Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 3

Total number of words is 4688
Total number of unique words is 1405
47.5 of words are in the 2000 most common words
63.9 of words are in the 5000 most common words
71.7 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Dillingham, »men lad os bare komme paa Jagt.«
»Saa gaar jeg med,« sagde Stone.
»Nej, De gør ikke,« erklærede Dillingham, »hvis De skal med, saa bliver
De staaende ved hvert et Træ og hver en Busk, og saa faar vi aldrig
nogen Mad.«
Og førend Stone kunde faa Tid til at gøre Indsigelser, var Dillingham og
Leslie paa Vej mod Skoven.
De andre gav sig nu til at fortøje Skibet. Derpaa blev der stillet Stole
og Borde op paa Platformen, og ved Handersons Hjælp stod der snart et
veldækket Bord. Ethel gik ned til Dammen og plukkede Blomster til
Bordet.
En Times Tid efter, da de netop var færdige med Forberedelserne, viste
de to Jægere sig igen med en Byrde paa Skuldrene.
»Nu har jeg set det med!« raabte Handerson, »et Daadyr, saa sandt jeg
lever.«
»Ikke ganske,« sagde Dillingham, »eller har De maaske set et Daadyr med
Kohorn før?«
»Lad mig se!« raabte Stone.
»Det kan De faa Lov til siden,« sagde Dillingham. »Hornene skal De faa
at tygge paa, men nu skal det skam spises, det ser helt godt ud, dette
Dyr, og det var saa elskværdigt at blive staaende, til jeg havde skudt
det.«


SJETTE KAPITEL.
Professoren faar sin Teori bevist.

Der var gaaet tre Uger, siden »Meteor« landede paa Mars, og i den Tid
var man draget fra Sted til Sted i smaa Dagsrejser, i hvilken Anledning
Doktoren erklærede dem for Nomader. Undertiden slog de sig dog til Ro et
Par Dage, naar Egnen frembød et eller andet af særlig Interesse.
Professoren og Burd benyttede Tiden til et nøjere Studium af Forholdene,
ja Stone sad endogsaa oppe det meste af Natten for at foretage
Observationer og beregne Formler.
Den unge Pige gjorde sig al mulig Umage for at gøre det daglige Liv i
Skibet saa hyggeligt som muligt for de fire Herrer, men alligevel kedede
Dillingham sig gudsjammerligt. De første Dage havde han med Liv og Sjæl
deltaget i alle Udflugterne i Haab om at opdage nye og interessante
Dyrearter, der kunde give Anledning til en spændende Jagt; men da der
stadig ikke viste sig noget i den Retning, var han lige ved at opgive
Ævred af lutter Kedsomhed. Han interesserede sig mindst af alt for
Videnskaben, og de to lærde Herrer var alt andet end morsomme, naar de i
den korte Tid, de opholdt sig sammen med de andre, undersøgte og
diskuterede Dagens Høst. Det var kun, naar han var paa Jagt, at Dyr
interesserede ham; og naar undtages det mærkelige Dyr, de havde set den
første Dag, og saa »Daadyret«, var det kun lykkedes at opspore
Sommerfugle og mindre Krybdyr, og de egnede sig nu engang ikke til
spændende Jagteventyr.
Det lod i det hele taget til, at de var havnet paa en temmelig øde Del
af Kloden; der var store Skove, men med Undtagelse af ovennævnte Smaadyr
fandtes der ikke noget levende Væsen. Professoren troede rigtignok Gang
paa Gang, at han havde fundet Spor af Mennesker; men de viste sig stadig
ikke, og de andre Herrer drillede ham med det. Navnlig Dillingham
trøstede sig i sin Ørkesløshed med at drille og tirre sin lærde Ven.
Stone havde i sit Kammer paa Skibet et helt lille Museum af Genstande,
som han mente kunde støtte hans Teori, f. Eks. en afbrækket Gren, som
han mente maatte være fjernet fra sin Plads af Menneskehænder, eller
Gipsaftryk af Fodspor, der godt kunde tænkes at hidrøre fra
menneskelignende Skabninger, skønt de rigtignok syntes at være forsynede
med Kløer.
Tre Ugers Dagen efter deres Ankomst havde Stone ordnet en lille Udflugt,
og med Bøssen over Skulderen travede de fire Venner af Sted. Stone og
Dillingham forrest, Doktoren og Hyde bagefter.
