Hendes Højhed - 4

Afskedigelse fra det hertugelige Hoftheater bevilget.
Hr. David von Pøllnitz glemte at faa Galosker paa, saadan en Fart
havde han for at komme hjem efter Theatret.
Hr. von Pøllnitz spiste først. Hr. von Pøllnitz spiste stærkt. Han
drak hver Aften tre Ballier The. Hr. von Pøllnitz turde ikke drikke Øl
for den besværlige Legemsdel.
-Kære Ven, sagde Hr. von Pøllnitz. Øl--min Yndlingsdrik ... Men, kære
Ven, hva' gør man ikke for Kunsten?
Hr. von Pøllnitz havde drukket de to Ballier. Han begyndte at føle sig
mere vel.
Han lagde Armene ind paa Bordet og stirrede stift paa Fru von
Pøllnitz.
-Mariane, sagde han. #Véd# du, hvad der er sket?
De, der ikke kendte Hr. von Pøllnitz, vilde have tænkt sig noget
verdenshistorisk.
Fru von Pøllnitz sagde tørt: Nej--David.
-Kære Mariane--Hr. von Pøllnitz saa' ud i Luften med opspilede
Øjne--Hvad forudser man?
Hr. von Pøllnitz gjorde en Pavse og slog med den flade Haand i Bordet:
-Man forudser intet, Mariane, sagde han.
Hr. von Pøllnitz faldt hen: Nej--man forudser intet, gentog han.
-Hvorfor spørger du ikke, hvad det er? sagde han.
-Hvad er det da? Fruen var nervøs.
-Hr. Kaim har Afsked.
Hr. von Pøllnitz havde foldet Hænderne over Tallerkenen. Han saa' paa
Fru von Pøllnitz og ventede.
-Fæ, sagde Fru von Pøllnitz.
-Fæ?
-Jeg sagde: det Fæ, sagde Fru von Pøllnitz.
Fru von Pøllnitz havde ved afgørende Lejligheder særdeles malende Ord.
-Er du færdig, David, sagde Fru von Pøllnitz.
-Ja. Hr. von Pøllnitz rejste sig stilfærdig og satte sin Stol ind til
Bordet. Tak for Mad, min Pige.
Hr. von Pøllnitz sad i Dagligstuen stille i sin Lænestol, med Hænderne
paa sine Laar.
Han klappede sig i Tavshed #der#, hvor Menneskehedens Flertal har
Hjerne.
* * * * *
Det var den fjortende Maj, Dagen før Hoftheatrets Sæson sluttede.
Hendes Højhed var efter Taflet taget op til Jagtslottet i Bjergene.
Komtesse von Hartenstein var upasselig. Hendes Højhed var alene.
Hun sad i Spisesalen ved Karnapvinduet.
Det havde været Hendes Højheds Yndlingsplads fra Barn.
Højden skraanede jævnt. De nys udsprungne Linde stod lyse mellem Gran
og Fyr. Nede saa man Dalen med sine spredte Flækker og Markerne, hvis
Gærder skar sig frem som mørke Linier, og Engene--hist og her et
ensomt, blaaindhyllet Træ--og Floden. En Sky af let Damp stod mod
Aften over dens Løb.
De modsatte Højder skinnede endnu i Solen. Det var, som laa de ganske
nær--hvidkalkede Bøndergaarde med høje Popler rundtom, der kastede
Kæmpe-Skygger hen over Bjerget, og Markerne og øverst Skoven--alt laa
i rødligt Lys fra Solen.
Højder og Dal var det ganske hertugelige Land.
Det ringede paa den store Klokke ved Slotsporten, og Hendes Højhed
hørte Kastellanens Skridt over Slotsgaarden nedenfor Karnappen,
Hun hørte, Porten blev aabnet og hørte Stemmer herop.
Kastellanen kom tilbage over Gaarden.
-Hvad er det? sagde Maria Carolina.
