Kort og sandfærdig Beretning om den vidtudraabte Besættelse udi Thisted - 3

hvorefter hun lod Folk blive i den Vantro. Herforuden bekjendte hun,
at naar det opdigtede Raseri kom hende paa, kunde hun sanse og vidste
Mesteparten af, hvis[78] hun sagde og gjorde, desligeste hvad der hos
hende af andre blev bestilt. Og at hun i samme hendes opdigtede
Anfægtning[79] ikke vidste at nævne andre ved Navn end dennem, som
hun tilforn havde kjendt. Saa var og de fleste Syn opdigtet, som hun
indbildte Folk sig at have set, naar det formente Onde var overstaaet
med hende. Dog forebragtes hende vel undertiden noget i Fantasi for
Øjnene. Videre blev hun tilspurgt, om hun holdt og troede Oluf
Langgaards Barn at være besat, hvortil hun svarede, at hun ofte havde
troet det, dog havde hun og ofte tvivlet derpaa, besynderlig naar hun
i den formente Besættelse havde knebet paa hendes Lemmer og da
befunden, at hun ikke var uden Følelse. Item hvad hun dømte og vidste
om de andre, som endnu holdtes for at være besatte. Derpaa svarede
hun, at hun ikke nogen Tid havde lagt Raad op med dennem, men det
troede hun stadig, at der var det samme Fejl hos dennem tilhobe. Hun
havde og hos nogle af dennem, særdeles Karen Toftum, fundet nogle
Tegn til samme Bedrageri. Saasom at en Aftensang[80], da samme Karen
sagde midt under Prædiken: Nu raaber jeg, hun da svarede sig selv
straks derpaa: Jeg maa ikke for den store Mand og for Oluf Sladder.
Dette bekjendte hun med god Fornuft ikke alene for Bispen og
Stift-Amtmanden, men endog for adskillige Præster der i Byen
mangfoldige Gange, ja endog vedstod det offentlig tvende Gange for
Retten, da hun blev stillet til Forhør. Bejamrede derhos med Graad og
Vemodighed sin Daarlighed, sagde at have brugt det Hellige Sakrament
uværdeligen, og at det havde været hende bedre, at hun aldrig havde
kjendt Retfærdighedens Vej, end at hun skulde have kjendt den saa vel
og saa syndig igjen forladt den, og at det angrede hende, at hun saa
skammeligen og i saa lang Tid havde bespottet Gud, beskæmmet sin
Næste med ond Paatale og bedraget Menneskene, særdeles saa mange Guds
Ords Tjenere, hvilke hende med gudelige Bønner og Salmer havde
opvartet, sagde, at naar hun tænkte derpaa, var det lige som der sad
en Kniv i hendes Hjærte, og at hun ikke uden med en Vederstyggelighed
tænkte paa Thisted, item at hun saa mange Gange havde haft i Sinde at
aabenbare Sandheden, men saa havde Satans onde Indskydelse styrket
hende igjen i hendes forrige ugudelige Væsen, bad Gud skulde forlade
hendes Forældre og andre, at de ikke havde straffet hende i hendes
Ungdom, da de saa hende med saadan Daarskab anfange.
[75] rapmundet.
[76] mærkede.
[77] gjorde Indtryk paa samme Barn.
[78] hvad.
[79] Anfægtelse.
[80] en Aftensang, brugt her i Lighed med en Mandag, en Sommer, vil
altsaa sige: en Dag under Aftensangen.
Saa blev nu denne Maren Spillemand indsat udi Hospitalet i Aalborg,
og forblev hun en 8 Ugers Tid ved denne Bekjendelse, læste og bad Gud
om sin Naade, og fornam man imidlertid intet til nogen Galskab eller
Urolighed hos hende.
