Indtryk og Minder fra Dybbøl - 4

og vælte den ned med Affutagen -- som vi saa hejsede op igen, før vi
kastede Graven til.
Den 16de April gav Major Jonquières mig Lov til at trække to af de
riflede Kanoner ud af Skansen for at bringe dem i Sikkerhed paa Als.
(Den tredie var kun brugelig til nogle Kardæskskud).
Bruge dem mod Broager kunde vi jo ikke, og baade jeg og Mandskabet
syntes det var en Skam de skulde ødelægges eller falde i Fjendens
Hænder; de havde tjent os godt. Broen var istykker, saa vi maatte trække
dem ud over Graven, et besværligt Arbejde. Det sønderskudte Materiel
slængte vi udenfor, Hjul, Lavetter, Slæder, Rapperter, Palissadepæle o.
s. v. Det blev tilsidst en køn Bunke.
Under disse Forhold maatte Betjeningsmandskabet om Dagen søge Tilflugt i
Krudtmagasinet, med kun en enkelt Vagtpost ude. Infanteriet laa i
Løbegravene, hvor de som sagt yderligere søgte Ly i selvlavede Huller,
undertiden i større Afstand fra Skanserne end det fjendtlige Infanteri i
Parallelerne foran Stillingen. Alt Mandskabet havde ligget for længe,
værgeløst overdænget med Fjendens Projektiler, med vaagne Nætter i Kulde
og Regn. De mindre Sammenstød med Fjenden var næsten altid faldet
uheldigt ud. Der var kun faa brugelige Kanoner tilbage i Skanserne.
Ingen troede mer, at vi kunde afslaa Stormen. Humøret var borte, selv
hos de frejdigste, og Disciplinen gennemgaaende stærkt svækket.
Stillingen var for øjensynlig haabløs.
Der blev talt om Udfald; mange mente at saadanne vilde have styrket
Soldaternes Selvtillid m. m. Det var dog vist heldigt, ialtfald nu mod
Slutningen, at Kommandoen afholdt sig fra den Slags Forsøg. Vi vilde
overalt være kommet i Kast med en i Tal, Vaaben, Uddannelse og Disciplin
langt overlegen Fjende; og mislykkede Udfald er næppe synderlig
opmuntrende.
Derimod kan man med Grund beklage, at Kommandoen ikke bestemte sig til,
som tilraadet af Major Jonquières og foreslaaet af General du Plat, at
opgive den ødelagte Stilling og trække Hæren over til Als.


XXVII.