-Det er et Selskab, Deres Højhed, som vilde se Slottet ... Jeg sagde,
jeg vilde spørge Deres Højhed.
-Naturligvis kan de se Slottet, sagde Maria Carolina.
Hun blev staaende i Vinduet, da Kastellanen vendte tilbage til Porten.
Hendes Højhed gik et Par Skridt tilbage, da hun saa Josef Kaim. Hun
stod et Øjeblik bleg ved Egebordet. Saa gik hun hastigt mod Døren.
Selskabet var allerede paa Trappen. Hendes Højhed gik et Par Skridt
ned og standsede.
Det var en seks-otte Mennesker--Folk fra Theatret. Damerne nejede, og
Herrerne blev staaende bøjede.
Hendes Højhed tog med Haanden om Gelænderet.
-Maa jeg maaske vise Dem Slottet, sagde hun.
Selskabet stod lidt generet ... En af Damerne fattede sig først og
takkede....
-Vil De maaske gaa herop ad Trappen, sagde Hendes Højhed.
De kom ind i Spisesalen. Hendes Højhed kendte dem fra Theatret og
talte til hver med Navn.
Naar Skuespillerne svarede, hviskede de ærbødigt. Lidt efter lidt kom
de ind i Situationen, men de havde lidt for sirlige Buk og stærkt
interesserede Udtryk med store Øjne.
Damerne sagde smaa, forskelligtbetonede: Aa--foran alle Genstandene.
Josef Kaim drev af bag de andre ... Han standsede ved Vinduerne, i
Karnappen blev han staaende.
Han havde sagt bare "Ja" og "Nej" paa et Par Spørgsmaal af Hendes
Højhed.
Hendes Højhed fortalte om den gennemskudte Fane, der hang under
Loftet. Det var en hertugelig Trofæ fra Trediveaarskrigen.
De andre gik videre. Josef Kaim stod med Hænderne i Jakkelommerne og
saa' op paa Fanen.
Hendes Højhed fortalte om Malerierne i Billedsalen. Hele Selskabet
trængte sammen foran et Maleri af Maria Stuart.
-Hun er jo saa "#maadelig#", fløj det ud af den skaldede Komiker.
-Ja, hun var ingen Skønhed, sagde Hendes Højhed.
Der blev bragt Vin op i Spisesalen. Rhinskvinsnasker i store Kølere.
Hendes Højhed bad dem drikke et Glas paa en behagelig Sommer ...
Selskabet var beæret og trippede af tilbage til Spisesalen i
Gaasegang....
Der blev skænket i Glassene. Hendes Højhed gik rundt og klinkede.
Damerne læste hviskende Indskrifterne paa de gammeltyske Glas, og
Herrerne tog smaa Slurke af Vinen, med Tungesmask og mange
Henrykkelsens Sideblik til hinanden.
Det var en meget almindelig Hus-Vin.
Det begyndte at mørkne. Der kom nye Flasker i Kølerne, og Herrerne og
Damerne pludrede hviskende rundt om. Skaldekomikeren sagde halvhøje
Vittigheder i Haab om at blive hørt af Højheden og han gjorde "sin
Bevægelse": en Drejning i Luften af den udspilede Haand, der endte med
et Klask paa hans Kugle-Bug--hele Galleriet laa paa Maven, naar han
gjorde sin Bevægelse.
Hendes Højhed havde aldrig haft megen Sans for Komik.
Hun gik med sit Glas i Haanden forbi Karnappen ind i Taarnstuen; Døren
til Spisesalen stod aaben.
Hendes Højhed fór lidt sammen: De her sagde hun--Hr. Kaim--De staar
her alene.
-Jeg--saa' paa Noget, sagde Hr. Kaim. De korte Sætninger kom altid
saa underligt stødende frem. At sige Deres Højhed glemte han hver
anden Gang.
-De har vist aldrig set vore "Skatte", Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed.
