Med Luftskib til Mars: Fantastisk Fremtidsfortælling - 1

MED LUFTSKIB TIL MARS

FANTASTISK FREMTIDSFORTÆLLING
AF
N. MEYN og A. KLINGSEY
MED TEGNINGER AF K. HANSEN REISTRUP

KØBENHAVN
TILLÆG TIL »BØRNEBLADET«
CHR. ERICHSENS FORLAG
1911

CITYTRYKKERIET
LAUR. MADSEN & VALD. CARLSEN


FØRSTE KAPITEL.
Planen.

»Al Respekt for Deres Dygtighed, kære Professor; men er den Plan ikke
vel ... ja, skal vi sige »original«?«
»Nej, kære, den er virkelig for dristig for et almindeligt Menneske!«
»Jeg ser allerede i Aanden en Notits i »Daily Mail«: Vi beklager at
maatte bringe den sørgelige Efterretning, at den berømte Astronom,
Professor Marcus Stone, er blevet indlagt paa en Sindssygeanstalt som
uhelbredelig.«
De tre Herrer, der var saa rørende enige om det Forslag, den fjerde
tilstedeværende var kommet med, var ellers saa forskellige som vel
muligt.
Den, der først havde talt, var Civilingeniør John Hyde. Han var, hvad
man kalder »en ægte Engelskmand«, rolig og tilbageholdende. Ansigtet med
det brede, kraftige Kæbeparti tydede paa Villie og Energi.
Den anden af de talende var aabenbart Officer. Hans runde, godmodige
Ansigts sunde, friske Farve og hans kraftige og smidige Legeme viste
tydeligt, at han tilbragte største Delen af sin Tid med Sport i fri
Luft. Sport var ogsaa hans Hovedinteresse, og de Steder, den udøvedes,
var hans Yndlingsopholdssteder. For øvrigt havde han et storartet Humør
og en god jævn Forstand.
Hans Venner kaldte ham »lille Dick«, men naar han blev forestillet for
fremmede, hed han Premierløjtnant i Marinen, Richard S. Dillingham.
Den tredie, der strakte sin temmelig lille Person i en magelig
Kurvestol, var noget ældre end Dillingham. Han var en sirlig Skikkelse
med et skarptskaaret Ansigt og et Par lystigt blinkende graa Øjne bag
Guldbrillerne. Paa hans Visitkort stod: Dr. med. William Burd, og der er
ingen Grund til at tro, at han hed noget andet.
Naar vi forestiller den fjerde af de tilstedeværende til sidst, er det
ikke, fordi han er en underordnet Person; tværtimod: Professor Marcus
Stone var absolut den mest fremtrædende i det lille Selskab, baade fordi
han var Professor, fordi han var berømt, og fordi han kunde raabe højest
og tale uafbrudt, næsten uden at trække Vejret. Han var berømt i
videnskabelige Kredse for sin store Dygtighed, og han var frygtet, fordi
han altid var ubehagelig, – et Ordskifte med ham endte før eller senere
med Klammeri.
»Nej, kære Professor,« bemærkede Burd, »det er min Overbevisning, at det
moderne Luftskib vil faa overordentlig stor Betydning, større end de
fleste aner; men en Rejse til Mars tror jeg i alt Fald ikke, det kan
bruges til paa sit nuværende Standpunkt. Det er for fantastisk en
Tanke.«
»Men Herregud!« udbrød Stone, »hvor tidt skal jeg sige Dem, at her er
ikke Tale om et Jules Vernesk Fantasifoster, men om et videnskabeligt
Eksperiment, der er teoretisk klargjort og praktisk udførligt. Men der
_er_ selvfølgelig en vis Risiko.«
»Risiko,« snærrede Doktoren, »naar man falder ned fra Eiffeltaarnet, er
der ogsaa »en vis Risiko«. Det er Hip som Hap!«
»Men er her da ikke et fornuftigt Menneske?« stønnede Stone med
himmelvendte Blikke.
»Nej,« erklærede Dillingham, »hvis denne Plan er Fornuft, saa er vi
andre Idioter. Naa, det har De for Resten saa tidt ladet mig høre, saa
hvorfor ikke nu? Dør vi, saa ...«
»Saa falder vi som Ofre for Videnskaben,« afbrød Stone begejstret.
