Flyvefisken »Prometheus« (En Fremtidsfantasi) - 2

Skibets sølvhvide Overflade; men hvad der giver Flyvefisken sit fra
andre Flugt-Fartøjer mest afvigende Udseende er den Snabel eller rettere
Stødtand, hvori Hovedet ender. Det er en stærk Jernspids af henved atten
Fods Længde, formet som Sværdfiskens Sværd og bestemt dels til at skære
Luften under Flugten, dels til at tage imod Stød, hvis Flyvefisken under
sin Nedflugt skulde være saa uheldig at ramme Bunden. Den støttes med
sin bageste Flade mod den allerede omtalte Staalfjeder, hvorved Vingerne
under et eventuelt Stød vil slaas ud, og saaledes bidrager til at stoppe
hele Farten, idet deres samlede Vingeflader presser imod Vandet. Bag ved
dette Apparat ser man paa Flyvefiskens egentlige Hoved ni smaa Huller,
der ser ud som Gjællespalterne paa den saakaldte »Niøje«. Af disse
udsveder Maskinen sin overflødige Olie, som dels bidrager til at holde
Vingeleddene i Gled, dels til at overfedte hele den bagved liggende Del,
saa at baade Skroget og Vingerne skyder Vandet fra sig i
Neddykningsmomentet. Langs Ryggen af Skibet løber en smal Kam, der ved
første Betragtning har stor Lighed med en Rygfinne. Det er den store
Nedfaldsskærm, der i sin sammenfoldede Form bidrager til Skibets Balance
i Luften og kun slaas ud, naar ekstraordinære Omstændigheder kræver det.
Den vil da, selv om der er sket Brud paa Vingerne, holde Maskinen
svævende, indtil den naar Jorden.
Ogsaa det indre frembyder i saa mange Henseender Afvigelser fra de
sædvanlige Flugt-Fartøjer, at jeg ikke vil undlade at give dig en
Beskrivelse deraf, skønt det meste vil være dig bekendt. Flyvefisken er,
ligesom Heksalatorerne, konstrueret med tre Dæk: et øverste, som
indeholder de lettere Maskindele, nemlig Solvarme-Apparatet,
Brint-Udvikleren, Brint-Samleren og de aëro-hydrauliske Beholdere; et
mellemste, der bærer Flyvemaskinen samt Officers-Lukaferne, og endelig
et nederste, særdeles komfortabelt indrettet, bestemt for Passagerer og
de Godspakker, som ikke vejer over ti Pund. Mandskabet ligger som
sædvanligt i Hale-Mellemdæksrummet, og her findes ogsaa den
elektromotoriske Maskine anbragt, som tjener til Styring, til Belysning
og til telegrafisk Kommando om Bord. Lukaferne for Passagererne er
rigtignok meget smaa, men særdeles snildt og smagfuldt indrettede: en
Luftseng, en dertil svarende Luftkanapé og den sædvanlige Nedfaldsskærm,
som hænger under Loftet, er deres eneste, men mere end tilstrækkelige
Bohave. Gulvet er overalt af Krystallin, saa at man under Flugten
uhindret kan nyde Nedsigten til Jorden gennem flere i Gulvet anbragte
Skylighter. Under Op- og Nedflugten lukkes disse naturligvis hermetisk
til; men det Natmørke, der under disse Omstændigheder vilde herske paa
Skibet, spredes fuldkomment ved den elektriske Lanterne, som er anbragt
i Skibets Agterende. Denne Lanterne er et rent Vidunder; thi næppe
større end en knyttet Haand, udbreder den et saa blændende Lys, at det
vilde skade Synet, hvis Skæret ikke dæmpedes af blaa og rosenfarvede
Glas, som man efter Behag kan skyde for Lysaabningen i Døren. Hvad der
imidlertid mest tiltrækker sig Beskuerens Opmærksomhed og tiltaler ham
som noget nyt, er de to aëro-hydrauliske Beholdere, der som to uhyre
Sække strækker sig langs med Skibets øverste Dæk, som de i spændt
Tilstand næsten udfylder. Disse Beholdere, der i Form har megen Lighed
med Fuglens langstrakte Lunger, eller endnu bedre med Fiskens