Paa Vejen blussede den gamle Strid op igen, og mod Sædvane var det denne
Gang den rolige, fredsommelige Ingeniør, der gjorde Begyndelsen.
»Ja, alt dette her er jo meget ejendommeligt og ganske kønt, men det gør
absolut ikke noget kultiveret Indtryk,« sagde han, »her har Naturen
gjort alt, her er virkelig ikke Spor af Menneskehænders Arbejde.«
»Det vilde da være kedeligt for vor kære Professor, at han skulde blive
saa grusomt skuffet, han havde allerede glædet sig til at gøre
Bekendtskab med en lille Marsfrøken,« drillede Doktoren.
»Ja, efter hvad jeg har forstaaet, havde vor kære Ven haabet at kunne
tage med Luftbane herfra,« lo Dillingham.
»Jeg holder fast ved min Mening,« snærrede Professoren, »her er
Mennesker.«
»Faktisk er det jo dog, at vi endnu ikke har skuet noget Menneske
heroppe,« svarede Dillingham.
Nu blev Professoren for Alvor vred.
»Naar De lander med et Luftskib midt i Sahara, kan det ikke nytte, at De
gaar omkring og leder efter London, som jo eksisterer, ikke sandt, og
fordi De paa det første Stykke Vej her ikke støder paa Mennesker, saa
raaber De straks paa, at her ingen er, og at hele Kloden er ubeboet.«
»Naa ja, det kan jo gerne være, men ...«
»Som De ser,« vedblev Stone uforstyrret, »befinder vi os udmærket i
Marsatmosfæren, og vi har set Planter og Insekter, der staar højere end
dem, vi kender paa Jorden, altsaa er alle Betingelser til Stede for, at
Mennesker kan leve her. Her er Luft, Føde, Vand og en fuldkommen
tilstrækkelig Udviklingstid for Racen.«
»Sig mig,« spurgte Hyde besindigt, »hvordan tænker De Dem egentlig disse
Væsener eller Mennesker?«
»Tænker mig!« svarede Stone arrigt, »jeg giver mig virkelig ikke af med
at tænke mig til noget, jeg ikke kan have Spor af Anelse om. Skal
det endelig være, kan man nok slutte sig til Lungernes og
Fordøjelsesorganernes Bygning ved at tage henholdsvis Luften og de
tilstedeværende Næringsmidler i nærmere Betragtning – Sanseorganerne
maaske til Nød ogsaa; men det øvrige er det komplet umuligt at danne sig
en Mening om, og De vil kunne indse ...«
»Det er godt, kære Videnskabsmand,« stønnede Dillingham, »forspild os
ikke denne smukke Dag med Deres sprænglærde Teorier.«
»Forspilde!« skreg Stone opbragt, »o, _animal brutum_, løb De omkring og
skyd Dyr, og gab paa Frøken Gray, det passer bedst for Dem,
Kendsgerninger, som De kunde høste Nytte af at høre om, det »spilder«
Deres Tid. Men de Herrer har nu saa tidt drillet mig, at De nu skylder
mig en Oprejsning, og De skal i Aften høre paa mig, naar jeg nærmere
udvikler Grundene for min Antagelse. Da De jo alligevel sidder og sover,
Dillingham, saa »spilder« De jo da ikke Deres Tid med at høre efter, og
jeg vil kun takke Dem for den Paaskønnelse af mit Arbejde, som jeg
tydelig kan mærke, De nærer for det.«
Dette Udfald besvarede Dillingham kun med et ligeglad Smil, og
Ordstriden døde hen.
Da de om Aftenen kom hjem uden andet Resultat end en ny Art af
Tusindben, som Doktoren havde fundet, satte de sig (Dillingham med et
dybt Suk) til at høre paa Stones Foredrag.
Han var aabenbart i sit Es; med en højtidelig Mine og dyb Rømmen rejste
han sig, og med Hænderne støttet mod Bordet begyndte han sit Foredrag:
»Som vi ved, nedstammer hele den organiske Verden fra de saakaldte
Protister ...!«
»Hvor skulde vi vide det fra?« indskød Hyde.
