Hendes Højhed - 3

Hr. von Pøllnitz var i disse Dage altid paa Gaden. Man faldt over Hr.
von Pøllnitz, blot man satte sin Fod paa Gaden.
-Kære Ven sagde han--#begriber# De?--
Intet Knaphul var helligt for Hr. von Pøllnitz: I tyve Aar--kære Ven
... tyve Aar ... har jeg vist dem den Venlighed--
-Ja--bedste Hr. von Pøllnitz ... jeg skal denne Vej....
-Tyve Aar ... Hr. von Pøllnitz tog sig til Panden og blev staaende et
Øjeblik med udstrakt Arm, Fingrene udspilede, og med stirrende
Øjne--Kære Ven--Naa--skal De denne Vej?--jeg følger Dem....
Hr. v. Pøllnitz gik Gade op og Gade ned.
-Men der maa jo være Grunde, sagde han. Man skylder mig Grunde ... Man
maa give mig Grunde....
Naar om Aftenen Gæstestuen i "Hertugen" blev lukket, tog Hr. von
Pøllnitz en Arm. Hr. von Pøllnitz slap den sent:
-Kære Ven--Hr. von Pøllnitz standsede og saa Ledsageren lige ind i
Ansigtet--Tingen er, man kan jo ikke #tie#--der maa jo tages
Forholdsregler ... man maa dog vide....
Hr. von Pøllnitz kom hjem Klokken to, tre om Natten.
Naar Hr. von Pøllnitz var hjemme, sad han stille hen i sin Stol med
Hænderne paa sine Laar. Undertiden løftede han langsomt Armen og
lagde smerteligt Haanden op paa sin Plade.
-Det er jo det--Mariane, sagde Hr. von Pøllnitz til sin Frue--#hvis#
man #begreb# det.--
* * * * *
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina havde aldrig set saa godt ud.
Hendes Højhed var i noget fornemt, slankt Graat, der klædte hende rent
mærkeligt: Hendes Højhed var næsten smuk, som hun kom ind i Basaren
med Overborgmesteren.
Hendes Højhed gik op ad Trinene til Tribunen og tog Plads. Sangerne
begyndte at synge.
Hr. Pøllnitz havde tilbudt sig at staa i Tombola.
-Kære Pøllnitz, havde Fru von Pøllnitz sagt: om du vilde følge mit
Raad.
Hr. von Pøllnitz fulgte altid sin Kones Raad: Hr. von Pøllnitz stod i
Tombola med et bredt Bonvivantsmil.
-Hvor det er morsomt engang at høre en anden--sagde Hr. von Pøllnitz
til alle. Han var saa urolig, at han trippede.
-Kære Ven, sagde han. Man har fri....
Hr. von Pøllnitz var lykkelig.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var lidt ubarmhjertig mod
Borgerforeningens Buket: Der faldt under Sangforeningens Sang det ene
Blad efter det andet ned for hendes Stol.
Hr. von Pøllnitz lagde Armene overkors ved sin Tombola: Hr.
Hofskuespiller Josef Kaim kom frem i Kjole og hvidt.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina hilste ved at bøje Ansigtet ned
over Borgerforeningens Buket.
Hr. Josef Kaim deklamerede "Sangerens Forbandelse". Han havde hængende
Skuldre i en flunkende ny Kjole. Skjorten skød sig under Anstrængelsen
op og stod ud af Vesten, og Hr. Kaim trak den ned mellem hvert Vers.
Hr. Kaim deklamerede lidt slettere end Alverden.
Fru von Pøllnitz sad paa reserveret Plads. Hun havde Næseklemmer paa
og saa uafbrudt paa Prinsessen. Hendes Højhed blev ved at sidde med
bøjet Hoved. Hun saa ned i Gulvet paa Hr. Kaims Fødder, uhyre Fødder i
et Par Laksko med høje Hæle.
En #Bredde# af Fødder....
Hendes Højhed var nervøs; den stakkels Borgerforenings Buket. Fru von
Pøllnitz var overbevist om, at Baandene snart var ganske krøllede.
--Han stod #ganske# som Hr. v. Pøllnitz. Den højre Haand presset ind
mod Brystet--en tyk Haand i en klemt hvid Handske--og strakte Hals--og
hvor var han varm....
