Indtryk og Minder fra Dybbøl - 2

Total number of words is 4553
Total number of unique words is 1369
44.5 of words are in the 2000 most common words
59.5 of words are in the 5000 most common words
67.2 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Kakkelovnen og fik en Kop glohed Kaffe; det rettede ham noget. Men
Fødderne var slemt medtagne.
Majoren havde glemt den lovede Times Afløsning om Eftermiddagen, og jeg
havde ikke haft Lejlighed til at sende Bud efter Mad. Sulten var jeg
derfor ogsaa. Der var om Natten kommet Fodfolksbesætning i Skanse IX;
jeg husker, at en af Underofficererne overlod mig et Stykke Flæsk og en
Bid Brød. Det gjorde godt. Søvn fik jeg ikke den Nat, og meget lidt kun
de følgende.
Men endelig blev det da Morgen, og glad var jeg. Der kom en
Skansekommandør til Nr. X; saa havde jeg kun een Skanse at svare til.
Men i Nr. IX blev jeg i 4 Dage og 5 Nætter; saa længe lod Afløsningen
vente paa sig. Den 5te Nat var extra. Den Officer, der kom for at afløse
mig, erklærede at han var syg og ikke kunde tage Kommandoen.


X.

Som sagt, kom allerede den første Nat Infanteriet, der skulde danne
Skansebesætning i Nr. IX. Det skulde have Nattekvarter i Blokhuset; der
inde var mørkt som i en Grav. Kompagnichefen bandede som en Tyrk paa, at
han rykkede ikke ind i det sorte Hul, før han fik Lys. Vi havde streng
Ordre paa ikke at brænde Lys i Blokhuset; hvorledes man har tænkt sig,
at Infanteriet ved en Allarmering da skulde finde ud gennem den meget
smalle Dør, veed jeg ikke. Jeg fandt det ikke mer end billigt, at
Kaptajnen forlangte Lys, og jeg skaffede ham Lys. Men det var stik imod
min Ordre.
Herefter blev han helt medgørlig og lovede at støtte mig paa bedste
Maade i min fortvivlede Stilling. Overhovedet var det mig en stor
Beroligelse at se og tale med Infanteriets Officerer. De hjalp mig efter
Evne og med god Vilje.
Vi unge Reserveofficerer af Artilleriet led meget ved ikke at have ældre
Officerer at raadføre os med. Ved Fodfolket havde de dog altid deres
Kompagnichef at holde sig til. Vi derimod blev sendt ud i en Skanse,
snart hist og snart her, og skulde klare os paa egen Haand.
Jeg veed ikke af, at jeg, mens jeg var paa højre Fløj, saa noget til den
jourhavende Artillerikaptajn, skønt han opholdt sig i Nr. VI. Og da jeg
laa paa Als, kunde der gaa en Ugestid, uden at jeg saa en højere Officer
af mit eget Vaaben. Man forstaar, at dette var uheldigt.
Af Befalingsmænd under sig havde Skansekommandøren maaske en
Underkorporal, højst en Reservekorporal. De var yngre og ikke mere
erfarne end vi selv; saa til megen Støtte for os var de ikke.
Og vore Kammerater saae vi kun lidt til. Ved Afløsningen var der ikke
Lejlighed til Samtale. Vi gik i Almindelighed ud med Ordren: Handl efter
Konduite! Og saa maatte vi under Ilden skøtte os selv.
Skansekommandørens Stilling var i det hele taget ikke misundelsesværdig.
Maaske var der intet Vaaben, hvor tilstrækkelig Uddannelse savnedes mer
end ved Artilleriet, baade hos Mandskab og Officerer. Som før
