Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 6

»Her maa jeg anbefale Dem Forsigtighed,« sagde han, »vi befinder os
aabenbart paa en tynd Skal af størknet Lava, hvorunder den flydende
Magma er sivet bort.«
De gik nu langsomt fremad, idet de følte sig for med Fødderne, før de
satte dem fast ned, og for hvert Skridt bankede de med Hakken paa
Klippen.
Denne Fremgangsmaade friede dem virkelig et Par Gange fra at falde
gennem det tynde Dække, der brast under Hakkeslagene.
Endelig naaede de frem til den store Klippevæg, som hævede sig lodret op
over Skoven. Det var ganske umuligt at komme over den, saa Udflugten
syntes at maatte ende her, da Stone gjorde de andre opmærksom paa en
stor Aabning i Klippen nogle Alen fra, hvor de stod.
»Bare vi ikke løber os en Staver i Livet,« sagde Burd, »hvis nu den Gang
der ender blindt?«
»Saa maa vi vende om,« sagde Stone, »men det er dog et Forsøg værd, da
vi umulig kan komme længere paa anden Maade.«
De gik ind i Hulen og befandt sig i en lang, temmelig høj Gang, der laa
i et skummelt Halvmørke, og de bevægede sig kun langsomt fremad for ikke
uformodet at falde i et eller andet Hul.
Gangen bugtede sig hid og did, snart udvidede den sig til en mægtig
Tunnel, snart snævrede den ind, saa de maatte krybe paa alle fire.
Ved Indgangen havde Luften været frisk og kølig, nu blev den varmere og
varmere, og til deres Forundring blev der ogsaa lysere og lysere, efter
som de kom længere ind.
»Nu kommer vi til en Sidegang,« raabte Stone, der stadig var i Spidsen.
De hørte ham udstøde et overrasket Raab, lige som han drejede om
Hjørnet.
De ilede alle hen til ham og blev staaende forundrede og betagne.
Foran dem laa der en lang, bred og høj Gang. Henved hundrede Meter borte
ved den modsatte Ende af Gangen var det, som om der stod en uhyre
Heksekedel over Kog.
Mægtige Flammer slog uafbrudt op og vekslede stadig fra rødt til gult og
derpaa til violet. Det sydede og brusede i det frygtelige Svælg, og
Gangens og Hulens mangefarvede Stenarter glitrede og funklede i det
luende Skær.
Trods den stærke Hede, der endog gjorde sig gældende paa saa lang
Afstand, blev de alle staaende nogen Tid for at nyde dette ejendommelige
Syn, som var noget af det mest storslaaede og trolddomsagtig pragtfulde,
de nogen Sinde havde set.
Stone, der var den mest prosaiske af dem, brød først Tavsheden.
»Nu maa vi videre!« kommanderede han.
Men det var lettere sagt end gjort. Gangen, de hidtil havde fulgt, endte
blindt, som Burd havde frygtet, og det var først efter lang Søgen, at de
fandt en fremkommelig Sidegang.
Den gik temmelig stejlt opad; men efter en halv Times Ilmarch naaede de
ud under aaben Himmel. De befandt sig nu paa en stor Højslette, som var
bevokset med Skov, der strakte sig langs den stejle Bjergskrænt.
Det gik nu rask fremad gennem Skoven. Træerne var overalt behængt med
hele Kæder af Slyngplanter, og Skovbunden var dækket med blødt Græs.
Da det vrimlede af store Insekter og Sommerfugle, fik Stone og Burd
hurtigt deres Net frem, og saa gik den vilde Jagt.
Leslie hjalp til af bedste Evne, skønt Stone erklærede, at han ødelagde
alle de Eksemplarer, han fangede.
Ethel og Dillingham gik tavse ved Siden af hinanden.
Ethel plukkede af og til en Blomst af de store Epifyter, og Dillingham
var netop kommet til det Resultat, at nu var der en udmærket Lejlighed
for ham til at fortælle hende, hvor meget han holdt af hende, da de i
det samme hørte Stones Røst lige i Nærheden.
