Et Aar - 3

Ladebygninger, som strækker sig vinkelret ud fra det. Alle Længerne
er teglhængte. En stor nyanlagt Have breder sig ud mod Vejen, der er
Glasdør, men ingen Veranda ud til den. I det ene Hjørne er der en
Udsigtshøj med en hvidmalet Bænk, og midt paa en af Plænerne en
søgrøn Glaskugle paa en gul Stolpe.
Paa Gaardspladsen er der fuldt op af Fjerkræ, en Gris roder rundt i
Mødingen, og paa Halvdøren ind til Loen sidder en Kat og soler sig.
Inde i Mørket bag den kagler en Høne. Der er ingen Folk at se, de er
alle i Marken. Det er Høstens Tid. --
Hele Familien er samlet oppe i Stadsstuen til Eftermiddagskaffen, da
jeg kommer. Bøsse og Taske hænger jeg fra mig i Gangen. Hunden
bliver ude i Gaarden. Jeg banker paa og aabner raskt Døren.
De ser alle hen paa mig, da jeg træder ind. Samtalen er gaaet i Staa
ved min Banken. Fra Væggen lige overfor mig smiler højsalig Kong
Frederik den Syvende og Grevinde Danner naadigt ned til os. Han
breder sig velbehageligt i Rammen, som om han rigtig nød Selskabet.
Hvert af Billederne er pyntet med en rød Papirsrose, som har siddet
der Aar efter Aar og samlet Støv. Mangen en Vinterflue har her fundet
den sidste Hvile. Farven er begyndt at gaa af Bladene, og de har
faaet hvide Pletter. --
Skønt her er Kaffe paa Bordet, slaar en underlig hengemt Luft mig i
Møde. Her opholder man sig kun ved særlig højtidelige Lejligheder.
Ellers er Døren omhyggeligt stænget og Hasperne sat forsvarligt for
Vinduerne. Brede Støvkegler falder fra Ruderne ind over Gulvet.
Jeg gaar rundt om Bordet og giver Haand til hver enkelt. Onkelen har
rejst sig op. Det er en høj, kraftig Mand i Skjorteærmer, skægløs og
smilende. Han er aaben og ligetil. Da jeg rækker ham min Haand, tager
han Tilløb til og knuger den fast. Hans "Velkommen" er ærligt. Tanten
er knaldfed som en staldfodret Hoppe og ser sine Folk an. Jeg faar
tre af hendes tykke, røde Fingre, der er slatne som Deig. Hun har
stadset sig op med tyndt Sommerliv, der er saa snævert i Halsen, at
hun er sprutrød i Kinderne. Korsettet er snøret saa stramt, at alt
Fedtet er klemt opad og nedad, saa Armene hænger langt ud fra
Kroppen. Hun letter sig en Smule, da hun hilser.
Ved Siden af hinanden sidder to Mænd. Jeg faar straks at vide, at det
er et Par Husmænd langvejs fra, som er kommet for at købe Hingsten
til deres lokale Forening ...
-- Hvis a' vi da ells kae blie enige.
De er tørre og senestærke med brunrøde Kinder og grove Hænder.
Neglene paa deres Fingre er sorte og slidt langt ind. De ser ikke paa
mig, da de giver mig Haanden. Deres Blik er intetsteds og allevegne
og ingen af dem siger højt "Goddag".
Lis smiler til mig. -- --
Jeg faar Plads paa en Stol ligeoverfor Tanten.
Vi spiser og drikker. Midt paa Bordet staar en Glasskaal fuld af
hjemmebagt Kringle skaaret i store Stykker.
-- Mæ Forlov. En af Husmændene rækker sig langt indover. Han holder
paa Manchetten med den ene Haand, mens han tager et Stykke Kage med
den anden. Det knækker midt over mellem Fingrene paa ham.
-- Naa, vil dutte me'. Han tager bedre fat.
Den anden bøjer sig ligeledes indover.
Tanten taler med dem om deres Familie. Onkelen spiser Kage med begge
Arme paa Bordet. Jeg har Tid til at se mig omkring. Lis gaar efter
mere Kaffe.
Væggene hænger fulde af Billeder mest Følgeblade til Almanakker, og
hist og her er kulørte Papirssole stukket ind bag dem.
Tapetet er skjoldet af Fugtighed og gaaet fra enkelte Steder ved
Loftet.