»Naar De ikke ved det, saa kan det slet ikke nytte, at jeg vil forklare
Dem om de første, lavtstaaende Organismer, og jeg vil forklare mig
yderst populært. Altsaa: Dyr og Mennesker gaar stadig en højere
Udvikling i Møde, og her paa Mars har jeg truffet Plante- og Dyreformer,
som i en vis Forstand staar paa et højere Standpunkt end de tilsvarende
Former paa Jorden. Og, hvad mere er, jeg har fundet fossile Knogler af
et Væsen, der paa Jorden vilde gaa direkte forud for Urmennesket.
Jeg har i Sandsten, der var relativt ældre end den paa Jorden med
lignende Sammensætning, fundet Fodspor af dette Væsen, og disse to Ting
tilsammen er et uomstødeligt Bevis paa, at dette Urvæsen har haft mere
Tid til at udvikle sig her end hos os. Dermed er ikke sagt, at det har
udviklet sig i samme Retning, men der er Sandsynlighed for det.
Jeg vil derfor opstille den Teori, at her findes menneskelignende
Skabninger, der til Trods for, at de har faaet en anden Udvikling, godt
kan staa paa et _efter deres Forhold_ højere Kulturtrin end vi.«
»Ja!« indrømmede Dillingham villigt; han havde ikke kunnet faa Lejlighed
til at se en eneste Gang paa Ethel, da Stone havde stirret ufravendt hen
paa ham. »Men Australnegre eller andre Halvaber har maaske ogsaa en høj
Kultur efter deres Forhold.«
»De maa være gal!« raabte Stone, »for det første har Australnegre og
Halvaber ikke det mindste at gøre med hinanden, og for det andet ...!«
»Ja, lad det nu være godt,« sagde Burd gemytligt, »vi skal bande paa, at
her gaves Selskaber og Baller med Champagne og Østers, men at vi bare
ikke var med, fordi vi var landet paa et uheldigt Sted.«
Dillingham lo. »Ja, kom blot med Beviset, saa skal vi tro Dem.«
De anede ikke, hvor nær Beviset var. –
Næste Morgen var alle tidlig paa Benene. Man havde nu i lang Tid
foretaget videnskabelige Udflugter under Stones Ledelse, men i Dag
gjaldt det en større Jagttur under Dillinghams Ledelse. Man vilde prøve
paa at opsøge et af de mærkelige Dyr, de havde set den første Dag, de
kom hertil, og Dillingham var lige saa sikker paa, at han havde fundet
Spor af disse Dyr, som Stone var paa, at han havde set Spor af
Mennesker.
Dillingham, der brændte af Iver efter at nedlægge et saa kosteligt
Vildt, gik i Spidsen med Stone, der ikke kunde faa et saadant Dyr
anbragt i sine Tanker, hverken blandt Pattedyrene eller Krybdyrene.
Ethel havde i Dag faaet Lov til at tage med, og hun fulgte saa godt med
de fire Herrer, at hun ikke paa nogen Maade sinkede dem.
De havde allerede tilbagelagt et godt Stykke Vej, og Skoven begyndte at
afløses af et Klippelandskab. Hvidgraa, porøse Tufklipper ragede op, og
der vældede talrige Kilder frem. Jordbunden var sumpet og tæt bevokset
med en blød Græsart.
»Her maa det være,« sagde Dillingham, og det lod til, han havde Ret.
Græsset var flere Steder nedtrampet, som om et stort, svært Dyr var
gaaet herigennem over mod en Kløft, der aabnede sig mellem to Klipper.
»Sporene er helt friske,« sagde Dillingham efter at have undersøgt dem
nøjere. »Dyret maa være gaaet ind i Skoven mellem Klipperne. Vi gør
bedst i at dele os, inden vi begynder Jagten.«
Han sørgede snedigt for, at han og Ethel kom til at følges ad. De gik
gennem Kløften, der snart bredte sig og blev til en kratbevokset Dal med
spredte Grupper af høje Palmer.
Mændene gik forsigtigt videre gennem Krattet med Bøssehanen spændt og
betragtede ivrigt enhver lille Bevægelse i de mange Slyngplanter rundt
om dem.
Ethel og Dillingham var steget op paa en lille Klippeflade mellem høje
Palmer.
Dillingham havde Bøssen rede, da det paa een Gang forekom ham, at han
hørte en stærk Raslen i Krattet lige i Nærheden.
»Er det Dyret?« hviskede Ethel, der ogsaa havde hørt det rasle.
