Et Aar - 7

Blomst under dem. Gaar Solen bag en Sky, de folder de aarede Blade
skærmende om de kuldskære Ar. Højt oppe gaar Kragetrækket -- en sort
Strime fra Syd imod Nord. Nordlandets endeløse Granskove venter dem.
Rovfuglene skriger, og Kragerne slaar ned om dem med hidsige Vræl.
Intet Øjeblik tier Duerne.
Jeg staar paa en stor Sten og ser ind mellem Stammerne. Væden driver
over Barken. Mosset er grønt af Saft, og Grenene hænger fulde af
Knopper. Fjerlette Skygger staar dirrende under dem. Tungt ligger
Løvet over Jorden, Spirer skyder op af dets Skød, deres Stængler er
fyldt af samme higende Svulmen: -- Gro -- suge af Jord, Lys og Luft
de gærende Kræfter, samle dem i en Blomst og give nyt Liv.
Og dette er det store -- dette hvorfor dit Hjærte banker, og dine
Øjne tindrer, du, som har lovet at følge mig, at aldrig standser
Livsstrømmen. Vore Længsler flyder som store, hvide Blomster paa dens
Væld. --
Saa mange Munde aander deres Glæde ud imod mig, en hed Lykke, der
griber ved sin enkle Inderlighed: at være til. Jeg suger denne Lykke
ind i mig, den skal rulle med Blodet ind i mit Hjærte, og du skal faa
den at eje ... Solen smelter hver Hinde for mit Øje, Ildfunker gløder
i Løvet, og Foraarsvinden stryger mit Øre forbi saa lun af
Forjættelsers Rigdom. -- --
Klokkeklemtene tier. Der er Stand. Min Hund har fundet Vildt, jeg er
Jægeren.
Snepper. Hvert Foraar kommer de paa deres Fart mod de nordlige
Lande. Kun et Par Nætter ligger de over. Ofte kommer de to og to
sammen. De har fundet hinanden i en Sump dernede, hvor Vinteren ikke
kendes, og nu flyver de sammen mod Nordens Foraar for der at finde en
Rugeplads. --
Ved en Grøft mellem Ælle og Skrub har han Stand. Jorden er blød og
giver efter for hvert Skridt. Her er godt for et langt Næb at søge
ned. Hele Jordsmonet er gennemsivet af Rødder. Stridt Græs og visne
Bregner byder Skjulested nok.
Jeg kommer op paa Siden af ham og spejder ind mellem Buskene. Han
staar fast. Den ene Forpote er løftet en Smule fra Jorden. Jeg følger
hans Blik. Det gaar lige ret ned.
Midt i en Klat Løv faar jeg Øje paa den. Den trykker sig og borer
Hovedet ind mellem nogle Straa. Den er angst for Mødet. Dens smaa,
sorte Øjne spejder forgæves efter Dækning.
Avance ... den forsøger at løbe ... Hunden gaar paa i Spring ... Et
Par Slag med de bløde Vinger ... et famlende Forsøg paa at slippe
udenom. Haglene borer sig ind i dens Bryst.
Halsklokken ringer -- en anden letter. Det er Magen. Jeg sætter
Skuddet ind i et Træ. Solen faar Bøgenes Knopper til at skinne, og en
Allikeflok, der blev skræmt op, samles gnækkende længere borte.
Jagten gaar. Den kastede sig nede mellem Birkene ved Mosen. Vi følger
efter. --
Store Fugleflokke suser over os, og nede i Jorden roder Muldvarpen i
sine Gange. Jorden hæver sig under den.
Saa --! der lettede en for langt ude -- Satan, kan du ikke vare dig
Hund!
Han gaar saa forsigtigt, at Løvet knapt rasler under ham. Langt ude
mellem Stammerne faar jeg den hvide Bagdel af et Raadyr at se. Det
springer afsted. Og nu letter Allikerne igen. --
Inde mellem de høje Bøge skinner et nystrøget Forklæde frem. Jeg
finder "Halløj Mette" liggende paa Knæ for Foden af en Stamme
pirkende Løvet til Side med en Pind. Før hun faar set mig, er jeg
over hende.
-- Der fangede jeg dig.
Hun kryber sammen under mit Greb.
-- Jøsses, saaen en gammel, rynket een som mæ. De' var osse novet o
tae paa Vej for.