Paa et lille Bord i en Krog staar en Del Fotografier alle
forestillende den mandlige Del af Slægten i Soldateruniform. De
grupperer sig rundt om Foden paa en stor, forgyldt Vase fuld af
Papirsblomster og Judaspenge. Møblerne er samlet sammen rundt fra de
andre Stuer. Hvad, der har været for fint til dagligt Brug, er blevet
sat herop. Selv Skrivebordet har Plads ved et af Vinduerne.
Over Sofaen hænger et stort Billede, som jeg nu først lægger Mærke
til. Det er af Tanten i Konfirmationskjolen. I den ene Haand holder
hun et Lommetørklæde, den anden støtter hun til et Blomsterbord,
hvorpaa der ligger en opslaaet Salmebog. Hun er gravalvorlig.
-- Ja, de' æ jo av vor Mor, som hun saa ud dengang. Onkelen har fulgt
mit Blik. -- De' blev vist taven, lie ing' hun skue te' Alters ...
ek' sandt! Han vender sig imod hende. -- Saa var du jo i Stadsen
lieveller. --
De andre taler stadig om Familien, og vi bliver budt mere Kaffe.
Den ene af Husmændene har seks Børn, den anden har otte, og ham med
de seks har ventendes et.
-- I æ ells goe moe jerses Koner paa den Egn, skae jæ love. Onkelen
ler, saa der staar Kagesmuler fra hans Mund langt ind over Dugen.
-- Hendrik!
Tanten ser stift paa ham. Han er ved at kløjs. Husmændene blotter
lige Tænderne. Der sidder Kagerester langs Gummerne.
Lis bliver sendt ud af Stuen igen. --
-- Husk dow paa hinner, Hendrik, hvae du saaen sier.
-- Hun æ da begyndt o kær'stes, ve' jæ regte. Han nikker til mig.
-- De' æ maaske den Mand der? For første Gang ser begge Husmændene et
Øjeblik fast paa mig; men Tanten spørger, om der er nogen af os, der
ønsker mere. --
Vi rejser os og takker. Lis kommer ind og tager ud af Bordet. Jeg har
endnu ikke faaet talt et Ord med hende. Det eneste, jeg faar
Lejlighed til, er lige at røre ved hendes Haand, da hun smutter forbi
mig.
Der bliver budt Cigarer fra en Kasse, som har sin Plads oven paa
Kakkelovnen. Begge Husmændene stikker deres langt ind i Munden,
ligesom de sutter paa en Pibe. --
-- Ja, De kae jo komme ud til vos, naar De æ bleven kev av a' sitte
herhjemme.
-- Aah Hendrik!
Han er allerede ude af Døren. Hun kalder ham tilbage.
-- Nu kae du bar' prøv' paa o lae dig slae av. De har Peng' nok.
-- De' kue alder fald' mæ ing, Mor.
-- Ja, du kue vær' tosset nok ... I kue for Resten vent' te' Avtens
me a' ordne de' sidst'.
Lis henter Dugen, lukker Døren efter sig og bliver ude. -- --
Tavshed. Ilden æder sig ind i Cigaren. Fluerne flokkes om nogle
Kagerester nede paa Gulvet.
-- Det er smukt Vejr i Dag! Bare det nu vil holde til Høsten er i
Hus.
Hun trækker kun Vejret dybt og tænker.
-- Det er en udmærket Cigar. Jeg tager den ud af Munden og væder
nogle Dæksblade, som er gaaet løse. Saa tager jeg et ordentlig Drag
og puster Røgen langt ud. Den flosser og sprutter.
-- De sgut'te ryge saa stærkt, dæ blir saa megen Damp.
Tavshed. Om os falder det blanke Støv, og Solen brænder min Nakke.
Endelig. Hun skubber sig lidt paa Stolen.
-- Far o jæ har hørt, a' Dem o Lis goer sammen, o skønt vi begge
heller havde set, a' De var kommen te' vos fø'st ...
-- Jeg har mødt Lis ude i Skoven.
-- De' ved vi osse; men de' havde liegodt vaaren de' bedste, om De
var kommen te' vos. Lis æ min Søsters, som æ død, hun æ den ældste av
manne Søskende, saa dæ æ ekk novet. Vi har taven hinner te' vos som
vort eget, o de' æ da osse Meningen, a' hun skae arve vos, hvis a'
hun da arter sæ vel ...