Svømmeblære, er gjorte af Wards Muskelstof og hører til de Opfindelser,
hvorved Menneskeaanden har fejret en af sine skønneste Triumfer. Under
Neddykningen i Havet, hvor alle Ventilerne aabnes, indsuger de med stor
Voldsomhed Vandet, som udfylder hele deres indvendige, svampede og
porøse Væv; men lige i det Øjeblik, da Flyvefisken ombytter sin
nedadgaaende Skraastilling med den opadgaaende, paavirkes de af en stærk
elektrisk Strømning fra Elektromotoren agter og sammentrækker sig derved
saa kraftigt, at Vandet med stor Voldsomhed drives ud og løfter Skibet i
Vejret. Ved denne voldsomme Uddriven sønderdeles Vandet og dekomponeres
til en vis Grad, men paa Grund af Brintens Tiltrækning til Stoffet,
bliver denne i stor Mængde tilbage, saa at Beholderne under den
begyndende Flugt for en Del er fyldt dermed. Herved opnaas to
uberegnelige Fordele: for det første, at Brinten paa Grund af sin Lethed
betydeligt formindsker Flyvefiskens specifikke Tyngde og giver den en
fortræffelig Balance, og dernæst, hvad der er Hovedsagen, afgiver et
luftformigt Brændemateriale til Flyvemaskinen. Dette benyttes imidlertid
kun om Natten og i skyfuldt Vejr. I Solskin forsynes Maskinen, som paa
alle andre Flugtskibe, ved kondenseret Solvarme, og Apparatet paa
Flyvefisken er i Realiteten ikke meget forskelligt fra de sædvanlige.
Hulspejl-Kondensatoren, der ellers rager frem som en omvendt Paddehat,
og ved sin Modstand mod Luften bidrager til at hemme Flugten og genere
Bevægelserne, er her anbragt i Niveau med Skibets øverste Flade.
Klokkeapparatet, hvor Solstraalerne end yderligere kondenseres, indtil
de naar 400 Gr. Cels., ligger umiddelbart over Maskinrummet og skal
være særdeles virksomt. Ligeledes paastaar Kaptajn Bird, at
Aluminiumsspejlene skal virke langt kraftigere end de hidtil anvendte af
blankt poleret Sølv. Dog kan jeg ikke rigtig indse hvorfor, ligesom hele
Solvarmeapparatet forekom mig temmelig bekendt, med Undtagelse af
Kondensatoren. Hvad Skibets øvrige Indretning angaar, skal jeg ikke
trætte dig med Detailler, der vil være dig bekendte. Hele dets indre
Skelet er som sædvanlig fabrikeret af de bekendte Aluminiumshulrør, og
Krystallinet træder i Stedet for det ulige tungere Træ. At al Kommando
foregaar ved elektriske Ledninger, er en Selvfølge.
Det var en sand Fornøjelse at se de gode Køgeboeres Forundring, medens
Kaptajn Bird førte os fra Rum til Rum og forklarede os hver enkelt
Detaille, idet han stadigt paaviste, hvorledes den højeste Grad af
Lethed overalt var forbundet med den størst mulige Styrke; men da han
proponerede Aldersformanden og de andre at prøve en lille Neddykning med
dertil hørende Opflugt, for at de praktisk kunde forvisse sig om
Flyvefiskens Hurtighed og Soliditet, blev de gode Herrer noget lange i
Ansigtet og fik et Anfald af Tjenstivrighed, som fordrede deres
øjeblikkelige Nærværelse i forskellige kommunale Møder og Komiteer. Dog
vil jeg ikke dadle dem derfor. Det nærmeste Nedfaldsvand var jo
Kattegat, og at gaa tilbage over Sjællands Odde med Nordvestbanen vilde
jo altid være forbundet med nogen Besvær og Tidsspilde.
Klokken fem Eftermiddag skulde vi lette, og jeg foretrak derfor at blive
om Bord, saa meget mere som baade Kaptajn Bird og de øvrige
Luftofficerer viste sig at være særdeles belevne Folk, som med stor
Beredvillighed meddelte mig alle de Oplysninger, jeg endnu maatte ønske.