-- Hvad laver du. Jeg stiller mig hos hende.
-- Pirker Skovmærker frem. Logt kuns. Hun holder en Haandfuld vaade,
forkrøllede Planter op imod mig. De damper endnu af den Jord, hvoraf
de lige er taget op. -- Æ de' saa ekk, saa de gipper i een, naar man
snuser te' sæ'. Om de' saa æ denne gamle, raadne Pind, saa logter
den. Hun giver sig igen til at bore.
-- Dæ kommer saa manne onge hos mæ, o allesammen vil de hae o vi'e,
om de skae hae hinanders. Saa ser jæ paa disse hersens her o sier --
ja.
-- Du gør mange lykkelige om Aaret.
-- Hjov! Hun trækker Munden helt om i den ene Side. -- De' æ jo ekk
saa farle en Sav. Hvae skae ma sie te'et, naar de kommer helt
grædendes te' ens Dør o ved ekk derses levendes Raad. Sæ'føllelig
skae de hae hinanders. Hvae æ vi sat hæ te, naar de' dat'te skue være
te o saa følles ad.
-- Fik Maren Lyst sin Præst?
-- Næh! de gjorde hun sgut'te. Dæ' æ ekk mer godt i hinner, end som
dæ' æ Honning i en Taase. Han vil hae en Pie med Penge, o nu sætter
hun ekk sine Ben i Kirken mer. Hun goer rundt o sier, a' han har
kysset hinner; men de' griner Folk jo bare av, o nu vil Præsten hae
hinner slævt for Retten. De kommer langvejs fra te hans Kirk' bare
for a' se ham, o Maren fnyser. Næ gøe ekk, som jæ gøe, Børn, men gøe
som jæ sier. De sae den gamle Præst alletier, som konfirmerte mæ ...
Hov, dæ var en der ... en mægte Krabat. Hendes Fingre borer sig helt
ned i Jorden og rykker den op med Rod. -- Nu ble' de' da Fie o saa
ham Frærik. Dæ' har smens vaaren Rend nok om den Sav. I Nat saa jæ,
a' den gamle kørte me' Madammen. De' gik alt, hvae Pelikanerne kue
bene. Jæ kue smens savtens hae ordnet de', men nu æ de bleven saa
store, sien de har faaen de' skidt Hus ... Huh, mine stakkels Knæ.
Hun rejser sig i Vejret og retter sig. Et Øjeblik staaer hun stille
og ser paa sit Bytte i Haanden.
-- De' skae blie dæjle o faa dem sat hen i Vinduet. Hun lader dem
forsvinde ned i Kjolelommen; men først piller hun den største fra og
rækker mig den.
-- De' æ Lykken, Farlill. En Blomst i din Vams æ en Pie i din Seng
inden Avten ... Hihi ... hi ... hi ... Hun begynder at rokke af. --
Husk saa Friksanen, naar du faar hinner. -- --
Bygge Rede, pille Fjererne af Brystet for at polstre dens Vægge,
ligge Time efter Time, føle Moderlykken gro for en skønne Dag at
mærke en vaad Plet mod den bare Hud, mærke et lille, levende Væsen
putte sig bort for at søge Hjælp.
Jeg kigger ned i en gammel Pil, jeg gaar forbi. Den er hul helt
igennem. To onde Øjne møder mine, og en arrig Væsen lyder op imod
mig.
Det er Uglemor, som allerede har Æg under Brystet.
Her er lunt og stille, Solen næsten brænder. Af og til skogrer en
Fasanhane, det lyder saa højt i Dag. Om mig staar grønne Nælder
sløret af fine Haar. Blodrøde Spirer krummer sig for at skyde Løvet
til Side. Og oppe over mig Knop ved Knop -- gylden af Lyset -- saa
tæt, at ingen kan tælle dem.
Skoven er min, jeg er Barn af den, ejer dens svulmende Lykke ved
Livet. -- --
Der staar nogle Mænd nede ved Mosen omkring en af Gravene inde ved
Land. Et Par af dem har lange Rafter i Hænderne.
Jeg gaar ned imod dem. --
-- Hvor var'et saa, a' du sme'et ud? En Mand -- det er Sognefogden --
staar inde ved Bredden ved Siden af en Kvinde. -- Saa sig de' kuns.