Hendes Højhed saa atter stift ned--paa de store Fødder.
Det var forbi, og Hr. Josef Kaim bukkede. Der applauderedes livligt i
Salen. Hr. von Pøllnitz strakte Armene langt frem i Højde med sit
Hoved og klappede heftigt.
Hendes Højhed Protektricen rejste sig hurtigt. Sangerne havde sat an
til Slutningsnumeret, men holdt inde, og det blev ved et hendøende
Kvæk. Dirigenten, der skrævede med Ryggen til Salen, blev staaende med
løftet Haand....
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var allerede nede af
Tribunetrappen.
Damerne fløj til Boderne og fik de udbredte Duge væk, som skærmede de
udsøgte Genstande ... Det var knap, at Frøken von Hartenstein kunde
indhente Hendes Højhed.
Højheden smilede hastigt frem gennem Bodrækken. I Bod Nr. to straalede
Fru Overborgmesteren bag sine Dynger af "Prinsessens Peberkager".
Højheden smilede svagt til Boden og gik forbi. Fru Overborgmesteren
var knikset ned bag Peberkagerne og blev staaende i Nejningen: Hendes
Højhed købte i Fru Hoftandlægens Barak.
Fru Overborgmesteren havde født ti Børn til Verden. Hun fik det med
Hold over Lænderne ved saadanne Lejligheder.
Hendes Højhed havde aldrig været saa livlig! ... Hun talte længe i hver
Butik, nederst i Salen....
Da Hendes Højhed tog bort, rev Hr. von Pøllnitz "Leve't" ud af Munden
paa Overborgmesteren.
Hr. von Pøllnitz var i det Hele i Ekstase.
-Kære Ven--Hr. von Pøllnitz omfavnede Hr. Kaim--et Organ ... et
Foredrag ... Jeg vil indlemme "Sangerens Forbandelse" i mit
Repertoire....
Ud paa Aftenen købtes Fru Overborgmesterens Peberkager underhaanden
til Buffet'en.
Hr. og Fru von Pøllnitz gik hjem.
Hr. von Pøllnitz rømmede sig; Fru von Pøllnitz hørte det ikke.
Tilsidst sagde Hr. von Pøllnitz og gned sig under Hagen--Hr. von
Pøllnitz gned sig under Hagen som en Høker i fortrolige Øjeblikke og
frembragte en gryntende Lyd--:
-Hm "Mutter Pøllnitz"--Mutter Pøllnitz var et Kælenavn--hvad si'er du
saa?
-Hvad jeg siger--David--til hvad?
-Til hvad? sagde Hr. von Pøllnitz. Som om der ... Til hvad?
-Mener du den unge Mand. Det var meget net.
-Kære Mari ... Hr. von Pøllnitz kom ikke videre....
-Naar man betænker, at det unge Menneske er ganske uden Øvelse; Fru
von Pøllnitz sagde det venligt.
Hr. von Pøllnitz sagde ikke noget. Han havde det varmt.
-Pøllnitz, sagde Fru von Pøllnitz--du skulde slutte dig lidt mere til
Hr. Kaim.
-Slutte mig--min Pige, Hr. von Pøllnitz stod stille....
-Ja--han gør virkelig et rart Indtryk--saa beskeden og forlegen
endnu....
De var hjemme.
Hr. von Pøllnitz sad længe i sin Stol, stille, med Hænderne paa sine
Laar.
Siden laa han timevis vaagen. Han sukkede og pustede og saa over paa
Fru von Pøllnitz. Hun lod, som hun sov.
Hr. von Pøllnitz vendte og drejede sig og slog sig paa Hovedet, saa
Nathuen fløj fra højre til venstre: Hr. von Pøllnitz laa med Nathue.
Næste Morgen tog Hr. von Pøllnitz "Engelsk Salt". Hans Mave taalte
ikke stærke Sindsbevægelser.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina klædte sig om, da hun kom
hjem, og hun gik ned i den gule Sal.
Komtesse von Hartenstein læste højt af "_Revne des deux mondes_". Det
var en Afhandling om den evropæiske Indflydelse i Kina.
Da Hendes Højhed skulde til Ro, og Kammerjomfruen flettede hendes
Haar, paastod Hendes Højhed uafladelig, hun trak i Fletningen.
