Kort og sandfærdig Beretning om den vidtudraabte Besættelse udi Thisted - 1

Total number of words is 4548
Total number of unique words is 1342
43.5 of words are in the 2000 most common words
56.6 of words are in the 5000 most common words
63.4 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.

Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men den oprindelige
stavning og brug af versaler er i øvrigt bevaret. Bogen er oprindelig
trykt med frakturskrift; i nedenstående tekst er _ brugt til at
angive antikvaskrift.


Den vidtudraabte
Besættelse udi Thisted.


Kort og sandfærdig
Beretning
om
den vidtudraabte
Besættelse udi Thisted.

Til alles Efterretning af Original-Akter og troværdige Dokumenter
uddragen og sammenskreven (af Arne Magnussen).

Paany udgiven af Alfred Ipsen.

Kjøbenhavn.
Jul. Gjellerups Forlag.
1891.


Første Udgave udkom i 1699, trykt i det kongl. priviligerede
Bogtrykkeri udi Studie-Stræde.

Trykt i Martius Truelsens Bogtrykkeri.


Forord.

Der er i den senere Tid fra forskjelligt Hold gjort ikke saa lidt for
at henlede Opmærksomheden paa den ejendommelige og indgribende Rolle,
som Heksetroen og de deraf følgende Heksebrændinger spillede i det
sekstende og syttende Aarhundrede hele Evropa over, og da ogsaa her i
Danmark.
Til en samlet videnskabelig Fremstilling og Vurdering af dette i
kulturhistorisk og psykologisk Henseende lige mærkelige Fænomen,
som den Tyskerne eje i Soldans fortræffelige »Geschichte der
Hexenprocesse«, ere vi vel ikke naaede; men der er dog fra
forskjellig Side, af Byarkiver og Thingbøger, fremdraget et ikke
ringe Materiale til Belysning af den Rolle, som Heksevæsenet
har spillet hos os. Desuden have vi -- om end henliggende i
Bibliothekernes Støv og lidet kjendte af det store Publikum --
adskillige samtidige, trykte Beretninger om nogle af de største og
mest opsigtvækkende Heksebesættelser, saaledes om den i Kjøge (ved
Rektor Brunsmand) og den i Thisted (ved Arne Magnussen). Det er den
sidste af disse, som herved forelægges for Læseverdenen, og vi tør
vel uden Overdrivelse kalde den den interessanteste danske
Kriminalhistorie. Det er nemlig intet mindre end en Skildring af et
skammeligt Bedrageri. Men det er noget mere.
Kun faa af de fra Fortiden overleverede Bøger føre os saa nemt og
umiddelbart ind i Datidens centrale Bevidsthedsliv. I sit naive og
troværdige Sprog opruller den lille Bog os et Billede af Livet i en
afsidesliggende, dansk Provinsby i Slutningen af Kristian den femtes
Regeringstid, som aldrig nogen Historieskriver eller Digter har
naaet endsige overgaaet. Vi se den halv barbariske Tids mærkelige
Blanding af Religion og vild Overtro, af Gudsfrygt og verdslig
Beregning, og i skarpt Lys vises det os, hvilken uhyre Rolle Frygten
-- man kunde næsten sige Mørkerædslen -- spillede som Baggrund for
hele Samtidens Tankeliv.
Dog betegner Thisted-Processen, der foretoges ved Højesteret i 1698,
efter at Lægefakultetet forud var afhørt derom, netop den gryende
Fornufts Sejr efter den lange Heksesabath. I Virkeligheden var det
den sidste, store Hekseproces i Danmark, og dens Udfald viser
tydelig, at det da var paa Heldningen med disse protestantiske
Autodaféer, idet ingen af de i Sagen indviklede bleve brændte. I
Beretningen om Magister Oluf Bjørns tappre, men frugtesløse
Anstrengelser for at faa sine Hekse paa Baalet, først hos den Aalborg
Bisp og siden hos de overordnede Myndigheder i Kjøbenhavn, skimter
man tydelig den kommende Oplysningstids begyndende Skepsis. Efter
Aaret 1700 kjendes der ingen Eksempler paa, at Hekse ere blevne
brændte her i Landet.