Af denne Maren Spillemands Bekjendelse sluttede Biskoppen ved sig
selv, at efterdi det saaledes var beskaffet med hende, som var den
første og fornemmeste iblandt disse besattes Tal, maatte det ligesaa
være med de andre, og derfore ufortøvet gjenkaldede den Anstalt[81],
som han forhen udi Landemodet havde gjort om Præsternes Opvartning
hos denne Maren Spillemands. Saa advarede og Biskoppen og
Stift-Amtmanden Oluf Langgaard, at det ikke maatte være saaledes
beskaffet med hans Dotter Kirsten Langgaard, som han sig indbildede,
og stillede derhos Ordre om hendes Nedførsel til Aalborg med
indstændig Begæring, at saasom denne Sag var af saa stor Vigtighed,
og angik GUDS store Navns Ære og Satans Forstyrrelse, at derfor
Faderen enten selv vilde følge med sit Barn, eller og overlade det
under de til hendes Gelejde[82] beskikkede, deres Varetægt, som alt
uden hans Omkostning skulde ske, forsikrende hannem derhos, at Barnet
skulde blive omhyggelig og vel akkommoderet[83] udi Biskoppens eget
Hus, saaledes at i Fald det efter Foregivende skulde være legemlig
besat, vilde de formode GUds naadige Bistand til hendes Befrielse,
og, hvis det befandtes anderledes, skulde vel Sandhed der opdages,
førendes hannem derhos til Gemyt, at han derved kunde sætte sit Sind
og Samvittighed udi Rolighed, at han ingen Midler havde forsømt efter
kristelig Tilbud af gejstlig og verdslig Øvrighed til hendes Frelse
og evig Saligheds Kundskabs Erlangelse.
[81] Foranstaltning, Indretning.
[82] Ledsagelse.
[83] sørget for.
Derhos blev og gjort den Anstalt, at saafremt Faderen skulde dertil
findes uvillig, Rettens Middel[84] da hannem dertil skulde formaa og
Barnet uden Ophold nedbringe.
[84] Øvrighedens eller Rettens Betjente.
Som Maren Spillemands Bekjendelse nu rygtedes, og at de andre
ligeledes en efter anden skulde nedføres, begyndtes der en stor
Allarm i Thisted.
Oluf Langgaard søgte straks Mag. Oluf, om han skulde lade sit Barn
følge. Mag. Oluf sagde absolut nej; men han vilde forsvare sin Mening
til det yderste. Derpaa sammenkaldte Mag. Oluf en stor Del af den
gemene Almue, foredrog dennem, hvorledes Biskoppen satte sig imod
dette Værk og vilde have det til intet, sagde at Maren Spillemands
Bekjendelse var talt af Djævelen og ikke af hende selv, stillede
derpaa samme Dag en Supplique[85] til Kongen udi den hele Bys Navn,
hvor udi han androg[86], hvorledes der i Byen var stor Jammer og
Elendighed formedelst Satans grumme Tyranni ved et forfærdeligt
Trolddoms og Besættelses Væsen, som Byen efter GUds underlige og
skjulte Raad var overkommen, hvilket med mange uhørlige[87]
Eksempler til det ganske Lands store Fare og Forskrækkelse daglig
forøges, besværede sig derhos over Biskoppen og Stift-Amtmanden, at
de ikke vilde tro, at det var en legemlig Besættelse eller Trolddom,
og det formedelst Maren Spillemands Bekjendelse, som han sagde at
være aldeles stridende imod hans daglige Forfarenhed[88], saasom der
nu i hans Menighed var 12 eller 13 legemlig besatte, som kunde tale
om skjulte og forborgne Ting foruden dennem, som han endda tvivlede
om, hos hvilke det begyndte at ytre sig paa samme Maade, begærede
derfor, at Maren Spillemands maatte føres tilbage igjen i sin Frihed
og Frelse[89] og der eksamineres, saa og, at der maatte beskikkes
forstandige og myndige Mænd, som uden Persons Anseelse kunde
inkvirere[90] om Troldvæsenet, saaledes at de skyldige maatte blive
straffet.
[85] Bønskrift.
[86] forestillede dem.
[87] uhørte.
[88] Erfaring.
[89] gl. Hovedord, betyder Sikkerhed eller personlig Frihed.
Tillægsordet frels bruges endnu i Vendingen »fri og frels«.
[90] anstille retslig Undersøgelse.
Denne Supplique underskrev en stor Del af den gemene Almue der i
Byen, og Mag. Oluf rekommenderede den samme med stor Nidkærhed som en
Sag, hvorpaa det hele Lands Velfærd beroede.