Her ser hun fast paa mig. -- Ja, Vorherre har jo laven de' saaen, a'
vi ekk skue havt no'en Børn.
-- Hendes Far!
-- Han er saaen en Slavs Musikanter ... men de' var nu Dem, jæ skue
hae lidt o vide om. De kae jo nok forstoe, a' vi ekk kae gi'e vorses
Plejedatter te' enhver som helst, dæ' kommer rendendes lie ing fra
Landevejen.
-- Jeg holder af Lis.
-- Jov for den Savs Skyld kue vi savtens faa hinner givt; men hvae æ
De?
-- Jeg er Jæger.
-- Jov, de' ved vi nok, de' har Lis osse savt. Jæ skue ekk hae taen
de' Hele saa alvorligt, hvis a' ekk Folk var begyndt o snakk om de'.
Hvae æ De ells?
-- Ellers er jeg ikke noget.
-- De har maaske Peng'?
-- Ikke flere end jeg bruger fra Dag til Dag.
-- De' æ en grumme skidt Vane o kom ing paa. De æ godt o hae novet i
Bavhaanden. De' tænker de onge alder paa. De' har De altsaa ekk, kae
jæ forstoe?
I det samme kommer Vogterdrengen ind. Han har løbet stærkt, han
puster. De bare Fødder er skorpede af Støv.
-- Jæ ... skue ... sie ... fra Husbond om o faa lidt Peng', den sort'
Koe har reven sit Tøjer i Stykker, o nu skue jæ goe ner te'
Køvmandens o køve et nyt.
Hun ser paa ham. Han udholder Blikket.
-- Hvae æ de' for en Ko?
-- De' æ hinner, dæ stoer over moe Vejen, jæ skue løve nu, ells
bisser hun ing i Roerne.
-- Hvor man'ne skae du bruve te' de'?
Hun stikker sin Haand ned i Kjolelommen og faar fat i en lille,
fedtet Pung, som strutter af Sedler.
-- Hvor man'ne? Hun lukker op og breder dem allesammen ud paa Bordet.
-- De ved jet'te. De sae han ekk novet om.
-- Kae du saa løv' ud o spørre o komme igen.
-- Jov. Jæ kue da ells godt faa me' tebaves fra Køvmanden.
Han drejer sig raskt om og smækker Døren haardt i. Sedlerne faar Lov
til at ligge paa Bordet.
Jeg er igen ene med Tanten. Min Hund, som Drengen har lukket ind,
skraber paa Gangdøren og vil ind til mig.
-- Faa dow den fnatne Hund te' o være stille. Vi kae jo vovt tale. --
-- --


Hunden gaar bag mig. Det er en hed Eftermiddag. Himlen er tung og
graa, og Luften staar næsten stille. Bag os lukker Skoven sig sammen.
Sortgrøn staar den, stivnet i den brændende Sol. --
Hele Formiddagen har vi siddet hjemme bag fire Vægge. Jeg har ikke
set Lis, siden jeg drak Kaffe i hendes Hjem. Hver eneste Aften har
jeg været ved Træet, hvor vi mødtes den første Gang, og hele Natten
har jeg staaet og ventet.
Jeg længes. Men jeg ved, hun vil komme igen. Lis og jeg er eet. Vi
elsker. Og aldrig skilles de to, der ejer hinanden. Hver Dag bære
Vinden vore Tanker som Blomsterstøv til vort Sind ...
... Jeg var din, før jeg saa dig ...
Jage -- jage ... Spring Hund, lad Vinden fløjte dig i Ørelapperne,
saa du føler Bruset presse mod din Hjærne. -- --
Svalerne flyver afsted. Vingerne funkler i Lyset. Flue efter Flue
drukner i deres Næb.
En Høg slaar ned. Den griber en af dem i Flugten. De sylspidse Kløer
hugges i Ryggen og slutter tæt om den. Det Hele er at se paa kun som
et Sus i Luften.
-- Kvivit ... kvivit ... De andre flokkes som rasende om den, men
den ænser dem ikke, flyver bare roligt afsted og kommer lige hen
forbi mig.
Et Skud er nok. Den klapper Vingerne sammen og ryger forendt ned paa
Hovedet. Svalesværmen spredes for alle Vinde. Selv i Døden er dens
Greb ikke slappet. Da jeg finder den, holder den endnu Svalen i
Kløerne. Saadan er det at jage. Man ved aldrig, hvad der møder een.