De skat'te komme te o skade dæ. Han taler med lav Stemme, som man gør
det, naar man staar overfor noget, man ikke forstaar.
Hun nikker hen i Retning af en Busk.
-- De' ... æ ... hang fast i Grenene ... før a'et sank.
Han staar lidt og ser fast paa hende, saa vender han sig om imod
Folkene, der er krøbet ud paa Tørvebænkene.
-- Saa søger vi der, Folkens.
Mændene, som et Øjeblik har hvilet, begynder at rode rundt i Vandet
med Rafterne. Tørvejord stiger op fra Bunden, opløser sig og grumser
Fladen. Der arbejdes ihærdigt.
Jeg har allerede staaet der lidt, før nogen af dem lægger Mærke til
mig. De nikker kun til Goddag.
-- Æ'et nu osse regte, hvae du sier. Sognefogden taler igen.
Der har været søgt paa kryds og tværs uden Resultat.
-- Jov! Og lidt efter føjer hun til. -- De' var bare saaen en bett
Pakk'.
Hun er kommet til at se over, hvor jeg staar. Vore Øjne mødes. Hun
bliver længe ved med at se paa mig. Det er Thea. Hendes Ansigt er
blevet saa smalt og blegt.
Jeg vil hilse. Hun drejer Hovedet bort i det samme. Det rykker i
hendes Skuldrer.
Jeg gaar ud til en af Karlene.
-- Jov, de' æ regte. Hun har drovnet sit Barn herude. Ham Siewald
rendt' jo fra hinner av te Amerika. Hun har sæl meldt sæ o ...
Han vil sige mere; men hans Rafte har faaet fat i noget. Han begynder
at løfte.
-- Var dig, Lars Jacob, siger han til den anden. Han er aandeløs og
helt kridhvid i Ansigtet. -- Var dig!
En Bylt kommer til Syne i Vandskorpen. Et gammelt Sjal viklet mange
Gange rundt. Den er sort af Mudder og lange, slimede Planter hænger
om den. Et Øjeblik holder han inde, hans Halsmuskler bevæger sig
voldsomt, og han maa spytte flere Gange. Sognefogden har grebet Thea
i Armen. Vi stirrer maalløse.
Saa tager han et raskt Tag. Bylten svæver i Luften. Raften har faaet
fat i en Snor. Draaberne falder blanke under den. Vandplanterne
løsner sig og glider tyst til Bunds. Han svipper den op paa Bredden,
lægger den forsigtigt i Græsset og slipper Stagen. Stadig staar vi og
stirrer. Ingen af os vil være den første til at gaa hen og gøre den
fri. --
Jeg tager Hunden i Halsbaandet og gaar. Endnu en Gang ser jeg Thea.
Hun staar med Hænderne krammet ind under sin Trøje. Hendes Ansigt er
vendt bort fra mig, og hun skutter sig, som om hun frøs.
Jeg gaar ind over Mosen. Jeg vil ingen møde. Hvor Vandet er stille,
og Solen rigtig kan bage, leger Gedderne. Hvert Øjeblik springer en
Frø i Vandet foran mig.
Ganske af sig selv famler min Haand sig Vej ind til et af de inderste
Rum i Tasken. Fingrene faar fat i en krøllet Klud og haler den frem.
De røde Blodpletter er blevet gule af at ligge saa længe i Tasken.
Jeg krammer den sammen i Haanden, og ude i Hængedyndet træder jeg den
ned under mig, Vand og Pladder skjuler den sidste Snip med Navnet.
Ingen skal nogensinde finde den.
Langs Kanterne svømmer hele Kager af glasklare Frøæg, og en evig
Kvækken -- smaa Gylp af inderlig Tilfredshed -- smelter sammen i en
lang, syngende Tone, der bæres oppe af Solskinnet.
To Ænder letter foran mig -- Han og Hun. -- --
Ved Middagstide er jeg hjemme igen. Niels sidder paa Brønddækket og
venter paa mig. Stokken og Bylten ligger ved Siden af ham, og han har
Frakken paa.
-- Jæ vill' bare sie dæ Farvel. Han rejser sig og tager sine Sager i
Haanden.
-- Du er lige kommet.
-- Jæ æ færde. Hans store, blaa Øjne ser op imod mig. De gnistrer af
Fryd. -- Jæ vil saa ræesomt gærn goe.
-- Du skal grave.