De, som ønske nærmere Orientering med Hensyn til Heksevæsenet her
i Danmark, ville kunne finde den i Verner Dahlerups blandt
Studentersamfundets Smaaskrifter udgivne lille Bog om »Hekse og
Hekseprocesser i Danmark«.


Det store Ry og Rygte, som for nogen Tid haver været her udi Danmark
om Djævelens store Tyranni og forskrækkelige Magt over nogle Kvindes
Personer i Thisted udi Aalborg Stift i Jylland, giver vel enhver
Forlængsel at vide, hvorledes dermed var beskaffet, helst efterdi man
haver hørt saa meget om adskillige forunderlige Jærtegn, som der hos
dennem var sket, hvorledes at Djævelen skinbarligen havde ladet sig
til Syne hos dennem, talt af dennem, udraabt adskillige baade fattige
og rige for Trold-Koner, og at de var hans med Legem og Sjæl, sagt at
de skulde brændes, førend han vilde vige og andet mere deslige.
Da for at vise alle og enhver den rette Historie fra Begyndelsen og
indtil Enden af dette vidt udraabte Besættelses og Trolddoms Værk, er
dette til alles Efterretning forfattet, og af Akterne oprigtig
uddraget, saaledes som det egentlig er befunden.
En Bondepige i Jylland udi Vensyssel i Aalborg Stift ved Navn Maren
Spillemands (hvis Fader Kristen Spillemand er en fattig Husmand og
Kalkslager) skal efter hendes Foregivende, der hun var tretten Aar,
være en Gang bleven syg og fundet nogen Gysen og Rysten udi sine
Lemmer, hvormed undertiden fulgte nogle Konvulsioner. Hun er dog
omsider kommen tilpas igjen, men sagde sig derefter at finde nogen
Urolighed baade i Sindet og Lemmerne og har siden den Tid paa en
fjorten Aars Tid af og til givet sig ud for at være upasselig, dog
saaledes at hun endog i hele og halve Aar sagde sig at være fri. Hun
haver derved taget Anledning at slage sig til Ørkesløshed og dovne
Dage og løbet om fra et Sted til et andet at søge Ophold, hvor nogen
vilde give hende noget, og haver baade hun og hendes Fader faaet
Tanker om, at hun maatte være fortryldet (eller, som gemene Mand det
kalder, forgjort, eller der maatte være kastet noget ondt i Veien for
hende) og givet Skylden en gammel Bondekone der i Nærværelsen[1] ved
Navn Anne Kristens Datter i Skinderup, som deromkring holdtes for at
være en Troldkone, at hun skulde (som gemene Folk taler) have vist
noget ondt i hende, hvilket skulde være sket en St. Hans Aften
sildig, da denne Kvinde tilligemed en anden skal have mødt denne
Maren Spillemands og hendes Søster paa Marken udenfor Skinderup, da
de kom fra Vetteild[2], siden hvilken Tid hun sagde sig at have
fornummet dette onde.
[1] Nærheden.
[2] Vetteild d. v. s. St. Hans Blus.
Denne hendes foregivne Svaghed blev dog af en Del forstandige Folk
der i Egnen holdt for noget Skrømteri og selvgjort Værk og af andre
for et Tilfald af Moderen[3] eller anden kvindelig Svaghed.
[3] Fremfald af Livmoderen.
Imidlertid haver Faderen søgt Raad for hende hos en og anden af
Præsterne der i Nærværelsen, hvor iblandt tvende, da de saa hendes
underlige Gebærder, lod gøre Bøn for hende af Prædikestolen i (den)
Mening, at der var noget Hekseri hos hende.
Endelig er hun fire eller fem Aar siden kommen til Præsten i Thisted
Magister Oluf Bjørn, som i de samme Tider var bleven Præst der
sammesteds, og ligeledes søgt Raad hos hannem.
Samme Mag. Oluf haver og i Begyndelsen tvilet om, hvad hendes
Svaghed maatte være. Men der hun klagede sig, at det onde, hun
plagedes af, sad udi hendes Laar, og at det vigede bort, naar han
lagde sin Haand derpaa og befol det at gaa bort, haver han i lige
Maade ladet sig forlyde, at det maatte være noget Spøgeri eller
Trolddoms Værk.
