Skovstrup-Folk: To Fortællinger - 1

Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog,
men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret. Kursiv tekst i
originalen er gengivet med _understregning_.


SKOVSTRUP-FOLK.


Ingvor Bondesen.
SKOVSTRUP-FOLK.
TO FORTÆLLINGER.
KJØBENHAVN.
C. A. REITZELS FORLAG.
1885.

Kjøbenhavn. -- Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri.


INDHOLD.

Side.
En Sommernatsdrøm 1.
Fra Kvist til Kjælder 91.


EN SOMMERNATSDRØM.


I.

Der er stille paa Landet. Med halve Timers Mellemrum snegler en
Bondevogn hen ad den krogede Landsbygade med en lille Stabel røde
Drænsrør mellem Fjællene eller en fire, fem bugede Kornsække bag
Kusken og hans Siddefjæl. Det gaar saa sagte, saa stilfærdigt, som om
man var bange for at vække Gjenlyden, der blunder i Sommervarmen ovre
under Skovene; Hestene gaa med strakte Halse og stirre tungsindigt
ned i Hjulsporene, Tømmerne daske slapt mod Forsmækken, Piskesnoren
hænger lodret ned over Hammelen som en Medesnor, en lille, blød
Støvsky hvidner stille op under Hjulene.
Og naar den sagte, knasende Lyd fra Gruset og Smaastenene i Sporet
har tabt sig, er alt stille og tyst som før. Inde bag Hegnet kan man
høre Køerne tygge Drøv; man kan høre Græshopperne gnide deres tørre
Baglemmer mod Perlemorsvingen, skjulte af de støvede Nælder og
Brombær i Grøften. Hvor er der dog stille, frededybt stille paa
Landet!
Er der Steder i Verden, hvor der findes Dynamit, Vitriolgift,
vulkanske Lidenskaber, Hungersnød -- --?
Det er et Liv bag Ploven, bag Ruden. Og Ploven gaar sindigt Fure op
og Fure ned, og Ruden vender ud til den lukkede Gaard eller til den
Gade, som en Vogn med halve Timers Mellemrum snegler hen ad.
Sorgerne ere saa smaa, Glæderne saa ringe, Begjæringerne nøjsomme,
Synsvidden trang -- Oplevelsernes Radius i det højeste to Mil, og
Rørelserne Brændinger i et Gadekjær.
* * * * *
En Vogn igjen. Og Hestene gaa i Trav! Huskonen og hendes Datter, som
sidder hjemme og syr, fare til Vinduerne for at se ud.
Det er Anton Knudsens de smaa røde. Anton Knudsen er »Stedmand«, bor
ved Stationen og lejer sin Befordring til Folk, som kommer rejsende
og skal en Mils Vej længer ind i Landet, end Jærnbanen kan overkomme.
De smaa røde ere vel kjendt i Skovstrup.
Der er et Skab, en Seng, en Koffert, et Par Sække og Kasser i Vognen,
og ved Siden af Anton sidder en ung, middelhøj Mand med blond Haar og
kjønt Ansigt uden Skjæg, med en Rejsepibe i den ene Haand og en tynd
Stok i den anden. Han ser sig om, halv undseelig, halv nysgjerrig.
Kusken peger ud med Pisken og lader Munden løbe om Kap med de smaa
røde.
»Hvem er det, Anton Knudsen er bleven Kusk for i Dag?« spurgte
Huskonen og stak Ansigtet helt ind mellem Urtepotterne.
»Det er vel saa vor ny Skolærer,« svarede Datteren. »Det var jo i
Dag, han var ventendes. -- -- Ja se, der kommer Anders Jepsen
halende; han har Nøglerne til Skolen.«
Vognen forsvandt bag Krumningen henne ved Smedjen -- Anders Jepsens
brede Frakkeryg ligeledes.