Skibet gør halvandet Hundrede engelske Miles Fart i Timen, kan medføre
tyve Passagerer, hvoraf næsten alle til denne Rejse var Referenter, og
kan bære indtil fem Hundrede Pund Gods. Dets Vinger er fire og
halvtredsindstyve Fod i Længden, atten i Bredden ved Basis, og gør
normalt 120 Vingeslag i Minutten. Mest interesserede det mig imidlertid
at se Brintapparatet arbejde, hvorved denne Luftart udskilles af den
omgivende Atmosfære og opspares til kommende Brug, ligesom jeg ogsaa
beundrede den simple Metode, hvorved de talrigt tilførte Æggeblommer,
som udgør Mandskabets sædvanlige Kost, gik over fra flydende til fast
Tilstand og droges ud af Maskinen som lange tynde Stænger, der havde en
ikke ringe Lighed med Svovlblomme.
Klokken fire forkyndte Elektromotorens Molklokker, at alt var klart, og
at alle, der henhørte til Mandskab og Passagerer, skulde være inden
Borde. To Gange snoede den lange Luftbaad sig som en uhyre Vandsnog
imellem Kysten og Skibet, medtagende paa sin første Fart den Del af
Besætningen, der havde haft Landlov, og medførende paa sin anden
samtlige Passagerer, hvoraf ikke mindre end tretten var Referenter,
samlede fra Jordens mest forskellige Egne. Jeg mønstrede dem nøjagtigt,
medens de i deres sirlige Toiletter og endnu med Notitsbøgerne i de
nydelige Hænder passerede mig forbi med den elegante Holdning og kokette
Suffisance, som er saa ejendommelig for de Damer, der er ansatte i
Pressens Tjeneste, og som navnlig paa en Luftrejse ved, at alt, baade
Hav og Jord, er dem underlagt. Hvad skildrer dig min Overraskelse, da
jeg blandt de sidste opdagede Miss Anna Blue, hvis Bekendtskab du vist
husker, at jeg gjorde i Kalkutta, og i hvem du véd, at jeg har været --
og for dig, kære Ven, kan jeg jo gerne tilstaa det -- endnu er dødelig
forelsket. Jeg følte mit Hjerte hamre voldsommere end Elektromotorens
Klokker, idet jeg trykkede hendes Haand, og det var med en Følelse af
Angest og Glæde, at jeg saa' hende forsvinde i sit lille Lukaf, der var
anbragt lige over for mit, idet hun endnu i Døren tilviftede mig Afsked
med sin himmelblaa Fjerhat. Ak, tænkte jeg, det er det fortrædelige ved
alle vore Flugtfartøjer, at man absolut skal holde sig hver paa sin
Plads for ikke at komme ud af Balancen. Hvo der nu havde, som i gamle
Dage, et frit og luftigt Dæk, hvor man kunde spadsere med sin Elskede
under Armen, høre Vindens Sus i Sejlet og se paa Bølgernes Leg, naar de
i regnbuefarvede Skumperler brødes foran Skibets Bov! Men ligge syv og
tredive Timer alene, udstrakt paa sin Luftseng, uden anden Fornøjelse
end at ryge en Nikotin-Cigaret og stirre ned igennem Gulvet, hvor
Jordens Byer og Bjerge farer En forbi, som fordum Telegrafstængerne paa
en Jernbane; uden at nyde andet end kondenseret Kvælstof og Æggeblomme
-- det er ikke de glædeligste Udsigter. Vor Tid er praktisk og til en
vis Grad komfortabel; men poetisk -- ak, det var i gamle Dage!
Af disse Betragtninger blev jeg udrevet derved, at Luftbaaden for tredje
Gang satte i Søen for at vende tilbage med noget, som jeg i første
Øjeblik antog var Liget af et Menneske. Det laa lige saa langt det var
-- og det var meget langt -- i Agterenden af Baaden, saa at dens Stævn
formelig stejlede i Vejret ligesom en slangebugtet Havhest. Der var
adskillig Grinen blandt Mandskabet, og ikke faa Vittigheder hørtes af
disse lette Gutter, da Genstanden for min Opmærksomhed blev halet om
Bord, og efter Kaptajnens Ordre bragt ned under Maskinrummet, hvor man
for Ligevægtens Skyld anbragte den paa Balancevognen, for at den, hvis
den begyndte at bevæge sig, i Hast kunde forskydes paa den lille
Skinnebane, der løber langs mellemste Dæk. Genstanden viste sig nemlig
ikke at være nogen ringere, end Hr. Knoll, Referent for Vittighedsbladet
»Den kaloriske Brølabe« i København. Kaptajn Bird var Fortvivlelsen nær.