Han overtalte og Amtmanden til at give Ordre til Kongens Ridefoged at
tiltale og forfølge alle de paaraabte gamle Kvindfolk, og er her i al
denne Tid ført Proces imod mange fattige Mennesker med mangfoldige
Tingsvidner, hvor iblandt og en gammel, udlevet Kvinde blev dømt til
Baal og Brand (hvilken dog siden til Overretten blev kjendt
uskyldig), og var begge disse to gamle Kvinder de, som af de formente
besatte blev beskyldt at skulle have indvist Lutzer i Maren
Spillemands og Hvid Rotte i Barnet Kirsten Langgaard.
Herforuden blev to eller tre andre fattige gamle Kvinder paagrebne og
givet Sag[91], at de kunde signe for adskillige Sygdomme, hvoraf en
af Frygt udbrød af Fængslet og løb sin Vej. En anden blev dømt til at
forvises Landet.
[91] sat under Tiltale.
Hidindtil havde man disse Trolddoms Processer drevet alene imod de
fattige, som var enfoldige og uden Forsvar, men der Stift-Amtmanden
og Biskoppen tog sig Sagen an og mente, at her var Bedrageri hos[92],
begyndtes der at føres Vidner paa adskillige fornemme Godtfolk, som
skulde være lige saa gode som disse gamle Stakler, alt efter de
formente Djævles Paaraaben og Mag. Olufs Paastaaende[93], at her
skulde uden Persons Anseelse inkvireres[94] og brændes, om ellers
dette Værk skulde opholde. Og havde i disse Dage en og anden godt
Folk nok at bestille for at fri deres ærlige Navn og Rygte for
saadanne Beskyldninger, at de ikke udi Protokoller og Tingbøger til
Beskæmmelse skulde indføres.
[92] med i Spillet.
[93] Paastand.
[94] undersøges.
Imidlertid at[95] dette saaledes passerede, foredrog[96]
Stift-Amtmanden og Biskoppen Kongen dette vidt udraabte Besættelses
Værk tillige med deres Formening, at herunder maatte være noget
Bedrageri forborgen, helst efterdi Maren Spillemands alt havde
bekjendt, og de andre, som havde faaet deres Besættelse af hendes
Eksempel, blev saa haardt paaholdt i Thisted af Mag. Oluf, og han
ikke vilde lade dennem komme fra sig til andres Paaskøn[97] og
Efterforskning. Derpaa ordinerede[98] Kongen tvende Kommissarier,
nemlig Stift-Amtmanden og en Amtmand der i Nærværelsen til at lade
disse formente besatte Kvindfolk for sig indkalde og ved flittig og
fuldkommen Randsagning at søge god Underretning om den ganske
Handel[99], og derpaa deres Relation herom til Kongen indgive.
[95] imens.
[96] indberettede.
[97] Bedømmelse, Kjendelse.
[98] anordnede.
[99] Sag, Historie. Ordet bruges endnu saaledes almindelig i
Jylland. Jvnf. Udtrykket: Handel og Vandel.
Disse Kommissarier lod derpaa først Maren Spillemands kalde for sig
som den første og fornemste Ophæver i dette Besættelses Værk, efter
hvis Eksempel de andre var kommen udi lige Galskab, hvilken da for
dennem frivillig vedstod hendes forhen gjorte Bekjendelse og sagde
sig paa en 8te Ugers Tid, og siden at hun første Gang ved bedre
Undervisning var bragt til samme Bekjendelse, ikke at have fornummet
nogen Svaghed, sagde derhos, at den Indbildning, hun havde haft, om
at være legemlig besat, var Mag. Oluf og de tvende Studentere skyldig
udi, som hende derudi havde styrket.
Nu stod det paa, at faa Barnet ligeledes til Eksamen[100], førend de
vilde forhøre de andre, saasom det skulde give bedst Oplysning,
efterdi alle Folk gjorde sig mest Tanker om Maren Spillemands og det.
Hvorfore disse tvende Kommissarier gjorde Anstalt om dets Nedkomst
til Aalborg, saaledes at hvis Faderen ikke godvillig vilde lade det
være følgagtig[101], at Øvrigheden ved Stedet da vilde skaffe det
til Stede. Det kunde dog ikke ske; thi Barnets Fader skjulte det og
ingenlunde vilde lade det komme frem.
