Kort og sandfærdig Beretning om den vidtudraabte Besættelse udi Thisted - 2

(f) _Admirandam corporum motionem_[33], med forunderlige Spring og
Legemets Ophævelse, saa at den onde Aand og haver budt sig til at
flyve op med dennem og føre dennem op under Loftet, om det hannem
maatte tilstedes.
[33] Vidunderlig Legemsbevægelighed.
(g) _Rerum gestarum oblivionem_[34], saa at de besatte intet haver
vidst af sig selv, eller hvad der var passeret, imens Paroxysmen stod
paa &c.
[34] Forglemmelse af Begivenheder.
4. Her haver man og faaet at vide ved den onde Aands Tilkjendegivelse
en Del onde Mennesker og Satans Lemmer, som skulde forvoldt de arme
Mennesker dette Onde, af hvilke hidindtil ikkun en eneste er
paagreben og sat fast, men synes at frugte lidet til nogen ret
Bekendelse, formedelst hendes forstokkede Hjærtes Haardhed, førend
flere af de andre bliver sat hver paa sit Sted, at den ene kan frygte
for den anden.
5. Tilmed er fornummet, at Barnet for syv Aar siden skal først have
faaet det onde i sin Fod, da hun ikke haver været to Aar gammel, som
hun endnu gemenligen finder ofte at sætte sig under Fodbladet som en
Flintsten, hvorfra det i et Øjeblik springer omkring og giver sig op
i de andre Lemmer, Bryst, Hoved, Ansigt, Øjne &c.
6. Foruden ovenbemeldte tvende er og kommen hid til Byen i den
Forhaabning ved Guds Naade og min ringe Tjeneste at blive hjulpen en
anden Pige af Legind udi Nørhaa Sogn[35], navnlig Anne Jens Dotter,
som næsten skal være af samme Beskaffenhed som de andre, alleneste
det onde er hidindtil ikke kommet til den Tummel og Raseris Højde som
hos de andre, men haver dog nogle Gange saa vidt ladet sig forstaa at
være der indmanet af en Kvinde udi Istrup[36], som er Oluf Fiskers
Kone sammesteds, og at man skulde tage hende fat, hvilket og igjennem
de andre besattes Munde er bekræftet og tillige navngivet to Djævle,
som skulle være i hende, nemlig Skamm og Oss, af hvilke den ene skal
være stum, hvorudover det onde sjelden og lidet hidindtil hos hende
taler.
[35]-[36] Saavel Nørhaa som Istrup ligge sydvest for Thisted,
omtrent midtvejs mellem den og Agger.
7. Den Djævel, som gemenligen regerer hos Barnet kalder sig Hvid
Rotte, i hvilken Gestalt han og ofte er set, ikke aleneste af de
besatte, men endog af andre, og særdeles af min Søster Søn Christian
Friederich Mavors i Jakob Hørers Stue, imidlertid Barnet var der i
Huset, og end her i mit Sengekammer af min Tjeneste Pige, som ellers
og meget andet Spøgeri ofte baade inden og uden Huset af adskillige
fornemmes.
8. Den Djævel, som er hos Maren Spillemand, kalder sig Luser
og raaber de begge idelig paa deres Moder, som de kalder den
Kvinde, der sidder, ved hendes Navn Molil eller Molei, som deres
_Pronunsiasion_[37] gemenlig falder, og truer stærkt, at dersom de
ikke lader hende med nogle andre, som de og meget paaberaaber,
brænde, da skulle de fare i dennem og særdeles i Amtmanden og hans
Børn.
[37] Udtale.
9. Ellers er nogle Gange befunden, efter den onde Aands Sigelse, at
de haver været 18 tillige[38] i hver af dennem, og haver Djævelen
navngivet efterskrevne igjennem Maren Spillemands Mund, som paa
Stedet er blevne optegnede, med hvad hver deres Forretning skulde
være.
[38] tilsammen.
(1) Luser, Moderens (som ovenbemeldt) Sendebud, han skal tage hendes
(den besattes) Sjæl og forfølge hende til han kan overvinde hende.