De havde det lidt, og han vilde just gaa.
-Skatte--Deres Højhed....
Hendes Højhed tog et Nøgleknippe i et Skrin og aabnede et lille Skab
i Væggen: Det vil ikke op, sagde hun. Endelig gik det: Ja, det er vort
Musæum her.
Hr. Kaim blev staaende fire, fem Skridt fra hende med halvbøjet Hoved.
Hendes Højhed tog et lille Skrivetøj ud af Skabet.
-Det har tilhørt Napoleon, sagde hun og rakte ham det.
Han tog det og saa' paa det: Ja--saa ... Han blev staaende genert de
fire, fem Skridt fra Hendes Højhed og drejede paa Blækhuset.
Hendes Højhed betragtede ham fra Siden, som han stod og saa' paa
Musæumsgenstanden, han holdt i et Par store Hænder.
-Ja saa, sagde han igen og satte Skrivetøjet fra sig paa Bordet.
Maria Carolina smilede mod sin Villie, mens hun satte Napoleons
Blækhus tilbage i sit Skab.
Og mens hun smilte, følte hun den dybeste Smerte, hun havde følt i
hele sit Liv.
-Ja, sagde hun, han havde det med i Rusland. Hun vidste ikke, hun
havde talt, før hun hørte Lyden af Sætningen, der kom tilbage til
hende ligesom langt borte fra....
Hendes Højhed tog en lille Guldstav i Skabet.
Josef Kaim stod og følte paa Stenene, der sad i Krans rundt om
Staven.
-Det er et Scepter, sagde Maria Carolina.
-Det har tilhørt Maria Stuart.
Det gav et Sæt i Josef Kaim: Maria Stuart, sagde han. Han gik til
Vinduet med Sceptret i Haanden.
Det var næsten mørkt, saa de knap saa' hinandens Ansigter, skønt de
stod sammen tæt ved Vinduet.
Josef Kaim holdt det lille Scepter ud fra sig i Haanden, og blev ved
at se paa det.
Inde i Spisesalen havde Komikeren "sagt noget" igen. De andre lo op.
-De tager fra os, Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed sagtere, som man
taler i Mørke.
-Ja, sagde han, til Dresden. Han blev ved at staa med Sceptret,
-Ja, sagde han.
Hvad hjalp #det# hende? Han talte dybere, med den mærkelige mørke
Stemmeklang.
Hendes Højhed fór sammen.
-Nej, sagde hun sagte.
Josef Kaim rakte Hendes Højhed Sceptret. Tak, sagde han.--Hm--ja--det
er sært med saadan gamle Ting....
Hendes Højhed skælvede, da hun berørte Sceptrets kolde Guld. Hendes
Ansigt var saa blegt i Mørket.
De tav lidt. Derinde havde Komikeren vist igen gjort sin Bevægelse.
-Jeg vil ønske Dem al Lykke, Hr. Kaim, sagde Hendes Højhed; hun gik
et Skridt frem.
Josef Kaim saa' op. Han havde ikke før hørt, der var saadan Velklang i
Hendes Højheds Stemme.
-Jeg skylder Dem--Tonen lød lige mild--megen Tak for i Vinter ...
megen....
Hendes Højhed rakte Haanden frem ... Men Hr. Kaim saa' det ikke i
Halvmørket. Han bukkede kun, mens Maria Carolina bøjede Hovedet.
* * * * *
Maria Carolina holdt sig i et Nu mod Væggen, før hun i Spisesalen drak
et sidste Glas med sine Gæster.
Selskabet tog bort.
Ned ad Bjergvejen hørte man dets Latter og Sang.
-Grim er hun, sagde Josef Kaim. Men en køn Stemme har hun--mærkeligt
til blødt Organ--saa "følt" det lyder....
Maria Carolina stod i Karnappen. Hun havde slaaet Vinduet op.