Denne ene Passager vejede ham lige saa meget, som fire af hans Folk, og
gjorde kun Nytte, naar Skibet skulde synke. Et Brev fra Redaktionen
meldte imidlertid, at man var villig til at betale ham efter Vægt i
Overensstemmelse med Taksten for Maskindele og Husdyr, og da han paa
Grund af Frygt for Himmelsyge var bragt om Bord i hypnotiseret Tilstand,
var der intet ved Fyren at gøre. Foruden at anerkende, hvor meget Damer
egner sig til Referenter paa Grund af deres rige Fantasi og store
Modtagelighed for Indtryk, anser jeg dem for at være saa fortræffelige
Passagerer om Bord paa et hvilket som helst Luftskib, at man efter min
Mening burde styre disse Maskiner alene ved dem. Kvinden har i Farens
Øjeblikke en Aandsnærværelse og Konduite, som gerne kan siges at være
proportional med Farens Størrelse. Dertil vejer hun mindre og er paa
Grund af sin større Brystkasse ikke saa udsat for den fatale Himmelsyge,
som ofte bevirker, at selv de braveste Luftmænd gøres uskikkede til
Tjeneste. Hvorledes det kunde falde »Den kaloriske Brølabe« ind at sende
os en saadan Dromedar paa Halsen, skal jeg lade være usagt, men vi tog
ham med som et desværre uigendriveligt Faktum og lod Halvdelen af vore
Balancelodder bringe i Land.
Der er en forunderlig dæmpet, vemodsfuld Klang i de Klokkespil, som den
elektriske Motor sætter i Bevægelse, i de vekslende Signaler og Bud, som
de meddeler, naar Flyvefisken begynder at sænke sig under Vandet. Jeg
anstillede disse Betragtninger i det højtidelige Øjeblik, da man hørte
Skibets Luger og Bolte lukke og laase sig, saa at der blev mørkt rundt
omkring os som i en Kasse. Pludseligt var det som en funklende Solstribe
skød sig hen over os og indhyllede alt i en Lysmasse, der blændede Øjet.
Det var den elektriske Lanterne, som tændtes. Ved den forandrede
Strømning hørte Klokkespillet op, man mærkede en let Giren og Sitren i
alle Skibets Sammenføjninger, Luften blev koldere og koldere, man havde
en ubestemt Følelse som af en trykkende Mare, der red paa Ens Bryst --
det var Skibet, der sænkede sig sine femten Favne for at berede sig til
Opflugt. Pludseligt følte vi et let Stød, Tegnet paa, at Skibets Bund
berørte Havets. Enkelte Vandperler, drevne ved Vandmassernes uhyre Tryk,
trængte sig frem gennem de næsten hermetisk tillukkede Sammenføjninger i
Aluminiumspladerne, det sukkede i Metallet, som vaandede Skibet sig
under Bølgernes vældige Favntag, inden det svang sig mod Lyset. Derpaa
begyndte det langsomt at hæve sig med Forenden i Vejret. Stillingen blev
mere og mere hældende, til Slutningen endog saa skraa, at jeg maatte
anbringe mine Fødder i Bøjlerne paa min Luftseng og med begge Hænder
gribe fat i de Stropper, som dinglede over mit Hoved. Pludseligt kom et
Stød, som fik Flyvefisken til at ryste og bæve, saa at det dirrede i
alle dens Fuger. Dette Stød efterfulgtes af et andet, et tredje -- det
var som en Finhvals Hjerte pulserede over mit Hoved. Med hvert Pulsslag
tiltog Bevægelsen i Styrke, og Vandstraalernes rytmiske Udsprøjtning var
saa voldsom, at den ganske overdøvede Larmen af Skruen, skønt ogsaa
denne var i fuld Gang. En Plasken og Brusen, som af uhyre Vandmasser,
der slyngedes i Vejret; en Hvæsen, Brølen og Larmen af Vandbeholderne,
der nu udtømte deres sidste Rest; en hvinende Fløjten af Damppiben, der
udsendte sit længe tilbageholdte Aandedræt -- alt forkyndte tillige med
Skibets forandrede Stilling, at vi var i Luften. Snart hørte vi kun
Vingernes mægtige Susen, deres taktfaste Aareslag, medens de roede os
frem gennem Lufthavet. Luger og Skodder skødes atter fra, det elektriske
Lys sattes paa halv Strøm, og jeg vendte mig om paa mit Leje for at
stirre ned gennem mit Skylight. Hvor herligt! Bølgerne rullede under
vore Fødder, Maanen var staaet op og kastede en bred Sølvstribe hen over
Bugten, en Tremaster, et Par Fiskerbaade laa dybt under os, Køge Fyr
forsvandt som en lysende Stjerne -- der var ingen Tvivl mere! Vi skød
gennem Himmelrummet, hurtigere end Ørnen.
