Et Aar - 6

Total number of words is 5136
Total number of unique words is 1549
40.1 of words are in the 2000 most common words
55.7 of words are in the 5000 most common words
64.7 of words are in the 8000 most common words
Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
Jeg har jo leget med Olga som Barn. Tidt og mange Gange har han
staaet i Lodøren og set til, naar vi byggede vore Slotte af Vejstøv
og pyntede dem med Skovens Blomster. Eller naar vi pludselig kom
stormende ind i Stuen og sagde, vi var Kærester, og siden sad sammen
paa Bænken ved Vinduet og fik Æbleskiver. Hun gav altid mig det meste
Sukker.
-- Ja, saa fik vi altsaa osse Olle hjem, men de' æ jo da kuns godt,
naar vi saaen skae sie de', a' hun har et Sted o tae hen. O hvae Folk
sier, kommer de' jutte an paa ... Ja, de' æ snart non'ne Dave sien, I
to legede sammen ... Ja, Gue æ de' saa ... Vi æ bleven krumme i
Ryggen vi gamle sien.
Jeg giver ham min Haand til Farvel.
-- Vi æ kommen hæ, o saa skae vi vel osse gør'et saa godt, som vi
kae, o stræve i den Smule vi har.
Vi skilles. Han skal ind paa sin Lo og hamre med Plejlen paa Rugen.
Jeg har nogle Sakse i Skovens Gem, som skal røgtes. --
Oppe paa et Stengærde ligger de under nogle tætte Tjørne. Der er
intet at se. Visne Blade og Mos dækker Kæberne. Over hver enkelt af
dem hænger der en død Fasan.
Maaren kommer listende. Den glider som en Skygge fra Sten til Sten og
standser hvert Øjeblik for at vejre. Pludselig faar den Færten af
Stegen. Og før den faar tænkt sig om -- den er Skovens mest
nysgerrige Dyr -- er den sprunget helt hen for rigtig at faa at se,
hvad det er. Den strækker sig og rækker sig, nu kan Snuden naa
Fjerene, den snuser begærligt til sig.
Pludselig falder den forover. Saksens Kæber har lukket sig om det ene
Forben. Den hvæser og tumler. Benet er brudt, men Muskler og Sener
holder.
Det er en lang Nat at sidde paa Halen og slide for at faa et Ben løs
af en Saks. For hvert eneste Træk skriger alle Nerver af Smerte. Men
den er haard. Den bider i Saksens Jernlænke, den trækker til sig af
alle Kræfter. Skummet sidder den i Mundvigene.
Længe -- meget længe bliver den ved med at slide, saa lammer
Smerterne den. Benet begynder at hovne op. Den sidder ganske stille
og kryber sammen. Det hamrer og banker i det brudte Ben. Forgæves
forsøger den at lukke Øjnene.
Med Dagslyset kommer Kragerne. Den har lagt sig for over for at
støtte en Smule paa Brystet. Der kommer en Flok flyvende. De er tunge
og graa i Halvmørket. En af dem faar den at se. Straks skriger hele
Flokken op og slaar sig ned i Træerne om den.
Kampen begynder forfra. Lyset svier den i Øjnene. Den hader Solen.
Den haler til. Senerne giver sig som Elastik.
Det er helt lyst. Jo mere den slider, jo værre skriger Spotterne. Et
Par Finker er kommet til og hopper i Tjørnen over den. En Gærdesmutte
piler dens Næse forbi. Nu var det den Tid, da den skulde ligge hjemme
i Træbullen og sove. Tænderne skurrer af Smerte og Arrigskab.
I et raskt Tag bider den til, flænger Skindet om Brudet, og metodisk
begynder den at bide Senerne over en efter en.
Fri -- der mangler endnu kun nogle enkelte -- hvis ikke han, der ejer
Saksen, var kommet.
Et haardt Slag med en Kæp over Snuden strækker den til Jorden.
Det er en prægtig Hanmaar. Skindet er som Silke at føle paa. Men den
lugter stramt.
Paa Hovedet i Posen, alle Sporene slettes ud, der er Plads til en ny
i den samme Saks i Nat. --
Engang jeg røgtede Sakse, sad der kun en Benstump tilbage i en af
dem. Den Gang var det lykkedes. Der var Blodspor i Sneen et Stykke.
Det var alt, hvad jeg nogensinde har set til den.
Jeg strejfede Benstumpen for at have den, hvis vi tilfældigt skulde
komme over hinanden. Den hænger endnu hjemme paa Loftet. -- --
Solen forsøger at varme, men fattige er dens Straaler. Ikke engang
det mindste Straa strækker sig i Livlyst imod den. Træerne staar, som
de stod i Gaar, blanke af Isslag mod Barken, og Buskene hænger fulde
af fjorgamle Blade.