omtalt, havde man indtil 64 kun haft meget ringe Interesse for
Fæstningsartilleriet, der betragtedes som noget underordnet.
Hvorledes Krigsministeren overhovedet havde tænkt sig at forsyne Hæren
med Artilleriofficerer, forstaar jeg ikke. Han kendte dog Stillingen,
saavel Dannevirke som Dybbøl og Fredericia, maatte forud vide, hvor
mange Officerer der behøvedes. Og saa var der næppe Officerer nok til
Feltbatterierne. 3die Batteri, Klein, rykkede i Felten med følgende
Officersbesætning: Kaptajnen, en Premierløjtnant, som var sindssyg, og
Artilleriets yngste Reserveløjtnant, som kun var uddannet ved
Fæstningsartilleriet.
Endnu knappere var Officersbesætningen ved Fæstningsskytset. I
Dybbølstillingen var næsten alle Skansekommandørerne Reserveofficerer.
Og ganske vist kan man sige, at denne Tjeneste rent teknisk frembyder
færre Vanskeligheder end ved Feltartilleriet, hvor man er fuldstændig
umulig uden grundig og særlig Uddannelse. Men hverken dette eller den
Omstændighed, at Reserveofficererne gennemgaaende gjorde god Fyldest,
ophæver de Ansvarhavendes Forsømmelse: Vi havde alt for faa Officerer,
og altfor faa med tilstrækkelig Uddannelse.
Der blev ved Dybbøl kun ringe Afgang paa Artilleriofficerer. Hvordan
skulde Stillingen have ladet sig forsvare, hvis et større Tal var gaaet
ud som faldne og saarede?
Som det var, medførte dette Faatal af Officerer ulidelige Vanskeligheder
for de Overordnede med Posternes Besættelse. Gang efter Gang stod de og
vidste ikke, hvor de skulde finde en Stedfortræder for en enkelt
Skansekommandør, som uventet fik Forfald ved Sygdom eller paa anden Vis.
Og for os yngre var Følgen et grovt Misbrug af vore Kræfter.
Om Dagen sloges vi, om Natten maatte vi tilse Skansernes Udbedring og
modtage Ammunition. Vi blev jagede fra Skanse til Skanse, stadig til nyt
Mandskab; ja vi maatte kommandere to Skanser samtidig. Det er hændt mig,
at jeg, kommende fra Skansevagt i 1ste Linje, har meldt mig ved
Kommandoen og strax er bleven sendt ud paa Skansevagt i den
tilbagetrukne Linje; derfra igen paa Vagt i Nr. II, og derfra til
Kirkebatteriet og Brohovedet samtidig, og saa fremdeles, uden Mellemrum,
uden Hvil. Det sled paa Nervesystemet.
En Nat efter en anstrængende Dag modtog jeg fra Artillerikommandoen et
Brev med 2 Segl, altsaa til hurtig Expedition. Jeg var saa træt, at jeg
faldt i Søvn med Brevet i Haanden: først en Time senere vaagnede jeg op
i stor Forskrækkelse. Det var Bud om, at vi kunde vente et Stormangreb
den Nat. Heldigvis udeblev det.
Jeg mener ikke, at det var særlig mig, det gik ud over; en anden Officer
ved Kompagniet, Løjtnant _Petersen_, havde 15 Dages Tjeneste i Nr. IV,
med kun 1 Dags Hvil. Og jeg beklager mig ikke, det var nødvendigt
saaledes, eftersom der nu en Gang var for faa Officerer, og een Officers
Ukampdygtighed gik ud over alle de andre.
Men det kunde ikke være andet, end at baade vi og Tjenesten maatte lide
derunder. Og at der var i den Grad for faa Officerer, kan man dog med
Rette bebrejde de Mænd, der bar Ansvaret for vort Krigsberedskab.