(2) Rotas, han skal forstyrre hende, hun skal falde fra den slemme
Tro, han skal lade sig se synligvis som en Ild for at forstyrre
hendes Tro. _NB_. Det er og ofte saaledes befunden, at Mennesket er
bleven frygtagtig og svagtroende over saadan Syn, som er kommet hende
for.
(3) Hvid Rotte, han skal forstyrre hendes Samvittighed, hun skal
blive forskrækket, saa skal hendes Tro svækkes.
(4) Satan, Modstandere, han skal imodstaa Dig (saasom Ordene faldt
til mig) og hende.
(5) Feite, Hoffærdig, han fejer for min Moder, da er jeg ydmyg hos
hende.
(6) Fante, jeg skal forhindre, Du (forstaa mig, som den Onde
tiltalte) skal intet godt gjøre hende det Skarn (nemlig den besatte),
thi saa bliver min Moder vred, han skal skyde Pile.
(7) Rørel, han skal sætte ondt imellem Ægteskab og imellem andre Folk
i Husene.
(8) Sladder, han skal bagvaske og komme dennem til at sige Løgn.
(9) Fluardt, han skal flyve udi hende som en Flue, og i de andres
Øren udi Kirken, han skal forstyrre Hørelsen.
(10) (11) (12) (13) (14) (15) (16) (17) (18) hedder Forstyrrere hver
én, de skal være med og styrke vore Brødre (_NB_. Saa kaldte Djævlene
hinanden) iblandt dennem er Kus Skriveren, han skal optegne alle de
Synder, som begaas. Denne ynkede Fanden selv, at han havde saa meget
travlt. _NB_. Disse Navne og Bestillinger er efter Fandens egne Ord
igjennem Maren Spillemands Mund.
10. Det gaar undertiden saa heftig til, at man maa ligge i Bønnen
hele 3-4 ja 5 Timer, dog imidlertid for nogen Respiration afveksle
med bekvemme Salmer at lade synge imellem, ved hvilket Middel GUd
haver givet mig den Naade, at de onde Aander (i hvor mange de
undertiden haver været) mangfoldige, ja over de hundrede Gange er
dreven og haver de besatte gemenligen set dennem ved Udfarten i
adskillige Lignelser somme Tider som Ild udi Kugler, Pile, gloende
Stænger &c. Bitzel, somme Tider som Katte, Rotter, Ravne og andre
Fugle, item[39] Fluer &c. Og haver gemenlig saadanne Syner været Tegn
og Forsikring for de besatte, at de da var skilt ved det onde, saa
længe det varede, som undertiden var ganske kort, saa det tidt og
ofte samme Time er kommen igjen og ved Ankomsten ladet sig til Syne
for de arme Mennesker.
[39] ligeledes.
11. Undertiden haver og den onde Aand skjult sig og talet igjennem de
besattes Mund, ligesom de skadede intet for at blive dennem kvit, som
kom at infestere[40] hannem med Bøn og GUds Paakaldelse, og særdeles
mig, som Satan og ofte med sledske Ord haver villet afvende fra mit
Forsæt, og sagt: Jeg skulde gaa hjem, jeg var træt, jeg blev ellers
syg, jeg skulde lade Hr. Hans eller en anden komme &c. Denne Satans
Træk haver og GUd omsider aabenbaret, dog haver man ofte maattet lade
sig nøje, naar man fik det nogenledes stillet, om endskjøndt man
nok kunde mærke, at det onde ikke fuldkommen var dreven, paa det
man ikke for meget skulde udmatte baade sig selv og de arme
forspændte[41] Mennesker.
[40] plage, pine, forstyrre.
[41] gammelt Ord for pint, besværet af Sygdom og Pestilense.
12. Men at det onde saa idelig og hastig kommer igjen, sker ikke uden
GUds besynderlige Raad og Villie, ikke for at plage disse arme
Mennesker fremfor andre (som kan kjendes af de mangfoldige, underlige
Befrielser, saa at de hidindtil intet skader enten paa Sind eller
Sands, Helbred eller Fornuft) men derved ligesom at drive Menneskene,
særdeles Øvrigheden, at de ikke skulle blive søvnagtige i saa
forfærdelig en Sags ivrige Inkvisition til Retfærdigheds Befordring
og de skyldiges Straf, det jeg (efter den Erfaring, jeg hidindtil
haver) holder for et utvivlagtigt Kjendetegn og kan ikke ominere[42]
nogen endelig Ophør eller Befrielse fra det Onde, førend saadan
Eksekution over de skyldige uforbigængeligen[43] sker.