»Det tror jeg ikke,« svarede Dillingham, »denne Raslen er alt for svag
for en saadan Kolos.«
Han lagde Bøssen til Kinden for i hvert Tilfælde at være rede, da Stone
i det samme viste sig paa Skuepladsen fra det Sted, hvor den
mistænkelige Raslen lød.
Bøssen havde han tabt eller glemt, og i dens Sted holdt han i Haanden et
stort Stykke Palmebark, som han ivrigt betragtede gennem en Lupe.
Dillingham sænkede Bøssen.
»Naa, er det ikke andre end Dem, jeg troede, det havde været et værre
Rovdyr,« udbrød Dillingham.
»Ikke andre end mig,« sagde Stone krænket, »ved De, hvad jeg har her? Se
en Gang.«
Han stak Palmebarken næsten lige op i Næsen paa Dillingham.
»Kan De sige mig, hvad det er?«
»Det er jo et ganske almindeligt Stykke Bark.«
»Det er det ganske vist; men kan De se, hvad der sidder? Dybe Mærker af
Kløer eller Negle, og hvor tror De, jeg har set lignende Mærker? – Jeg
har set dem paa et Træ i Afrika, hvor der boede en hel Koloni Aber; –
men disse kan ikke hidrøre fra Aber, de er for store og brede. Det _maa_
være Mennesker.«
»Ja, lad os blot se et af Deres Mennesker,« sagde Dillingham, »det Bevis
vil vi tro paa, det venter vi stadig paa, dette afgørende Bevis for
Deres Paastande.«
Han havde ikke lagt Mærke til, at Stone under hans lille Tale havde
stirret stift i en bestemt Retning, medens hans Ansigtsudtryk gik fra
Forbavselse til Sejrsglæde. Nu udstrakte han en lang, mager Haand og
raabte med en Stemme, der skælvede af Ophidselse: »Der, se der,
Dillingham, der har De Beviset, lyslevende.«
Et modbydeligt Hoved var kommet til Syne over Klipperanden, det var af
en smudsigbrun Farve og helt blankt og skaldet. Øjnene, der var
uforholdsmæssig store og kuglerunde, stirrede tomt og udtryksløst frem
under den lave, skraa Pande. Næsen var flad og bred, og Munden, der var
forsynet med lange, hvide Tænder, gik næsten helt op til de lange,
spidse Øren.
I næste Nu stod hele Skikkelsen paa selve Kanten af Klippen. Kroppen var
lang og skindmager. Ben og Arme lignede Stokke. Fingrene, der var
uforholdsmæssig lange og tynde, mindede med deres brede flade Negle om
et Krybdyr. Men det mest frastødende ved denne modbydelige Skabning var
det Udtryk af ondskabsfuld Glæde, der viste sig i de tomme Øjne, medens
Munden fortrak sig til et modbydeligt Grin.
De tre Mennesker stod et Øjeblik som forstenede. Stone var den første,
der kom til Besindelse igen.
»Jeg havde Ret,« jublede han, »min Teori er bevist!«
Mere fik han ikke sagt, i næste Øjeblik var Uhyret over ham og væltede
ham omkuld.
Dillingham kunde ikke hjælpe ham, han havde nok at gøre selv. Utyskerne
kom myldrende op over Klippekanten, og de kom dumpende med høje Klask
ned fra Palmetoppene rundt omkring.
Der var ikke Tale om egentlig Modstand. Ethel blev straks slæbt af Sted,
og kort efter fik Professoren og Dillingham samme Skæbne.
De blev fuldstændig overvældede af Modstanderne, som slyngede deres
lange, tynde Lemmer omkring dem og holdt dem fast som i en Skruestik.
De maatte finde sig i at blive halet ud over Klippekanten og slæbt ned i
en stor, mørk Hule.


SYVENDE KAPITEL.
I rette Tid.

»Ser De noget, Leslie?«
»Ikke Spor, desværre, Hr. Ingeniør. Lad os prøve Lyskasteren en Gang
til.«
Det hvide, blændende Lys kastedes ud over Egnen og belyste skarpt hver
Gren og hvert Blad paa de store Træer i Skovbrynet; men intet Spor af de
savnede var at se.
Vist tyve Gange mindst havde de allerede belyst hele Omegnen, og Folkene
fra Luftskibet havde Gang paa Gang afsøgt Skoven, havde raabt og ledt
uden Resultat.
De havde fyret Revolvere og Bøsser af, men alt forgæves.