XI.

Særlige Vanskeligheder fulgte af den Fejl, at Mandskabet ikke blev
afløst samtidig med Skansekommandøren. Da der ikke altid var Officerer
til at følge Afløsningen ud, var der ikke sjælden enkelte af Mandskabet,
som benyttede sig af det og blev hjemme. Man vidste aldrig bestemt, naar
man overtog en Skanse, hvor mange Mand man havde i den. Nøjagtig Kontrol
var umulig; skudfri Rum havde vi ikke, og man kunde dog ikke lade
Mandskabet stille til Appel under Fjendens Ild.
Det kunde ogsaa give Besværligheder paa anden Maade. Engang fik jeg
Extravagt. Officeren havde faaet Mavepine og meldt sig syg med det Løfte
til Mandskabet, at det skulde blive afløst samme Aften.
Da jeg indfandt mig i Skansen, blev jeg modtaget med temmelig nærgaaende
Krav paa den lovede Afløsning. Jeg svarede, at de maatte vente, til
Afløsningen kom; vi kunde ikke lade Skansen ligge uden Besætning.
De gentog imidlertid deres Fordring og trak sig tilbage for at forhandle
indbyrdes om, hvad de skulde gøre. Jeg lovede at skyde den første, som
forlod Batteriet før Afløsningen var der. Men det er ikke godt at vide,
hvad det kunde være blevet til, hvis der ikke til alt Held I Besætningen
havde været 6 Mand af min gamle Besætning fra Flankebatteriet paa Als;
de lod meget bestemt de andre vide, at de taalte intet Vrøvl, saa længe
jeg kommanderede. Og dette virkede maaske nok saa meget som min Trusel.
Men vist er det, at man under saadanne Forhold maatte tage Folkene med
en fast Haand, om ikke det hele skulde blive til Bolledejg.