[42] varsle, spaa.
[43] uomgjængelig.
13. Forandringen udi Stil og Skrift viser nok, hvad Rolighed jeg
haver til at sammenskrive dette; thi Barnets elendige Tilstand
(som er her i mit Hus) haver med Skraal og Vraal[44] ofte
interrumperet[45] det for mig, saa nyligen 19 Djævle fra hende er
dreven, som hun haver bekjendt at være udfaren, saa efterhaanden to
og to tillige[46], ligesom Ravne.
[44] Vræl.
[45] afbrudt.
[46] ad Gangen.
14. I lige Maade er og de 18 onde Geister og Gaster[47], som i Aftes
blev dreven fra Maren Spillemands, dennem han og saa udfare som en
Sværm af Bier eller Fluer med et hvidt eller blankt Sværd efter sig,
idag kommen igjen, og atter ved GUds Naade, de nærværende Studenteres
og andre Guds Børns Bønner og mine (endskjønt fraværendes som og
nogle Gange tilforn er sket) inderlig Suk uddreven, saa hun haver set
dennem fare ud efterhaanden, først 6, siden 4 og saa 2 og 2 indtil de
alle ere komne bort. Gud forbarme sig over os og gjøre her paa en god
Ende for sit hellige Navns Skyld. Amen!
[47] Geist bruges jo i ældre Dansk almindeligt for Aand,
Helliggejstkirken f. Eks. Gast er et tysk Ord, der betyder Gæst;
men bruges her nedsættende omtrent som Kumpan.
Dette er saa vidt jeg i denne Skynding haver kunnet samle og erindre
som og videre af de Akter og Vidnesbyrd, som til Tinge er gangen, kan
oplyses. Ellers synes mig, at denne Handel meget ligner den bekjendte
Historie og Beretning om Kjøge Huskors, ja i mange Maader overgaar
den i Forskrækkelse, saa at den onde Aand endogsaa offentlig her i
Kirken haver ladet sig høre imod mig, da jeg stod paa Prædikestolen
i mit Embedes Forretning, ikke alene af de besattes Mund (som tidt er
sket) men endog af Kirke-Hvælvingen, som særlig blev hørt sidst
afvigte _Dominica Invocavit_[48], efter at jeg midt under Prædiken
havde uddrevet den Onde ved GUds Ords og Aands Kraft fra Maren
Spillemands, som var bleven meget urolig i Kirken under Prædiken, og
der jeg havde gjort offentlig Taksigelse til Gud for hendes Befrielse
og var imod Enden af Prædiken og sagde disse Ord, at man ingen Plads
skulde give Djævelen; thi hvor han fik en Fod eller Finger ind, vilde
han have det alt, da blev mig lydeligen svaret af det Nørre
Udskud[49] _Articulata voce_[50] trende Gange ligesom til
Konfirmation[51] paa det, jeg havde sagt: Ja, det vil jeg! Ja, det
vil jeg! Ja, det vil jeg! Trende Gange i Rad, som jeg baade selv
(omendskjønt ikke saa tydelig) og andre mange Mennesker (endda
tydeligere) hørte og kan bevidne. GUD vende alting til sit herlige
Navns Ære, Satans Beskæmmelse og Menneskenes Frelse. Amen!
Thisted, den 18. April Anno 1696.
[48] Den første Søndag i Fasten.
[49] Nordre Udbygning.
[50] med tydelig Stemme.
[51] Bekræftelse.
Med denne Relation[52] fulgte et Brev til Biskoppen, hvorudi Mag.
Oluf begærte, at Præsterne udi de tre Herreder der i Nærværelsen
maatte gaa hannem til Haande at betjene disse to Mennesker med Bøn og
Sang, sluttendes samme sit Brev med en stor Omhyggelighed for at faa
en skarp Inkvisition sat i Værk efter Troldkoner, at de uden Persons
Anseelse maatte blive paagreben og ved haard og streng Medfart
bringes til Bekjendelse.
