Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 5

Total number of words is 4777
Total number of unique words is 1373
49.0 of words are in the 2000 most common words
65.9 of words are in the 5000 most common words
73.8 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
omklamrende deres Hænder med kolde, fugtige Fingre.
De rejsende blev puttet ned gennem Hullerne. Her var de i fuldkomment
Mørke, Gulvet bevægede sig under deres Fødder, og det gik nedad i
slingrende Fart i nogle Minutter. Saa hørtes et hult Brag, en Jernport
var gledet til Side, og de stod ude i Lyset, Ansigt til Ansigt med den
bølgende Mængde, der fyldte Gaden.
En mærkelig Svirren og Summen lød fra Masserne, der trængte paa for at
se dem. En dobbelt Kæde af »Mænd« i blanke Brynjer, der lynede og
funklede i Lysskæret, holdt med nogle korte Metalstokke Pladsen fri
foran Huset.
Pludselig hørte vore Venner en Susen oppefra, der fik dem til hastigt at
se i Vejret. Det var Luftskibet, der hævede sig højere og højere, indtil
det til sidst forsvandt for deres Øjne.
Det maatte altsaa være lykkedes Craddock at udbedre Skaden paa Motoren,
og nu bragte han Skibet i Sikkerhed.
»Det er saamænd rart,« udbrød Handerson, »nu flyver han væk og lader os
andre i Stikken.«
»Det var da det fornuftigste, han kunde gøre, at bringe Skibet fra disse
Bavianers Omraade. Hvis de nu fandt paa at ødelægge Skibet, hvorledes
skulde vi saa komme tilbage til Jorden, selv om vi slap ud af deres
Kløer?« svarede Hyde ham.
Dillingham sagde ingenting, han var glad over, at Ethel i det mindste
foreløbig var i Sikkerhed, og ærgerlig over, at det ikke var ham, der
var med hende.
Han blev afbrudt i sine Betragtninger ved, at han fik et ublidt Puf af
en Stok midt i Ryggen. Han vendte sig opbragt om, rede til at slaa løs,
men Burd standsede ham: »Det er Vanvid, Dillingham, at sætte sig op mod
Overmagten, følg nu bare godvillig med.«
Dillingham brummede, men gik dog fremad med sine Venner.
De var paa alle Sider omgivet af deres Vogtere, der væbnede med Stokke
banede sig Vej gennem Folkemassen.
Det gik kun langsomt fremad, saa der var god Tid til at se sig om.
Rundt om fra Tagene skinnede Lyset og viste tydeligt de mærkelige
Omgivelser, Bygningernes fantastiske Bygningsmaade og Tilskuernes
mærkelige Dragter og Ansigtstræk. Man kunde tro sig hensat paa et
Karneval, hvor alle Gæsterne havde den samme hæslige Maske.
Endelig standsede de foran en meget stor, hvid Bygning. En bred Trappe
førte op til Portalen, som var spærret af en tyk Metalplade.
En af Vogterne bankede paa med sin Stok, og Døren gled lydløst til Side.
Indenfor saa de en stor, rummelig Hal.
»Hvad mon der nu vil ske?« spurgte Burd, »hvis dette er et Hotel, ser
det ikke videre hyggeligt ud.«
»Snak,« svarede Stone, »det er snarere et Tempel eller lignende, den
Tingest der i Baggrunden minder i høj Grad om et Alter.«
Medens han talte, blev den dæmpede Mumlen fra Folkemængden derude
svagere, idet den svære Dør atter gled for.
Paa samme Tid viste der sig et blaaligt Skær over Forhøjningen i
Baggrunden, og der hørtes en sagte knitrende Lyd.
Vore Venners Ledsagere knælede ned og bøjede Hovederne.
I nogle Øjeblikke var der dødsstille, da brød Professoren hviskende
Tavsheden: »Jeg havde Ret, det er deres Tempel, og _der_ er Genstanden
for deres Tilbedelse,« – han pegede hen paa den blaa Flamme over
Alteret.
Leslie snøftede: »Det er alt andet end hyggeligt, dette her, og saa
denne modbydelige Lugt.«
I det samme slukkedes Lyset, der blev fuldstændig mørkt, og førend vore
Venner kunde afværge eller forhindre det, følte de sig grebet og slæbt
afsted i vild Fart.