Trygt ligger Spirerne i Jorden. Halvraadne Blade svøber sig om dem,
og blindt suger de til sig af det samme store Skød.
Jorden, Livets Moder, dit Hjærte banker af Længsel. Favnet en
Efteraarsdag, drømmer du dig frem mod et Foraar, hvor alle Spirerne
løses af dit Skød.
Vinter, skingrende Frost omkring mig, Græsset er vissent, og
Vintersædens Rødder frosset fast. Det er øde og koldt, saa mange
Munde skriger for Føde.
Men nede i Jorden vokser alle Kimene. --
Paa en stor Stubmark løber Fasanerne ud. Der er en hel Sti langs
Hegnet. Jeg ser dem gaa i Flokkevis og pille op.
Raskt gaar jeg hjemad for at hente Hunden. Vi vil ud og skyde Haner.
Alle Krattene skal jages igennem. Det skal gøre godt at faa Kinderne
til at blusse af Spænding. Maaske kommer vi saa i Løbet af Dagen
forbi "Sofies Minde" og maaske ... maaske nikker et Ansigt til os bag
en af Ruderne, og jeg faar Lov til at svinge med Hatten. Saa jager vi
dobbelt haardt.


En Dag i et forrygende Vejr kommer Isak til mit Hjem.
Længe har det været Barfrost, og i Dag er Vinden gaaet om i Nordøst.
Det blæser en Storm, saa selv de største Træer knager og svajer.
Himlen er et eneste Mørke.
I Kakkelovnen buldrer Brændet. Hvert Øjeblik maa der fyres paa. Al
Varmen futter ud af Skorstenen.
Jeg sidder ved Vinduet og ser ud. Det trækker koldt ved Ruderne.
Skoven staar mørk og truende. Øde ligger Markerne. Pløjningerne er
haarde og frosne, og Græsset er graagult. Langs Hegnene kryber
Buskene sammen. Nogle Krager kæmper sig frem imod Stormen, tvinges et
langt Stykke tilbage og trykker sig sideværts frem igen. Ude paa en
Bakkekam slaar de skrigende ned over et Aadsel ....
Intet at se -- livløst og øde -- i Jordens Mørke kryber Livet ad
lønlige Stier .....
Det begynder at sne. Først nogle enkelte Fnug. Stormen tager til. Den
brøler om Hushjørnet. I Haven faar den fat i nogle visne Blade og
sender dem højt i Vejret. Saa vælter det ned. Fnuggene prikker som
Naale mod Ruderne. Det ses, som var Skyerne føget ned over Jorden og
vilde suge den til sig.
I Gaarden falder Sneen stille. Det lysner ind i Stuen, nu Brostenene
er hvide.
Over Vejene tier Fodslagene. --
Hele Dagen bliver det ved. Der er mandshøje Driver langs Gærderne, og
Grøfterne er glattet ud. Ingen levende Sjæl at se nogetsteds. Vi har
maattet skovle os Vej ud til Brønden for at faa Vand. --
Imod Aften kommer han. Jeg staar i Køkkendøren, og ser ud. Foran mig
ligger en lille Holm Graner. De staar i Læ af de store Træer og er
helt hvide. Deres Grene er bøjet mod Jorden, selv Topskudene hænger
som store Fjer ... Skyggerne taber sig i Skumringen ... et angstfuldt
Pip fra en Fugl som har forvildet sig ind imellem dem. --
Ane laver Midaftensmaden til ved Komfuret. Fra Brændehuset kommer
Søren frem. Han tittede indenfor og blev straks sendt ud at hugge
Brænde. Han skynder sig over Gaardspladsen med Favnen fuld af kløvede
Stykker, og bryder sig ikke om, at han taber det meste undervejs. Vel
indenfor Køkkendøren pruster han ud og ryster sig:
-- Satan til Vejr osse! --
Saa kommer han fra Skoven lige ud i Blæsten. Han maa staa stille, og
Sneen hvirvles op om ham. Det ser ud, som kan han ikke komme af
Stedet og vil blive blæst ind mellem Stammerne igen. De er hvide i
Vindsiden med Sne langt op ad Barken.
Han raaber til mig. Jeg kan ikke høre, hvad han siger, og han maser
sig frem imod mig. Det er den eneste Fremmede, jeg har set i Dag, og
jeg forundrer mig over, at der overhovedet er nogen ude i dette
forrygende Vejr. Endelig staar han foran mig.