Imidlertid haver man intet synderligt fornummet til hendes Syge[4]
førend siden i Januario 1696, da Mag. Oluf erklærede hende offentlig
for alle, at hun af Djævelen legemlig var besat.
[4] Sygdom. Denne Form af Ordet er endnu ganske almindelig i
Jylland.
Nu hændte det sig ved de samme Tider, at en anden Mand der i
Nærværelsen, ved Navn Oluf Langgaard, som og var en af denne Mag.
Olufs Tilhørere havde et lidet Pigebarn henved ni Aar gammelt,
navnlig Kirsten Langgaard, som gik i Skole der i Byen og var et
vittigt Barn, men derhos ikkun ilde optugtet.
Dette Pigebarn skal have faaet nogen Svaghed, som undertiden førte
nogle Tegn med sig ligesom en liden Anstød af den faldende Syge.
Hendes Fader haver derfor søgt Raad i Begyndelsen hos en Præst der i
Nærværelsen, som nogenledes var kyndig i Lægekonsten; men, der hans
Raad ikke straks vilde lykkes, søgte han en anden gammel Præst, som
den gemene Mand holdt for, at der var noget sært hos, og at han kunde
skønne paa[5] alle Slags Svagheder bedre end nogen der i Egnen, om
derhos maatte være noget unaturligt. Denne Præst baade brugte til
hende nogen Lægedomme, saa vidt han forstod, saa og gjorde Bøn til
Gud om hendes Helbred.
[5] bedømme.
Da det nu rygtedes, at Mag. Oluf i Thisted havde den forom meldte
Maren Spillemands under Hænder, tænkte denne Oluf Langgaard, at det
ikke heller maatte være ret fat med hans Datter, søgte derfor ogsaa
Magister Olufs Betænkning og Raad, om muligt ikke hans Barn maatte
være lige saadan faren som Maren Spillemands, hvilken da han saa
hendes Gebærder at ligne en Gren af den faldende Syge, holdt han det
og i Begyndelsen derfor.
Nu var Maren Spillemands Sygdom, som før er meldt, af hannem erklæret
for en Besættelse af Djævelen, hvis Adfærd da denne Kirsten Langgaard
saa, nemlig hvorledes hun anstillede sig med Raaben, Skrigen,
Mundvrængen, beskyldende Ane Kristens Dotter af Skinderup for hendes
onde, begyndte Barnet ligeledes at anstille sig og gjorde alting
lige saa galt som Maren Spillemands. Derudover forandrede Magister
Oluf hans Mening og erklærede hende ligeledes for at være af Djævelen
legemlig besat, begyndte derpaa at betjene dem begge som besatte og
læste og sang adskilligt for dennem, som alt gik derpaa ud, at her
var en Djævel i hver af dennem.
Nu var der i Byen paa samme Tid nogle Studentere, dennem bragte Mag.
Oluf udi Tanker, at her var Djævelens legemlige Nærværelse, og gik
tvende af dennem, Povel Rytter og Christian Friederich Mavors
(hvilken sidste var Mag. Olufs Søstersøn) hannem fornemmeligen til
Haande udi at betjene disse tvende Mennesker. Da de nu saaledes blev
begegnet, haver de daglig mer og mer taget til udi sælsomme Gebærder,
gøet og galet, skreget og tudet og gjort mange underlige Optøger,
ideligen raabt paa den Kvinde af Skinderup, at hun var en Troldkone.
Magister Oluf derpaa manede og besværede[6] Djævelen og spurgte
hannem om hans Navn, og hvo der havde vist hannem der ind. Maren
Spillemand svarede, som under Djævelens Person, at hans Navn var
Lutzer, og at han var indvist i hende af Anne Kristensdotter i
Skinderup.
[6] besvor. Man skrev i ældre Tid svære, hvor vi nu skrive sværge.
Barnet i lige Maade kaldte sin Djævel Hvid Rotte og (sagde) at den
var indmanet i hende af samme Kvinde. Præsten og fornævnte
Studentere, som før er meldt, klemte videre paa med deres Manelser,
tiltalte disse Djævle ved deres Navne: Lutzer! Hvid Rotte! Din Hund!