Over Højder og Dal var det Nat. Det var som al Naturen udstraalede
Friskhed og Vellugt, baade Skov og Jord.
Maria Carolina bøjede sig langt ud af Karnappen.
Kastellanen havde ventet lidt foran Porten; nu slog han den i og
vendte tilbage over Gaarden. Maria Carolina hørte efter Sangen
dernede.
Den blev svagere, og den døde bort.
Der blev stille ude i Natten.
* * * * *
Hendes Højhed vendte sig forskrækket. Det var, som nogen kom bag ved
hende i Stuen.
Det var Fanen fra Trediveaarskrigen, som viftede og slog mod Væggen
der ovre--i Trækken.
Hendes Højhed kørte hjem gennem Skoven.--
* * * * *
Hr. von Pöllnitz havde en ny Begivenhed at melde ved sine Theballier.
-Naar Du tænker dig, Mariane--#Højheden# viste dem om....
-Hvorfor var du ikke med? spurgte Fru von Pöllnitz.
-Kære Ven--hvem kunde vel vide?....
-Du véd #aldrig# no'et, David, sagde Fru Pöllnitz en Smule skarpt.
Gi'er du mig din Kop.
Hr. von Pöllnitz fik den tredie Kop.
-Mariane, det kom som Udraab, med Hænderne frem over Bordet, og Hr.
von Pöllnitz gjorde en af sine store Kunstpavser: Mariane--sagde han:
der #foregaar# noget....
-#Hvad#? sagde Fru von Pöllnitz.
-Ja--sagde Hr. Pöllnitz og pavserede igen: Om man vidste det.
Fru von Pöllnitz saa' over paa sin Mand. Hans "Plade" sad skævt.
* * * * *
Den femtende Maj sluttedes Hoftheatrets Sæson. Man gav "Kærlighedens
og Havets Bølger". Hr. Josef Kaim spillede Leander.
Anmeldelsen i Residentsens Dagblad sluttede saaledes:
"Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina overværede Forestillingen til
dens Slutning. Efter tredie Akt lod Hendes Højhed den afskedtagende
ungdommelige Helt og Første-Elsker ved vort Hoftheater, Hr. Josef
Kaim, overrække en pragtfuld Lavrbærkrans."
Næste Dag tog det hertugelige Hof Sommerresidents i det italienske
Slot.
Sommeren gik.


VI
Det blev en Tid med Fester, det Efteraar.
Hans Højhed Arveprins Ernst Georg blev forlovet med sin Kusine,
Erkehertuginde Elisabeth og blev gift i Oktober. Formælingen fandt
Sted i Wien.
Hans Højhed Hertugen og Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina kom til
Wien Dagen før Brylluppet.
Erkehertuginde Elisabeth var blond, tynd som en Bønnestage og i
rosarødt. Hun lod sig kysse af Hans Højhed Hertugen to Gange paa
Munden og af Prinsesse Maria Carolina paa begge Kinderne.
Hun smilede uafbrudt, sagde sine franske Fraser, som om de var lært i
en "Parleur", og klemte altid Overlæben ned for at skjule over et Par
store Hugtænder.
Efter Familietaflet hos Deres kejserlige Højheder
Erkehertug-Forældrene sad man i det dagliga Gemak.
Hans Højhed Arveprins Ernst Georg underholdt sin Brud bøjet ned over
hendes Broderi.
Prinsesse Maria Carolina saa' i en Akvarelmappe tæt ved. Hun led ved
at høre de forlovedes knappe Sætninger, som kom med lange Pavser,
forbindtlige og indholdsløse.
Maria Carolina saa' paa Akvarellerne som gennem et Slør. Hendes Hjerte
var saa fuldt og saa beklemt.
Ved Kaffen havde Erkehertuginde Elisabeth staaet et Øjeblik i en
Vinduesfordybning. Maria Carolina gik hen til hende.