-- Gud velsigne dig. Han gør Korsets Tegn.
-- Isak!
-- Paa den yderste Dag staar Menneskesønnen i de Dødes Rige ...
Han rækker mig Haanden. Den er valen og vaad at tage paa. Jeg kan
slet ikke føle hans Fingre.
Han er dyngvaad. Jeg ser op af ham. Fra neden og lige op i Øjnene
hænger Sneen i et tykt Lag. Hans Skæg er tungt og klistrer til
Frakken.
Jeg faar ham ind i Køkkenet. Han bliver staaende paa Maatten. I den
ene Haand holder han en Bylt i Avispapir og surret sammen med
Hyssing; men Papiret er smuldnet bort af Væde, og hans Tøjstumper
stikker ud vaade og sorte af bestandig under Gangen at gnide mod
Frakken. Han lægger den fra sig, tager Træskoene af og gaar frem over
Gulvet. Der er store Huller paa hans Strømper, og Fødderne er farvet
af Ulden.
Alle faar vi Haanden. Jeg en Gang til.
-- Gud velsigne dig!
Der bliver Liv i Køkkenet. Det gør der altid, naar der kommer en
Fremmed inden Døre. En Gryde tages af Ilden, saa Luerne slaar højt i
Vejret, og Væggen bagved farves rød. Soden fra Skorstenen glinser.
En lille Pige staar forskræmt og ser op paa ham. Det er en af Anes.
Hun putter sig bort bag Moderen, saa kun Haarpisken stikker frem.
-- Aah din fjovede Tøs.
Hun ryster hende af sig. --
Hvor han har gaaet er Gulvet vaadt. Herinde i Varmen tør Sneen, og
det drypper fra alle Flige af hans Tøj.
Ane begynder at øse Maden op. Det er dampende Grød. -- --
Senere, da der bliver tændt Lys, sidder han ved Køkkenbordet og faar
sig lidt Mad. Nogle Skiver Rugbrød med Fedt og et Krus Vand at drikke
til. Han vil ikke have andet. Før han begynder at spise, beder han,
og da han er færdig, velsigner han os alle. Hver enkelt tager han i
Haanden og siger Tak.
Han er blevet vasket og har faaet tørt Tøj paa fra inderst til
yderst.
Han var lykkelig som et Barn, da "Søster" laa paa Knæ foran ham og
tørrede hans Fødder. Hele Tiden hvilede hans Haand paa hendes Hoved,
mens han nedbad Himlens Velsignelse over hende.
-- Se denne Pige er ren ... Lad dine Ord oplyse hendes Sjæl ...
Hendes Sind er hvidt som Duen ... -- --
Han beder om Lov til at tale til os. Søren skubber til mig, griner og
nikker. Vi gaar ind i Stuen. Han stiller sig hen i en Krog. Længe
staar han og ser paa os. Hans Blik glider fra den ene til den anden
uden at hæfte sig fast nogetsteds. Sky skotter han til Ane og Søren,
som har sat sig ved Siden af hinanden. "Søster" leger med Hunden. Af
og til aabner han Munden, uden at hans Læber formaar at forme Ord.
Han knuger Hænderne sammen foran sig. Lidt efter lidt fyldes hans
Øjne af et underligt Skær, som brændte hans Hjærte, og Ilden
flakkede op og tændte Pupillernes Glød. Det kryber i hans Mundvige,
og pludselig begynder han at remse Skriftsted paa Skriftsted. Det
gaar saa stærkt, at vi knapt kan følge ham, og det hele bliver
blandet sammen til en Række Sætninger uden Sammenhæng. Snart messer
han, snart taler han ganske almindeligt, saa slynger han Ordene ud,
som skulde Ruderne sprænges, og saa hvisker han, som talte han til
smaa Børn. Ikke et Øjeblik holder han inde for at trække Vejret.
Mange Ord snupper han i sig.
-- Vi næres af Ordene, som gaar fra din Mund, o Herre ... Jeg er din
Discipel ... Mine Ord er kun dine ... Se, ingen Spurv falder til
Jorden uden din Vilje ... Og jeg lyder dit Bud ... Min Krop skal
pines den Dag, min Sjæl ikke vil bo i mit Hjærte ... Hører du Herre,
de skriger imod dig ... Men jeg siger Eder alle: dømmer ikke ... Jeg
staar frem paa den yderste Dag ... og Dyret skal dø ... Se Solen tør
mine frosne Saar ... Og Dødsriget er nær ...
