Pløjeren - 2

Total number of words is 1527
Total number of unique words is 515
66.7 of words are in the 2000 most common words
80.3 of words are in the 5000 most common words
84.5 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
den virkelige Ulykke var at den var til, og hun kunde ikke omstøde det.
Den graa Dagning brød frem, som en ny Ulykke kom over hende Bevidstheden
om at have tilbragt en saadan søvnløs Nat, som ellers var forbeholdt
Forbrydere og Folk med ond Samvittighed, hun saa nok, at hendes Plads
var forandret, hun stod imellem dem, nu, som hun før havde staaet saa
langt fra. Men hendes Følelser kom over hende som ukendte og
uberegnelige Magter nu. Mens Dagen brød frem og hun hørte den vaagne
omkring sig allevegne, hendes Hane galede, en Ko brølede og Morgenvinden
begyndte at synge, kom der Ro i hendes Sind og Ligevægt, der gik vel
Dønninger endnu, men de brødes ikke som før, hun fandt Fodfæste i denne
ny Stilling, imod alle den gamle Verdens Love og imod, hvad der havde
været muligt i den, tog hun sin Stilling op og erklærede sig tilfreds
med den. Og strax vidste hun, at der var een Ting, hun vilde og eet, som
skulde gøres, han maatte hjælpes.
Denne Beslutning var en stor Befrielse for hende, den blev aldeles
urokkelig, mens hun stod op og klædte sig paa og hendes gamle Sikkerhed
vendte tilbage med den, den gamle urokkelige Sikkerhed for, at hvad hun
gjorde, var rigtigt, som hun havde turdet gaa mod hele Verden med, og
dog forandret, hun vidste, hun var heltigennem forandret. – Han havde
sagt, at han havde Mænds Blod i sig, som havde søgt Retfærdighed, men
saaledes havde hun i sig lange Rækker af Kvinders Blod, som havde været
meget barmhjertige. Stammemødre af hendes Slægt havde ligget saaledes
vaagne om Natten af Bekymring og Fortvivlelse over deres Mænds
Lidenskaber og var staaet saaledes op om Morgenen, for at hjælpe dem.
Forvaaget, bleg og rødøjet var hun fuld af Kraft endnu og samlet, rede
til at sætte al sin Kraft ind i Handling, og hendes Sind rejste sig,
flammende af Kampaand, men hun var uerfaren endnu, uøvet i Kamp og
grublede over, hvad Midler hun skulde bruge.
Mens hun klædte sig paa, kom hendes Søster, som var femten Aar, ind og
fortalte hende, at Karlen paa Gaarden ikke var kommet tilbage endnu og
hun sagde: „Det er en Skam, for vi lovede Fader at Vænget skulde være
pløjet, naar han kom tilbage og nu kan det ikke blive det.“ Lea lod
hende gaa, men lidt efter kaldte hun paa hende og sagde: „Hør Henriette,
vi skulde faa det Vænge pløjet alligevel, synes jeg. Du maa gaa op i
Skoven til den aabne Plads, Du træffer nok en Mand der. Han hedder
Anders Østrel, sig til ham, at Du kommer fra din Søster, som talte med
ham igaar, og at han maa komme og pløje for os, at vi vil have det Vænge
pløjet.“ „Ja men han er der naturligvis ikke,“ sagde Henriette. „Ja hvis
han ikke er der, saa er der ikke noget at gøre,“ sagde Lea, „men det kan
vi jo ikke vide, før Du har set ad.“ Hendes lille Søster havde saa stor
Respekt for hende, at hun gik.
Hvorfor hun gjorde det, vidste hun ikke selv.
Der var noget i hende, hvis Navn hun ikke kendte, som lod hende gøre
det. En af hendes Stammemødre havde maaske gaaet saaledes i Uro og Angst
for sin Mand og ikke været rolig, før hun vidste ham saaledes gaaende
bag Ploven, op og ned ad den lange Mark, trampende i blød tung Jord, som
faldt glinsende tilbage for Plovjærnet ligesom en Bølgekam, mens Hestene
foran sled og pustede og dampede. Den samme Ro kom over hende, da
Henriette kom tilbage og sagde, at han var der, den lille Dreng paa
Gaarden havde sat ham i Arbejde, og det var ikke Ro alene, det var en
Slags Triumph, en Anelse om Sejr, som steg og svulmede i hende. Hele den
Dag mens hun gik om i Huset, var hun fyldt deraf, hun var ganske rolig,
hun sad længe ganske rolig og syede, men aldrig havde hun oplevet en Dag
som denne.
Hun sendte nogen ud med Middagsmad til ham, men da Aftnen faldt paa, lod
hun to af sine smaa Sødskende løbe op paa Bakken bag Huset, hvorfra de
kunde se det Vænge, han pløjede: „Han gaar der endnu,“ sagde de, da de
kom tilbage. Lea stod lidt og tænkte sig om, saa tog hun selv noget Tøj
paa og gik. Det var ikke fireogtyve Timer siden han havde standset hende
i Skoven, men Lea blev ikke forbavset over, at det nu var at tænke paa
som et helt Aar, hvilke Forandringer havde de ikke bragt.
Han gik der endnu, først tegnede hans Skikkelse, Hesten og Ploven sig
skarpt fra Bakkens Kam mod den lyse Himmel og derefter, mens han
langsomt kom over Marken ned imod hende, i Tusmørket kun som en utydelig
