Indtryk og Minder fra Dybbøl - 1

Total number of words is 4422
Total number of unique words is 1401
43.0 of words are in the 2000 most common words
58.2 of words are in the 5000 most common words
66.3 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.

INDTRYK OG MINDER
FRA DYBBØL


INDTRYK OG MINDER
FRA DYBBØL

FORTALTE AF
C. CASTENSCHIOLD

FORLAGT AF G. E. C. GAD -- KØBENHAVN 1908

Trykt hos Nielsen & Lydiche (Axel Simmelkiær).


I.

I Februar 1861 blev jeg tilligemed de andre antagne Officersaspiranter
til Infanteriet indkaldt til at møde paa det gamle Landkadetakademi (i
den nuværende Rigsdagsbygning). Jeg var dengang 24 Aar og havde nylig
taget Afgangsexamen som Polytekniker med Mekanik til Hovedfag.
Vi var ialt 75 Aspiranter og kom til at ligge paa 2 Sovesale i
Mansardetagen. Der var meget koldt, Lagnerne fugtige, Hovedpuden haard
som en Sten.
Kl. 6 Morgen blev vi purrede ud og gik ned paa Stuerne; vi var 15 paa
min Stue. Vi fik udleveret Uniformer og gamle Geværer, Model 1822, med
fornødent Lædertøj. Da vi havde faaet Morgenthe hos Marketenderen (vi
maatte selv betale Forplejningen), begyndte vi strax inde paa
Gymnastiksalen med Geværgreb. Det blev drevet med stor Kraft, saa man
blev øm i Hænderne. Jeg skruede alt løst paa mit Gevær, saa det raslede,
naar man rørte ved det. Appel skulde der være.
Ogsaa Gymnastiken blev drevet med Kraft, baade ved Træhest,
Klatremaskine osv. Her var der stor Ulighed; flere havde aldrig prøvet
det før, men for mig, som privat havde gennemgaaet et Kursus paa
Gymnastisk Institut, var det temmelig nemt.
Der blev exerceret tilfods i Gaarden, i smaa Tropper paa c. 15 Mand,
hver under Kommando af en Underofficer. En Løjtnant _Munch_ læste
Felttjeneste for os; det var enormt kedeligt. Og der var iblandt os
flere Holstenere, som ikke kunde dansk; de forstod ikke et Muk.
Chefen var en Kaptajn, saaret fra Treaarskrigen, meget højttalende. Vi
kaldte ham Storrøfleren. Han holdt god Orden og forlangte en Del Arbejde
af os. Under ham stod, foruden Løjtnant Munch, Premierløjtnant _Møller_,
Sekondløjtnant _Pingel_ og en Sekondløjtnant _Christensen_. Den sidste
var den dygtigste praktiske Officer.
Vi havde c. 8 Timers Øvelse daglig. I Fritimerne havde vi Lov til at gaa
ud i Byen og kunde faa Nattegn til Kl. 12. Kom man senere, maatte man se
at klare sig med den vagthavende Underofficer -- hvilket ikke var
vanskeligt.
Jeg var dengang en renommeret Dansehest og var de 3 første Aftener
inviteret paa Bal. En Nat, da den vagthavende Underofficer sov, skrev
jeg selv mit Navn: Hjemkommen Kl. 12. Den var en Del mere.
Om Chefen saa igennem Fingre med saadant, veed jeg ikke. Han fortalte
ialtfald sit andet Hold Aspiranter, at første Hold kunde buldre hele
Natten og dog gøre deres Pligt. »Det er Karle,« tilføjede han, »men I
dingler i Geleddet, saa snart I har været ude lidt over Sengetid.«
Det var en mærkelig Samling unge Mennesker jeg her befandt mig imellem.
Fløjmanden var over 6 Fod, den mindste vel 5; nogle var 24-25 Aar, andre
kun 17. Men det var vist et af de bedste Hold Reserveofficerer.


II.

