Min gamle Kammerat - 2

Mo'er vilde aldrig gaa ud, aldrig ned paa Gaden: og havde hun været
ude, kom hun hjem fortvivlet, og hun vidste om #den#, som havde
lét ad hende, og den, som havde vendt sig bort eller var drejet af for
ikke at hilse.
Lægen blev ængstelig, og han mente, at Forandring af Luft, af Sted var
det eneste, som kunde hjælpe.
Elisabeth trængte paa og bad mig, og saa ... Ja, det havde jo egentlig
altid været min Plan at blive i Kjøbenhavn, at tage Graden og gaa
Universitetsvejen.--Men nu var Mo'er syg, og leve skulde de af mig....
Saa var det, jeg blev Præst.
Jeg vilde hellere være min egen Mand end staa under en anden som
Kapellan, og saa var det just ledigt--Embedet på Lyø, og saa fik jeg
det--og saa flyttede vi derover.
-Og #der# har I levet side.
-Ja.
Vi sad lidt, og jeg sagde:
-Og din Mo'er--er hun bedre nu?
-Aa--ja, det er jo den store Glæde for Elisabeth og for mig--Mo'er er
kommet over det, du.--Der ovre, hvor ingen kjender hende, hvor
ingenting minder hende, er det, som om alt næsten var blevet gamle.
Hun gaar omkring i Stuerne, fin og gammel, mellem sine gamle Møbler og
Bønderne kalde hende for "Hendes Naade".--Jo du--Moder er kommet over
det....
Det er jo det, som glæder os to....
-Og din Søster?
Hun har taget en lille Gjerning op, hun holder Skole for Øens Pigebørn
... I Begyndelsen--da kunde det jo nok hænde, at det om Aftenen,--naar
vi sad om Lampen, lange Aftener, hver i sine Tanker--kunde komme over
os som en Fortvivlelse, saa vi skulde næsten kvæles under det. Og vi
saa' paa hinanden, og pludselig stod vi begge op og tog lidt Tøj paa
os, og vi gik ned langs Stranden.
Der blev vi ved at gaa i Stormen, op og ned, op og ned--det var, som
det dulmede. Sommetider trykkede Elisabeth min Arm, fast og
krampagtigt--vi talte sjældent.
Men siden--saa tog det daglige Liv os ind, og vi lærte at faa
Interesse for alt det smaa, vi levede med--og nu--nu er vi
lykkelige....
Ja, min Ven, du ved det ikke--saadan en lille Existens, hvordan den
binder med sine smaa Glæder og sine smaa Sorger og sin Stilhed og de
samme Begivenheder, som altid og regelmæssigt vende tilbage....
Og saa Postdagen, naar vi venter paa Baaden, og den endelig kommer, og
vi skynder os hjem med Brevene og Aviserne. Og Mo'er faar fat i sin
Pincenez og Feuilletonen--og Elisabeth søger #sit#, og hver
sidder vi med sit under Lampen.
Saa læser vi om gamle Venner--vi finder gamle Navne, som bringer
Erindringer med sig om--den Tid, som er forbi....
Vi taler om Jer--alle Jer, som udretter noget ude i den store
Verden--mens vi sidder i vor Krog--ja, vi har Tid til at ønske godt
for Jer og følge, hvad I gjør ... Saadan, naar man selv er kommet til
Ro--naar man sidder hen, du, og dog ikke er helt unyttig i sin Krog,
saa faar man Tid til at holde af Jer, I Tumlemennesker.--
Hvor mange Gange tror du ikke, jeg har talt om dig derhjemme om
Aftenen.
Og sommetider lér vi ogsaa lidt. I ser tidt saa morsomme ud med Jeres
mange Krumspring, naar man ser dem paa Afstand.--
Hvad mig angaar, har jeg jo mit Arbejde.
Der er meget just paa saa lille et Rum, du--hvor man lærer saa nøje
hver enkelt at kjende og det, som trykker ham ... Og i deres fattige
Liv, der ikke har megen Glæde--der tror nu jeg, at det er os, som skal
bringe lidt Lys og Glæde.
For ser du, gamle Ven--kue og holde nede i Frygt--det er let, men lære
dem, at bære det Liv, som er--glade og med Haab--det tror jeg nu er
Gjerningen.--
Men, det mener vi vel ikke det samme om--du og jeg--om de Ting....
Man faar ogsaa Interesse, du, for al Ting. Til Exempel for Dyrene--vi
holder af dem, hvert eneste et, og deres Liv er som en Del af vort
eget.
Vi følger dem i al Ting ... Den Dag, da Køerne skal paa Græs, pynter
Elisabeth Gaarden med Blomster, og alle Mand gaar vi med i Marken.
Aa ja--det er nu noget, du ikke forstaar--men os gjør det en Glæde.
Og Bøgerne faar man kjære--det er saamænd mange Gange, som om jeg
talte med dem. Saa husker man, da man som ganske ung læste dem for
første Gang, og tidt og ofte dukke Jeres gamle Ansigter op rundt om
mig, og jeg tænker paa--den Tid.
Jo--et lille Liv er lykkeligt, stille, og lykkeligt.
Og saa føler man, at her kan man spænde over, hvad man skal, og her
elsker de En....
De tror lidt paa mig, og jeg holder af dem....
Men--hvor jeg sidder og snakker, jeg, som ingenting har oplevet og
ikke set nogenting--og du, som har levet og set saa meget--du faar
ikke Lov til at sige et eneste Ord ... saadan er jeg....
-Jeg har ikke noget at fortælle....
--Pyh--du ikke ... Men hvad er det--vander du Høns? Er du blevet saa
glad over Gjensynet?
Og min gamle Ven bøjede sig ned over mig, og han holdt mit Hoved
mellem sine Hænder.
--Naa, naa--sagde han--gamle Dreng--gamle Dreng.