Erkehertuginde Elisabeth smilede, og de stod lidt ved Siden af
hinanden og pillede ved den samme store Plante.
Saa tog Maria Carolina Erkehertuginden i Haanden:
-Tror De nu--det kom paa tysk stakaandet og bevæget--at De bliver
lykkelig? sagde hun.
Erkehertuginde Elisabeth fo'r sammen, ganske skræmt, og løsnede sin
Haand.
-_Mais oui--cousine--je suis bien heureuse_, sagde hun.
Prinsesse Maria Carolina traadte et Skridt bort, og nogle Øjeblikke
stod de ved Siden af hinanden og saa' tavse ud i Palaishaven.
--Klokken ti trak Herskaberne sig tilbage til deres Gemakker.
Hans Højhed Arveprinsen sagde "Godnat" oppe i Hans Højhed Hertugens
Appartement.
Hans Højhed havde sagt Godnat til Hertugen og vendte sig til
Prinsesse Maria Carolina:
-Godnat--Mis, sagde han.
-Godnat.
Prinsesse Maria lagde sin Haand ned paa hans Arm: Ernst Georg, sagde
hun. Det lød som i Angst.
Arveprinsen tog sin Søsters Haand i de stod og saa' stille paa
hinanden et Øjeblik.
-Godnat, Maria Carolina, sagde han.
Prinsesse Maria Carolina vendte sig. Hun hørte hans Sabel klirre bort
over Tæppet.
Hans Højhed Hertugen slog Kortene haardt ned mod Spillebordet.
Hans Højhed ventede paa sit Parti Piqué før han gik tilsengs.
-Maria Carolina, kaldte Hans Højhed.
Prinsesse Maria Carolina tog Plads og Hans Højhed blandede Kortene.
* * * * *
Den næste Dag om Middagen fandt Vielsen Sted i Hofburg-Kapellet.
Hendes kejserlige Højhed Erkehertuginde Elisabeth bar Ceremoniellet
med et lykkeligt Smil.
Efter Bryllupsfrokosten tog det nygifte Par Afsked. Den høje Brud var
i en Rejsedragt af sart lysegraat med Kapothat, besat med smaa
Rosenknopper.
Hun blev kysset paa Kinderne af alle Herskaberne.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stod i Vinduet og saa' ned i
Palaisgaarden, da de skulde køre bort.
Arveprinsen førte sin Brud ned ad Trappen mod Vognen. Erkehertuginden
hilste smilende til Lakajerne, der var stillet op _en haye_.
Saa satte et Par store Mynder halsende hen over Gaarden og fo'r op af
Bruden.
Hun løsnede Armen af Arveprinsens og omfavnede Hundene. De blev ved at
halse og lagde Forpoterne helt op paa hendes Bryst. Hun lænede sit
Hoved ned mod Hundenes Hals og blev staaende med de store Dyr.
Da den høje Brud kom op i Vognen, græd hun med Ansigtet ned i sit
Lommetørklæde.
Hestene stampede, og Palaisporten blev lukket op og blev lukket i.
Det høje Par var borte.
* * * * *
En Maanedstid efter behagede det Hans Højhed Hertugen naadigst at
kalde Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina til Abbedisse i det
adelige Frøkenloster i Eisenstein.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina holdt sit Indtog i Klostret
efter gammel Sæd.
Unge Piger strøede Blomster paa Banegaarden med Arme saa røde i
Kulden, saa de saa' ud som de var skoldede. Brandkoret blæste paa
Horn og dannede Æresvagt.
Efter Indtoget var der Gudstjeneste i Klosterkapellet.
Stramme sad de gamle Damer i deres Ordensdragt langs Kirkestolene.
Frøken von Salzen var ledet ind af den lille Priorinde: det blev
stadig ringere med Naaden von Salzen; nu var Øjenlaagene blevet lamme,
saa de næsten helt faldt til.
