Flyvefisken »Prometheus« (En Fremtidsfantasi) - 1

Flyvefisken »Prometheus«

(_En Fremtidsfantasi._)
Vilhelm Bergsøe
Ur
UDVALGTE FORTÆLLINGER

GYLDENDALSKE BOGHANDEL · NORDISK
FORLAG · KJØBENHAVN OG KRISTIANIA
MDCCCCXIV


Flyvefisken »Prometheus«.

(_En Fremtidsfantasi._)
Skrevet 1869.
Tananariva den 19de November 1969.
Kære Ven!
Du bliver maaske lidt forundret over at modtage Brev fra Madegassernes
Land, skrevet i en tropisk Hede paa Biskop Kings skyggefulde Veranda --
men saadanne er nu Verdens Omskiftelser! I vore Dage bør man ikke undre
sig længere; gør man det, viser det blot, at man ikke følger med Tiden.
Erindrer du vort sidste Møde i det herlige Isphana, hvortil
Frederiksberg Have og Søndermarken er bleven omdannet. Jeg husker, som
var det i Gaar, denne mageløse Aften, da vi sad paa Slotspavillonens
flade Tag og til Tonerne af Avantis Damp-Orkester nød vore
Nikotin-Cigaretter. Hvor ser jeg tydeligt den gamle Filister, der blev
smidt ud af Amazon-Sangerinderne, fordi han vovede at forpeste Luften
med sin gammeldags Portoriko, og hvor smager jeg endnu den skummende San
Francisko, som du var saa liberal at give til bedste.
Siden den Tid er meget forandret, men det er jo ogsaa et helt Aar siden.
Du sidder nu paa Sukkertoppen som Direktør for de grønlandske Sølvminer,
og jeg har endelig overvundet den Modstand, som baade Videnskabernes
Selskab og de gamle Parykblokke fra den højst forældede polytekniske
Skole har rejst mod min undersøiske Tunnel. I April begyndte vi at gaa
ned i Saltholms-Kalken, og ved Hjælp af Wooleys Ultramarin-Dynamit drev
vi det til at gennembryde hundrede Meter i Døgnet, saa at vi allerede
før fjorten Dages Forløb var et godt Stykke forbi de gamle Søforter.
Disse kære Rester fra en svunden Tid har især ligget de gamle Herrer paa
Hjerte, og der rejste sig en sand Storm baade i »Dags-Lokomotivet« og i
»Den kaloriske Nyheds-Pompe«, der holder af at bringe alle Dumheder til
Torvs, saa varme, som de kommer ud af Maskinen. Navnlig nærede man den
barnagtige Angest, at det Fort, hvorunder Tunnelen gaar, skulde rystes
itu ved de seksten Iltog, der daglig vil komme til at passere mellem
København og Malmø. Men selv om dette skete, har det ikke noget at
betyde; thi Forterne er og har allerede længe været ubrugelige. Man
erindre blot, at man med et diamanthærdet Pil-Projektil, udskudt med en
Ladning af otte Lod Nitro-Glycerin af en af Billingates
Revolver-Kanoner, har gennembrudt Granitmure af tyve Fods Tykkelse, og
en eneste Granatoëder-Bombe, fyldt med sædvanlig Dynamit, vilde sprænge
disse Forters Betonmure fra hverandre som var de Æggeskaller. Et Par
Artikler i »Sandheds-Solstraalen«, hvori jeg kortelig godtgjorde dette,
var ogsaa nok til at standse hele Alarmen. Som jeg har erfaret, staar nu
»Bombebøssen«, hvis Midler under den engelsk-amerikanske Krig er stegne
saa betydeligt, i Begreb med at købe de to Forter. De brave, gamle Ulke
vil der faa en Fribolig, som ligger i deres Element, og Regeringen
vinder en af de nedsænkede Millioner tilbage. Hvad det underminerede
Fort angaar, har det naturligvis ogsaa fundet sin Anvendelse. Det
forenede Smør-Fedevare-Kompagni har erholdt Koncession paa der at
anlægge et Damp-Smørkærneri, og betaler endog Tunnelselskabet en halv
Procent af Udbyttet, imod at dette forpligter sig til at holde den
gavnlige Rystelse vedlige.