Den 1ste April skød Prøjserne næsten ikke fra Broager; de havde bragt
deres Skyts op langs Alssund til Understøttelse for den planlagte
Overgang til Als. Den skulde have fundet Sted tidlig om Morgenen den
2den April fra Ballegaards Færge, men maatte paa Grund af Storm udsættes
til næste Morgen. Og da Vejret vedblev at være meget uroligt, blev
Foretagendet helt opgivet for den Gang.
Men for at aflede vor Opmærksomhed fra disse Planer var det, at
Prøjserne den 2den April bombarderede Sønderborg. De rettede særlig
efter Raadhustaarnet, saa de bagved liggende Bygninger blev slemt
medtagne. En enkelt Granat slog 28 Mand ned lige udenfor mit Kvarter;
jeg boede hos min Fætter Forpostkommandøren, han stod ved Vinduet og saa
det. Selv var jeg heldigvis ikke hjemme den Gang, og da jeg kom, var det
værste overstaaet.
Om Natten fortsattes imidlertid Bombardementet, der naturligvis fulgtes
af langvarige Ildebrande. Der kom Brandmandskab fra København, men det
maatte opgive den sydlige Del af Byen, hvor det meste brændte ned. Under
saadanne Forhold fandt selvfølgelig nogen Uorden Sted; Soldaterne fik
Skyld for Plyndring. »Redde« gjorde de ialtfald. Jeg saa en Mand hente
en Fjerding Smør og en Del andre Varer ud af et brændende Hus; havde han
ikke taget det, vilde Flammerne have gjort det.
Det var ikke nemt at skaffe Proviant under de Forhold. Men vi havde en
Ordonnans, der forstod Kunsten. Efter sin Hjemstavn hed han aldrig andet
end »Fre'sber'«. For at hindre Plyndring, var der sat Gardister ved
Broen; ingen af Mandskabet maatte paa egen Haand gaa fra Stillingen over
til Byen. Men naar Fresber kom, brølede han hovent: »Jeg er
_Ordonnans_!« Saa turde de ikke andet end lade ham passere. Ude fra
Broen haanede han til Tak de dumme »Ben-Gardister«. Og naar han kom
tilbage, havde han gerne Kurven fuld.
»Det gaar ikke, Fresber,« sagde vi; »hvor har du faaet det, og hvad
koster det?« Det kunde han aldrig »huske«; men han skulde se at komme i
Tanker om det, sagde han. Naar vi saa havde spist, kom han: »Undskyld,
Hr. Løjtnant, der skulde vel ikke være en Slat tilovers?« Det var
undertiden ikke saa smaa Slatter han fik. Saa lavede han med stor
Færdighed Kaffe og brølede paa de andre: »I Bønder, kom her og træd an
til Kaffe!«
Han havde rigtig hvad man kalder Københavnerhumør, aldrig forknyt.
Engang saae jeg ham gaa ved Siden af en Kammerat, en Bonde, da der faldt
en Granat lige for Fødderne af dem. Den anden sank lidt i Knæene, men
Fresber ikke saa meget som blinkede. »Kan du gi' igen paa den, Hans
Pe'sen?« sagde han.
Som bekendt fraterniserede Mandskabet undertiden med Prøjserne. Fresber