XII.

Ogsaa paa andre Maader kunde man komme til at overtage Skansen i Uorden
efter sin Formand.
Det meste af den Tid, jeg stod paa venstre Fløj, var det Artilleristerne
selv, der sørgede for Skansernes Udbedring. Og de gjorde det godt. Det
var jo dem, der om Dagen skulde staa for Skud bag de Volde og Traverser,
de om Natten havde udbedret. De regulære Arbejdskommandoer tog det ikke
saa nøje, og deres Reserve-Konduktører var temmelig ukyndige i dette
Arbejde, mest civile Haandværkere, som tog den Fortjeneste med.
Men det kunde jo ske, at en Skansekommandør enten af Ligegyldighed eller
for at vinde en billig Popularitet hos Mandskabet, lod fem være lige med
disse Arbejder, saa man ved Overtagelsen fandt Skansen mindre godt
istandsat eller Materiellets Fornyelse forsømt. Saa blev den ny
Kommandør nødt til at kræve dobbelt Slid af Mandskabet for at faa
Sagerne i Orden, og han maatte da med Mandskabets Uvilje betale sin
Formands Popularitet.


XIII.

Det var som sagt ikke altid rart for en ung Officer at blive sendt uden
Medhjælp ud som Skansekommandør med Ordren: Handl efter Konduite!
Men værre var det, naar man ude i Skanserne fik for mange Ordrer, -- der
ikke altid vidnede om Kendskab til de virkelige Forhold. Over sig havde
man først den øverstkommanderende Artilleriofficer. Saa kunde der komme
en Adjutant, »udsendt af Overkommandoen«. Saa var der den jourhavende
Kaptajn. Endelig den Officer, som førte Skansens Infanteri -- nemlig
naar han var ældre Officer end En selv. I den almindelige Forvirring
kunde man, naar galt skulde være, og det skulde det ikke saa sjældent,
fra disse tre-fire Steder faa tre-fire indbyrdes modstridende Ordrer paa
een Gang.
Ved Skansens Istandsættelse kunde man støde sammen med den Officer, som
ledede Ingeniørerne. Han mente jo for det meste, at han som Fagmand var
den, der bedst forstod sig paa, hvad der skulde gøres. Og
Artilleriofficeren, der kendte Skansen ud og ind, ogsaa i Kamp, tænkte,
at det maaske dog var ham, der bedst vidste, hvor Skoen trykkede.
Ialtfald var det ham og hans, der kom til at lide under Skansens mulige
Fejl og Mangler.
Havde man efter Kompagniets Ordre indsendt Fortegnelse bl. a. over sin
Forsyning med Skyts, Lavetter, Værktøj osv., kunde det ske, at
Depotkommandøren krævede udleveret, hvad han i sin fjærntsiddende Visdom
mente, at man havde for meget.
Kort sagt, der kom alt for mange indbyrdes modstridende Ordrer, og for
mange, der ikke stemte med Skansens Velfærd. Hvis ikke alt skulde gaa
hulter til bulter, blev man tit nødt til paa eget Ansvar at lade disse
Ordrer ophæve hinanden og holde sig til den, der passede En bedst:
»Handl efter Konduite!« Den var ialtfald velgørende klar. Og det samme
var den altid gældende Ordre: »De skal forsvare Skansen til det
yderste!«


XIV.