Saa vidt var jeg kommet i mine Bestræbelser, da jeg fra min kære Ven,
Minesprænger Joseph Spring i New-Orleans modtog et Kabeltelegram, der
fuldstændig bekræftede den vidunderlige Opdagelse, som man i længere Tid
har tillagt ham. Major Spring, der, som du véd, er den ledende Tanke i
det store nordamerikanske Explosion-Society, har anvendt hele sin Tid
efter Krigen for at fremstille et Sprængstof, der virkede endnu stærkere
end Wooleys Ultramarin-Dynamit, og endelig er det lykkedes ham. Et
Løfte, som jeg har givet ham, og som jeg indtil videre maa anse for
helligt, forbyder mig her nærmere at omtale dette Stofs Sammensætning.
Jeg kan kun meddele, at det virker saa destruerende, at det ikke var
muligt, selv mikroskopisk, at paavise, hvor Atomdelene af en Granitblok
paa tyve Kubikmeter var blevne af, samt at to Fyrværkere, der
forulykkede under Eksperimentet, er saa sporløst forsvundne, at
Great-Western-Livsassurance-Kompagni betragter dem som endnu levende, og
som en Følge deraf nægter at udbetale de respektive Enker deres Policer.
Da Stødet under Eksplosionen kun virker i nedadgaaende Retning ligesom
Ultramarin-Dynamitten, er det muligt, at Atomdelene baade af
Granitblokken og af de forulykkede er drevne saa dybt ned i Jordens
Skorpe, at man aldrig vil faa dem ud igen; men hvorledes det end
forholder sig, saa har dette ny Sprængstof givet Spring Ideen til en
virkelig genial Tanke. Han har nemlig beregnet, at to Millioner Centner
af det ny Sprængstof vil, naar Eksplosionen sker samtidigt ved et over
hele Massen anbragt Slag, give Jorden et saadant Stød, at den drives ud
af sin hidtil regulære Bane og ind i et nyt Solsystem. Desværre er
Omkostningerne ved det ny Stof endnu for betydelige til, at man kan
tænke paa at fremstille det i saa store Kvantiteter, og det smukke
Eksperiment med stødvis at vandre fra Solsystem til Solsystem maa
saaledes udsættes, indtil Driftsomkostningerne kan dækkes.
Men Spring fik snart en anden Anvendelse for sin mærkværdige Sprængsats,
som han ikke uden Grund har kaldet Keraunobolit, det vil sige
Lynmaterie. I Nordamerika ligger aldrig, som hos os, en Opfindelse brak,
og allerede otte Dage før dens Offentliggørelse havde der i New-Orleans
og Opo-Deldoc dannet sig et stort Aktieselskab for Damp-Roderi og
Spræng-Boring med en imaginær Kapital af to Hundrede Millioner Dollars.
Projektet var at gennembryde Tangen ved Panama i en Tid af otte Maaneder
til en Dybde af to Hundrede Fod, saa at den amerikanske Kejserstats
sværeste Monitorer og Fort-Fordærvere kunde passere derigennem. Alle de
tidligere Planer, der havde lidt en uheldig Forsinkelse ved Sydamerikas
Erobring og Englands Ydmygelse, blev forkastede, og i Stedet for den af
Green projekterede Linie, der vilde faa Kanalen til at bugte sig gennem
San Juans og Nicaraguasøens krummede Løb, foreslog Spring en, der ganske
stemmer med hans energiske Karakter. Midt under de stormende Debatter
paa det Meeting, der holdtes i New-Orleans, greb han det Kort, som var
ophængt til Orientering, og gav det med sin Ridepisk en Flænge, der som
en ret Linie skar Isthmen fra Bugten ved Darien indtil det store Ocean.
-- »Saaledes skal Kanalen gaa!« udbrød han med sin Stentorstemme, og
disse energiske Ord forplantede sig som en Løbeild gennem Masserne og
stillede enhver Meningsforskel. Allerede Dagen efter begyndte man paa
»Ridepiske-Kanalen«, som den spøgende kaldtes, og de af Spring vundne
Resultater maa i Sandhed kaldes storartede.