[100] Undersøgelse.
[101] lade det følge Opfordringen.
Derpaa lod Kommissarierne for sig kalde de andre Kvindes Personer,
som til den Tid havde været under Mag. Olufs Opsigt og Kur, og haver
da enhver af dennem brugt sin Undskyldning, nemlig:
Den første ved Navn Maren Sirichs, en ung, frisk Kvinde paa 25 Aar,
som var den Ægte-Kone, der blev ført udi Mag. Olufs egen Seng og af
hannem med faderlig Revselse betjent, sagde sig at have faaet nogen
Sygdom med Rystelse og Skælven i hendes Laar, en Dag da hun kom af
Kirken, og var derefter bleven meget syg og falden udi nogen sær
Lemmernes Bevægelse og Raseri, og derover henbragt i Mag. Olufs Hus,
hvor hun havde været i tre Uger, indtil hun blev frisk igjen. Denne
Kvinde havde tilforn udi Thisted daglig raabt paa, at der var kastet
noget ondt i Vejen for hende, da hun gik fra Kirke, og at det var
lavet til Mag. Oluf[102], som gik bag efter hende, men hun fik det,
fordi hun gik for[103] hannem, hvilket skulde være Aarsag til den
Barmhjærtighed, Mag. Oluf beviste hende med sin egen Seng. Hun havde
og mest raabt og beskyldt fornemme godt Folk; men nu, da hun var
alene, og af Kommissarierne herom blev tilspurgt, klagede hun aldeles
intet over nogen, som hende denne Svaghed kunde have forvoldet, sagde
derhos, at hun vel havde kommet til Aalborg i Begyndelsen, da
Stift-Amtmanden og Biskoppen havde Bud efter hende, men Mag. Oluf
raadede hende derfra. Om samme Kvinde falder her efter videre at
melde.
[102] Meningen er, at det var tiltænkt Mag. Oluf.
[103] foran.
Den anden ved Navn Karen Toftum, et Kvindfolk paa 25 Aar, som for
Løsagtighed og Tyveri tilforn havde været forvist Byen, gjorde nogle
Ophævelser med Legemets Bevægelse og Skrigen, sagde, at hun vidste
ikke, enten hun var besat, eller hende skadede noget, videre end hvad
andre havde sagt for hende, og ihvorvel hun udi hendes Raseri i
Thisted havde beskyldt adskillige godt Folk, saa sagde hun nu, at hun
ikke beskyldte nogen for sin Svaghed. Om hende skal og herefter
meldes videre.
Den tredie ved Navn Anne Jakobs Dotter, et besovet Kvindfolk, som
havde haft sin Gang i Mag. Olufs Hus og af hannem med faderlig
Revselse været begegnet[104], gav for[105], at hun for nogle Aar
siden havde en St. Hans Nat fundet en blodig Tand i sin Seng og
derefter været urolig i sit Sind, sagde sig at være af Djævelen
besat, og kunde ikke fordrage at se nogen Kvindes Person med
Fontange[106] eller Top paa Hovedet, hvorfor hun og kaldede sin
Djævel Topmageren. Denne gjorde sine Ophævelser for Kommissarierne
med Legemets Kastelse og Bevægelse, saa og Skogren og Bjæffen, havde
derhos en rød Farve og ej mere Styrke end at hun af et Par nok kunde
holdes. Denne havde og glemt sine Beskyldninger imod de forhen af
hende paaberaabte Troldkoner, og skal herefter i lige Maade om hende
meldes videre.
[104] behandlet.
[105] foregav.
[106] Fontange (fransk) betyder et højt Hovedtøj eller Sæt. Navnet
efter Ludvig den fjortendes Maitresse, Hertuginden af Fontange.
Den fjerde ved Navn Anne Krogsgaard, et Kvindfolk paa 22 Aar, og som
kort Tid tilforn havde tjent Mag. Oluf, sagde sig at have faaet sin
Svaghed af en svovlagtig Stank for hendes Næse om St. Hans Dags
Tider, og at hun vidste ikke, enten hun var besat eller ej, stillede
sig ellers an for Kommissionen med sære Ord og Gebærder, ligesom hun
vilde gjøre Komplimenter for de omkringstaaende, gjorde et Par Gange
sine Ophævelser[107] og anstillede sig imidlertid at være dum[108].