»Saa falder vi som Ofre for vor Tillid til Dem,« sagde Burd, »men lad os
høre Planen, saa kan vi bagefter kritisere.«
»Vi skal selvfølgelig benytte Hydes Luftskib – paa hvilken Maade skal
jeg nu have den Ære at forklare Dem.«
Professor Stone trak en Pakke Papirer op af Inderlommen og begyndte:
»Som De ved, mine Herrer, eller rettere sagt, som De burde vide, drejer
Jorden sig i en Ellipse omkring Solen. Foruden Jorden kredser der en hel
Del andre Planeter omkring Solen, og den nærmeste af dem er Mars, der er
15 Millioner Kilometer fra os, naar den er os nærmest. Aarsagen til
denne Kredsen er den saakaldte »almindelige Tiltrækning«, som nærmere
bestemmes ved Hjælp af Newtons Lov. Mere derom ved indtil Dato kun jeg,
og jeg skal nu nærmere udvikle min Teori for Dem.
Som De ved, defineres denne Tiltrækning som Enhed af Elektricitet ...«
»Kan De ikke udtrykke Dem lidt mere populært?« afbrød Dillingham, »for
Resten er det os nok, at Planeterne i det hele taget kredser, lad os
bare slippe for Grunde. Fortæl os hellere straks, hvordan De har tænkt
Dem, vi skal komme til Mars?«
»Det er ubegribeligt,« vrissede Stone, »hvor lidt en logisk Udvikling
interesserer Dem, og jeg skal derfor fatte mig i Korthed.
Jeg har udfundet, at der gaar en elektrisk Strøm fra den ene Planet til
den anden, naar de er i en vis, bestemt Stilling. Staar de anderledes
for hinanden, gaar Strømmen derimod fra den anden til den ene. Et
elektrisk Legeme, som findes i Æteren, vil som Følge heraf bevæge sig
med en Hastighed, der forholder sig omvendt som Kvadratet paa Forholdet
mellem sin Masse og Jordens Masse i 3. Potens.
Kraften vil efter mine Beregninger udgaa fra Øen Staffa og have sin
Maksimumsværdi den 17. Oktober.
Med et Legeme af passende Vægt vil man kunne faa Forbindelse med Mars!«
Stone tav og saa sig omkring. Hyde sad med et Stykke Papir og forsøgte
at danne sig en Figur af den omtalte Tiltrækning. Dillingham saa alt
andet end begavet ud, det gik over hans Forstand.
Der blev en længere Pavse, saa tog Burd Ordet:
»Hvis dette er rigtigt, hvorfor har De saa ikke offentliggjort Deres
Teori?«
Stone maalte ham med et foragteligt Blik:
»Tror De, jeg gør noget halvt? Naar man har en Sætning, maa der ogsaa
følge et Bevis. Min Teori kan ingen kontrollere Rigtigheden af; men kan
jeg komme til Mars og tilbage derfra, er der jo et uomstødeligt Bevis,
ikke sandt?«
»Ja, hvis De kan det,« sagde Burd med et Smil, der øjeblikkelig bragte
Stone i Harnisk.
»Kan!« raabte han, idet han for op, »jeg kan, og De og Hyde og
Dillingham kan komme med. Hyde giver os Midlet dertil.«
»De mener altsaa virkelig at kunne bruge mit Luftskib til den Rejse?«
spurgte Hyde.