var tit derude og blev vel modtaget. Engang spurgte de ham: »Hvad er
det, I saadan har tømret paa inat?« »Minerne«, svarede han; »nu ryger I
snart i Luften!«


XXVIII.

Om Aftenen den 2den April var det Bestemmelsen at jeg skulde blive i
Forpostkommandørens og mit fælles Kvarter for at passe paa Tøjet, men
jeg maatte opgive det; der kom lovlig mange Granater. Jeg gik saa ud for
at finde Natteleje et andet Sted.
Der var ikke hyggeligt at gaa i Sønderborg Hovedgade den Nat. Granaterne
slog ind i Husene rundt om, og Tagstenene raslede med stort Rabalder ned
paa Gaden mellem de flygtende Beboere, der skyndte sig nordpaa,
belæssede med deres Sengklæder og andre Ejendele.
Jeg fik Natteleje i en Ingeniørofficers Kvarter med den Bemærkning, at
Sengens Ejer kunde ventes om Morgenen; han kom ogsaa, jog mig ud og krøb
selv tilkøjs. Mens jeg stod og vadskede mig, slog en Granat ned i
Genbohuset, saa Tagstenene raslede ned paa Gaden. Ingeniøren var
øjeblikkelig faldet i Søvn; han foer op med Raabet: »Hvad er det?« »En
Granat,« svarede jeg, temmelig tvært.
»Her er vist ikke sikkert?« sagde han tvivlraadig. Da kom der en ny
Granat, som kastede en Skorsten ned paa den anden Side af Gaden med et
stort Spektakel. Nu foer Manden ud af Sengen og forlod Huset efter at
have indbudt mig til Frokost. Da jeg kom hen, hvor vi skulde spise, --
det var i et Hjørneværelse med Vindu til begge Sider -- var Stuen skudt
ud i eet, og der var ingen Frokost.
Jeg gik hen til mit Kvarter for at se efter Tøjet; begge Nabohusene stod
i Brand, og Flammerne slog ind ad Husets sønderskudte Vinduer. Dørene
fandt jeg lukkede; jeg sprængte dem, og fik ved Hjælp af et Par Soldater
Tøjet slæbt i Sikkerhed.
Da jeg kom ned ad Trapperne, stak en ung Pige Hovedet op af
Kælderlemmen. Jeg forklarede hende den farlige Stilling hun befandt sig
i; Huset vilde snart brænde og styrte sammen over hende, hvis ikke en
Granat forinden gjorde Ende paa hendes Liv. Hun svarede at hun blev der;
hun havde lovet sin Madmoder at passe paa hendes Tøj, og lod sig ikke
rokke, hverken af Trusler eller Bønner.
Jeg maatte da sende Bud ud til Forpostkommandøren, og indtrængende
opfordre ham til at skaffe en Vogn, idet jeg forklarede ham, at Pigen
ellers ufejlbarlig vilde blive enten kvalt i Kælderen eller dræbt af en
Granat. Det har ikke været let at skaffe den Vogn; men den kom. Pigen
blev nu sammen med sin Madmoders Tøj kørt ud paa Als; hun havde holdt
sit Løfte.
Hvad mon den Piges Skæbne er blevet? Hun staar ofte for mine Øjne: lille
og uanselig, men med en Pligtfølelse og staalsat Vilje. Lever hun endnu,
maa hun være over 60 Aar.