»Naada, dèr har vi fler Køvstedfolk!«
Datteren nikkede ud, smilede og nikkede igjen. »Det er bleven en fejs
Fyr, Johannes. Han er snart lige ved at være kjøn.«
»Hvem er det? Hvad for en Johannes?«
»Hanne Mørkens Søn. Har du hørt, han er bleven forlovet med Per
Skrædders Sidsel?«
»Nej val! Sagde de ikke èsen, der var en Handelsrejsende, hun var
gode Venner med?«
»Aa, Sidsel skal have lidt Forandring paa det engang imellem.«
»De siger, han skal være dygtig, Johannes.«
»Ja jeg hørte forleden henne hos Anders Jepsens -- der kommer Hanne
jo dejt -- at han skal være den dygtigste Malersvend i hele Odense
By. Han har tre Kroner om Dagen, og hans Mester lader ham aldrig
bestille andet end »aare.««
»Han er nok en god Støtte for Hanne. Siden han blev Svend, har han
hver Gang betalt hendes Husleje.«
Samtalen mellem Moder og Datter gik i Staa. Moderen tog igjen fat paa
sin Bindehose, Datteren stod ved Bordet foran Vinduerne og søgte op i
en Rulle Papirmønstre. Paa den ene Bordende stod Symaskinen, og rundt
om den laa der Traadruller, Bændler og Hægter; et Stykke marineblaat
Hvergarn tog Pladsen, der var tilbage; nogle sorte Agramaner stak ud
af et Avispapir mellem to af Urtepotterne i Vinduet.
»Se kun,« sagde Sypigen efter en Stunds Forløb og keg atter ud. »Der
har vi Anders igjen Side om Side med Skolæreren. Saa gir Maren Anders
Jepsens nok Aftensmaden.«
Den unge Skolelærer havde endnu Piben i den ene Haand og Stokken i
den anden. Han saâ sig fremdeles nysgjerrig og undseelig om, men nu
var det Anders Jepsen, der pegede til højre og venstre og gav
Forklaring.
»Rugmarken dèr oppe hører til vort,« sagde Anders. »Det er leragtig
Jord, men hun kan nok gi Korn. Ja nu bliver De hos vort i Nat, saa i
Morgen har de Tiden for Dem og kan ordne Deres Sager.«
»Tak, dersom det ikke bliver for meget til Ulejlighed.«
»Sitte nøve Pjank! Nu skal vi jo til at gjøre os kjendt med
hinanden.«
»Jeg haaber, vi skal blive tilfreds paa begge Sider.«
»Naar vi skal sige vor Mejning, var det jutte Dem vi helst vilde have
havt.«
»Det var det vel ikke. Jeg havde heller ikke ventet at komme i
Betragtning.«
»Jeg skal sige vos: det gik saa akavet til. Jensen i Stærremose var
vi enige om at sætte først paa Listen; ham vilde hele Byen have.
Andenlæreren i Herninge skulde være Numer to; men da vi kom til Numer
tre, blev det rent galt. Mølleren vilde have sin Søstersøn, der er
Hjælpelærer et Sted paa »Sletten«, og Sogneraadsformanden vilde have
en anden, som nok havde lovet at hjælpe ham lidt med Regnskaberne
gratis. Det ene Ord tog det andet; de blev hede i Hovederne begge to
og temmelig højmælte, indtil saa gamle Per Mikkelsen i Herninge, som
er en Himmel Hund, siger: Hvis jeg maa stille et Forslag, saa
kasserer vi dem alle fire og lemper en hel ny Liste, for det er da
for vovt at blive uens over saadan en Sag. Lad os vende Bøtten og
begynde fra den anden Ende. Vi kan skutte være bekjendt at sætte
halvgamle Mænd med føste Karaktejr ind i det Svæltekald alligevel.
Sogneraadsformanden og Mølleren tog sig i det og gav Pejer Medhold.
Vi andre grinte, skjønt jeg sagde endda for at staa paa Byens Side,
at Jensen skulde være Numer ét. Men jeg havde naturligvis kun én
Stemme, og saa blev der sat tre paa Listen, som ingen af os kjendte.
Diderektionen kaldte Dem, og det kan maaske blive allerbedst. Men vær
nu s'god og gak inden for!«
Lindenberg -- det var Skolelærerens Navn -- blev budt ind ad den
øverste Gangdør. Fra den lille, kvadratiske Forstue kom man ind i
Dagligstuen, et Værdighedsnavn, der dog ikke tør tages altfor
bogstaveligt. Foran Vinduespillen stod et bredt, egemalet Bord med en
Stol for hver Ende, længere tilbage i Stuen Familiechatollet, endnu
et Par Stole langs Væggene og en Kommode med fileret Tæppe. Paa
Kommoden stod en Petroleumslampe med ravgul Olje i Beholderen og
lyserød Silkepapirsskjærm over Kuppelen. Der var katholske
Skillingsbilleder paa Væggene og Fotografier i ovale Smaarammer af
Papmaché; henne paa Dørkarmen hang et sort Moirés Skjørt med Piber
forneden; Luften var indelukket og mættet med en syrlig Duft af
Pelargonier, der i Selskab med dinglende Fuchsier og blegstilkede
Balsaminer prydede Vindueskarmene. Fluerne summede livligt under
Loftet og vare mandstærke i Vinduerne. Der var strøet Sand paa
Gulvet, og korte Streger af Træskospor saas paa Kryds og tværs.