Jeg skal ikke dvæle ved at beskrive dig Detaillerne i en Luftrejse, som
Skribenter og Referenter, Poeter og Romanforfattere har behandlet, ja
endevendt paa enhver mulig Maade, siden de første Flugt-Fartøjer kom i
regelmæssig Fart. Du har jo desuden selv gjort et Par mindre Farter, og
Lufthavets talrige Fænomener, dets Skyspejlinger med deres mange optiske
Bedrag vil være dig fuldkommen bekendte. Da jeg derimod véd, at du af
sørgelig Erfaring kender Himmelsygens forfærdelige Kvaler, vil det
maaske interessere dig at høre, at man paa dette ny Skib under
sædvanlige Forhold ikke er synderlig udsat for dens Virkninger, saa at
den meget mislige Kloroformsøvn og den endnu misligere Hypnotisering,
der ellers anvendes paa over Halvdelen af Passagererne, meget godt kan
undgaas. Flyvefisken bevæger sig saa roligt, saa sikkert gennem sit
Element, at man undertiden fristes til at tro, at man er fuldstændigt i
Hvile, hvis ikke Vingernes susende Slag højrøstet forkyndte, at man er
idel Bevægelse. Grunden til, at man paa »Prometheus« lettere undgaar
denne forfærdelige Syge, ligger vistnok i Maskinernes Fortræffelighed og
i Balance-Apparatets Anvendelse, thi herved undgaas det fatale Chok,
hver Gang Vingerne løfter sig til Nedslag; men Hovedgrunden søger jeg
dog deri, at Kaptajn Bird kan gaa meget lavere end nogen som helst anden
Luft-Kaptajn, hvorved alle de Lidelser, som Opholdet i den fortyndede
Luft foraarsager, mildnes. Livet om Bord er som paa de andre Luftskibe
aldrig synderlig behageligt, da man ikke som paa Havet kan forandre sin
Plads og i det hele er reduceret til at være et Vægtlod i Maskinen.
Dertil kom, at jeg havde faaet det nyeste filosofiske Stridsskrift med,
og var saa ubesindig at vove mig ind i denne Kamp om »Væren og
Ikke-Væren«, der, som du véd, har delt vort filosofiske Fakultet og
Publikum i to Lejre, der er færdige at æde hinanden. De filosofiske
Begreber nu til Dags er saa sylespidst udtrukne, Dialektikken og
Bevisførelsen saa uendelig fin og tynd, at man ofte synes, at der slet
intet er at strides om, uden den bare Luft. Men selv denne Luft har i
Reglen noget saa fortyndet og fortyndende ved sig, at Blodet stiger En
til Hovedet, at Aandedrættet standser, saa at man gribes af den nervøse
Angest, der netop er en af de kvalfuldeste Sider af Himmelsygen. Jeg
slængte derfor Bogen bort, da jeg mærkede Sygens første Symptomer, lod
Væren og Ikke-Væren være, hvad det er, og kiggede derpaa ned gennem mit
Skylight, glad over, at jeg endnu kunde betragte mig selv som den
værende.