XXIX.

Jeg havde en Gang Kommando i _den tilbagetrukne Linje_.
Den var anlagt under Belejringen, til Støtte for venstre Fløj, og bestod
af en lav Jordvold med foranliggende Grav, i skraa Retning fra Skanse
IV, bag III, II og I, ned til Vemmingbund. Der var tre Indskæringer med
hver 4 Stk. 24 Pd.'s Granatkanoner i Feltlavet. Anlægget begyndtes 11te
Marts, og Værkerne monteredes Natten til den 25de.
Denne Linje kunde efter sin Retning ikke godt enfileres fra Broager. Men
naar Skanse IV var taget, kunde man fra dens Brystværn skyde lige ned i
den nærmeste Indskæring og feje Mandskabet fra Kanonerne. Jeg gjorde
Kommandoen opmærksom paa denne Fejl, og det var dens Mening, at jeg
skulde have været ud at anlægge en Tværvold, der kunde hindre en saadan
Beskydning fra Nr. IV; men det naaedes ikke.
Uheldigt var det, at den over disse tre Kanonplacementer kommanderende
Officer ingen Underofficerer skulde have. Der burde have været en dygtig
Underofficer i hver Indskæring. Men jeg kunde ikke andet end misunde den
Mand, som kunde raade over en saadan Bestykning. De 24 Pd.'s
Granatkanoner var af lettere Skyts det bedste vi havde til
Kardætskskydning, og anbragt i Feltlavetter kunde de betjenes meget
hurtig.
Den tilbagetrukne Linje havde lidt forholdsvis ringe Molest under
Beskydningen, og var endnu den 18de April fuldt monteret. Jeg nægter
ikke, at jeg kunde haft Lyst til at optage en Kamp her, med mit Mandskab
fra 4de Batteri eller Flankebatteriet. Havde vi her optaget vore
tilbagegaaende Tropper fra 1ste Linje og holdt Stillingen til vore
Reserver (8de Brigade) naaede frem, turde det have givet nogen
Forandring. Og det havde ikke været nogen uløselig Opgave. Det havde
ikke været nogen Spøg for Prøjserne at gaa frem mod den tilbagetrukne
Linje over udækket Terræn, udsatte for en stærk Kardætsk- og Riffelild
paa nært Hold.
Den tilbagetrukne Linje blev imidlertid den 18de April saaledes
forsvaret, at Prøjserne besatte den uhindret; og det blev 8de Brigade,
der maatte gaa frem uden Dækning. Resultatet er kendt.
Derimod turde det være mindre kendt, at den i den tilbagetrukne Linje
kommanderende Artilleriofficer, en Løjtnant _Kofoed_, den 18de April
rendte fra sin Post paa Strømpesokker, med Støvlerne i Haanden --
naturligvis fulgt af sit Mandskab.
Han kom forbi Forpostkommandørens Adjudant, den flotte og kække Løjtnant
Binzer, og spurgte ham i Farten: »Hvad skal jeg gøre? --« »Rejs ad
Hedehusene til!« raabte Binzer.
Løjtnant Kofoed havde ingen Kommando ved Alssund den 29de Juni!