-- Næi, jæ æ alt for glad te o stoe paa et o samme Sted hele Tiden a'
Gangen. Lae mæ' nu heller løve. Han beder. Bestandig tager han den
ene Fod og saa den anden ud af Træskoene.
-- Vent at faa lidt Mad først.
-- Næi -- ekk paa de' Lav. Jæ skae goe mæ de' samme. Kae du datte
mærk', hvor de' æ varmt.
Han rækker mig Haanden.
-- Hvor skal du nu hen?
-- De' ved jette saa nøje, jæ har saa manne Veninder. Han ler.
Paa alle de Steder, hvor Niels hører ind og faar sig lidt Mad, kalder
han Konerne for sine Veninder. Han tager saa tit Blomster med til
dem.
-- Farvel da og hav det godt.
Det varer længe nu, inden vi ses igen.
Farvel o' regte manne Tak for i Dav. -- --
Alle Himlens Fugle de har Vinger
jæ har mine Træsko fra i Fjor ...
Han sætter i og svinger med Bylten. -- Næh se ... se dov bare ...
hvor de' æ dæjle, som den Sol kae varme.
Han vender sig om imod mig og raaber noget mere, jeg ikke forstaar.
-- --
Jeg gaar ud i Haven. Der er gravet lidt i det ene Hjørne. Spaden
ligger midt i et Stik, og Riven er slet ikke rørt. Et eneste Læs Møg
er blevet kørt ud og væltet af lige indenfor Laagen. Hønsene har
travlt med at jævne det ud.
Inde i Skoven bliver Alverdens Niels ved med at synge. Han jager
Duerne ud fra Træerne, hvor han kommer frem.
Møget damper i Varmen. --


I Dag skinner Solen. Jeg tog Bøssen i Morges og gik ud. --
Det er en af de Dage, hvor Livet er lykkeligst at leve. Vaad og
kraftig ligger Jorden med Solstrejf over de regnvaade Marker. Paa en
Grøftekant blomstrer Følfoden, og smaa Bellis knoppes.
I et Hegn finder jeg den første Viol. Den rummer i sit Bæger hele
Foraarets krydrede Duft. Og hvor jeg sætter mine Fødder i Græsset,
titter smaa gulgrønne Spirer frem, Endnu er de vaade og slimede af
Frøets Hinder; men alligevel stærke nok til at knytte en bristet
Livsstræng. Dèr rejser Skræppernes røde Kupler sig midt i en Grøft
med slimet Vand. Det ses, som drypper der Blod under dem. --
Histude paa en Brakmark ligger et Fladvand. Det er helt blaat af
Himlen over det. Hvide Maager spejler sig i dets Dyb. Nu stryger
Vinden forbi, og det blinker i smaabitte Bølger.
Jeg gaar imod det. Hunden gisper af Tørst. --
Der løber to Børn langs en Aa, som bred og værdig med Skumpletter paa
det grumsede Vand skærer sig Vej gennem de grønne Rugmarker. De
kaster Haandfuld efter Haandfuld af vissent Græs ud i den, for at
Strømmen kan tage det. Hver Gang de er ved at falde, raaber og ler
de, saa det kan høres langt bort. Deres Hoveder er bare. Hendes Haar
er gyldent, næsten gennemsigtigt i Farven.
-- Hvem kan fange mig?
Kjolen staar i Brus om hendes stumpede Ben, og han smider Træskoene.
Det gaar i jublende Leg ind over Bakkerne.
Jeg følger dem med Øjnene. Hvor de løber frem, jager de Lærker op fra
Græsset. En efter en stiger de i Vejret. Højt oppe staar de paa stive
Vinger og jubler med klokkerene Stemmer -- Foraarets Vise, den Tid,
da al Sæd skal bære Frugt. Hele Luften synes at dirre under deres
Fryd. Dèr falder en enkelt gennem Luften, et Øjeblik standser den
lige over Jorden og daler blødt ned netop i den lille Græstot, hvor
to blanke Øjne lyser den i Møde. --
Vi kommer ind paa Brakmarken. Viberne skriger om os. I store Buer
slaar de ned over Hunden; men han styrter lige mod Vandet og springer
langt ud, saa det sprøjter højt op om ham.