Anders Jepsen trak sin Frakke af og hængte den ved Siden af det
Moirés Skjørt; Lindenberg tog Plads for den ene Bordende; Anders
satte en gul Tobakskardus frem.
»Stop Piben!«
Selv hentede han frem bag en Urtepotte en lille forbrændt Pibestump,
fiskede et Firtommersøm op af den gule Kardus og kradsede ud paa
Kakkelovnspladen.
Konen kom fra Sovekammeret. Med rappe Træskotrin gik hun hen til den
fremmede og gav Haand.
»Saa det er vor ny Skolærer!« udbrød hun med opskruet Hjærtelighed.
»Valkommen hertil! Vi har rejdinok ingen i Skolen, for begge vore er
konfirmerede, men derfor behøver vi ikke at være fremmede for
hverandre.«
Hun saâ med sine lyseblaa Øjne moderlig mildt paa den unge, kjønne
Mand; derefter bredte hun en hvid, krøllet Dug paa Bordet.
»Det bliver ensomt for Dem henne i den store, tomme Skole, men nu
skal De komme tit hen og besøge os.«
»Jeg har sagt til Lindenberg, Maren, at han kan blive her i Nat,« tog
Anders sindigt til Orde, medens han strøg en Tændstikke, »saa har
han Tiden for sig i Morgen til at faa sine Sager i Orden.«
»Har du?« udbrød Konen glad overrasket, skjønt Anders handlede kun
efter Instrux. »Ja naar Skolæreren vil tage til Takke -- --«
Den nye Skolelærer formaaede ikke at udtrykke sin Taknemmelighed over
for al den Venlighed og Gjæstfrihed.
»Vi er kun Smaafolk,« vedblev Konen, »i Sammenligning med de store
Gaarde. Vi har mere Hjærterum end Husrum,« tilføjede hun beskeden.
»Jeg er ikke vant saa stort,« sagde Lindenberg. »Mine Forældre er
fattige. Fader er Væver i Ranum, og dèr ligger et Seminarium.
Forstanderen mente, jeg havde gode Evner og tog sig af mig. Jeg fik
min Examen og har nu i tre Aar været Hjælpelærer paa Mors.«
»Herre Gud!« udbrød Konen andægtigt og foldede Hænderne. »Hvor det
maa være en Glæde for Deres Forældre!«
»Nu maa De jo se at faa Dem en Pige eller Husholderske,« sagde
Anders. »Men vi gaar da mod Vintertiden, saa det bliver ikke saa
vanskeligt.«
»Jeg havde tænkt, at kunde jeg faa min Middagsmad et Sted her i
Nærheden, kunde jeg maaske undgaa at føre videre Husholdning for det
første. Lodden er jo forpagtet ud. Det var det nemmeste, og jeg
tænker ogsaa det fordelagtigste.«
»Ja saagu!« sagde Anders og saâ hen til sin Kone.
»Det er fornuftigt af Dem,« svarede Konen paa det Blik fra Anders.
»Og hvis det er, at De vil tage til Takke med daglig Kost, saa for en
lille Tid -- -- til De bliver noget mere kjendt -- --«
Hun gik ud af Stuen og kom snart igjen med et stort Saltmadsfad,
Tallerkener, Smør, Knive og Gafler og begyndte at dække op. Til sidst
satte hun en halv Snes pillede, haardkogte Æg paa Bordet, blankhvide
og dampende, Peber og Salt og endelig et stort Glaskrus fyldt med
skummende Gammeltøl.
»Vær nu s'god og spis! De kan nok trænge til noget Mad efter den
lange Rejse.«
Anders Jepsen hentede Brændevinsflasken, der havde sin Plads henne
paa Chatollet tillige med to Snapseglas, som han tørrede af paa et
Hjørne af Borddugen.
