Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 4

store Uoverensstemmelser, dog vilde nærme sig saa meget til de paa
Jorden forekommende, at man med enkelte Afvigelser kunde skematisere dem
ligesom disse, hvilket jo i høj Grad vilde lette Forstaaelsen.
Men det viser sig, at jeg har taget fejl. Der er for store Afvigelser
paa saa godt som alle Omraader.
Rent geologisk set maa hele Kloden henregnes til en qvintær Tid. De
fleste større Krybdyr (med Undtagelse af Slangen) synes at være uddøde,
man finder kun fossile Rester af dem.
De højere Pattedyr er yderst sparsomt repræsenterede; jeg har kun set et
eneste Rovdyr i al den Tid, vi har været her.
Derimod har Pungdyrene naaet et Maksimum af Udvikling.
Desværre har jeg kun set de store Former af dem paa lang Afstand. Trods
deres Plumphed kan de bevæge sig ret hurtigt.

1/11.
Dillingham har nedlagt et højst besynderligt Dyr.
Man staar fuldstændig uklar over for et saadant Fænomen. Dets Længde er
over 4 Meter, og det har en vortet, tyk Hud og en lang, skællet Hale.
Dets Hoved er meget stort og forsynet med en mægtig bred Mund. Hele
Ganen er besat med spidse, bagud-krummede Tænder.
Og saa har den oven i Købet Vinger.
Burd har udført en ret vellykket Tegning af den, da vi jo desværre ikke
kan fotografere den. Der har nemlig vist sig den store Mærkelighed, at
Solstraalerne her paa Mars ikke er i Stand til at paavirke den
fotografiske Plade.
Jeg har uheldigvis ikke Tid til at undersøge dette Tilfælde nærmere, men
jeg formoder, det skyldes en stærkere Absorption af de ultraviolette
Straaler.

4/11.
Hvad Floraen heroppe angaar, volder den endnu større Vanskeligheder end
Faunaen. Alt viser sig ved en Sammenligning med Jordens Flora i den
bagvendte Orden.
Man skulde vente sig en højere Udvikling af Løvtræerne, men man finder i
Stedet for mægtige Former af Bregner, og enkelte Palmer, der paa Jorden
regnes til Carbontiden.
Der er Fattigdom paa Arter, men Rigdom paa Individer.
Svampene har naaet en høj Udvikling, jeg finder overalt en lille,
mørkerød Svamp, der forekommer i saa stor Mængde, at den fuldstændig
dominerer Overfladens Farve.
Det ser ud, som om »Træernes« Blomstringstid var forbi lige nu. Kun ved
Vandløbene træffes der Blomster.
Blomsternes Størrelse og rige Farvepragt tyder paa høj Udvikling hos
Insektverdenen.
En højt udviklet Insektverden peger hen imod et rigt Fugleliv, og saa
findes her et Utal af Insekter, men ikke en eneste Fugl!
Igen et af de Fakta, der vanskeliggør en logisk Skematisering.

6/11.
Vi er nu fjernet over 500 Mile fra vort Udgangspunkt. Vi sejler over en
stor Skov, der fuldkommen ligner en Vildmark, stadig skuer man Trætoppe
og atter Trætoppe, saa langt Øjet rækker.
Kun en eneste Afbrydelse i dette ensformige Hav af Træer saa vi i Gaar,
da vi sejlede hen over en dyb Kløft.
En flere Mil bred Spalte, som begrænset til begge Sider af taarnhøje,
stejle Klippevægge strakte sig snorlige fra Øst til Vest og til begge
Sider tabte sig i Horisonten. Bunden af denne Spalte var jævn og uden
Spor af Vegetation.
Vi saa her uden Tvivl en af de berømte Marskanaler. Adskilligt talte
for, at det var et Værk af »Menneskehænder«. Atter et Bevis paa, at her
findes kultiverede Væsener, men hvor?
Henad Aften fandt vi ved Kanten af Kanalen et passende Sted, hvor vi
kunde gaa ned med Luftskibet for at overnatte.
Vi laa paa en lille aaben Plads, der paa den ene Side var begrænset af
Skrænten og paa den anden af et lavt, sammenfiltret Krat, der gik i eet
med Skoven.