Var dog let at holde, svarede ellers meget trodsig til, hvis[109] som
hun blev tilspurgt. Hun havde i lige Maade udi Thisted vel vidst at
raabe paa en og anden godt Folk, ja kunde udi hendes Galskab opregne
22 tillige[110]; men nu kjendte hun dog ingen, ej heller beskyldte
nogen.
[107] Spektakler.
[108] stum.
[109] hvad.
[110] paa én Gang.
Den femte ved Navn Karen Spillemands, et Kvindfolk paa 18 Aar, af et
smukt Ansigt og Søster til Maren Spillemands, sagde sig i lige Maade
at have faaet nogen Svaghed af en svovlagtig Lugt paa samme Tid som
den forrige, hvorover hun var falden i nogen Besvimelse. Denne vilde
ikke sige sig at være besat, ej heller klagede over nogen, men sagde,
at Gud havde paalagt hende hendes Svaghed; hun gjorde ingen
Ophævelser for Kommissarierne, ej heller kjendtes paa hende nogen
Svagheds Tegn, men hun havde en frisk og sund Farve.
Den sjette og syvende var tvende Søstre og Borger-Døtre af Thisted,
den ene ved Navn Gertrud Anders Dotter, en Pige paa 20 Aar, og den
anden Anne Anders Dotter paa 16 Aar. Disse klagede sig at have faaet
nogen Hjærte Angest med Kvalmer, Afmagt og Daanelser. Disse to, i
hvor vel de udi Thisted havde raabt lige saa galt som de andre, ja
endog den ene af dennem havde indbildet sig at kunne sige forborgne
Ting, havde og anstillet sig ligesom det var Djævelen og ikke hun
selv, der talte det, saa beskyldte de nu ingen, men tog deres Svaghed
som et Kors af Gud. De bleve siden begge ved en erfaren Læges Hjælp
bragt til Rette paa den Maade, som forhen er ommeldt.
Den ottende ved Navn Inger Fusmands, en fattig Skoflikker Kone i
Thisted, af et hel smukt Ansigt, henved 22 Aar gammel, sagde sig og
at have faaet et Tilfald[111] med Hjærte Angest og Tungsindighed og
ikkun at have haft sin Svaghed fem Gange, hver Gang med nogen
Mattighed[112] paa et Par Dages Tid derefter. Denne beskyldte ikke
heller nogen, men holdt hendes Sygdom for et Kors af Gud og ventede
hans naadige Hjælp. Siden er befunden, at denne Kvinde redede til
Barsel.
[111] Tilfælde.
[112] Mathed.
Den niende var en gammel Kvinde paa 61 Aar ved Navn Anna Dahl. Hun
sagde sig at have faaet sin Svaghed ved nogen Rædsel og Daanelse, men
ikke at have haft den uden én Gang. Siden er befunden, at denne
Kvinde havde været hos hendes Nabo Kone at tylle[113] Øl og der faaet
sin Svaghed, som ej heller varede længer, end til Øllet havde gjort
sin Virkning.
[113] drikke.
Den tiende var en ung Bondekone der i Byen, navnlig Anna Bondes 22
Aar gammel. Den sagde sig at have faaet sin Svaghed paa Gaden med en
Besvimelse, og raabte hun straks paa Troldkonerne ligesom de andre,
men havde ikke fornummet til hendes Svaghed uden tvende Gange. Denne
Kone er og siden befunden at rede til Barsel.
Den elfte var et Kvindfolk ved Navn Anna Legind, ugift, af fyldig
Kompleksion[114], henved 34 Aar. Hun sagde, at hun for nogle Aar
havde faaet hendes Svaghed med nogen Angest for Hjærtet og Rystelse i
hendes Legeme, som hun troede at være en Besættelse, men beskyldte
ingen.
[114] egl. Hudfarve, maa imidlertid her betyde Legemsbygning.
Denne er den Kvindes Person, som tilforn er ommeldet, at hun søgte
Raad hos M. Oluf i Begyndelsen af denne Handel og blev af hannem udi
Korsdøren med Manen begegnet.