Lige saa pludselig blev de atter sluppet, og der hørtes en svag
klirrende Lyd, omtrent som naar to Stykker Metal støder sammen.
Dillingham var den første, der kom sig af Overraskelsen.
Hans Hænder søgte mekanisk ned i Lommen og greb den elektriske
Lommelygte. Ved dens Lys saa han, at Vogterne var forsvundet; de var
alene i et smalt, langstrakt Rum. Ved hver Ende var Væggen forsynet med
5-6 store, blanke Metalspidser, der ragede godt og vel en halv Alen
frem. Den ene af Siderne dannedes af et svært Metalgitter, hvorigennem
man saa en Skillevæg af Træ.
Stone snøftede et Par Gange ud i Luften, saa gik han hen og undersøgte
en af Metalspidserne.
»Ozon,« udbrød han, »jeg tænkte det nok, jeg kunde straks mærke Lugten,
da vi kom indenfor.«
»Ja, De har Ret,« sagde Burd, »men hvor kan det komme fra?«
»Naturligvis fra en elektrisk Udladning,« svarede Stone, »har De
allerede glemt den blaa Flamme over Alteret?«
»Den blaa Flamme,« udbrød Hyde, »De mener altsaa ...«
»Jeg mener,« afbrød Professoren ham, »at disse Marsvæsener, Mennesker
eller hvad De nu vil kalde dem, har ganske særlige Kundskaber med Hensyn
til alt, hvad der angaar Elektricitet; ja saa særlige, at de i
Elektriciteten ser Sindbilledet paa et højere Væsen, som de tilbeder.«
»Og vi skulde altsaa befinde os i deres Tempel nu?« spurgte Dillingham,
»men kan De sige mig, hvad Meningen er med dette besynderlige Rum?«
»Jeg tror, jeg kan forklare Dem det,« svarede Stone, »jeg undersøgte de
Spidser der; ved De, hvad det er? Det er Polerne paa en eller anden
ualmindelig stærk Udladningsmaskine. En kraftig Ladning Gnister kan i
Løbet af faa Sekunder sendes fra den ene til den anden Pol, som vi
befinder os imellem. De kan maaske selv tænke Dem til Resten.«
Dillingham blev bleg.
»Kan De ikke tænke Dem nogen Udvej?« spurgte han, idet han saa sig
uroligt omkring.
Men der var ingen Udvej. Døren, som de var kommet ind af, sluttede
ualmindelig tæt, ja saa tæt, at den slet ikke var til at se paa Væggen,
der overalt gav den samme Metalklang, naar man bankede paa den.
Pludselig gav Leslie et Udraab:
»Jeg har en Idé, vi maa se at finde den elektriske Ledning og saa skære
den over, saa kan der ingen Udladning finde Sted.«
Men der var ingen Ledning at finde, den maatte være paa den anden Side
af Væggen.
Hyde stod imidlertid og prøvede paa at rokke ved Metalgitteret, der
modstod alle hans Anstrengelser, hvilket var ham ganske ufatteligt, da
han tydeligt kunde se, at det var indrettet til at skyde til Side, og
det var ham umuligt at opdage nogen som helst Laas, som holdt det fast.
Med eet slog en Tanke ned i ham.
De Døre, han havde set paa Turen hen til Templet, havde heller ingen
Laase, men var alle af Metal. Hvad om de holdtes lukkede ved
Elektricitet?
Hans Øjne søgte langs Randen af Gitteret, Rammen var ogsaa af Metal.
Hurtig trak han et lille Lommekompas frem og holdt det hen mod Gitteret.
Magnetnaalen kom straks ud af Ligevægt og sattes i voldsomme
Svingninger.
I dette Øjeblik kom Stone hen til ham. Han gættede i samme Nu Hydes
Tanker.
»Elektromagnet!« sagde han blot.
Hyde hørte ham slet ikke, hans Øjne var fæstede paa en tyk, rund Traad,
der stak ned gennem et ganske lille Hul i Loftet, og som var gjort fast
i Karmen.
Han vendte sig hurtigt og kaldte paa Dillingham, som straks kom hen til
ham.
Hyde støttede Hænderne mod Muren og bøjede sig forover, idet han sagde
til Dillingham: »Kan De se den runde Traad deroppe over Hovedet paa mig?
Naar De stiger op paa min Ryg, kan De vist naa den; prøv saa, om De kan
rykke den over.«
Som sagt, saa gjort.