Hvert skiftende Sekund bærer nye Ting i sit Skød. -- --
En Vogn knager møjsommeligt henad en sandet Markvej. Kusken sidder
duknakket med Pisken mellem Knæene. Snærten hænger ham langt ned ad
Ryggen; han sover. Hesten standser for hvert Skridt og nipper af
Vejkantens Græs. Nogle bagbundne Kalve med Hovederne ud over
Vognfjællene gisper efter Vand. De er hvide af Støv.
Vi gaar og gaar. Det ene Skridt ligner det andet. Vi vil ud paa
Engene og skyde Bekkasiner. --
Det er paa Slutningen af Høsten, og Foraarssæden skal bjærges. Læs
efter Læs køres ind. Hjulene skærer dybt i Stubjorden.
Hist gaar en Boelsmand alene og river sammen. Nu standser han, lægger
omhyggeligt Værktøjet væk og kryber om bag en Busk. Først ser han sig
forsigtigt om til alle Sider, saa synker han ned paa Hug. --
Det er en rig Tid. Alle Sommerens hede Løfter er modnet i Frugt,
forløst hæver Stubmarkerne sig over Bakkerne, det ser ud langt borte,
som vilde de mødes med Skyerne. Tunge Neg klumper sig sammen i
snorlige Traver og staar, som længtes de mod Ladens lunende Mørke.
Blomsterne løber i Frø. Valmuens Blade er splittede, og Tidslerne
staar med Sølvstænk i deres røde Haar. En efter en falder
Margueritternes hvide Stjærner, og Grøfternes Nælder staar med tunge
Frugtklaser. I Vaande bøjer Draphejren sig under Aksenes Vægt.
I et Hegn staar et Æbletræ helt oversaaet med Frugt, nogle af de
tyndeste Grene er brækket. Tjørnebuskene luer med Bær.
Over alt det samme -- en Livets Fylde til at give -- en evig Vandring
ad de samme Veje ...
Hist rager en stor Frugtknude paa en lang Stilk op over alt Græsset.
Bag de lunende Vægge klistrer Frøet sig sammen, og ad dulgte Kilder
løber Livsvarmen ud i de tørstige Munde. Kapslen vider sig ud og
slutter stramt om de ædende Kim. --
Overalt møder jeg Folk. Sindigt stræber Bonden. Piben er lagt til
Side, og Selerne hisset ned med Seglgarn. Hvert Øjeblik maa han rette
sig i Vejret og tørre Sveden bort med sit snavsede Skjorteærme. Der
er Smil i hans solbrændte Ansigt.
Jeg faar mig en lille Passiar med en af dem. Han staar lige tæt ved,
hvor jeg skal forbi.
Paa en Mark ved Siden af os gaar en Del Børn og nejer op. Jeg ser paa
dem. Nu har en af dem fundet en Muserede, og alle stimler de sammen
om den. Nogle raaber paa Katten, som lister med Skaar efter Skaar. --
-- Ja, de' æ mine alle de, o saa har jæ noen hjemme, som ekk kae goe.
Jæ sier, de' æ en skidt Mand, som dæ ekk kae læmp Børn.
Han gaar hen til dem. Jeg staar lidt og ser paa dem. Der er en
Pludren og en Raaben, Katten endevender Musereden. -- --
Jeg gaar op over den sidste Bakke. Hunden trasker mig lige i Hælene.
Tungen hænger ham langt ud af Flaben. Han savler af Tørst.
Lige tæt for Benene buldrer et Par Agerhøns op med en Hale Kyllinger
efter sig. De har ligget paa Gærdet og baltret sig i nogle bare
Pletter Sand. De spreder sig ud til en Vifte og trækker lavt henover
Markerne. Ovre paa en Græsmark kaster de sig, løber sammen i en Klump
og dukker sig.
Hunden gaar helt op paa Gærdet og ser efter dem. Saa kommer han igen
bag efter mig. Han ser saa træt og mismodig ud. Halen danner en Bue,
og Hovedet hænger sløvt ned mod Jorden. Her, hvor der overalt er Sæd
og Mennesker, er det bestandig Skridt for Skridt i Hælene paa mig.