[52] Beretning, Indberetning.
Nu var en Del af Præsterne deri Nabo Lavet, som selv havde lidet set
af disse to Menneskers Optøger, men derimod baade af Mag. Oluf og
andre hørt om dennem mange og store Jærtegn og Mirakler, saaledes
indtagne heraf, at de, saa vel som mange andre godt Folk udi Egnen
ikke tvivlede paa, at her jo var Djævelens legemlige Nærværelse.
Biskoppen selv i lige Maade havde hørt saa mange underlige og
sælsomme Ting refereres[53] om dennem, at han og kom udi den Mening,
at her maatte være noget Djævelskab hos dennem. Helst efterdi han
havde meget gode Tanker om Mag. Olufs Lærdom og Retsindighed og
forsikrede sig om[54], at han ikke gav noget an, som han jo tilforn
efter Ritualet vel havde overvejet og rigtig befunden. Og som just i
samme Dage, som Mag. Olufs forskrevne[55] Relation til Biskoppen
ankom, holdtes det almindelige Landemode der i Stiftet, saa gav
Biskoppen derfor Ordre til Præsterne udi de tre næstomliggende
Herreder ved Thisted, at de skulde gaa Mag. Oluf til Haande og
betjene disse tvende Mennesker tillige med hannem. Dog blev derhos
erindret, at man skulde først konsuleres[56] Lægerne efter Ritualets
Tilhold, om det ikke maatte være nogen naturlig Sygdom.
[53] meddeles.
[54] holdt sig overbevist om.
[55] ikke som nu i Betydningen af daarligt skrevne, men: oven
omtalte. Trykket er paa første Stavelse.
[56] raadspørge.
Lægerne lod Mag. Oluf ikke konsulere, men de begjærede Præster
indfandt sig straks derpaa i Thisted, og var altid tvende tilstede
hos disse to Mennesker, læste og sang for dennem som for besatte; de
derimod stillede sig meget galt an, spyttede og vrængede Mund ad Guds
Ord.
Og ihvorvel samme Præster sjuntes, at udi deres Væsen var intet
overnaturligt, ja en Del deraf offentligen sagde Mag. Oluf imod, at
her ikke var nogen legemlig Besættelse eller Djævelskab, maatte de
dog følge hans Mening, thi hvo der vilde sige hannem imod, maatte
straks høre, at de selv var aandelig besat, de forstod det intet, han
vilde disputere det[57] med hvem, der turde binde sig an med hannem.
[57] forsvare det.
Og som forhen er meldet, hvorledes Mag. Oluf havde udi sin
Relation og Brev til Biskoppen været nidkær for at faa en
Trolddoms-Inkvisition anrettet, saa blev her og i disse Dage ført
mangfoldige Tingsvidner imod de anheftede gamle Kvinder, alle af
Indhold, at Djævelen af de besattes Munde havde beskyldt dennem.
Disse fattige Mennesker, som saaledes blev forfulgt, sagde omsider,
at hvis de skulde lide noget, skulde det og række til dennem, der bar
Guldkæder.
Straks derefter begyndte disse tvende Mennesker at udraabe for
Troldfolk adskillige fornemme godt Folk, og iblandt dennem først og
sidst en fornemme Mands Kone deri Byen, hvis Dotter Mag. Oluf tilforn
havde bedet om og faaet Nej.
Som man nu til og fra disputerede om disse Djævle-Beskyldningers
Troværdighed, sagde Mag. Oluf og fast paastod, at Djævelen var
pligtig til at sige Sandhed, naar han i den HERRE Zebaoths Navn blev
besværet[58], og at han imod sin egen Interesse var nu opkommen af
Helvede at forkynde GUds Villie. Fattedes her i saa Maade intet paa
Bevis, naar disse Mennesker raabte paa nogen, og Præsten befol dennem
at sige Sandhed, de derimod blev ved at raabe. Men de maatte
ufejlbarlig være Troldfolk, som blev paaraabt.
[58] besvoret.