Det var en dejlig, maaneklar Aften. Fyn med sine mange Smaaskove,
Flækker, Herregaarde og Købstæder laa udbredt under vore Fødder som et
uhyre Landkort, og dernede tændtes som funklende Stjerner det ene lille
Lys, det ene røde Blus efter det andet, medens Røgen fra Byer og
Fabrikker langsomt steg i Vejret, bølgende under vore Fødder som et
uhyre Taagetæppe, gennem hvis løse Islæt man skimtede Livet i Dybet. Af
og til svang Tonerne sig op til os som luftige Fugle. Snart var det
Kirkeklokkernes brummende Bastoner, snart en lystig Hornretræte, snart
Damppibens skarpe Klang fra Togene, der som kulsorte Slanger med
ildspyende Hoved og grønne og røde Øjne bugtede sig hen gennem Daldybene
for at forsvinde i Mørket. Snart var baade Sjælland og Fyn med deres
livligt bevægede Liv os af Syne. Vi fo'r hen over de mørke, alvorlige
Fyrreskove, som dækker Jyllands fordums Heder, vi kastede et Blik ned
til Viborgs genopstandne Domkirke og fløj derpaa over Skagens Horn, hvis
talrige Guanofabrikker lysnede og funklede i Mørket, og hvorfra vi hørte
Lyden af de tunge Damphamre, der pulveriserer Nord- og Østersøens
Rigdomme af Tangarter og Skaldyr. I ustandselig Fart gik vi over
Nordsøen. Dens Bølger rullede og fraadede dybt under Flyvefiskens Bug,
og vi blev nødt til at stige nogle Tusinde Meter for ikke at komme ind i
Hvirvlerne af den Storm, som netop rasede dernede. Jeg var lige i Færd
med gennem min Kikkert at betragte, hvorledes et prægtigt tremastet
Skruedampskib red Stormen af for klodsrebede Mærssejl og halvrebet Fok,
da jeg gennem Talerøret hørte Kaptajn Birds Stemme, som spurgte mig, om
jeg havde Lyst til at se Ruinerne af London. Tyve Minutter efter svævede
vi over Resterne af den før saa stolte, nu saa øde og ulykkelige By.
Virkningerne af Amerikanernes Luft-Torpedoer, men navnlig af deres
Dynamit-Katapulter, hvormed de vovede sig lige ind i Hjertet af Byen,
var mere end forfærdelige. Hele store Kvarterer laa, ikke i Ruiner, men
i Støv, som Nattestormen hvirvlede i Vejret, hver Gang den fo'r ned over
Themsens dødstomme Flade. Kaptajn Bird viste mig den Artighed at lade
Flyvefisken staa nogle Minutter stille over den afbrændte By, for at jeg
kunde overbevise mig om Ødelæggelsens Forfærdelighed; men den Sitren,
som de trefold fordoblede Vingeslag bringer Skibet i, var mig saa
utaalelig, at jeg bad ham høre op, skønt jeg vel kunde forstaa den
sejrsstolte Følelse, hvormed han som Amerikaner skuede ned paa sin
tilintetgjorte Rival. Ak, i vore Dage har old England wooden walls tabt
deres Betydning!
Et Kvarter forløb, under hvilket vi til Passagerernes store
Forskrækkelse sænkede os saa lavt, at det ofte saa' ud, som om vi skulde
løbe an mod de sønderrevne Klippetinder, hvorpaa Wales' vestlige Kyst er
saa rig. Vi fo'r atter over Vandet i en Højde af næppe fem Hundrede Fod
over de stolte Tremastere, som gyngede dernede, og hvoraf de fleste
førte amerikansk Flag. Men snart skulde vi ogsaa se dette vaje paa det
forhen saa mægtige Albions Grund; thi halvt hyllet i Taager, stigende op
af Havet som en uhyre, tangbevokset Hval, laa det gamle Hibernia, nu
Fenierland, for os i Maaneglansen. Det amerikanske Unionsflag vajede fra
hvert Fort, hver Havn, vi fløj forbi. Skanse fulgte paa Skanse ved
ethvert nogenlunde udsat Punkt, Tonerne af den amerikanske Frihedshymne
steg op til os, baarne af Nattevinden, Bajonetterne glimtede dernede,
men Landsbyerne og Bøndernes Huse saa' lige øde ud -- det vil vare
længe, inden Broder Jonathan faar Paddy klædt paa, thi Broder John
flaaede ham for hans sidste Skjorte, inden Hjælpen fra den ny Verden
kom.