Doktoren og jeg stod paa Kanten af Skraaningen og disputerede om
Kanalen, da Frøken Gray, som var trængt ind i Krattet for at lede efter
Blomster, kom styrtende hen imod os.
Jeg havde netop sagt Doktoren min Mening, og denne Afbrydelse kom mig
meget tilpas, da jeg ikke brød mig det mindste om at høre hans Mening om
Ting, som jeg vidste meget bedre.
Hun bad os følge med, da hun havde fundet en mærkelig Ruin af en Bygning
inde i Skoven.
Vi fulgte med hende, og hun førte os til en aaben Plads inde i Skoven,
lige bag ved det lave Krat. Vi traadte nærmere og saa en lav, langstrakt
Bygning, som var opført af store, raat tilhugne Sten. Der var ingen Tag
og ingen Vinduer, og overalt i de utallige Revner voksede der
forskellige Mosarter, som viste, at Bygningen havde staaet forladt i
mange Aar.
Midt paa var der en firkantet Aabning, gennem hvilken vi gik ind i det
indre.
Hele Huset dannede et eneste langt Rum, men det interessanteste ved det
hele var Væggene, med en Alens Mellemrum stod der overalt hele Vejen
rundt afblegede, hensmuldrende Skeletter, der med en Ring om Halsen var
fastgjort med en kort Lænke til Væggen bagved.
Jeg skulde netop til at undersøge disse Skeletter – jeg havde ved første
Øjekast set, at de ikke lignede Hulebeboerne, af hvem Doktoren med Held
havde dissekeret et Hoved – da Frøken Gray udstødte et Skrig og bad
Doktoren føre hende tilbage til Skibet. Jeg bad ham blot gaa med hende,
jeg skulde snart følge efter.
Kvinder mangler da ogsaa ganske Interesse og Forstaaelse. I Stedet for
at opdage den store Forskel, der var paa disse Skeletter og vore
Marsvenner, saa faar hun et nervøst Tilfælde.
Da de var gaaet, gav jeg mig til at undersøge det største af Skeletterne
nøje, de var højere, bredere, med lange og svære Haand- og Fodknokler;
men den største Forskel var der dog paa Kranierne, de var spidse og
toppede med et bredt og fremstaaende Kæbeparti.
Med stor Forsigtighed fik jeg skilt Kraniet fra Kroppen og bar det med
mig til Skibet.
Burd var den eneste, der havde Interesse for mit kostbare Fund, og da
Dillingham, der er blevet endnu mere aandsforladt her paa Mars, end han
var paa Jorden, stadig stirrede fortvivlet paa Frk. Gray, saa gik jeg
hurtigst muligt ned i mit Lukaf for at tænke nærmere over denne
underlige Oplevelse.
Efter megen Grunden kom jeg til et Resultat, som jeg foreløbig vil
beholde for mig selv:
1) Jeg holder absolut paa Kanalteorien.
2) De Væsener, vi indtil Dato har set, er Hulebeboere, der ikke kan have
udtænkt et saadant Arbejde som Kanalerne.
3) Kanalerne findes. Kløften her er en saadan Kanal, der er udtørret.
4) De Skeletter, jeg saa i Bygningen, er øjensynlig af Skabninger, hvis
Hjerne er endnu mindre end Hulebeboernes; de har altsaa heller ikke
udtænkt Arbejdet.
5) Ergo maa der findes en højere Slags Væsener som har undfanget Ideen,
men brugt de stærkere og mindre intelligente Skabninger til at udføre
den.
Altsaa atter et Bevis for min Paastand om menneskelignende Væsener.
De lænkede Skeletter, er rimeligvis Levninger af opsætsige og
genstridige Slaver, der er blevet straffet paa denne Maade.


NIENDE KAPITEL.
En Udflugt. – Byen.

I over en Maaned havde vore Venner været undervejs paa deres Tur Mars
rundt. Paa Grund af Skibets store Hastighed behøvede de kun at flyve af
Sted om Natten; naar de da satte fuld Kraft paa, kunde de med Lethed
indhente den Tid, de om Dagen brugte til at stige ned og foretage
videnskabelige Undersøgelser.