Det falder mig ind, at det i disse Dage netop er hundrede Aar siden, at
Lesseps Kanal blev aabnet, og jeg erindrer at have læst i nogle gamle
Blade paa Folke-Biblioteket det Væsen, der dengang blev gjort af denne
Ubetydelighed. Saa vidt jeg mindes var Lesseps seksten Aar om et
Foretagende, hvortil Sesostris, Necho og Ptolemæerne havde gjort
betydelige Forarbejder, og det i et Land, hvor ingen faste Klippemasser
fandtes. Spring har nu akkurat været otte Maaneder om sin Kanal, der vel
er betydelig kortere, men til Gengæld fordrer Gennembrydningen af ikke
ubetydelige Bjerge. Rigtignok har Redskaberne forbedret sig uhyre siden
Lesseps Tid, men Springs Kanal er dog heller ingen Springvej. Det lave,
sumpede Kystland ind mod Bugten ved Darien er blevet udgravet paa to
Maaneder ved Hjælp af de sædvanlige centripetale Damp-Rodere.
Costa-Ricas Højland er i en Strækning af seksten engelske Mil blevet
formelig sønderflænget af Keraunoboliten, der som en simpel
Løbeildsstribe blev ledet over Bjergene og derpaa antændt. Det første
Forsøg gav en tre Fod dyb og otte Alen bred Indsænkning i Terrænet, og
ved otte senere Sprængninger var man saa vidt, at Damp-Roderen kunde
gøre Resten. Det er Virkeliggørelsen af det gamle Sagn om Thor, der
splintrede Bjergene med sin Mjølnir -- men denne Mjølnir har ogsaa
kostet Kompagniet over hundrede Millioner Dollars.
Den femtende November modtog jeg paa ny et Kabelbrev fra min amerikanske
Ven, hvori han meddelte mig, at Kanalen vilde blive aabnet den tyvende,
i Overværelse af de betydeligste europæiske Ingeniører, Geologer og
Naturforskere, og at han i denne Anledning indbød mig. Da jeg for
Tunnelselskabets Regning har særegen Ledning paa den store Kabelvej, og
har faaet denne indlagt i mit Hus, svarede jeg straks tilbage, at jeg
skulde komme med den første ordinære Flyvepost, der afgik fra Hamborg!
men at det var tvivlsomt, hvor vidt jeg vilde naa Isthmen i rette Tid,
baade paa Grund af Efteraarsstormene, og den ringe Frist, der var mig
given. Endnu samme Aften fik jeg en Telepistel fra Spring, hvori han
meddelte, at ingen af de sædvanlige Flyveposter kunde naa Kanalen til
den angivne Tid, og at han ikke vilde have sendt mig Indbydelsen, hvis
han ikke havde været saa heldig efter Konference med det amerikanske
Flugt-Ministerium at kunne stille en særegen, meget fortræffelig
Befordring til min Disposition. Den amerikanske Regering havde for tre
Uger siden ladet afgaa den nykonstruerede, og i vore Blade saa meget
omtalte Flyvefisk »Prometheus« paa sin første Jordomflugt, og der var
saaledes en fortræffelig Lejlighed ikke alene til sikkert og hurtigt at
naa mine Ønskers Maal, men ogsaa til at gøre mig bekendt med en
Konstruktion, der skyldes den geniale Aëronautiker Professor Swallow fra
Alabama, og som i sine Virkninger langt overgaar de i England
konstruerede Albatros-Skibe, ikke at tale om de hos os anvendte, men nu
aldeles forkastede Luft-Kasteller, hvis Fart vel var meget betydelig,
men som altid har udmærket sig ved højst irregulær Flugt.
Samtidigt med denne Depeche havde vort atmosfæriske Ministerium faaet
Efterretning om, at Flyvefisken »Prometheus«, ført af Kaptajn Bird, var
dalet ned i det asowske Hav den fjortende, og at den allerede den
sekstende vilde anflyve København eller maaske snarere Køge Bugt, hvis
det skulde vise sig, at Havnebassinet i Kallebodstrand ikke var
tilstrækkelig dybt til at den derfra kunde foretage sin Opfart.
Heldigvis maa man jo paa en Luftrejse ingen synderlig Bagage medføre, og
jeg forsynede mig derfor ikke med Guld, men blot med amerikanske
Papirer, som maatte være særdeles hensigtsmæssige, da de i den senere
Tid har vist en afgjort Tendens til Stigning. Udrustet med disse, med et
Aërometer, en Kikkert og en Notitsbog i Brystlommen, dampede jeg endnu
samme Aften af Sted med Jernbanen til Køge Bugt, som efter kyndiges
Udsagn maatte blive det Nedfalds-Vand, som »Prometheus« ifølge sin
særlige Opskruningsmetode kunde anflyve.
