »Men helt fremmed
for hinanden er de ikke, og naar det saa sker, at han tager til
Odense, mens hun er derude, saa er det det, jeg mejn, at vi snart vil
spørge nyt.«
Maren var bleven helt bleg. Hun frygtede for, at Hanne allerede havde
læst mere, end hun skulde, men for ikke at gjøre Overgangen for brat,
vedblev hun i en mere almen harmfuld Tone:
»Jeg antager dog, at Lindenberg holder sig for god til at have noget
med den Tøjte at gjøre.«
»Jeg kan kun fortælle, hvad jeg sjèl har sejt, men forresten ikke har