Burd og Bill kom nu netop tilbage fra en saadan Ekspedition.
»Intet, absolut intet,« meldte de sørgmodigt, »vi har gennemsøgt hele
denne Del af Skoven. Vi har intet fundet, Gud ske Lov heller ikke deres
afsjælede Legemer, men det er jo rigtignok kun en daarlig Trøst.«
»Lad os prøve Kanonen!« raabte Leslie, »hvor vi dog har været dumme,
dens stærke Knald kan da høres langt bort og lede dem paa det rette
Spor, hvis de er faret vild.«
I det samme lød der Trin udenfor.
»Hallo! Hyde! Burd!« lød Stones Stemme, og i næste Øjeblik viste han sig
paa den smalle Træbro.
»Hurra!« raabte Handerson og for ham i Møde; »hvor er de andre?«
tilføjede han, da han saa, Stone var alene.
»Hvor i al Verden har De dog været?« spurgte Hyde i Munden paa
Handerson.
»Været! Jeg har været i Fangenskab!«
»I Fangenskab! Her er altsaa Mennesker?«
»Ja, Mennesker kan man maaske nok kalde dem, en Slags menneskelignende
Uhyrer er det i hvert Fald. De er meget interessante,« tilføjede Stone
grundende, »de er vel værd at studere paa nært Hold, tilbage til dem maa
vi i alle Tilfælde, for Frøken Gray og Dillingham er i deres Vold.«
»Hvordan slap De fri?« spurgte Hyde.
»Det var Dillingham, der friede sig selv og mig, for at jeg skulde
skynde mig efter Hjælp. Han vilde absolut ned i Hulen igen for at være i
Nærheden af Frøken Gray. Han fablede om at slaa dem alle sammen ihjel
paa een Gang, en aldeles vanvittig Idé.«
»Lad os nu ikke spilde Tiden, men give os paa Vej for at frelse dem!«
raabte Hyde ivrigt.
Leslie havde allerede aabnet Ammunitionsrummet og rakte Vaaben ud til de
andre.
»Hvor mange var der?« spurgte Burd.
»Jeg antager et Par Snese,« svarede Stone.
»Well,« sagde Hyde, »lad os saa komme af Sted. Naar vi laaser Døren i
Taarnet, kan vi nok alle forlade Skibet. Det skal de nok lade være at
løbe med.«
De gik nu alle ned fra Platformen, sidst Hyde, der laasede Døren, og af
Sted gik det ud i den mørke Skov.
Det varede over en Time, inden de naaede Stedet. Stone gav dem undervejs
en udførlig Beretning, der for en Gangs Skyld var helt uden
videnskabelige Forklaringer.
»Her er Nedgangen til Hulen,« sagde Stone, da de stod foran den mørke
Aabning, som gabede dem i Møde.
De krøb alle forsigtigt ned gennem den lave Gang.
Hulen udvidede sig snart saa meget, at de kunde gaa videre oprejste.
»Tænd Lygten,« sagde Stone.
Hyde tændte sin elektriske Lygte og kastede Lyset rundt i Hulen.
Loft og Gulv var dannet af Drypsten. Væggene var helt besatte med
Krystaller af alle mulige Farver og Former. Lyset brødes i dem og
kastedes tilbage i utallige Farveafskygninger – det var som et Fepalads
fra 1001 Nat.
I Øjeblikket havde de dog ikke Tanke for dette pragtfulde Syn; de saa
sig ivrig om for at finde den rette Vej, for der førte mindst hundrede
forskellige Gange bort fra denne Hule.
»Hys!« sagde Stone, »lad os være ganske stille og lytte efter, maaske en
eller anden Lyd kan bringe os paa Sporet.«
De stod med tilbageholdt Aandedræt og lyttede; men der hørtes intet
andet end den ensformige Plasken af Vanddraaberne, der dryppede ned fra
Hulens Loft.
»Der bliver ikke andet for,« sagde Hyde til sidst med et sørgmodigt
Udtryk, »end at vi maa undersøge hver Gang for sig.«
I det samme lød der en svag Raslen, som efterfulgtes af en Række skarpe
Klik fra Bøssehanerne der spændtes.
Med Fingeren paa Aftrækkeren listede de fremad i den Retning, hvor den
svage Lyd kom fra.