Jeg har i det foregaaende særlig talt om Skansekommandørernes Stilling.
Mandskabet havde det ikke stort bedre. De svagt anlagte og ufuldkomne
Værker fordrede uafbrudt stor Arbejdskraft, først til Istandsættelse,
saa til Vedligeholdelse. Naar Folkene ikke havde Tjeneste, maatte de
arbejde paa Værkerne med Bør og Skovl; det var umuligt at faa givet dem
den haardt savnede artilleristiske Øvelse.
Nogle af de bedste Folk vi havde til at begynde med var Holstenerne. Men
da Infanteriet hjemsendte sit holstenske og sydslesvigske Mandskab paa
Grund af dets Upaalidelighed, blev det ogsaa hjemsendt fra os.
Helt havde man vel ikke stolet paa dem. Ved Tronskiftet overværede jeg
deres Edsaflæggelse foran Sønderborg Slot. Ellers blev Eden aflagt ved
Infanteriet til Fanen, ved Kavaleriet til Estandarten, ved Artilleriet
idet en Mand traadte frem og lagde Haanden paa en Kanon. Men Holstenerne
maatte enkeltvis eftersige Edsformularen, som den Stykke for Stykke blev
fremsagt for dem.
Det hed sig dog, da senere Overkommandoen fik Tilladelse til at aabne en
Del af de til det tysktalende Mandskab ankommende Breve, at Slægt og
Venner hjemmefra tit skrev omtrent saaledes: Lorens eller Hans -- hvad
de nu hed -- er kommet hjem og gaar omkring, foragtet af alle. Du maa
love os, kære Søn eller Broder, at Du ikke handler saa skammeligt og
bryder din Ed.
Imidlertid, ved Infanteriet _havde_ dette Mandskab vist sig upaalideligt
og blev altsaa hjemsendt, ogsaa fra os. Det var dygtige Folk, vi dermed
mistede; vi kunde daarlig undvære dem. De maatte nu i en Hast erstattes,
dels fra Forstærkningen, dels med uøvet, ungt Mandskab.
Det blev en ufuldstændig og en daarlig Erstatning. De færreste af disse
Folk havde før betjent Fæstningskanoner, endsige riflet Skyts. Og for en
ikke ringe Del maatte vi endda hjælpe os med Infanterister til
Kanonbetjeningen. Selv om de viste god Vilje, var det vanskeligt at lære
dem op helt for fra under Fjendens Ild, og dobbelt vanskeligt, da vi
havde saa faa Befalingsmænd.
Tilmed var Mandskabet uheldigt stillet baade ved Skansernes Indretning
og ved Arten af vort Skyts. Naar vi paa den gammeldags Maade skød over
Bænk -- med lavt Brystværn -- ja selv gennem Skydeskaar, led vi altfor
store Tab, baade paa Mandskab og Materiel, overfor det riflede Skyts.
Det skød jo baade længere og sikrere end det glatløbede.
Vi maatte da paa forskellig ureglementeret Vis se at skaffe ialtfald
Mandskabet lidt bedre Dækning. Men det lod sig ikke altid gøre. Følgen
blev et uforholdsmæssigt Mandefald, hvilket tillige med de andre
Vanskeligheder gav en trykket Stemning.


XV.