Naar man staar i Begreb med at gøre en Luftrejse til Tangen ved Panama,
har en Jernbanetur til Køge ikke stort at betyde, og dog gav det et Ryk
i mig, da Signalpiben lød, og Iltoget satte sig i Bevægelse -- det var
første Gang, at jeg gennem Luften skulde gaa over Atlanterhavet, og det
tilmed i en Maskine, hvis Bevægelsesmaade var saa særegen. Jeg følte
ingen Frygt -- mine tidligere Luftrejser til Paris og London var løbne
heldigt af -- men jeg skammer mig ikke ved at tilstaa, at jeg i det
sidste Øjeblik, mest for min Families Skyld, forsikrede saavel hele mit
Liv, som ogsaa de væsentligste af mine Lemmer i den store
transatlantiske Livs- og Lemme-Forsikrings-Anstalt.
Klokken ni Aften ankom jeg til Køge, der netop for første Gang var
oplyst med det elektriske Lys, to Kulspidser for Enden af hver Gade.
Efter en let Aftensmad i Hotellet, besøgte jeg den ny Kirkegaard for
København og Omegn, hvor Overbrænderen Hr. Dodenkopf var saa artig selv
at føre mig om, og hvor jeg besaa' de nye Apparater til Ligenes hurtige
Forbrænding i komprimeret Iltluft.
Dog, jeg skal ikke fortabe mig i Digressioner over en Fremgangsmaade,
som desværre har ladet vente alt for længe paa sig, men skride lige til
Skildringen af min Rejse, som maaske vil interessere dig, da du paa
Grund af dit isolerede Opholdssted ikke har Lejlighed til at følge med
de Opfindelser, der i de sidste ti Aar Slag i Slag er fulgt paa
hverandre, og som har kulmineret i »Prometheus«, en af de sindrigste og
mest gennemtænkte Maskiner, jeg nogen Sinde har set.
Som du véd, beskæftigede man sig gennem hele det nittende Aarhundrede
overordentlig meget med at løse Problemet om faste Legemers vilkaarlige
Bevægelser gennem den fri Luft. Jeg kan saa godt sætte mig ind i disse
Menneskers Tankegang. Der maatte, efter at man havde opfundet
Dampmaskinen og Telegrafen, være noget overordentligt ærgerligt i,
stadigt som en anden Flynder at være tvungen til at kravle om paa Bunden
af Luftoceanet, medens man saa' Flagermusen, Fuglen, ja selv det usleste
Insekt frejdig hæve sig derover. Men det nittende Aarhundrede sad fast i
en Vildfarelse, som vi heldigvis i det tyvende er komne ud over.
Man vedblev nemlig at bygge Maskinerne efter Luftballonens uanvendelige
Princip, idet man ikke rigtig havde sondret mellem det at stige, og den
langt vanskeligere Kunst, at bevæge sig selvstændigt gennem Lufthavet.