XXX.

Man har sagt om Artilleriforsvaret af _Nordre Brohoved_ den 18de April,
at det lod en Del tilbage at ønske. Det er rigtigt. Jeg veed det bedst.
Det var mig, som ledede det.
Den Officer, som den meste Tid havde været Skansekommandør i N.
Brohoved, havde ikke med synderlig Troskab opfyldt sine Pligter. Det
var, saavidt jeg husker, først den 7de April, Anker og jeg som Tjeneste
i anden Linje fik tildelt Kommando i Brohovedet (foruden Kirkebatteriet
paa Als). Da jeg overtog Brohovedet, fandt jeg det i en meget daarlig
Tilstand. Kanonerne skød over Bænk, og Brystværnet var ikke rørt siden
61; alt var i Uorden, Mandskabet demoraliseret. (Brohovedet havde vel at
mærke ikke været Genstand for nogen Beskydning. Men den sygemeldte
Artilleriofficer, hvem vi nu afløste, havde nok aldrig været paa
Batteriet.) Tilmed var der for faa Folk, nemlig 18 Mand til Betjening af
2 Stkr. 84 Pd.'s Granatkanoner Nr. 2 og 2 Stkr. 12 Pd.'s Kuglekanoner
samt et meget ubekvemt liggende Krudtmagasin.
Jeg arbejdede efter bedste Evne i Brohovedet, naar jeg var afløst fra
Skanse II og ikke blev sendt andre Steder hen. Og jeg bad Anker, om han
ligeledes vilde gøre sit til at faa Batteriet istand, naar han havde sin
to Dages Vagt der. Det maatte, mente jeg, være ham ligesaa
magtpaaliggende at faa Værket i Forsvarsstand, da det ligesaa godt kunde
træffe ham at faa Kommandoen der under en Storm.
Dertil svarede han med en drøj Ed: »Nej, jeg kører lige til Høruphav og
kommer ikke derfra, før jeg skal afløse Dem i Nr. II!« Og han holdt Ord.
Han kørte lige til Høruphav og var der sammen med Dampskibet Zampas
Kaptajn istedetfor at gaa til Brohovedet, hvor han, saa vidt jeg veed,
ikke har sat sin Fod.
Det blev mig, som kom til at kommandere Brohovedet under Stormen. Jeg
havde arbejdet paa det saa godt jeg kunde, al den Tid, jeg var afløst
fra Nr. II og fri for Extraarbejde andre Steder. Det vilde dog have
været en Skandale, om Artilleriet i N. Brohoved havde spillet samme
Rolle som det i den tilbagetrukne Linje. Det er ikke godt at vide,
hvordan det var gaaet Tropperne paa Retræten fra Skanserne, om ikke
Brohovedet havde hjulpet med til at dække dem. Men Anker havde forsømt
sin Pligt paa denne Post; derfor var Brohovedet ikke i fuld
Forsvarsstand og virkede ikke saa kraftigt som det skulde. Herfra
skriver sig den eneste Bitterhed, jeg har næret imod Anker.


XXXI.