-Herre Gud--Hendes Højhed var meget sensibel--De piner mig....
-Men, Deres, Højhed....
-Nu igen....
-Deres Højhed....
-Aa--lad mig selv....
Hendes Højhed tog selv Haaret og begyndte at flette det.
Og to Minutter efter lod hun det falde igen....
Kammerjomfruen forstod ikke Højheden. Stille flettede hun Haaret og
bandt det varsomt op.
* * * * *
Hans Højheds Gigt var meget slem. Et Par Uger tog Hendes Højhed
Prinsesse Maria ikke i Theatret.
Hr. von Pøllnitz var meget optaget: han virkede for selskabeligt
Samkvem mellem Hofteatrets Medlemmer.
-Kære Ven, sagde Hr. von Pøllnitz--man ser aldrig hinanden....
-Bedste Ven, man er Kammerater, og vi lever som fremmede....
-Kære Ven--man maa se hinanden....
Næste Lørdag var der Middag hos Hr. von Pøllnitz. Hr. Hofskuespiller
Kaim havde Fru von Pøllnitz til Bords.


V
Vaaren kom med kriblende Sol og Grøde. Hendes Højhed var nervøs.
Foraars-Uroen angreb Hendes Højhed.
-Højheden har Indfald, sagde Komtesse von Hartenstein--min Go'e,
uberegnelige....
Komtesse von Hartenstein tilbragte sine fleste Eftermiddage hos
Mademoiselle Leterrier. Hendes Højhed trak sig i den sidste Tid ofte
tilbage om Eftermiddagen. Hun vilde hvile sig.
Hendes Højhed havde lukket Døren af, saa Kammerjomfruen maatte banke
paa, naar hun skulde klæde Højheden paa til Taflet.
Komtesse von Hartenstein sad ovre hos Mademoiselle Leterrier.
-Min Go'e, sagde hun, det er Nerverne ... Men hvem der #lider#, min
Go'e--det taler man ikke om ... Højheden har #Indfald:# Igaar #gik# vi
hjem fra Theatret--
-#Gik?#
-Ja--min Go'e, vi gik; Højheden sendte Vognen bort ... #Det#
Slæbeskørt #har# jeg haft min Nytte af....
Komtesse von Hartenstein beskrev ikke, hvad hun led. Men hun havde en
Maade at #tie# paa om sine Lidelser--"min Go'e, jeg har jo at bøje
mig"--saa hun saa' ud, som hun daglig blev slagtet.
Mademoiselle Leterrier nikkede forstaaelsesfuldt.
-_Mais oui_--sagde hun--_c'est l'áge orageux_.
-Ja, sagde Komtesse von Hartenstein; hun forstod ikke, hvad
Mademoiselle mente: Komtesse von Hartenstein havde aldrig kendt nogen
_áge orageux_.
-_Mais oui--c'est ça_, gentog Mademoiselle. #Hun# kendte det.
Mademoiselle Leterrier havde en "Nevø", en lang friseret Laban af en
Referendar, der besøgte hende to Gange om Aaret og regelmæssigt tømte
hendes Sparekassebog. _C'est ça_, sagde Mademoiselle Leterrier.
Det ringer. Det er Fru von Pøllnitz. Fru von Pøllnitz har taget Timer
i Fransk i Vinter hos Mlle Leterrier.
De tre Damer taler om Vejret, der er saa ustadigt og slemt for Hans
Højhed Hertugens Gigt.
* * * * *
Hans Højhed Hertugen var meget plaget af Gigt. Han havde ikke en Gang
saa meget som kunnet sætte sin Fod i Hoftheatret i de sidste to
Maaneder.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina satte sig paa hans Plads i
Mørket. Lyset fra Rampen generede. Hendes Højhed sad ogsaa hellere
der--lidt tilbage i Skjul: Hendes Højhed var virkelig undertiden
ganske skræmt i Hoftheatret nu.
-Har han ikke faaet dem gjort til Rebeller allesammen, sagde
Eksellensen Kurth. Det er en Galskab, der smitter....
Komtesse von Hartenstein mente, at den store Devrient vendte sig i sin
Grav.
Hendes Højhed sad blot forskræmt.
Josef Kaim #rev# de unge paa Scenen med sig.