Herforuden eftersøgte Kommissarierne om Barnet Kirsten Langgaards
Tilstand og erfoer, at hun var slemmest af dennem alle med at rase,
gø, le, bande og raabe paa adskillige Folk, men som herefter følger
videre at tale om dette Barn, og hvorledes dermed var beskaffet,
beror det indtil sit Sted.
Da nu disse Kommissarier havde saaledes forhørt Sagen, indgav de
deres Relation til Kongen[115], som straks befol, at Mag. Oluf skulde
forføje sig der fra Stedet til Aalborg og sig fra al Korrespondentz
entholde. Præsterne der i Nærværelsen blev og befalet at forestille
den gemene Almue deres indbildede Daarlighed og fraraade dennem den
store Overtro, som de var kommen udi om dette Besættelses og
Trolddoms Værk.
[115] Chr. V.
Som denne Kongelige Befaling ankom, satte M. Oluf sig derimod med
største Ivrighed, sigende at han vilde forsvare sin Mening til det
yderste, og at Maren Spillemands Bekjendelse var sket af Djævelen og
ikke af hende selv, og at hans Samvittighed i dette Værk skulde ikke
tvinges ved nogen Magt eller Myndighed, kaldte sin Sag Guds egen og
Landets almindelige Sag, og at han vilde udføre den med Iver og
Nidkærhed til Guds Ære, Sandheds Oplysning, Retfærdigheds Befordring
og mange elendige, sukkende Menneskers Redning og Frelse. Her over
fik han af den gemene Mand saadan Tilhæng, at de tænkte, han var den
eneste, der vilde forfægte Sandhed, og troede, at han umulig kunde
fare vild, hvorover og nogle af dette Besættelse-Selskab anstillede
sig ti Gange galere med at raabe paa en og anden godt Folk, end nogen
Tid tilforn, ja her blev udspredt et Skrift, hvorledes Djævelen
skulde have talt af de besatte, at dersom Troldkonerne ikke blev
brændt, da skulde der komme saa stor Elendighed og Ulykke over
Landet, som aldrig før var hørt, saa at Tyrkerne skulde æde Kødet af
Menneskenes Ben og de skulde dog gaa levendes paa Gaden.
Udi disse Dage kom et hemmeligt Budskab fra Thisted til Aalborg til
Maren Spillemands og forestillede hende, hvorledes hendes Bekjendelse
vilde koste hende hendes Tunge og Hals, om hun blev derved,
formedelst den Gudsbespottelse, hun havde øvet, berettede hende
derhos, at de andre hendes Selskabs Søstre blev stadig ved deres
Laden og raadede hende til at gøre ligesaa. Herpaa begyndte hun paany
hendes forrige Galskab, dog ikke raabte paa nogen som i Thisted, men
alleneste for den gemene Mand, som kom at se hende, gjorde adskillige
Ophævelser og anstillede sig, som hun ikke havde haft hendes
Sans[116], da hun forhen havde gjort sin Bekjendelse.
[116] havde været ved Fornuft.
Imidlertid opsatte M. Oluf og selv sammenskrev et berømmeligt
Skudsmaal om sin Lærdom, Liv og Levnet og lod det bære fra Hus til
Hus til den gemene Mand, som det alle undertegnede med deres Navne
eller Bomærker[117], en Del villigt, formedelst den Tanke, de havde
om hans Hellighed, og en Del halv tvungen, saasom de, der ellers
maatte høre hans Pukken og Trusel, at de enten skulde give hannem Sag
og Beskyldning eller og undertegne det, som de andre forhen havde
undertegnet. Udi dette Skudsmaal berømmedes paa det højeste Mag.