Dillingham stod op paa hans Ryg, og ved Hjælp af en Kniv lykkedes det
ham at slide Traaden over.
I samme Nu gav det et Ryk i Gitteret, som med største Lethed lod sig
skyde tilbage.
Der var altsaa kun den tynde Skillevæg igen, og den lykkedes det dem med
forholdsvis ringe Anstrengelse at sprænge, rigtignok under et øredøvende
Spektakel.
De stod en Stund og lyttede med tilbageholdt Aandedrag, om Fjenden
skulde nærme sig; men alt var og blev tyst og stille.
Saa gjorde de sig rede til at gaa videre, men blev forhindret ved et
advarende Raab fra Stone.
»Stop lidt! Nu glemmer De igen at tænke logisk. Vi har set, hvor
snedige, ja djævelsk snedige disse Marsvæsener er, og vi gjorde et
frygteligt Spektakel ved Sprængningen af Døren. Havde der været sat
Vagtposter ud, saa havde de været over os for længe siden. Men De kan
være forsikret om, at naar der ingen Vagtposter er, saa er det, fordi
der er andre og rimeligvis langt farligere Hindringer for vor Frihed!«
»Hvad mener De?« raabte de alle i Munden paa hverandre.
»Af hvad Grund tror De, at den tynde Snor _der_ er spændt ud for Døren?«
spurgte Stone og lod Lyset fra en Lommelygte falde lige paa den store,
firkantede Aabning, der gabede dem i Møde.
»Ser De den store Metalklods, som hænger der?« spurgte Professoren, »i
samme Øjeblik Snoren strammes, bliver Klodsen vippet ud af Ligevægt,
styrter ned og knuser den, som prøver paa at trænge ud eller ind gennem
Døraabningen.«
»Saa maa vi krybe ud paa alle fire, under Snoren,« sagde Bill med et
bredt Grin.
»Ja, hvis vi vil ud, maa vi nok bukke os lidt,« sagde Leslie.
De lagde sig nu alle ned, Dillingham forrest med Lommelygten i den ene
Haand, og nu gik det langsomt og forsigtigt fremad, til de alle var et
Stykke paa den anden Side af Snoren.
De rejste sig da atter op og gik sagte fremad, indtil der foran dem
viste sig et Lysskær, der kom fra en Slags aaben Forhal, som kun var
skilt fra Gaden ved en aaben Søjlegang.
De stod endnu en Gang stille og saa sig om til alle Sider for at være
sikre paa, at de ikke blev beluret, og saa traadte de alle ud paa Gaden,
som laa foran dem i det klare Maaneskin.


ELLEVTE KAPITEL.
Flugten.

Alt var tomt og øde i de før saa »menneskefyldte« Gader.
Alle Husene var tæt tillukkede, og de lysende Kugler paa Tagene var helt
slukkede; men det klare Maaneskin gjorde det ganske lyst og kastede et
hemmelighedsfuldt Skær over det hele.
Vore Venner spejdede ivrigt op mod Himlen i Haab om at se »Meteor«, men
det var forgæves, der var ikke det mindste at se til Luftskibet; derimod
dæmrede det ganske lidt ude i Øst, og de første svage Tegn paa
Morgenrøden begyndte at vise sig.
»Der er ikke andet for os at gøre, end hurtigst muligt at se at slippe
ud af Byen, inden det bliver lyst,« sagde Burd, »men Spørgsmaalet er,
hvilken Vej vi skal tage?«
»Det er kedeligt, at der ikke er nogen Restaurationer, som har aabent
paa denne Tid,« udbrød Dillingham, »mine Tarme skriger af Sult.«
»Tror De, det gaar os andre bedre?« spurgte Hyde.
»Hvis vi gaar mod Vest, er der mest Sandsynlighed for at slippe ud af
Byen og ind i Skoven, inden vore elskværdige Værter opdager vor Flugt.
Jeg lagde Mærke til i Aftes, da vi sejlede hen over Byen, at mod Vest
hører Husrækkerne langt tidligere op end mod Øst,« sagde Professoren,
medens han omhyggelig studerede sit Kompas. »Jeg foreslaar altsaa, at vi
gaar denne Vej.«
»De har vel nok Ret,« brummede Dillingham; »men hvor der ingen Beboere
er, er der heller ingenting at faa at spise, saa jeg vil ubetinget
foretrække at gaa den anden Vej.«
»Saa skulde De følge Deres Lyst, De kan jo spørge Dem for, se« – afbrød
Burd sig selv, »der kommer en Betjent, eller hvad det nu er for en,
henne paa Hjørnet.«
De saa alle derhen. Burd havde Ret. Inde fra Skyggen fra et af Husene,
hvor de stod, saa de en Skikkelse dreje om Hjørnet og komme lige hen
imod dem.