Søren har laant en Pibe og pulser løs. Det er en sværlemmet Karl, og
der staar en hed Os fra hans Krop. Benene har han strukket fra sig,
og Fødderne ligger langt ud paa Gulvet. De stinker. Engang imellem
bøjer han sig fremover for rigtig at lytte. Men de fleste Ord gaar
hans røde og vejrbidte Ansigt forbi.
Ane strikker, holder nu og da inde og kradser sig med en af Pindene
under Haaret ved Tindingerne. --
Isak bliver ved. Han taler om Kødets Lyst. Jeg ser paa hans Øjne, de
brænder som Ildsluer, flammer op, saa Brynene staar skarpt tegnet mod
den hvide Pandehud. Hans Krop dirrer, og han gisper efter Ordene.
Hans Skygge bag ham synes at vokse helt henover Loftet.
-- Mit Liv var Dyrets ... Paa den yderste Dag skal det komme og
opsluge Jordens Slægter ... Og jeg har levet ene og se, jeg pintes
svarligen ... Men Herre dine Ord er mit Liv: Forsage alle Djævelens
onde Gerninger ...
Vi ser alle paa ham. Søren er holdt op med at ryge. Hans Ansigt
blusser, og hans Øjne flyder ud i eet med Kinderne.
-- Forsage ... forsage ... Han raaber, saa de skurrer. Hænderne er
knyttet som til Slag, og han fægter med dem i Luften ... Nu gaar hans
Stemme over i et hæst Skrig. Munden staar aaben. Der bliver
stille ...
Vi hører Strikkepindenes Raslen, Vinden, der pisker Sneen mod
Ruderne, Ildens Durren i Kakkelovnen og os alle, der trækker Vejret.
Forsigtig gnaver en Mus bag Panelet. De spidse Tænder risper i de
møre Brædder.
Søren hænger Piben bort, som han længe har holdt i Haanden, stikker
et Par Fingre ned i Vestelommen og haler en Skraa frem. Han tager en
forsvarlig Bid, harker og forsøger at ramme Spyttebakken henne i
Krogen. Prikker endelig til Ane.
-- Hvem skae ells hae de Hoser. Jæ søns de har Mandfolkefødder.
-- Aah, dit Fjog. Hun langer efter ham og ruller Nøglet ud fra sig
for at faa Garn til næste Omgang. --
Forsage ... forsage ... Sammensunken og lille staar han. Hans Øjne er
slukkede og Munden indfalden. Skuldrene vokser op over hans Hoved.
Hans Krop dækker fuldstændig Skyggen bag ham. Uden en Lyd synker han
ned paa Gulvet og folder Hænderne for sit Ansigt. Bliver liggende
hensunken i Bøn. --
Snakken mellem de to ved Bordet gaar livligt. "Søster" er faldet i
Søvn hos Hunden. --
Lidt efter bryder de op. Han ligger stadig i Krogen. De nikker
henimod ham. Jeg er sikker paa, at han ikke ser dem. -- --
Om Natten ligger han oppe paa Loftet ved Skorstenen. Det er det
eneste Sted, han vil være. Før han gaar op tager han alt sit Tøj med
sig. Det har hængt til Tørring over Komfuret. --
Næste Dag er det det samme forrygende Vejr. Han bærer Vand og Brænde
til Køkkenet. Der er ingen, der beder ham om det; men han tigger selv
om Forlov. Jeg gaar forbi ham ude i Gaarden. Han stiller fra sig,
hvad han har i Hænderne.
-- Gud velsigne dig! -- --
Mod Aften bliver det Opholdsvejr. Da jeg gaar ud for at kalde ham ind
til Mad, er han forsvundet. Hverken Ane eller jeg har set ham gaa
bort. Hvad han har laant af tørt Tøj, ligger omhyggeligt ordnet, hvor
han har sovet om Natten.
Hans Spor fører ud over Markerne. --


Uglerne tuder.
-- Hwivh ... hoho ... ho! Fra Træ til Træ hele Skoven igennem.
Smaafuglene dukker sig i Søvne og klemmer Kløerne fastere om Grenene.
Det er Mørke og Storm, og det øsregner.
I lang Tid har Sneen ligget tæt over Jorden; men i Dag slog det om
til Tø. Allerede før det blev mørkt, begyndte Jordknoldene at skyde
frem over Pløjningerne, dobbelt sorte mod Hvidhinden om dem. Vejene
blev til et Ælte at gaa i, og i hvert eneste Hjulspor løb Vandet. --
Jeg har været langt ude over Markerne. I Eftermiddags traf jeg paa
Maarspor, som jeg blev ved med at følge. De endte ved en Luge ind til
en Lade, og der kunde jeg ikke komme ind. Jeg stak Næsen hjemad med
Regn lige ind i Fjæset, og det blev mørkt, før jeg naaede ind i
Skoven.