Han længes efter at jage og føle Krudtdampen rive i Halsen. --
Det er dejligt et Øjeblik at standse paa Bakkekammen og smide sig ned
paa Gærdet. Ligge med Nakken boret dybt mellem Blomster og Græs og
lade Blikket glide paa Maa og Faa op over Himlen, ud over Markerne,
langt bort, lige saa langt som Tankerne ...
Lis, hele min Dag er din.
Hunden lægger sig ind over mig og savler mig i Ansigtet.
-- Gue hjælp jer.
Hunden springer i Vejret og rejser Børster. Lige foran os er en
Skikkelse groet op af Jorden. En lille Mandsling med lange, hængende
Arme og et stort, skægløst Ansigt. Hans Øjne er vandblaa, og
Kindernes Muskler ligger fast om Kæberne. Ryggen er bøjet, Brystet
indfaldent, Benene skæve og Fingrene kroget og sorte af Slid.
-- Tak! Jeg rejser mig over Ende og vore Øjne mødes. Ingen af os
taler. Vi maa rigtig kende hinanden først.
For hans Fødder ligger en skabet Puddelhund og gnigger et Par store,
betændte Øjne med Forbenene. Den er radmager, men Vommen er tyk som
en overfyldt Sæk og Dellet saftigt og blødt.
Min Hund ikke saa meget som ser til den Side, hvor den er. Han lister
af Sted ned langs Gærdet, som generede han sig.
-- Hvor skae du ells hen? Hans Mønstring er færdig, og han stikker
Haanden frem imod mig.
-- Ud paa Engene. Jeg tager imod den. Den er tør og knoglet, og dens
Greb sidder fast.
-- Har du Ærend', for de' skae jæ osse. Saa følls vi.
Vi driver langsomt afsted. Han i Spidsen. Lige over vore Hoveder
muser en Taarnfalk. Den hænger og flakser paa spredte Vinger og
kaster sig hvert Øjeblik ned mod Jorden.
-- Jæ skae for Resten ud o drowne ham der. Han sparker efter
Puddelen, som følger ham lige i Hælene. -- Vi kae ekk hae ham længer.
Ha' æder lie saa meget som to Børn, og nu æ ha' temed i Fol.
-- Gaar det?
-- Hjo, smens saa. Jæ binder Benene sammen me' et Rev o hænger en
Sten om Halsen, saa stikker ha' lie te Bunds.
-- Jeg ... kan ... jo ... godt skyde ham. Det er knapt jeg kan faa
Ordene frem.
-- Hja, de' kue du jo, Du har jo Geværet. De' andet goer ells helt
nemt.
-- Faa den væk fra Benene. Jeg faar pludselig rivende travlt, smækker
Bøssen op og putter et Par Patroner ind med store Hagl. -- Faa den
væk fra Benene, Mand.
-- Trut ... lell Trut ... du skae skyes. Han tager den i Nakken og
kaster den frem for sig. -- Gaa nu, din Køter. Men hun bliver bare
ved med at pibe og krybe hen til ham.
Saa tager han sin Tilflugt til en List. Han bøjer sig ned og faar fat
i en Sten, spytter paa den og kaster den lidt henad Gærdet.
-- Push ... push. Hun springer efter den. Triumferende vender han sig
om imod mig. -- De' æ novet, Børnene ha' lært hinner. De har jo
derses Sjov. --
Jeg hører det ikke altsammen, for netop i det Øjeblik Hunden er naaet
frem for at gribe Stenen, holder jeg til den, og den synker sammen.
Min egen Hund kommer springende tilbage. Endelig ...
-- De' var renok rart. De' æ en farle Sav me saaen et Bæst, den od
tesidst lie saa meget som et Par store Børn.
Han stikker Haanden ned i Vestelommen og faar fat i en Rulle Skraa.
-- Skue de' vær' en Bid me'?
Jeg ryster paa Hovedet og siger hurtigt Farvel.
-- De' kae smens væ' nok me' Børnene, men saaen en Køter.
Han gaar langsomt tilbage den samme Vej, som han er kommet.
Ikke en eneste Gang har han været henne at se til sin Hund. Da jeg
gaar forbi, er Blodet begyndt at levre, og Fluerne summer om den. --
--
Allez!