De Resultater, de erhvervede sig ved disse Undersøgelser, var meget
omstridte. Stone var sjæleglad, han havde efterhaanden beriget sin
Samling med en Masse interessante Ting, og han havde udarbejdet
forskellige Optegnelser af stor Betydning for sin Videnskab, hvad der
gjorde den af Naturen gnavne Mand næsten elskværdig.
Dillingham derimod, som trods store Anstrengelser stadig søgte forgæves
efter det mærkelige Dyr, begyndte at blive saa pirrelig, som Stone
tidligere havde været, og det var nu næsten altid ham, der gav Anledning
til de Ordkampe, der morede Doktoren i lige saa høj Grad, som de ærgrede
Hyde.
Hyde kom ned ad Trappen fra Taarnet og med ham et Vindstød, der blæste
Stones Papirer hen i den anden Ende af Salonen.
»Jeg tror aldrig, jeg har oplevet Mage til Storm,« sagde Hyde, da han
havde lukket Døren efter sig.
»Er der Fare for, at vi blæser ud af Kurs?« spurgte Burd.
»Nej, Doktor, det er der ingen Fare for. Skruen er god nok, men vi kan
maaske nok udsætte os for at faa Roret bøjet,« svarede Hyde, idet han
satte sig ned; »naa forhaabentlig holder det.«
Lidt efter lidt lagde Stormen sig, og Hyde foreslog, at de skulde følges
ad op for at se paa Roret.
Der var heldigvis ingen Skade sket, og paa Stones Forslag gik de lavere
ned for at undersøge Egnen ved Hjælp af Lyskasteren.
De gik nu i en halv Snes Meters Afstand fra Trætoppene i den Skov, der
strakte sig under dem.
»Lys!« kommanderede Hyde, og den hvide Stribe kastedes ud i Rummet, gik
rundt i en Halvcirkel og derefter nedad.
Det Parti af Skoven, der blev oplyst, bestod af samme Slags træagtige
Bregner som dem, de havde set ved Ankomsten. De store, trekantede Blade
blev løftet op mod Lyset af slanke Stilke og lukkede som et
uigennemtrængeligt Tag for Skovbunden.
Lyset gav de graalige Blade en vidunderlig Glans, som var det et Hav af
Sølv, der laa udbredt under dem.
Men snart skiftede Billedet. Bregnerne afløstes af Palmer, hvis slanke
Stammer hævede sig som Søjler i et Fepalads, skarpt belyst mod den mørke
Baggrund, hvor Lyset ikke naaede hen.
Lyset blev kastet hid og did og viste hvert Træ og hvert Blad med en
Tydelighed, som var det den klareste Dag.
Livet i Skoven begyndte at røre sig, snart var det et mindre Dyr, der
rejste Hoved og missede med Øjnene mod det skarpe Lys, snart var det et
Krybdyr, der i en Fart bugtede sin Krop ind under det skærmende
Bladhang, eller de saa en kæmpemæssig, haaret Edderkop, der fra en Gren
kastede sig ud i Luften, medens dens Spind glinsede og glitrede i Lyset.
Videre gled Skibet, og Skoven gik over i lave Buske og afløstes til
sidst af et sumpet Krat med lange, stive Græsstraa.
Da lød der pludselig et Brøl dernede fra, det knagede og bragede i
Buskene tæt ved et lille Vandløb, og en mægtig, laadden, brun Skikkelse
rejste sig med øjensynligt Besvær og forsvandt i et kluntet, men ret
hurtigt Trav.
»Nej, se, se!« raabte Dillingham, »der var det igen!«
»Hvad mener De?« spurgte Burd.
»Monstrumet, Uhyret, Dyret, vi saa den Dag, vi kom hertil!«
»Er De ganske vis paa, at det er det samme?« spurgte Handerson.
»Tror De, jeg tager fejl, vil De lære mig at kende Dyrene?«
»Handerson mente naturligvis bare, om De var ganske sikker paa, at det
var det samme Eksemplar; det kunde jo være en Fætter eller en endnu
nærmere Slægtning,« blandede Burd sig smilende i Samtalen.