Med eet snublede Hyde og faldt saa lang han var over noget, der laa paa
det glatte Gulv. De andre for til, og Leslie stødte med Kolben mod et
Legeme, der laa udstrakt paa Gulvet foran ham.
Det var et Marsvæsen med knust Hovedskal.
»Her var det,« sagde Stone, »at Dillingham slog ham i Gulvet, da han
vilde spærre Vejen for os. Vi skændtes da, om vi skulde ile hurtigst
muligt efter Hjælp eller straks trænge dybere ind i Hulen. Dillingham
holdt paa det sidste og vilde slet ikke høre paa mine Forestillinger om
det unyttige og dumdristige i hans Forslag. Til sidst vendte han mig
harmfuld Ryggen og forsvandt gennem den runde Aabning derhenne.«
»Saa maa vi den Vej!« raabte Hyde, der nu var kommet paa Benene igen, og
de trængte alle dybere ned i den mørke Gang, som mundede ud i en stor,
rund Hule, fra hvis Loft de hvide, halvt gennemsigtige Drypsten hang ned
i alle mulige fantastiske og forvredne Former. Hyde lod sin Lygte lyse
rundt i Hulen, og langt om længe opdagede de en Skikkelse, som stod med
Ryggen op mod Væggen og med en Revolver i hver Haand.
Det var Dillingham.
Det pludselige Lysskær blændede ham, saa han ikke kunde se, hvem der
nærmede sig.
»Hvor er Frøken Gray?« raabte Burd.
»Jeg har ikke kunnet finde hende,« sagde han med lav Stemme, idet han
sænkede Revolverne.
Pludselig hørtes der et skingrende Skrig, der lød som om det kom nede
fra.
»Der maa være en Hule her lige under denne!« raabte Stone.
De gav sig alle til at hugge løs paa Gulvet med Bøssekolberne, og den
skøre Kalk gav efter for hvert Slag.
* * * * *
Vi forlader nu for en Stund vore Venner i Hulen og gaar tilbage til det
Øjeblik, da Stone og Dillingham var sluppet løs, og Stone var ilet efter
Hjælp, medens Dillingham forgæves søgte efter Ethel.
Ethel, der kun havde gjort ringe Modstand, var blevet slæbt dybere ned i
Hulen end de to andre.
Først var der bælgmørkt, men efterhaanden som hun kom længere ned, blev
der lysere.
Hun befandt sig nu i en mægtig Drypstenshule, hvis Gulv og Vægge var
glatte og spejlblanke, medens der fra Loftet hang mægtige Drypsten ned i
uhyre Mængde. Hulens Baggrund var opfyldt af et mægtigt Vandfald, der
kom oppe fra Loftet og forsvandt i en stor Spalte i Gulvet.
Det var herfra, Lyset kom.
Hulen var helt fuld af de uhyggelige Marsvæsener, som allesammen
stirrede paa hende med deres udtryksløse, kolde Øjne, der sad store og
runde i de stive, ubevægelige Ansigter.
I næsten en Time stod hun saaledes, som fasttryllet til den samme Plet,
som en Fugl, der hypnotiseres af en Slanges Blik.
Der hørtes ingen anden Lyd end Vandets dæmpede Brusen.
Pludselig hørtes Støj fra Baggrunden, og alle vendte paa een Gang Øjnene
derhen.
Et stort Klippestykke var blevet væltet til Side, og der viste sig en
Fordybning i Klippen, som var stor nok til, at et Menneske kunde staa
oprejst derinde. Indersiden af denne Fordybning var besat med smaa,
brune Knopper. En svag Vandstraale begyndte at risle ned over denne
Fordybning, og Ethel saa, at de smaa Knopper begyndte at folde sig ud.
Hver af dem aabnede sig og viste sig at indeholde et lille Krebsdyr, der
var forsynet med skarpe Kløer.
Samtidig begyndte Kredsen om hende at blive snævrere. Marsvæsenerne kom
nærmere og nærmere og søgte øjensynlig at trænge hende hen mod
Fordybningen i Klippen.
En dyb Rædsel greb hende.
Det gik op for hende, at det var disse Uhyrers Mening at trænge hende
ind i Fordybningen, for saa rimeligvis at vælte Stenen for. Krebsdyrene
vilde da utvivlsomt pille Kødet af hendes Krop med deres spidse Kløer.