»Hvordan staar Kornet ovre i Jylland?« spurgte han.
Den unge Skolelærer havde med Skam at sige ikke lagt synderligt Mærke
til Kornet hverken i Jylland eller Fyn, men det vogtede han sig vel
for at tilstaa. Han udtalte, at det saâ jævnt godt ud, men tilføjede
med jysk Fiffighed, at det stod nok saa godt i Fyn.
Maaltidet sluttede med Kaffen. Konen drak en Kop med, men tog som et
lavere Væsen Plads henne ved Sovekammerdøren under det Moirés Skjørt.
Derefter blev Piberne atter tændt, og Anders Jepsen foreslog en lille
Tur i Marken, for inden det blev mørkt at se Kornet og Køerne og
Hestene og Brakmarken, som just den Sommer blev drænet.


II.

Anders Jepsens Familie bestod foruden Mand og Kone af en tyveaarig
Datter Annette, der havde Faderens stille Væsen, og en Søn paa sytten
Aar, lang og opløben. Lindenberg spiste daglig sin Middagsmad paa den
samme Stol, han den første Dag havde siddet paa og med Anders Jepsen
til Gjenbo, men ogsaa til andre Tider var han hyppig at træffe i
Gaarden; alt som Aftenerne tog til, og det lakkede ad Jul, fandt han
det mere og mere trist at sidde ene hjemme i den store, tomme
Skolebygning; ogsaa de andre Gaardmænd i Byen besøgte han af og til;
men hos Anders Jepsens blev han som hjemme.
En Aften, da Lindenberg havde budt god Nat, og Mand og Kone vare
gaaede ind i deres Sengekammer, tog Maren Ordet.
»Jeg tror ligodt, det bliver dem, Anders.«
»Sitte nøve Pjank!« brummede Anders, men ingenlunde i nogen
misbilligende Tone.
»Tror du kanske, det er for din og min Skyld, han kommer her saa
daglig.«
»I Kvindfolk skal altid spengelere paa saadan nøve. Kan du ikke nu
la dem om det!«
»Jo hille rejdi nok! jeg skal ikke forstyrre det med min gode Vilje,
om Annette kunde blive Skolærermadame.«
»Saa var hun val forsørget.«
»De er stille begge to og passer godt sammen.«
»Men Annette er kun Bondepige, Maren; hun er ikke lærd nok. Gamle
Bloch var det smaat med ad Sidstningen. I Regningen kom hun ikke
længer end til Brøk, og dette Geumgrafi eller hvad disse nymodens
Videnskaber hedder, kjendte de ingen Ting til i hendes Tid.«
»Det kan komme. Annette er ikke for gammel til at lære.«
»Vil du sætte Annette i Skole igjen, Maren?«
»Annette er ikke mere dum end din Broderdatter i Broby.«
»Paa Højskole!« udbrød Anders. »Nej hør, Maren -- --«
»Stt! Du behøver ikke at gole saa højt, at de kan høre det ud i
Gaarden. Hvad skulde der være i Vej for, at vi kunde sende Annette
til Ryslinge en Sommers Tid?«
»Du er jo tøvle, Maren. Hvor kommer du paa det Indfald?«
»Det er hverken fra i Dag eller igaar. Til Majdag begynder
Pigeskolen; en ringe Skilsmisse gjør ingen Skade, og naar saa
Annette kommer her hejm igjen til Nøvèmbes Dav og har faaet Lærdom og
lidt forbedret Maal, saa kavérer jeg for, at det skal blive til at
gaa.«
»Du er dog en Syges én, Maren, til at regne den ud. Men saadan en Tur
koster Penge.«
»Det gjør den. Et Par Hundrede Kroner maa vi spandére, men dem har du
da i Sparekassen og lidt til. Vi faar jutte saadan nøve for ingen
Ting.«
»Kan du saa være uden Pige til Sommer?«
»Det skal gaa, som det kan. Jeg tænker, vi kan faa Hanne Mørkens til
at malke Køerne og give os en Haandsrækning af og til, naar det
kniber. Det kommer vi nok over.«
»Ja saa gu. Naar du mejn, det lar sig gjøre -- --«
»Og hvad Anseelse vilde det ikke gi! Vi er kun de smaa i
Sammenligning med Jakob Mikkelsens og de store Gaardfolk -- kan være
vi lever den Dag, de kommer til at sige Madame til vor Annette!«
Næste Dag blev der talt med Annette, og den følgende Søndag tog hele
Familien til Broby for at høre de Folks Mening. Den vidste Maren i
Forvejen.