Præsten talte over Ordet: "Og jeg vil give Eder min Fred i al
Evighed".
Ind gennem Prædikenen hørte man den gamle Frøken von Salzens:
Aa--ja--aa ja, hen gennem Kapellet.
Efter Gudstjenesten var der Kur i Ordenssalen.
Abbedissens Stol stod under en Baldakin med det hertugelige Vaaben.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stedte Damerne til Haandkys.
De gamle Damer rokkede frem en for en og nejede og bøjede Hovedet over
Hendes Højheds Haand. Hun sittrede lidt, naar hun følte de gamle,
kolde Læber mod sin Haand.
Hendes Højhed blev ved at smile, og hun saa' de gamle Frøkener ryste
videre, rokkende paa de graa Hoveder.
Hun hørte gamle Frøken von Salzens uafladelige: "Aa ja--aa--ja" og
bøjede Hovedet op og ned og blev ved at føle Læberne mod sin Haand.
Rigsgrevinden af Waldeck, Priorinden, gik frem over Gulvet mod
Baldakinen. Hun bar Klostrets Nøgler paa den røde Pude.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina syntes, Gulvet gik i Bakke og
Dal, da hun bøjede sig ned og berørte de gyldne Nøgler.
Halvt i Knæ modtog Priorinden dem igen. Hendes lange Sørgeslør flød
ned over Puden og dens Nøgler.
-Aa ja--aa ja, hørte man Gamle Salzens stille Selvsnakken gennem
Salen.
Brandkoret faldt ind nede fra Gaarden. De blæste Bryllupsmarschen af
"En Skærsommernatsdrøm" paa syv Horn.


VII
Hendes Højhed sad lænet tilbage i sin Krog med Hovedet støttet i sin
Haand—-Hendes Højheds Bog var gledet ned og laa paa Tæppet-—; hun
havde ikke hørt Kammerpigen gaa med Døren.
Hendes Højhed lod Haanden synke ned og fo'r sammen. Det var jo blevet
ganske mørkt.
-Er der nogen? sagde hun.
-Det er mig, Deres Højhed, sagde Kammerjomfruen.
-Aa ja—-Hendes Højhed stod op-—det er jo blevet sent. Det er den høje
Tid....
-Vil De tænde Lysene — her paa Kaminen ... Saa kommer jeg straks.
Hendes Højhed saa' efter Kammerpigens Haand om Lysene: Hvad er
Klokken? sagde hun. Det er sent.
-Syv, Deres Højhed....
-Syv—-allerede ... Godt, jeg kommer straks....
Kammerjomfruen havde tændt og gik.
Hendes Højhed saa' i Spejlet, om nogen kunde se, at hun havde grædt.
Hun støttede et Øjeblik Hovedet i Haanden foran Kaminspejlet, før hun
vendte sig og gik.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina blev klædt paa. Hun var i
Burgunderrødt med Kniplinger.
Klokken halvni tog de høje Herskaber bort til Hoffesten paa det
italienske Slot.
* * * * *
Hr. og Fru Pöllnitz var for første Gang ved Hoffet. Hr. von Pöllnitz
kunde anse det for sikkert, at han fra den første September var ansat
som Intendant.
Hr. von Pöllnitz havde aldrig været saa bevæget. I otte Dage havde han
bukket foran alle Spejle med aimable Smil.
Han begyndte sin Paaklædning Klokken seks. Hr. von Pöllnitz maatte gaa
til og fra. Hans Mave taalte ikke saadanne Sindsbevægelser. Hr. von
Pöllnitz havde Kolerine.
Han stod i Seler og spejlede sine Ben: Det er en stor Fejl, at det
ikke er Hofdragt med Knæbukser, sagde Hr. von Pöllnitz.
-Men det kommer--det vil komme dertil ... Hr. von Pölnitz spejlede
begge sine Lægge.