Vor berømte Landsmand var egentlig den første, der ledede Tanken paa den
rette Vej, idet han henviste til Fuglene som de bedste Flyvemaskiner,
Jordkloden besidder; men hans Konstruktioner havde, som du véd, den
store Fejl, kun at kunne afgaa fra bestemte Stationer, hvor man ved
meget kostbare og tidsspildende Apparater sikrede dem navnlig en
lykkelig Nedkomst. Alle de horisontale Cirkel-Jernbaner, alle de
Luftkastels-Taarne og Flyveskibs-Beddinger, som man i saa stort et Antal
har bygget trindt om paa Jorden, er nu unødvendige og vil om faa Aar
ligge i Ruiner, thi Amerikaneren Professor Swallow maa nu siges at være
den, der har løst Opgaven fuldstændig. Medens vi her i Europa stadigt
havde Fuglenes Princip for Øje, og derefter byggede vore Falke-Brigger,
vore Albatros-Skonnerter og Storke-Fregatter, har denne udmærkede
Videnskabsmand hinsides Atlanterhavet haft en ganske anden Model for
Øje, som desværre i Europa kun forekommer i Middelhavsbæltet, hvor de
omboende Nationer ligger i en endnu dybere Dvale end for hundrede Aar
siden. Professor Swallows geniale Tanke laa begravet i Flyvefisken, og
han var den første, der i Ordets bogstavelige Forstand fiskede den op af
Tankeløshedens store Ocean. Han studerede Flyvefisken i dens to modsatte
Elementer, Havet og Luften, og tilbragte hele sin Ungdoms første
Blomstringstid ensomt i sin Yacht, vugget paa Atlanterhavets Bølger,
fordybet i Tegninger og Planer, der fik hele Amerika til at tro, at han
beskæftigede sig med dybtgaaende Planer til Oprettelsen af et
Torskelevertran-Smelteri paa Østkysten af New-Foundland. Men det var
Flyvefisken, der var Genstand for hans urolige Higen og Tragten. I de
lyse, maaneklare Nætter iagttog han, hvorledes denne mærkelige Fisk
bevægede sig i Vandet, hvorledes den stillede Finnerne, naar den beredte
sig til Flugt, hvorledes den hurtigere end en Pil gennemlynede Luften
ved Hjælp af sine mægtige Brystfinner, og det med en saadan Kraft, at
Matroserne paa de sværeste Fregatter fangede den i Sejldugsruser, som de
opstillede i Mærset. Da han endelig havde gjort sig bekendt med,
hvorledes dette vidunderlige Dyr bærer sig ad med at styrte sig ned i
Havet igen uden at slaa sig fordærvet paa Overfladen og uden at faa
Bræk, hverken paa Hoved eller Vinger, ansaa' han sin Opfindelse for
sikret, og med de sidste Rester af sin kolossale Formue byggede han den
»Flyvefisk«, der nu bærer hans Navn som en anden Prometheus fra Sted til
Sted over hele den vidtstrakte Jord. Princippet er, som sagt, ganske det
samme som Fiskens, kun at han har taget noget af Blækspruttens
Bevægelsesmetode med. Skibet flyder paa Vandet, let som en Svane, sænker
sig derpaa indtil en vis Dybde, ved at indtage Vand og uddrive Luft, og
skyder sig derpaa opefter i en skraa Stilling ved atter med Voldsomhed
at uddrive Vandet, hvis sidste Rest det slipper lige som det naar
Overfladen. De udstødte Vandmasser giver det en saadan Bevægelsesmængde,
at det føres indtil to Hundrede Fod op i Luften. Her sættes
Vingefinne-Systemet i Bevægelse, Skruehalen trækkes ind. Styrehalen
stikkes ud, og i en susende Fart af halvandet Hundrede engelske Mil i
Timen bevæger det sig gennem Lufthavet, indtil det træffer et Vand, som
er dybt nok til, at Skibet ikke sønderslaas mod Bunden under sin
Nedflugt. Flyvefisken kan altsaa afgaa fra enhver Havnestad, hvor Vandet
blot har en tilstrækkelig Dybde. Alle kunstige Stationer med deres
Driftsmateriale og Besætninger spares -- kort sagt, den bærer med Rette
sit stolte Navn »Flyvefisken Prometheus«.
Jeg sov ikke meget den Nat, dels fordi Luftsengene her i Køge er saa
slet fyldte, dels fordi jeg var i en let Spænding ved Tanken om det
forestaaende. Navnlig kunde jeg ikke faa Springs Sprængstof ud af
Hovedet. Snart beregnede jeg, hvor megen Arbejdsmængde vi vilde spare
ved min skandinaviske Tunnel, og hvor meget Kompagniet kunde give ham
for Kubiktommen, snart gennemgik jeg alle de nyeste Formler for
Sprænggasser, og faldt til sidst i en urolig Slummer, hvori jeg syntes,
at jeg tilberedte Keraunobolit, mere end nok til at sprænge hele det
samlede Tyskland fra hverandre. Noget ør i Hovedet vaagnede jeg Klokken
fem og tog mig et ordentligt grønlandsk Snebad for rigtigt at stramme
Nervesystemet og styrke Musklerne. Derpaa gik jeg, bevæbnet med en
Natkikkert, op paa Nykirkes Taarn for at være den første, der hilste paa
Kaptajn Bird, naar han fo'r forbi.