Det var ikke stor Kunst. Men den hede Ungdom gennembrændte
Mesterværkerne med alle Lidenskaber. Had var det rene Vildskab, og
Kærlighed var Raseri. Liv stod der i de lyse Luer af Tøjlesløsheden.
De Godtfolk i Residentsen sad i Hoftheatret saa forblæste, som gik de
over Raadstuepladsen i Storm.
Maria Carolina trykkede sig ind i sin Logekrog. Hun følte en sky
Forbavselse, en beklemt Modvillie, der ikke vidste, mod hvem den
skulde vende sig. Og hun blev siddende, som en Døv, der kæmper for at
høre, og stirrede paa disse Mennesker.
Josef Kaims Stemme lød gennem alle de andres.
Undertiden lød den ogsaa smeltende mildt, smigrende blød som
Musik--som naar Don Karlos talte til Dronningen.
Og nysgjerrig saa Hendes Højhed ned paa Don Karlos, der knælede for
den Elskede--paa hans Ansigt, der straalende vendte op imod hendes,
paa Læberne, der bevægede sig under sagte Ord, og Hovedet, der bøjede
sig, naar han kyssede hendes Haand.
Og længe, med en egen Glæde, gemte Hendes Højhed over Billedet, mens
hun lukkede Øjnene.
Men Stykket gik videre. Og vildt kæmpede Eboli om Karlos, og Karl svor
sin Fader Fjendskab i Forbandelser, og Posa gik i Døden, Posa den
Retfærdige.
Hendes Højhed vidste knap af Ordene. Men hun hørte de oprørte Stemmer
som i et stort Kor, og hun følte en klemmende Angst, som om noget
besværede Aandedrag og Hjerteslag i hendes Bryst.
Naar Tæppet var faldet, og det var forbi, blev hun siddende paa sin
Plads, og hun stirrede aandsfraværende paa Tæppet, der pludselig blev
mørkt, og Jerngitret, der skød langsomt ned, en sort Væg, og faldt
tungt i Gulvet.
Hendes Højhed rejste sig, og hun blev endnu staaende ved Randen af
Logen, og hun saa ud i den tomme Sal i Halvmørket med alle de gabende
Stolestader.
Fru von Pøllnitz havde i Vinter Plads i Logen vis-à-vis Prinsessens i
første Etage.
Hun tog Tøjet paa i den aabne Logedør; Fru von Pøllnitz havde
Næseklemmen paa under Sløret.
Lakajen havde løftet Portieren til den lille Salon. Prinsessen vendte
sig og gik ham forbi. Hun kørte hjem.
Hans Højhed Hertugen havde ventet paa Hendes Højhed til Piqué'en. Han
sad og trommede med Knoerne paa Spillebordet og saa paa Uret hvert
halve Minut.
Klokken er elleve, sagde Hans Højhed. Han havde allerede Kortene i
Hænderne.
-Ja--Deres Højhed. Maria Carolina tog Plads, og Hans Højhed gav Kort.
De spillede i Tavshed, gav, tog Kort og stak.
En Lakaj listede over Gulvet med Theservicet. Komtesse von
Hartensteins Strikkepinde raslede sagte.
Deres Højheder blev ved at spille.
Naar Spillet var ude, samlede Hans Højhed Kortene.
-Det er blevet sent, sagde han.
-Klokken er halv tolv, sagde Hendes Højhed. Hun rejste sig og gik hen
over Gulvet mod en Vinduesfordybning. Hun støttede et Øjeblik sit
tunge Hoved mod Vinduessprossen.
-Deres Højheds The. sagde Komtesse v. Hartenstein.
-Tak--jeg kommer....
Herskaberne drak The i Tavshed.
* * * * *
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina vilde hente en Bog i
"Hertugindens Dagligstue", før hun gik til Ro. En Lakaj bar Armstagen
foran hende.
Hendes Højhed gik hen til den lille Reol og mekanisk tog hun en Bog af
Hendes Højhed Hertugindens Haandbibliothek. Hun lagde den fra sig paa
Bordet, og mens Lakajen ventede med den løftede Kandelaber, betragtede
hun "Marie Antoinette, der førtes til Fængslet".
Hun betragtede Ansigterne og Skikkelserne med de knyttede Hænder.