»Jeg ikke blot mener det, men jeg ved det,« raabte Stone; »jeg har set
af Deres Tegninger og Udkast, som De var saa god at laane mig, at Skibet
med Hensyn til Vægt, Rumfang og Stof, forarbejdet som det er af hærdede
Staalplader, vil egne sig udmærket til Udførelse af min Plan. Stiger vi
op fra Staffa om godt 24 Uger, den 23nde September Kl. 1⁵⁷ om Natten,
vil vi kunne naa Mars paa ca. 11 Dage med en Fart af omtrent
1,363,636,₃₆₄ km pr. Dag. Denne Fart vil muliggøres ved de
polarelektriserede Æterdele. 4 Maaneder efter vil Kraften have modsat
Retning som Følge af, at de to Planeter atter fjerner sig fra hinanden.«
»Selv om dette virkelig var muligt,« indskød Burd med et overlegent
Smil, »saa kunde det ikke udføres af andre Grunde. De har glemt den
uendelig lave Temperatur, som hersker i Rummet. Vi vilde jo fryse ihjel,
saa snart vi var uden for Atmosfæren, og desuden vilde vi snart forbruge
Luften i Skibets Indre.«
»Det er taget med i Betragtning! Det er alt sammen taget med i
Betragtning,« raabte Stone triumferende. »Gnidningen mellem Skibet og de
elektriske Smaadele vil frembringe en Temperatur paa 18⁷⁶ Grader Celsius
i det indre. Desuden er Skibet konstrueret saaledes, at det kan
indeholde en Luftforsyning for 25 Dage.«
»Men kan vi aande i Mars’s Atmosfære?« spurgte Hyde.
»Hvis De havde læst mit Værk om Spektralanalysen af Planetatmosfæren,«
svarede Stone overlegent, »vilde De i 7ende Bind nederst Side 347 have
fundet, at Atmosfæren paa Mars indeholder de samme Stoffer som
Jordatmosfæren, nemlig: Ilt, Kvælstof ...«
»Tak! Tak! Jeg er overbevist,« raabte Hyde.
»Og De, Doktor,« spurgte Stone, »har De mere at indvende?«
»Nej, aldeles ikke, jeg er ganske vundet for Deres Plan.«
»Jeg gaar med til alt,« udbrød Dillingham, »gaar det, saa meget des
bedre, saa faar jeg min Del i Berømmelsen, og gaar det ikke, saa falder
jeg, som Professoren før bemærkede, som et Offer for Videnskaben, som
jeg ganske vist egentlig ikke havde tænkt mig skulde blive Aarsag til
min Død.«
»Altsaa, alvorlig talt, mine Herrer, skal vi saa vove et Forsøg?«
spurgte Stone højtideligt.
»Vedtaget!« raabte de tre andre som med een Mund.
»Lad os da, inden vi skilles, benytte Tiden til et lille Overslag over,
hvad vi skal have med, og det vilde maaske ogsaa interessere Dem at gøre
nærmere Bekendtskab med Skibet?«
Stone satte sig ned og overlod Hyde Ordet.
Denne rejste sig og tog et Stykke Papir frem, som han foldede ud paa
Bordet.
Det var en simpelt udført Tegning af hans Luftskib, set i Gennemsnit.
»Skibet er bygget af tynde, hærdede Staalplader,« sagde Hyde, »og det
har Form omtrent som en moderne Undervandsbaad. Foroven har vi
Platformen (P), hvorfra Døren (D) fører ind i Taarnet (T), hvor
Styremekanismen (L) samt en mindre Maskinkanon (K) er anbragt. Fra
Taarnet fører der en Trappe (6) ned i det indre, der er delt i to
Etager. I øverste Etage findes et stort Lukaf (7) til Folkene. Derpaa
kommer et større Lokale, eller rettere sagt en Salon (S), og
Observationsrummet (O) med en Rude (R). Helt forude findes et Magasin
(A) til Vaaben og Ammunition o. s. v. I den nedre Etage findes et
Forraadskammer (F) samt Beboelsesrummene (1, 2, 3, 4) og endelig
Køkkenet (5).
[Illustration: Hydes Tegning af Luftskibet, set i Gennemsnit.]
Helt agterude findes Maskinen (M). Skibet styres af et stort, lodret Ror
(R) og drives opad og fremad i Luften ved Hjælp af et stærkt sammensat
System af Skruer (Skr.). Maskinen drives med Kul, der frembringer
Elektricitet, hvorledes skal jeg ikke trætte Dem med. Kullet faas fra
Luftens Kulsyreanhydrid, som spaltes i Kul og Ilt af selve Maskinen. Den
giver os derved ny Ilt, som vi i vore Lunger igen »omdanner« til
Kulsyre. Et saare sindrigt Princip, ser De.«
De andre nikkede bifaldende.