Jeg tror ikke, at Forholdene ved Infanteriet var stort bedre. Ogsaa her
var vore Vaaben de underlegne. Mod det prøjsiske Fodfolks hurtigskydende
Bagladerifler havde vort kun de langsomme Forladerifler, som for en Del
var omdannede gamle, glatløbede Geværer af meget stort Kaliber.
Og heller ikke her var der Overflod af Officerer, særlig ikke af de
faste. Meget skadeligt virkede den umiddelbart før Krigen befalede
Forandring i Hærens Sammensætning. Meningen var ved Udvidelse af
Rammerne gennem 4 Stadier at fremstille en krigsberedt Hær af betydelig
øget Styrke til Foraaret 64. Men Krigen ventede ikke, til vi var kommet
i Orden; vi maatte rykke i Marken med en Hær, hvis gamle Baand var
opløst, og de ny ikke bundne endnu.
Officererne fik Mandskab, som var uddannet af andre, og hvis
Paalidelighed de ikke vidste noget om. Og Folkene fik Officerer, som de
ikke kendte og derfor ikke kunde have den rette Tillid til. Hvor
trykkende et saadant Forhold virker til begge Sider under Kamp, veed kun
den, der selv har prøvet det.
De højere Officerer følte sig knugede af de store Kommandoer, der blev
dem tildelt. Nu skulde de pludselig i Krig føre større Troppemasser, end
de nogensinde havde ført i Fredstid, endda uøvede Folk, med for faa
Befalingsmænd, mod en i alle Maader overlegen Fjende. Det var ikke let,
især da de altfor sjælden havde haft Lejlighed til at handle paa egen
Haand og ikke var vant til under overvældende Travlhed til alle Kanter
at skulle tage en hurtig Beslutning paa eget Ansvar. Tit stod de derfor
i afgørende Øjeblikke tvivlraadige og spildte Tiden.
Da jeg var i Familie med Forpostkommandøren og stod Stabschefen ved
Artilleriet nær, kom jeg i Forbindelse med en Del af de højere
Officerer. Det var mærkeligt at se, hvor forskelligt de uheldige Forhold
virkede paa dem; nogle blev langt blidere, end man tidligere havde kendt
dem, andre saa irritable, at man knap vidste, hvad man turde sige til
dem. Stærkt nervøse blev de efterhaanden næsten alle.
Og der kunde selv blandt Officererne ved Overkommandoen herske en
mærkværdig Uvidenhed om de faktiske Forhold. Det var vist den 22de
Februar, hvor Overkommandoen var tilstede under den haarde Fægtning
foran Stillingen. En af de Tilstedeværende har fortalt mig, at
Stabschefen sagde til Overgeneralen: »Man veed jo ikke, hvad man tør
gøre, da der ingen Ammunition er i Skanserne.« Hertil bemærkede den
højstkommanderende Artilleriofficer: »Jeg skal tillade mig at meddele,
at der i Skanserne er den normerede Ammunition; befaler Generalen, kan
vi begynde Skydningen _strax_!« Og dette var rigtigt.
Allerede den 7de Februar var der i Skanserne den normerede Ammunition;
jeg har selv transporteret den derud, og har siden flere Gange gendrevet
den urigtige Paastand om Skansernes manglende Ammunitionsforsyning. Men
man kunde dog vente, at Armeens Stabschef vidste Besked om et saa
vigtigt Forhold.
Man maa udentvivl, trods alle Undskyldninger bebrejde flere af vore
Officerer i 64 Mangel paa Handlekraft. Og man kan heller ikke nægte, at
der fandtes Mangler ved deres faglige Uddannelse. Dette havde vel sin
Hovedgrund i de _for lave Lønninger_. De uformuende Officerer var i
Fredstid nødt til at søge Biindtægter ved privat Arbejde. Uundgaaelig
maatte dette virke afledende paa deres Interesse for Tjenesten. De
fleste Ingeniørofficerer havde saaledes væset sysselsat ved
Bygningsvæsen, Vejanlæg og andet lignende, som optog Tid og Tanker og
hindrede dem i at følge Udviklingen i deres militære Fag. Ligesaa gik
det Infanteriofficererne, der for en stor Del virkede privat som Lærere
i Sprog osv. Da Krigen kom, stod de derfor ret fremmede overfor den
hurtige Udvikling netop i de sidste Aar, særlig med Hensyn til de
hurtigtskydende riflede Bagladevaaben.
I Korthed kan Forholdet vel fremstilles saaledes: _Vi_ havde en Hær, som
Afdeling for Afdeling var sammenblandet af ældre og yngre Aargange
Mandskab, alle med gammeldags Vaaben, med kort og ufuldstændig Øvelse,
utilstrækkelig Disciplin og stor Mangel paa Befalingsmænd. _Fjenden_
havde en Hær, som Afdeling for Afdeling var sammensat af udsøgte unge
Folk, gennemgaaende fortrinligt væbnede, alle fuldt uddannede, under
fast Mandstugt og rigeligt forsynede med Befalingsmænd.
Selv med lige Mandtal vilde vi altsaa have været de underlegne. Men vi
var en lille Stat imod to store; Fjenden var os ogsaa i Mandtal
overlegen fra Begyndelsen af. Og mens vi kun i meget ringe Grad var
istand til at erstatte Afgang paa Mandskab og Materiel, havde Fjenden
let ved øjeblikkelig at erstatte alle Tab.
En stærk permanent Fæstning vilde have opvejet meget af Uligheden. Vi
havde -- det før beskrevne Dybbøl!
Man behøvede da ikke at spørge om det endelige Udfald, naar Danmark
skulde staa ene i Kampen. Det var ikke muligt at begynde Dybbøls Forsvar
i nogen munter Stemning. Dog blev der mange Steder taget fat med Kraft;
man havde aflagt Ed, og den vilde man holde. Saa maatte Skæbnen raade
for Resten.
Afgørelsen tog længere Tid, end mange havde tænkt sig. Enten den
prøjsiske Overkommando kendte vor Svaghed eller ej, vist er det, at den
foreløbig holdt sig temmelig uvirksom.