»Kom,« sagde Dillingham, idet han bøjede Bladene og Planterne til Side,
»kom, lad os skjule os for de andre.«
Hun fulgte ham smilende, men blev staaende med et Udraab af Forbavselse,
da Bladene havde lukket sig bag hende.
De var kommet ind paa en rund, aaben Plads, omtrent seks Meter i
Tværmaal.
Den var aldeles blottet for ethvert Spor af Planteliv, det bløde Græs
holdt op lige foran deres Fødder under de nedhængende Slyngplanter.
Hvide, afblegede Knogler dækkede i et tykt Lag hele Pladsen.
Men det, der mest fængslede hendes Opmærksomhed, var Pladsens Midtpunkt.
Her laa en rund Sten, af omtrent samme Størrelse som en stor Kokosnød,
og den lyste med et blaablegt Skær, omtrent som Fosfor i Mørke.
Ethel vilde nærmere; men Dillingham holdt hende tilbage.
»Bliv her,« sagde han, »kan De se alle de Knogler? De hidhører aabenbart
fra Dyr eller Marsvæsener, der er kommet for nær til Stenen.«
Ethel gyste. »Hvem kan have lagt den Sten der lige i Midten af den runde
Plads?« spurgte hun.
»Det er der ingen, der har gjort,« lød Stones Stemme bagved dem.
Dillingham blev ærgerlig. Altid skulde Stone forstyrre Ethel og ham.
»Den kan da ikke være kommet der af sig selv,« svarede han gnavent.
»Det er et kosmisk Legeme, som hidhører fra Himmelrummet,« oplyste
Stone.
»Men hvor kan den dog falde nøjagtig lige ned i Midten af saadan en
lille, rund Plads, det er da et underligt Tilfælde, ikke sandt?« spurgte
Ethel.
»De forveksler Aarsag og Virkning, bedste Frøken,« sagde Stone. »Stenen
er ved en eller anden Lejlighed faldet ned i Skoven, og dens radioaktive
Straaler har umuliggjort al Plantevækst i de nærmeste Omgivelser.«
»Men Skeletterne?« spurgte Dillingham.
Som Svar stak Stone Skaftet af sit Sommerfuglenet inden for Kredsen, og
de saa, hvorledes det gule Bambusrør langsomt forkulledes.
Dillingham trak sin Revolver frem og sigtede paa Stenen.
»Er De gal, Mand? Ved De, hvad De udsætter os for?« raabte Stone; men
førend han kunde standse Dillingham, gik Skudet af.
Der hørtes et Brag, og derpaa regnede det ned over dem med Smaasten,
Grus og Benstumper i vild Forvirring. Den runde Sten var forsvundet, og
Jorden rodet op i flere Meters Omkreds, som efter en voldsom
Granateksplosion.
»Saa,« sagde Dillingham, »nu kan det Djævelskab ikke gøre mere Fortræd.«
Stone for tværs over Pladsen, kastede sig ned og undersøgte med en Lupe
det Sted, hvor Stenen havde ligget.
»Intet Spor, den er fuldstændig pulveriseret,« mumlede han, idet han
kastede en lille uformelig Klump hen foran Fødderne af Dillingham.
»Hvad er dog det?« spurgte denne.
»Det er Deres Revolverkugle,« svarede Stone, »den er helt smeltet ved
Sammenstødet.«
Han gav sig derpaa igen ivrig i Færd med sine Undersøgelser med Lupen,
og først da Burd og Leslie kom til, lykkedes det dem at faa ham bort.
De besluttede nu at give sig paa Hjemvejen, og de gik et Stykke langs
med den stejle Skraaning i Haab om at finde et Sted, hvor de kunde
klatre ned i Kløften og undgaa den besværlige Vej gennem Vulkanen.
De maatte gaa en lang Strækning, inden det blev dem muligt at begynde
Nedstigningen, der var yderst besværlig, og da de endelig igen stod nede
i Kløften, var de kommet langt bort fra deres Udgangspunkt.
Der var ikke andet for end at gaa gennem Skoven for om muligt at naa
Skibet, inden det blev mørkt.
Det lykkedes igen Dillingham at komme bagest med Ethel, og nu skulde det
være Alvor, tænkte han ved sig selv. Han saa op mod Træerne for at faa
en Indskydelse, og da det ikke hjalp, saa han ned mod Jorden og opdagede
der noget, der fik ham til for en Stund næsten at glemme Genstanden for
sine varme Følelser.