»De ved jo meget godt, hvad jeg mente, Doktor, og det ved Handerson
ogsaa, men jeg maa straks ned,« brummede Dillingham.
»Ned,« gentog Hyde, »vil De springe ned?«
»Springe, tror De, jeg er gal?«
»Ja, for hvis De for Alvor mener, at vi kan lande her uden at støde
sammen med Trætoppene, saa maa De være gal,« svarede Hyde roligt.
Og Dillingham maatte pænt vente, saa nødig han end vilde.
Næste Dag lykkedes det dem at finde et Sted, som var egnet til
Nedstigning, og Dillingham fik sin Lyst til at gaa paa Jagt styret,
rigtignok uden at opnaa andet end at gaa sig dødtræt i sine forgæves
Bestræbelser for at finde det attraaede Dyr.
Henimod Aften vendte han tilbage til Skibet, støvet, varm og just ikke i
det mest rosenfarvede Humør, og Stones elskværdige Forespørgsel om, hvor
han havde nedlagt Dyret, gjorde det ikke bedre.
Han var fast besluttet paa at blive der paa Stedet, indtil han fik
opsporet Dyret, og der maatte mange Overtalelser til fra hans
Rejsefællers Side, førend det lykkedes dem at faa ham til at indse, at
Dyret efter al Rimelighed for længe siden var over alle Bjerge, og at
hele Ekspeditionen vilde komme til at lide ved et længere Ophold. Han
gav da nødtvungent efter, og samme Aften kastedes Fortøjningen los, og
Skibet steg atter op.
Den Nat og hele den følgende Dag gik det med jævn Fart hen over mægtige
Skove. Hele Dagen var Vejret straalende, men henad Aften begyndte det at
blæse op, og ved Midnat var Blæsten vokset til en orkanagtig Storm, der
gjorde Opholdet paa Platformen alt andet end behagelig.
Først forsvandt Stone og saa Frøken Gray, og til sidst var der ikke
andre end Dillingham og Hyde tilbage. Dillingham havde egentlig mest
Lyst til at gaa ned til Ethel; men som alle Sportsmænd havde han en
Svaghed for at sætte en Rekord, og saa længe Hyde blev staaende, vilde
han heller ikke gaa ned.
Stormen hylede om dem og drev Skyerne hen over deres Hoveder i vild
Fart.
Det begyndte at blive taaget, en tæt Taage, der gjorde alting vaadt og
føltes som en fin Støvregn.
»Vi maa ud af Taagen,« raabte Hyde.
Han rev Døren op og raabte sin Ordre ned i Maskinrummet. Skibet hævede
sig hastigt og var snart oppe over Taagen og Skyerne.
»Fuld Kraft!« lød det fra Hyde.
Der gik et Ryk gennem Staaluhyret, Skruen snurrede rundt med rivende
Fart, dens Hvæsen blandede sig med Stormens Hylen, og dirrende i hele
Skroget for Skibet af Sted. Dillingham klamrede sig fast til Rækværket.
Det var umuligt at høre noget gennem Stormens Brølen, men da han
tilfældigvis kastede et Blik hen paa Hyde, kunde han se paa hans Mund,
at han sagde noget.
Han kæmpede sig hen til Kanonens Løb, der stak ud af Taarnet og som Hyde
holdt sig fast ved.
»Det er et frygteligt Vejr!« hylede Hyde.
»Ja, det har jeg ogsaa lagt Mærke til,« brølede Dillingham, »jeg er
hvert Øjeblik lige ved at blæse ned i Skyerne!«
»Men hvorfor i al Verden gaar De ikke ned?«
»Jeg venter paa Dem, hvad har De for Resten at bestille heroppe?«
»Akkurat det samme, som De har,« lo Hyde, »tror jeg ikke, vi har staaet
her som to Skoledrenge, der ikke vil give sig over for hinanden.«
De lo og kæmpede sig hen til Døren, som det ved forenede Kræfter
lykkedes dem at klemme saa meget op, at de kunde slippe ned. De var
neppe kommet igennem, førend Døren smækkede i med et Brag, og Dillingham
trillede ned ad Trappen, stødte mod Døren til Salonen og holdt sit
Indtog paa en højst mærkelig Maade, der gav Burd Anledning til at
spørge, om han legede Rutschbane.