Som nu dette Værk saaledes var bleven drevet omtrent paa et halvt
Aars Tid, hændte det sig, at en stakkels Kvinde dér i Byen, som
ellers gerne gad taget en Taar, fik nogen Svimmelse[59] i Hovedet og
fandt nogen Riven[60] i hendes Liv. Straks begyndte hun at raabe, at
hun var besat; de andre to, som hørte dette, stadfæstede det, hvorpaa
denne Kone blev akkommoderet[61] paa samme Maade med Bøn og Sang som
de andre.
[59] Svimmelhed.
[60] Smerte.
[61] betjent.
To Dage derefter blev en anden Mands Kone der i Byen syg som af en
hidsig Feber. Mag. Oluf gav hende straks Visite, og da hun talte over
sig, erklærede han hende ogsaa for at være besat. Kvinden kom derover
i stor Urolighed og Forskrækkelse, hvorpaa Mag. Oluf lod hende tage
af hendes Mands Hus og nedbære udi sit eget Hus og indlægge i sin
egen Seng i sit Studere-Kammer, foregivende at hun var død nedentil
og skulde kureres i hans Seng. Derpaa begyndte hun paa samme Maade
som de andre, og omendskjønt hun nogle Dage efter kom tilpas igjen,
blev hun dog ved at raabe lige saa færdig[62] som de andre. Denne
Kvinde bekjendte siden, at hun gjorde dette Galskab, fordi hun, som
var en fattig Kvinde, derved nød stor Almisse og god Traktement og
Ophold, og fordi hun sjuntes, at jo mere de raabte paa den fornemme
Mands Kone deri Byen, som tilforn er ommeldet, jo kærere var det Mag.
Oluf.
[62] drevent, udspekuleret. Meddelerens Opfattelse skinner igennem
i dette Ord.
En Morgen, som denne Kvinde (hvilken ellers var ung og temmelig
velskabt) kom til Mag. Oluf i hans Kammer, lukte han Døren i Laas og
begyndte at bejle til hende &c. Kvinden blev undselig og bad hannem
betænke sig, saadant stod hannem ikke an. Omsider slap hun fra
hannem, men førend hun kunde komme af Kammeret maatte hun tage imod
nogle Slag Ris paa hendes bare Rumpe, hvilket han kaldede en faderlig
Revselse.
Kvinden klagede sig straks herover for sin Mand, men, som de vare
fattige, tav de stille, indtil at der siden om Mag. Olufs Forhold
blev inkvireret[63], da hun offentlig for Retten hannem det i hans
Øjne paasagde og overtydede tillige med andet, som endda var slemmere
og forargeligere, og derhos beraabte sig paa mange andre, som
ligeledes havde været med denne faderlige Revselse begegnet, som og
saaledes er befunden.
[63] optaget Forhør.
Udi disse Dage tiltog de besattes Tal udi Thisted, og begyndte først
en gammel Pige der i Byen, som kort tilforn havde tjent Mag. Oluf, at
klage sig, at hun fandt[64] sig upasselig, og derpaa i lige Maade at
rase og raabe paa Troldkoner. Straks blev hun ligesom de andre af
Mag. Oluf betjent og i de besattes Tal antagen, anstillede sig og
derpaa ligesom de andre.
[64] finde bruges i ældre Dansk for føle, mærke.
Det blev ikke derved; men samme Dag fandt en Mands Dotter der i Byen
nogen Beængstelse og Banghed, da hun var hen at se en af de besatte.
Straks raabte de, at hun var besat. Pigen faldt derpaa i
Forskrækkelse, Mag. Oluf og de tvende forbemeldte Studentere klemmede
straks paa hende med deres sædvanlige Manelse, hvorpaa hun i lige
Maade begyndte at raabe paa Troldkoner saa som de andre.
Hendes anden Søster faldt nogle Dage derefter udi nogle melankoliske
Tanker af den store Frygt og Rædsel, som var i Byen, hvor de fleste
troede, at alle Djævle i Helvede maatte nu raade ligesom de vilde,
indtil saa længe, at alle Troldkoner var udryddede. Hun blev derpaa i
lige Maade af Mag. Oluf akkommoderet som besat og kom derover ogsaa
udi Alteration[65] og anstillede sig ligesom de andre. En anden
fattig Sy-Pige der i Byen blev nogle Dage derefter syg. Mag. Oluf kom
straks til hende og sagde, at det var ikke ret fat med hende. Pigen,
som tidt havde set i Kirken de tvende første besattes Gebærder, og
derover var bleven forskrækket, begyndte at frygte sig, da hendes
Præst trøstede hende saa ilde, faldt derover udi stor Melankoli,
hvorpaa hun blev betjent paa samme Maade som de andre; men denne tav
stille og beskyldte ikke nogen, men bad Gud inderlig om Hjælp og
tænkte, hun var forgjort.