»Undskyld,« afbrød Stone, idet han rejste sig og saa paa sit Ur, »men
jeg maa desværre forlade Dem nu, jeg skal op paa Observatoriet og banke
Astronomi ind i Hovedet paa den ny Assistent, der skal vikariere for
mig, medens jeg er borte. Videnskaben hernede paa Jorden maa ikke
forsømmes, medens vi foretager vor Luftrejse. Jeg foreslaar, at vi
træffes her igen paa Mandag for at tale videre om vort Foretagende.«
De tre Herrer var enige med Stone, og han forlod dem med et kort: »Paa
Gensyn!«
»Han er en stor Mand,« sagde Burd. »Mon hans Plan virkelig skulde kunne
udføres? Det vil blive interessant at erfare, hvorledes der ser ud paa
Mars.«
»Jeg har en Fornemmelse, som om jeg havde drukket for meget,« sagde
Hyde, »det svimler ligefrem for mig ved den blotte Tanke om denne Plan.
Jeg har tidt sejlet gennem Luften med en Flyvemaskine; men gennem
Verdensrummet med Luftskib! – Det er mere, end jeg kan fatte i
Øjeblikket.«
»Naar bare der er god Jagt deroppe,« sagde Dillingham, »saa skal jeg
være glad. Tænk, at kunne jage gennem fantastiske Skove efter sjældent,
ukendt Vildt, ja maaske efter et eller andet glubende Uhyre; det kan
give Anledning til Kamp og Spænding.«
Han anede ikke paa dette Tidspunkt, hvilke spændende Kampscener der
ventede ham paa den fjerne Planet.


ANDET KAPITEL.
Forberedelserne.

Paa Duncan og Deans store Maskinværksted i Greenwich var der stor
Travlhed.
Der byggedes Luftskibet under Ledelse af Hyde selv, der sværtet og sodet
tumlede med de store Metalplader saa godt som nogen menig Arbejder.
Selve Stellet og den ydre Skal byggedes af hærdet Staal, medens alle
Skillevægge i det indre var af Aluminium.
Det havde først været Hydes Hensigt at konstruere Luftskibet til
Krigsbrug med en Kanon af svær Kaliber i Taarnet. Nu erstattedes Kanonen
af en lettere Maskinkanon.
Saavel hans eget Land som Europas øvrige Stormagter havde budt ham
fabelagtige Summer for hans Skib, og han havde været lige ved at afhænde
det, ufærdigt som det var, da Stone gjorde ham det Forslag at benytte
det til deres eventyrlige Rejse til Mars.
Hyde afbrød da alle Forhandlinger med andre; for det første fordi han
var stærkt interesseret i Stones Plan, og dernæst fordi han vidste, at
Skibet efter en saadan Rejse vilde faa mindst tidobbelt Værdi.
To Maaneder efter den berømmelige Aften, da Stone udviklede sine Planer
for sine dengang skeptiske, men nu begejstrede Venner, fejredes Skibets
Fuldendelse ved et Glas Champagne, – man »holdt Rejsegilde«, som
Doktoren sagde.
Om Natten foretoges en Prøvetur, der forløb fuldkommen
tilfredsstillende. Man fløj om Natten for ikke at vække Opsigt, og da
Dagen brød frem, laa Skibet, der var blevet døbt »Meteor«, sikkert
indhyllet i svære Presenninger i et Skur en god Mils Vej fra London.
Det gjaldt nu om at faa en Besætning, der var til at stole paa.
Hyde hyrede straks en Mand ved Navn Leslie, en ganske udmærket Mekaniker
og Maskinist, der i en lang Aarrække havde været Formand paa Duncan og
Deans Maskinværksted. Han var villig til at tage med de fire Venner.
Dillingham skaffede to Mænd, hans Tjener Handerson og hans forhenværende
Oppasser Bill Smith.
Dertil kom Dick Craddock, som det nok er værd at ofre et Par Ord paa.
Da han for en Maaned siden var kommet til London, ejede han med
Undtagelse af en Jakke, en snavset Skjorte, et Par Benklæder og et Par
lasede Støvler samt en dito Kasket – akkurat lige saa meget, som da han
for 44 Aar siden første Gang saa Dagens Lys. Han havde som Sømand været
Jorden rundt adskillige Gange, han havde set sig omkring i Verden og
oplevet meget. I de kolde nordlige Have havde han slynget Harpunen i den
mægtige Hval. Han havde gravet Guld baade i Nordamerika og Australien,
og han havde kæmpet paa Liv og Død med malajiske og kinesiske Sørøvere.