Stormen rasede hele Natten, og den lagde sig først henad Morgenstunden.
»Har vi holdt Kurs under Stormen?« var Stones første Spørgsmaal.
»Ja,« svarede Hyde, »det er en solid Maskine. Vi har holdt Kursen ganske
støt.«
Det viste sig ved Eftersynet, at Skibet ingen Skade havde lidt.
Men nede paa »Jorden« havde Stormen ikke taget blidt. Flere Steder,
navnlig i Skovene, var der anrettet store Ødelæggelser.
»Der er maaske ogsaa kommet mange Mennesker til Skade,« sagde Ethel.
»Til Skade! Mennesker!« brummede Stone, »nu maa De ikke blive blødsøden,
Frk. Gray, vi har saamænd ingen Grund til at føle Medlidenhed med den
Yngel dernede.«
»Det skulde saamænd glæde mig, om nogle Hundrede af disse Uhyrer var
kommet af Dage,« sagde Dillingham blodtørstigt. Han vilde netop til at
tilføje, at det skulde være ham en Fornøjelse ved Lejlighed at sende
nogle af dem over i den anden Verden, men da han mødte Ethels
bebrejdende Blik, beholdt han klogelig sin Mening hos sig selv.
Da de den Aften sad i Salonen, lød der en fjern Brusen op til dem.
»Saa,« udbrød Dillingham, »skal vi nu have Storm igen?«
»Nej,« svarede Stone kort, »det er Havet.«
Dette Ord »Havet« havde en vis Virkning paa dem alle, det lød saa
hjemligt.
Det kan nemlig ikke nægtes, at trods alt det interessante, de havde
oplevet, følte de alle heftig Hjemve, og det ikke blot efter det Sted,
hvor hver enkelt boede, men efter London, England, Europa, kort sagt
efter hele Jordkloden.
Dillingham rejste sig og drog uvilkaarligt et Suk.
»Hvem der nu var paa et jordisk Hav og stod paa Dækket af et Skib, som
skar gennem Bølgerne,« sagde han, »og med Ethel ved sin Side,« tilføjede
han i Tankerne, medens han sendte den unge Dame et Blik, der var næsten
lige saa tydeligt som Ord.
»De har nok Hjemve,« lo Stone tørt, »men lad os nu komme op paa
Platformen.«
De gik alle op.
Et storslaaet Rundmaleri laa udbredt under dem. Maanen var staaet op og
kastede sine hvide Straaler ned over en mægtig Havflade. Landet, som de
lige var sejlet hen over, var allerede langt bagved dem.
Det var Bølgernes blide Dønninger mod Stranden, der havde frembragt den
svage Brusen, de før havde hørt. Skoven strakte sig helt ud til den
brede, flade Forstrand, ja paa nogle Steder var det lave Vand helt inde
bevokset med høje Sumptræer.
»Hvor er her dog smukt!« udbrød Ethel, henvendt til Dillingham.
»Vidunderligt,« svarede han, medens hans Øjne hang ved hendes Ansigt.
»Det minder mig om en Nat nede paa Jorden. Jeg havde Vagten om Bord nede
i det indiske Hav. Det var helt stille, ligesom nu, Maanen var lige
staaet op, og dens Straaler spillede paa Bølgerne, hvor Krydseren laa
til Ankers mellem palmebevoksede Koraløer. Jeg stod paa Kommandobroen og
var ...«
Her blev han afbrudt af Handerson: »Nu har jeg set det med. Dette
hersens minder ogsaa mig om en stemningsfuld Aften nede paa Jorden. Det
var nu ikke just af Stemning, jeg var fuld; men to Maaner saa jeg da
ogsaa dengang.«
De saa alle op mod Himmelhvælvingen. Handerson havde Ret, der var
virkelig to Maaner.
»Talt, fluks Rædsel og Skræk han befoel i Aaget at koble
Gangernes Spand, saa aksled han selv sin straalende Rustning,«
citerede Burd.