Det var en kæmpemæssig Marsbeboer, iført skinnende blank Brynje og med
en spids Stok i Haanden.
Dillingham trak sin Revolver frem, men blev standset af Stone, som lagde
sin Haand paa hans Arm.
»Lad hellere være,« hviskede Stone, »maaske gaar han forbi uden at se os
her i Skyggen, og saa er der ingen Grund for Dem til at vække hele Byen
med Deres Skud og skaffe os alle Beboerne paa Halsen!«
Dillingham indsaa det fornuftige i Stones Bemærkninger og stak
Revolveren i Lommen igen, og alle trykkede sig tæt op mod Muren i den
mørke Skygge.
Det lod virkelig til, at det skulde gaa, som Stone havde sagt.
»Betjenten« gik rolig forbi paa den anden Side af Gaden, men da han var
kommet et lille Stykke bort, vendte han sig pludselig om, stirrede et
Øjeblik stift ind i Skyggen og for saa tværs over Gaden, idet han
udstødte et hæst, pibende Raab.
Dillinghams Revolver for ud som et Lyn. Et Skud knaldede og Professoren,
som vilde forhindre det ved at holde Dillinghams Haand tilbage, opnaaede
ikke andet, end at Kuglen forfejlede sit Maal og gik forbi Marsbeboerens
ene Arm i Stedet for at ramme ham.
Skuddet havde en forbavsende hurtig Virkning. Ekkoet var neppe døet hen,
førend Kuglerne rundt omkring paa Tagene atter begyndte at lyse. Dørene
gled til Side paa flere af Husene, og i Løbet af faa Minutter havde der
samlet sig en ganske anselig Skare, som med høje Raab og truende Fagter
tøvende rykkede nærmere og nærmere.
Men vore Venner tabte ikke Modet.
Med Ryggen mod Muren og Revolveren i Haanden stod de rede til at tage
mod Fjenden.
Marsvæsenernes Holdning blev mere og mere truende.
»Dette maa have en Ende, inden der kommer endnu flere til,« raabte
Dillingham, »Fyr!«
Alle Revolverne gik af og fandt hver sin Mand i den tætte Skare.
Dette Angreb kom Marsbeboerne saa uventet og gjorde dem saa
forskrækkede, at de i vild Forvirring spredtes til alle Sider og
forsvandt ind i Husene, efterladende deres døde og saarede paa Gaden.
»Løb!« raabte Leslie, og af Sted gik det i vild Fart.
De naaede snart Enden af Gaden. De var nu i Udkanten af Byen, og foran
dem laa en smal, jævn Vej, indhegnet, ikke af en Hæk eller Grøft som hos
os paa Jorden, men af stramt udspændte tykke Snore, der hist og her blev
støttet og holdt oppe af Stænger, der saa ud, som om de var af Metal.
Stone paalagde sine Ledsagere paa det indstændigste ikke at komme i
Berøring med disse Stænger eller Snore, da han mente, at de ikke kunde
være forsigtige nok efter de Erfaringer, de havde gjort i Templet.
Paa begge Sider af Vejen var der flade Marker, helt dækkede af noget
lavt, bleggraat, stift Græs.
Maanerne havde tabt deres sølvhvide, straalende Glans og saa blege og
farveløse ud, medens Himlen mod Øst havde faaet et fint, perlefarvet
Skær, der gennem utallige sarte Farveafskygninger af lyslila og bleggult
helt nede i Synsranden rødmede svagt af den opstaaende Sols første
Straaler.
Vejen gik et Stykke lige ud og drejede saa pludselig til højre og løb
langs en bred Kanal.
Stone standsede.
»Vi maa for enhver Pris over denne Kanal,« sagde han bestemt.
»Det kan vel ikke være saa vanskeligt,« sagde Hyde, »det ser jo næsten
ud til, at vi har Lykken med os,« og han pegede paa en lille firkantet,
klodset Pram, der laa fortøjet tæt inde ved Bredden.