Der var kort sagt næsten ikke den Ting, en Sømand kan opleve, som han
ikke havde været med til, ikke blot i Fantasien, som saa mange, der
»spinder en Ende« i Kammeraternes lyttende Kreds, nej, han havde oplevet
det alt sammen i Virkeligheden.
Han havde tjent sig en pæn lille Sum Penge i Tidens Løb, men havde
letsindigt sat dem til ved en Ekspedition til det indre Peru for at
opsøge en stor indiansk Skat fra Inkaernes Tid.
Resultatet blev, at han maatte vende hjem til England for at begynde
helt forfra og endda være glad, han slap derfra med Livet.
For at friste Livet havde han maattet tage Plads som slet og ret
Kulsjover, da han en Dag saa et Avertissement i en Avis. Det var
indrykket af Hyde, og der fremhævedes, at man havde Brug for en modig,
erfaren og paalidelig Mand, der ikke var Familieforsørger.
Craddock meldte sig straks i Hydes Lejlighed i Kensington Road.
Hyde fandt ham ikke særlig tiltalende ved første Øjekast paa Grund af
hans smudsige og mangelfulde Paaklædning; men da han havde talt lidt med
Manden, opdagede han snart, at han forstod sig en hel Del paa Mekanik og
var kløgtig, kvik og erfaren, og saa sagde Hyde til sig selv, at Snavs,
selv om det er nok saa gammelt, dog neppe sidder mere fast, end at det
kan vaskes af. Da denne hans Hovedanke mod Manden altsaa forholdsvis let
kunde fjernes, saa antog han ham paa Stedet og sendte ham bort, for at
han kunde foretage de meget nødvendige Forbedringer i sit Udseende og i
sin Paaklædning.
Nu var alt i Orden, og man ventede kun paa den Nat, der var fastsat for
Opstigningen.
Udrustningen havde man helt overladt til Dillingham, der havde skilt sig
mesterlig fra denne Opgave. Der hang et helt Arsenal af Vaaben i
Magasinet. Der var et Jagtgevær, en Martini-Henry Riffel og to store 12
m/m Revolvere pr. Mand, og foruden Ammunitionen til alle disse Vaaben
var der store Kasser Patroner til Maskinkanonen i Taarnet.
I et Hjørne stod en sort Læderkasse med to særlig fine
Browning-Revolvere; de var Dillinghams personlige Ejendom og Genstand
for hans Stolthed og varmeste Kærlighed.
Saa man ind i Proviantrummet, skulde man tro, man befandt sig i et
første Klasses Viktualie- og Delikatesselager, at dømme efter
Indskrifterne paa de utallige Daaser med henkogte Sager.
De forskellige Lukafer og Salonen var udstyret bekvemt og hyggeligt, og
det var ikke med saa lidt Stolthed, at Dillingham fremviste disse
Resultater af sin Smag og sin praktiske Sans for sine tre Venner.
Doktoren og Hyde var begejstrede; men Stone saa kun flygtigt paa det alt
sammen og syntes at tænke paa ganske andre Ting. Alt dette var for ham
kun kedelige Biting, uundværlige, men ligegyldige Stationer paa hans Vej
mod det store Maal.
Observationsrummet var det eneste Rum i hele Skibet, der var aflaaset,
og Nøglen laa i Stones Lomme. Hele Rummet var fyldt med Kikkerter,
Theodoliter, Penduler og alle andre fysiske og astronomiske
Instrumenter.
Herinde stod ogsaa Professorens store Spektroskop, et uhyre kostbart
Instrument med hans Navn indgraveret i en Sølvplade paa Fodstykket.
Det var en Gave fra samtlige Videnskabsmænd i Europa som Anerkendelse af
hans Værk om Planeternes Spektra, og det var hans kæreste Eje.
Han tænkte med Fryd paa at kunne faa Jordens Spektrum at se fra Mars.