Jeg gjorde et Forsøg paa at faa udleveret Skansekurve til
Fuldstændiggørelse af Brystværnet, saa Mandskabet under Betjeningen
ialtfald kunde have Dækning mod Infanteriild. Skulde vi skyde over Bænk
udsat baade for Riffel- og Kanonild, vilde det føre til en Forblødning,
før Batteriet havde løst sin Opgave.
Jeg gik til Artillerikommandoen og 4de Fæstningskompagni og bad om disse
højst nødvendige Skansekurve. Man henviste mig til Ingeniørerne; de
mente ikke det var muligt at skaffe dem. De kunde med Nød og neppe
skaffe de nødvendige til 1ste Linje.
Men have dem skulde og maatte jeg. Saa fandt jeg dem selv og stjal dem
om Natten. Paa den Maade fik jeg samlet 27 Kurve; det var nok til
Dækning for de 3 Kanoner.
Jeg havde faaet Kompagniets Løfte om ialtfald nogle Sandsække; med dem
agtede jeg at dække den fjerde Kanon. Men det trak ud trods gentagne
Mindelser fra min Side og blev ikke til noget. Endnu den 17de April Kl.
11 Aften ventede jeg forgæves paa de Sandsække; de kom ikke. Den 18de
April stod derfor den fjerde Kanon mindre godt dækket.
Utvivlsomt blev derved Batteriets Tab større end det burde have været.
Men lige saa vist er det, at Tabet var blevet endnu større, havde jeg
ikke faaet de tre andre Kanoner dækkede.
Jeg stod den 18de April Kl. 10 paa Kirkebatteriet; pludselig hørte jeg
en stærk Infanteriild, forstod at det var Stormen, løb strax over paa
Nordre Brohoved og fik Mandskabet til Kanonerne. I det samme blev der
raabt: »Den sorte Fane paa Nr. IV!«
Endskønt jeg maatte gaa ud fra, at vore Egne endnu stod der som Fanger,
ansaa jeg det for min Pligt strax at lade Kanonerne rette paa denne
Skanse. Klokken var da c. et Kvarter over 10. Først en Times Tid efter
lød Alarmsignalet.
Hele Tiden maatte vi fra Brohovedet skyde paa Fjenden over vore egne
tilbagegaaende Tropper. Det var en uhyggelig Tanke: hvis nu en Granat
sprang for tidlig! Og det kunde godt ske.
Vi blev hurtig Genstand for en stærk Beskydning. Saasnart Skanserne var
tagne, kørte Fjenden Feltbatterier frem i Fægtningslinjen og beskød os
fra dem saa vel som fra Batterierne paa Broager. Grev Waldersee opgiver,
at der mod Brohovederne rettedes 60 Kanoner. De skød undertiden for
højt; og en Del af Skytset var vel tillige rettet mod Alsbatterierne og
Sønderborg. Der var hele Tiden en underlig Lyd i Luften over os. Vist er
det dog, at vi til omkring Kl. 1 stod som Midtpunktet for den voldsomme
Ild og sammen med Alsbatterierne besvarede den, skønt vi hindredes af
mange uheldige Forhold.
Venstre Fløjkanon maatte jeg i Førstningen lade staa; der var ikke
Mandskab til den. Senere blev den betjent af Infanteri. Af mine egne
Folk mistede jeg strax ved Kampens Begyndelse de 6, nemlig to som
faldne, to som saarede og to vistnok som Desertører. De to 84 Pd.'s
Granatkanoner i 24 Pd.'s Belejringsaffutage havde meget stærk Rekyle;
det var Meningen, at de skulde stanses ved et anbragt Stoppetov, men det
sprang, saa Stumperne røg os om Ørene. Vi lagde da Tornystre under
Forhjulene og Svansen til Hindring af Rekylen. Men det var som sagt et
daarligt Mandskab; dets Holdning, særlig nu i den stærke Ild, var mindre
tilfredsstillende; det hændte, at de smed sig under Brystværnet, saa jeg
maatte tampe dem op. Og Tornystrene glemte de. Det havde til Følge, at
de svære Kanoner gentagende løb ned ad deres Brisker; jeg maatte have
Infanteri til at hjælpe dem op igen.
I Terrepleinet kørte Espingolerne forvildet rundt uden at vide hvad de
skulde gøre; jeg maatte hjælpe deres Mandskab med at faa dem af Vognene
og lægge dem op paa Brystværnet og forklare, at der godt kunde skydes
med dem saaledes.
Et Sted var der nogen der brølede: »I skyder paa vore Egne!« Jeg troede,
det var os, det gjaldt, og svarede: »Det er Løgn!« Man raabte tilbage:
»Det er de forbandede Infanterister, der skyder paa deres Egne.«
Altsaa, der var megen Forvirring. Og heldigt virkede det ikke under saa
daarlige Forhold, at der i Brohovedet opholdt sig flere højere
Officerer.
Midt under Skydningen fik jeg Ordre til at optælle Ammunitionen. Da jeg
gik forbi Krudtmagasinet, kom der en Granat og slog ned i Jorden, meget
nær forbi mig. Jeg fornam intet Lufttryk, som jeg har hørt at man skulde
ved en saadan Lejlighed. Men det var ikke hyggeligt at skulle gaa op til
Kanonerne igen.
Heldigvis holdt vi det gaaende, til Ordren kom at vi skulde forlade
Batteriet. Men det var ikke Præcisionsskydning, vi leverede. Rimeligt at
Chefen for det i N. Brohoved staaende Infanteri (2den Brigade) blev vred
og skældte mig ud paa Stedet. Men havde han kendt Batteriets
Forhistorie, vilde han vel nok have givet sin Vrede en anden Adresse.
Og trods alt fik vi ikke saa lidt Jern kastet ind blandt Prøjserne. Vor
Ammunition var næsten opbrugt, før Batteriet forlodes.