Alle skyndte sig ned til Vandet, og Dillingham, der var i Spidsen,
skulde lige til at gaa om Bord, da to Skikkelser rejste sig fra
Fartøjets Bund.
Begge Parter stirrede et Øjeblik lige forbavset paa hinanden, men saa
for Dillingham ind paa den nærmeste, greb ham om Livet, løftede ham op
og kastede ham haardt mod Kanten af Prammen.
Han udstødte et pibende, skrattende Skrig, idet han faldt, og blev
liggende ganske stille med Armene ud til Siden.
Paa samme Tid var Leslie og Bill løbet til og havde grebet den anden,
som de nu med Jerngreb holdt fast imellem sig.
»Hvad skal vi gøre med ham?« spurgte Bill, idet han gjorde en Bevægelse,
som om han vilde kaste Manden over Bord.
»Nej, nej,« raabte Doktoren, »her er ingen Grund til at dræbe ham, fordi
vi tager hans Baad fra ham. Havde vi bare noget at binde ham med, saa
han maatte blive liggende her.«
Bill slap Fangen med sin ene Haand, som han stak ned i Lommen.
Med et bredt, veltilfreds Smil trak han en lang, tynd Snor op, idet han
sagde: »Det er altid godt at være forsynlig.«
I Løbet af et Øjeblik var begge Fangerne forsvarlig bundet.
Alle sprang om Bord, hvilket straks fik Prammen til at krænge paa en
betænkelig Maade.
»Dette gaar ikke, Prammen kan umulig bære os alle paa een Gang,« sagde
Hyde, idet han rask sprang i Land igen, »vi maa sætte over i to Partier,
Bill, Leslie og jeg bliver her, medens Dillingham sætter de andre over
først.« Hans Ord blev adlydt, og Dillingham greb den lange, flade Stok
af haardt graat Træ, som laa tværs over Prammen, og begyndte at stage
dem over.
Det tog lang Tid, da Vandet var dybt og der var stærk Strøm i Kanalen,
saa det var umuligt at gaa lige over.
De tilbageblevne var saa stærkt optaget af at holde Øje med Prammen, at
de helt glemte at se efter Fangerne, og derfor ikke bemærkede, at en
tredie Skikkelse krøb frem af det lange Græs og naaede hen til de to
bundne Marsbeboere.
I et Nu var deres Baand løste, og de styrtede sig nu alle tre med et
triumferende Skrig over vore intetanende Venner, og i næste Øjeblik
rullede de alle tæt omslyngede omkring i Græsset.
»Det kommer der af denne Barmhjertighed,« mumlede Leslie med sammenbidte
Tænder, idet han anbragte sine kraftige Hænder om Halsen paa sin
Modstander, hvem det var lykkedes ham at faa under sig; saa klemte han
til og mærkede, hvorledes den andens Tag lidt efter lidt slappedes.
Bill foretrak at fælde sin Modstander med en ærlig, gammeldags Skalle,
hvorpaa han i næste Nu havde Tag i den Fyr, som omklamrede Hyde.
Dillingham, som havde naaet den anden Bred, før Kampen var begyndt,
vendte nu tilbage, og førend de tre Marsbeboere kom til sig selv igen,
var de rejsende i Sikkerhed paa den anden Side.
»Nu af Sted i en Fart,« raabte Dillingham, og af Sted gik det i Løb hen
over den flade Slette, der fuldstændig blottet for Plantevækst strakte
sig foran dem.
Omtrent en Mil forude hævede der sig en lav Bjergkæde med vilde,
sønderrevne Toppe.
»Kan vi kun naa de Bjerge der,« sagde Ingeniøren, »saa er vi i større
Sikkerhed end her paa den aabne Slette.«
Handerson kastede Blikket op mod den lyse Morgenhimmel: »Naar bare vort
Skib vilde vise sig nu, saa var alt godt!«
»Gud være lovet at Frøken Gray er i Sikkerhed!« for det uvilkaarligt ud
af Dillingham.
Burd undertrykte et Smil, ellers var der ingen, der bemærkede noget, og
Vejen fortsattes i Tavshed.
Da Solen var kommet helt op over Synsranden og omgav Bjergtoppene med en
gylden Glorie, var vore Venner i Færd med at stige op af de første
Skraaninger. De var omtrent kommet halvvejs op, da Dillingham snublede
over et eller andet. Der undslap ham et temmelig kraftigt Udraab af
Ærgrelse.