Lige foran sig, krydsende den Vej, de fulgte, saa han tydelige Spor af
det Dyr, han nu flere Gange havde jaget forgæves efter, og det var oven
i Købet ganske friske Spor.
Han kaldte paa Stone, der blev afbrudt i et indviklet Væv af Tanker i
Anledning af den mærkelige Sten og derfor gav sig til at stirre paa ham
med et fraværende, aldeles udtryksløst Blik. Først da Dillingham
ærgerlig tog ham i Armen, medens han pegede ned mod Jorden, forstod
Stone, at der blev talt til ham, og spurgte arrigt, hvad der nu var i
Vejen.
»Der er friske Spor af Uhyret,« svarede Dillingham.
»Hvad angaar det mig?« sagde Stone.
»Det angaar i alle Tilfælde mig,« sagde Dillingham bestemt, »for jeg vil
følge det.«
»Det bliver naturligvis Deres egen Sag,« sagde Stone roligt, »men Skibet
_skal_ afgaa her fra Mars om 4 Dage Kl. 7 Aften præcis, og De maa være
tilbage til den Tid, hvis De vil med os.«
Ethel var meget bekymret.
»De vil da ikke give Dem ene paa Vej efter Dyret. De ved jo slet ikke,
hvad Farer der kan møde Dem, og tænk, hvis De nu blev forhindret fra at
være i rette Tid tilbage?« sagde hun urolig.
Dillingham smilede: »Jeg har mine Vaaben, saa De skal ikke være urolig
for min Skyld, og som De selv kan se, er Sporet ganske friskt, saa
Jagten kan umuligt trække længere ud end til i Morgen tidlig, ja jeg er
rimeligvis tilbage længe før den Tid.«
»Maa jeg ledsage Dem?« spurgte Leslie.
Dillingham rystede paa Hovedet: »Jeg har bestemt, at jeg alene vilde
jage dette Dyr, hvis der endnu en Gang viste sig en Lejlighed dertil.
Og,« tilføjede han, idet han bukkede for Ethel, »i Morgen tidlig senest
skal jeg have den Ære at nedlægge mit Byttes afskaarne Øren for Deres
Fødder.«
Trods alle Indvendinger tog han Afsked og forsvandt ind mellem Træerne.
Da de andre uden Eventyr naaede tilbage til Skibet, vil vi følge
Dillingham paa hans Jagt efter Uhyret.
Egnen blev mere og mere sumpet, og han havde derfor let ved at følge
Sporet i den bløde Jordbund.
Efter nogen Tids Forløb afløstes Sumpen af Krat, og det nedtraadte Græs
og de brækkede Grene viste ogsaa her tydelig Vej.
Han travede af Sted en Times Tid med Blikket fæstet mod Jorden, indtil
Krattet pludselig hørte op og afløstes af en bar, solsveden Plads med
sparsom Plantevækst, men med Masser af store Stene. Jordbunden var
aldeles haard og tør, og ethvert Spor hørte selvfølgelig op.
Han gik paa maa og faa over Pladsen, hvor Skoven atter begyndte, og
efter at have søgt forgæves en lille Tid lykkedes det ham ved et rent
Tilfælde at finde Sporet igen.
Et langt Stykke fulgte han det nu uden Vanskelighed, saa drejede det paa
tværs af Kløften over mod den anden Side.
Atter standsede han ved en aaben, rund Plads, der paa de tre Sider var
omgivet af høje Klippevægge, bevokset med Krat. Paa den fjerde Side,
hvor han befandt sig, var den aaben ud mod Skoven.
Det var begyndt at blive mørkt, men han var vis paa, at han var naaet
ind paa Kolossen, der efter al Sandsynlighed, efter Sporet at dømme, var
inde i det høje, stive Græs ovre ved Klippevæggene.
Med Bøssen rede stod han nogle Minutter og spejdede rundt.
Da faldt hans Blik paa en mægtig Hule i Klippen, lige over for, hvor han
stod.
Der var Dyret sikkert, han syntes, han hørte noget pusle derinde.