Jeg søgte om at komme over til Artilleriet, og det lykkedes, da jeg var
cand. polyt. Chefen ærgrede sig over det, og udtalte ved en Præsentation
for Krigsministeren, Oberst _Thestrup_, sin Beklagelse over at skulle
miste sine Elever, naar de var begyndt at komme efter Tjenesten.
Jeg forstod nok hans Misfornøjelse; jeg var som sagt polyteknisk
Kandidat, 24 Aar gammel og baade legemlig og aandelig udviklet, medens
mange af de andre var meget unge og uudviklede Mennesker uden synderlige
Kundskaber. Der var flere andre, der søgte at komme til Artilleriet, men
jeg var den eneste som slap derover.
Ved Artilleriet maatte vi selv skaffe os Logis. Jeg kom til at bo i
Strandgade, paa Gamle Artillerikaserne hos Major _Wegener_, hvor jeg
havde det godt. Det var jo langt behageligere at bo for sig selv.
Vi var 30 Aspiranter ved Artilleriet, hvoraf 8 polytekniske Kandidater.
Kanonexercits havde vi paa det gamle Laboratorium, mest med svært Skyts,
men ogsaa med Feltskyts -- der dog betjentes paa samme Maade; vi
uddannedes kun til Fæstningskonstabler.
Vi gjorde en Del Gymnastik, havde megen Fodexercits og lavede Ammunition
paa Laboratoriet baade til Haandvaaben og til Kanoner, dog kun til
glatløbede og Espingoler. Vi lavede ogsaa Raketter, særlig Faldskærms.
Saasnart Vejret tillod det, kom vi ud paa Amagerfælled til Fodexercits,
Kanonbetjening og Skydning. Vi havde ogsaa en Del Theori, Instruktion
for Menige, Beregning af Skydetabeller samt Tegning af Kanoner. Flere
kunde vanskeligt følge med, idet de ikke havde lært Plantrigonometri.
Vi skulde have lært at tegne Kort i Marken (»Croquis«), men fik kun 1
Time i Kortsignaturer, der blev vist os paa et lille Blad -- hvorefter
vi alle til Examen blev hørt i det. Vi kunde ikke meget, naturligvis.
Man havde sagt os, at vi kun skulde have Karakterer i praktisk Tjeneste,
ikke i Theori. Og saa fik vi til Examen kun Karakterer i Theori, slet
ikke i praktisk Tjeneste. Den Slags Bagvendthed var der ikke saa lidt
af.
Først paa Aaret trak det stærkt op til Krig; der kom Ordre til at
afslutte vor Uddannelse paa det halve af den planmæssige Tid, som var 1
Aar. Da Faren for dengang drev over, var vi altsaa uddannede og kunde nu
begynde forfra. De af os, der ønskede det, fik da Lov at lære Ridning og
Exercits med Feltskyts. Blandt dem var jeg. Den Kundskab vi fik i at
betjene Feltkanoner var dog ikke meget værd, da vi øvede uden
Bespænding.
De sidste 3 Maaneder gjorde vi Tjeneste som Officerer, og blev derefter
hjemsendt i Marts 1862.
Gennemgaaende var vor Uddannelse temmelig mangelfuld. Vi var f. Ex.
dygtigere, da vi kom fra Rekrutskolen, end da vi forlod
Uddannelsesskolen. Infanteriets Reserveofficerer fik mulig en bedre
Uddannelse end vi; de beholdt de samme Lærere hele Tiden, medens vi ved
Artilleriet kom til forskellige Skoler og Øvelser, stadig med andre
Lærere.


III.

Den 1ste November 1863, da de politiske Forhold paany blev truende, blev
vi atter indkaldt; jeg laa i København en Maanedstid til Tjeneste ved
3die Batteri, Kaptajn _Klein_, hvor jeg havde Læsning med Folkene og var
Inspektionshavende ved flere Afdelinger paa Gl. Artillerikaserne i
Strandgade.
Til at begynde med syntes jeg ikke om Kaptajnen og beklagede mig til en
Artilleriofficer, som tidligere havde staaet under ham. Her fik jeg den
Trøst, at Kaptajn Klein skulde have Tid til at vænne sig til et nyt
Ansigt. Mit blev han aabenbart efterhaanden vant til, for da jeg meldte
mig til Afgang sagde han: »Jeg havde ønsket at beholde Dem ved
Batteriet.« Da jeg var uddannet til Fæstningsartillerist, vovede jeg
imidlertid ikke at gaa i Krig som Officer ved et Feltbatteri.
Sidst i November (eller først i December) blev jeg sammen med
Løjtnanterne _Petersen_ og _Schønheyder_ -- begge ligesom jeg
polytekniske Kandidater fra 61 -- samt Løjtnant _Anker_ af Bornholms
Milits, hvortil senere kom en Borgerofficer, Andersen, sendt over
Kiel-Neumünster til Sønderborg for under Kaptajn _Bartholins_ Kommando
at danne 4de Fæstningskompagni med Mandskab af alle Feltbatteriers ældre
Aargange.