Hun saa' fra Rebellerne hen paa Dronningens Ansigt. Hun skred rank
frem, kongelig, gennem Pøblen. Ansigtet næsten straalede i sin
uantastelige Ro.
Maria Carolina saa bort fra Billedet rundt i hendes Højhed
Hertugindens private Gemak ... Det var, som hendes Moder kom hende i
Møde fra hver Plet....
Hun saa hende sidde #der# i den højryggede Sofa fra det første
Kejserdømme, rank og smuk og rolig--de ringbesatte Hænder laa foldede
i hendes Skød--mens hun, en lille Pige, #der#, foran Hendes Højhed
Hertuginden, staaende midt paa Gulvet, hviskede en af Lafontaines
Fabler--paa Stolen derhenne sad Mlle Leterrier og bevægede Læberne
til Fabelordene, som om hun vilde suflere hende.
Og naar Fablen var ude, bøjede Hertuginden, hendes Moder, sig let
fremad:
-Godt, sagde hun, meget godt.
Og Maria Carolina nejede, mens Hertuginden, hendes Moder, let berørte
hendes Pande med sine Læber.
Maria Carolina traadte tilbage. Og Hertuginden strakte Haanden ud til
Kys for Mlle Leterrier, og hun sagde igen:
-Det er jo meget godt, Mademoiselle.
Hendes Højhed hørte Hertugindens, hendes Moders Stemme, klar og altid
rolig, og hun saa paa de lige og regelrette Møbler med Vaserne og de
gyldne Guirlander og Billederne, som hang symetrisk i Vægfelterne.
Maria Carolina aandede dybt, som om hun havde lagt en tung Byrde fra
sig, og hun vendte sig for at tage Bogen paa Bordet.
Hendes Blik faldt atter paa Marie Antoinette. Og al hendes Følelse
blev til en pludselig dyb Vrede mod disse Folk med deres Skrigen....
Hendes Højhed forlod "Hendes Højhed Hertugindens Dagligstue" og med en
Haandbevægelse, uden Ord, afskedigede hun Hofdamen von Hartenstein,
der ventede i den gule Sal.
Men mens Kammerpigen flettede Højhedens Haar foran Spejlet, kom den
forpinte Urolighed igen. Hun lod Kammerjomfruen gaa, og hun gik
tilsengs. Men hun kastede sig uden Ro og fik ingen Søvn. Hun hørte
bestandig disse lidenskabelige Stemmer, som om de raabte til hende, og
alle hendes Pulse bankede.
Hun tog "Don Carlos" fra en lille Hylde, og hun begyndte at læse.
Hun læste rundtom, og det var bestandig det samme.
Det var de samme Ord, evig: "Kærlighed"--"Menneskeret"--"Frihed"--sagt
med de samme Stemmer.
Hun holdt inde med at læse, og Bogen faldt ned paa Tæppet.
Hendes Hoved var tungt af afmægtige Tanker. Hun fandt ikke Rede--i
alle de fremmede Ting. Og hun følte som en Angst det bankende Blod.
Hun læste igen, og pludselig standsede hun. Hun havde sat sig op, og
Bogen laa paa hendes Knæ: Gang paa Gang læste hun Hertugindens Ord til
Dronningen:
Ich bin
Der Meinung, Ihre Majestät, dass es
So Sitte war, den einen Monat hier
Den andern in den Pardo auszuhalten,
Den Winter in der Residenz, so lange
Es Könige in Spanien gegeben....
Hendes Højhed slap Bogen. Hun saa ikke Bogstaverne mer; Taarerne kom
og blændede hendes Øjne.
Hun følte en inderlig træt, en afmægtig Smerte--stille og uhjælpelig.
Hun græd længe, og hun tørrede atter Taarerne bort; hun rakte mat
Haanden ud efter Bogen af "Hendes Højhed Hertugindens
Haandbibliothek". Kammerjomfruen havde lagt den paa Bordet.
Hun slog den op. Det var Habsburgernes Stamtavle. Hun læste Side efter
Side og vendte Blad paa Blad. Det var de samme Navne og de samme
Titler i uendelig Rad....
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina blundede tungt ind over
Habsburgernes Stamtavle.
* * * * *
Hans Højhed Arveprinsen fik mange arkstærke, sentimentale Breve fra
sin Søster.
Han fik dem om Morgenen og saa ned ad Siderne, mens han nød sin første
Cigar.