Fod for Fod nærmede han sig forsigtigt.
Da han var naaet midt ud paa Pladsen, hørte han bagved sig et Brøl, der
uvilkaarligt fik det til at løbe koldt ned af Ryggen paa ham.
Aldeles instinktmæssig sprang han til Side; men traadte fejl og tabte
Bøssen, idet han faldt.
I samme Nu blev Græsset paa det Sted, hvor han lige havde staaet,
trampet ned af mægtige Fødder, og han mærkede en modbydelig Stank,
medens hans Bytte forsvandt i en kluntet Galop ind i Skoven.
Da han var kommet paa Benene igen og havde fundet sin Bøsse, var Uhyret
ude af Syne, men han kunde høre Drønene af dets plumpe Fødder.
Med sammenbidte Tænder, som for at stænge sin Ærgrelse inde, begyndte
han atter Jagten, der varede hele Natten igennem i det klare Maaneskin.
Da Solen stod op den næste Morgen, befandt Dillingham sig paa en lille,
kratbevokset Høj, og en Snes Alen foran ham stod den forfulgte.
Med Fraade om Gabet, med et mat Blik i de grønne Øjne stod den der,
udmattet efter det anstrengte Løb, et let Bytte for en velrettet Kugle.
Dillingham hævede Bøssen og lagde roligt an, da det i det samme raslede
i Krattet paa Højens Side, og op imod ham kom en Skikkelse, et
»Menneske«, krybende.
Med Lynets Hast forandrede han Sigte, og Fyren tumlede livløs tilbage.
Det andet Skud i Bøssen gjorde det af med een til, men der myldrede
stadig flere frem og op imod ham.
Han rev Revolveren frem. Fire Skud ramte, mens to gik forbi, saa blev
den kastet i Ansigtet paa den nærmeste Fjende, og Dillingham blev
overmandet.
De bandt ham med sejge Slyngplanter og slæbte ham af Sted i vild Fart.
Han havde kæmpet som rasende for at faa fat i sin anden Revolver, der
laa i Hoftelommen inden for Frakken, men forgæves.
Dyret var luntet af under Kampen.
Hvad vedkom det heller ham nu?


TRETTENDE KAPITEL.
Den vilde Jagt.

»De er vist neppe klar over vor fortvivlede Stilling, mine Herrer?«
sagde Stone til sine Fæller den Aften, da Dillingham havde været borte i
tre Dage.
»Vi skriver i Dag efter Jordens Tidsregning den 13de Marts, og Torsdag
den 14de Marts skal vi forlade Mars om Aftenen Kl. 7 præcis, om alt skal
gaa vel, og vi skal lande paa vort Udgangspunkt. Er Dillingham ikke
kommet til den Tid, maa han blive her.«
»Maa _vi_ blive her, mener De vel, Stone,« sagde Hyde.
»Jeg mener, hvad jeg siger,« svarede Videnskabsmanden skarpt, »jeg kan
ikke finde mig i, at alle de Resultater af vore Undersøgelser her og af
hele mit tidligere Livs Arbejde og Stræben tilintetgøres for en enkelt
Mands Dumhed. Jeg advarede ham, inden han gik fra os, mod at indlade sig
paa et saadant Vovestykke, som enten det lykkedes eller ej kun havde
liden eller rettere sagt ingen Betydning for Videnskaben. Jeg sagde ham
tillige aldeles bestemt, hvad Tid vi maatte herfra. Han og kun han selv
er Skyld i, hvad der rammer ham, og ethvert Menneske maa her som overalt
bære Følgerne af sine Handlinger.«
»Det kan ikke nytte at drøfte denne Sag saaledes; hvad De synes er Ret,
staar for mig som Uret,« sagde Hyde, »for mig er Dillingham en Kammerat,
med hvem vi hidtil har delt ondt og godt; hvis jeg nu rejste herfra uden
at være vis paa, at han var død, saa vilde jeg hele mit Liv betragte mig
som Skyld i hans Endeligt. De taler om at maatte gaa Glip af
Resultaterne af Deres Forsken, men tror De da, det falder mig let at
give Afkald paa, hvad der venter mig af Hæder og Rigdom, hvis jeg og mit
Luftskib atter naar Jorden? Jeg er ung og ærgerrig, og derfor er det
aldeles ikke let for mig at skulle give Afkald paa Livet og dets
Tillokkelser; men tilkøbe mig det ved fejg og ussel Svigten af en
Kammerat, det formaar jeg ikke. Jeg anser det for vor Pligt at blive.«
Stone kæmpede aabenbart med sig selv. »Tror De da ikke, det vil falde
mig meget svært at lade Dillingham i Stikken ...« stammede han, men blev
afbrudt af Ethel, der havde siddet stille og bleg hos dem.