Hanne Mørkens blev der ogsaa truffet Aftale med. Det skete en Lørdag
Eftermiddag hen i Marts Maaned. Hanne kom for at bede Anders Jepsen
hente sig et Læs Gærdebrænde, hun havde faaet for godt Kjøb; hun
besørgede selv Indledningen.
»Det er et Træls Liv,« sagde hun, »naar man saadan er ene om al Del
og ikke har et Mandfolk i Huset. Var det ikke, fordi jeg er saa
gammel, som jeg er, tog jeg mig en fast Tjeneste paa. Saa var jeg fri
for mange Bryderier.«
»Alderen trykker dig da vist ikke, Hanne,« sagde Husmoderen. »Du kan
jo komme hen og tjene vos til Sommer, hvis du har Lyst.«
»Hvordan det?«
»Vi havde tænkt at sende Annette lidt ud. De har ikke godt af at gaa
hejme altid, de store Tøse.«
»Aa nej, de har ingen Skade af at se andre Folks Skikke.«
»Du har da gaaet os for med et godt Exempel,« sagde Maren
indsmigrende. »Hvad havde der blevet af Johannes, hvis han ikke var
kommen til Odense?«
»Johannes! ja det er ikke godt at sige endnu, hvad der bliver af
ham,« sagde Hanne Mørkens med et Suk. »For Tiden tegner det ikke
allerbedst.«
»Jenemi, Hanne! Hvad siger du! Der er da ikke noget galt med ham.«
»Det er naturligvis Kjærestepjank. Han er jo i den Alder.«
»Sidsel har da vel aldrig slaaet op med ham! Var de ikke forlovede,
tykkes mig?«
»Jo netop. Det er en slem én, den Sidsel.«
»Æblet falder sjælden langt fra Stammen. Vi kjender nok Familien.«
»Hun skulde piskes, den Tøs. Johannes er for god til at holdes for
Nar af hende.«
»Han er for god til hende i alle Maader,« svarede Maren. »Det har jeg
tænkt og sagt de hundrede Gange, lige fra den Dag, jeg hørte, de var
bleven forlovede. Men Johannes forvinder nok det igjen, og saa vil
baade du og han takke Gud til, at det ikke gik videre.«
»Det haaber jeg; men det er ellers farligt, saadan det har taget paa
ham. Han var hejme en Times Tid i Søndags; han græd som et Barn og
var helt sær. Bare han ikke gjør en Ulykke paa sig sjèl!«
»Gud fri os! Saa dybt gaar det vel ikke!«
»Han har det tunge Sind efter Faderen. Den Slags Folk tager sig ingen
Ting let. Nu lovede han at komme snart igjen, og jeg faar heller ikke
en rolig Time før. -- Det er skammeligt at tænke! Han har, fra han
var lille af, været mig en god Søn, og, siden hans Fader døde, min
eneste Glæde. Alle roste ham, alle holdt af ham, og saa skal saadan
en vild fremmed gaa hen og tage ham fra mig, smide ham væk igjen og
forspilde hans Liv -- blot ved at se paa ham med sine onde Øjne.«
»Ja, nu skal du da ligodt ikke tage dig det alt for nær, Hanne,«
trøstede Maren. »Johannes retter sig nok igjen; der er god Grund i
ham. Er hun ikke èsen kommen hejm nøv, Sidsel, fra Unse.«
»Det er hun nok. Nu skal hun prøve til, hvad Ulykker hun kan gjøre
her. Ja ija! Det er baade saa og saa med de Bø'n.«
»Ja vi vej kun saa lidt, men nu kan du da tænke over det, Hanne, om
du mejn, du kan gaa her om til Sommer, og saa kan vi jo altid gjøre
nærmere Avkord. Gærdebrænden skal jeg nok snakke med Anders om; jeg
tænker ikke, der bliver nøve i Vejen i Morgen til Morgen. Men hvad er
det? Naar vi tal' om Solen, saa skinner hun; der er jo Sidsel, om jeg
ser ret.«
»Saa vil jeg smutte ud af Havedøren,« sagde Hanne. »Jeg er helst fri
for at møde hende. Far vel og Tak, Maren!«
En halv Times Tid senere traadte Lindenberg ind. Det var lige i
Tusmørket. I den forreste Stue stod Annette og en fremmed ung Dame.