Er Du der? Pak Dig bort. De lod dennem føre til Kirken under
Gudstjenestens Forretning[7] og tiltalte dennem ligeledes der i
Menighedens Paahør og besvarede hvert Ord, de talte, ligesom det
kunde være talt af Djævelen. De derimod, som saaledes idelig blev
begegnet, blev mer og mer forstyrrede, rasede umaadelig, anstillede
sig som de, der falder af den slemme Syge, skjældte Præsten for Oluf
Sladder, spyttede undertiden paa hannem, vrængede Mund ad Guds Ord og
faldt udi en og anden Guds Bespottelse og beskyldte foruden den
paaberaabte Anne Kristensdotter andre flere (deriblandt nogle
fornemme Koner) for at være Troldfolk i lige Maade og Aarsag i deres
Onde.
[7] Forrettelse, Ordet Forretning bruges som bekjendt nu i en anden
Bemærkelse.
Mag. Oluf talte igjen Djævelen til og sagde: Du lyver, din Hund! --
De svarede, som under Djævelens Person, at de maatte intet lyve for
den store Mand[8] som vilde endelig have Trolddom straffet. De
(Djævlene) vilde blive hos dennem i ti Aar, saafremt de ikke alle
blev brændte, som de paaraabte at være Troldfolk, og at hvis
Amtmanden ikke vilde lade dennem brænde, vilde de fare baade i hannem
og alle hans Børn. Disse Djævle lod sig dog tit uddrive baade af Mag.
Oluf og fornævnte Studentere, ja endog af Kællinger og gemene Folk,
naar der blev læst for dennem, eller dennem blev befalet at fare ud,
og sagde da undertiden, naar Mag. Oluf eller andre læste for dennem:
Du piner mig saa med dine Bønner, at jeg ikke pines mere i Helvede.
Lad mig fare ud. Nu far jeg. Og i det samme sagde Maren Spillemands
eller Barnet: Nu for han bort som en Sværm Fluer, som en Ravn, som en
Ildslue. Og sov disse to Mennesker altid roligt om Natten, saa at
naar Fantasien og Hjærnen var udmattet af den idelige Tummel og
Allarm om Dagen faldt de omsider i Søvn og gjorde ikke mere deres
Gebærder. Undertiden bad de Præsten gaa bort, de vilde have Rolighed,
og var saaledes stille indtil Præsten og de ommeldte Studentere
begyndte paany at tiltale dennem: Lutzer! Hvid Rotte! Hvor er Du nu?
Hvor haver Du været saa længe? Er Du dér? Lad os høre Dig! Hvad
bestiller Du? Hvormange er Du? og saa fremdeles, da de igjen begyndte
at tale og øve deres sædvanlige Gebærder og stilledes saa igjen,
undertiden ved et Ord, og undertiden lod de længe bede og synge for
sig, før de omsider sagde: Nu for han bort! og andet deslige.
[8] Vorherre. Den lille Mand er Djævelen. Jævnfør Udtrykket
Bettefanden.
Som de nu ideligen hørte tales, læses og synges om Djævelen og
Djævelens Nærværelse, Fortrylden, Hekseri og Spøgeri, kom saa vel
Maren Spillemands (hvilken desforuden i lang Tid havde gaaet om med
denne Besættelsestanke) som Barnet Kirsten Langgaard derover udi stor
Urolighed og græsselige Gebærder.
Det hændte sig en Gang, at Barnet gik og legte paa Gulvet i Mag.
Olufs Stue. Som der da kom en Mand ind, sagde Mag. Oluf til Barnet:
Hvid Rotte, er Du nu der igjen? Barnet sagde: Nej, jeg skader intet,
hvorpaa Mag. Oluf svarede: Din Hund, jeg ved Du est her, og befol at
lægge Barnet paa Bænken og læse over det. Derpaa fangede det straks
an med sine sædvanlige Gebærder.
En anden Gang mødte en af fornævnte tvende Studentere Maren
Spillemands paa Gaden, og som han saae hende, sagde han: Maren, er I
gal, hvi gaar I her? Jeg ser Djævelen er skinbarlig i Eder. Hun
sagde: Nej, nu skader jeg intet. Han derimod svoer derpaa en stor Ed,
at hun var besat. Derpaa gik hun straks hen og ligeledes begyndte med
hendes sædvanlige Optøger.