Hun rejste sig med et bønligt Udtryk i sit smukke Ansigt, gik hen til
Stone og tog en af hans Hænder mellem begge sine.
»Kære Professor,« sagde hun blidt, »prøv engang at vende Sagen om: vi er
paa Udflugt, men nu er det Dem, der træffer en pragtfuld Sommerfugl, De
aldrig har set Mage til. De vil absolut have den, De _maa_ have den, og
den flyver lokkende foran Dem i lunefulde Svingninger, medens dens
Vinger funkler som Guld, Leslie tilbyder at hjælpe Dem, men De tør ikke
lade ham fange den. De beder os andre gaa hjem til Skibet, De vil snart
følge efter. Vi lystrer Dem, og De fortsætter Deres Jagt, men farer vild
eller falder i Hulebeboernes Hænder. Det lykkes Dem at blive fri, men en
Time for sent. De iler hen til det Sted, hvor De haaber at træffe
Skibet og Deres Venner, og hvad finder De? Proviant, Vaaben,
Nødvendighedsgenstande samt et Brev, hvori Deres Venner tager Afsked med
Dem og lader Dem vide, De selv er Skyld i Deres Ulykke. Hvad tror De da,
De vilde tænke om os?«
Ethel havde talt roligt og behersket; men nu strømmede Taarerne ned ad
hendes Kinder, hun slap Stones Haand og fortsatte i stærkt Sindsoprør:
»Men det vilde ikke ske; som De hører, vilde Hyde blive her, og det
vilde Dillingham ogsaa, det ved jeg saa sikkert og vist, og jeg vilde
blive hos ham, men jeg har jo ogsaa kun saa lidt at miste ved ikke mere
at komme ned paa Jorden.«
Her dækkede hun sit Ansigt med sine Hænder og græd af Hjertenslyst.
Stone følte sig synlig truffet af hendes Ord.
Der blev en Pavse, som blev afbrudt af Leslie:
»Maa jeg komme med et Forslag? Var det ikke den bedste Løsning, at vi
alle stemte paa, hvad vi vilde, og saa hver fulgte sin Overbevisning. –
Jeg bliver hos Ingeniøren!«
»Ogsaa jeg bliver og venter paa min Herre!« indskød Handerson, og Bill
erklærede, at han forlod ikke sine Kammerater.
Der blev atter en Pavse, saa lød Doktorens Stemme, rolig og behersket:
»Ja, lad det være saadan. Rejs hjem, Hr. Professor. Rejs hjem, bliv
fejret og hold Foredrag i British Museum om een Mand, der rejste hjem
for Videnskabens Skyld, og seks Mænd og en Kvinde, som blev for en Vens
Skyld.«
»Jeg kan ikke styre Skibet,« mumlede Stone lavt.
»Det kan De snart lære,« svarede Hyde.
Men Ethels og Doktorens Ord havde ramt.
»Jeg bliver,« sagde Stone.
»Tak, Professor,« sagde Hyde varmt og rakte sin Haand frem.
»Aah, jeg be’r,« sagde Stone kort og forsvandt ned i sit Lukaf uden at
tage den fremrakte Haand.
* * * * *
Medens denne Kamp udfægtedes, laa den, Striden gjaldt, i en
Drypstenshule, der aabenbart tjente de uhyggelige Væsener til
Opholdssted.
Han laa i fuldstændigt Mørke, men at det maatte være en Drypstenshule,
var han ikke i Tvivl om, paa Grund af den stadige Plasken af de
ensformigt faldende Draaber rundt omkring ham.