XXXII.

Det var omkring Kl. 1½ at først Infanteriet, saa Ingeniørerne og
Artilleriet i Brohovedet fik Ordre til at trække sig tilbage til Als.
Brohovedet havde nu opfyldt sin Bestemmelse og været med til at dække
Troppernes Tilbagegang. Vi skulde over den søndre Bro; den nordre var
allerede noget tidligere blevet afbrudt.
Jeg lod de tiloversblevne Krudtkasser kaste i Sundet og fornaglede
Kanonerne med nogle store Søm, som Ingeniørerne havde efterladt. Ved en
af Kanonerne laa der en Mand og klemte sig saa tæt som mulig op under
Brystværnet; han havde aabenbart tabt Modet og vilde helst fanges; jeg
jog ham ud.
Ligesom vi var rykket ud af Brohovedet, kom der Ordre, at vi skulde
forsvare det til det yderste. Hvad Meningen dermed var, er ikke godt at
vide. For sent var det ialtfald.
Der var tænkt paa at sprænge Krudtmagasinet i Brohovedet i Luften, men
Major Jonquières forbød det, da han var bange for, at det skulde
afstedkomme Tab blandt vore egne. Stor Nytte havde det heller ikke været
til, da vi fra Als kunde bestryge hele det Indre af Brohovedet.
Den søndre Bro blev afbrudt ved Udsvingning af et Broled. Da Artilleriet
i N. Brohoved var blandt de sidste, der fik Ordre til at trække sig over
til Als, var jeg ganske naturlig blandt de sidste, der gik over Broen.
Der var flere Officerer dér foruden de Ingeniører, som under
Oberstløjtnant Dreyers Kommando skulde udføre Afbrydningen. Jeg saa bl.
a. af Ingeniørerne Kaptajnerne Hedemann og Thulstrup, af Artilleriet min
Chef, daværende Major Jonquières.
Da Ingeniørerne var ifærd med at afbryde Broen, saa det saae ud til, at
en Del af disse Officerer maatte blive paa Sundevedsiden, gjorde jeg
Majoren opmærksom derpaa. Han svarede mig ikke; jeg troede, at han mulig
ikke havde hørt mig, han var noget tunghør paa det ene Øre. Jeg gik
derfor over paa den anden Side af ham og sagde højt: »Broen bliver brudt
af, Hr. Major, før De kommer over den!« Han svarede stadig ikke, _vilde_
altsaa ikke høre.
Jeg løb da og kom tidsnok over; der var ingen Mening i uden Nytte at
blive og lade sig skyde. Tilmed havde jeg den Pligt at se at komme over
og samle mit Mandskab. Men Jonquières med flere andre blev staaende, og
det allerede afbrudte Broled maatte for deres Skyld svinges ind igen.
Saa kom de over.
Tilfældigvis havde Prøjserne ikke vovet sig saa langt frem, at de kunde
se vore Officerer staa der paa Broen; de var ellers blevet pillet væk
til ingen Nytte.
Jeg tillod mig senere overfor Jonquières og Thulstrup at udtale min
Opfattelse af det meningsløse i til ingen Nytte at lade sig skyde ned.
Jeg fik det Indtryk, at den ene ikke havde villet gaa før den anden. Det
synes mig en Misforstaaelse paa den Maade at ville kappes om at vise
Mod. Hvor Pligten byder En at udsætte sig, er der intet at sige dertil.
Men da vi paa ingen Maade havde Raad til at miste flere af vore ældre
Officerer end nødvendigt, havde det efter mit Skøn her været deres Pligt
at bringe sig i Sikkerhed.
En Officer tilhører ikke sig selv og har ikke Lov til af Trods eller
Stolthed at udsætte hverken sig selv eller sit Mandskab. Men det saa man
adskillige Exempler paa.
En Morgen, da et Par Officerer stod inde i Nr. II, kom der en rund
Granat, som faldt foran dem og laa og snurrede rundt med rygende
Brandrør. De saa noget betænkeligt til den, men rørte sig ikke, før jeg
sagde: »De Herrer burde dække Dem, før Granaten springer!« Ogsaa her har
rimeligvis den ene ikke villet være ringere end den anden.
En Nat kom en Infanterikaptajn -- det var den fra Mysunde bekendte
Kaptajn Svane -- med sit halve Kompagni ind i Nr. II og stillede paa to
Geledder ved Broagerflanken. Jeg bad ham rykke bort, da vi ventede en
Granat, som rimeligvis vilde komme paa det Sted. Han nægtede det.
Jeg løb ud efter Afløsningen og fik dennes Kaptajn med tilbage for at
tale Svane til Rette. Det blev gjort meget eftertrykkeligt, men til
ingen Nytte.
I det samme kom heldigvis den Ingeniørofficer, som skulde tilse
Nattearbejdet. Ham fik jeg til at befale den stædige Kaptajn
øjeblikkelig at rykke ud af Skansen, da han generede Arbejdet. Det var
en Ordre; den maatte lystres. Og saaledes fik vi endelig Infanteriet ud,
før Uheld skete. Men en saadan Mand burde efter mine Begreber ikke have
Kommando.
Noget andet er det, naar man har bebrejdet os Artilleriofficerer, at vi
undertiden kommanderede fra Brystværnet under fjendtlig Ild. Det gjorde
man ikke for Morskab, men kun naar Stemningen var trykket, for at
berolige Mandskabet og vise det, at Faren var ikke saa stor.


XXXIII.