»Det er jo Iliaden, ikke sandt?« sagde Ethel.
»Rigtigt,« svarede Stone, »derfra har nemlig Maanerne deres Navn. De
kaldes Phobos og Deimos, – det betyder Rædsel og Skræk.«
»Det Hav kan ikke være videre saltholdigt,« bemærkede Burd, »siden der
vokser Skov helt ud til Kysten.«
»Kan vi ikke se den modsatte Kyst?« spurgte Hyde i det samme, Iliaden
interesserede ham ikke, og han var bange for, at Doktorens Bemærkning
skulde aflokke Stone et længere Foredrag om Saltmængdens Indflydelse paa
Plantelivet.
»Se der!« udbrød Burd med eet, »jeg tror sandelig, de brænder Festbaal
eller Glædesblus af til Ære for os!« Med disse Ord pegede han ud over
Havet.
Langt, langt borte, ude i Synsranden, saas der et stærkt Lysskær, som
bredte sig vifteformigt opefter.
»Nordlys!« sagde Dillingham vigtigt.
»Vrøvl!« svarede Stone, »Nordlyset kan aldrig antage saadan en Form.
Nordlyset er jo en Udladning af ...«
»Nej, kæreste Professor, nu skal vi skam nyde Udsigten og ikke høre
lærde Foredrag,« afbrød Burd ham, »for øvrigt giver jeg Dem Ret i, at
det ikke kan være Nordlys.«
»Det ser ganske ud som Lysskæret fra en stor By,« sagde Hyde.
»Saa maa der findes andre Væsener her end dem, vi har set,« svarede
Burd.
»Hvem har sagt andet, jeg har hele Tiden ventet, at vi vilde træffe
andre,« sagde Stone.
»Skal vi sejle derhen?« spurgte Hyde.
»Naturligvis,« svarede Stone, »men vi maa være forsigtige; man ved
aldrig, om de kan skade os.«
Hyde forsvandt ned i Taarnet, og et Øjeblik efter var der fuld Kraft paa
Maskinen.
Lyset forude kom nærmere og nærmere, de kunde til sidst se, at det kom
fra en Kyst modsat den, de nylig havde forladt. –
Nu var de ganske nær. Alle lænede sig ud over Rækværket og stirrede ned.
De kom virkelig til en By.
Lange Rækker af hvide Firkanter, saa store som de største Bygninger paa
Jorden, strakte sig straaleformigt ud i alle Retninger fra en stor,
aaben Plads i Midten. Det hele mindede paa Afstand om en kæmpemæssig
Søstjerne med mange Tusinde Arme. En Del af dem strakte sig som lange
Baand ud i Landet, hvor de tabte sig i Synsranden.
Oven paa hver Firkant sad der en stor, lysende Kugle, omtrent som en
stor Buelampe, men den lod til at være selvlysende, nærmest som en stor
Kugle af lysende Glas.
Skibet var nu lige over Byen og krydsede rundt med smaa Slag. Maanen,
eller rettere sagt Maanerne, kastede deres Skær over hele den Del af
Kloden, der laa udbredt under dem.
Vore Venner kunde nu rigtig se de ejendommelige, smukke Bygninger,
hvoraf mange var forsynede med høje, slanke Taarne, der øverst oppe
havde en Balkon. Hele Bygningsmaaden vidnede om Beboernes vidt
fremskredne Bygningskunst.
Til Bygningerne var anvendt hvide og svagt blegrøde Sten, og de største
af Husene var udsmykkede med en ødsel, men meget afstikkende Farvepragt.
Der var efterhaanden blevet Liv i Byen. Freden var veget for en rastløs
Travlhed.
Skibet, der laa som en staalglinsende Kæmpefugl deroppe, syntes at
skræmme Beboerne eller i alle Tilfælde vække deres Nysgerrighed.
Indbyggerne myldrede op paa de flade Tage og paa de smaa Balkoner, der
kronede de slanke Taarne.
Det vrimlede af Masser af mørke Skikkelser nede i de trange Gader og paa
den store, runde Plads i Midten. Flere Steder dukkede der brogede
Dragter og blanke Brynjer frem af den mørke Strøm.