Vi gaar op imod Vinden for at faa Bekkasinerne til at slaa ud til
Siderne. Begge er vi lige spændte. Langsomt krydser Hunden ud over
Engen. Hver enkelt Tue, hver lille Busk, alt tager han omhyggeligt
med. Jeg følger efter med Bøssen parat. --
Idet jeg gaar ud mellem Tuerne i en lille Sivholm, flyver en Kærhøg
op. Den er blaagraa som Skyerne. Jeg holder til den, og der flyver
nogle Fjer fra dens Bryst. Et Øjeblik rykker det i den, den strækker
Benene fra sig og tumler et Stykke nedad. Jeg holder til den igen,
der flyver endnu nogle Fjer, men saa stiger den langsomt i Vejret og
glider roligt bort. Ikke et Øjeblik vimler den, kraftigt trækker
Vingerne Suset ind under sig, den kommer langt i hvert eneste Slag.
Jeg ser og ser efter den, nogle Viber slaar skrigende nedover den og
følger et Stykke med. Det gør ondt i Øjnene at holde den fast. Snart
er den kun en Prik og nu ... jeg skygger med Haanden ... ikke mere at
øjne.
Haglene var for smaa. De har kradset en Smule i Huden, men ikke mere
end at Lusene er blevet flyttet fra en Fjergang over i en anden. De
lægger siden deres Æg i Blodpletterne. --
Dér, hvor vi gaar, er Græsset slaaet og ligger paa Skaar. Det er
stridt som Kviste. Undergrunden er en udtørret Mose. Overalt staar
der blanke Pletter Vand, og fede Planter med tykke Blade breder sig.
Paa en lille Højderyg faar Hunden Stand. Endnu har vi ingen
Bekkasiner set. Han kommer strygende fra Siden, pludselig fanger han
Færten af noget og drejer brat om. Endnu et Par Skridt -- Poterne
glider lydløst i Græsset -- og han staar fast.
Jeg kommer op paa Siden af ham, og han lægger sig ned. Da jeg stryger
ham over Ryggen, dirrer alle Musklerne af Iver. Der er Vildt foran
os, jeg ser kun Straa ved Straa, han kryber et Par Skridt.
Bag en Græstot ryger en Tredækker ud. Saa fast har den holdt, at den
er lige for Næsen af os, jeg lader den trække et Stykke for at faa
bedre Hold og skyder rundt forbi.
-- Satans!
-- Huit ... huit ... Bekkasinerne letter. Ud til Siderne ryger de
parvis eller enkelt. Det er ene dobbelte, som ikke holder saa godt.
Hist i en Slakke letter en hel Flok.
-- Bum ... bum! Runde Huller i Luften. Min Hund bliver vild og jager
i strygende Fart.
-- Huit ... huit ... Bum ... bum! Det gaar lige saa stærkt, som jeg
kan lade. De snurrer forbi Bøssemundingen. Et Øjeblik har jeg Hold
paa dem, men før jeg faar trykket af, er jeg bag ved.
I en Indhegning staar nogle Plage og ser til. Naar Haglene piber dem
for tæt om Næsen, springer de i Vejret og galopperer afsted, saa det
dundrer i Jorden.
Ved en Mose gaar en Kælling og rejser Tørv. Hendes brogede Hovedklæde
blomstrer mellem de sorte Stakke. Hele Landskabet er fladt som en
Kage. Langt ude en tynd Stribe Vand.
Her er højt til Loftet og vidt til Væggene. Man kan spytte hvor man
vil uden at ramme sin Næste, og der er ingen til at raabe Gevalt,
hvis man skyder lidt lavt.
En Unge vræler pludselig op, som havde den en Kniv i Halsen. Det
kommer dernede fra, hvor Kællingen er. Og nu kommer hun selv halsende
i strygende Fart.
-- Hov ... hov! Hun er ved at snuble af Ivrighed og karter med
Hænderne i Luften. -- Vi æ ner paa Mosen. Ole grær, ha' æ bange, naar
du skyr.
Jeg slaar ud med Haanden og dirigerer os bort.
-- Kae dutte høre, din Høvl. Ha' æ ve' o kvæles a' Angst, o de goer
paa ham i Vovnen.
Hun standser og ser efter os. Hendes Arme kører rundt i Luften.
-- Jæ skae kradse Øjnene ud a' Ho'det paa dæ, din Tosse! --
Jeg skyder. Ikke en eneste har jeg faaet, og nu er der kun et lille
Stykke tilbage, saa er det Slut for i Dag.