Der var tændt Lys i alle Husene, som jeg kom forbi -- vaade,
blinkende Lys, hvis Straaler sitrede for Vindstødene. Regnen faldt
som Guldstøv gennem Skæret. --
Jeg kom forbi et Udflyttersted, hvor der ikke var hængt for
Vinduerne. Folkene der havde ingen Naboer. Et Øjeblik blev jeg
staaende og saa ind. Manden sad og læste. I en Krog sad en Kvinde og
gav et nyfødt Barn Die. Hendes Ansigt var vendt ned imod det. Et
andet stod paa en Skammel og saa til. Det rakte Hænderne op imod dem.
Konen sagde noget til Manden, han løftede Ansigtet i Vejret, og jeg
saa, at han lo. Det var vist ad ham paa Skamlen. Han strøg med
Haanden over den lilles Ansigt ... De havde det saa lunt.
Om Hushjørnerne buldrede Vinden og ind over Markerne Lysstrime ved
Lysstrime. Langt ude kun nogle sittrende Pletter. -- --
Træerne knager om mig og med et Brag vælter en Gran over Ende et Sted
inde i Skoven. Det slaar haardt i Jorden, hvor den falder.
Saa længe har jeg gaaet, at mine Øjne har vænnet sig til Mørket.
Ganske tydeligt skelner jeg enkelte Stammer omkring mig. De er tæt
inde paa mig, før jeg ser dem. Jeg hører en raadden Gren brække, det
er, som om det er lige over mit Hoved. Den falder til Jorden et
Stykke foran mig. Et Øjeblik staar jeg stille. En hed Duft af raadne
Blade stiger op om mig. Jeg bliver saa varm i Sindet.
-- Jeg vilde ønske, at jeg følte en Haand putte sig bort i min, og at
vi var to, der gik sammen ...
Langsomt gaar jeg fremover en Lysning. Det er blevet Opholdsvejr. Der
staar en Strime Stjærner over mig. Lange Skytrevler blæses
ustandseligt forbi dem. Mørke Træmasser toner frem sløret i
Maanegryet. Inde mellem Stammerne lyser Sneklatterne.
En Ugle flakser forbi. Tyst er deres Flugt. En anden sætter ud fra et
Træ. Et Stormstød kaster dem forbi hinanden, et Par hæse Skrig og de
tumler ind i Mørket. Ovre i Granerne hører jeg dem tude omkap fra
det samme Træ.
Saa bliver der stille. Vinden toner i Grantoppene, inde under Grenene
er der lunt ... mødes ... snart er Sneen af Træernes Huler og Trøsken
tør ... mødes ... de tuder igen. Den enes Skrig bliver længe ved med
at gjalde. -- Jeg hører mine egne Fodtrin. --
Jeg kommer om forbi Dyrehuset. Der er blevet strøet Kaalrabi rundt
omkring. Jeg hører nogle Dyr springe bort, da jeg kommer. -- --
I gamle Dage var dette Samlingsstedet, naar de gik ud om Natten for
at fange Jægere. Naar det var alt for koldt, satte de en Stige til
Lugen henne ved Høstænget, krøb derop og borede sig godt ned i Høet.
Selvfølgelig lod de Lugen staa aaben, for at de lettere kunde høre,
hvis der blev skudt udenfor. En Nat stjal Krybskytterne Stigen fra
dem. De var faldet i Søvn alle Mand. Men før de tog den bort, gik de
op, lukkede Lugen til og satte Krogen for. Saa vidste de, hvor de
havde dem og behøvede ikke at lade sig overaske. De skød saa hele
Høhuset var ved at ryge i Luften.
-- Fanden spilleme om vi ekk lae der o vred vos som et Bundt Snove, o
kue tæll all Skudene, de' ene meget større end som de' andet.
Skriveren var med. De andre har fortalt, at han ustandseligt følte
med Haanden op langs Døren og syntes, det var en Skandale, at der
ikke ogsaa var en Krog til at sætte paa indvendig. -- --
I Aften er Stigen ogsaa sat til Lugen, og der er aabent. Jeg kravler
derop. Da jeg stikker Hovedet ind, kommer jeg til at støde mod
Væggen, og jeg hører nogle Mus pile over Gulvet. En muggen og tør
Luft slaar mig i Møde. Jeg ser ind i et Mørke, som fuldstændig
stænger. Med tilbageholdt Aandedrag lytter jeg ... Der er intet at
høre, kun Draabernes Fald fra Grenene udenfor mod noget Zink oppe ved
Tagrygningen. Musene begynder at liste frem igen. Jeg hører deres
Fødder kradse i Frøsmuldet ...