[65] Sindsbevægelse.
Det blev endda ikke ved disse, som her er ommeldet, men her kom udi
samme Dage endnu fem andre Kvindfolk paa samme Maade i de besattes
Tal, hvoriblandt den ene var Maren Spillemands Søster, en ung, glat
Bondepige, som faldt udi en Besvimelse, da hun var hos hendes Søster,
og blev straks ført i Mag. Olufs Hus og der lagt i en Seng udi hans
Stue. Dog fandt man ingen synderlig Frugt af denne Senge-Kur. Men
baade denne Bondepige og alle de andre tog lige galt afsted og alle
paa samme Maade, som forhen om de første tvende er meldt.
Nu begyndte denne Besættelses Tanke at æde videre om sig, saa at der
var i disse Dage i Byen mange gemene Kvindfolk, som tvilede om sig
selv, saa snart de fandt den ringeste Svaghed enten for Hjærtet eller
i Hovedet, ja om det ikkun var et Vrid i Livet eller Krampe i et Lem,
saa frygtede de straks, at det maatte være Djævelskab, og fik
allehaande Tanker i Hovedet, men turde dog ikke ret lade sig mærke
dermed.
Der var og adskillige Folk i Byen, som var sindet at ville forlade
den, da det saaledes tog Overhaand, saasom her hørtes daglig ikke
andet prædikes, læses eller synges i Kirken, intet andet tales eller
handles i Husene end om Djævelen, Trolddom, Spøgeri, Besættelse og
andre forskrækkelige Ting. Og er det sært, at alle disse Mennesker
var nogle gemene, fattige, dovne og ørkesløse Kvindfolk, undtagen de
tvende Søstre, som tilforn er ommeldt, hvilke formedelst en
Forskrækkelse anstillede sig i Begyndelsen lige saa rasende som de
andre. Men som en af deres Venner lod dem siden komme hen til en
forfaren Læge der i Nærheden, befandt han, at deres Svaghed bestod
udi en Indbildning, som de havde om dette Besættelses Væsen, hvorfore
de og straks mere med Ord og Omgængelse end med Medikamenter blev
tilpas igjen og fri for deres formente Besættelse.
Denne store Frygt for Djævelen og hans forskrækkelige Gerninger
indtog ikke aleneste den enfoldige Almue, men endog dennem, som bedre
var oplyst der paa Stedet.
Iblandt andre var en fornemme Mand der i Byen (hvilken Maren
Spillemands havde truet, at hans Børn skulde blive besatte, om han
ikke vilde hjælpe til at faa Troldkonerne brændt) kommen i Tanke, at
alt det underlige Væsen, der udi de Dage skete, var af Djævelen og
Hekser.
Nu hændte det sig, at samme Mand en Aften havde nydt nogen god
Traktement og derover om Natten faldt i urolige Drømme om denne
Djævle-Allarm, som han daglig saa og hørte, og udi saadan urolig Søvn
faldt Overdynen af hannem paa Gulvet. Dette tilregnede han straks
Djævelen og fortalte det som et stort Mirakel for adskillige. Endelig
kom han til en af disse to unge Piger, som før er meldt, da de var i
deres Raseri. For nu at vide, om de vist var besat, spurgte han den
ene til, om hun kunde sige hannem noget af, hvis[66] hannem var
vederfaret. Pigen svarede: Ja, jeg kan. Dynen faldt forleden Nat af
Dig. Manden blev forskrækket og sagde: Ti stille, det er nok, hvorpaa
Pigen sagde: Se der, nu staar Du som en klippet So, hvorover Manden
og de omstaaende faldt i Forundring og troede, at det ufejlbarligen
maatte være talt af Djævelen, da dog siden befandtes, at en
Rendekælling havde fortalt det tilforn der i Huset, hvorledes
Djævelen havde trukket Dynen af denne Mand.