Dette Væsen gav nu en stor Forskrækkelse iblandt Almuen, saavel i
Byen som i Egnen der omkring, og ihvorvel nogle, som saa deres
Optøger og Gebærder, dømte at der ikke var nogen legemlig Besættelse
hos dennem, saa opsatte dog Mag. Oluf sig imod alle dennem, som vilde
sige hannem imod, og sagde med stor Ivrighed, at de var alle
aandeligen besatte, som ikke vilde tro, at disse var legemlig besat.
Som nu den gemene Mand saaledes blev bestyrket udi denne Tanke, at
disse Mennesker maatte ufejlbarlig være besat af Djævelen, helst
efterdi Mag. Oluf selv læste offentlig paa Prædikestolen, at Djævelen
var efter Befaling opkommen af Helvede at forkynde Guds Villie og
straffe Synden, efterdi Menneskene ikke ville adlyde Guds Ord, og
sagde derhos offentlig, at her var ingen Forløsning eller Frelse for
disse Mennesker, førend de, som af dennem var paaberaabt, blev
paagreben og brændt, tænkte Kristen Spillemand og Oluf Langgaard, at
det var bedst at gøre som Præsten, der bedre var oplyst end de, vilde
have det, for at frelse deres Børn, hvorpaa Oluf Langgaard lod den
paaraabte, gamle fattige Bondekvinde Anne Kristens Dotter paagribe og
føre til Thisted. Da Maren Spillemands saa hende, anstillede hun sig
med sine sædvanlige Gebærder, talte som under Djævelens Person og
kaldte hende sin Morlille, sigende at hun havde givet sig til hannem
for tyve Aar siden.
Barnet Kirsten Langgaard stemmede i med og fulgte samme Tone, sagde
derhos, at hendes Djævel havde lovet hende 2000 Daler, der hun gav
sig til hannem, og at han skaffede hende Penge nok, som han stjal fra
en Mand udi Kjøbenhavn med andet mere deslige.
Kvinden derimod i højeste Maader beraabte sig paa sin Uskyldighed,
hvorpaa Mag. Oluf bad Gud ville gøre et Tegn, om hun var skyldig, og
som Barnet derpaa begyndte med dets sædvanlige Gebærder, Raaben og
Skrigen, udraabte han det straks for et vist Tegn fra Gud, at hun var
en Troldkone.
Derpaa søgte Oluf Langgaard at føre Vidner over denne gamle Kone.
Kristen Spillemand gav hende fuldkommen Sag og Sigtelse[9], hendes
Naboer, nogle Bønder, kom frem og vandt[10] om hende, at hun i mange
Aar havde været berygtet for Trolddom og haft Ord for at være skyldig
i Maren Spillemands Onde. Mag. Oluf trinede og frem sigende, at han
havde hørt Djævelen tale af de besatte og beskylde hende. Den gemene
Almue fulgte efter, og gik alle deres Vidner, saa vel Præstens som en
Del af hans Tilhøreres derpaa ud, at Lutzer og Hvid Rotte sagde sig
af hende at være indmanet i Maren Spillemand og Kirsten Langgaard, og
at hun endeligen maatte brændes, førend de vilde vige bort.
[9] stævnede hende.
[10] vidnede.
Forbemeldte tvende Studentere lagde det dertil, at det var af GUds
sær Tildrivelse, at Djævelen maatte sige dette, saasom Tiden nu var
kommet, at hun skulde brændes, hvorfor Djævelen var nødt til at bruge
de besattes Tunger, paa det hendes Synder skulde aabenbares, med
andet mere deslige, som blev vidnet imod denne gamle Kvinde, hvorpaa
hun udi hendes Enfoldighed svarede, at det var Løgn alt det, Fanden
havde sagt.
Som nu Oluf Langgaard saaledes forfulgte samme gamle Kvinde, blev
efter Amtmandens Ordre nogle andre Kvinder paagrebne, som i lige
Maade af Maren Spillemand og Kirsten Langgaard som Troldfolk var
paaberaabt.