Hans Højhed skød de blaa Røgskyer i Ringe ud under sin Knebelsbart.
-_Pauvre enfant_, sagde han.
Og med et Suk strakte Arveprinsen sine Rytterben fra sig og tog den
sidste Slurk af Kaffen.
-_Pauvre enfant_.
* * * * *
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var virkelig syg. Livlægen
kunde ikke noksom tilraade Bevægelse.
Hendes Højhed red lange Ture i den friske Foraarsluft.
Hendes Højhed red saa uens, saa Lakajen evigt maatte passe paa: saa
var det Karriere, og saa var det Skridt.
Hun red om ad Møllen. Anna-Lise bragte hende Mælk.
Hendes Højhed tømte Glasset og blev holdende foran Døren. Tankeløs saa
hun paa det skummende Hjul.
Hun fo'r let sammen, og rakte Glasset tilbage til Anna-Lise:
-Hvor De er bleg, sagde hun. Er De syg? Det slog hende, hvor
Anna-Lise var blevet bleg og mager.
Hun hørte ikke Anna-Lises Svar. Hun saa igen paa det skummende Vand om
Hjulet.
-Det er Foraaret, sagde Hendes Højhed.
Anna-Lise nejede for Hendes Højhed, som nikkede "Farvel".
Hendes Højhed red over Broen. Ved Omdrejningen Vendte hun sig.
Anna-Lise stod paa Stentrappen og saa efter hende med Hænderne over
Øjnene.
* * * * *
Der var Ugetaffel. Herskaberne og deres Gæster drak Kaffen i den gule
Sal.
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina talte med Hr. Overførsteren i
en Vinduesfordybning, om nogle Træer, der kunde hugges for en Udsigt.
-Ja--ingen kender Skoven saa godt som Deres Højhed, sagde Hr.
Overførsteren.
-Jeg har jo redet der hver Dag, siden jeg var Barn. Hendes Højhed saa
ud i Haven. Det var Hofskuespiller Kaim, der kom op ad Vejen med to
Damer.
-Hvor Luften er mild, sagde Hendes Højhed. Hun havde aabnet
Vinduet.--Som i Juni.
Hun bøjede sig ud af Vinduet. Man hørte Stemmerne fra Terrassen lige
herop.
-Der er dog smukkest ved Skovmøllen, sagde hun igen og vendte sig
halvt til Hr. Overførsteren.
-Jeg ved, Deres Højhed finder det, sagde Overførsteren.
De tav lidt. Prinsesse Maria Carolina blev ved at se ud i Haven.
-Der er jo Sorg i Skovmøllen, sagde Hr. Overførsteren.
Hendes Højhed svarede ikke straks.--Sorg? sagde hun saa, som om Ordet
havde haft lang Vej for at naa hende.
-Deres Højhed har ikke hørt, at Anna-Lise ... den unge Pige, som
havde den Ære....
-Anna-Lise ... hvad hun?
-Hun blev fundet ... igaar Morges--Deres Højhed, ja det er
beklageligt--i Møllebækken.
Hendes Højhed vendte sig: I Bækken, sagde hun.
Hvor de dog lo dernede.
-Ja, Deres Højhed, igaar.
-Men jeg saa hende jo iforgaars--paa min Tur.
-Det er sket om Aftenen ... iforgaars.
-Om Aftenen, sagde Hendes Højhed blot Hun saa Anna-Lise staa bleg og
huløjet foran sin Hest.
-Ved man nogen Grund? spurgte hun.
-Det plejer at være Forliebelse, Deres Højhed, naar et nittenaars
Blod springer i en Bæk.
Hendes Højhed blev ganske bleg. Hun blev ved at se Anna-Lise for sig,
mager og forgræmmet. Og hun tænkte pludselig paa, at hun havde set hen
paa det skummende Møllehjul og sagt tankeløst:
-Det er nok Foraaret.
Og nervøst--hele Tiden havde hun hørt denne Latter og Josef Kaims
Stemme--vendte hun sig igen mod Vinduet.
-Hvor de lér, sagde hun.
-Den Stakkel.
Maria Carolina syntes hverken hun saa' Træer eller Terrasser eller
Himlen.
-Den Stakkel, sagde hun igen.