Jeg bliver staaende. Gennem Høduften mærker jeg pludselig den varme
Lugt af noget levende. Det er et Menneske. Der er en der trækker
Vejret dybt ... der er to ... jeg hører en svag Snøvlen. ...
Forsigtig lister jeg ned igen. Det klukler, og en strækker sig, saa
Straaene knækker. Jeg slaar Lugen til.
Det regner igen og er blevet endnu mere mørkt. Jeg ser ingenting uden
om mig. Op gennem Bladene siver den vaade Lugt af Skovbundens
Vrimmel ...
Foran mig ligger mit Hus. Det er stænget og koldt -- en utydelig
Skygge kun i alt Mørket. Min Hund hyler derinde.
Ude over Markerne gør en Ræv. Det er Rolletiden nu. Safterne gærer i
Kroppen. Mil efter Mil i Trav med Næsen i Hunrævens Spor.
Vov -- vov -- vov -- vov -- vov -- -- -- Det ene Glam mere gnældende
end det Andet. Han kom over hendes Spor før ved en Grøft. Et Øjeblik
maatte han standse og lette Ben, hvor hun havde siddet. En anden
Skygge jog forbi ham, et hæst Glam smeldte ham i Øret. De blev to
paa det samme Spor. De hyler som gale. --
Jeg smækker Døren op. Haandtaget ryger fra mig ud af Haanden, saa den
slaar mod Væggen. Det ryster i det gamle Bindingsværk. Jeg hører
noget blæse ned inde i Mørket. En hel Dags Luft hvirvles op om mig.
Hunden springer ud forbi mig.
Stormen vokser til Orkan. Regnen knalder ned -- Tøbruddets Time.
-- Hvor jeg længes imod dig i Nat ...
Bag Brændeskuret skriger et Par Katte.
Ude over Landet slukkes Lysstrimerne.


Der er kommet Snepper i Nat.
Vinden har været sønden med Taage og Regn. Mange Gange har jeg været
vaagen og lyttet efter Suset i Skorstenspiben. I Mørket udenfor fløj
Snepperne over mit Hus, og naar det blev Dag, skulde jeg jage dem i
Bøgetykningerne. Og jeg er ung, mit Hjærte har Lov til at banke af
Glæde. --
En gammel Jæger, som lærte mig at skyde, sov aldrig Natten før en
stor Jagt. Bestandig fløj der Fasaner op om ham, nu kom en Buk lige
ned imod ham, og der stak Mikkel sit spidse Hoved frem under nogle
Grene. Han rev og sled i Bøssen og kunde ikke faa den trykket af. Fik
han endelig Skuddet til at gaa, raslede Haglene lige ned for Tæerne
af ham. Det var ham en Lidelse at ligge i Ro med Dynen op under
Næsen. Og naar det blev Dag, han sprang af Fjerene som en Dreng,
maatte straks til Vinduet i den bare Skjorte og se ud, saa ind i
Stuen og have fat i Hornet -- blæse, saa alle Hundene hylede, og hans
gamle Kone, der laa med en Uldstrømpe om Hovedet af Tandværk, maatte
humpe ud i Køkkenet og sætte Kedelen over til Kaffe for ikke helt at
gaa til af Støj. Hele Dagen var han et Væld af Historier, og han
kunde ikke gaa et Skridt for sig selv uden bestandig at fløjte. Men
naar der blev blæst af til den sidste Saat, og det begyndte at mørkne
i Skoven, blev han stille. Dagen var gaaet. --
Ham ligner alle vi galne Jægere.
Saa mange Trækfugle er i Nat kommet med de drivende Skyer. Straks jeg
lukker Døren op, hører jeg Viberne skrige nede i Engen. En enkelt
kommer flyvende helt op over Skoven. Saa hastigt flyver den. Fremad,
alt hvad Vingerne kan bære. Et Sted langt ude venter en soltørret
Tue, stor nok til at rumme en haandfuld vissent Græs. Der vil den
bygge et Bo med sin Mage, skabe et Kuld som det, den selv kom af. Den
kaster sig ind imod Vinden og skriger, hele dens Krop er fyldt med
Foraarets higende Længsel.
Under Tagskægget holder Spurvene Hyr. Der skal renses ud under
Bjælkerne. Det flyver med fjorgamle Hønsefjer og halvraadne Straa. Nu
kaster de sig i Flok ud i Luften -- i svirrende Susen -- og slaar sig
ned omkring Vandtruget ved Posten. De pudser sig og pynter sig,
skvætter Vand over Hoved og Vinger, dypper forsigtig Tæer og Stjært
og saa i en lystig Leg ind mellem Havens Buske.
