Indtryk og Minder fra Dybbøl - 3

Total number of words is 4707
Total number of unique words is 1388
45.3 of words are in the 2000 most common words
61.0 of words are in the 5000 most common words
69.1 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Vintertid kunde de nok trænge til et extra Tæppe.
Og da jeg hørte, at der var kommet frivillige Gaver af Uldtøj, samlede
jeg mit Mandskab og skrev op, hvad hver især ønskede sig. Jeg fik alle
deres Ønsker opfyldt; Gaverne maa være indkommet rigeligt. Ogsaa fra min
Hjemstavn fik jeg Uldtøj og Tobak m. m., som gjorde megen Lykke hos
Folkene. Særlig glade var de for Aviserne -- som desværre indeholdt en
forkert Bedømmelse af Stillingen.
Som sagt, vi fik arbejdet os fast sammen. Men en kort Glæde fik jeg
deraf. Omtrent samme Dag som Batteriet stod færdigt, fik jeg Ordre til
at overtage en anden Kommando. Saaledes blev vi Artilleriofficerer jo
stadig kastede fra den ene Stilling til den anden, til stor Skade for
Tjenesten.
Da jeg i sin Tid rykkede ind i den Gaard, hvor Folkene skulde ligge, kom
Bonden farende ud og jamrede sig over den Indkvartering. Man havde bildt
ham ind, at Artilleristerne var rene Røvere.
Nu da jeg skulde bort, kom han og bad mig, om han dog maatte beholde sin
Indkvartering; det var den behageligste, han nogensinde havde haft. Jeg
mindede ham om, hvad han havde sagt den Dag vi kom, og udtalte min Glæde
over, at han havde skiftet Mening.
Ellers var det med Sorg jeg forlod Flankebatteriet og mit gode Mandskab
der. Baade Folkene og jeg bad, om vi atter maatte komme sammen, men det
skete ikke. Siden blev ogsaa Mandskabet splittet ad. Og jeg saae aldrig
tiere Flankebatteriet, hvor jeg havde arbejdet fra 11te Februar til 20de
Marts 1864, da jeg fik Ordre til at tage Kommandoen i Skanse II, hvor
Anker var blevet saaret.


XIX.

Det hedder sig, at Flankebatteriet kom aldrig til Skud, da det blev
demonteret af Prøjsernes riflede Skyts.
Det var ogsaa et mærkeligt Batteri, anlagt næsten i en ret Linje,
saavidt jeg mindes, med 5 Stkr. 84 Pd.'s Granatkanoner Nr. 1 i Fronten
og 2 paa de svagt tilbagebøjede Flanker uden Traverser. Der burde været
mindst een Travers for hver 2 Kanoner.
Syv saadanne Kanoner indtager en anselig Plads i Længden og frembyder et
stort Maal for en Fjende, der kan, om end ikke ligefrem enfilere, saa
dog skyde skraat ind fra højre.
Man havde ikke tænkt paa det langtrækkende Skyts, der kunde indskære sig
i Egnen om Randsgaard eller Ravnskobbel og derfra tage Batteriet under
Behandling, uden at dette var istand til at svare.
Hvad hjalp det, at hvert Lag fra Batteriet udslyngede 400 Pd. Jern, naar
det kunde demonteres blot af 1 à 2 12 Pd.'s riflede Kanoner, og det paa
Afstande, hvor de 84 Pd.'s Granatkanoner ikke kunde virke.
I 48 vilde dette Batteri have været noget værd. Ikke nu.


XX.