Den fremmede var i sort Astrachans Kaabe, et Stof, der for
Lindenbergs Øjne tog sig ud som tætte Klynger af lutter krumme, bløde
Orme; dertil havde hun Slør og blanke sorte, smaa Handsker. Bag
Sløret, der dækkede Overansigtet var der et Par glimrende, mørke
Øjne. Hun var ved at byde far vel; Annette slog et Tørklæde over
Hovedet og fulgte hende uden for.
»Hvem var den Dame?« spurgte Lindenberg Annettes Moder.
»Dame! Naa!« svarede Maren og lo. »Ja man skulde ikke tro andet. Det
var saamænd Per Skrædders Sidsel. Hun har gaaet til Præst med
Annette, men har nu været en tre fire Aars Tid i Odense. Først tjente
hun ude hos Grosserer Nikkeldorfs, siden har hun lært Skræddersyning
og Modepynt. Hende har De da nok hørt om.«
»Nej, jeg tror ikke.«
»Hun var jo forlovet med Hanne Mørkens Johannes, men har saa igjen
slaaet op med ham. Ja hun har nok havt saa mange.«
»Har hun! Og er ikke ældre end Annette!« Den unge Skolelærer
gjenkaldte sig det flygtige Billede af den smalle, ranke Figur i
Ormekaaben, de glimrende Øjne, de smaa Handsker og føjede det sammen
med mange Kjærester og tyve Aar. Det vendte op og ned paa alle hans
Forestillinger.
»Aa, det er en daarlig Familie,« sagde Maren.
»Hun var kjøn,« sagde Lindenberg.
»De ligger der ude af Vej »paa Skoven«, og ingen kan obselvere, hvad
de tager sig for,« vedblev Maren. »At Per Skrædder stjæler
Favnebrænde i Skoven hver Vinter, er sikkert nok, for Jakob
Mikkelsens Karle traf ham en Nat forgangen Vinter i Færd med det;
der gaar ogsaa Rygter om andre Slemhéder.«
»Hvor har De Manden i Dag?«
»Han er vist ikke langt borte. Gak indenfor, saa skal jeg se at faa
fat paa ham. De skal da ikke staa her i Køkkenet.«
»Jo jeg gaar med det samme. Jeg vilde blot spørge, om De saa har
tænkt paa at kjøre til Kirke i Morgen, for saa vilde jeg bede om at
kjøre med.«
»Jeg vej knap, om det bliver til nøve. Nu var Hanne Mørkens her før
og vilde have hentet et Læs Brænde. Men Anders er ovre i Huggehuset,
hvis De sjèl vil have Ulejlighed med at høre ham ad.«
Lindenberg bød far vel. Henne paa Gaden gik han forbi Sidsel og
Annette. De gik langsomt, tæt op ad hinanden og talte ivrigt sammen.
Lindenberg tog sin Hat af og gik undseelig forbi uden at gjøre noget
Forsøg paa at indlede Samtale.
»Men hvorfor slog du op med ham?« spurgte Annette i Fortsættelse, da
Lindenberg var kommen noget forbi.
»Fordi han var en Laban,« svarede Sidsel sagte.