IV.

Mit første Indtryk af Dybbølstillingen blev ikke senere afkræftet.
Forsvaret var slet forberedt.
Ved Kommissionsbetænkning af 1851 var paapeget Nødvendigheden af »en
stærk, tildels permanent Befæstning« paa Dybbølbjerg. Ingeniørkorpsets
Forslag af 53 krævede paa Dybbølbjerg »tre stærke permanente Forter«
foruden enkelte mindre Værker og Brohovederne. Til Als og Sundeved var
her ialt beregnet 2,300,000 Rigsdaler.
Dette Forslag blev af Krigsministeren forelagt en ny Kommission,
bestaaende bl. a. af Generalerne _de Meza_, _Fibiger_, _Schlegel_ og
_Baggesen_. I denne Kommissions Januar 51 enstemmig afgivne Betænkning
krævedes til Als med Dybbølbanke ialt c. 2 Millioner Rigsdaler, d.v.s.
Kommissionen tiltraadte Ingeniørkorpsets Forslag, kun med Udeladelse af
Værkerne om Sønderborg mod Alssiden.
Dette af en stor Kommission efter omhyggelig Overvejelse stillede
Forslag gjorde den daværende Krigsminister, Oberst _Lundbye_, intet
Forsøg paa at faa gennemført.
Istedet modtog Ingeniørkorpset i Maj 57 en ministeriel Skrivelse, der
paalagde det at udarbejde nye Planer over _det absolut nødvendige_ under
stadigt Hensyn til Bekostningen, idet Ministeriet paa Forhaand opgav
Kommissionsforslaget, som ved »den blotte Talstørrelse« -- ialt krævedes
32 Millioner Rigsdaler til hele Monarkiets Sø- og Landbefæstning -- »vil
virke saa afskrækkende, at ingen virkelig grundig Behandling i den
pengebevilgende Forsamling bliver mulig.« Saaledes skrev Ministeriet.
Ingeniørkorpset afgav herefter, med det forlangte Hovedhensyn til
Bekostningen, en ny Indstilling af samme Aar, 1857; heri foresloges
Dybbølstillingen befæstet med Jordværker med muret Reduit og
Gravkaponierer til Infanteriforsvar. Dertil beregnedes 794,000
Rigsdaler, Armeringen ikke medregnet.
Heller ikke dette Forslag blev forelagt Rigsdagen til Beslutning;
Krigsministeren var stadig bange for Bekostningen. Først Lundbyes
Efterfølger som Krigsminister, Oberst _Thestrup_, gennemførte under den
umiddelbart truende Krigsfare 1861 Dybbølstillingens Befæstning -- til
et Beløb af 199,600 Rigsdaler, _altsaa godt 1/20 af det, som den
sagkyndige Kommission havde krævet, og godt 1/7 af det, Ingeniørkorpset
havde krævet som absolut nødvendigt_.
Men denne Befæstning blev da ogsaa nærmest kun en Feltbefæstning,
beregnet paa at støtte Hæren, ikke paa at modstaa en Belejring. Det var
hastigt opkastede Jordværker, uden Gravforsvar og uden bombesikre Rum
for Mandskabet. Selv om Fjenden kun havde angrebet med det gammeldags
glatløbede Skyts, vilde det have været en vanskelig Sag at forsvare
denne Stilling mod en regelmæssig Belejring.
Men til vor Ulykke var vor Modstander for en stor Del væbnet med det nye
riflede Skyts. Netop i de foregaaende Aar var dettes Overlegenhed blevet
almindelig anerkendt, og det blev Dybbøls Skæbne at afgive det praktiske
Bevis, paa vor Bekostning. De danske Sagkyndige havde ikke været
uvidende om Virkningen af det riflede Skyts; bl. a. havde en dansk
Officer i 1858 overværet de bekendte Jülicherforsøg, som viste
Muligheden af ved indirekte Skydning med riflet Skyts at skyde Bresche i
Fæstningsværker.
Men Dybbøls Befæstning var anlagt uden Hensyn til disse Erfaringer, og
vort Artilleri var kun saa smaat begyndt paa at indføre det nye Skyts.
Dels var det for dyrt, dels var flere af vore ellers dygtigste
Artilleriofficerer endnu ret uvillige til at godkende dets Fortrin
fremfor det glatløbede, som de var indlevede med og havde Forkærlighed
for. Vi stod med Hensyn til Indførelsen af riflet Skyts ikke tilbage for
nogen af de andre Smaastater. Men det var ikke dem vi havde at gøre med,
det var Prøjsen, som af alle Stormagter var videst fremme paa dette
Omraade. Her havde man i 1861 med stor Energi taget fat paa Indførelsen
af et helt nyt og fortrinligt System riflet Bagladeskyts. Og ganske vist
er det en Fejltagelse, naar mange tror, at Prøjserne førte lutter riflet
Skyts imod os ved Dybbøl; endnu den 18. April var omtrent Halvdelen af
deres Kanoner glatløbede. Men de havde paa deres Fæstninger en anselig
Mængde tildels svært Skyts af den ny Konstruktion; og af dette blev
efterhaanden det meste ført op til Brug mod Dybbøl. Da først det var
bragt i Stilling imod os, var Udfaldet givet. Fra Broagerland kunde de
dermed over Vemmingbund beskyde vore Skanser paa venstre Fløj, som ikke
var tilstrækkelig dækkede mod den Side, hvor de ved Afstanden over
Vandet vilde have været beskyttede mod Angreb af det glatløbede Skyts.
Prøjsernes Granater gik lukt igennem de svære Blokhuse, som var
beregnede til Ophold for Mandskabet. Hurtig viste det sig, at disse
Blokhuse var ikke Tilflugtssteder men Rettersteder. Skansernes Besætning
maatte, da Beskydningen, særlig fra Broager, blev stærkere, søge Ly bag
ved Skanserne i Løbegravene, og endda yderligere grave sig ned der, saa
langt borte, at Fjendens Infanteri ved Stormen flere Steder naaede ind i
Skansen næsten samtidig med vort eget.