Samme Dag Major Lunddahl som højstkommanderende Artilleriofficer i
Dybbølstillingen kom til Sønderborg, gik han hele Skanserækken paa
Dybbøl Bjerg igennem med sine Officerer. Da han kom til venstre Fløj,
udtalte han: »Nr. I og II er meget udsatte; saafremt Prøjserne anlægger
Batterier med riflet Skyts paa Broagerland, vil de kunne beskyde
Skanserne paalangs og ødelægge dem.«
Lunddahl fik Broagerfronten forstærket i Nr. II, medens man ikke fik Tid
til at kassemattere de Kanoner i Nr. I, som skulde have virket mod
Broager.
Vi unge saae paa hinanden og gik og gættede paa, hvem af os der skulde
have disse Kommandoer. Ingen af os var lysten efter dem. Det blev
_Anker_, der fik Nr. II.
Naar han kom derud, veed jeg ikke. I Løbet af Januar afgik der
Transporter af Mandskab og Materiel til Dannevirke, og sidst paa
Maaneden blev Anker og Schønheyder sendt derned.
Schønheyder var syg og naaede ikke længer end til Lasarettet i
Flensborg. Anker derimod fik Kommando paa Holmen i Slesvig By og
skiftede den 3die Februar nogle Skud med Fjenden. Ellers har jeg intet
hørt om hans Virksomhed dernede. Men paa Flankebatteriet fik jeg siden
11 Mand af hans Besætning fra Holmen; de fortalte, at Anker havde gjort
forgæves Forsøg paa at faa Batteriets Kanoner med op ti Dybbøl, og at
han undervejs paa Tilbagetoget var blevet borte for dem.
Formodentlig har han faaet Kommandoen i Skanse II den 6te eller 7de
Februar, omtrent samtidig med, at jeg fik IX og X. Den 20de Marts Kl. 4
om Eftermiddagen fik jeg Ordre til at tage Kommandoen i Nr. II. Anker
var den Dag som let saaret afløst af Løjtnant Petersen fra Nr. IV, hvem
atter jeg afløste.
Faa Dage efter meldte Anker sig til Tjeneste igen. Fra den Tid af og
Belejringen ud skiftedes han og jeg til at have Kommando i Nr. II. Den
af os, der ikke var i Nr. II, havde som Tjeneste i anden Linje Kommando
i Kirkebatteriet paa Als og senere tillige Inspektion i N. Brohoved.


XXI.