Dillinghams Tjener, Handerson, kom ikke længere end til Proviantrummet;
der blev han staaende, fortabt i Beskuelsen af al den dejlige Mad og i
Beregninger af, om det nu ogsaa vilde være tilstrækkeligt, eller om de
skulde blive nødt til at tage for sig af Marsdyrenes forhaabentlig
velsmagende Kød.


TREDIE KAPITEL.
En Passager i sidste Øjeblik.

I en lille Kro, en engelsk Mil fra det Sted, hvor Luftskibet var
fortøjet, gik Værten den Aften, Afrejsen skulde finde Sted, og dækkede
et Bord til fire Personer. Han var lige bleven færdig og havde kastet et
sidste, prøvende Blik paa Anretningen, da et Hornsignal hørtes, og
straks efter rullede en stor, blaa Automobil op foran Døren. Chaufføren,
Dick Craddock, sprang ned og aabnede Døren for de fire rejsende, som een
efter een kom frem fra Vognens Indre.
»Er Maden færdig, Johnson?« spurgte Ingeniøren.
»Vær saa artig, mine Herrer!« svarede Værten og bukkede dybt, »den har
staaet færdig i lang Tid.«
»Saa er den vel kold,« brummede Professoren, idet de tog Overtøjet af.
»Kold eller ikke kold,« sagde Doktoren, »saa er jeg sulten, og vi har
ikke alt for god Tid. Jeg haaber ikke, vi bliver forstyrret?«
Dette Haab skulde nu imidlertid ikke gaa i Opfyldelse. Neppe havde de
sat sig til Bords, før det velkendte skrattende Signal atter lød derude.
»Hvad er nu det?« sagde Hyde.
»Formodentlig Værtens Poder, der morer sig,« mente Doktoren.
»Nej, det er ikke vort Horn. Her er nok god Søgning i Aften.«
Dillingham, som sad nærmest Døren, aabnede den og saa ud. Doktoren
bøjede sig fremover og fik Øje paa den ærbødigt bukkende Vært, som stod
og talte i en sagte Tone med en foreløbig usynlig fremmed. Et Øjeblik
efter viste denne sig i Spisestuedøren. En høj, mager Skikkelse i en
lang Ulster, et skarptskaaret Ansigt med en bestemt Mund og en let bøjet
Næse. Overansigtet kunde man ikke rigtig se, da det dækkedes af Skyggen
af en graaternet »Sixpence«, som det ikke i mindste Maade faldt Ejeren
ind at tage af.
Han stod lidt og saa stift paa vore Venner, saa drejede han rundt paa
Hælen og gik atter ud i Forhallen.
»Hvem var den Gentleman?« spurgte Professoren med et Tryk paa Gentleman,
der sagde det samme som »Gaaseøjne« i Skrift, og højt nok til, at den
fremmede kunde høre det.
Værten lukkede forsigtigt Døren.
»Det er Inspektør Mac Carty,« sagde han og bukkede uvilkaarlig lidt.
»Mac Carty, hvem er det?«
»Nej, ved De nu hvad, Professor,« sagde Hyde, »kender De virkelig ikke
Scotland-Yards dygtigste Mand?«
»Nej, og efter hvad jeg har set til ham og hans Høflighed, bryder jeg
mig heller ikke om at komme til det.«
»Hvad vil han her?« spurgte Dillingham.
»Han er her saamænd med en Dame,« svarede Værten.
»En Dame,« sagde Burd, »det maa være behageligt for hende, hvis han
altid har det Ansigt paa!«
»Hun er her heller ikke med sin gode Villie,« sagde Værten atter, »det
er Ethel Gray.«
Ved dette Navn for Hyde i Vejret med et lille Udbrud; Burd syntes at
anstrenge sin Hukommelse, mens Stone og Dillingham saa spørgende paa
hinanden.
»Frøken Gray,« udbrød Ingeniøren, »kan De ikke huske det Navn?«
»Gray! Gray!« mumlede Stone, »det hed den Mand, som paastod, at min
Spektralanalyse ikke –!«
»Ja, men det har hun ikke noget at gøre med,« afbrød Dillingham, idet
han rakte sin lærde Ven en ny Tallerken, »analyser De foreløbig denne
Suppe, jeg haaber ikke, De vil finde, den indeholder alt for meget Vand.