-Det kommer--man maa jo dog--Hr. von Pöllnitz saa' begge
Læg-Rundingerne--en Gang igen--tillade os at have Fantasi....
Hr. von Pöllnitz forklarede ikke, hvad han mente. Han faldt hen.
-Om du var færdig, Pöllnitz, sagde Fruen. Hun kunde aldrig komme
frem. Hr. von Pöllnitz's besværlige Legemsdel var frygtelig
fremtrædende, naar han var i Benklæder og Skjorte.
Hr. og Fru von Pöllnitz kom i Vognen.
-Ja ... men--Mariane--hva' si'er man nu til Højhederne--det--....
-Naar Du blot indskrænker dig, David--til det mindst mulige....
Hr von Pöllnitz sad lidt.
-Mariane, sagde han, efter to Sæsoner maa man give mig Korset.
* * * * *
Selskabet ventede paa de høje Herskaber i "Arveprinsens Sal".
De første i Rangen stod i Rad fra Dør til Dør. De øvrige trippede
bagved som Faar i en Fold. Fru Hofapothekeren var i Citrongult med
Bregnekrans om Nedringningen.
-Ved Gud--om det er anstændigt, havde Fru Hofapothekeren sagt til
Sypigen, da hun blev klædt paa.
Fru Hofapothekeren vilde have Kniplingsfichu.
-Hof er Hof, Deres Naade, sagde Syjomfruen; hun lagde Bregnerne i
Spids paa Fru Hofapothekerens Ryg.
-Derfor behøver gamle Kærlinger ikke at vise Flæsk, sagde Fru
Hofapothekeren.
Syjomfruen blev saa forfærdet, at hun stak Fru Hofapothekeren.
Syjomfruen tog aldrig saadanne Ord i sin Mund.
Fru Hofapothekeren viste paa Ballet en Fylde af salomoniske
Yndigheder.
Hun stod i Arveprinsens Sal ved Siden af Hr. von Pöllnitz. Hr. von
Pöllnitz betroede Fru Hofapothekeren Tilfældet med sin Mave.
-Frygteligt generende, kære Ven, frygteligt generende ... Og #hver#
Gang, jeg spiller en ny Rolle....
Fru Hofapothekeren havde Draaber med sig i Lommen.
-Jeg ta'er altid med mig en lille Flaske, sagde Fru Hofapothekeren.
Man véd aldrig, hvad det kan blive godt for....
Hr. Pöllnitz tog Koleradraaber i en Krog.
* * * * *
Hofmarschallen slog tre Slag med sin Stav, og Døren gik op: de høje
Herskaber traadte ind med Hofstaterne. Der blev ganske stille, alle
nejede og bukkede paa Højhedernes Vej gennem Salen.
Hr. von Pöllnitz var kommet i første Rad ved Siden af Eksellencen
Curth. Højhederne kom forbi.
Hr. von Pöllnitz' Legemsdel havde aldrig staaet saa højt ivejret.
Hans Højhed talte til Eksellencen Curth.
-Ganske vist, sagde Hr. von Pöllnitz.
-Er De der, min gode Pöllnitz, sagde Hans Højhed Hertugen. Og Rækken
nejede videre ligesom dukket under en vellugtende Duche paa
Herskabernes Vej.
Hans Højhed Hertugen førte Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina hen
til hendes Plads i den grønne Sal.
Hendes Højhed Prinsessen gav Kur for de tilstedeværende Damer.
Hofmarschallen ventede ved Siden af Hendes Højhed. Da Kuren var endt,
behagede det Hendes Højhed at engagere Hr. Oberstlieutenant Grev von
Dürchfeld til den første Kvadrille.
Festen tog det ved vort Hof sædvanlige pragtfulde Forløb, skrev
"Dagbladet".
Et lille Uheld omtalte Bladet dog ikke.
Ud paa Aftenen beviste Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina Hr.
Hofskuespiller Pöllnitz den Ære at byde ham op til en Vals.