Nu var der i Nærværelsen en Bondepige ved Navn Anne Legind, hvilken
gik med en indvortes Sygdom, saasom en Melankoli, og i lige Maade var
kommet i Tanker, at der maatte være noget ondt hos hende, hvorfor hun
og havde beskyldt en Fiskerkone der i Egnen, af hvilken hun formente
sig at være forgjort. Som denne Pige nu hørte, hvorledes Mag. Oluf
kunde besvære Djævelen, søgte hun strax til Thisted at søge Raad hos
hannem, hvorpaa han stillede hende frem i Kirken udi Korsdøren,
tilspurgte hende, om hun troede, at han kunde hjælpe hende, og som
hun svarede ja, sagde han, at hende skulde ske ligesom hun troede,
og derpaa begyndte at tiltale Djævelen paa sædvanlig Maade: Din
Hund! Giv Dig til Kende! Jeg veed, Du er her. -- Pigen derimod med
stor Forskrækkelse stod og rystede for hannem og kunde ikke svare,
men pegte til Halsen og græd, stod ligesom halv rørt[11] af
Forskrækkelse. Han igjen tiltalte Djævelen og spurgte, hvad han hed,
men fik intet Svar, hvorover han erklærede hende at være besat med en
dum[12] Djævel.
[11] Meningen er ramt af et Slagtilfælde, halv apoplektisk. Blandt
Almuen bruges Ordet endnu ganske almindelig paa denne Maade.
[12] stum.
Men Maren Spillemand aabenbarede siden denne Djævels Navn og kaldede
hannem Skam. Denne Pige rejste derpaa straks bort fra Thisted med
stor Frygt og Rædsel, men raabte ikke paa nogen Troldfolk, ejheller
beskyldte nogen for hendes Svaghed, indbildede sig dog, at hun var
forgjort, og bad Gud ville hjælpe hende, men befattede sig derefter
intet mere med Mag. Oluf.
Dette store Rygte om de tvende forbemeldte Kvindes-Personer bevægede
adskillige baade i Thisted By og paa Landet deromkring at søge til
dennem saasom til nogle Sibiller[13] og efterspørge, hvo der havde
forgjort deres Fæ og andet, som de kunde have lidt Skade paa, og fik
de alle til Svar, at disse Troldkoner var der udi skyldig.
[13] Spaakvinder.
Iblandt andre var der i Byen en Mand, som ellers skulde være en af de
fornemste og mest oplyste, men som ved Svaghed var kommen saa vidt,
at hans Hukommelse slog hannem mærkelig fejl.
Da nu denne Mand i de samme Dage formedelst Mangel paa sin
Hukommelse begik en liden Forseelse, og det rygtedes for disse to
Kvindes-Personer, sagde de, at Anne Kristens Dotter i Skinderup havde
taget hans Hukommelse fra hannem. Der Manden dette hørte, lod han
straks føre Vidner til Thinge, at Fanden havde sagt dette om Anne
Kristens Dotter og gav hende derpaa Sag og Sigtelse, at hun havde
berøvet hannem hans Hukommelse.
En gammel, enfoldig Mand der i Byen havde paa nogle Aar ikke fundet
sig saa færdig udi Kjærligheds Sager imod sin Kone, som han var i
sine unge Aar, hvorover han og søgte hen til disse tvende Mennesker
at forespørge sig, hvor hans Manddom var afbleven. De gav straks
Skylden paa en af de efter deres Paaberaabelse for Trolddom anholdte
gamle Kvinder ved Navn Anne Vert, at hun havde taget den fra hannem.
Derpaa gik baade denne Mand og hans Kone til Thinge og førte Vidner,
at Djævelen havde paasagt samme Kvinde denne Beskyldning.
Kvinden (som ellers var gammel og udlevet og gik i Barndom) værgede
sig længe med Munden og sagde, at det var Løgn, men som hun derpaa
blev meget hart fængslet og af Dommeren truet og haardeligen
tiltalt, bekendte hun omsider, at Fanden havde sagt sandt. Nu skulde
hun forklare, hvor hun havde gjort af denne Mands Manddom. Dertil
vidste hun ingen Rede længe, omsider sagde hun, at hun havde tøjret
den uden for Byen ved en Vejrmølle.
Manden blev tilspurgt, om det sig saa forholdte. Nej, sagde han; men
det haver ikke den Kraft som i mine unge Dage.
Flere saadanne Vidnesbyrd og Beskyldninger hørtes der daglig udi de
samme Dage, iblandt andet hvorledes denne Anne Kristens Dotter havde
været udi Katte-Lignelse nu hos Magister Oluf, nu hos fornævnte
Studentere og villet rive deres Strube ud, men maatte ikke for den
store Mand.