Han havde faaet sin Fod ind under noget, der nærmest lignede en tynd
Trærod, som laa hen ad Jorden.
»Det er højst interessant!« udbrød Stone ivrigt, »det er jo en Trærod,
det tyder paa Planteliv paa et Sted, hvor ...«
»Bare De ikke selv er en Trærod,« brummede Dillingham, der syntes at
have mistet sit gode Humør fra det Øjeblik, Ethel steg til Vejrs med
Luftskibet. »Tror De, en Rod er lavet af overspundet Metal? Men
ødelægges skal den, om den saa er aldrig saa sejg,« og han sled ihærdigt
og arrigt løs med sin Kniv, indtil den kabellignende Genstand var
skaaret midt over.
Bill, som imidlertid var steget lidt højere op, udstødte paa een Gang et
Udraab: »De er dernede! En hel Trop af de Asener rykker frem over
Sletten efter os. Se, hvor Solen funkler i deres blanke Brynjer.«
De andre steg op med fordoblet Hurtighed.
Marsvæsenerne nede paa Sletten syntes nu at have faaet Øje paa dem, for
ogsaa de satte Farten betydelig op.
»Nu kun et Minut til, saa er vi oppe!« raabte Hyde, der var forrest.
De andre fløj af Sted, hvis man da kan tale om at »flyve«, naar man
foran sig har en Bjergskraaning, der hæver sig brat i Vejret, og hvor
der kun hist og her er Plads nok til, at en Haand eller Fod kan finde
Støtte.
Endelig var Toppen naaet og alle standsede et Øjeblik aldeles
forpustede.
Nede paa Sletten gjorde Fjendens Rækker i det samme Holdt, og vore
forbavsede Venner saa i næste Øjeblik Solen funkle og glitre i de blanke
Vaaben, idet hele Skaren gjorde omkring og marcherede raskt tilbage den
Vej, de var kommet fra.
»Hvad er _den_ af?« raabte Bill, »de kan da umulig være bange for os, de
er jo mer end tyve mod een.«
»Det er saamænd første Gang, at Marsbeboerne handler efter _mit_ Hoved,«
sagde Burd tørt.
»Det skal De ikke være sikker paa,« svarede Stone, »De kan være
overbevist om, at her stikker noget under, som ikke betyder noget godt
for os. De Slyngler opgiver saamænd ikke at hævne sig.«
»Deres Hævn giver sig da et ret mærkeligt Udslag,« sagde Hyde.
»Jeg tror, det er, fordi de ved, vi gaar vor Undergang i Møde, at de
tilsyneladende opgiver deres Hævn,« sagde Stone. »De kan være vis paa,
at dersom de ikke troede, vi var Døden vis, var de ikke vendt om.«
»Det kan være, De har Ret,« sagde Dillingham, »men enten der nu venter
os det ene eller det andet, saa maa vi fremad, at gaa tilbage vilde være
det rene Vanvid, og vi kan heller ikke blive her og dø af Sult.«
De kunde alle indse, at Dillingham havde Ret, og de gav sig da atter paa
Vej.
Endnu en lille Bjergkam blev besteget, saa skiftede Naturen Karakter som
ved et Trylleslag. Landet sænkede sig jævnt skraat hen imod en Skov, der
kun laa nogle Hundrede Alen borte.
Men ikke en Skov som de, vore Venner, før havde truffet paa. Her var det
en fuldkommen tropisk Urskov, og Træerne havde en frisk, grøn Farve.
Skovens friske og frodige Pragt fremhævedes yderligere ved det
ubevoksede Bælte, som laa mellem den og den lave Bjergkam. Dette Bælte
var oversaaet med Skeletter og halvfortærede Aadsler af større og mindre
Dyr, der udbredte en ulidelig Stank.
Alle holdt sig for Næsen, idet de gik videre ned ad Skraaningen. Det var
ikke nogen let Sag, for overalt ragede der smaa Spidser op af Jorden,
det saa ganske og aldeles ud, som om man havde lagt et Utal af Harver
ved Siden af hverandre, med Tænderne opad.
De var næsten ovre, da Stone bøjede sig ned og følte paa en af de smaa
Spidser. I samme Nu for han op som stukket af en Bi og løb fremad, saa
hurtigt han kunde, alt imens han raabte til de andre, at de skulde følge
efter ham.