V.

Vi fandt Skanserne ved vor Ankomst liggende omtrent som Ingeniørerne
havde forladt dem i 61. Foran Stillingen laa uforstyrret endnu baade
Hegn og Huse til Fjendens Dækning. Ogsaa i selve Værkerne manglede en
Del vigtige Arbejder. Man skulde da tro, at der strax var sat al Kraft
ind paa saavidt mulig at bøde Manglerne. Men det skete ikke.
Det varede ikke længe før vi ved 4de Fæstningskompagni under Kaptajn
Bartholin havde 300 Mand; senere blev vi 600. Det var ikke noget udsøgt
Mandskab, mest Feltartillerister af ældre Aargange, Folk, som aldrig
havde lært at betjene Fæstningsartilleri og havde glemt det meste af
det, de engang havde lært. Saa meget uheldigere virkede det knappe
Officerstal, Kaptajnen som eneste Linjeofficer med tre unge
Reserveofficerer, en Milits- og en Borgerofficer. Kommandersergeanten
var en ældre Mand, som næppe kunde have gjort Fyldest ved et
Feltbatteri, og ej heller gjorde det hos os; Foureren ganske ung, ikke
fyldt de tyve. Saa var der et Par Reservekorporaler, udtagne blandt
Underkorporalerne, og et Par Underkorporaler, udtagne blandt de menige.
Det var hele det kommanderende Personale.
Men Folk havde vi dog, og der var nok at tage fat paa. Vi ventede paa
Ordrer; vi fik ingen og bestilte intet. Maaske gik man ud fra, at Krigen
ikke vilde bryde ud før til Foraaret. Alligevel syntes vi unge
Officerer, at det var en underlig Maade at forberede Stillingens Forsvar
paa.
Jeg spurgte Kaptajnen, om vi ikke skulde begynde. Han gav mig det
mærkelige Svar, at Folkenes Uniformer jo ikke var kommet endnu. Jeg
mente, at Folkene nok kunde arbejde, fordi de ingen Uniformer havde; de
fik jo Erstatning for hver Dag de brugte deres eget Tøj. Hertil svarede
Kaptajnen kun: »Aa, jeg har saadan en Hovedpine.«
Saa blev vi ved med at drive bag de ufærdige Skanser.
Fejlen var vel, at ikke strax en handlekraftig Mand var blevet udnævnt
til Stillingens Kommandant med Myndighed over alt det der liggende
Militær, -- nemlig en Bataljon Fodfolk, nogle Ingeniører under Kommando
af en Kaptajn, Artilleridepotet, og nu 4de Fæstningskompagni samt
Feltartilleriet paa Als.
Der kunde med dette Mandskab have været udført et stort Arbejde til
Fuldstændiggørelse og Styrkning af Stillingen. Nu blev en Maaned
ligefrem spildt.
Aldrig i mit Liv har jeg bestilt saa lidt som denne Tid i Sønderborg, og
aldrig har jeg været saa slet tilpas.
Maaske troede Kaptajn Bartholin ikke, at man kunde udrette noget med
Reserveofficerer. Ialtfald sjoflede han os i høj Grad. Da Major
_Lunddahl_ blev udnævnt til Øverstkommanderende for Artilleriet i
Dybbølstillingen, undlod Kaptajnen saaledes at meddele os det.
Vi plejede at spise i et Hus ved Sønderborg Havn, hos Havnefogeden -- en
ældre Mand, der vist havde været Tjener hos Hertugen af Augustenborg.
Han var ialtfald meget fortrolig med dennes Forhold og viste os en Gang
Hertugens Portræt, som han havde liggende i en Dragkisteskuffe.
Da vi en Dag først i Januar ved Tretiden kom og skulde spise til Middag,
sad Major Lunddahl i Havnefogedens Stue sammen med Kaptajnen. Majoren
sagde: »De Herrer kender vel Armébefalingen?« Som ældst Officer svarede
jeg: nej, vi kendte den ikke.
Lunddahl vendte sig da til Kaptajnen: »Har De ikke gjort de Herrer
bekendt med Armébefalingen?« »Nej,« svarede Kaptajnen, »jeg troede ikke