Jeg mindes Anker fra den Tid, vi sammen kom til Sønderborg, som en
temmelig høj Mand, vel voxen, mørk, med krøllet Fuldskæg. Hudfarven
noget ufrisk. Han var da 32 Aar gammel (efter Biogr. Lex.), havde
forsøgt sig ved Landvæsenet paa sin Fødeø Bornholm og siden i København
gennemgaaet den toaarige Skole for Artilleriets Underofficerer,
hvorefter han fik Ansættelse som Sekondløjtnant ved Bornholms Milits. I
1860 havde han giftet sig og med sin Kone faaet en Gaard i Rønne; da
dette Ægteskab snart efter blev opløst, havde han en Tid forsøgt sig som
Skuespiller ved Alhambra-Teatret i København.
Herfra kom han, da han i 1863 under de truende Krigsudsigter meldte sig
som frivillig og blev ansat ved 4de Fæstningskompagni, hvor jeg gjorde
hans Bekendtskab.
Jeg er tit blevet spurgt om Anker og mit Forhold til ham. Da han er død
for mange Aar siden, og jeg selv er en gammel Mand, tænker jeg, at jeg
nu kan besvare Spørgsmaalet uden at blive misforstaaet.
Før vi kom til at skiftes i Nr. II, havde jeg kun meget lidt med Anker
at gøre; i den Tid, da vi laa ledige, saa godt som intet. Jeg veed kun,
at han for det meste var at finde paa Reimuths Hotel eller i Klubben,
hvor Officererne søgte hen om Aftenen for at faa Tiden til at gaa. For
Resten benyttede Kaptajn Bartholin ham paa Kontoret, skønt Anker med
sine væsentlig paa Elevskolen erhvervede Kundskaber ikke egnede sig for
den Slags Arbejde. Men han blev af Kaptajnen som en Slags fast Officer
behandlet med adskillig større Hensyn end vi Reserveofficerer. Anker
vilde Kaptajnen f. Ex. nok sidde tilbords med, derimod ikke gerne med
os.
Da Major Lunddahl overtog sin Post og satte Artilleriet i Arbejde, fik
Anker det Hverv at modtage Materiel i Alsbatterierne, medens jeg, som
før nævnt, havde med Udtransporten at gøre. Det kom her til et lille
Sammenstød imellem os. Han var ikke meget ivrig med sin Del af Arbejdet,
og jeg har maaske paatalt det noget tydelig; ialtfald blev der lidt
Mundhuggeri, hvorunder han bl. a. kaldte mig »en arrogant Hund«. Det
gjorde ikke Forholdet varmere. Vi talte ikke stort sammen, var vel ogsaa
af altfor uens Karakter.
Allerede den Gang jeg kom ud til Skanse II, var Anker en berømt Mand.
Flere Forhold gjorde, at hans Navn var det eneste i den Krig, der blev
rigtig kendt og yndet af Folket. Han kommanderede jo fra først af i den
Skanse, der paa Grund af sin Beliggenhed var mest udsat, og dog paa
Grund af sit riflede Skyts istand til i nogen Tid at holde Kampen
gaaende. Uvilkaarlig gjorde man da baade her og paa fjendtlig Side ham
og Skansen til Et. Aviserne var fulde af Beretninger om ham; man mente,
at naar han ikke var i Stillingen, faldt det hele sammen.
Engang i April kom en Officer ud til Skanse II og spurgte Vagten for
Gevær, om Løjtnant Anker var i Skansen. »Nej,« sagde Vagten, »det er
Løjtnant Castenschiold.« »Ham kender jeg ikke og bryder mig ikke om at
gøre hans Bekendtskab,« var det Svar, som foer Officeren ud af Munden.
Hvortil Soldaten bemærkede: »Men vi, hans Mandskab, kender ham.«
Officeren har selv senere fortalt mig Historien med den Tilføjelse, at
han efter dette Svar var gaaet flov bort.
I Bladene hed det bl. a., at Anker nægtede at lade sig afløse fra sin
Skansevagt. Det mærkede jeg ikke noget til i den Tid, vi skiftedes. Det
hændte, at han den Dag, han skulde afløses, allerede Kl. 5 om
Eftermiddagen sendte mig sin Ordonnans med Bud, at jeg maatte komme
hurtigst muligt. Og jeg rykkede altid strax ud, medens han paa sin Side
gerne lod mig vente til ca. Kl. 11 om Aftenen.
Her som overalt gælder det, at den, der vil skrive Dybbøls Historie
efter Aviserne, kommer galt afsted. Det meste af, hvad der stod i dem,
var Løgn.
Jeg tror det var den 14de April, jeg kom ud for at overtage Skansen, og
Anker gik Ronden med mig. Med et Smil sagde han: »Naa, lille
Castenschiold, hvorledes synes De, Skansen tager sig ud? Mig synes, den
er godt pyntet. Vi sees vist ikke saa snart. Hvor tror De, De kommer
hen?«
Hvortil jeg svarede: »Enten mod Syd eller tilvejrs.« »Farvel,« sagde
han, »det tror jeg med.«
Men Anker maatte afløse mig endnu en Gang. Det var, saavidt jeg husker,
den 16de April ca. Kl. 11 om Aftenen, han kom derud. Da jeg viste ham