XVI.

Uheldigt var det, at vi fem Gange skiftede højstkommanderende
Artilleriofficer i Dybbølstillingen. Det kunde ikke andet end give Uro
og Usikkerhed helt ned gennem Rækkerne.
Den 10de Februar blev Major Lunddahl paa Grund af Sygdom afløst af
Oberst _Vahl_. Han fungerede kun i denne Stilling en halv Snes Dage; saa
blev Artillerikommandoen ved Dybbøl overdraget Oberstløjtnant
_Haxthausen_, og denne blev atter senere fulgt af sin Stabschef Major
_Jonquières_, som trolig holdt ud Resten af Belejringen.
Oberst Vahl var en Mand af den meget gamle Skole. Han hang sig i
Smaating og forlangte Melding næsten hver Dag. Hos ham maatte man staa
ret lige indenfor Døren; naar han, gaaende op og ned ad Gulvet, havde
faaet at vide, hvad han ønskede, sagde han: Godt! Saa kunde man træde af
igen.
Hans Efterfølger, Oberstløjtnant Haxthausen, var en anderledes Mand. Han
var meget venlig, bød Cigar og satte sig ned. Han vilde nok vide Besked,
men forstod at skelne mellem væsenligt og uvæsenligt, og man kunde godt
faa Lov til at komme frem med, hvad man selv ønskede. Han var en Chef,
der holdt paa sine Undergivne; man vidste, at man havde en Støtte i ham;
det har stor Betydning for de yngre Officerer. Desværre var han syg fra
Tilbagetoget og maatte snart opgive sin Stilling.
Saa kom altsaa Major Jonquières. Han var overordenlig pligtopfyldende og
meget hensynsfuld overfor sine Officerer. Der skulde meget til, før han
viste Tænder. Overfor mig er det kun en Gang hændt, og det kom af hans
Forkærlighed for vort glatløbede Skyts, hvis Udvikling han havde haft en
Del at gøre med, og som virkelig ogsaa i sin Slags var udmærket. Han
vilde have mig til at skyde over Vemmingbund fra Nr. II med en 84 Pd.'s
Granatkanon, og blev vred, da jeg mente, at Træfsikkerheden vilde blive
meget ringe med den store Elevation, som var nødvendig, om denne Kanon
skulde række saa langt.
Engang da jeg meldte mig hos Major Jonquières, kommende fra Skansevagt
Kl. 11 om Aftenen, traf jeg ham i temmelig nedtrykt Stemning. En
Skansekommandør var blevet syg. »Nu har jeg ikke een Officer at sende
derud istedet,« sagde han, »jeg maa give Kommandoen til en
Underofficer.« »Det kan Majoren let komme over,« sagde jeg, »De kan jo
give mig Ordre til at overtage Vagten.« Majoren blev synlig glad over
denne Udvej, men sendte mig først afsted, efterat han gentagende havde
spurgt, om jeg nu ogsaa troede, at jeg kunde holde det ud.
Det var maaske for meget Hensyn at tage, men den Slags gjorde, at Major
Jonquières blev meget afholdt af sine Undergivne; de mærkede, at han var
ikke ligegyldig for deres Velfærd.
Han forlangte meget af os, men kunde det med Rette, da han aldrig
sparede sig selv, og ikke krævede mer end det nødvendigste hverken af
Hvile eller Bekvemmelighed. Dette betød saa meget mere, som han næppe
var synderlig hærdet; han havde i en Aarrække mest været Kontormand.
Som et Tegn paa hans fordringsløse Indretning kan det nævnes at jeg
saae, han havde kun 1 Lagen i sin Seng, og det led ikke af Renlighed.
Jeg gjorde Nar ad hans Adjudant for det; jeg syntes, det var lige
tarveligt nok til Stillingens øverstkommanderende Artilleriofficer.
Jonquières var en alvorlig Mand, men kunde ogsaa skæmte paa den
elskværdigste Maade. Da jeg laa saaret efter den 18de April, skrev han
et nydeligt Brev til mig med den Tilføjelse, at han haabede, jeg intet
havde imod, at man havde erobret min Kasse (med Smør, Ost, Vin osv., som
jeg havde faaet sendt hjemmefra den 17de April), da den var til stor
Nytte.
Den 16de April fik jeg min sidste Ordre af Jonquières; den gjaldt
Udtransport fra Nr. II af to riflede Kanoner, som jeg havde bedt om Lov
til at redde fra Ødelæggelse eller Erobring. Da mærkede jeg nok, at han
saae skeptisk paa Forsvaret. Senere fortalte han mig, at han den Aften
havde meddelt Overkommandoen, at han betragtede Dybbølstillingens
Artilleriforsvar hovedsagelig som endt.
Med andre Ord, han gjorde, hvad han kunde, for at vi skulde trække os
tilbage i Tide. Men alt var forgæves. Vi veed jo forlængst, at der ogsaa
fra andre højtstaaende Officerer skete Henvendelse til Overgeneralen i
samme Retning, men denne, der laa syg, turde hverken selv paatage sig
Ansvaret eller overlade det til en af de andre Generaler. Han spurgte
Ministeriet, og Svaret blev Nej.
Selvfølgelig maa _Lundbye_, som dengang atter var Krigsminister, foruden
sit øvrige store Ansvar fra tidligere Tid ogsaa bære Ansvaret for den
18de April; men _Monrad_ var dog vist i dette Tilfælde den egentlige
Skyldige. Han vilde jo, at vi skulde holde Stillingen til
Londonnerkonferencen traadte sammen, hvilket skulde ske den 20de April.
Som om ikke Bismarck nemt kunde have faaet Konferencen udsat, hvis
Dybbøl ikke var taget til den Tid!