»Og saa forlovede du dig med Johannes?«
»Ja.«
»Og slog op med ham?«
»Ja.«
»Du er dog en gruelig én, Sidsel. Hvorfor forlovede du dig saa?«
»Ja det skulde jeg heller ikke have gjort, men det skete saadan, jeg
véd ikke, hvad jeg skal kalde det -- paa Trods.«
»Forlove sig paa Trods?«
»For at drille den anden og -- for at glemme ham. Jeg holdt saa meget
af ham. Han lignede forresten eders nye Skolelærer. Han er ogsaa
kjøn.«
»Men det var dog Synd mod Johannes, Sidsel.«
»Vist saa, det var en Skam; men jeg tænkte ikke rigtig over det. Han
var nærmest for, og jeg trængte saa meget til at blive holdt lidt af
i den Tid. Det er noget, du ikke kan forstaa, Annette.«
»Nej for han elskede dig vist oprigtigt, og naar du trængte -- --«
»Ja, men han tog det saa forfærdelig alvorligt. Og saa havde han
disse stille Hundeøjne. Jeg vidste tilsidst næsten ikke, hvor
jeg skulde gjøre af mig selv for dem. De var som det bare
Samvittighedsnag; jeg maatte gjøre det forbi.«
»Det tog svært paa Johannes.«
»Jeg skal sige dig noget, Annette, for jeg vilde nødig, du skulde tro
altfor ilde om mig. Den anden var, som sagt, en Laban, saa forstaar
du mig nok; men jeg kom i Tanke om, at jeg nok selv ikke var uden
Skyld; det er i det Tilfælde en Pige aldrig, og jeg blev bange,
rigtig forfærdelig bange for, hvad der skulde blive af mig, -- saa
angest at jeg en Nat drømte -- -- Gud véd, hvor man kan drømme saadan
noget! og saa kom Johannes og inviterede mig til Skovbal. Vi dansede
sammen næsten hele Natten, og jeg mente, jeg kunde aldrig faa en
sikrere Arm, en mere trofast Favn. Han var den eneste, der kunde føre
mig fra Glidebanen.«
»Ja Sidsel, men dèr skulde du have holdt fast; det tror jeg.«
»Nej nej. Der var ikke et sandt Kys i den hele Forlovelse, Annette,
og jeg vilde jo netop bort fra det hule, det løse, det slibrige --
det som fører til Fald. Men saa kan det ikke nytte at begynde med en
ny Usandhed.«
Annette tav; Sidsel tog hendes Arm, slog med den anden Haand sit Slør
op og saâ Veninden lige ind i Ansigtet med sine skifergraa
Fløjelsøjne.
»Er han forlovet, den nye Skolelærer?«
»Nej, det tror jeg ikke,« svarede Annette med Tankerne borte.
»Du skulde se at faa ham,« hviskede Sidsel med et lille Ryk i
Annettes Arm.
»Er du tøvle, Sidsel!« udbrød Annette og vaagnede op. »Hvor falder du
paa det?«
»Du kunde blive en net lille Skolelærermadame. Det var noget for dig
at sidde øverst til Bords ved Gilderne og -- -- skjænke Kaffe.«
»Hold Mund, Sidsel! Jeg kan ikke lide dig, naar du begynder i den
Tone. Jeg kan ikke lide løs Snak.«
»Og gaa med Kappe,« vedblev Sidsel drillende, »ligesom Madam Bloch.
Ja naar du bliver gammel, naturligvis. Jeg skal nok sætte dine Kapper
op. Saadan noget er jeg fix til.«
»Jeg bliver vred, Sidsel.«
»Er det da ikke derfor, du skal paa Højskole, for at du kan blive
lige saa lærd som han?«
»Siger Folk dét?« udbrød Annette harmfuldt og blev rød. »Aa jeg kunde
gjærne græde. Hvor du er ond Sidsel!«
Sidsel lo.