Hendes Højhed afskedigede Hr. Overførsteren ved at bøje Hovedet.
Den næste Morgen red Prinsesse Maria Carolina over til Skovmøllen. Det
store, trøskede Hjul stod stille, Husdøren var lukket tillige med
Gaardporten. Maria Carolina stod af og gik op ad Trappen.
Hun aabnede Døren og gik ind. Fra Gangen til Stuen var der aabent.
Maria Carolina traadte lidt frem og standsede. De to Gamle sad mellem
Vinduerne i Slagbænken. De sad stille, tæt ind til hinanden.
Den gamle Møller virrede med Hovedet mod Væggen og sukkede.
-Ja--Johan--ja, sagde Konen, som om hun tyssede paa et Barn.
Ja--ja....
Og de sad igen stille ved Siden af hinanden. Moderen vidskede Taarerne
bort med Bagen af sin Haand.
Maria Carolina vendte sig sagte og aabnede Døren til Trappen.
Hendes Højhed red forbi den tavse Mølle over Broen.
Bredderne langs Bækken var grønne. Sandbunden lyste gennem det rolige
Vand i Solen. Der var Anna-Lise død.
Hendes Højhed sprængte bort gennem Skoven med sin Lakaj.
* * * * * *
Det var Dagen efter Opførelsen af "Romeo og Julia".
Fru von Pøllnitz havde Time hos Mademoiselle Leterrier. Komtesse von
Hartenstein var der ogsaa. Hun havde villet "tale med et Menneske--min
Go'e".
-Jeg saa det jo, sagde Fru von Pøllnitz, Hendes Højhed rejste sig
straks efter Balkonscenen.
-Og gik alene--med en Lakaj.
-#Hjem?# spurgte Mademoiselle Leterrier.
-Paa Slottet saa man Hendes Højhed Klokken elleve, min Go'e.
-Klokken elleve. Mlle Leterrier trak Ordene ud, som om hun vilde
presse ind i dem alle de Misgerninger, man kunde begaa fra
Balkonscenen til Klokken elleve.
-Hvordan saa Hendes Højhed ud, sagde Mademoiselle igen.
-#Jeg# saa' hende ikke--Komtesse von Hartenstein var ligesom
knækket--Hendes Højhed var uden Hat....
-Det er altid Hr. Kaim, der attaquerer Hendes Højheds Nerver, sagde
Fru von Pøllnitz, Hun havde taget Klemmerne af.
* * * * *
Hendes Højhed havde været meget bleg, da hun kom ud fra Logen efter
Balkonscenen.
Lakajen, der sad i Forstuen til Logen, var vaagnet.
-Kom, sagde Hendes Højhed.
Hendes Højhed gik ned ad Trappen og ud gennem Vestibulen. Hun havde
kun et Slør om Hovedet og en Kaabe.
Hun gik gennem Theaterparken over Alleen ind i Slotshaven. Hun aabnede
Laagen til Onkel Otto Georgs Rosenhave--Buskene stod nøgne, uden
Løv--og hun gik op paa Terrassen.
Hun gik hastigt. Lakajen fulgte Hendes Højhed i en Afstand af ti
Skridt, ligerygget og med samme Ansigt, som naar han serverede ved
Taflet.
Hendes Højhed gik og gik. Hun maatte gaa. Det var hende, som om hun
med hvert Skridt søndertraadte noget med sine Hæle, mens hun gik og
gik.
En Gang imellem førte hun Haanden ind mod sit Bryst, som om hun havde
ondt ved at drage Aande. Og hun begyndte at gaa langsommere og ganske
langsomt, med Hovedet bøjet og Øjnene ned i Jorden.
Hendes Højheds Pande brændte. Det at #tænke# var Maria Carolina saa
uvant; det var som en stor Smerte.
Hun steg højere op, opad Trappen, til den øverste Terrasse.
Hun gik nogle Skridt og standsede. Aftenen var halvvejs maanelys.
Haven laa under hende som et utydeligt Svælg, begrænset af Slottets
Stor-Kolos. Skarpt saa man det lange, lige Tag mod Himmel og Skyer.
Hendes Højhed stod ubevægelig og saa ned paa det hertugelige Slot.
Lakajen var standset i sin Afstand af ti Skridt. Han stod som en
Skildvagt, der skuldrer.