Olufs Lærdom, Levnet og Omgængelse, samt trohjærtig Flid og Omsorg
for sin Menighed udi den erbarmelige Tilstand med de mange ilde
plagede og haardt anfægtede Mennesker udi Thisted. Deslige anførtes,
hvorledes han med Bøn og Tro havde stredet imod den onde Fjende med
saadan utrolig Sved og Arbejd, at han aldrig kunde have udstaaet
det, dersom GUds besynderlige Kraft og Styrke ikke havde opholdt
hannem, og sluttedes samme Skudsmaal saaledes, at de bekræftede med
Ed, saa sandt de vilde vente sig Hjælp af Gud og Trøst af hans
hellige Ord, at han for sin trohjærtig Omhu og Nidkærhed for Guds Ære
blev uden al Skyld og Brøde i denne Sag eftertragtet. Med dette
Vidnesbyrd rejste Mag. Oluf derpaa til København, klagede sig,
hvorledes han uskyldig var angiven, gik der omkring til en og anden
fornemme Folk og foregav, hvorledes der var udi Thisted fjorten
Mennesker af Djævelen legemlig besatte, og at han havde set hos
dennem alle de Tegn, hvoraf de Gejstlige slutter, at man skal kende
Djævelens legemlig Nærværelse undtagen det eneste, at de ikke kunde
tale andre Sprog end deres Moders Maal.
[117] et simpelt Mærke, der i ældre Tid benyttedes i Stedet for
Navns Underskrift af Folk, der ikke kunde skrive.
Her fandt han ikke den Kredit, som han havde udi Thisted, men han
blev gemenligen imodsagt og tilraadt at afstaa denne hans Mening,
efterdi man fuldkommen kunde se, at han derudi fejlede. Han beholdt
dog ikke desmindre hans egne Tanker, menende ved Rettergang at drive
Sagen igennem og der at bevise de paaraabte Besættelses Tegn.
Som han nu intet videre udrettede i København, end at han igjen paany
blev befalet at forføje sig til Aalborg og der forvente, hvis[118]
Lov og Ret kunde medføre, saa rejste han tilbage igjen og derpaa
forblev udi Aalborg.
[118] hvad.
Der nu Mag. Oluf saaledes var skilt fra disse formente besatte, og de
paa en anden Maade blev begegnet, mærkede man dagligen hos en Del af
dennem adskilligt forsætligt Bedrageri, og hvorledes de samme deres
Besættelse opdigtede og derudi blev fremturende.
Herudover befol Kongen, at de mest forhærdede skulde fra Thisted til
Aalborg nedføres og udi Fængsel hver for sig indsættes, og blev
derpaa nedført Maren Zirichs, Karen Spillemands, Karen Toftum, Anne
Krogsgaard, Inger Fusmands og Anne Jakobs Dotter. Derhos blev og
stillet Ordre, at Barnet Kirsten Langgaard i lige Maade skulde
nedføres; men Faderen holdt det i Begyndelsen udi Skjul og vilde ikke
frem dermed, saasom dets Hvid Rotte nu var slet borte og man intet
mere fornam til dets Optøger.
Endelig maatte han omsider dermed for en Dag, og blev saa Thisted
endelig befriet fra dette urolige Selskab.
Herpaa befol Kongen hans Fiskal at inkvirere om denne Handel, og de
udi dette opdigtede Besættelsesværk skyldige og interesserede efter
Lands Lov og Ret at tiltale.
Der blev og beskikket Kommissarier, som der udi skulde kjende og
dømme som ret og lovmæssigt kunde eragtes.
Da Mag. Oluf det fornam, søgte han at forsyne sig med Attester af den
gemene Almue i Thisted, om hvis[119] de havde set og hørt hos de
formente besatte og dermed vilde søge at forsvare sig og fægte til
det yderste for denne sin saa kaldede Guds egen og Landets
almindelige Sag.
[119] hvad.