Skansen, som ikke saae godt ud, sagde han: »Fy for Satan, det gaar
ikke.« »Ja nu Farvel,« sagde jeg; »det var nok et uventet Møde.«
Jeg gav ham Haanden til Afsked; han saae meget alvorlig ud.
Derefter saaes vi ikke, før jeg tilfældig mødte ham i København en Dag,
efter hans Hjemkomst fra Fangenskabet.
Anker blev som bekendt taget til Fange den 18de April. De Prøjsere, der
gik mod Skanse II, havde Ordre til at tage ham levende, sagde man. Under
Fangenskabet blev der gjort megen Stads af ham, skønt han ikke forstod
Tysk. Han modtog bl. a. en anerkendende Adresse fra fjendtlige
Officerer. Og han og Rasmus Nellemann er de danske Hovedskikkelser paa
den prøjsiske Sejrssøjles Relief af Skanse II's Erobring.
Da jeg efter den 18de April laa saaret paa Lasarettet i København, havde
jeg en Del Besøg, men jeg mærkede nok, at de fleste kom for at høre
noget om Anker. Dekoreret var han blevet allerede under Kongens Besøg i
Stillingen. Ved sin Hjemkomst blev han Genstand for almindelig Hyldest.
Hans Portræt blev malet og senere købt af Frederiksborgmuseet, og
der blev overrakt ham en Æressabel, tilvejebragt gennem
Nationalsubskription; den hænger nu ved Maleriet. Damerne var rent vilde
efter ham, og han kunde ikke gaa paa Gaden uden at blive tiltalt af
Folk, der smigrede og trakterede ham.
Paa hans videre Bane har jeg ikke fulgt ham. Jeg fik en anstrængende
Virksomhed ude paa Landet, som i mange Aar optog mig helt. Men jeg var
med ved Ankers Begravelse i 1876. Det var paa Garnisons Kirkegaard; der
var mange flere Mennesker, end Kapellet kunde rumme, og blandt dem, der
maatte staa udenfor, var jeg, saa jeg hørte ikke Talen.
Siden har man talt om, at Anker i sine sidste Leveaar led Nød. Det hørte
jeg ikke noget til. Da jeg sidste Gang talte med ham i København, efter
hans Hjemkomst fra Fangenskabet, havde han Penge nok. Han fik sin Afsked
med Premierløjtnants Karakter, havde en Pension paa 1200 Kr. og en
lønnet Plads ved Laboratoriet; blev ogsaa paa anden Maade støttet.
Derimod hørte jeg, at han søgte mindre godt Selskab og tilbragte sin
meste Tid paa Kafeer. Han har vel næppe haft Karakter til at taale al
den Virak, man ofrede ham. Han var, saa længe jeg kendte ham, paa ingen
Maade forfalden, kun efter mit Skøn noget let -- en ikke meget tænksom,
ikke meget kundskabsrig, men godhjertet Svend. At se til var han baade
kønnere og mere militær af Holdning end paa Frederiksborgmaleriet, hvor
han fremstilles i Kappe, staaende ved en 84 Pd.'s Granatkanon bag et
pynteligt Jordbrystværn med Skansekurve og Skydeskaar -- vist fra faste
Batteri paa Amager!
For nogle Aar siden saae jeg Ankers Grav. Den laa uden omhyggelig Røgt.
Det synes mig usømmeligt. Var Anker et Meteor, saa var han dog som
saadan usædvanlig glimrende. Og har Nationen saaledes overøst en Mand
med Æresbevisninger i levende Live, bør den holde baade hans Grav og
hans Navn i Ære efter Døden.
Den Ære man fra alle Sider viste Anker, har jeg aldrig misundt ham, selv
ikke da han stod i Lyset og jeg i Skyggen. Min Virksomhed ved Dybbøl er
senere blevet mer end tilstrækkelig paaskønnet, og allerede under Krigen
havde jeg den Tilfredsstillelse at blive anerkendt af min Chef og mit
Mandskab.
Daværende Major Jonquières har privat meddelt mig, at det var hans
Skyld, jeg ikke blev dekoreret før den 17de April 1864; han var af
Princip imod Dekoration. Derimod indstillede han mig to Gange til
Kaptajn; det blev afslaaet. Senere tilbød Kongen mig Kaptajns Karakter;
da nægtede jeg at modtage den. I mine unge Dage vilde jeg gærne have
været Kaptajn paa min Chefs Indstilling.
Da jeg fik Ordre til i Ankers Forfald øjeblikkelig at overtage
Kommandoen i Nr. II, var det med den Tilføjelse, at man ikke et Minut
havde været i Tvivl om, at man burde betro mig den Kommando. De Ord
glædede mig, ligesom mit Mandskabs Bøn om at maatte følge mig derover.
Jeg har nævnt disse Ting, for at man skal forstaa, at jeg ikke misundte
Anker hans Udmærkelser.
Derimod er der een Ting, jeg har haft vanskeligt ved at tilgive ham. Det
er hans Forsømmelse af Brohovedet i den Tid, vi skiftedes til Kommando
der. Dette Punkt skal jeg senere vende tilbage til.