Snart hørte vi det larme og bruse i det fjerne mod Nord. Det var
Brændingen, som brød sig omkring Hebridernes Klippekyster, der ovenfra
tog sig ud som oprakte magre Hænder, kantede med bølgende
Skum-Manchetter. Kaptajn Bird viste mig det Sted, hvor Fingalshulen
havde staaet. Nu havde Vandene fuldendt deres Ødelæggelsesværk; kun
enkelte sorte Basaltsøjler, der ragede op af Skummet, betegnede dens
Plads. For Resten begyndte vi at føle, at vi nærmede os Atlanterhavets
uhyre Flade. Den bløde, varme Atmosfære fra Jorden hørte op, Søluften i
al sin skærende Friskhed gjorde sig gældende, og af og til mærkede vi
lette Sitringer i »Flyvefiskens« Skrog, som viste, at vi bevægede os
gennem oprørte Luftmasser. Jeg erindrede den Storm, der var meldt os paa
Telegrafstationen i Køge, og spurgte Kaptajn Bird, om han var bange for
den. »Kender ikke det Ord,« peb det gennem Talerøret. »Gaar hurtigere
end Stormen!« Beroliget ved denne kategoriske Udtalelse, skød jeg
Skoddet for Skylightet, og idet jeg til Afsked endnu en Gang kiggede
igennem det, saa' jeg, at vi allerede havde hævet os saa højt, at der
intet mere var at se, hverken af Hav eller Land. Store, maanebelyste
Skyflader fo'r af Sted under vore Fødder, snart som uhyre, sølvglinsende
Makrelstimer, snart som mørke, takkede Skybjerge, hvorigennem Maanens
Lys ikke formaaede at trænge. Pludseligt rev et funklende, flammende Lyn
sig ud af en af disse luftige Klipper og lyste saa stærkt op omkring os,
at det næsten fordunklede Lanternen om Bord. Vi hørte naturligvis ingen
Torden, men efter Glansen at dømme maatte de elektriske Skyklipper være
os temmelig nær, og du véd, hvor farlige disse Udladere er, navnlig for
et Skib, der udelukkende er bygget af Aluminiums-Metal. Lidt ængstelig,
navnlig af Hensyn til Miss Anna, stirrede jeg igen ned gennem
Skylightet, og forbavsedes over den rasende Fart, hvormed disse Kolosser
tumledes af Sted for Nordveststormen. Undertiden ramte et enkelt
Orkanstød dem lige i Hjertet; da splittedes de ad, næsten som en
Raketgirandol, der aabner sig, og hvirvledes atter bort, indtil de
svandt i det fjerne som Rakettens mangefarvede, lysende Stjerner. Paa
Skibets Skraastilling kunde jeg mærke, at vi stadigt bevægede os opad,
Lufttrykket blev mindre og mindre, og mit Aërometer viste allerede paa
atten Tusinde Fod over Havfladen.
»En smuk Højde at gaa til Jords i!« bemærkede jeg gennem Talerøret til
Kaptajn Bird.
»Ikke værre end at gaa til Bunds i Atlanterhavet paa fire Tusinde Favne
Vand, Sir,« lød det lakoniske Svar. »Trøst Dem! Solen vil i Morgen lyse
for Dem over Golfen ved Tehuantepec. God rolig Nat, Sir!«
Noget beroliget ved den Sikkerhed, hvormed disse Ord udtaltes, skød jeg
de rosenrøde Glasskiver til, saa at Lyset strømmede ind gennem Døren som
en mild Morgendæmring, kastede mig paa mit Leje, rullede mig en
Nikotinkloroform-Cigaret, lavede mig en Fidibus af Titelbladet til
»Væren og Ikke-Væren«, og beredte mig paa at tilbringe Natten, som den
nu maatte komme. Bange var jeg ikke. Det er jo i Grunden ligegyldigt,
naar man kun skilles fra Døden ved en Planke, om denne Planke aabner sig
til et knusende Fald mod Jorden, hvor alt vil være afgjort i et Sekund,
eller til Havets Bølger, hvor Kampen vil vare Minutter. »Døden er den
absolutte Hvile, den rene Værens Negation,« tænkte jeg, idet jeg
mindedes Slutningskapitlet af »Ikke-Væren«, og forsøgte at finde Hvile i
Søvnens Arme. Snart maatte jeg imidlertid tilstaa, at disse ikke var saa
bløde som ellers, og at de virkede med en forunderlig knugende og
trykkende, ja jeg kan gerne sige ængstende Magt. Jeg fo'r op efter et
kort Blund uden rigtigt at vide, om jeg havde sovet eller ej, men med en
Følelse, som sad der paa mit Bryst en centnertung Mare, der borede sine
lange, spidse Fingre dybt ind i mine Øren, saa at Trommehinderne truedes