Min Iver havde imidlertid drevet mig alt for tidlig op. Novembertaagen
laa kold og graa hen over Byen, ligesom et uhyre Spindelvævsnet, hvori
endnu alles Tanker og Bevægelser var hildede. Kun Taarnvægteren, en
snurrig, gammel Fyr, var vaagen. Med ham fik jeg mig da en jævn Passiar;
men da jeg i min Glæde begyndte at forklare ham Flyvefisken, sagde han:
»Ja, jeg kan forstaa, at man kan flyve i Luften; for det har jeg set.
Jeg kan ogsaa forstaa, at man kan sejle paa Vandet; for det har jeg
ogsaa set. Men det, som Professoren der fortæller, det er, min Salighed,
det bare Vrøvl.«
»Det er dog virkelig Sandhed, forsikrer jeg Dem,« svarede jeg.
»Ja, saa véd jeg da saa meget, at det hverken er Fugl eller Fisk, den
Maskine.«
»Jo,« svarede jeg, »det er netop en Blanding af begge Dele.«
»Nej, det kan aldrig have sin Rigtighed,« sagde han, »skønt jeg jo nok
læste noget om det i Gaar; men véd Professoren, hvad det er?«
»Nej, hvad er det?«
»Det er, den Onde æde mig, Løgn!« svarede han med Overbevisningens hele
Styrke, og vilde til at gaa.
Jeg holdt ham tilbage for at give ham en yderligere Forklaring, men i
det samme pegede Telegrafviseren paa heftig, nordvestlig Storm,
Stationen »Sukkertoppen«. Vægteren gik ind for at telegrafere til
København, og derved blev Samtalen afbrudt. Jeg meddeler dig blot denne
lille Episode, for at vise dig den Træghedsaand og den Vantro mod alle
nye Opfindelser, som endnu rører sig hos den lavere Del af Folket. Denne
Mand gaar rolig ind i sit Lukaf for med Lynets Hastighed at melde en
Storm, der rimeligvis først nu satte sig i Bevægelse fra dine kære
Isbjerge, og saa tror han ikke paa Flyvefisken. -- Naa, de gode Folk i
Køge har altid været noget til Agters; det er intet Under, at Djævelen
engang sendte dem sit Huskors til Belønning.
Henad syv lettede Taagen, Solen tog paa at bryde igennem, og nede paa
Gaden begyndte et Liv og et Røre, som viste, at Flyvefisken dog havde
sat den mere dannede Del af Køge Bys Befolkning i Bevægelse. Velstaaende
Købmænd paa Cykler, rige Godsejere paa ganske fikse Dampheste og Byens
Ungdom paa kaliforniske Springstøvler bevægede sig med livlig Travlhed
gennem Gaderne og tog Vejen mod Havnen, hvor Dykkerskibet »Neptun« alt
havde Dampen oppe for det Tilfælde, at der skulde tilstøde Flyvefisken
et Uheld. Springstøvlen er vel næppe hos eder blevet noget almindeligt
Bevægelsesmiddel, i det mindste er den hos os endnu temmelig ny, skønt
dens Resultater er ganske overordentlige, og Anvendelsen af den i stadig
Stigen. Rigtignok hører der lidt Øvelse til at benytte den, men har man
først opnaaet denne, bliver den saa godt som uundværlig. Man kan jo ikke
nægte, at Bevægelsen er noget græshoppeagtig og ikke ganske fri for et
vist komisk Anstrøg, navnlig naar Folk sætter over Hovedet paa
hverandre. Imidlertid har jeg i Paris paa Boulevarderne set dem blive
benyttede med al den Lethed og Elegance, som er de parisiske Damer
ejendommelig, især i Nedfaldet. Her i Køge saa' jeg kun faa Damer, og
disse kom rigtignok mere af Sted paa Hovedet end paa Benene; men da jeg
til sidst fik Øje paa to temmelig svære Madammer, som i deres Iver efter
at naa Havnen satte ud over Bolværket, og kort efter dyngvaade sprang
hjemad under Drengenes Jubel og Latter, da nægter jeg rigtignok ikke, at
jeg ærgrede mig paa mine Landsmændinders Vegne og begyndte at tvivle om,
hvor vidt Apparatet egner sig for de koldsindige og mere flegmatiske
Nordboer.
