Kort og sandfærdig Beretning om den vidtudraabte Besættelse udi Thisted - 5

agtede at gaa til Alters, ja endog undertiden paa den samme Dag, og
det ikkun en ad Gangen under Prætekst[170] at lade sig overhøre. Naar
de nu ikke kunde svare til hans Spørgsmaal, hed det, at de skulde
have en faderlig Revselse, hvilken, som før er meldt, bestod i nogle
Smæk af et lille Ris og derpaa af hans Haand paa deres bare Rumpe.
Og, naar de da af Blyfærdighed vægrede sig herudi, svarede han, at
han var deres Fader og Lærere, de maatte ikke sige hannem imod,
ligesom Abraham, i hvor vel han var en gammel Mand, ikke disputerede
med Gud om Omskærelsen.
[168] rask han var til.
[169] fordrede, forlangte.
[170] Paaskud.
Naar nu disse enfoldige Kvindfolk var bleven grundeligen oplært udi
denne Lydighed, saa er let at slutte, hvad de ikke skulde tilstede
saadan en værdig og højt oplyst Mand, som efter deres Tanke var saa
hellig, at han, naar han vilde, kunde lægge Tøm og Bidsel paa
Djævelen og drive hannem, i hvad Krog han vilde.
Anlangende[171] de Mennesker, som haver været med udi dette opdigtede
Besættelses Værk, da udviser Historien, at nogle deraf haver været
enfoldige og uoplyste Folk, som af deres Præst er bleven bragt udi
denne Besættelses Tanke og derudi siden mer og mer styrket. De andre,
som imod deres bedre Vidende haver ladet sig bruge til denne
Ugudelighed, haver været en Del nogle berygtede og for andre Udyder
bekjendte Personer og en Del lade, ørkesløse og iblandt fattige, usle
Mennesker, som ved dette opdigtede Væsen led vel[172], levede kræsen
og havde fuldt op, saasom Mag. Oluf saa længe det stod paa,
indsamlede til dennem store Almisser og af yderste Formue bevægede
alle Folk til Medlidenhed og Barmhjærtighed mod dennem.
[171] angaaende.
[172] trivedes vel, befandt sig vel.
Saa ses da klarligen af denne lille Historie, hvor let man kan blive
bedragen i saadanne Tilfælde, og hvor langsom man bør at være i at
tro slige uforstaaelige Ting, og findes der ellers udi andre Landes
Historier og lærde Mænds Skrifter Eksempler nok, at ugudelige og
vanartige Mennesker haver for timelig Ophold og Vindings Skyld
forøvet deslige Bedragerier og usandfærdig foregivet dennem at være
legemlig besat af Djævelen, hvoraf man her til des bedre Sagens
Oplysning tvende hosføjer, det ene, som for 120 Aar siden haver
tildraget sig her i Danmark, og det andet, som for 100 Aar er sket
udi Frankrige. Med det første forholder sig saaledes som følger:
Udi Begyndelsen af det Aar 1577 var der en Studenter ved Navn Jørgen
Hansen, fød udi Nestved udi Sælland, som foregav, at han var legemlig
besat af Djævelen og gjorde allehaande Optøger, drog omkring fra det
ene Sted her udi Riget til det andet og samlede Almisse sigende at
han vilde begive sig udenlands, saasom han havde hørt, at der et
Steds skulde findes én, som kunde uddrive Djævle. Denne Person, efter
at han saaledes vidtløftig havde løbet og strippet[173] Landet
omkring, kom udi Martii Maaned til Odense og begærte der som andre
Steder Hjælp og Almisse. Gejstligheden der udi Byen lod hannem straks
kalde for sig og tilspurgte hannem nøje om hans Vilkaar, hvorpaa han
forklarede, at han var legemlig besat med en Djævel, som kaldtes Ha
ha ha og Belial og var for seks Aar siden indmanet udi hannem af en
Kvinde tilligemed tre andre Djævle, som hedte Hoskahoya, Ovu og Ho ho
ho, hvilke tre sidste dog en Mand ved Navn Lauritz Korsør havde
uddrevet for hannem for nogen Tid siden. Men den første kunde han
ikke fordrive, saasom han var stærkere end de andre tre og de andre
tre ikkun hans Tjenere.
[173] føjtet, strejfet.
Af denne hans Beretning tog man straks Mistanke og begærte, han vilde
oplæse Troens Artikler, hvilket han og gjorde. Og som han kom til den
anden Artikel: Jeg tror paa Jesum Kristum, begyndte han at raabe og
skraale, spærre Munden op og se bister ud. Derpaa blev han ombeden at
tale til den onde Aand og bede hannem være stille. Da slog han sig
paa Brystet og sagde: Vær stille for Jesu Kristi Pine og Døds Skyld,
straks derpaa forlod ham hans Fagter og igjen begyndte paa Troen, der
han havde sluppet, og læste den ud til Ende.
