Et Aar - 8

Jeg forstaar de to Mennesker, der blev dreven ud af Edens Have. De
levede i et rigt Land. Der var ingen Vinter om dem. Ustandseligt og
altid brød Livet. Hver Dag bragte nye, straalende Frugter. Slangen --
Krybet -- som ejede, hvad de to Mennesker ikke ejede: Retten til at
give nye Skabninger Livet, sagde kun dette: Æd. Og de gjorde det.
Inde i dem groede Livet op og drev dem ind til hinanden, drev dem som
to magtesløse Væsner.
Da Vorherre kaldte dem i Hus for at skærme dem for Natten, var de
blevet voksne, modnet i Eftermiddagens Solhede.
I Aftenens Stilhed gik de bort. Fuglene lettede fra Træerne og fløj
med dem, Fiskene sprang ad Kilderne mod det aabne Hav, og Pattedyrene
satte over Hegnet ud mod de øde Sletter. Regnormen borede sig ud
gennem Mulden. Haand i Haand vandrede de ud i den vide Verden, to
nøgne Mennesker. Bag dem stod Lysets Engel Vagt, og for de to saa det
ud, som om Flammesværdet skrev med gylden Skrift over Himlens Bue,
hvert Bogstav var spættet af Stjærner: Det er nok, naar to Mennesker
holder af hinanden.


I Aften er jeg ene.
Min Stue dufter af Renhed. Gulvet er blankt af Fernis, paa Bordet
staar en Skaal fuld af Blomster, og foran de aabenstaaende Vinduer
hænger hvide, nystrøgne Gardiner. Og gaar jeg hen og trækker dem til
Side, ser jeg ind mellem Træerne, og jeg fyldes af Skovbundens Duft.
Jeg føler Uendelighedens Væsen gennemsive mit Sind -- et Led kun ...
men et Led af Livet fyldt med dettes Ret til Fuldendelsen.
Mine Læber skælver ... det gør ondt at være saa glad. --
Paa en matblaa Himmel lyser Stjærnerne.
Højt oppe glider de gennem det uendelige Rum. Mine Tanker naar dem.
Lykkelige Sommernat. Bag alle Knopperne gror Bladene og i Morgen,
naar Solen staar op, brister de blanke Skæl, og Bøgen staar i sin
lyse Sommerdragt med Dun om de nøgne Stilke. --
Millioner af nye Væsener skabes i Solbranden, og før Aftenens Stilhed
dæmper den larmende Dag har Tusinder og atter Tusinder af Celler
lukket sig i -- sprængt er deres Higen. --
Hvorfor staar du ikke her ved Siden af mig i dette Øjeblik? Du er dog
min.
Men vore Minder kan ingen stænge for. De flagrer frit omkring som en
Hær af lyse Sommerfugle over Marker, der er farvet af Blomster.
Sommervinden hvisker mellem Straaene, og nede i Engen kukker Gøgen.
Minderne ... Bestandig vælder nye ind over os. Aldrig standser
Kærlighedens Strøm. --
Der staar i min Dagbog. Jeg maa sætte mig hen i en Krog ganske stille
for mig selv og læse det. -- --
... Du har givet mig din Sjæls Inderste at vogte paa ...
-- Er det Synd, det jeg gør?
-- Jeg elsker dig. Du hviskede Ordene frem, der var Jubel i din
Stemme.
Nøgen laa du med lukkede Øjne, dine Kinder brændte, din Mund stod
halvt aaben, og saa uroligt trak du Vejret. Jeg stod bøjet over dig.
I Blinde rakte du dine Arme op imod mig, lagde dem om min Hals og
trak mit Hoved ned til dit.
-- Min egen Dreng ... min egen Dreng ...
Du borede dit Ansigt ind mod mit Bryst, som søgte du Beskyttelse for
noget, du ikke kendte. --
Sig mig, hvad følte du i det Øjeblik mine Arme lukkede sig om dig?
Blev Verden stor? Blev Livet dit? Nej, jeg vil ikke spørge dig ud.
Jeg ved, at du selv en Dag vil sige mig det.
Du laa stille. Jeg maatte ikke slukke Lyset. Du vilde have Lov til at
ligge og se paa mig.
Hvor dit Ansigt var kært, dine Øjne var varme af Lykke. Og der stod
en Glans af dem, som jeg aldrig har set det hos et Menneske -- en
skær Glans forlenet med Moderlykkens Dybde.
Jeg kendte ikke din Stemme igen.
-- Bare at ligge saadan og se paa dig ... at vide, at alt det er mit
... alt -- alt sammen. Jeg føler mig saa tryg.