Højt i Linden sidder en enlig Stær og fløjter. --
Henne i Skovkanten kommer min Hund gaaende. Han er vaad og tilsølet.
Hovedet ludende og Halen hængende. Ribbenene er skarpt spændt ud
under Skindet.
-- Kom kun nærmere, jeg har set dig.
Han er standset. Har ogsaa faaet Øje paa mig.
Skulende lister han forbi hen til Brændehuset.
Han har en lang, blodig Flænge over Næsen. --
Det var i Nat. Han skrabede paa Døren og vilde ud. Jeg maatte op.
Længe stod jeg og ventede paa ham for at lukke ham ind igen; men han
kom ikke. Han var borte. Stukket i Rend. Nede i Byen glammede
Hundene. --
-- Din Kaffe blir kold!
Ane staar i Døren ind til Stuen. Hun drejer Hovedet over Skulderen og
ser henimod mig. Ellers plejer hun altid at smile; men hvert Ord
bliver i Dag sagt i en Tone, som ikke taaler Tøven. Vi har tidt
staaet i Køkkenet og faaet os en Passiar. Kaffe har kunnet være Kaffe
saa længe; men i Dag: -- Din Kaffe blir kold.
Et Øjeblik efter sidder vi overfor hinanden ved Bordet. Hun skænker i
min Kop og sætter Knors haardt ned paa Gulvet.
-- Væsgoe.
Jeg ser paa hende. Hun møder ikke mit Blik, ranker Ryggen og klemmer
sig fast i Stolesædet. Mange Tanker gaar gennem hendes Hoved.
Ustandseligt skifter Ansigtet Udtryk.
-- Nu skal I vel snart giftes. Jeg ramte. Det trækker om Mundvigene,
og hun ranker sig endnu mere.
-- Næi!
-- I har da ellers ikke noget at vente efter.
-- Man skut'te søns de'. Pludselig for at lede Tankerne hen paa noget
andet, bukker hun sig ned, tager Knors op og skænker i sin Kop, skønt
hun endnu kun har drukket det halve.
-- De' æ forbi!
-- Forbi ...
-- Hele Moleviten.
Knorsen maa igen ned paa Gulvet, saa det siger Bump i Bunden.
-- De' har smens vaaren læng' nok. Han vidst tesidst ekk andet end o
saa hold ing o drikk' Kaff hver jen'neste Gang, a' han kom min Dør
forbi, o saa gae han Grovheder a' sæ, naar de' ekke lie stoe
altsammen paa Bordet. O saa kom han osse slævendes me' saa manne
Bisserikkere, o de skue osse beværtes. I gamle Dave havde man dem
uden for Vinduerne, men nu skue de sidd ing i Stuen, saa dæ vovt var
Plads te vos sæl. A' jæ skue lapp o stopp om ham, de' sier jæ ekk
novet te', de' var saaen kun min Pligt; men han kom osse me' de
anders Tøj. O mine Børn, herut te Bønderne me' dem, naar de kue knapp
derses egne Bovser. Næ min goe Søren, jæ æ sgutte helt rumpegal.
Hele Morgenen har det været Graavejr, nu bryder Solen igennem. Ovre
paa Væggen flimrer en stor Lysplet. Og udenfor drypper Draaberne fra
Tagskægget.
Kaffen maa ned i en Fart. Skoven venter.
-- Jaja Ane, det er ikke saadan at finde den rigtige Kærlighed.
-- Jov, de' kae man sgu savtens, naar man bare har Kaff nok o saa
tyll paa dem o saa helst et Stænk i.
Vi rejser os. Der bliver ikke Tid til mere Passiar. -- --
Idet jeg gaar ud af Døren kommer Alverdens Niels stavrende. Han har
en Hasselkæp i Haanden, Frakken staar vidt aaben, Hatten er krøllet
sammen og puttet i den ene Lomme. Alt hans Gods er svøbt ind i en
lille Bylt, som han bærer i en Snor over Nakken. Paa Fødderne skinner
et Par ny Træsko.
Allerede langt borte hilser han. Hele hans Ansigt er et stort Smil,
og han slaar bredt ud med Kæppen.
-- Hvor kommer du fra? Det er længe siden, jeg har set ham. -- Jeg
troed', du laa med Laaget over Næsen.
-- Næhæ! Faen skue lægg' se te o krepere i saaen et Vejr.