Hun udstødte et fortvivlet Skrig og søgte at bryde gennem Kredsen, der
langsomt indsnævredes; men det var forgæves. Uhyrerne strakte deres
modbydelige Hænder ud for at gribe hende, og hun følte, at denne
skrækkelige, grufulde Død var uundgaaelig.
Med et gennemtrængende Skrig sank hun om.
I det samme lød der en stærk Raslen og Bragen fra den modsatte Side af
Hulen.
Skulde der komme Hjælp? Hun stirrede derhen.
Hendes Plageaander stod stille og vendte Hovederne hen i den Retning,
hvor Støjen kom fra.
Det var intet overnaturligt Syn, hun saa, ingen Aand, der kom til Syne
for med et Flammesværd at befri hende, det var kun et Par ternede
Sportsbenklæder, som sad paa Benene af en Mand, der banede sig Vej ned
gennem Hulens Loft.
Der lød et vældigt Brag, og midt imellem Jordklumper og Stene kom
Dillingham hovedkulds ned i Hulen.
Han kom med utrolig Hurtighed paa Benene igen, og de andre fulgte nu
efter, een for een, med Bøsser eller Revolvere i Hænderne.
Der var et Øjeblik dødstille i Hulen, men saa genlød det store Rum af en
sand Helvedeslarm.
Knaldene fra Skydevaabnene blandedes med Modstandernes vilde Hyl og blev
tidobbelt forstærket ved det voldsomme Ekko i Hulen.
Luften blev taaget af Krudtrøgen, gennem hvilken man svagt skimtede de
uhyggelige Væseners hylende Masser og vore Venners mørke Skikkelser.
Partiet var ikke saa ulige endda, trods Marsvæsenernes uhyre Masse, for
mange af dem stod endnu som forstenede af Rædsel over Skuddene, og de,
der havde overvundet den første Skræk og rasende styrtede løs paa
Fjenden, blev holdt saa godt i Skak af de sikre Skud, at de ikke kom
Angriberne nærmere ind paa Livet.
Disse rykkede frem, Skridt for Skridt, med en Koldblodighed, der var
medfødt hos Hyde og Dillingham, og som de andre søgte at efterligne, da
de vel vidste, at ethvert Fejlskud kunde komme dem dyrt at staa.
Craddock var blevet skilt fra de andre, han stod med Ryggen op mod et
fremspringende Klippestykke, omgivet af Fjender.
Bøssen og Revolveren var for længst skudt af og derfor unyttige, og han
brugte nu de Vaaben, han havde mest Øvelse i at anvende, nemlig Næverne.
Hans store Ansigt lyste af Kampiver; det var det dejligste Slagsmaal –
det mindede ham om hans unge Dage, naar han ryddede Bulen i en East-End
Beværtning. Han anvendte alle de Kneb og Stød, der dengang gjorde ham
saa frygtet.
I over et Kvarter rasede Kampen vildt.
Snart blev de rejsende trængt tilbage af Marsbeboerne, snart skaffede
Revolverne dem atter Plads.
Selv midt i det vildeste Virvar følte Professoren en brændende Lyst til
at kaste Bøssen og bøje sig ned og undersøge Ligene nærmere.
Og Dillingham var ikke sammen med de andre. Hvor var han? Tog han ikke
Del i Kampen?
Jo, saa godt som nogen anden havde han kæmpet. Kæmpet sig frem til det
Sted, hvor Ethel var faldet om. Et Blink! Et Knald! Og han havde gjort
det af med den sidste levende Hindring, der var mellem hende og ham.
Han lagde Bøssen fra sig og bøjede sig ned over hende, der laa
bevidstløs paa Gulvet. Han vædede sit Lommetørklæde og lagde det paa
hendes Pande, løftede derpaa forsigtigt hendes Fødder op fra Gulvet for
atter at bringe Blodet tilbage til Hjernen.
Et Øjeblik efter slog hun Øjnene op, netop som et Triumfskrig fra de
andre forkyndte, at Fjenden nu for Alvor veg tilbage.
Hurtig greb han atter sin Bøsse og hjalp til at trænge Fjenden helt ud
af Hulen.
Nu gjaldt det om et hurtigt Tilbagetog.
En løs Klippeblok og en Del faldne Fjender blev stablet op under Hullet
i Loftet. Hyde svingede sig op og tog mod Ethel, der blev løftet op til
ham af Dillinghams stærke Arme.