Og lad os saa høre, hvad Ingeniøren har at berette.«
Hyde saa sig om: »Sidder her virkelig tre Englændere, som ikke husker
den store Sag mod Ethel Gray for et Aar siden?«
»Jeg var ude med »Edward VIII« den Gang, jeg er undskyldt,« sagde
Dillingham.
»Men De da, Burd?«
»Jeg husker nogle fede Overskrifter i »Daily Mail«, ikke andet, jeg var
optaget paa Charing-Cross, da Sagen stod paa, og læste meget lidt. Hvad
var det for Resten?«
»Giftmord!«
»Fy for en Ulykke!«
»I det mindste erklærede Juryen hende skyldig; nogen Tilstaaelse aflagde
hun ikke; men Kendetegnene paa hendes Brøde var for stærke.«
»Lad os høre om de Kendetegn; det begynder at interessere mig,« sagde
Dillingham.
Hyde fortsatte:
»Jeg fik ligesom Burd først Kendskab dertil gennem Aviserne. De
fortalte, at Sir Rupert Stafford var død i en Alder af 60 Aar Natten
mellem 9. og 10. November, tror jeg det var. En Lægeundersøgelse viste,
at Døden var indtraadt som Følge af, at han havde faaet for stor en
Dosis Morfin. Vor elskværdige Ven fra før fik Undersøgelsen overdraget,
og det endte med, at han arresterede Frøken Ethel Gray som mistænkt for
at have forøvet Mordet. Hertil havde han følgende Grunde: Frøken Gray
var Sir Ruperts nærmeste Slægtning og tillige hans Universalarving. Ved
hans Død vilde hun altsaa foruden at være en af de smukkeste tillige
blive en af de rigeste unge Piger i England.
Et halvt Aars Tid, før Mordet fandt Sted, kom det til et Brud mellem den
gamle Herre og hans smukke Arving, og Følgen blev, at hun rejste bort og
tog Plads paa et Kontor. Den gamle Sir Rupert skal nemlig have været alt
andet end behagelig at omgaas.
Men saa nogle Maaneder efter blev han meget syg, og hun opsagde straks
sin Plads for at kunne komme og pleje ham. En Tid saa det ud til, at han
skulde gaa bort; men han havde et kraftigt Legeme og bedredes atter saa
meget, at der var al Udsigt til, at han skulde leve, skønt det
naturligvis ikke var udelukket, at han kunde faa et Tilbagefald. Den
unge Dame, som aabenbart længtes meget efter hans Penge og blev skuffet
ved at se, at der maaske kunde gaa mange Aar endnu, før hun fik dem,
menes saa at have ryddet ham af Vejen.
Beviserne for hendes Skyld var saa store, at en Tilstaaelse ikke var
nødvendig.
Hun var altid om den syge, hun tilberedte hans Medicin og hans
Maaltider; hun var den, som havde Fordel af hans Død. Dertil kommer saa,
at man fandt Morfinpulvere i hendes Gemmer, og at en fjern Slægtning af
den afdøde, som havde været der i Huset paa samme Tid, aflagde Ed paa,
at han gennem Vinduet havde set hende komme et Pulver i den syges Glas.
Hun blev dømt til, jeg ved ikke hvor mange Aars Fængsel, men blev
imidlertid syg og laa paa Hospitalet i lang Tid.
Men nu er hun altsaa rask og er her sandsynligvis paa Vejen til sit
fremtidige Opholdssted.«
Medens Hyde fortalte, var de blevet færdige med Middagen, og knap var
den sidste Bid Mad forsvundet, før Stone saa paa sit Ur og sagde:
»Opbrud, mine Herrer!« Man rykkede Stolene tilbage og skyndte sig ud.
Medens de andre hurtig kom i Tøjet og skyndte sig ud til Bilen, voldte
et drillende Overfrakkeærme Dillingham en Del Besvær, og han var alene
tilbage i Forhallen, da han hørte Trin bag ved sig. Han vendte sig
hurtig om.
Nogle Alen fra ham stod en svær Mand, øjensynlig en civilklædt Betjent,
og ved Siden af ham en slank Ungpigeskikkelse i en lang Kaabe med Hætte;
denne var gledet lidt bagud, og Dillingham saa et smukt, fint Ansigt med
et Væld af blond Haar og et Par klare, blaa Øjne.