-- Pift ... Bum! Det var den sidste. Den faar knapt Tid til at lette
fra Græsset. Et Stykke føres den med af Haglbygen, før den falder
forendt ned i en Pøs Vand.
-- Apportez! det var godt min Dreng ... her ... los saa ... ikke
tygge ...
Han aabner sit rygende Gab paa Klem og lægger for min Fod en liden
uskyldig -- Kærsanger.
-- Men Hund dog!
Ganske ligegyldigt sætter han sig ned og giver sig til at slikke sig
tør.
Ogsaa jeg sætter mig paa en stor Tue. Tavse sidder vi ved Siden af
hinanden og lader Hvilen komme. Jeg har lagt Bøssen fra mig over
Knæene og hittet Snadden frem.
Det begynder at blæse, og der kommer Liv i Skyerne. En stor Flok
Maager letter fra en Pløjemark og flyver skrigende bort. Jeg bliver
ved med at følge dem med Øjnene. En enkelt Solstraale rammer dem, og
deres hvide Fjer lyser. Nu er de graa igen som Skyerne.
Hunden sidder lige ret op og ned. Kun har han lagt sit Hoved over min
Skulder. Der gaar af og til en Skælven gennem hans Krop.
-- Hvad tænker du paa? Jeg stryger ham kærtegnende over Hovedet, han
skubber sin vaade Snude tættere ind mod min Hals.
I en enlig Vidjebusk klager Vinden -- Ensomhedens bristende Melodi.
Det begynder at regne. Over øde Vidder vælder Taagerne frem. Alt
bliver trist og blygraat. Tunge af Vand falder Blomsternes Blade. De
klistrer sig til Straaene rundt omkring. Ud fra en Tørveskærers Hytte
bærer Blæsten Tonerne fra en Harmonika viden om, og et Sted højt oppe
fløjter et Par Spover.
Jeg svarer dem. Et Stykke forude vender de og kommer tilbage. Hunden
faar Lov at gaa ud. Nu faar de Øje paa ham og slaar over ham. Jeg
fløjter, han vender, og Spoverne følger med. Kommet ind paa Skudhold
skyder jeg dem begge spidst. -- --
Tungt gaar vi hjemad. Græsset er blevet glat og fedtet. Bukserne
slasker om Benene. Fra Hatteskyggen render Vandet i to Striber lige
ned paa Halsen, og Jakkens Lommer bliver fulde.
Nogle Krager flyver skrigende forbi paa Vej mod Skoven. De kommer
langt forud for os.
Vi gaar henad de øde Engveje. Vinden suser over de vide Fladers
Ensomhed. Kun nogle Hjulspor trækker sig blanke foran os. Inde i
Foldene staar Kvierne med Bagen mod Vinden og ludende Hoveder. Deres
Toe damper. Pigtraaden hænger med Draabe ved Draabe.
Hist og her rager et forkrøblet Træ op. Grenene staar stride mod
Blæsten, og det er slidt tyndt i Toppen. De første gule Blade piskes
afsted. --
Vi kommer ud paa Landevejen. Inde paa en Stubmark er en Plov allerede
sat i Jorden.
Det mørkner. Mulmet sniger sig frem fra Grøfternes Buske og Skovenes
Gem.
Vi dukker os for Blæsten og aser afsted. Sjask ... sjask bag os for
hvert eneste Skridt.
Henne paa en Grøftekant kalder Agerhønsene sammen. De sidder i Flok,
og den gamle Hane render rundt med strittende Vinger og kagler.
Vi har slet ikke Tid til at tælle dem, vi dukker os forsigtigt ind
under Skovgærdets Grene -- i Styrt falder Vandet over os -- og slaar
ind paa Skovstien.
Her er blødt og stille. Luften er saa frisk at aande. Højt gaar
Stormen over vore Hoveder. Grenene hænger tunge, glinsende i
Skumringen. I Krattet hopper Fuglene til Ro. Snegl efter Snegl lister
frem fra Græsset. -- --
Jeg gaar mod Træet. Jeg vil se det Sted, hvor jeg mødte ...
-- Hallo! En Skikkelse foran mig i Frakke og Regnhat skal den samme
Vej.
-- Du faar begge mine Spover ... Hallo!
Skovbunden om os fanger Lyden af alle de faldende Draaber.


Det er en Efteraarsmorgen. Vi gaar ud over Markerne, Lis og jeg.