Jeg kom over Broen og gik op forbi Kirken. Der stod i en Indskæring lige
op ad Kirkemuren fire 4 Pd.'s riflede Kanoner af 2det Batteri. Med disse
Kanoner skulde de bl. a. skyde Pontonbroen isænk.
Jeg spurgte Officeren om Jonquières; han mente, Majoren var i
Kirkebatteriet, hvor jeg saa gik op. Han var der ikke, men jeg traf hans
Næstkommanderende Major W. Kauffmann, hos hvem jeg meldte mig til
Tjeneste.
Der kom en Officer hen til mig og sagde: »Det var jo Dem, der
kommanderede i N. Brohoved? De maa have haft svære Tab. Hele
Terrepleinet ligger fuldt af Døde.«
Med det Svar, at efter mit Skøn havde vi haft forholdsvis ringe Tab, gik
han hen og saae over til Brohovedet gennem et Skydeskaar ved en af de
svære Kanoner. I det samme kom der en Granat, som ramte Rappertens
Brystrigel og ved Sprængningen saarede mig og tre Mand til. Jeg meldte
mig da som saaret til Major Kauffmann; det var for saa vidt unødvendigt,
som jeg stod i mit Blod.
Jeg havde i Brohovedet været saa uheldig at miste min Kappe. Istedet
havde jeg faaet en Underkorporalskappe; det var nok den, der gjorde
Ulykken. I alle Tilfælde var Kuglerne efter mig, lige siden jeg fik den
paa; paa en halv Time fik jeg to Træffere og flere Skud i Kappen, medens
min egen var uskadt efter at have gjort hele Belejringen med.
Majoren bandt sit Lommetørklæde om min Arm for at stanse Blodet. Jeg
kunde godt gaa, men blev dog taget op af Ambulancen. Vi kom forbi en
Løbegrav, hvor der stod en norsk Læge; han anlagde den foreløbige
Forbinding. Det saae ikke godt ud; der stak Benstumper ud af Saaret;
venstre Underarm var knust.
Lægen smed Majorens Lommetørklæde og mit afskaarne Skjorteærme hen til
en Side. Han saae meget forbavset ud, da jeg efter endt Behandling
forlangte min Mansjetknap. Han kunde jo ikke vide, at det var en Gave,
som jeg nødig vilde miste.
Herfra kom jeg hen paa Feltlasarettet, hvor jeg blev rigtig forbundet af
en Læge Arendrup; han stod i travlt Arbejde og lignede en Slagter. En af
mine Folk havde fulgt mig; han stod ved Siden af og græd. Da en anden
Soldat spurgte ham, hvem jeg var, skældte han ham ud, fordi han ikke
vidste det. Manden holdt af en høj Snaps; det var formodentlig
Paavirkning af den Slags, der gjorde ham saa rørende.
Jeg blev atter overgivet til Ambulancen. Da de gik med mig, knækkede
begge Bærestænger, saa jeg kørte et Stykke hen ad Vejen. Heldigvis kom
der en Vogn med andre Saarede forbi; den tog mig op. Vi blev kørt ned
til Høruphav og kom ombord i et norsk Dampskib »Nordstjernen«.
Jeg kunde selv gaa ud paa Skibet. Ved Bulværket traf jeg en højere
Søofficer, som jeg var lidt i Familie med. Ham bad jeg telegrafere til
mit Hjem, og Telegrammet kom afsted.
Paa »Nordstjernen« var alle Pladser optagne af Saarede. Enkelte var saa
haardt medtagne, at de døde ombord; men man hørte ingen klage sig. Jeg
overlod min Køje til en Officersaspirant, cand. jur. Haxthausen; han
havde faaet 6 Lod Jern i Underlivet, hørte jeg siden. Jeg gav ham lidt
Limonade og saae til ham engang imellem. Han laa stille hen, men døde et
Par Dage efter.
Jeg traf her paa »Nordstjernen« min gamle Lærer fra Landkadetakademiet,
Løjtnant _Pingel_. Da jeg i sin Tid forlod Skolen for at gaa over til
Artilleriet, havde han sagt til mig: »Naa, De vil nok i
Livsforsikringsanstalten!« Saaledes lod det til, at Fodfolket betragtede
Artilleriet.
Her mødtes vi nu paa Lasaretskibet, begge saarede. Og jeg var noget
værre tilredt end han; saa Livsforsikringsanstalten havde just ikke vist
sig paalidelig.
Ved Landgangen i København blev jeg paa Grund af min Underofficerskappe
vist paa Lasaret sammen med de Menige. Mine Forældre, som var rejst ind
for at se mig, gik længe omkring og ledte efter mig.
Jeg laa et Par Maaneder paa Lasarettet i Wildersgade. Der kom en Del
Benstumper og Klædeslapper ud af Saaret; Overlægen sagde, at jeg kunde
takke mit sunde Legeme for, at jeg slap vel over den Historie.

KBHVN. -- NIELSEN & LYDICHE (AXEL SIMMELKIÆR)

Afskriverens bemærkninger
Overskriften XVIII. mangler. Det blev efterladt som i originalen.
Åbenlyse trykfejl er rettet, men forfatterens stavning er for øvrigt
bevaret.