Morderske eller ikke; han følte pludselig en dyb Medlidenhed med den
smukke Pige, og han tog Hatten af og bukkede dybt, idet han gik forbi.
Hun besvarede hans Hilsen med en yndefuld Bøjning af Hovedet, medens
Betjenten tog sin Inspektør til Forbillede og lod, som han ingenting
saa.
I det samme lød Professorens skarpe Stemme ude fra Bilen: »Naa, Hr.
Dillingham, kommer De snart?« Og med et Ryk vendte Dillingham sig og
skyndte sig ned til sine Fæller.
10 Minutters Kørsel bragte dem til Bestemmelsesstedet.
Craddock kørte Bilen ind i et Skur i Nærheden, og derefter gik de alle
hen mod Luftskibet. Træhallen var bleven fjernet, og det store
Staallegeme laa nu frit. Leslie og Smith modtog dem ved den smalle
Træbro, som førte op til Platformen.
»Alt i Orden!« meldte Maskinmesteren.
Snart stod de alle oppe paa Uhyrets flade Ryg.
»Om et Kvarter maa vi af Sted,« sagde Professoren. »De ved jo, mine
Herrer, at her maa vi være præcise. Et kvart Minut maa det afvige, men
absolut ikke mer.«
»Det er bedst endnu en Gang at efterse Maskinen,« sagde Hyde, hvorpaa
han og Professoren forsvandt, fulgt af Leslie og Craddock. Alt var i den
skønneste Orden, som Leslie havde sagt.
Dillingham og Doktoren stod imedens oppe paa Platformen og stirrede ud
over det mørke Land rundt omkring – det Land, som de ikke skulde gense i
lang Tid, hvis Ekspeditionen lykkedes, og aldrig, hvis den mislykkedes.
Langt borte ude paa Landevejen skinnede to lyse Punkter, som stadig kom
nærmere.
»Der har vi vor Ven Politimandens Bil,« sagde Doktoren, »han længes nok
svært efter at aflevere sin Fange. Sikken Fart han har paa!«
»Man maa haabe for ham, at han har en dygtig Chauffør, ellers klarer han
ikke Svinget i Hulvejen, hvis han da ikke vil bremse,« sagde Dillingham.
Men Automobilen sagtnede ikke, den for af Sted i vanvittig Fart. Saa
forsvandt den i Hulvejen, kom igen til Syne i det farlige Sving, og saa
–!
Doktoren gav et Udraab, idet Braget fra den mørke Masse, der væltede,
naaede hans Øren.
Lyden af Glas, som knuses, og Lyden af de to Hjul, som snurrede susende
rundt i Luften med tidobbelt Fart, naaede deres Øren.
»Nu behøver de vist ikke at bekymre sig mere om den stakkels Pige,«
sagde Doktoren.
»Jo,« raabte Dillingham, »hun er fri. Se, der løber hun! Hurra!«
»Det er ikke noget at raabe Hurra for,« sagde Doktoren, »for der har vi
ogsaa Inspektøren!«
Den unge Pige fløj som en Hind hen over Marken, lige ned mod vore
Venner. Men Inspektøren vandt hurtigt og sikkert ind paa hende.
Dillingham støttede sig mod Rækværket og knugede de tynde Metalstænger.
Han havde mest Lyst til at springe ned og hjælpe hende, som løb der,
snublende over Pløjejorden.
Han blev imidlertid brat afbrudt i sine Tanker.
»Ja, mine Herrer,« lød Professorens Røst fra Døren til Taarnet, »nu er
der kun tre Minutter igen.«
»Tre Minutter,« raabte Dillingham, »ja men vi kan da ikke ...«
Hans Blik ud over Marken udtrykte lige saa tydeligt som Ord, hvad han
mente.
»Er De gal!« raabte Stone, »tror De, vi kan risikere, at hele vor Plan
ryger i Lyset. Kast Fortøjningerne løs derhenne!«
Handerson og Smith gav sig i Lag med Staaltovene.
Den unge Pige havde nu faaet Øje paa Luftskibet og styrede lige hen mod
Broen.