Herudover kom de nærværende gejstlige udi større Tvivl om denne
Besættelses Rigtighed, hvilket da han fornam, begyndte hans forrige
Lader, dog altid paa én Maade og ej anderledes, end et andet
Menneske vel kunde have gjort hannem efter. Og som de nærværende
derved intet bevægedes, begyndte han at græde og højlig svor og
forbandede sig paa, at han sandelig var besat. Derpaa lod
Gejstligheden hannem gaa fra sig den Gang.
Dagen efter kom han ukaldet udi Kirken og hørte Prædiken rolig og
stille, saa og blottede sit Hoved, saa tidt der blev nævnet Jesu
Navn. Men der Prædiken var ude, begyndte han at raabe og skraale alt
paa den forrige Maade og stillede sig[174] med Mund, Øjne og Ansigt,
det grummeste han kunde.
[174] anstillede sig, skabede sig.
Herpaa traadte Superintendenten[175] Mag. Niels Jespersøn straks
frem, talte til Menigheden, og berettede dennem Gejstlighedens Mening
om nærværende Person med Formaning, at de ikke skulde antage saadanne
Ophævelser for en sand Besættelse, førend Sagen blev nærmere forhørt,
men heller bede Gud, at han vilde aabenbare Sandheden og ikke
tilstede hans hellige Navns Bespottelse eller saa stort og ugudeligt
Bedrageri, som her under syntes at være.
[175] man erindre, at Bisperne i den første lutherske Tid bar Navn
af Superintendenter.
Samme Dag forsamledes Gejstligheden med Borgermester og Raad i Byen
og raadførte sig med hverandre om denne Handel, hvilket som Jørgen
Hansen fornam, begav han sig hemmeligen af Byen.
Saa blev da Sagen given til Kjende Kongens Lensmand, som bemeldte
Jørgen Hansen straks lod indhente og føre tilbage til Odense og der
sætte udi Forvaring.
Saa blev han nu nogle Gange eksamineret, og foreholdt man hannem,
hvor stor Synd og Guds Bespottelse det var at opdigte en Besættelse
om sig selv, og det var at frygte, at Gud skulde give Djævelen Magt
med hannem, efterdi han selv vilde have det saaledes. Han derimod
stod haardt paa, at denne hans foregivne Besættelse var rigtig, lod
og iblandt[176] se hans forrige Ophævelser.
[176] imellemstunder.
Endelig efter mange Formaninger slog han i sig selv[177], begærte
Papir og Blæk og opsatte et Skrift, hvorudi han bekjendte sine Synder
for Gud og dennem afbad, lovende derhos aldrig mere at ville tillægge
enten Djævelen eller onde Mennesker hans Svaghed, men den at ville
annamme som et Kors af Guds Haand. Derhos forfattede han et Skrift
til gejstlig og verdslig Øvrighed paa Stedet, hvorinde[178] han i
lige Maade sagde, at han hans Svaghed vilde antage som et Kors
hannem af Gud paalagt og den efterdags hverken tilskrive Djævelen
eller noget Menneske, foregav derhos, hvorledes han for halvandet Aar
siden havde været fra hans Sans og aldeles forrykt i Hovedet, og
vilde nu formene, at denne hans Svaghed maatte være en Gren af
Melankoli og Levninger af hans forrige Galskab.
[177] gik han i sig selv.
[178] hvori.
Saaledes ophørte nu denne Besættelse, hvorom den formente besatte
Studenter selv tilstod, at han dertil havde taget Anledning af
naturlig Svaghed. Men andre holdt fore, at han den frivilligen havde
opdigtet, og nu alleneste til at befri sig fra Straf gjorde Paaskud
paa nogen Svaghed, som hannem dertil skulde have Anledning givet.
Det andet Eksempel om saadanne opdigtede Besættelser haver, som
forbemeldt er, tildraget sig udi Frankerige udi det Aar 1599
og findes paa efterfølgende Maade beskreven af den berømte
Historieskriver Frantz Mezeray udi hans franske Historie.
Det var en Mand ved Navn Jakob Brossier, en Klædevæver udi den By
Romorantin, han havde en Dotter ved Navn Marthe, som var tyve Aar
gammel. Denne Pige gik med en Sygdom i Milten eller Moderen og
derover gjorde meget usædvanlige Gebærder, saasom at springe i
Gesvindighed hid og did, at vride sit Legeme paa allehaande Maader,
at skrige ligesom adskillige Dyr, hun skummede af Munden, rækkede
Tungen vidt ud, og undertiden talte ligesom op af Maven foruden at
røre Munden, hvorved hun letteligen bragte Folk udi Tro, at hun var
legemlig besat af Djævelen.
Med denne Malkeko rejste Faderen hjemmefra og drog Landet omkring,
foregivende at ville ledsage Dotteren til hellige Steder og at opsøge
nogen, som kunde mane Djævelen ud af hende.
Biskoppen udi Orleans og Kannikerne udi Clery drev dennem ud af deres
Egn, og Miron, Biskop af Angers, viste dennem tilbage ud af sit
Biskopdømme, saasom han af mange Tegn sluttede, at her var intet til
Stede uden en naturlig Sygdom og med stor Flid opdigtet Bedrageri.