Jeg finder en Rede -- en lille Hulning i Jorden polstret med en Smule
Græs. Der ligger to brunspættede Æg ved Siden af hinanden. De er
varme, og det ene er plettet af Blod. Maaske har vi lige jaget Hunnen
bort, eller maaske er det Sulten, som har drevet hende.
Jeg stjæler et. Det er den første Rede, jeg har fundet i Aar. Jeg
knækker det mod Bøsseløbet. Hviden flyder ud over mine Fingre,
Blommen ligger gul tilbage i Skallen -- fine Aarer kranser den. Paa
den ene Side skinner en hvid Prik frem. Det er Begyndelsen til det
ny, som skal æde sig stort i den gule Saft.
Jeg aabner Munden, lægger Hovedet langt tilbage og sluger Blommen
raa. Dens Skind brister mellem Tænderne.
Den smager hedt og beruser som Vin. Jeg knækker ogsaa det andet og
sluger det.
Hunden er blevet færdig med at drikke, og vi søger videre ud. --
Haha --! Der havde jeg nær sparket dig. En lille Harekilling ikke
meget større end en Rotte springer afsted. Den havde af Skræk trykket
sig, lige indtil jeg næsten faldt over den. Det kan nok være, at der
kom Fut i Skankerne. Den springer, som om den havde levet i mange
Aar, og dog har den ikke engang skiftet Toe, siden den blev født,
eller hvæsset sine Tænder i Græsset. Et lille Stykke borte "kegler"
den sig i Vejret. Den skal dog se, hvad det var, der saa nær havde
slukket dens Liv.
En gammel, graa Ramler lister forbi uden at se os. Saa fanger hans
Næse pludselig Lugten af en Setter, og han kiler paa. I en Pløjefure
kommer han over hende, og nu begynder der en lystig Tagfat. Ulden
ryger i Totter af dem. --
Opstandelsens Dag! Ikke en Jordknold findes der, hvor der ikke ligger
gemt et Frø, som svulmer i frydefuld Længsel mod Solen over det. Alle
Træernes Grene hænger fulde af Knopper, der glinser af Saft. En
gammel Pil med Mos og rynket Bark op af Stammen er hvid af Gæslinger,
og Vinden bærer det gule Støv til de gabende Blomstermunde. I en Ælm
er der en Summen og Brummen af Bier som paa den hedeste Sommerdag, --
En gammel Husmand staar udenfor sin Dør og gnubber Bagen mod Stolpen.
Hans Kone kommer fra Brønden med Vand. Det lyser i Spandene.
De staar ved Siden af hinanden, da jeg kommer forbi. Jeg hilser dem
og svinger med Huen.
-- Goddag Folkens og Guds Fred!
De hilser igen. Og jeg hører Konen sige til Manden.
-- Du stoer jo o gnubber dæ' Far, liesom du kue hae Lus.
-- Jae de' kriwler o krawler sgu osse i hele Kadavret Mor, saa man æ
færde o goe te paa saaen en Dav. --
Vi gaar bag om deres Hus ned mod en Mose. Hunden gaar "hinter", og vi
lister os bag en Sivbræmme ud mod det blanke Vand.
Ved en Tue ligger to Ænder. Far og Mor for Sommeren. De vender
Hovederne ind mod hinanden og nikker og nikker.
-- Rap ... rap ... rap ... raprap! Med brusende Fjer sejler han i
Ring uden om hende.
-- Rip ... rip ... rip ... riprip! Hun nejer sig og svajer sig og ved
slet ikke, hvordan hun skal te sig.
-- Raprap! Der staar Brus om hans Bryst, og han sejler hende lige
forbi. Hun breder Vingerne ud og trykker sig fladt ned i Vandet. --
Inde i et Krat kliner en Solsort sin Rede sammen i en Tveje. Den
fløjter og synger og kan umuligt holde sig i Ro et Øjeblik. -- --
Lige foran mig gaar en Bonde bag sin Plov og lægger Fure ved Fure. I
Hælene følger Raagerne og Kragerne ham og pikker Ormene op af den
fugtigsorte Jord.
Et Stykke fra ham staar en Karl og spreder Møg. Vinden bærer Lugten
til mig. Han traller og svinger Greben i Luften. Skjorten er gledet
op over Armen, Hovedet er bart, og Haaret klistrer til Panden.
Der kommer en Pige hen til ham. Hun bærer en Flaske i Haanden.