det var nødvendigt at underrette Reserveofficererne.« Hertil bemærkede
Lunddahl: »_Jeg_ kender ingen Forskel; Reserveofficererne bærer
Porteépée lige saa vel som Linjeofficererne og maa behandles som dem.«
Dermed var Kaptajn Bartholins Rolle egentlig udspillet. Ved Appellen
Dagen efter inddelte Major Lunddahl Folkene, medens Kaptajnen stod som
Statist. Og fra den Tid var det Majoren vi henvendte os til i
Tjenestesager, selv om Kaptajnen var tilstede. Under hele Belejringen
veed jeg ikke af, at jeg har set Kaptajn Bartholin, skønt jeg stod ved
hans Kompagni. Paa denne Mand hviler en stor Del af Ansvaret for, at
Dybbølstillingen ikke var i bedre Stand end den var, da Prøjserne kom.


VI.

Major Lunddahl havde Artillerikommandoen i Dybbølstillingen til den 10de
Februar, da han maatte træde tilbage paa Grund af Sygdom. Han var høflig
og hensynsfuld overfor sine Officerer. Politisk var han Nationalliberal
af reneste Vand, og det var vel af politiske Grunde han overfor mig
udtalte, at han betragtede mig som sin personlige Fjende. I Tjenesten
kom vi godt ud af det.
Han var en ivrig Mand til sit Arbejde; strax efter Middagen den første
Dag han var kommen, gik han hele Stillingen igennem med sine Officerer,
og Dagen efter blev vi sat i Gang. Jeg fik Udtransport af Materiel og
Ammunition, mest fra Sønderborg Slot, og særlig til Skanserne paa Dybbøl
Bjerg.
En Dag da vi førte en Krudttransport derud, kom en ung Fyr gaaende imod
os, meget overlegen, med brændende Cigar i Munden. Han var næsten naaet
op paa Siden af første Ammunitionsvogn, før jeg opdagede ham. Jeg sagde
ganske stille: »Der er Krudt i Vognen!« Det var tilstrækkeligt. Jeg maa
endnu smile ved at tænke paa hans hovedkulds Flugt ind over Markerne.
Paa Skolen havde vi lært, foruden mange andre Forsigtighedsregler, at
foran hver Krudttransport skulde der ride en Mand og fordre al Ild
slukket undervejs, f. Ex. i Smedierne. Her kom en Mand med brændende
Cigar gaaende lige op mod en fuldtlæsset Krudtvogn.
Ved Sønderborg Slot laa et stort Træskur fyldt med Materiel, f. Ex.
Slæder, Raperter m. m. til de svære Kanoners Affutage; jeg havde i flere
Dage ført Materiel ud herfra.
En Morgen, da det blæste stærkt, kom Marketenderen og bad om han maatte
gøre Ild paa til Kaffen inde i det halvtømte Skur. Tilfældig kom i det
samme Depotkaptajnen gaaende. Jeg henviste Manden til ham -- og vi fik
den Oplysning, at en stor Mængde Trækasser, der stod langs Væggen, netop
hvor Marketenderen vilde tænde sit Baal, var fyldt med Ammunition til
Haandvaaben!
Jeg havde godt set Kasserne, men tænkt at de indeholdt Geværer.
Kaptajnen havde intet sagt om hvad der var i dem, og jeg kunde ikke ane,
at man var saa uforsigtig at blande Ammunition med Materiel.
Der var lidt for stor Forskel paa de Regler, man i Fredstid iagttog ved
Laboratoriet, og den Sorgløshed, hvormed man her behandlede de farlige
Stoffer.
Der var i Skanserne ikke andre bombesikre Rum end Krudtmagasinerne, der
paa Dybbøl var af Beton. Derfor søgte Folkene ofte Ly der; de laa som
Sild i en Tønde, og der var en Stank, saa man daarlig kunde trække
Vejret. Naar Sikkerhedslampen ikke vilde brænde i den tykke Luft, satte
man en tændt Lygte paa en Krudtkasse! Det var ikke noget sjældent Syn.
Naar det gik godt, maa man her som paa saa mange andre Punkter sige, at
Lykken var bedre end Forstanden.