XXII.

Det var den 20de Marts om Eftermiddagen, jeg efter Ordre tog Kommandoen
i Nr. II. Jeg havde ikke tidligere kommanderet riflet Skyts, ej heller
været i Ilden.
Den 21de om Formiddagen Kl. ca. 10 begyndte Skydningen fra Broager; vi
fik vist den Dag i Skanse II 136 Granater, for en Del af de store
Sprænggranater, som vejede 60 Pd. Stykket. Naar en saadan Granat slog
ind i Brystværnet, rystede det.
De prøjsiske Spidsgranater sprang i Anslaget. Havde de uden at gøre
Ulykker passeret Brystværn og Kanoner, var de lidet farlige; slog de ned
i Blokhuset eller i Jorden, virkede deres Explosion som en lille
Minesprængning; Jord og Sten kastedes op i Luften. Traf de en
Palisadepæl, klippede de den over og slyngede Stumpen tilvejrs.
De murede Luftskorstene paa Krudtmagasinet blev strax skudt bort, og
Brokkerne fløj os om Ørerne. Vi maatte tage Sandsække til at dække
Krudtmagasinet med, da dettes Jorddække tildels blev fejet bort, og
Granaterne slog saa voldsomt mod Betonmuren, at vore Granater, som var
stablede op langs Muren inde i Magasinet, raslede ud paa Gulvet med
stort Spektakel. Magasinfolkene kom farende op og mente, der var ikke
til at være; men da de saae, hvordan vi andre havde det, kravlede de ned
igen.
Prøjserne skød den Dag udmærket. Ellers skød de tit for højt; maaske var
det vanskeligt at skelne Brystværnet fra Jordfylden paa det bagved
liggende Blokhus. Den prøjsiske Artilleriofficer, der havde Kommando
over Broagerbatterierne, paastod at vi gjorde det samme.
Under en saadan Skydning var Skansen intet hyggeligt Opholdssted. En Del
af Brystværnet blev skudt ned over Kanonerne, saa vi maatte rage Jord ud
af deres Mundinger, før vi selv kunde skyde igen. En Mand blev
overdænget med Jord, saa vi maatte grave ham ud.
Der blev den Dag skudt en Del Materiel itu for os, men faldne havde vi
ingen af. Pladsen udenom er nu engang størst. Alligevel undrede man sig
over Heldet; man troede en saadan Dag kunde umuligt gaa til Ende uden
Tab af Menneskeliv.
Men saa kunde der en anden Dag komme en Granat, som var ondsindet;
engang gik i eet Skud 9 Mand bort. Under saadanne Forhold gælder det,
ikke at tabe Hovedet. Hvis Fjenden mærker, at der er noget galt, forøger
han Skydningen. Og bliver de trufne for længe liggende, virker det
nedslaaende paa deres Kammerater. De døde bærer man bort afsides og
dækker dem til med et Tæppe; de saarede ser man hurtigst muligt at faa
ud, hvilket kan have sine Vanskeligheder, naar Broen er i Uorden; man
maa have Hjælp af Infanteriets Ambulancer. Uhyggeligt er det at se, naar
Kanonerne driver af Blod, og Blodet fra den ene saarede sprøjter over
paa den anden, saa man ikke veed, hvem der er værst faren.
Den moralske Side af Projektilernes Virkning har maaske endnu større
Betydning end den umiddelbare Skade de gør. Naar en af de gammeldags
runde Granater kom sejlende i Luften, kunde man staa og drøfte, hvor nu
den skulde hen. Dens Bane var synlig og der var Tid til at gaa afvejen.
Tilmed sprang den ikke ved Anslaget, men paa Tid, og Temperingen var
mangelfuld. Det hændte ogsaa at den slet ikke sprang. Det var en hel
Hvile, en sjælden Gang at blive beskudt med den Slags, naar man havde
staaet for de langtrækkende Spidsgranater. Dem hørte der meget til med
Ro at modtage et hundrede Stykker af paa en Time.


XXIII.

De Følelser der behersker Folk, naar de staar under Fjendens Ild, er
meget forskellige.
Helt rolige er kun faa. Det er jo Livet, der staar paa Spil; hvert
Øjeblik kan Døden komme. Selv om man har travlt, ser man nok, naar Ens
Sidemand falder. Men jo mer man har at bestille, des bedre gaar det;
Arbejdet afleder Opmærksomheden fra Tanken om hvad der kan træffe En
selv.
I nødtvungen Uvirksomhed at udholde en stærk Beskydning er det værste.
Selv de, der er kede af Livet, vil dog nødig skydes til Krøblinger.
Andre tænker paa deres Hjem, paa Kone og Børn, hvis Kaar maaske vil
blive trange, dersom Forsørgeren falder fra; dem er det strængt for.
Andre kan saa daarligt beherske deres Nerver, at de er umulige som
Soldater. Slemt er det, at man ikke forud kan være vis paa, hvordan man
vil stille sig; fordi man en Dag har været rolig, kan man godt blive
nervøs den næste.
Somme viser et vist Galgenhumør; de er ikke til at stole paa, det kan
hvert Øjeblik slaa om i Fortvivlelse. De bedste Soldater, særlig under
en Fæstningskrig, der fremfor alt kræver Udholdenhed, er efter min
Erfaring de, der mener sig i Forsynets Haand, eller under en forud
bestemt Skæbne, eller holdes oppe af en ubøjelig Pligtfølelse.
Ilde stillede er de forvænte, som ikke kan taale Savnet af det daglige
Velvære. De bliver legemlig slappe og synker snart sammen i Mismod eller
Sygdom. Dog ser man ikke sjælden tarvelig vante Folk bukke under før de
bedre vante, som har aandelig Spændkraft nok til at aflokke det uvante
Spil med Liv og Lemmer dets Interesse, gennem de Krav det stiller til
Ens Mod og Raadsnarhed. Derover kan Ubehagelighederne glemmes.
Hvad man end kan indvende mod Krigen, saa er den med sine Anstrengelser
og Farer en Prøvesten for Mennesker. I en Tid som den vi havde ved
Dybbøl, gaar de svage og uduelige tilgrunde, og de dygtige modnes.