Han selv laa paa et nogenlunde tørt Sted, og kun med meget lange
Mellemrum faldt der en Draabe paa ham.
Hvordan han var kommet der, vidste han ikke.
Havde han været besvimet? Det var en næsten latterlig Tanke, – en saa
jernstærk Mand.
Havde han sovet? Det var mere rimeligt. Jagten efter Dyret havde været
meget anstrengende. Men hvor længe havde han sovet? Det anede han ikke.
Han var utrolig sulten og tørstig.
Lidt efter lidt begyndte Hukommelsen at vende tilbage. Han var ført
gennem en stor Skov, hen til et Sted, hvor der havde været en stor
Forsamling af Marsvæsener; der var han blevet lagt ned midt imellem dem,
og de havde skreget op som snakkesalige Papegøjer, snart hvæsende, snart
skrattende.
Men hvorledes han var kommet ned i Hulen, kunde han ikke huske.
Saadan laa han i lang Tid, hvor længe kunde han ikke afgøre, da der
stadig var lige mørkt i Hulen; der var ingen Forskel paa Nat og Dag.
Een Ting havde han opdaget, og det var, at han var ualmindelig fast
bundet paa en meget snild Maade.
Rundt om hvert Haandled havde han som en Slags Manchet af Snore, med en
kort Snor imellem, og denne Snor kunde godt strækkes lidt, men selve
Baandene om Haandledene udvidedes ikke. Hans Fødder var bundet paa samme
Maade. Han maatte opgive alle Forsøg paa at løsne de stærke Baand.
Han laa saa atter stille hen, plaget af Sulten og Tørsten, der stadig
blev stærkere.
Endelig saa han et Lysskær og hørte Støj, det var »Folk« med Fakler, som
kom ind i Hulen. Der blev tændt flere Baal, og de rullede store Stene
fra ved den anden Side af Hulen, for at Røgen kunde trænge ud.
Efterhaanden kunde han tydelig se det ejendommelige Optrin, som
udfoldede sig for hans forbavsede Blikke.
Der var en hel Del mindre, men sværere Skabninger mellem denne Bande, og
Dillingham var vis paa, det var kvindelige Væsener, skønt de alle bar
den samme Dragt af graaligt, laaddent Stof af Form som en stramtsiddende
Svømmedragt.
Her var ogsaa Børn, tro Gengivelser af de voksne Uhyrer, der var intet
Udtryk i de tomme Øjne og intet barnligt ved deres Maade at være paa.
De havde et Dyr med, Mage til det, han havde nedlagt paa sin første Jagt
paa Mars. Med utrolig Hurtighed blev det flaaet, og store Stykker
skaaret ud og sat paa en stor Fork, som de holdt hen over Ilden under
stadig Omdrejning. Nogle kom med Vand i store, grove Skaale, medens
andre kom med nogle Frugter, af Form som Pærer, men af Udseende nærmest
som et Granatæble.
De spiste alle hurtigt og graadigt, og da de voksne havde spist,
fjernede de sig ud af en anden Gang, som Dillingham ikke kunde se
derfra, hvor han laa. Ingen havde set ham. Nu kastede Børnene sig over
de rigelige Levninger under Slag og Hug for at faa de største Stykker.
Under en af disse Kampe om Maden, skubbedes en stor, brændende Træklods
ud af Baalet og lige hen til Dillingham, hvem det efter store
Anstrengelser lykkedes at faa brændt sine Baand mellem Hænderne og
Fødderne over.
Han rejste sig forsigtigt, og da han havde faaet nogen Følelse igen i
Hænder og Fødder, listede han sig hen og tog to af de mærkelige Frugter,
der laa paa Hulens Gulv. De var syrlige og forfriskende, men kunde ikke
fylde hans tomme Mave. Han maatte have et Stykke Kød og en Slurk Vand
for at blive Menneske igen.
Han traadte nærmere hen til Baalet, og greb et godt Stykke Kød, der laa
ved Siden af et af de smaa Uhyrer.
Han spiste det med stor Madlyst og drak af en af Skaalene.
Børnene havde nu opdaget ham, men sad ganske stille og stirrede
ufravendt paa ham med deres stive, runde Øjne.