Saa skulde og Djævelen have sagt sig at være selv ottende hos Maren
Spillemands, ja, der sagdes og, at en havde set den Djævel Hvid Rotte
i sin fulde Skikkelse, og en anden havde om Natten set hannem som en
Hund ved sin Seng, med meget andet saadant. Var og den gemene Mand
saaledes indtagen af Forskrækkelse, at hvor der saas en Kat, Rotte
eller Mus, frygtedes der, at det skulde være en Djævel.
Iblandt andet hændte det sig, at som en Mand kom kørende paa Marken
forbi tre Harer, hvilke dog der i Landet er i Overflødighed, tænkte
han, at det var tre Djævle, og forklarede derefter, at da de sprang
hannem forbi, var det ligesom en kunde have slaget en Kniv i hans
Hjærte, og bød han dennem pakke sig, som de og gjorde, saa han
takkede GUd, at han slap dennem forbi.
Imidlertid[14] alt dette saaledes passerede, kom det forskrækkelige
Rygte om disse tvende Mennesker udi Thisted omsider Biskoppen[15] for
Øren, som boede 10 Mile der fra Stedet. Han skrev derpaa Præsten Mag.
Oluf til for at fornemme, hvorledes dermed var beskaffet, hvorpaa
Mag. Oluf, som paa fjerde Maaned havde paa sin egen Haand drevet
Værket, indskikkede saadan en Beretning til Bispen, som følger:
[14] imens.
[15] Biskoppen var den bekendte Jens Bircherod, der i sin Dagbog
omtaler Sagen.
Kort og sandfærdig Beretning om de sig her udi Thisted befindende
legemlig besatte Mennesker og dessen[16] Beskaffenhed, som nu fast
paa et Fjerding Aar Tid efter anden jo mere og mere haver ytret sig,
og befindes saaledes:
[16] deres.
1. Er her en Pige fød i Skinderup, navnlig: Maren Kristens Dotter
Spillemand, som for 15 Aar siden først skal have fornummet til dette
Onde, og skal af min sal. Formand ofte været forsøgt at drive, men
ikke kommen videre dermed end i hendes Laar, hvor det fast paa 10
Aars Tid før min Ankomst hid til Kaldet, skal have givet sig til
Kende, men staaet i Tvivl, om det skulde være en legemlig Besættelse
eller anden forgiftig Trolddoms Virkning formedelst Satans onde
Redskab, eller og nogen anden ugemen og fast overnaturlig Svaghed,
ja, en Del haver og villet føre det stakkels Menneske i Mistanke, som
der skulde være noget selvgjort Skrømteri og affektat Værk[17]
derunder.
[17] paataget Væsen.
Nogen Tid efter min Ankomst haver dette Onde igen begyndt at te sig
forfærdeligere, som jeg og ved Guds Ords og Aands Kraft nogle Gange
haver drevet, saa Mennesket er kommet til sin Rolighed og forrige
Helbred igen, hvorved alting saaledes en Tid lang er bleven i Stilhed
og _relinqueret in suspenso_[18], hvad det egentlig kunde være,
omendskønt det nok lod sig anse at være Djævelens Spøgeri og Trolddom
der under.
[18] henstaaende uafgjort.
2. Men forleden Sommer (1695) haver et Barn paa 9 Aars Alder, navnlig
Kirsten Olufs Dotter, som er Oluf Pedersen Langgaards Dotter her af
Byen, fornummet ligesaadan Anstød, og efter at jeg nogle Gange havde
været hos, og givet Agt paa Barnets Svaghed, syntes det vel at være
næsten af samme Beskaffenhed som med ovenbemeldte Pige, men derhos
ikke ulig et Fang[19] af den faldende Syge eller deslige naturlig
Svaghed og Raseri, hvorfor jeg raadede Barnets Fader, at han skulde
lade hende komme ned til Aalborg, at forfarne _Medici_[20] tilligemed
Byens Præster og Gejstlige desbedre kunde fornemme hendes Tilstand og
derom skønne, hvilket mit Raad han og lod sig befalde og lovede at
følge, men siden, overtalt af andre, lod hende ikke komme længer end
til Agersborg, hvor hun nogen kort Tid udi Sognepræsten hr. Pales Hus
og under hans Opsyn er forbleven.