Den sidste var lige sluppet op, da Hylene lød nede fra Hulen med fornyet
Kraft. Fjenderne vendte tilbage. Stone kastede gennem Hullet et Blik ned
i Hulen, som nu atter var opfyldt af Marsvæsenerne, der alle var væbnede
med lange, glinsende Metalspyd.
I det samme lød Hylet ogsaa fra en af Gangene bag ved dem.
»Af Sted!« raabte Hyde, og af Sted gik det i vild Flugt, under
øredøvende Hyl.
Paa Grund af, at Væggene kastede Hylene tilbage, var det umuligt bestemt
at afgøre, hvor Fjenderne vilde komme fra. Hidtil havde de heldigt
undgaaet dem, og de skimtede allerede forude et svagt Lysskær, saa at de
maatte være i Nærheden af Hulens Indgang, da der med eet viste sig et
rødt Skær foran dem.
Fjenden nærmede sig altsaa fra mere end een Side.
»Ned bag Stenene!« kommanderede Stone, og et Sekund efter laa de alle
skjult bag nogle Klippestykker.
I Gangen lige foran dem viste der sig et af Uhyrerne med en Fakkel i
Haanden, han saa sig spejdende omkring.
Hyde greb Dillingham i Armen og viste med Hovedet hen mod en anden Gang
lige over for den, hvor Manden med Faklen stod.
Dillingham forstod ham og lod den tavse Ordre gaa videre.
Der viste sig endnu en Skikkelse ved Siden af den anden; de saa sig
begge omkring, uvisse om, hvor de skulde søge de Fjender, der havde
revet deres Offer ud af Hænderne paa dem.
Et Par skarpe Knald gjorde en brat Ende paa deres Tvivlraadighed, men
paa samme Tid rigtignok ogsaa paa deres Tilværelse. Faklen faldt ned paa
det fugtige Gulv og slukkedes.
De for nu alle tværs over Hulen hen mod den snævre Gang, Hyde havde
peget paa. De forsvandt gennem den ind i Mørket og rutschede til sidst
ned ad en Skrænt. Her fandtes en Indgang med mægtige Klippeblokke, der
næsten skjulte den udefra.
»Løb!« raabte Hyde til de andre, »jeg kommer straks.«
Han bøjede sig ned og anbragte en lille Genstand under en af de store
Stene, saa famlede han med en Traad og en Tændstikæske og løb saa efter
de andre.
Det Brag, der hørtes, fortalte, hvad han havde gjort. De skuffede Hyl
indefra viste dem, at de var i Sikkerhed.
Kort efter var de i Skoven, hvor den friske Luft til Dillinghams Fryd
bragte Ethel helt til Bevidsthed igen.


OTTENDE KAPITEL.
Fauna og Flora.

Af Professor Marcus Stones Optegnelser. (Brudstykker.)

31/10.
Det er i Sandhed et Herkulesarbejde at klassificere Dyreverdenen
heroppe.
Jeg havde ment, at de forskellige Former, selv om der naturligvis var
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 4
  • Parts
  • Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 1
    Total number of words is 4553
    Total number of unique words is 1522
    44.4 of words are in the 2000 most common words
    61.3 of words are in the 5000 most common words
    69.9 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 2
    Total number of words is 4650
    Total number of unique words is 1390
    49.5 of words are in the 2000 most common words
    66.2 of words are in the 5000 most common words
    74.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 3
    Total number of words is 4688
    Total number of unique words is 1405
    47.5 of words are in the 2000 most common words
    63.9 of words are in the 5000 most common words
    71.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 4
    Total number of words is 4655
    Total number of unique words is 1446
    47.0 of words are in the 2000 most common words
    64.3 of words are in the 5000 most common words
    73.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 5
    Total number of words is 4777
    Total number of unique words is 1373
    49.0 of words are in the 2000 most common words
    65.9 of words are in the 5000 most common words
    73.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 6
    Total number of words is 4807
    Total number of unique words is 1371
    50.0 of words are in the 2000 most common words
    66.3 of words are in the 5000 most common words
    75.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 7
    Total number of words is 4769
    Total number of unique words is 1372
    50.1 of words are in the 2000 most common words
    67.7 of words are in the 5000 most common words
    77.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 8
    Total number of words is 4113
    Total number of unique words is 1347
    50.1 of words are in the 2000 most common words
    65.6 of words are in the 5000 most common words
    74.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.