-- Kluk ... kluk ... hulihopsasa! De er Kærester de to. --
Paa Vejen kommer en Mand gaaende med en Hale Børn efter sig. Engang
imellem vender han sig om og siger noget til dem. De svarer ham med
høje Tilraab, og en Dreng bøjer sig ned, tager en Sten og kaster den
efter ham.
Jeg staar paa Vejen, da han kommer forbi.
Den hellig Isak. Saa sølle han ser ud i Solskinnet. Frakken er slidt
og Bukserne lasede, Haaret og Skægget filtrer, og han humper afsted.
Frosten har været stræng. Han har maattet svøbe tykke Klude om
Tæerne.
Jeg hilser ham.
Han standser ikke og gør Korsets Tegn.
-- Ud i Verden at gøre alle Folk til mine Disciple ... ud i Verden at
gøre alle ...
Børnene bliver staaende. Der stryger en Svale gennem Luften. Den
første i Aar.
-- Kvivit ... kvivit ...
-- Ud i Verden at gøre alle Folk til mine Disciple ...
Han skraar over Grøften ind paa en Græsmark. Der er blødere at gaa.
Andre Folk møder ham. De standser allesammen og ser efter ham.
-- En løjerlig Fyr, siger de. -- Ganske underligt me' saaen en.
Hva'foe skae han nu leve, o saa man'ne ander dø, som dæ æ saa haardt
Bruv for. Han gøe jut'te Gavn.
Men han har ikke Tid til at sige noget til dem. Han haster mod et
Maal et Sted langt ude. --
Kærestefolkene har sat sig paa en Sten i Markskellet. De kysser
hinanden. --
Jeg gaar med Solen lige ind i Ansigtet. Jorden ligger foran mig
hyllet i Vaardagens Dis. Livets hede Aande slaar ind om mig, og jeg
føler det, som brister det i mig.
Paa Knæ ... Nej, Hovedet højt og Sanserne aabne. Ogsaa du er en Del
af Livet, der gror -- ejer dets Kraft og dets Fylde.
Min Lykke spænder Brystet, jeg maa raabe for at faa Luft -- og jeg
bliver myg og stille ...
I Buskene slaas Fuglene, kvidrer ud og ind mellem Grenene, der er
prikket af Knopper, løber som Mus i Løvet og staar i Flok ud over
Markerne. --
Ved en Vej kommer jeg forbi en Vogn. Det er Søren Petroleumskusk. Ane
sidder ved Siden af ham med en Kurv paa Skødet. Hun skal til Byen at
sælge Æg og har faaet Kørsel. Da hun ser mig, nikker hun og vinker.
Hendes Ansigt er Smil. Søren hilser med Pisken og faar Hestene i
Trav ...
Soltaagen lægger sig som en Glorie om Jordsmonet. --


Henad Skovvejen kommer et Flyttelæs knagende. Hestene gaar i Skridt
for slappe Tøjler. Ved Vognen gaar en Mand med en Pibe dinglende i
Munden. Særlig ivrig efter at komme afsted er han ikke. Hele Tiden
skal han se sig omkring. Bæsterne faar næsten Lov til at passe sig
selv.
Højt paa Læsset i en Sofa sidder en Kvinde. Hun har et Spædbarn paa
Skødet. Hendes Bryst er blottet, og hun lægger den lille til.
-- Dæ' sier I jo regte godt. Han kaster Linerne op til dem og gaar en
Gang rundt om Læsset. -- De' hænger brilliant, skue jæ mene.
Tilfreds stikker han en ny Tændstik til Tobakken og sutter løs. Og
med hele Hovedet indhyllet i en ulden Sky. -- De' æ Fanme et regte
Læs, dette hersens her. Ræk Prinsen i Vejret, a' jæ kae se, om han æ
groet novet paa Turen.
De kommer forbi Purrerne. Mørke staar de endnu med store, svulne
Knopper. Det lyser imellem dem af hvide Anemoner. Han er gaaet helt
frem ved Hestene og holder i Forsmækken paa Vognen med den ene Haand.
Pirker op imod dem i Sofaen med Pisken.
-- Kae du house bett Pie? Han peger indover.
-- De' æ dov farle, som du rover op. Hun er i Færd med at knappe
Blusen. -- Hæ har du dine skidt Liner.
-- Naa ... naa ... Han griber efter dem.
-- Ja, de' æ ekk novet saaen o skrie op.