[19] Anfald af en Sygdom, bruges særlig om Epilepsi.
[20] Læger.
Efter at Barnet var kommet fra Agersborg hid til Byen igjen, haver
det onde efterhaanden kjendeligen ytret sig, men er dog ved Bøn og
GUds Paakaldelse saa vidt dreven og bragt til Stilhed igjen, at
Barnet næstendelen haver været roligt en Tid lang, og syntes alene
som nogle Levninger af en naturlig Svaghed at være efterladt hos
hende.
3. Men der det kom ungefær til midt i Januario udi nærværende Aar,
haver det omsider for Alvor ytret sig hos begge ovenbemeldte
Personer, at man efterhaanden haver kunnet ligne det ene med det
andet, og Tid efter anden jo mere og mere kunnet fornemme _vera
obsessionis corporalis signa, tam primaria_[21], saasom 1) _Abditarum
rerum notitiam_[22], at de haver vidst adskilligt, som skete,
fraværende, særdeles indbyrdes hos de besatte, som dog var langt fra
hinanden i forskjellige Huse, kendt adskillige fremmede Personer, og
vidst at nævne dennem ved deres Navne, som Menneskene aldrig tilforn
havde set eller kendt, ejheller efter at den _paroxysmus_[23] var
over og det onde drevet, kunde kende, og andet saadant mere. 2)
_Admirandum & præter naturale robur & potentiam_[24] saa at endogsaa
Barnet undertiden ikke af 7 eller 8 stærke Mennesker kunde holdes og
styres. Alleneste Latin eller andre fremmede Sprog haver man ikke
fornummet den onde Aand at lade sig høre med hidindtil, videre end
han saa undertiden kunde støde ud med et Ord og sige som for
Eksempel: Jeg er en _Diabolus_[25] var og, tilspurgt hvad _Diabolus_
var, svaret en Forfører og Bagvasker, ligeledes at Satan var en
Modstander i sin Betydning etc. _quam Secundaria Obsessionis
Signa_[26] saasom (a) _Horrendam vocifertionem & ululatum_[27] hvor
iblandt de saa tydelig haver _exprimeret_[28] Kattes, Hundes, Haners,
Svins, Oksers og andre Bæsters Lyd, saa at de, som ikke saa, hvad det
var, kunde ikke skille det fra Dyrenes egen Lyd.
[21] de ægte Tegn paa en legemlig Besættelse, dels af første Rang.
[22] Kundskab om skjulte Ting.
[23] det Anfald.
[24] en beundringsværdig og overnaturlig Styrke og Kraft.
[25] Djævel.
[26] dels ogsaa Besættelsestegn af anden Rang.
[27] frygtelig Raaben og Hylen.
[28] gjengivet.
(b) _Dei blasphemationem & proximi cavillationem_[29], som haver
været forskrækkelig at høre, særdeles af den grumme Bespottelses
Aand, som regerer hos Barnet.
[29] Guds Bespottelse og Næstens Forhaanelse.
(c) _Gestuum deformationem_[30] med forfærdeligt Syn, Ansigtets,
Munds og Øjnes grumme Forvendelse og Udspilelse, umenneskelig
Skogren, Skummen og Fraaden af Munden, Tænderskæren og Klæders
Sønderrivelse baade paa sig selv og andre etc.
[30] Ansigtsfordrejelse.
(d) _Corporum excruciationem_[31], som haver været erbarmelig at se,
hvorledes den onde Aand haver pinet de arme Mennesker, blæst dennem
op og trækket dennem sammen igjen, vriet deres Arme, Hænder, Halse
og andre Lemmer omkring og kastet Hovedet bag ned paa deres Ryg, saa
man ikke kunde tænke andet, end de var ganske af Led.
[31] Legemernes Pinsel.
(e) _Insolitam corporis & proximorum læsionem_[32], saasom at rive
Haaret baade af sig selv og andre nærværende og med Slag, Biden og
Sliden gjøre det onde, som ikke med største Magt blev forhindret.
[32] Uhørt Beskadigelse af sig selv og andre.
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Kort og sandfærdig Beretning om den vidtudraabte Besættelse udi Thisted - 2