[66] for: hvad.
Imidlertid fandtes, som forhen er meldt, en Del Folk inden og uden
Byen, som bar stor Tvivl om alt dette Værk. Mag. Oluf derimod
forsvarede det med stor Nidkærhed og kaldede dennem Vantroens Børn
og aandeligen besatte, som der udi vilde sige hannem imod. En Del af
Præsterne, som af Biskoppen var beskikket til at gaa hannem til
Haande med de to første at opvarte, kom og selv udi Tvivl, at det var
enten nogen naturlig Sygdom eller og selvgjort Værk eller og en
Blanding af begge Dele hos disse ny besatte, men ingen af dennem
turde offentlig sige Mag. Oluf imod, en Del for den store
Opinion[67], de havde om hans Lærdom og højt oplyste Forstand, og en
Del af Frygt for hans Ivrighed imod alle dennem, som her udi sagde
hannem imod, foruden at den Kredit[68], han for sin udvortes
Hellighed og Anseelse havde hos den gemene Mand, gjorde enhver
undseelig at sætte sig imod hannem, ja en Del af Præsterne bar og
selv saa stærk en Tro til alt, hvis[69] som han sagde, at de uden
videre Ransagen gjorde alting, ligesom han anordnede og lod det komme
an paa hans eget Forsvar.
[67] den høje Forestilling.
[68] Anseelse. Jvnf. engelsk: _to one's credit_.
[69] hvilket, hvad.
Og som nu de besattes Tal saaledes var formeret, og disse Præster
blev baade trætte og kede af at løbe fra den ene af disse rasende
Kvindfolk til den anden, anholdt Mag. Oluf paany hos Biskoppen om
flere Præster, foregivendes, at han ikke troede, at der var sket
større Ting og Tegn siden Apostlernes Tider, end der nu skete i
Thisted.
Herpaa besluttede Biskoppen straks selv at rejse did for at tage
alting udi Øjesyn, tog derfor med sig en af de ældste Provster udi
Stiftet, som udi Lægekonsten var temmelig kyndig og kom til næste[70]
Landsby ved Thisted, at han der udi Enrum og Stilhed, uden Almuens
Overløb, kunde udforske Beskaffenheden hos enhver især af disse
formente besatte, lod derfor de to første, nemlig Maren Spillemands
og Barnet Kirsten Langgaard føre ud til sig. Straks begyndte Maren
Spillemands hendes sædvanlige Gebærder med Tuden, Raaben og Skraalen
og andre slige Optøger. Barnet Kirsten Langgaard øvede i lige Maade
hendes Konster.
[70] nærmeste.
Mag. Oluf, som og samme Tid var til Stede, brugte derpaa sin
sædvanlige Læsning og Sang over dennem. De derimod vrængede med
Munden, spyttede og brugte andre foragtelige Gebærder, dog ej
anderledes end at ethvert Menneske, som sig saadant vilde foretage,
kunde efterabe.
Derpaa sagde Biskoppen til Mag. Oluf, at han ikke fandt noget
Besættelses Tegn hos disse Mennesker. Mag. Oluf derimod med stor
Ivrighed forsvarede det og stod hardt derpaa, at der maatte endeligen
først ske Eksekution[71] over alle de paaraabte Troldkvinder, førend
der kunde forventes nogen Befrielse fra Djævelen fra disse og andre
af hannem besatte Kvindfolk, sigende derhos, at saa vist som der var
Gud i Himmelen, saa var der udi Thisted tolv legemlig besatte
Mennesker. Han lod ogsaa falde adskillige spodske og foragtelige Ord
baade imod Biskoppen og Provsten, og ingenlunde vilde afstaa hans
Mening, hvor udover de skiltes ad og drog hver sin Vej hjem igjen.
Dette skete i Junii Maaned.
[71] Henrettelse.
Nu havde Biskoppen selv set disse tvende Mennesker, og som han af
deres Væsen sluttede, at denne foregivne Besættelse ikke maatte være
rigtig, saa begjærede han ved sin Hjemkomst Stiftamtmandens Hjælp at
faa dennem bragt fra Thisted til Aalborg, hvor han boede, paa det man
des grangiveligere kunde ransage deres Adfærd, naar man fik dennem
fra det Sted og den Samkvem afsondret, hvor de udi deres Griller
eller Ondskab dagligen blev styrket.