-- Jæ troed' bare.
Han rykker i Linerne. -- Naa ... naa ... Piben dingler i Takt med
hans Skridt.
I et Staaltraadsbur, som er bundet under Vognen, galer en Hane, og en
Ged trasker brægende med tøjret til Bagsmækken.
Det er Fie og Frærik, som skal holde deres Indtog i Huset nede ved
Aaen. -- --
Der er stille i Skoven nu henunder Aften. Fuglene ligger paa Rede og
ruger, og Raaerne lister forsigtigt fra Krat til Krat for at finde et
Sted til at sætte deres Lam. --
Forlængst er Haslens Rakler falmet, og Hunblomsternes røde Strænge
visnet. Knopperne er begyndt at folde sig ud.
Alle Skovduerne tier. Solen er gaaet ned. En Birk staar med Løv om de
spinkle Grene, Aftenvinden vider dem ud som en Fane, og inde mellem
Bladene synger en Nattergal.
Ad en Sti kommer Moseper trillende med sin Hjulbør. Olle gaar ved
Siden af. Hun har store Træsko paa Benene og Søndagskaaben paa.
Hatten sidder lidt paa Siden, hun kan ikke skubbe til den, i begge
Hænder bærer hun Pakker. Af og til nikker hun, for at den ikke skal
falde af. Hun gaar tungt. Moseper skal ned med hendes Skab til
Gaarden. --
Tyst! -- Flyttelæsset høres nu kun som en svag Skramlen derborte bag
Træerne. Ensomt lyder Gedens ustandselige Brægen. Hjulbøren skriger.
-- --
Ene lister jeg om. Jeg er fyldt med Forventningens stille Glæde. I
Nat skal det ske. Ud af Tystheden vil der løfte sig et Skrig baaret
af tusinde Stemmer, hævet mod Himmelbuens kølige Blaa, et Skrig -- en
Tak for Moderlykken.
Træerne staar med Stjærneglans over Toppene ...
Der banker et Hjærte. Jeg hører dets Slag, det banker i frydefuld
Skælven -- nu tystner det -- nu banker det vildt ... et angstfuldt
Pip fra en Fuglerede ...
Engtaagen lægger sit kølige Slør om de skælvende Lænder, og Jorden
puster ud i et dybt, fredfuldt Aandedrag.
Jeg gaar. Ingen Steder vil jeg være. Jeg er ude at fange mine Tanker.
Jeg hører Planterne gro, jeg ser Bladene vokse bag Knopperne, mit
Sind fanger Lyden af et Æg, som knækker i et Fuglebo ...
Mine Tanker fører mig om. --
To Børn løb vild i Skoven. De var ude for at plukke Bær en Sommerdag.
Ved Aftenstide, da de havde Kurven fuld, kom Mørket over dem, og alle
Stier blev slettet ud.
En Fé fandt dem sovende paa en grøn Plet Mos. Han havde lagt sine
Arme om hendes Hals, og hun havde puttet begge sine Hænder bort paa
hans Bryst.
-- Jeg vil lære jer at elske. Hun bøjede sig ned over dem, kyssede
dem begge og tog dem med bort til sit Rige. Det var Kærlighedens Fé.
--
Mange Aar gik. En Dag kom de vandrende hjem til Byen igen. Hun havde
et lille Barn med sig. De gik til dem, de kendte. Først til hans Far
og Mor.
Nej, det nyttede ikke noget, at de Gang efter Gang fortalte dem, at
det jo var Kristian og Hanne.
-- Kristian og Hanne! De er døde. Vilddyrene aad dem en Dag, de var
gaaet ud i Skoven uden Forlov.
De var tørstige og bad om en Drik Vand.
Det kunde de da godt faa; men saa skulde de lade være med at drive
Spot med den Slags Ting, Det var saamænd svært nok for et Par gamle
Forældre at have mistet deres Dreng. --
Da de havde faaet at drikke, gik de til hendes Forældre.
Det samme.
Og selv om det nu ogsaa var, som de sagde, saa kunde de da nok tænke
sig, at vor Hanne ikke kom rendende hjem med en Unge, uden at hun var
blevet kristeligt gift. Var de maaske det? Naa saa vilde de maaske
gaa. Og saa manglede det da ogsaa bare, at et Par gamle Forældre ikke
skulde kende deres eget Barn igen. Der havde været Postyr nok om den
Tøs. --
De gik til alle de Folk, som de kendte. De lo dem lige op i deres
Ansigter.