Hr. von Pöllnitz satte Pladen skævt af lutter Bevægelse.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var meget naadig mod Hr. von
Pöllnitz. Hendes Højhed underholdt sig med Hr. von Pöllnitz i sytten
Minutter.
-Nu havde Hr. von Pöllnitz jo overtaget Kong Filips Rolle?....
-Ja--og Hr. von Pöllnitz bukkede--ja, vi bliver alle gamle, Deres
Højhed, sagde han.
Hendes Højhed smilede: Ja, sagde hun, og stod et Øjeblik og saa' ud i
Salen.
-Ja--det er sandt.
Hendes Højhed kunde saamæn huske Hr. von Pöllnitz som Don Karlos ...
Siden havde Hr. von Pöllnitz spillet Markis Posa....
-Ja ... saa Deres Højhed husker....
-Det var sammen med dette unge Menneske--hvad hed han nu?--han var
her kun saa kort....
-Hr. Kaim....
-Rigtig--ja ... Han havde vist meget Talent ... Hører man noget om ham
nu?
Hr. von Pöllnitz skød Skuldrene op: Deres Højhed--han #kaldes# en
Storhed--i Berlin. Hr. von Pöllnitz bukkede lidt paa skævt.
Man kunde tro, der kom lidt rødt paa Hendes Højheds Kinder. Men maaske
var det kun Skæret fra den burgunderrøde Robe, da hun bøjede Hovedet.
-Ja saa-—saa han har gjort Karriere, sagde Hendes Højhed. Hun gav Hr.
von Pöllnitz Armen til Vals.
Saa var det, det skete. Hr. von Pöllnitz forstod det ikke; men det
#skete#. Hr. von Pöllnitz væltede med Hendes Højhed i Valsen, midt
under Lysekronen.
-Min Go'e--hvad kan man vel vente, naar man danser med Komedianter,
sagde Frøken von Hartenstein næste Formiddag ved Kaffen til Mlle
Leterrier.--Men Hendes Højhed har #Idéer#....
Frøken von Hartenstein tog Himlen til Vidne med et stumt Blik. Frøken
von Hartenstein havde lang Vane til at "tie" om de illustre Personer.
Hendes Højhed havde taget Tingen godmodigt. En ung Referendar fløj til
og hjalp Hendes Højhed op.
-Hjælp saa Hr. von Pöllnitz, sagde hun.
Hr. David von Pöllnitz laa og sprællede uhjælpelig som en tyk
Oldenborre, man har vendt om paa Ryggen.
Lidt efter anrettedes Souperen.
Hans Højhed Hertugen tømte et Glas paa sin "Datter, Hendes Højhed
Prinsesse Maria Carolinas Sundhed og Vel i dette Aar, som kom, og op
gennem Aarene".
Hr. von Pöllnitz var blevet i Balsalen. Han stod ene, lænet til en
Søjle, og betragtede Gerningsstedet.
* * * * *
Efter Souperen afbrændtes Fyrværkeriet. Hendes Højhed Prinsesse Maria
Carolina lod Balkondørene lukke op og gik ud paa Altanen.
Aftenen var mild, og stjernerig laa Himlen over Haven. Raketterne fo'r
hvinende op i lange Lys-Buer og sluktes. I Kanalen glimtede det som af
faldende Guldregn.
Maria Carolina stod, svøbt i sin Pelts, lænet til Gelænderet. Hun
havde set ud over Haven mod Højderne, da Bifaldsklappene vækkede
hende.
Det var det kronede M. C. i grønt og gult. M'et og C'et døde hen med
nogle smaa Knald.
Prinsessen stirrede paa sit Navnetræk i Kanalens Vand.
Kronen holdt sig og brændte endnu.
Det saa' ud, som om den gled paa Kanalens stille Vand.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina stod og saa' paa Kronens
Billede til det slukkedes, lidt efter lidt.