Faderen lod det dog ikke blive derved, men førte hende til Paris,
hvor der findes saa mange Slags Gemytter, at intet er saa urimeligt,
at det jo finder nogen, som løber gal derefter eller og for Vindings
Skyld søger at narre andre dermed. Kapusiner Munkene der vare de
første, som bemægtigede sig dette Bytte, og begyndte at besværge
dette syge Menneske udi St. Genovefis Kirke.
Kardinal Gondy, Biskop udi Paris, tvilede noget paa denne Sag, kaldte
derfore tilsammen udi samme Kloster en Hoben gejstlige, og derpaa
efter samme gejstliges Raad forordnede fem berømte Doktore udi
Lægekonsten til at efterse, hvorledes hermed var beskaffet.
Efter adskillige Prøver berettede tre af dennem Kardinalen, at her
var ingen Djævel hos denne Pige, men et stort Bedrageri og derhos en
liden Svaghed; thi hendes Tunge var rød og hoven, og man fornam nogen
Knurren udi hendes venstre Slagside. Den fjerde af Doktorne ved Navn
Hautin vilde intet vist sige herom, men paastod, at man skulde se
Tingen an udi et Fjerdingaar. Den femte, ved Navn Duret, var alene
den, som sagde, at hun var besat. Og som han var en meget berømt
Mand, saa satte dette Mod i Munkene at lade hende bese af andre
Doktore, hvilke og var af samme Mening.
Saa begyndte man først for Alvor at slaa sig løs. Den gemene Mand løb
derhen i Hobetal og som forstyrret, og Gemytterne blev optændt imod
hinanden, saa at det var at befrygte, at dette Orakel skulde give de
Svar, hvoraf Oprør kunde yppes, om man ikke betimelig lukte Munden
til derpaa.
Saa lod da Parlamentet tage denne Pige fast og antvordede hende udi
Forvaring til Lugoli, Dommeren over Misdædere og til Kongens Prokurør
ved Raadstuen, som hende forvarede udi tyve Dage.
Imidlertid lod bemeldte Parlament hende besøge af elleve de
berømteste Doktore, som alle gav til Kjende, at de ikke kunde
fornemme noget hos hende, som overgik Naturens Kraft. Ikke desmindre
raabte de gejstlige i deres Prædikener, hvorledes man herved gjorde
Indgreb udi Kirkens Myndighed og dæmpede den overnaturlige Røst, som
Gud her vilde bruge til at overbevise Kætterne deres Vildfarelse.
Her maatte og Parlamentet bruge dets Myndighed til at forbyde dennem
at tale noget herom.
Det befol og Stads Hauptmanden Rapin at føre Marthe tilbage til
Romorantin, og der at overantvorde hende udi Faderens Forvaring og
forbyde hannem at lade hende komme ud af Byen uden Stedets Øvrigheds
Videnskab[179] under Straf paa Kroppen, som baade han og hun ellers
skulde være undergiven.
[179] Viden.
Dette Væsen endtes dog ikke hermed. Thi Aleksander af Rochefoucauld,
Abbed til St. Martin og Broder til Frantz, Biskop udi Clermont, som
siden blev Kardinal, tog (efter samme Biskops Raad, som man mente)
dette stakkels Menneske med sig af Landet, førte hende til Avignon og
siden til Rom. Men, som de franske Agenter der allerede havde
forestillet Paven og det hele Hof, at deres Konge vilde tage dette
til Mistykke[180], saa fandt bemeldte Abbed ikke de Venner, som han
havde tænkt at formaa[181] der paa Stedet, ikke heller nogen, som
vilde tro noget, der kunde være imod deres Gavn og Bedste. Saa fornam
nu Abbeden, at han havde bedraget sig selv, hvorudover han skrev
Kongen til og udi største Ydmyghed bad om Forladelse. Kort derefter
faldt han i en Sygdom og døde af Bedrøvelse, som Ordet gik, fordi at
han havde taget sig denne lange Rejse paa og derved intet andet
vundet end Foragt.
[180] tage dette ilde op.
[181] raade over.
Marthe og hendes Fader blev forladt af alle Mennesker og havde i saa
Maade ingen Tilflugt uden til Hospitalerne.
Til Beslutning[182] falder her at melde om den ved Trykken udgangne
Beretning om det saakaldte Huskors udi Kjøge[183]. At som Mag. Oluf
udi sin Skrivelse til Bispen saavel som siden stedse udi Sagen sig
derpaa saasom paa en utvivlagtig Historie haver beraabt, ja ydermere
som sjunes efter dens Anledning og Maade dette ganske Besættelsesværk
opdigtet. Saa ses deraf, hvad Uordener og Skade det ofte kan
foraarsage, at man slige uvisse Eventyr til Trykken og gemene Mands
Kundskab befordrer.
[182] Slutning.
[183] Beretningen om dette er udgiven af Johan Brunsmand, Præst ved
Vartov 1674. Den viser Besættelsestroen paa sit højeste og er et
Væv af det vildeste Galimatias.
ENDE.