VII.

Hvad Jordarbejdet angaar, hindredes det i høj Grad ved det nu indtraadte
Frostvejr.
Heller ikke tog man overalt lige kraftig fat. Bataljonschefen tilbød
Ingeniørkaptajnen at stille hele Bataljonen til hans Raadighed til
Sløjfning af de mange Hegn foran Stillingen. Men Kaptajnen afslog det
med den Bemærkning, at det Arbejde kunde hans Ingeniører udføre paa faa
Dage. Den 18de April var han ikke blevet færdig med det.
Med Hensyn til selve Skanserne var det naturligvis ikke muligt paa den
givne Tid og med de forhaandenværende Midler i væsenlig Grad at ændre
deres Karakter. Svagt var de anlagt, og svage maatte de vedblive at
være. Frosten var i Vejen, Dagene var korte, og vi manglede Hestekraft
til Transporten.
Der laa nogle Feltbatterier, som ikke havde noget videre at tage sig
til; men det syntes ikke, at de kunde afgive deres Heste. Vi fik
Infanteribataljonens Chef til at laane os de 16 Heste, som hørte til
Bataljonens Ammunitionskærrer, men paa den Betingelse, at Trænkuskene
skulde køre dem.
De stillede da med Hestene en Morgen paa Slotspladsen. Men disse
Trænkuske var blevet vant til at drive og havde ikke Lyst til her at
sættes i Arbejde; de gjorde Hestene kørestædige, saa de stod ret op i
Luften. Jeg som Landmandssøn kunde nok se, hvordan det gik til. Jeg
henvendte mig til Lunddahl, som stod og saa paa det: »Tillader Majoren,
at jeg smider de Karle ned og sætter mine Konstabler op? Saa skal vi nok
faa Vognene ud.«
Men Majoren rystede paa Hovedet; det gik ikke an. Saa maatte vi lade
Trænkuskene føre deres Heste hjem igen.
Trods alt blev der udrettet en Del. Vi hængte godt i, og efter
Omstændighederne blev Resultatet nogenlunde. Det er galt, naar Oberst
_N. P. Jensen_ i sin Bog om Krigen 64 paastaar, at ikke en eneste Skanse
var i Forsvarsstand, da Hæren kom fra Dannevirke den 7de Februar. I alle
Skanserne var der Kanoner og Ammunition, og de fleste af dem var
forsynede med Stormpæle i Gravene.


VIII.