XXIV.

De før omtalte Vanskeligheder ved Skansekommandørens Stilling i
Almindelighed mærkedes ikke mindst i Nr. II.
En Dag blev jeg kaldt op til Oberst Vahl og irettesat, fordi jeg hele
Natten brændte Davys Sikkerhedslampe i Skansens Krudtmagasin. Vi brændte
for 8 Skilling Olie hver Nat; Obersten mente, at det var en utilladelig
Ødslen med Statens Penge.
Vi kunde imidlertid hvert Øjeblik vente at blive alarmerede. Hente
Ammunition i Mørke kunde vi ikke; og stryge Svovlstikker i Krudtkammeret
var dog sin Sag.
(Jeg saae ganske vist engang en Ingeniørkonduktør stryge en Svovlstik
ved den aabne Dør til Krudtmagasinet -- for at tænde sig en Cigar. Men
jeg blev meget bestyrtet over dette Syn, og tror nok jeg gav ham en
knyttet Næve mellem Øjnene med det samme, hvilket han opfattede som en
personlig Fornærmelse.)
Altsaa tog jeg min Røffel og blev ved med at brænde Lampe som før.
En anden Gang kom der Ordre til, at der ved hver Kanon skulde ligge 2
Granater temperede til 800 Alen, for at vi kunde have dem ved Haanden,
naar Fjenden stormede. Naar de laa fremme, blev de imidlertid
overdængede med Jord, tit helt begravede, saa snart Fjenden tog fat paa
sin Beskydning. Først maatte man saa grave dem ud, og dernæst rense dem,
inden de kunde gaa i. Vi foretrak derfor vedblivende at hente dem fra
Magasinet, naar der blev Brug for dem.
I saadanne Tilfælde havde det sine Fordele at være Reserveofficer. Vi
havde ingen Forfremmelseslister at tage Hensyn til. Men naar Fjenden
holdt op at skyde paa os, kom vore egne og skældte os ud. Det var Krig
hele Tiden; man maatte have sine Kløer hvæssede. Undvære os kunde de
ikke; dog havde det været rart med lidt bedre Orden i Tingene, lidt
mindre unødvendigt Bryderi.


XXV.