Han standsede ikke, førend de alle var naaet indenfor i Skoven, _saa_
raabte han med et Lettelsens Suk: »Gud ske Lov, vi slap. Ved De, mine
Herrer, hvad det var for et Stykke Jord, vi kom over nu?«
»Det var ikke en Plet, jeg vilde vælge til Middagssøvn,« sagde Leslie.
Stone sendte ham et harmfuldt Blik.
»De smaa Spidser var beregnet til Udladning af Elektricitet med høj
Spænding,« sagde Stone højtideligt. »Naar Strømmen sluttes, bliver
ethvert levende Væsen, der kommer i Berøring med disse Spidser,
øjeblikkelig dræbt.«
»Saa var det godt, der ingen Strøm var for lidt siden,« sagde Burd.
»Det var det,« indrømmede Stone beredvilligt, »men jeg kan bare ikke
fatte, hvorfor der ingen Strøm var paa. Det er jo øjensynligt, at
Marsbeboerne omgiver deres By og opdyrkede Land med saadant et Bælte,
som ingen kan overskride, og det forklarer ogsaa, hvorfor disse
elskelige Væsener rolig lod os fortsætte vor Vej før; men paa den anden
Side strider Manglen paa elektrisk Strøm jo aldeles mod denne ...«
Her blev han afbrudt ved en høj Susen i Luften. Op over Bjergkammen
hævede der sig en stor, mørk Genstand, som kastede en lang, sort Skygge
foran sig. Nu var den helt over dem og styrede lige ned mod den aabne
Plads foran Skoven.
Alle udstødte et højt Fryderaab. Det var Luftskibet.
Faa Minutter efter laa det sikkert fortøjet paa Jorden, og Gangbrættet
blev skudt ned.
Paa Platformen stod Craddock og Ethel.
At komme om Bord var et Øjebliks Sag.
Efter at de almindelige Glædesudbrud over Gensynet var til Ende,
begyndte en gensidig Spørgen.
Men Dillingham lagde sig straks imellem.
»Jeg foreslaar,« sagde han, »at vi saa hurtigt som muligt ser at komme
langt bort fra dette Sted, og dernæst tror jeg, vi trænger i høj Grad
til noget Mad, jeg er omtrent halvdød af Sult.«
Dillinghams fornuftige Raad blev straks fulgt.
En Time efter sejlede de for halv Kraft af Sted gennem Luften.
Oppe paa Platformen laa alle magelig henslængt i Kurvestole, og saa gik
det løs med Beretningen om de oplevede Eventyr.
Dillingham førte Ordet, og med mer eller mindre velvillig Hjælp af sine
Fæller fortalte han om det mærkelige Fangenskab og om Flugten.
Derpaa berettede Craddock om, hvordan han og Ethel var sluppet ind i
Taarnet og havde faaet Døren laaset.
Medens Ethel fra Taarnet betragtede Begivenhedernes Gang, var han ilet
ned i Maskinrummet og havde søgt at udbedre Skaden, hvad der hurtigt
lykkedes ham.
Saa satte han atter Maskinen i Gang, og Skibet hævede sig op i Luften.
Nu havde han haft en Kamp at bestaa med Ethel, førend han fik gjort
hende begribeligt, at de kunde yde deres Venner langt mere Hjælp, naar
de fri og uafhængige sejlede over Byen og Omegnen med Luftskibet, end
hvis de sad belejrede nede paa et af Tagene.
Hele Natten havde de krydset omkring i Omegnen for at finde et Sted,
hvor de kunde gaa ned i Sikkerhed, hvis det gjordes nødvendigt, og det
var først hen paa Morgenen, da Solen var helt oppe, at Ethel havde faaet
Øje paa Marsbeboerne, som drog hen over Sletten.
»Vi satte da Kursen mod Bjergene, og Resten kender De,« sluttede
Craddock.
»Jeg har det, jeg har det!« raabte Stone pludselig, idet han sprang op
fra Stolen.
»Hvad har De nu igen?« for det ud af Burd, som havde siddet og lyttet
andægtigt til Sømandens Beretning og nu følte sig helt revet ud af
Stemningen ved Stones pludselige Udraab.
Bill gjorde hemmelig en lille Bevægelse, som straks blev opfattet af
Handerson, og som bestod i, at han tegnede smaa, tænkte Cirkler med
Fingeren paa Panden, medens hans Øjne betydningsfuldt dvælede ved
Professoren.