Næsten i samme Øjeblik faldt Skuddet fra Havnefortets Pladetaarn, et
sikkert Tegn paa, at »Prometheus« var i Flugt. Jeg rettede min Kikkert
imod Nord, men saa' i Begyndelsen intet andet end Havet og enkelte
højrøde Skymasser, der funklede i Horisonten. Ud af disse skød sig
pludseligt et enkelt, sølvglinsende Punkt, der faa Sekunder efter
voksede i Størrelse, uden at jeg dog var i Stand til at angive dets Form
eller Omrids. Imidlertid nærmede det sig med rivende Hastighed,
funklende og lysende i Morgensolens Straaler. Snart blev dets Vinger
synlige som et Par sorte, skarpe Striber; en let, hvidlig Røg strømmede
ud agter, kort sagt, nu var der ingen Tvivl om, at det var den længe
ventede »Prometheus«, som var i Opflugt.
Nu var den ogsaa bleven bemærket fra Byen. Alles Ansigter spejdede opad,
livlige Hurraraab hørtes, samtlige Kanoner fra Fortet gav Salut, og
samtidigt dermed istemte Borgerparaden foran Hovedvagten den bekendte
Hymne: »Hil dig, du Luftens Ørn«. Jeg havde ombyttet Kikkerten med Uret.
Der var kun gaaet tre Minutter, siden jeg først havde iagttaget den som
et Punkt -- nu hørte jeg Vingeslagenes mægtige Brusen, ikke ulig et
stormrørt Hav, der bryder sig i Brænding mod en klipperig Kyst, og
samtidig dermed saa' jeg »Prometheus« i en Højde af omtrent otte
Hundrede Fod som et sølvskinnende, blanktpoleret Legeme af Fiskeform med
kulsorte, flagermusagtige Vinger, og en Hale, hvis hurtigt omdrejende
Bevægelse forbød enhver nærmere Undersøgelse. Pludseligt standsede den i
Luften, da den tilsyneladende var midt over Byen. Vingerne bevægede sig
hastigt sitrende, ikke ulig de Fluers, som vi om Sommeren ser næsten
stillestaaende paa én Plet. Derpaa bøjede Halen sig opad, Vingerne, som
nu holdt sig ubevægelige, antoge en Skraastilling imod Flyvefiskens
Plan, og under et bedøvende Forfærdelsesskrig fra Masserne paa Gaden og
ved Havnen skar den som en Pil nedad med stedse voksende Faldhastighed.
Det var et frygteligt Øjeblik! Selv jeg, som vidste, med hvilken
Færdighed Kaptajn Bird manøvrerer, troede sikkert, at »Prometheus«
skulde knuses imod Jorden; thi fra mit Standpunkt tog det sig ud som om
Flyvefisken styrtede ned over Raadhusets Spir. Men snart blev jeg det
optiske Bedrag va'r. Som et uhyre Stjerneskud skød den ned mod den ydre
Havn, Vingerne lukkede sig og lagde sig ind i de for dem bestemte
Hulheder. I samme Øjeblik hørte jeg et forfærdeligt Plask, en Søjle af
Skum og Vand rejste sig saa voldsomt i Vejret, at selv Skibene i Havnen
overskylledes, og Baadene havde al deres Energi behov for at frelse sig
fra at kæntre. Gravens Stilhed fulgte oven paa dette frygtelige Øjeblik.
Der var ikke et Ansigt, ikke et Blik, uden at det var rettet ud over
Havet -- det var som frygtede man selv for at drage Aande, inden Skibet
lod sig til Syne. Da rejste sig en ny, vældig Havbølge længere ude; den
skiltes, og ud af dens Indre traadte, som Perlen af en Musling,
»Prometheus« frem i hele sin skinnende, sølvhvide Glans. Fra
Flyvefiskens Hoved steg en hvid Dampsøjle lodret i Vejret, som var det
Aandestraalen fra en uhyre Hval. Et Sekund senere naaede Damphornets Lyd
mit Øre, og i samme Nu brød en uendelig Jubel løs. Hurraraab fra Havnen,
nye Salutter fra Fortet, Viften med Flag og Tørklæder -- Begejstringen
var, for Køge at være, ualmindelig.