Den 7de Februar Kl. 7½ Morgen blev jeg kaldt op til Kommandoen. Jeg traf
Major Lunddahl syg og meget nervøs. Han gav mig følgende Ordre:
»De rykker uopholdelig ud og tager Kommando i Skanserne IX og X. De vil
finde Betjeningsmandskab derude. De skal gøre færdig til Skydning inden
Aften, til hvilken Tid De kan vente Prøjserne foran Stillingen. Jeg skal
foranledige Dem afløst mellem 2 og 3, for at De kan ordne Deres Sager,
da De strax rykker lige derud.«
Altsaa skyndte jeg mig ud til Skanserne IX og X.
De vare bestykkede med ialt 17 Kanoner, tildels af svært Kaliber. Efter
almindelige Regler havde der vel til dette Skyts været Brug for 2
Officerer og 4 Underofficerer. Dette Skyts var nu, fordelt i to lukkede
Skanser, undergivet mig som eneste Officer, uden Befalingsmænd, og med
et Mandskab, som i og for sig var utilstrækkeligt til Kanonernes
Betjening, og tilmed uøvet, uensartet, de ældre Aargange fra alle
Feltbatterierne, og mig ganske fremmed.
Vejret var uheldigt, af og til Sne med svag Frost; Terrepleinet (det
indre af Skansen) blev snart trampet op; vi vadede hele Dagen i Snesjap.
Da vi var færdige med det groveste, og jeg efter et anstrængende Dagværk
ved Aftenstid gav mig til at undersøge Ammunitionen, opdagede jeg til
min Skræk, at der manglede Friktionsrør. Skansen var altsaa ude af Stand
til at skyde. Jeg kunde ikke gaa ud fra, at min Naboskanse Nr. VIII
havde flere Friktionsrør, end den selv havde Brug for, -- hvis den i det
hele taget havde nogen.
Altsaa maatte Rørene hentes fra Sønderborg. Tilfældigvis vidste jeg,
hvor paa Slottet de laa. Men ingen af Mandskabet var kendt derinde, og
da Hæren fra Dannevirke allerede var begyndt at rykke ind i Byen, kunde
jeg vide, at der maatte være stor Forvirring. Sendte jeg en af mine Folk
afsted, var det højst usandsynligt, at han under disse Forhold kunde
finde netop en af de faa, der vidste Besked med disse Rørs Magasinering.
Men Friktionsrørene maatte vi have, naar jeg efter Ordre skulde staa
rede til at modtage Fjenden. Min eneste Udvej var da selv at gaa til
Sønderborg -- og lade mine to Skanser klare sig uden mig saa længe.
For ikke at gøre Mandskabet uroligt, listede jeg mig ubemærket bort, saa
snart Mørket faldt paa; der var jo ingen, jeg kunde give Kommandoen til
imens. Jeg løb alt hvad jeg kunde, lige ind til Sønderborg. Der var ikke
et Menneske paa Slottet; jeg gik uhindret ind i det Rum, hvor Rørene
laa, tog hvad jeg havde Brug for og skyndte mig tilbage ud i Nr. IX og
X.
Det var en sørgelig Tur; jeg mødte Tropperne, der kom fra Dannevirke,
alle Vaabenarter blandede mellem hverandre.
En Underkorporal af Artilleriet spurgte mig om sit Batteri. To
Infanterister gik og støttede hinanden i det glatte Føre, de kunde
næsten ikke mer. Lige som jeg gik forbi, faldt en af dem baglæns om;
hans Gevær gik af, og Kuglen traf en Marketenderhest, som faldt død ned
i Vejgrøften.
Jeg drejede af ad Aabenraavejen og naaede mine Skanser, vistnok uden at
nogen havde mærket min Fraværelse.
Hen paa Natten kom der Fodfolk ind i Skansen. Det skulde have været til
Nr. VIII, men kendte ikke Vejen. Officeren forlangte en Fører, og det
skulde være strax. Hans Folk var saa udmattede, at han tvivlede om at
faa dem op igen, hvis de først kom til Sæde. De kom lige fra Dannevirke.
Det sneede stærkt nu, og ingen af mit Mandskab vidste Vejen til Nr.
VIII, som laa temmelig langt borte. Altsaa maatte jeg selv ud. De arme
Folk stønnede ved at følge mig; jeg havde Hastværk. Forsvare to Skanser,
imens jeg viste Vej til en tredje, kunde jeg ikke. Jeg fandt Skanse VIII
nøjagtig, idet jeg gik paa Hovedet ned i dens Grav. Saa lod jeg Folkene
selv om at hitte ind og skyndte mig tilbage.
Det var anden Gang, jeg forlod min Post den Nat.
Længere hen paa Natten kom der Artilleri ind i Nr. X. Det skulde have
været op i Nr. IV. Havde jeg ingen, der kunde vise Vej til Nr. VIII, saa
havde jeg det langt mindre til Nr. IV, som laa helt ovre bag Dybbøl
Mølle. Det var en lang og besværlig Vej ved Nattetid i stærkt Snevejr.
Jeg tvivlede meget paa, at jeg selv i det tætte Snefald kunde finde
derover. Men Artillerikaptajnen vilde ingen Indvendinger høre. Han var
ikke blid, hans Stemme skingrede som en Trompet: Jeg havde at lystre
Ordre, og det strax!
Altsaa maatte jeg ud igen. De udmattede Artillerister maatte se at følge
mig saa godt de kunde. For mig gjaldt det at komme tilbage hurtigst
mulig; jeg gik med en ond Samvittighed. Heldigvis fik vi Øje paa Dybbøl
Mølle. Derfra var der ikke langt til Skanse IV. Men der var langt til
min Post -- som jeg nu for tredje Gang havde forladt!
Om det blev opdaget, paa hvilken Maade jeg havde forsvaret Skanserne IX
og X Natten mellem den 7de og 8de Februar, veed jeg ikke. Jeg var mig
bevidst, at jeg havde fejlet, men veed endnu den Dag idag ikke, hvordan
jeg skulde have undgaaet det. Jeg fortalte engang en Artillerigeneral om
min Skansevagt den Nat: han mente, at jeg havde handlet rigtigt. Men en
Krigsretsdom vilde vel have lydt paa Dødsstraf.