»Roden!« raabte Stone imidlertid som Svar paa Burds Spørgsmaal,
»Metalsnoren, som Dillingham skar over, var Ledningen, der førte Strøm
til den Del af »Bæltet«, vi overskred foran Skoven.«
Ethel stirrede uforstaaende paa ham.
»Hvad er det, De taler om, Professor?« spurgte hun.
»Det kan De bede Dillingham forklare Dem,« svarede Stone, »jeg har ingen
Tid nu, jeg maa ned og se til min Samling, om alt er i Orden.«
Med disse Ord forlod han Platformen, fulgt af Hyde og Burd, medens
Dillingham ædelmodigt paatog sig at forklare Ethel det alt sammen. Men
enten har han ikke haft Ordet i sin Magt, eller ogsaa maa den unge Dame
have været meget tungnem, for hans »Forklaring« tog over en hel Time.


TOLVTE KAPITEL.
Et mærkeligt Fund. – Dillinghams Eventyr.

Dagen efter at vore Venner var undsluppet Marsvæsenernes
Efterstræbelser, fandt de et godt Sted til Nedstigning i Midten af en
bred, skovbevokset Kløft, der strakte sig i en lige Linie fra den ene
Ende af Synsranden til den anden.
Siderne var begrænsede af stejle Klippevægge.
Allerede næste Morgen blev der planlagt en ny Udflugt, som Burd, Stone,
Dillingham og Leslie skulde deltage i, og i sidste Øjeblik havde den
utrættelige Ethel meldt sig som Deltager, til stor Glæde for Dillingham,
men til endnu større Ærgrelse for Stone, der mumlede noget om
Forsinkelser og Fruentimmervrøvl.
Denne Gang havde den gode Professor maaske nok lidt Grund til at være
utilfreds, thi Turen gik ikke, som ved tidligere Lejligheder, gennem
Skov, men over Fjælde, der saa saa stejle og ufremkommelige ud, at
Leslie havde forsynet Deltagerne i Turen med Tove og Hakker til en
formelig Bjergbestigning.
Efter at have taget Afsked med Hyde og de tre andre, som blev tilbage,
drog de af Sted.
Den første Mils Vej gik forholdsvis let, men efterhaanden som de nærmede
sig Kløftens Side, blev det sværere og sværere at trænge sig frem.
Egnen bar tydelige Spor af vulkansk Virksomhed, og Vejen spærredes
ideligt af store Klippeblokke, der laa slængt omkring hist og her, eller
af Kløfter, som de maatte sætte over ved Hjælp af Hakkerne og Tovene.
Dillingham hjalp og støttede Ethel, saa at hun kom lige saa hurtig over
som Mændene.
Jo længere de kom frem, des tydeligere hørte de en underjordisk Buldren,
og flere Steder trængte der Røgsøjler op af Spalterne i Klippen, og
Luften fyldtes af en svag, svovlet Lugt.
Stone slog med sin Hakke paa Klippen.
Det lød hult og drønende.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 6
  • Parts
  • Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 1
    Total number of words is 4553
    Total number of unique words is 1522
    44.4 of words are in the 2000 most common words
    61.3 of words are in the 5000 most common words
    69.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 2
    Total number of words is 4650
    Total number of unique words is 1390
    49.5 of words are in the 2000 most common words
    66.2 of words are in the 5000 most common words
    74.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 3
    Total number of words is 4688
    Total number of unique words is 1405
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    63.9 of words are in the 5000 most common words
    71.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 4
    Total number of words is 4655
    Total number of unique words is 1446
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    73.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 5
    Total number of words is 4777
    Total number of unique words is 1373
    49.0 of words are in the 2000 most common words
    65.9 of words are in the 5000 most common words
    73.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 6
    Total number of words is 4807
    Total number of unique words is 1371
    50.0 of words are in the 2000 most common words
    66.3 of words are in the 5000 most common words
    75.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 7
    Total number of words is 4769
    Total number of unique words is 1372
    50.1 of words are in the 2000 most common words
    67.7 of words are in the 5000 most common words
    77.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 8
    Total number of words is 4113
    Total number of unique words is 1347
    50.1 of words are in the 2000 most common words
    65.6 of words are in the 5000 most common words
    74.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.