Midt under denne højrøstede Jubel saa' man pludseligt en bred Spalte
komme til Syne i Skibets Forende. Det lignede paa det nærmeste en Fisk,
der aabner sit Gællelaag. Ud af dette skød sig en lang, sort Slange,
der, hvilende paa Vandet, svulmede og svulmede, indtil den endeligt
viste sig at være Flyvefiskens Storbaad, som Dampmaskinen pustede op.
Lidt efter aabnedes en Luge nær ved noget, som i Stilling og Form
lignede Fiskens Rygfinne, og i himmelblaa Fløjls-Uniformer med
stjernebesatte Skærf traadte Kaptajn Bird tillige med Skibets øvrige
Officerer ud paa Flyvefiskens Ryg, for endnu en Gang at blive Genstand
for Mængdens jublende Hyldest. Kort efter var Luftbaaden klar, dens
Skrue sattes i Bevægelse, og som en Pil skød den sig ind imod
Havnebroen, bærende Kaptajn Bird og hans Følge, medens det ny
amerikanske Flag, med sin straalende Sol og ni og tredsindstyve
Stjerner, stoltelig slæbte sig i dens Kølvand.
Jeg forbigaar den Dinér, som Aldersformanden og Køges mest formuende
Borgere gav paa Raadhuset. Slige Gilder med deres Taler ligner jo altid
hverandre. En Undtagelse var dog Kaptajn Bird, der paa den lange,
begejstrede Tiltale af Aldersformanden kun svarede med de Ord: »Opad og
altid fremad!« -- hvorpaa vi alle i dyb Tavshed brød vore Glas til Ære
for ham. Man ser straks paa Kaptajn Bird, at han er en ægte Luftmand.
Der er i hans Profil og i hans Blik noget, som minder om en Albatros, og
jeg tror ikke, at hele Fyren vejer over firsindstyve Pund. Officererne
og Besætningen er af samme fortrinlige Race -- smaa, magre, skægløse,
med underlige klare, langsynede Øjne, næsten pibende Stemmer og med den
fine, blege Hudfarve, der er særegen for Folk, som tilbringer mere end
deres halve Liv i lukkede Maskiner.
Efter Gildet var Kaptajn Bird saa elskværdig at invitere det samlede
Selskab om Bord paa »Prometheus«, og da jeg tænker, at du er nysgerrig
efter at lære dens Konstruktion at kende, skal jeg give dig en nærmere
Beskrivelse af Flyvefisken, idet jeg forbigaar de mange dumme og
intetsigende Indvendinger og Spørgsmaal, som de gode Køgeboere gjorde
Kaptajn Bird, og som tidt aftvang baade ham og mig en hjertelig Latter.
Flyvefisken ser, naar den flyder paa Vandet, nærmest ud som en svømmende
Sværdfisk, der leger i Overfladen. Hele Skibets ydre Beklædning bestaar
af et fire Tommer tykt Aluminiumspanser, i hvilket man, ved at lade
overhedede Dampe strømme igennem Metallet, medens det var i smeltet
Tilstand, har frembragt en høj Grad af Porøsitet med dertil svarende
ringe Tyngde. Hele Overfladen er senere glattet efter og poleret
spejlblank, hvorved Solstraalerne kastes tilbage som fra poleret Sølv,
saa at de indelukkede Passagerer og Mandskabet ikke lider af Solvarme.
Vingerne, som er noget over et halvt Hundrede Fod lange, er byggede af
Staalfjedre, der med Tværribber lægger sig den ene hen over den anden
for at give dem mere Modstandsevne under Nedslaget. Under Opslaget
stilles de paa skraa, saa at de skærer Luften med den skarpe Kant, og da
de med Basis hviler paa en overordentlig stærk Staalfjeder, der i
Hesteskoform indtager Skibets forreste Del, trykker de denne ved
Bevægelsen sammen, saa at ved Nedslaget baade Maskin- og Fjederkraften
kommer til at virke. De er beklædte med det af Ingeniør Kolibri opfundne
Fjerfilt, mættet med en Kautsjukopløsning, og ligner i Form ganske
Flyvefiskens Brystfinner. Ligesom hos denne kan de foldes sammen paa
langs som en Vifte, og optages da fuldstændigt i to paa Siderne anbragte
Fuger, saa at de ikke gør nogen Modstand under Neddykningen.
Allerede disse sorte Vinger staar i en forunderlig grel Modsætning til