Skanse II var fra først af bestykket udelukkende med glatløbet Skyts,
hvoriblandt 2 84 Pd.'s Granatkanoner. Da Prøjserne begyndte deres
Batterianlæg paa Broager, blev Broagerflanken monteret med 4 12 Pd.'s
riflede Metalkanoner, og da den ene blev demonteret, ombyttedes den med
en 4 Pd.'s riflet Jernkanon, som senere blev demonteret ved at en Granat
slog Mundingen flad. Istedet for den kom der en lignende, som Mandskabet
_stjal_ en Nat, da den bag Skansen var kørt fast og forladt. Det var
særlig disse riflede Kanoner, der i nogen Tid satte os istand til at
holde Kampen gaaende.
I Begyndelsen var det de svære Fireogfirspundige, der havde Mandskabets
Tillid. Da jeg den 28de Marts om Morgenen kom ind i Skansen, fandt jeg
Folkene i en løftet Stemning; en Infanterist var ifærd med at forklare
sin Kammerat, at ved det første Skud, der faldt fra den 84 Pd.'s
Granatkanon, »skvat« alle de der stod omkring den, som han udtrykte sig.
Men da vi fik de riflede Kanoner, og Mandskabet havde set deres
Virkning, varede det ikke længe, før »riflet« blev det staaende Ord for
alt, hvad de vilde sige noget godt om. Med de fire Kanoner af 4de
Batteri fulgte deres Betjeningsmandskab. Det var et udmærket Mandskab,
med godt Sammenhold, og grundigt øvet i Brugen af det riflede Skyts,
hvilket de andre Konstabler ogsaa snart lærte. Efterhaanden smeltede
Halvbatteriets Mandskab sammen med Skansens andre Artillerister.
Der var i Skanse II saa lidt som andre Steder Overflod paa
Befalingsmænd; men de der var, duede til noget. Fra 4de Batteri kom med
Kanoner og Mandskab de to Linjekorporaler _Vilhelm Hansen_ og _August_.
Og da de forfremmedes til mere selvstændige Stillinger, erstattedes de
med Reservekorporalerne _Ludvig Hansen_ af 4de Batteri og _Chr.
Christensen_ (Dons) af Fæstningsartilleriet. Alle fire blev med Ære
Dannebrogsmænd for udmærket Tjeneste under Belejringen, og har siden i
høj Grad nydt deres Medborgeres Agtelse, hver i sin Stilling.
August blev Inspektør ved Usserød Klædefabrik, Vilhelm Hansen
Stationsforstander, først i Fredensborg saa i Fredericia; jeg tror, han
af Hensyn til sin Alder siden har søgt en lettere Plads. Ludvig Hansen
er Bud i Krigsministeriet, og Chr. Christensen Gaardejer i sin
Hjemstavn.
Dette Mandskab og disse Befalingsmænd maa ikke glemmes, naar man taler
om Skanse II.
Da jeg første Gang mødtes med Anker i Skansen, spurgte jeg ham, om han
ikke kunde anbefale mig en særlig paalidelig Mand; han henviste mig da
til Christensen Dons, som havde været der hele Tiden. Det var ingen fejl
Anvisning. Christensen var en Mand med stærke Nerver og en ligesaa stærk
Pligtfølelse. Om ham er det sandt, at han nægtede at tage mod Afløsning.
Kun en Gang imellem gik han hjem i et Par Nattetimer for at faa lidt
varm Mad. Ellers var han i Skansen lige til det sidste; han blev fangen
den 18de April. Mærkeligt nok er det, at Christensen var fraværende den
28de Marts, da Nr. II ved forskellige Uheld kom »Hors de combat«, netop
som der var Brug for dens Indgriben i Fægtningen. Jeg havde den Dag
Extravagt i den tilbagetrukne Linje.


XXVI.