Foran os jager Hunden afsted. Luften er høj. Lavt flyver Svalerne.
Saa tæt flugter de forbi, at vi næsten kan fange dem med Hænderne.
For hvert Skridt, vi tager, jager vi Fluer op fra Græsset. Og det er
dem, de fanger. Af og til stryger en enkelt helt ind under Bugen paa
Hunden. De andre skriger ham lige om Munden; men han ænser dem ikke.
Gaar paa med Tungen hængende langt ud af Flaben, drivvaad af Skum.
Paa kryds og tværs i langt Søg efter Vildt, hvis Tæft river i Næsen.
Det har dugget om Natten. Nu da Solen er oppe, glimter Jorden,
drysset over med Perler. Og henover en Stubmarks bleggule Flade
trækker den flyvende Sommer sit glittrende Silketæppe. --
I et Hegn staar en Asp. Bred er Kronen. De gule Blade funkler i evig
Uro. Enkelte løsner sig og svirrer som Blink gennem Luften. Rundt om
i det fugtige Græs ligger de blanke og har Tid til at blive til eet
med Mulden. Fede Regnorme har allerede halet nogle til sig, saa kun
Stilkene staar lodret i Vejret. -- --
I Græsset staar to Striber, hvor vi har traadt Duggen sønder -- to
mørke Striber, som bliver ved med at følge os tæt i Hælene. Og højt
over vore Hoveder flokkes Trækfuglene. --
Vi gaar viden om. Der er ingen Grænser for vor Færden i Dag. Vi har
alle de store Marker at strejfe om paa.
Skyggen fra en Sky højt oppe naar os. Hastigt flakker den fra Mark
til Mark. Det er koldt om os. Men kun for et Øjeblik, saa er det hele
blæst bort. Solen skinner, en enlig Lærke jubler, langt ude flygter
Skyggen, og paa Mosevandets Flade sejler Kæruldens hvide Dotter. --
Hvor vi kommer hen, skyder vi Høns. Flere er allerede vandret i
Posen. Vi taler om Efteraaret. Rundt om os spreder Vinden
Løvetandsfnuggene, og Valmuestilkene staar med knastørre Kapsler.
-- Efteraaret -- Dødens Tid -- kun forsaavidt man ved Døden forstaar
det: at give Livet. Bladene falder, Blomsterne visner, og Kornet
sankes i Lade, men dybt i Mulden gemmes alle de Spirer, Sommeren har
født.
Kender du en Efteraarsdag med Støvregn og hængende Himmel. Alle
Træerne er nøgne, Jorden klæget, og i hver Hulning staar Vandet og
dovner. Om os er Luften krydret og hed at aande. Paa saadan en Dag
favnes Himmel og Jord -- og Jorden bliver tung og svanger.
Og jeg -- hele Sommeren har jeg levet i Lykke, hver Dag gav mit Liv
sin Fylde. Nu dør alt det, som jeg længtes imod hver eneste Time, men
alligevel er mit Sind saa fyldt, jeg mærker, hvor det gror inden i
mig. -- --
Hunden løber ned i en Mergelgrav for at drikke. Den bliver længe
borte, og vi hører den gø og tage paa Vej.
Et Stykke ude i Vandet paa en stor Sten staar en løjerlig Mand og
vasker sin Skjorte. Han er nøgen til Bæltestedet. Om ham ringler
Vandet.
Han er lille og tynd. Skyggen lang og puklet. Et Par store,
forvoksede Skulderblade krummer Ryggen, og et Par lange Arme hænger
slapt ned langs Kroppen. Om hans Ben slasker et Par vide Bukser, som
er smøget halvt op og blotter de magre, haarede Ben. Blaa ligger
Aarerne henover Anklerne, der er hovnede op som af Gigtknuder.
Han bryder sig ikke om Hunden, bliver bare ved med at hale en
skjoldet Las op og ned i Vandet. Blanke Perler falder fra Fligene.
-- Her er nok Storvask. Vi har staaet lidt og set paa ham. Han vender
sig om. Ansigtet er et eneste Vildnis af uredt Skæg. Dybt inde
brænder et Par store Øjne.
-- Gud velsigne jer begge.
Skjorten faar Lov til at flyde paa Vandet, mens han retter sig i
Vejret, tager Hatten af og gør Korsets Tegn. Nogle lange Haartjavser
flagrer for Vinden.