Imidlertid ankom Barnet Kirsten Langgaard til Aalborg og blev efter
Biskoppens Begæring indtaget udi Provstens Hus der udi Byen og der
med Lemfældighed og god Undervisning begegnet, gik og straks derpaa
til Bekjendelse, at hun aldrig havde troet, at hun var besat, vidste
og vel, at hun skadede intet i de Maader, mens at hun det saaledes
havde indbildet Folk, hvortil hun havde faaet den første Anledning
af Mag. Oluf, som efter hendes Beretning en Gang til hendes
Faders[120], Oluf Langgaards, tog hende afsides og spurgte, hvad hun
skadede, og som[121] hun svarede, at hun havde ondt i hendes Fod,
sagde han, det var ikke saa, men hun var besat, og han skulde vel
hjelpe hende i faa Dage. Item[122] en anden Gang i hendes Hus gik med
hende i en af deres Stuer og tog da noget Konfekt op og gav hende,
bad at hun ikke skulde være ræd for hannem, han havde hørt, at hun
var besat, og at der var gaaet et Lys for[123] hende, da hun gik af
Skolen, og da foer Djævelen i hende. Denne Snak om Lyset, sagde hun,
at en Pige deri Byen havde sagt tilforne; men hun (Barnet) vidste
ikke, at Mag. Oluf vidste det, førend nu, han sagde, at det var
Fanden, der da var faren i hende, fra hvilken Tid hun og blev ved at
sige, det var saa. Men at raabe paa Folk for Trolddom sagde hun, at
Maren Spillemands kom[124] hende først til, og truede hende, at hvis
hun ikke gjorde, som hun saa hende gjøre, saa kom hun aldrig i
Himmerige, desligeste tidt nappede og stødte hende, traadte hende
paa Foden, at hun skulde gjøre, ligesom hun saa, at hun gjorde for.
[120] i hendes Faders Hus (denne Taleform er for Øvrigt endnu
ganske almindelig i Jylland).
[121] da.
[122] ligeledes.
[123] foran.
[124] fik.
Ydermere sagde hun, at som der første Gang kom Bud, at hun skulde
komme til Bispen, da havde Mag. Oluf hende inde i hans Kammer og gav
hende der, da som tilforne, Rosiner, Mandler og Æbler og med Lokken
og Truen formanede hende, at sige fast[125] hun var besat, og at hun
skulde tage sig Vare for Biskoppen, at han ikke lokkede eller truede
hende til at sige andet eller gjøre andet, end som[126] hun var
besat.
[125] bestemt, vedholdende.
[126] som om.
Item at Mag. Oluf udi Enrum sagde til hende, at hun skulde raabe paa
Anne Christens Dotter og lukke sine Øjne og le ad hende og kalde
hende Memme og Molille; men Povl Rytter lærte hende at sige, at
Djævelen var kommen til samme Anne Christens Dotter paa Skinderup Eng
for tyve Aar siden, og at der sad et Mærke paa hendes højre Side.
(Dette Mærke havde Povl Rytter tilforn set paa Anne Christens Dotter;
men Barnet tog fejl og sagde, at det var paa den venstre Side). Item
at Mag. Oluf kom hende til at raabe i Kirken, at Djævelen skulde
komme i Amtmanden og hans Børn, dersom han ikke lod Anne Christens
Dotter brænde, og at han hviskede dette til hende, da hun sad hos
hannem i Skriftestolen udi Kirken.
Det Navn Hvid Rotte, sagde hun, at Maren Spillemands havde først
nævnet, hvor efter hun (Barnet) det tog og blev derved.
I det øvrige vidste hun omstændelig at forklare alt, hvis hun havde
gjort og talt udi Thisted, udi hendes formente Anfægtning[127], og
sagde derhos endelig, at hun over alt udi dette Væsen blev Tid efter
Tid mer og mer styrket af M. Oluf, Christian Friederich Mavors, Povl
Rytter og Maren Spillemands, og at alt det, hun gjorde og sagde, det
kom de andre hende først paa[128], og som de sagde for hende, saa
sagde hun bag efter, dog var ingen slemmere end Poul Rytter til at
komme hende til at raabe paa Troldfolk. Vidste hun og siden selv at
beklage, hvorledes hun var bleven forført, og sagde, at det havde
været at ønske, at Mag. Oluf havde anderledes undervist hende og
straffet hendes Udyd, i den Sted[129] han styrkede hende der udi.
Derfor maatte han tage paa sin Samvittighed al den Guds Fortørnelse,
som af hende var begangen.
[127] Anfægtelse.
[128] det stak de andre først i hende.
[129] i Stedet for, at.
Saa blev hun nu ombeden[130] at stille sig an paa samme Maade, som
hun havde gjort det udi Thisted, hvortil hun udi Førstningen ikke
vilde, men græd og skammede sig; men, da man gav hende gode Ord og
lovede hende, at hun skulde blive fri for Straf, gjorde hun sine
Ophævelser, lagde sig paa Gulvet, krummede og opbrystede sig, rev
Huen af sit Hoved, gabede, udrakte Tungen, spyttede og vrængede Mund,