I Begyndelsen gik det helt godt, den ene Dag omtrent som den anden, med
Skydning i c. 6 Timer, Udbedring af Skansen om Natten, Modtagelse af nyt
Materiel istedetfor det der blev skudt itu, og Komplettering af
Ammunitionsbeholdningen. Under Arbejdet om Natten fik vi undertiden en
Granat, men mange kom der ikke, og havde man gode Observationsposter,
sinkede det ikke synderlig.
Disse Nattegranater kom næsten saa regelmæssig som efter et Urværk. Da
Kongen kom ind i Skansen Natten mellem den 22de og 23de Marts, ventede
vi netop en Granat. Infanteribesætningens Chef, Kaptajn Drastrup, der
blev saaret den 18de April og siden faldt i Kampen paa Als, modtog
Kongen og underrettede ham om, hvor der var den bedste Dækning. Men
Kongen lod, som om han ikke hørte ham. Det var saa meget uhyggeligere,
som Kongen stod paa det mest udsatte Sted.
Jeg holdt mig afsides for ikke at sinke Kongen, der mulig vilde have
henvendt nogle Ord til mig i min Egenskab af Skansekommandør. Drastrup
kom farende hen til mig og sagde: »Hvad skal vi gøre? Kongen vil intet
høre om Dækning -- vi venter jo en Granat!« Og vi stod alle i stærk
Spænding, indtil Kongen trak sig tilbage. Et Par Minutter efter kom
Granaten -- og slog ned paa den Plet, hvor Kongen havde staaet!
Saalænge vi blot nogenlunde kunde svare igen, var Stemningen i Nr. II
udmærket. Den 23. Marts skød vi 183 Skud, Fjenden 176.
Men da han mærkede, at vi ikke gav os for saa lidt, bragte han bestandig
flere Kanoner i Batteri mod os. Hans Granater fra Broager naaede op i
Nr. VI, det var c. 6000 Alen, og over til Sønderborg, et Par hundrede
Alen længere; det længste, de kunde naa, var vist henved 7000 Alen. Det
var hidtil ukendte Afstande.
I de første Dage var det særlig Nr. II, der var Skive for Kanonerne fra
Broager; senere fik ogsaa de andre Skanser deres Del. Da de var saa godt
som ude af Stand til at besvare denne Ild, fik Nr. II Ordre til, naar
den blev dem for generende, at trække Ilden paa sig ved forceret
Skydning. Det var en Ordre, som passede os; der er ingen Fornøjelse ved
at lade sig overdænge med Granater og miste Mandskab og Materiel, naar
man ikke maa bide fra sig efter Evne.
Mindre let var det dog, naar vi samtidig skulde efterkomme en anden
Ordre, som bød os at spare paa Ammunitionen, af Hensyn til de ikke ret
store Beholdninger.
Fjenden sparede saavist ikke paa Ammunitionen. Skulde vi have raabt Dæk,
hver Gang vi saae en Kanon give Ild derovre, var det snart blevet til
Dæk allesammen. Men den preussiske Granat var c. 13 Sekunder om at
passere Vemmingbund. En dygtig Observationspost kunde nok vente c. 10
Sekunder, for at blive klar over, hvor Granaten skulde hen. Se den kunde
man ikke; men man lærte efterhaanden at høre paa dens Lyd, hvor den
skulde hen, til Sønderborg, til Dybbøl Mølle, helt op til Nr. VI, eller
ned til os. Og man kunde nok dække sig paa 3 Sekunder; det fik man snart
Øvelse i. Men hørte man Granaten brøle i Luften, var det yderste
Øjeblik; saa var den der med det samme.
Prøjserne opgiver, at de skød i Gennemsnit _pr. Dag_: Fra 13de Marts til
1ste April 227 Skud; fra 2den til 9de April 2,866 Skud; fra 10de til
18de April 4,967 Skud. Og den 18de April skød de paa sex Timer fra Kl. 4
Morgen til Kl. 10 Form. 7,900 Skud.
Fra den anden April var Beskydningen altsaa voldsom; og fra den 10de
ligefrem overvældende. Jeg tror nok, det var den 10de jeg fik Ordre til
at trække Ilden fra Broager paa Nr. II: mine 3 riflede 12 Pd.'s
Forladere fik Svar fra mindst 15 riflede Bagladekanoner derovre. En
saadan Kamp var det ikke muligt at holde gaaende; vi vilde meget hurtig
have faaet Mandskabet skudt og Kanonerne ødelagte.
Vi maatte da blænde Skydeskaarene med Sandsække og saa vidt muligt
trække Kanonerne i Læ bag Tværvolde o. s. v. for dog at have nogle i
Behold til Kardætskskydning, naar Stormen kom. Om Aftenen aabnede vi
atter Skydeskaarene og trak de ladte Kanoner paa Plads for at være
beredt paa alle Eventualiteter.
Under den stærkt forøgede Beskydning blev det meget vanskeligt i Nattens
Løb at bringe Skanserne i blot nogenlunde Orden; de fik efterhaanden et
slemt forrevet Udseende.
Og Terrænet udenom blev saa oprodet, at Transport af nyt Materiel til
Erstatning for det ødelagte i høj Grad besværliggjordes. Ogsaa Broerne
var i en maadelig Forfatning. Ligesaa Stormpælene i Skansen og Gravene.
Og en stor Del af Skytset blev trods alle Forsigtighedsregler
demonteret.
Nr. II maatte, i den Tid Anker og jeg skiftedes, begrave 9 ødelagte
Kanoner; deraf begravede jeg de 7, bl. a. en 84 Pd.'s Granatkanon Nr. I.
Det var en svær Karl; den vejede 8,500 Pd.; vi maatte grave et dybt Hul
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Indtryk og Minder fra Dybbøl - 4
  • Parts
  • Indtryk og Minder fra Dybbøl - 1
    Total number of words is 4422
    Total number of unique words is 1401
    43.0 of words are in the 2000 most common words
    58.2 of words are in the 5000 most common words
    66.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Indtryk og Minder fra Dybbøl - 2
    Total number of words is 4553
    Total number of unique words is 1369
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    59.5 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Indtryk og Minder fra Dybbøl - 3
    Total number of words is 4707
    Total number of unique words is 1388
    45.3 of words are in the 2000 most common words
    61.0 of words are in the 5000 most common words
    69.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Indtryk og Minder fra Dybbøl - 4
    Total number of words is 4338
    Total number of unique words is 1302
    46.1 of words are in the 2000 most common words
    61.8 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.