IX.

Det var de fra Dannevirke tilbagevendende Tropper, der skulde have
udstillet Forpostkæde foran Stillingen den Nat. Men de var for
udmattede; der blev i Virkeligheden ingen Forposter udstillet. Det fik
jeg senere at vide.
Det havde ikke været rart, hvis Prøjserne var kommet. Havde de kendt vor
Svaghed, kunde de vist have fulgt vore vigende Tropper lige ind i
Sønderborg; ved en rask Fremrykning vilde hele Stillingen have været
deres.
De troede os stærkere, end vi var, og deres egne Folk var nok lige saa
medtagne af Forfølgelsen som vore af Tilbagetoget. Nok er det, de kom
ikke. Men det kunde jeg ikke dengang vide; min Ordre lød paa, at de
kunde ventes, og at jeg skulde staa rede til at modtage dem.
Det var en skrækkelig Nat. Stadig Forstyrrelser; borte fra Skanserne tre
Gange; hele Tiden i Uro for det ventede Angreb. Frygteligt, hvis det
kom, mens jeg ikke var tilstede! Og umuligt for mig, selv naar jeg var
der, at modtage Fjenden forsvarligt, som ene Kommandant i to lukkede
Skanser med uøvet og utilstrækkeligt Mandskab, uden Befalingsmænd.
Der var ikke en tør Trevl paa mig. Støvlerne var fulde af Snevand, og
træt var jeg efter at have arbejdet hele Dagen og haft mine natlige
Extrature, til Sønderborg og til Skanserne VIII og IV, foruden de mange
Smaature mellem mine egne to. Jeg maatte uafbrudt gaa op og ned for at
holde Blodet i Omløb.
Der var ganske vist en meget god Vagthytte til Skansekommandøren udenfor
Nr. IX. Men den overlod jeg Mandskabet til at koge Kaffe i. Og Kedlen
stod over Ilden hele Natten. Det kom bl. a. en Konstabel tilgode. Han
kom ind til os lige fra Marschen fra Dannevirke, kun i Vaabenfrakke.
Kappen og Tæppet havde han kastet undervejs. Han blev sat hen ved
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Indtryk og Minder fra Dybbøl - 2
  • Parts
  • Indtryk og Minder fra Dybbøl - 1
    Total number of words is 4422
    Total number of unique words is 1401
    43.0 of words are in the 2000 most common words
    58.2 of words are in the 5000 most common words
    66.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Indtryk og Minder fra Dybbøl - 2
    Total number of words is 4553
    Total number of unique words is 1369
    44.5 of words are in the 2000 most common words
    59.5 of words are in the 5000 most common words
    67.2 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Indtryk og Minder fra Dybbøl - 3
    Total number of words is 4707
    Total number of unique words is 1388
    45.3 of words are in the 2000 most common words
    61.0 of words are in the 5000 most common words
    69.1 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Indtryk og Minder fra Dybbøl - 4
    Total number of words is 4338
    Total number of unique words is 1302
    46.1 of words are in the 2000 most common words
    61.8 of words are in the 5000 most common words
    69.3 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.