Da Dillingham var mæt, rejste han sig raskt op fra det Klippestykke, han
havde siddet paa, medens han spiste, og løb af alle Kræfter hen mod
Indgangen.
Et af de smaa Uhyrer hvæsede i det samme som en arrig, hæs Kat, og i
samme Øjeblik, Dillingham igen stod ude i Dagslyset, hørtes rædselsfulde
Hyl inde fra Hulen, og nu begyndte en fortvivlet Jagt.
Foran ham laa en flad, haard Slette, og med Albuerne trykket ind i
Siderne og med Hovedet tilbage flygtede Dillingham af Sted foran sine
Fjender.
Nu kom der en Kløft, han sprang ned i den, faldt, rejste sig igen og
styrtede videre op ad den anden Side.
Hans Forfølgere var lige i Hælene paa ham. Han greb en stor Sten og
slyngede den imod dem, to faldt, den ene rejste sig igen, den anden blev
hylende liggende.
Og videre gik det. Dillingham fik stadig større Forspring; men nu
sænkede Sletten sig, og foran ham laa et Kratbælte. Marsvæsenerne
istemte et sejrsstolt Hyl. Nu var deres Fjende dem sikker nok; i Krattet
vilde han ikke være i Stand til at komme saa hurtig af Sted.
Dillingham søgte at naa Krattet saa hurtigt som muligt i Haab om at
finde et Sted, hvor han kunde skjule sig for sine Forfølgere; men disse
satte Farten op, som om de havde kunnet gætte hans Tanker, og et Minut
efter at han havde naaet Skoven, knagede Grenene ved den første Fjendes
Indtrængen i det tætte Krat.
Dillingham snublede uafladelig over Rødder og Stubbe, og det stive Græs
og de lavt hængende Snylteplanter hæmmede hans Løb, medens Forfølgerne,
der var fortrolige med Stedet, vidste at undgaa alle Vanskeligheder.
Og da Dillingham endelig naaede en temmelig bred, aaben Sti, var de lige
i Hælene paa ham. Da lød der fra det høje Krat en tung Galop, og frem
mellem Stammerne kom en uhyre Skikkelse med fraadende Gab og gnistrende
Øjne. Det var hans Bytte. Uhyret.
Hvilket Tankelune af Skæbnen var det ikke.
Dyret kom susende lige imod ham og bag ved havde han sine Forfølgere.
Krattet til Siderne var alt for tæt til, at han kunde trænge derigennem.
Han standsede et Sekund. Skulde han overgive sig til Uhyrerne eller lade
sig trampe ned af Dyret?
Førend han kunde handle, fik han et heftigt Stød, det store Dyr havde
naaet ham, og dens sænkede Pande ramte ham med frygtelig Kraft og
slyngede ham op i Luften, saa at han havnede paa den brede, fede Ryg.
Han havde akkurat saa megen Besindelse tilbage, at han klamrede sig fast
til Dyret og holdt sig oppe ved at gribe i de lange, stride Børster.
Der lød et vildt Brøl, og han saa sine Fjenders Masse kløves i to Dele,
ligesom Bølgerne for en Skibsstævn.
Saa lukkede han Øjnene, bed Tænderne sammen og klamrede sig fast med
Arme og Ben, medens det gik af Sted.
Grenene piskede hans Ansigt og flaaede hans Tøj, og han hørte
Marsvæsenernes Hylen tabe sig i det fjerne.
Skoven laa snart bagved dem.
Tusmørket faldt paa, det var ved at blive Aften, men hans frygtelige
Ridedyr fortsatte Farten med uformindsket Kraft.
Foran sig saa han et rødgult, flammende Skær, omgivet af en Røgsøjle, og
der hørtes en tordenlignende Buldren.
Det var Heksekedelen, nu vidste Dillingham, hvor han var, de befandt sig
paa den Højslette, hvis stejle Klippevæg begrænsede Kløften, hvor Skibet
laa.
Han blev grebet af en ny Rædsel.
Dyret vilde naturligvis, skræmt som det var, løbe planløst fremad, lige
ned i den gabende Afgrund, og de kunde ikke være mange Hundrede Alen fra
den nu.