De forstod det ikke. De kendte saa godt alle de gamle igen. Der var
ikke en eneste af dem, som havde forandret sig den mindste Smule.
Men de selv?
Hele Dagen gik de rundt i Byen. Som et Par Tiggere bankede de paa
hver eneste Dør. Da de havde været ved alle Husene et Par Gange og
skulde til at begynde forfra igen, blev det dog de gode Folk for
meget, og der gik straks Bud til Præsten, at han skulde komme og mane
dem væk. Og da han kom i sit gejstlige Skrud med Salmebog og Bibel
under Armen, gik de ud over Markerne. Bare gik og gik. Hele Byen stod
tilbage paa Møllebakken og fulgte dem med Øjnene. Hans Velærværdighed
var kravlet op i Møllen og helt ud paa en af Vingerne for bedre at
se.
Ungdommen gav sig til at danse. --
De talte ikke meget, da de gik. Ingen af dem forstod noget. Han bar
Barnet, for at hun lettere kunde følge med. De gik og gik. Vekslede
bare de nødvendigste Ord om Sult og Tørst. Men der var ingen
Bitterhed i deres Stemmer, og de brugte ikke haarde Ord om hinanden.
Pludselig standsede han, ogsaa hun stod stille. En Tanke var slaaet
ned i dem begge. Den sidste Rest af Landsbyen var forsvundet bag dem.
Ikke engang Kirketaarnet skimtedes mere.
Hun gik lige hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals, og saa sàa
da han i hendes Øjne og hun i hans, hvad det var, som skilte dem fra
de andre. Og begge saa de paa Barnet. Det lignede slet ikke et af
dem, som de havde set saa mange af i Dag.
Fire stærke Hænder løftede et Spædbarn mod Himlen. Den nedgaaende
Sols Straaler ramte det og svøbte det i sin Purpurkaabe. Deres
Hjærter var fulde af Jubel -- de elskede hinanden. -- --
En Lyd trænger frem af Krattet. En sagte Stønnen ... nogle korte Gæsp
... saa ganske stille ... nu næsten skriger det igen af Smerte ...
Forstenet er jeg standset. Mine Tanker har været saa langt borte, at
jeg intet har sanset udenom. Foran mig ligger en lille Birkemose. Jeg
kan intet se uden Tjørne og højt Græs. Jeg lytter. En Kilde gurgler
afsted derinde.
Jeg lytter, som skulde mit Hoved sprænges, og det er, som hørte jeg
en svag Lyd af noget levende, som krympede sig. Længe staar jeg
stille ... Buske og Træer glider til Side. Jeg ser ind gennem
Krattet.
Der er lavet en Rede i Græsset. En Raa ligger med alle fire Ben
strakt fra sig. Hovedet er rejst i Vejret, de store Øjne brænder som
et Par Lyspletter, og dens Sider damper. Om den blomstrer Natviolen,
og Aftenpragtstjernen lyser. Store Bregneblade vifter for Vinden. Saa
blødt trækker Mosset sit Tæppe over Jorden. Den borer Snuden ned i
dets kølige Bund og lukker Øjnene et Øjeblik.
Smerterne ... Veerne. Det rykker helt op i Halsen. Kæberne slaar Klik
mod hinanden -- den stønner og giver sig -- den skubber sig bedre til
Rette -- saa undslipper et hæst Brøl den -- noget varmt Blod pibler
frem og pletter Laarene og saa ... ganske langsomt skyder Fostret sig
Vej frem. -- --
Svangre Nat. Duggen falder tæt, den glimter over Straaene. Alle Vegne
dufter det, fra Jorden, fra Træernes Knopper, fra alle Blomsterne.
Mit Sind er beruset, jeg drikker Aanden ind i dybe Drag.
Svangre Nat. Jeg reder min Seng herude. Jeg vil ligge og tælle alle
Stjærnerne, mens Timerne gaar, jeg vil flettes ind i Edderkoppens
Spind og døves hen af Mosekonens Bryg. Jeg vil ... ja, jeg vil gribe
et eneste Glimt af Lykken. Den store Lykke, som er født af
Øjeblikkets Højhed.
Jeg reder min Seng herude ...