med at sprænges. Jeg følte noget varmt og fugtigt, der dryppede ned fra
min Seng, -- det var Blodet, der med ustandselig Magt vældede ud af min
Næse uden at lade sig standse. Hertil kom en bidende, skærende Kulde,
der ligesom pinte sig ind gennem Skibets Sider, og fyldte dets Rum med
en isnende Aande, som vægrede sig ved at trænge ned i Lungerne og
opvarme Blodet. Jeg forsøgte at tale, men der kom ingen Lyd fra min
Mund; ikke engang Lydbølgerne formaaede at bevæge sig gennem denne
Æterfinhed. Den elektriske Lanterne brændte med en straalebrudt,
spøgelseagtig Glans, Skibet arbejdede voldsomt, og gennem Revnerne i
Skylightet saa' jeg det ene blaalige Blink afløse det andet. Med Nød og
næppe aflæste jeg paa mit Aërometer otte og tyve Tusinde Fod -- det var
en svimlende Højde, fire Tusinde Fod mere end den, hvortil »Kondoren«,
den bedste Flyver, er i Stand til at hæve sig. Trods dette var det
klart, at Skibet vedligeholdt sin Skraastilling, Tegn paa, at vi endnu
bestandig hævede os, og nu kom Himmelsygen med alle sine usigelige
Kvaler pludseligt over mig. Det hamrede i mit Hoved, det blinkede for
mine Øjne som tusinde Smaalyn; der var en Susen og Brusen for mine Øren,
som var min Hjerne forvandlet til det store Ocean, og samtidigt dermed
blev jeg greben af en saa rædselsfuld Angest, at jeg gerne kunde have
givet mig til at brøle, hvis ikke dette havde været fuldkommen unyttigt.
Jeg mandede mig op og satte min Mund til Talerøret -- ingen Lyd, og
selvfølgelig intet Svar. Jeg trykkede paa Naale-Telegrafen og stirrede
med spændt Opmærksomhed paa Skiven lige over mit Hoved. -- De smaa
Naalehoveder satte sig i Bevægelse, ordnede sig til Linier, derpaa til
Bogstaver, og jeg læste: »Stærkt elektrisk Uvejr to Tusinde Fod under
os. -- Heftig Orkan af Nord-Nordvest, Tordenskyerne kommer opad!«
Du kan tro, kære Ven, at det ikke er nogen Spøg at faa et saadant
Telegram, naar man er paa Højden. Jeg aabnede Skylightet halvt og
stirrede ned -- aldrig har jeg set et saa forfærdeligt Syn. Kulsorte,
blytunge, gigantiske Skymasser væltede sig over hverandre, som var det
rullende Kloder, der søgte nye Baner til Flugt, og ud af disse Bjerge
strømmede den elektriske Ild, snart positiv, snart negativ, snart rød
som smeltet Lava, snart blaalig som luende Svovl -- vidste man ikke
bedre, skulde man tro, at man saa' ned i et sydende Krater, hvor Titaner
og Giganter drev deres forfærdelige Leg. Blændet og bedøvet af Synet,
vendte jeg Blikket opad gennem det aabne Hoved-Skylight. Der stod Maanen
kold og bleg og klar paa Nathimmelens sorte Grund -- den forekom mig et
selvlysende Dødningehoved, slængt hen paa Himmelhvælvingens uhyre
Kistelaag. Jeg stirrede atter nedad -- Kaptajn Birds Telegram talte alt
for sandt. Skymasserne steg virkeligt opad, Lynene kom nærmere og
nærmere, de blev klarere og mere blanke -- kom vi ind i denne elektriske
Strømning, var vi uundgaaeligt fortabte. Jeg kunde paa Skibets
Bevægelser føle, at baade Kaptajn og Mandskab anede denne Fare, og
gjorde alt for at afvende den. Maskinerne arbejdede voldsomt,
Vingeslagene var bragt op til det højst mulige, men i den fortyndede
Luft havde Nedslaget ingen Kraft, og Forbrændingen under Maskinerne var
ikke længere livlig af Mangel paa Ilt. Jeg følte, at vi ikke kunde drive
det til en større Højde, end den vi havde naaet. Et Øjeblik efter viste
mit Aërometer Tendens til Stigen, og to Minutter efter var vi allerede
sunkne tre Hundrede Fod. Under slige Forhold, kære Ven, er det
rædselsfuldt at være om Bord paa et Luftskib. Under sig har man kun den
sikre Undergang, og over sig -- ja tilgiv mig, kære Ven, at det lyder
som en Brander -- kun Overgangen til den rene Værens Negation. Nej, saa
priser jeg dog Kampen med Elementerne til Søs. Der samles man paa
Dækket, hiver og haler, pumper og beslaar under fælles Sammenhold,