Dyret sagtnede ikke Farten, hvad skulde han gøre?
Han kom pludselig til at tænke paa Revolveren, han havde haft hos sig,
da han blev taget til Fange.
Havde de taget den fra ham, saa var det ude med ham.
Han slap sit Tag i Dyret med den ene Haand og følte uden paa Frakken. –
Der var intet – jo – den var der; men Hanen maatte have indviklet sig i
Bæltet, den var ikke til at faa løs.
Han rev og sled, men Tøjet var for stærkt.
Nu var der kun en halv Snes Meter tilbage.
Sveden brød frem paa hans Pande. »Ethel! Ethel!« mumlede han.
Nu kun nogle faa Meter.
Den visse Død var nær, – ritsch, ratsch – flaaedes Tøjet, Revolveren kom
frem, og hurtigt efter hinanden lød der to Skud.
Uhyret vaklede, faldt og furede hen ad Jorden og blev liggende med
Hovedet ud over Afgrunden.
_Frelst!_
Dillingham gjorde sig fri og stod et Øjeblik fortumlet, men videre
maatte han, der var sikkert ingen Tid at give bort.
Der, hvor han stod, var Klippevæggen alt for stejl til at stige ned, og
han gik derfor langs med Afgrunden, indtil han kom til et Sted, hvor der
vel var stejlt, men dog saa mange fremspringende Holdepunkter, at det
kunde lade sig gøre at vove et Forsøg.
Langsomt og forsigtigt og med uendelig Besvær lykkedes det ham at naa
ned; men forslaaet, mat og elendig, som han var, lykkedes det ham først
et Par Timer efter at naa Skibet. Da var det ganske mørkt, og han havde
ikke fundet derhen, hvis den utrættelige Leslie ikke havde brugt
Lyskasteren.
Han vaklede op paa Dækket og blev hilst med et Glædesskrig af sine
Venner.
Han gik lige hen til Ethel, og idet han gjorde et svagt Forsøg paa at
bukke for hende, lagde han to runde, laadne, blødende Skindlapper for
hendes Fødder. Det var Dyrets Øren.
Derpaa vendte han sig til Stone og spurgte:
»Kommer jeg i rette Tid?«
»De kommer,« sagde Stone, »en Time for sent, og det vil vare femten Aar,
før vi kan tænke paa at komme bort herfra.«
Og med disse Ord drejede han sig om paa Hælen og gik ind i Taarnet.
Dillingham stod som forstenet, saa vaklede han og vilde være faldet,
hvis Handerson ikke var faret hen og havde støttet ham.
»Nu vil jeg skam raade,« sagde Doktoren, »man kan da tydeligt se, at
Mennesket er aldeles udmattet af Anstrengelser, Sult og Tørst, han skal
ned og hurtigst muligt under min Behandling.«
Med disse Ord førte Doktoren og Handerson Dillingham ned i Salonen,
medens Ethel og Hyde fulgte bagefter.
Leslie blev staaende alene tilbage paa Platformen. Han stirrede op mod
Himlen, og hans Blik forvildede sig blandt Stjernernes Vrimmel. Der var
særlig en stor, klar Stjerne, som han dvælede ved. Den stod lavt paa
Himlen, næsten helt nede ved Synsranden. Han drog uvilkaarlig et Suk.
Femten Aar, havde Stone sagt før; saa længe skulde det vare, inden de
kunde naa hjem. Det hele forekom ham saa underligt. At det lille,
lysende Punkt deroppe virkelig skulde være hele den store Jord.
Pludselig blev hans Tanker afbrudt ved et hæst, pibende Skrig, der lød
over til ham fra det lave Krat. Han greb om Gelænderet og bøjede sig
forover, for at stirre ud i Mørket. Derhenne, knapt hundrede Alen borte,
stod et Marsvæsen og stirrede over mod Skibet. Nu kom der en til – og
nok en. Et Øjeblik efter vrimlede der af dem. Han for hen til Taarnet og
rev Døren op.
»De er der,« skreg han, »Marsvæsenerne!« To Minutter efter var alle paa
Dækket.


FJORTENDE KAPITEL.
Den sidste Kamp.