Derpaa blev tvende Mænd udi Aalborg affærdigede[72] til at ledsage
Maren Spillemands fra Thisted til Aalborg, hvilke da de kom til
Thisted, blev de saa indtagen af denne Allarm, som der var i Byen,
desligeste[73] af Mag. Oluf og hans Tilhængere saa indprædiket om
denne Maren Spillemands Lutzers Styrke og Adfærd, at de snart[74] var
sindet at begive sig tilbage med uforrettet Sag. Endelig fik de hende
omsider paa en Vogn og begav sig paa Rejsen, hvor hun under Vejs
baade paa Vognen og udi Herbergene øvede alle hendes Gebærder, dog
saa varligen, at hun hverken faldt af Vognen eller nogen Tid stødte
eller i ringeste Maade skadede hendes Legeme. Disse to hendes
Ledsagere førte hende dog frem med stor Varlighed og Forskrækkelse,
og kunde derefter ikke noksom fortælle alle de store Jærtegn, som de
undervejs havde set hos hende. De turde og ej komme længer med hende
end til et lidet Færgested ved Aalborg kaldet Sundby, saasom de var
bange, at hendes Lutzer skulde drukne baade hende og dennem, som hun
dennem og havde truet, hvorfor den ene forblev hos hende udi Sundby,
imedens den anden foer over og fortalte Biskoppen denne deres
eventyrlige og farlige Rejse, sigende sig derhos at have faaet en
stræng Ordre fra de andre besatte i Thisted til Biskoppen, at saa
fremt han ikke stræbte at faa de paaberaabte Troldkvinder brændte,
skulde Djævelen i lige Maade fare i hannem og hans Hustru og bad, at
en eller to Præster maatte være hos at følge Maren Spillemands over
Færgen. Biskoppen beordrede straks en af Byens Præster at følges over
Færgen at afhente hende.
[72] udrustede.
[73] ligeledes.
[74] næsten (bruges endnu almindeligt paa Jydsk).
Da hun nu kom i Færgen, begyndte hun at øve hendes Gebærder; men, der
Præsten lod sig forlyde, at hvis hun ikke vilde ligge stille, saa
skulde hun bindes, holdt hendes Lutzer sig smukt skikkelig, saa at de
uden Fare kom med hende til Aalborg. Saa snart hun kom til Lands, og
hun saa den gemene Mand i Mangfoldighed omringe hende, begyndte hun
paany efter Sædvane, alt paa samme Maade som hun fra Begyndelsen i
Thisted sig havde anstillet. Da hun nu blev stillet til Forhør
for Biskoppen og Stift-Amtmanden, var hun i Begyndelsen hel
besvadsig[75] og vidste vel at forsvare sig; men omsider gik hun til
Bekjendelse og sagde, at af Begyndelsen, der hun var i hendes Alders
trettende Aar, fandt[76] hun undertiden til noget krybendes i hendes
Laar og Lemmer, hvilket man samme Tid indbildte hende at foraarsages
ved noget ondt, som skulde være hos hende, hvorudover hun og i
Begyndelsen ikke andet vidste, end at der var noget Spøgeri hos
hende. Men nu en Tid lang havde hun forsætlig gjort sig selv de
sælsomme Gebærder og ingen Tid været af Djævelen besat paa den Maade,
som hun det havde indbildet Folk. Og at der hun saa Oluf Langgaards
Barns Væsen og Gebærder, og at det gik samme Barn an[77], da blev hun
efter Satans onde Tilskyndelse endnu mer styrket og opmuntret til at
abe det efter og at føre Folk fuldkommelig i Tanker om sin legemlig
Besættelse. Desligeste, at der hun hørte samme Barn raabe paa de for
Trolddom beskyldte Personer, saa gjorde hun sig i lige Maade dets Ord
nyttige, ihvorvel hun ingen af dennem for nogen Trolddom vidste at
beskylde. Saa hørte hun ligeledes det Navn Lutzer først nævnes af
Barnets Mund, som sagde, at Broder Lutzer var hos Maren Spillemand,