Hele denne Masse af levende Skabninger bølgede frem og tilbage, og en
svag Summen naaede op til Skibet.
Alle med Undtagelse af Bill og Craddock, der passede Maskinen, var
samlede paa Dækket.
»Der er Liv i Myretuen,« sagde Hyde, »et Luftskib lader til at være et
Særsyn heroppe.«
»Ja, man har da heldigvis noget frem for det Folk,« sagde Dillingham med
Selvfølelse. Han vendte Ryggen til Stone, saa han saa ikke det Blik,
Professoren sendte ham ved Ordet »man«.
»Det er ikke sikkert, det bliver lutter Morskab, naar vi skal til at
betragte dem paa nært Hold,« sagde Burd.
Stone for op som en Trold af en Æske.
»Nært Hold! det skal vi overhovedet slet ikke for det første,« raabte
han.
»Hvad behager?« udbrød Dillingham, »og hvorfor ikke, om jeg maa spørge?«
»Hvorfor ikke!« gentog Stone foragteligt og med et Skuldertræk, som om
han vilde sige: »Hvad kan det nytte, at forklare Dem noget.«
»Ja, det maa jeg da rigtignok ogsaa spørge om,« sagde Hyde, »det vilde
da netop være meget interessant at komme derned straks.«
»Interessant!« Stone havde den Vane altid at gentage, hvad de andre
sagde, for derved at udtrykke sin Foragt kraftigere.
»Interessant! Ja, man skulde i Sandhed tro, det var Børn, der skulde
have et nyt Stykke Legetøj.«
»Vil De ikke forklare Dem nærmere,« sagde Hyde skarpt.
Professorens Overlegenhed forsvandt et Øjeblik, som om han selv følte,
han var gaaet for vidt; men han var snart sig selv igen, og idet han
lænede sig tilbage i Stolen, begyndte han sit Foredrag:
»Jeg har flere Grunde, mine Herrer, til paa det bestemteste at fraraade
og forhindre en Nedstigning, saa længe vi er aldeles uvidende om, hvad
det er for Væsener, vi vil faa at gøre med. De staar jo ganske vist paa
et andet Kulturtrin end vore »Venner« i Bjergets Huler; men deraf tør vi
dog ingenlunde slutte, at vi vil blive modtaget som kære Gæster. Dette
er min første Bevisgrund, og jeg tror, at De maa give mig Ret, naar De
tænker Dem om.«
»Dertil vil jeg kun bemærke,« sagde Burd, »at der, som De selv
indrømmer, er en betydelig og øjensynlig Forskel paa Folkene dernede og
saa paa de første Marsvæsener, vi mødte. For altsaa at tage et Eksempel
til Sammenligning, lad os da antage, at vi, der her er til Stede, for
nogle Hundrede Aar siden havde kunnet opfinde et Luftskib, som var en
aldeles ukendt Befordring i hele den øvrige Verden, og at vi foretog en
Rejse Verden rundt. Naar vi da paa vor Vej kom til Ildlandet, vilde jeg
ogsaa paa det kraftigste fraraade, at vi steg ned og blandede os mellem
disse menneskeædende Utysker; men deraf fulgte dog ikke, at jeg vilde
være bange for at gaa ned i Rom f. Eks., der vilde vi vist neppe blive
skudt ned paa Stedet.«
»Men hvad mener De om at blive brændt som Troldmænd. De husker maaske,
at i forrige Aarhundrede blev ikke saa faa Mennesker brændt som Hekse,
eller hvad mener De om at blive indespærret som gal eller
samfundsfarlig, – jeg behøver vist ikke at bede Dem huske paa, at der
har været store Videnskabsmænd, som er blevet behandlet paa den Maade af
deres utaknemmelige samtidige. For øvrigt halter den Sammenligning, men
nok derom, jeg har en anden og lige saa vigtig Grund, og det er Tiden, –
husk, vi har kun en begrænset Tid til vore Undersøgelser. Og hvis vi
skal blive anerkendt og troet nede paa Jorden, maa vi have Beviser,
mange Beviser, og vel har jeg samlet en hel Del Materiale; men der er
meget endnu at udrette, og mere end et Par Dage tør vi ikke anvende paa
denne By. Sæt, at vi blev venlig modtaget, men at de ikke vilde slippe
os igen, eller at de fik ødelagt Luftskibet, – ja, vi maa tage alle
Tilfælde i Betragtning, – hvad vilde De, mine Herrer, saa synes om at
tilbringe Resten af Deres Dage paa Mars?«
Her saa Dillingham paa Frk. Gray med et Blik, der skulde udtrykke, at
han under visse Forhold kunde tænke sig det.