XVII.

Efter de mere almindelige Bemærkninger i det foregaaende vender jeg
tilbage til mine egne Oplevelser under Tjenesten ved Dybbøl.
Fra Nr. IX kom jeg over til _Flankebatteriet_ paa Als. Det skulde
bestykkes med 7 Stkr. 84 Pd.'s Granatkanoner Nr. 1 i høj Affutage.
Det var et besværligt Arbejde. Hver af disse Kanoner vejede 8,500 Pd.
Ordren lød paa hurtig Udførelse; men Regn og Sne havde opblødt Jorden.
Underlagsklodserne kunde ikke bære den store Vægt oppe; de sank i, naar
vi skulde flytte Kanonen. Og naar vi tog Kanonen op, som det hedder,
sank Kranen i med alle fire Ben lige til Spilbommen.
En Dag kom den øverstkommanderende Artilleriofficer tilstede; det var
paa dette Tidspunkt Oberst Vahl. Han syntes, at det gik for smaat, og
tog Kommandoen fra mig for selv at lede Arbejdet. Han var Forfatter af
Manipulationsreglementet, altsaa Specialist paa det Omraade. Det
lykkedes ham at vælte Kranen, og Kanonen sank ned i Leræltet.
Saa forsvandt Obersten med den Bemærkning, at det var et slemt Arbejde.
Det vidste vi i Forvejen. Og han havde just ikke gjort det lettere. Nu
skulde vi først have Kranen rejst igen og Kanonen gravet fri. Men det
gik. Mandskabet tog flinkt fat. Og der var nok at gøre; Batteriet laa
urørt fra 61.
En Dag saae jeg Prøjserne sætte nogle Granater i Brystværnet af Nr. X
lige paa den anden Side Sundet. Mit Krudtmagasin var af Træ og fyldt med
Ammunition; Ingeniørerne skulde have dækket det med Jord, men det var
endnu ikke blevet til noget. Hvis nu Prøjserne fandt paa at sende ogsaa
mig en Granat, kunde den ved at træffe Krudtmagasinet sprænge det hele i
Luften. Jeg blev bange og lod mine Folk tage fat med at klaske Jord paa.
Jeg stod i nogen Afstand med Ryggen til. Pludselig blev der stille: jeg
vendte mig om og saae Ingeniørkaptajnen, som skulde have udført
Arbejdet. Han tog mig aabenbart ilde op, at jeg selv lod det gøre. »Jeg
har stoppet Deres Folk,« sagde han, »det er en Skandale, at De tager saa
meget Jord fra Marken! Som om den arme Mand [Gaardens Ejer] ikke havde
Ulemper nok!« Og saa vendte han sig til sin Konduktør: »Vil De regne mig
ud, hvor stort Flademaal der skal udgraves til 2 Alens Dybde for at
dække Krudtmagasinet!«
Konduktøren, rimeligvis af Profession Snedkersvend, fik sin Lommebog
frem og regnede og regnede. Endelig kom Resultatet. »Netop saa meget har
jeg befalet mine Folk at tage,« sagde jeg. »Har Kaptajnen noget imod, at
vi fortsætter?«
Han snurrede rundt paa Hælen og forduftede. »Paa'en igen, Karle!« raabte
jeg. Og det kan nok være det gik.
Samme Kaptajn havde været der før; da der skulde sættes
Ammunitionshylder i Magasinet. Han vilde absolut indrette dem til 24
Pd.'s Ammunition, skønt jeg gjorde ham opmærksom paa, at vor Ammunition,
som var 84 Pd.'s, i saa Fald ikke vilde kunne komme ind paa Hylderne.
Da han ikke lod til at tillægge dette Forhold nogen Betydning, maatte
jeg forsikre ham, at fik vi ikke de rigtige Hylder, vilde jeg rive hele
Krammet ned igen øjeblikkelig. For ind skulde Ammunitionen!
Det hjalp. Men det var just ikke Velsignelser, vi to nedkaldte over
hinandens Hoveder.
Min Trøst var, at jeg stod mig godt med Mandskabet. Det var for største
Delen villige og dygtige Folk. Og da jeg var saa heldig at staa mig godt
med Kompagniet, kunde jeg blive af med de enkelte, jeg ikke syntes om,
og faa andre i Stedet, mest af dem, der blev udskrevet fra Lasarettet.
Paa den Maade fik jeg efterhaanden her i Flankebatteriet en ret udsøgt
Besætning; jeg tror ikke, der var nogen bedre i hele Stillingen. Det var
mig en Fornøjelse at arbejde med de Folk.
Jeg mødte engang den Officer, der havde afløst mig i Flankebatteriet;
han mente, at jeg havde forkælet Besætningen. Det tror jeg ikke, jeg
havde. Men jeg havde saa godt som ingen Underofficerer og skulde betjene
syv 84 Pd.'s Granatkanoner Nr. 1 i høj Affutage med ca. 60 Mand, hvoraf
jeg maatte udtage de bedste til Kanonkommandører. Det var under de
Forhold nødvendigt for mig at kende hver enkelt Mand og staa mig saa
godt som muligt med dem alle.
Gensidig Tillid og Velvilje var uundværlig. Jeg fordrede meget Arbejde,
men gav dem det, saa vidt gørligt, paa Akkord. Jeg blev da ogsaa
hurtigere færdig end min Nabokommandør, skønt jeg udførte en Del
Arbejde, der tilkom Ingeniørerne. Og ved stadig selv at være tilstede
under Arbejdet og deltage deri kom jeg til at kende mine Folk og havde
aldrig Vrøvl med dem, -- medens en af mine Naboer, en fast Officer,
maatte rekvirere Haandjern for at klare sig.
Det var kun rimeligt, at jeg til Gengæld for Mandskabets Flid og gode
Opførsel værnede dets Interesser, hvor jeg kunde.
En Overintendant befalede mig at udlevere de Tæpper, som en Del af mine
Folk selv havde baaret op fra Dannevirke. Jeg svarede, at vilde han have
dem, maatte han tage dem; jeg udleverede ikke de Tæpper.
Han tog dem ikke. Derimod rekvirerede jeg 36 Tæpper extra, og fik dem.
Mine Folk laa i Kostalden i en gammel Bondegaard; med det Nattelogis ved
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Indtryk og Minder fra Dybbøl - 3
  • Parts
  • Indtryk og Minder fra Dybbøl - 1
    Total number of words is 4422
    Total number of unique words is 1401
    43.0 of words are in the 2000 most common words
    58.2 of words are in the 5000 most common words
    66.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Indtryk og Minder fra Dybbøl - 2
    Total number of words is 4553
    Total number of unique words is 1369
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    59.5 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Indtryk og Minder fra Dybbøl - 3
    Total number of words is 4707
    Total number of unique words is 1388
    45.3 of words are in the 2000 most common words
    61.0 of words are in the 5000 most common words
    69.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Indtryk og Minder fra Dybbøl - 4
    Total number of words is 4338
    Total number of unique words is 1302
    46.1 of words are in the 2000 most common words
    61.8 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.