Stæren oppe i Linden har været en Tur inde i en af Redekasserne og
kommer flyvende ud med hele Næbet fuldt af Straa.
-- Sikken en Fyr. Ha' vil sgu hae Børn. Han er naaet helt hen til mig
og giver mig Haanden. -- De' æ han ekk ene om. Jæ saa en Pie gnigg'
afsted paa en Cykle bavevter en Mand herne' a' Skoven te.
Hans Frakke er krøllet og fuld af vissent Græs.
-- Jæ lae et Øjeblik i en Grøvt o loe Solen skinne. Dæ var smens helt
tørt under mæ, o saa hang dæ et Par Lærker o sang henne paa Rasmoses.
De' var saaen, a' man liefrem fik Lyst te o' grave med Fingrene i
Jorden o regte ælte rundt.
Han ser mig lige ind i Ansigtet.
-- Kue jæ grav' din Have. Da jeg ikke straks svarer. -- De' var bare
de', a' jæ saa masendes gærn vilde. Og da jeg endnu ikke svarer. --
Jov, de' var novet de', saaen o goe o put hvert enkelt lell Frø ner i
Jorden. De' me' Maskiner o alt de' store, næ' saaen o saa røre ve'
hvert enkelt med de bare Næver. Han trykker Kæppen fast i Haanden. --
O grav o hae alle Hønsene te o goe om sæ o gie dem Orme. Jov, o saa
ligg Ka'tofler o plant Blomster o se de' allsammen groe o saa bær'
Vand o hæld om dem o se dem strækk sæ, liesom de regte drak ...
-- Der staar en Spade inde i Tørveskuret, og Riven hænger derhenne i
Æbletræet. Mas bare paa.
-- Helledusenda, hvor jæ skae grave. Splintermæ om ekk Møjet skae rye
mæ om Ørerne, for vi maa hae regte Møj paa først. De' skae logte
dæjle, skae jæ love.
Han slænger Frakken lige paa Stedet, hvor han staar og kaster Bylten
fra sig.
-- Nu goer vi an.
-- Ane er i Køkkenet, gaa ind til hende først.
-- Næi bastemt om jæ ekk maa tae et Par Stik føst. --
Jeg gaar. Hunden følger med. Han er slatten i Haserne af Nattens
Jagten.
Klokken, som jeg har bundet ham om Halsen for stadig at høre, hvor
han er, klinger saa skingert. --
Skoven er et Mylder. I alle Træerne synger Finkerne. De sidder med
Brystet skudt frem, og Fjererne bruser dem om Struben. Et Par Mejser
flyver ud og ind ad et hullet Træ. Dèr løfter et Blad sig en Smule
fra Jorden, Lyset titter ind, en lille, gulgrøn Spire bryder frem. Og
et Sted, hvor Solen har varmet Løvet, og Vinden ikke kan naa ind,
staar der blaa Anemoner saa spinkle, at ingen Skygge tegner deres
You have read 1 text from Danish literature.
Next - Et Aar - 7
  • Parts
  • Et Aar - 1
    Total number of words is 4973
    Total number of unique words is 1650
    36.5 of words are in the 2000 most common words
    53.3 of words are in the 5000 most common words
    61.4 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Et Aar - 2
    Total number of words is 4987
    Total number of unique words is 1557
    40.4 of words are in the 2000 most common words
    56.9 of words are in the 5000 most common words
    65.8 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Et Aar - 3
    Total number of words is 5093
    Total number of unique words is 1524
    38.3 of words are in the 2000 most common words
    54.7 of words are in the 5000 most common words
    62.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Et Aar - 4
    Total number of words is 5139
    Total number of unique words is 1540
    43.5 of words are in the 2000 most common words
    59.3 of words are in the 5000 most common words
    67.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Et Aar - 5
    Total number of words is 5159
    Total number of unique words is 1592
    41.7 of words are in the 2000 most common words
    58.0 of words are in the 5000 most common words
    65.6 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Et Aar - 6
    Total number of words is 5136
    Total number of unique words is 1549
    40.1 of words are in the 2000 most common words
    55.7 of words are in the 5000 most common words
    64.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Et Aar - 7
    Total number of words is 5147
    Total number of unique words is 1592
    39.8 of words are in the 2000 most common words
    56.0 of words are in the 5000 most common words
    64.7 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.
  • Et Aar - 8
    Total number of words is 1349
    Total number of unique words is 515
    63.5 of words are in the 2000 most common words
    75.8 of words are in the 5000 most common words
    84.0 of words are in the 8000 most common words
    Each bar represents the percentage of words per 1000 most common words.