»Jeg mener selvfølgelig ikke, at vi ikke skulde gøre os Umage for at faa
et lille Indblik i denne By og i Beboernes Liv og Færden, men det skal
gøres med stor Forsigtighed, og jeg raader derfor til, at vi hurtigst
fjerner os herfra, søger os et roligt og øde Sted til at fortøje Skibet,
og derpaa holder Raad og lægger vore Planer. Naar vi saa har faaet en
Nats Hvile, kan vi altid i Morgen begynde vore Udforskninger, alt ifølge
de Planer, vi har fattet.«
»Jeg tror, Stone har Ret,« sagde Hyde, idet han rejste sig.
I det, samme blev Døren revet op, og Craddock kom styrtende ind.
»Der er sprunget en Kobling paa den ene Motor,« raabte han, »Maskinen
gaar i Staa!«
Et let, blødt Stød beviste Sandheden af hans Ord.
»Det lader til, Skæbnen har taget Parti imod Dem, Professor,« sagde
Burd.
Hyde styrtede ned i Maskinrummet, fulgt af Craddock.
Den skarpe Støj af Skruerne tog gradvis af og gik over til en sagte
Brummen, medens Skibet blidt og roligt dalede ned og lagde sig til Hvile
paa et af de flade Tage.
Saa gik Maskinen helt i Staa.


TIENDE KAPITEL.
Fanget og indespærret.

I samme Øjeblik, som Skibet rørte Husets Tag, forstærkedes Lyset fra den
gennemsigtige Glaskugle og udsendte et saa straalende Skær, at alle de
ombordværende blev aldeles blændede.
Rundt omkring til alle Sider var det, som om hele Taget blev levende.
Utallige smaa runde Klapper blev hastig løftet i Vejret, og op af hvert
Hul dukkede der en sælsom Skikkelse frem.
De var alle høje og magre med uforholdsmæssig lange og tynde Lemmer og
lignede meget de Marsvæsener, de rejsende først havde truffet.
De var iført underlige, brogede, fantastiske Dragter, der sad stramt om
dem og havde den mærkelige Egenskab stadig at skifte Farve: snart var de
blaa, violette eller grønne, snart ganske mørke og ubestemmelige, for
saa atter at straale i skærende rødt eller flammende gult. Det var et
uforklarligt og forvirrende Syn.
Deres Hoveder mindede om Kranier, med unaturlig store Hjernekasser.
Deres Øjne var store og runde med et klogt, men ondt Udtryk.
De »talte« aabenbart med hinanden, noget aldeles uforstaaeligt
Pluddervælsk, der ikke mindede om noget jordisk Sprog. De talte ud i
eet, og Stemmen svingede lige fra den dybeste Bastone uden Ophold op i
skingrende Diskant. Mellemtoner fattedes aldeles i deres Tale.
De samlede sig neden for Skibet og syntes alle at tale i Munden paa
hverandre.
Saa med eet entrede de som Aber op paa Platformen og trængte ind paa
vore Venner.
»Bring Frk. Gray ind i Taarnet og luk Døren!« raabte Stone til Craddock,
der stod nærmest ved Ethel.
Craddock fik trukket Ethel med sig ind i Taarnet og smækkede Døren i i
samme Nu, som vore Venner var overmandede af den stadig voksende Skare
Marsvæsener.
Stone paalagde dem alle med høj Røst at gaa godvillig med uden Modstand
og endelig ikke gaa angrebsvis til Værks, før det var ganske nødvendigt
for at redde Livet, men rolig afvente, hvad disse fremmedartede Væsener
havde i Sinde.
Marsbeboerne førte dem hen til de runde Aabninger i Taget, stadig