Alle Tanker svandt væk. Ordene--de hede Ord, det havde været, som om
de #brød# ind over hende; Smerten, havde hun vidst hvilken?--der havde
boret som et pludseligt Stik....
Hendes Højhed #saa# kun de lange, graa Linier af Slottet ved hendes
Fod.
Og pludselig, mens hun stirrede paa dette Graa, var det som saa hun
Onkel Otto Georgs Billede for sig. Hun saa ham sidde foran Ilden i den
blaa Sal, med det magre, spidse Ansigt i sine Hænder, bleg og
stirrende ind i Flammerne med sine døde Øjne.
Og hun følte Onkel Otto Georgs Hænder sagte glide hen over hendes
Haar, og hun hørte ham sige, stille og mimrende, mens han saa ned paa
hende og halvsmilede:
-_Pauvre enfant--pauvre enfant_.
Lakajen skiftede Ben og ventede.
Hendes Højhed vendte sig og gik tilbage ad Terrassen. Det store Ur paa
Slottet slog mange Slag ud i Stilheden.
Hun følte sig pludselig saa træt, da hun gik ned ad Trappen.
Maanen var kommet mere frem, og Gangene var helt lyse i Onkel Otto
Georgs Blomsterhave.
Hendes Hoved brændte endnu ... hun syntes ikke mere Fødderne vilde
bære hende.
Hun saa pludselig Lakajen--han gik forbi hende for at aabne
Laagen--hun havde ganske glemt ham.
Han stod i Lyset, med Hatten i Haanden, i Profil, slank og ung. Det
gav et #Ryk# i Maria Carolina, saa hun stansede et Nu.
Lakajen vendte sig lidt og løftede Blikket en Smule.
-Luk, sagde Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina og gik ham forbi
gennem Laagen.
Lakajen lukkede Laagen. Hendes Højhed lod Kammerjomfruen tænde
Kandelabrerne paa Kaminen.
-Lad Hans Højhed Hertugen sige, jeg befinder mig ilde.
-De kan gaa. Jeg behøver Dem ikke.
Lakajen drev af i en af Gangene.
-Men #hvor var I#, sagde Kammerjomfruen.
-Paa Terrassen, Jomfru....
-Saa? Franz--De er utaalelig ... Hvad vilde Hendes Højhed der?
-Vi #gik#, siger Lakajen.
-Gik?
-Ja--og stod som "Statuer"....
-Og saa paa Maanen ... Hva'?
-#Jeg# saa ingen Maane .. Jomfru ... Lakajen fanger Kammerjomfruen til
et Kys og til et Par endnu--langs ad en mørkere Gang.
-Idiot, siger hun og løber fra ham.
Kammerjomfruen gik tilbage til Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolinas
Gemakker. Hun var vis paa, hun hørte Hendes Højhed derinde græde.
* * * * *
Intendanten ved Theatret var til Taffel.
Hr. Intendanten talte om den nye Sæson og Fornyelse af Engagementer.
-Hr. Josef Kaim har Tilbud fra Dresden, sagde Hr. Intendanten. Han
sad vis-à-vis Hendes Højhed.
-Saa rejser han vel, sagde Hans Højhed Hertugen.
-Han stiller store Fordringer, sagde Intendanten.
Hans Højhed Hertugen tog Karpe.
-#Meget# store....
Hendes Højhed Prinsesse Maria Carolina var interesseret af at betragte
et lille Stykke Is, som flød rundt i hendes hvide Vin....
-Men Hr. Kaim er et ... fremtidigt Talent, sagde Hr. Intendanten.
-Naar den Fremtid kommer--Hans Højhed lo--stikker han af alligevel.
Lad ham løbe ... #Mig# brøler han for højt....
Intendanten tav og saa fra sin Tallerken over paa Hendes Højhed.
-Ja ... sagde hun ... Hr. Kaim--er vist et stort Talent. Hendes
Højhed blev ved at more sig over dette lille Stykke klare Is i hendes
hvide Vin ... Han vil vist kunne faa en smuk Fremtid....
-Rimeligvis ... det var Intendantens Tur at faa blaa Karper ... det
var just det....
-Hm--sagde Hans Højhed Hertugen--hans Slags er der nok af.
Samme Aften fik Hr. Hofskuespiller Josef Kaim sin Ansøgning om