Og jeg! Jeg følte en uendelig stor Taknemmelighed mod dig -- mod hele
Livet, mod alt -- mod det: Blot at være til.
Tak for hver en lykkelig Stund, tak for hvert Sekund, jeg fik levet.
-- --
Og vi laa ved Siden af hinanden og følte os som eet. Vore Kinder
brændte, vore Øjne saa ikke, og vi stønnede Ordene frem under Vægten
af vor Lykke. Og du skreg imod mig, alle dine Sanser var aabne:
Elsker du mig? Jeg slugte dit Skrig med min Mund ... Dybt i dit Skød
flød Livet. -- --
Og Natten var stille om os, og du var faldet i Søvn, sov med dit
Hoved mod mit Bryst, og jeg laa længe og lyttede efter dit Aandedrag.
Det var rent som Sneluften. Du sov trygt. -- --
Jeg staar igen ved Vinduet og bliver ved med at se ud i Mørket. Der
er saa stille ... saa stille ... Stjærnerne blinker. Maanen stiger op
over Bakkerne langt ude, tænder Skyerne om sig, saa de gløder.
-- Lis, jeg ved, at hvis dit Øre fangede et af de Ord, hvormed mange
brutalt nævner Forholdet mellem Mand og Kvinde, vilde du bøje dit
Hoved, og dine kære Øjne vilde fyldes med Taarer. I det fandt vi to
vort Livs Rigdom. --
Du spurgte mig engang om, hvem der havde skabt Livet.
-- Jeg ved det ikke. Vil heller ikke vide det. For mig er det nok, at
Livet er, og at det er evigt, og at jeg er med til at føre det et
Skridt længere frem. Min Kærlighed til dig har givet mig alt, hvad
jeg trænger til. I alle de Aar jeg var ene, gik jeg og længtes mod
noget, jeg ikke kendte. Nu ved jeg, hvad det var. Det var Livet ...
det evige Liv.
En Dør lukkes sagte op. Trin over Gangens Fliser. Du staar i min
Stue.
-- Lis!
-- Jeg er din. Du ser saa stor ud, og du smiler. Et Smil mellem Graad
og Lykke.
Hvorfor -- hvorfor ser du saadan paa mig. Jeg kender dig ikke i
Aften. Du ser ud, som ejede du Alverdens Lykke i dit Bryst. --
I den mørkeste Krog sidder vi Side om Side. Over Gulvet falder
Maanelyset. De hvide Gardiner blaffrer for Natvinden.
-- Lis. Jeg har taget begge dine Hænder. Dit Hoved ligger mod min
Skulder.
Saa meget har jeg at fortælle. Jeg aabner alt for dig. Timerne gaar,
du lytter.
Læmpeligt gør du din Haand fri, glider ned paa Gulvet foran mig og
støtter dit Hoved mod mit Knæ.
-- Jeg skal være Mor.
Ganske stille ligger du. Siger kun denne ene Sætning.
-- Jeg skal være Mor. Siger det roligt og stille.
Jeg løfter dit Ansigt op imod mig.
-- Min Hustru ...
Lis, du græder ...
-- Jeg er saa lykkelig.
Saa nænsomt stryger min Haand over dit Haar. -- --
Vi staar i Døren til min Hytte og ser ud. Der pibler Lys frem mellem
Stammerne. Det er nede fra Mosepers Hus. De skal i Seng nu. Det
kommer inde fra Sovekammeret i Gavlen.
Vi ser begge mod det samme Lys. Det ejer en underlig fortrolig
Blinken, fortæller langt ud til hver, der gaar forbi, at her er et
Hjem. --
Et Hjem! Alt hvad Livet ejer af stort og smukt samles bag fire Vægge,
og alle de hedeste Længsler stilnes i en Krog med Kig ud paa en
støvet Landevej. Ikke en Dag ejer Jorden, som ikke bærer et Minde til
vort Sind om tusinde lykkelige Timer levet hos dem, der gav det
bedste, de ejede. Et Hjem --! Vor egen Stræben mod selv at eje en
blinkende Strime Lys, som intet Mørke kan slukke, selv at eje det
Sted, hvor vi kan faa Lov til at give igen alt det, som Livet har
givet os. -- --
Der slukkes. Et Øjeblik ser det ud, som om Mørket krymper sig ved at
krybe over det Sted, hvor Lysstrimen skar igennem.
En Haand klemmer sig fast om min.
-- Kærligheden er Livet og evig som dette.
Det er dig, der siger det.
I Trætoppene toner Natvinden ...