fremadskridende mørkere Masse mod Markens mørke, bølgende Grund, og hun
blev staaende og ventede paa ham, indtil han kom helt hen til hende og
standsede Ploven. Hun vilde tale til ham, men kunde ikke faa sin Stemme
til at lystre. „Det er jo sent nu. Du er færdig. Du er færdig nu.“ Hun
troede, han skulde falde, han vaklede frem og tilbage, idet han slap
Ploven, men han vandt Ligevægt igen, stod et Øjeblik taus og brast i
Graad. Han bøjede sig ned, løftede hendes Kjolesøm op og kyssede den.
„Du velsignede,“ sagde han, „det er forbi“. Ikke et Ord kunde hun sige:
„Helbredelsen er i Jorden,“ sagde han, „Velsignelsen er i Jorden. Det er
et Under. Jeg er helbredet. Det er forbi. Alt er forbi.“ Han stod længe,
voldsomt bevæget, stum. Han sagde. „Jorden har talt til mig, det er et
Under, jeg har hørt dens Stemme. Det er forbi, mine Sorger tog den, mine
Forbrydelser, mit Vanvid, og gav mig Fred. Hvor stærk den er, hvor
uendelig barmhjertig, jeg lagde min Sorg paa den og den tog imod den,
den bærer den, jeg gravede min Sorg ned i den og den gav mig Fred. Jeg
er dens Barn. O det er forbi, det er forbi. Jeg er frelst.“ Igen stod
han en Tid taus og aandede tungt. „Jeg har nu set hele mit Liv,“ sagde
han, „hvordan jeg er løbet efter Lygtemænd, men nu har jeg set en
Storhed, som jeg ikke troede der var, Jorden har talt til mig. Ikke en
Dag er spildt, Smerte, Modgang, Fejltagelser og tunge Aar, det er ingen
Ulykke.“ „Og gaar Du nu?“ sagde hun. Han bøjede sig ned og spændte
Hestene fra Ploven. „Ja,“ sagde han, „jeg rejser hjem. Mit Hus venter
paa mig der. Nu er det andet forbi. Jeg har hørt min Moders Stemme idag,
det er forbi, en god Tid venter paa mig. Retsindige Mennesker skal være
tilfredse i mit Hus og hvor jeg er, min Haand skal være over de Svage og
Forurettede. Kulde, Vrede, Bitterhed, Had og Overmod skal være fjernt
fra mig.“ Han talte langsomt og tav igen. „Og dermed,“ sagde han, og
vendte sig imod hende igen, vendte sig imod hende med hele sit Væsen,
ligesom da han talte til hende i Skoven og bøjede sig for hende. „Vil Du
hjælpe mig. Nu, da Du har frelst mig, vil Du ikke forlade mig.“ Hun
vendte sig fra ham og tav. „For Du er min,“ sagde han, „ligesaameget som
mine Hænder er mine. Nu vender Du Dig fra mig, fordi Du er stolt, ak Du
er meget stolt.“
Idet han sagde dette, smilede han og hun havde aldrig set ham smile før
og det var som om ved dette Smil Forholdet imellem dem forandredes, det
var for hende som endte Usikkerheden med det, Kampen med det, men det
sank ikke derved, det var tværtimod, som om det løftedes op over det
sidste Rev. „Hvad er det, Du hedder,“ sagde han. „Jeg hedder Lea,“ sagde
hun. „Jeg elsker Dig Lea,“ sagde han, tog hende og kyssede hende.
Saaledes favner Havet Floden, som rinder ud i det og Vestenvinden Løvet,
skønt hun følte sig baaret, svimlede hun.
Hestene var utaalmodige for at komme hjem. De fulgtes ad til Gaarden, da
de kom til Porten, slap han Tømmerne og lod Hestene gaa ind og
standsede. Igen bøjede han sig og kyssede hendes Hænder. „Vent nu paa
mig Lea,“ sagde han. „Ja vist vil jeg vente paa Dig,“ sagde hun.
„Lea hør nu,“ sagde han, „det var til Moder, jeg skulde sige det, men
hør Du mig nu. Ikke forbandet være den Time, jeg blev født, velsignet
være den. Tilgiv mig, at jeg forbandede den, jeg velsigner den nu. Det
var godt, jeg blev født og godt, jeg voksede op, og godt jeg levede alle
disse Aar til nu.“ „Ja,“ sagde Lea. „Og saa Farvel Lea,“ sagde han og
forlod hende. Hun stod tilbage i Mørket, efter at han var gaaet bort,
som baaret af stærke vældige Bølger og dog saa rolig.


Afskriverens bemærkninger

Kilde: Gads danske Magasin, København, Oktober 1907, s. 50-59.
Bogomslaget blev oprettet af avskriveren og doneret til det public
domain.
Afskriverens rettelser:
[s. 56]:
... brast hun i Graad hun syntes Ulykken ...
... brast hun i Graad, hun syntes Ulykken ...
[s. 57]:
... der. Den graa Dagning brød frem, som en ...
... det. Den graa Dagning brød frem, som en ...
You have read 1 text from Danish literature.
  • Parts
  • Pløjeren - 1
    Total number of words is 5282
    Total number of unique words is 1303
    53.5 of words are in the 2000 most common words
    70.8 of words are in the 5000 most common words
    78.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Pløjeren - 2
    Total number of words is 1527
    Total number of unique words is 515
    66.7 of words are in the 2000 most common words
    80.3 of words are in the 5000 most common words
    84.5 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.