»Nej det var blot et Indfald, jeg fik. Folk siger saamænd ikke noget
saa forfærdeligt om dig, Annette. Pyh! Naar Folk ikke sagde noget
værre om én!«
»Vidste jeg, at nogen eneste her i Byen sagde det, saa tog jeg ikke
til Højskole, ikke for alt i Verden.«
»Aa Snak, Pige! Det rygtes dog engang alligevel. Men det er dumt af
dig at rejse, nu jeg er kommen hjem. Sæt, jeg tog ham fra dig!«
»Tag ham bare. Jeg véd én, jeg heller vilde have.«
»Gjør du, lille Annette!« udbrød Sidsel spændt og trykkede sig
tættere til Veninden. »Hvem er det? Aa det er forresten saa morsomt
at have en Kjæreste, naar man blot er heldig og kan faa en god.«
»Ja _han er god_. Det véd jeg.«
»Kjender jeg ham?«
»Ja.«
»Er han fra Odense?«
»Nej.«
»Du er et rigtigt Træ, Annette! Kan du ikke fortælle mig en Smule om
ham?«
»Det kunde jeg nok, men det vil jeg ikke. Det skal ikke nævnes for
noget Menneske. Du skal blot vide saa meget, for at du ikke skal tro,
jeg løber efter Lindenberg.«
»Var der da nogen Ulykke i det? Han er kjøn, og han er vist ogsaa
god, er han ikke?«
»Det er han vist.«
»Og har et godt Embede, kan faa et bedre med Tiden og gjøre dig til
Madame eller, hvis du hellere vil, Frue, lige hvad Dag du vil.«
»Det bryder jeg mig ikke om. Jeg skal ikke saa højt op.«
»Det gjør du Ret i,« sagde Sidsel med et Suk og tilføjede et Øjeblik
efter: »Havde jeg tænkt lige saadan, var jeg ikke bleven forkludret.«
»Det er du vel ikke?«
»Jeg bliver ingen Ting til,« udbrød hun smerteligt. »Se kun til, og
hvem kan jeg takke derfor? Min egen Fader. Han er en gammel -- --«
»Sidsel dog!«
»Det var ham, der ikke havde Rist eller Ro, inden han fik mig ud til
Odense. Og hans Formaning ved Afskeden var den: »Brug dine kjønne
Øjne, Sidsel! Dem har du ikke faaet for ingen Ting.« -- Var det ikke
rart, synes du?«
»Sagde din Fader det?«
»Og hver Gang, jeg kom hjem, spurgte han, om der ikke var en
Grosserer eller Løjtnant, der havde bidt paa, og saa meget hæslig
Sludder. Desværre var jeg dum nok til at lytte efter; jeg bildte mig
ind, jeg kunde faa en Baron tilsidst. Fader vilde altid jeg skulde
fortælle om mine Herre-Bekjendtskaber, og saa maatte jeg jo sørge for
at have oplevet noget. Uha! Man bliver tilsidst saadan -- --«
»Gud fri os, Sidsel! men sagde din Moder ingen Ting?«
»De har gaaet saa længe i Spand sammen, hun og Fader, at hun ikke har
nogen egen Mening. Hun kan vist ikke tænke sig det anderledes. -- Du
nævner aldrig for noget Menneske, Annette, hvad vi her taler om! Jeg
har aldrig sagt det til nogen før.«
»Jeg skal nok tie. Og jeg forstaar ogsaa nu, hvorfor du er taget fra
Odense. Men hvor vil du blive hjemme, Sidsel?«
»Det vil jeg heller ikke; det er blot i Sommer, til jeg kan faa en
Lejlighed oppe i Herninge. Saa nedsætter jeg mig som Modehandlerinde,
og skulde det saa engang med Tiden ske, at der kommer én, som jeg kan
holde rigtig af, og som holder af mig, saa gifter jeg mig med ham,
enten han er Kammerjunker eller Skorstensfejer. Der har du mit
Skriftemaal, Annette!«
»Saa vil jeg ogsaa skrifte for dig,« sagde Annette undseelig, »og alt
dette bliver en Hemmelighed mellem os to. Den, jeg holder af er --
--« og hun hviskede Veninden et Navn i Øret.
»Din Moder vil ikke synes om den Svigersøn,« sagde Sidsel alvorligt.
»Det vil hun sagtens ikke, og jeg véd heller ikke rigtig, om han
synes om mig. Men saa bliver jeg den, jeg er.«
»Nej, det maa du ikke sige,« udbrød Sidsel og slog om paa ny. »Gaa og
hænge af, fordi én ikke vil, naar der ellers er Mandfolk nok, det
hører der Lyst til.«
»Sagde du ikke selv -- --«
»Ja, alt med Maade, min Engel! Man kan ogsaa gaa og fange Griller og
bilde sig ind, at der kun er ét eneste Menneske til, som duer noget,
og som èr noget. Men det kan man sige sig selv er Indbildning. Man
skal vogte sig for saadanne Særheder. Det er ikke altid den første,
der er den bedste.«
»Min den første bliver ogsaa den sidste,« sagde Annette stille. »Folk
er jo saa forskjellige.«
Sidsel sukkede let. »Jeg vilde ønske, jeg var i dit Sted, Annette!«
»Ja men jeg véd jo ikke, om han bryder sig om mig.«
»Selv om han ikke brød sig om mig,« hviskede Sidsel.


III.

Hanne Mørkens sad ved Rokken i sin Stue. Udenfor holdt Jævndøgn sit
Indtog med Blæst og Regn. Det susede i de store Blommetræer ved